Bjærgfolk gjör fortræd på mennesker

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

78. Bjærgfolk gjör fortræd på mennesker


1299. I Smededal neden for Smededalsbakke, østen for vejen fra Gulev til Bjerringbro, havde en slægtning af mig i flere dage arbejdet på at få tildannet to sten til en håndkværn. Da han næste dag vilde hente dem, var de fuldstændig knuste. De troede om bjærgfolkene, at de havde gjort stenene fortræd.

Hans Jørgen Povlsen, Gulev.


1300. En karl, der tjente i Kovsted præstegård, kjørte en dag til Randers med to jomfruer ad den gamle landevej. Da han havde kjørt noget, syntes han, at han kom forbi to höje, hvor han dog vidste, at der ingen höje var, og der var noget, som hindrede ham i at komme frem. Han måtte da vende om til Kovsted igjen og kjøre til i Randers ad den ny landevej.

Nik. Christensen.


1301. Når mændene i Ubberup var samlede, gik småfolkene omkring imellem dem og rykkede dem i håret og ørene, hvilket gjærne endte med et indbyrdes slagsmål mellem mændene, da de fleste ikke kunde se de skyldige.

F. L. Grundtvig.


1302. En mand, der har boet i mange år ved Løve mose, var en eftermiddag kommen ud for at binde korn. Medens han var i færd med det første neg, hørte han sådan en underlig røst, der hverken lignede et dyrs eller et menneskes mål, den lød, ligesom den kom op af jorden, og gjentog det samme tre gange, men var ikke til at forstå. Manden vendte hjem og fik ikke bundet mere korn den eftermiddag. En anden gang så han på samme sted, at der pludselig stod en lille mand for ham i en lang hvid trøje. Han sagde ikke et ord, men stirrede og gloede på fortælleren, så at han blev bange og skyndte sig hjem.

A. N.


1303. En fornuftig og agtet gårdmand i Röjle havde en gang mødt troldfolket. Det var en nat i krigsåret 1848, at han var i ægt med en gammel oberst. Da de nærmede sig de berygtede DandsehöjeBubbegårds mark mellem Odense og Middelfart, satte obersten sig hen på det forreste sæde ved kusken. Det var bælmørkt, og bonden mærkede, at obersten trak sin sabel, som han svingede foran dem, idet han sagde: «Væk, væk!» Lidt ængstet spurgte bonden, hvad der var i vejen, men officeren sagde blot: «Væk, væk!» Endnu mere hjærteklemt end før piskede manden på sine heste, som han syntes slet ikke kom af stedet Først da de var kommen forbi höjene, stak officeren sin sabel i skeden. Han spurgte nu kusken, om han intet havde set, men da denne benægtede det, fortalte han, at en hel skare underjordiske havde omringet vognen og fulgt dem et langt stykke vej. De spændte hestene fra og trak vognen, og nogle tog hjulene af, mens andre smurte dem. Dernæst kom én, som vilde i vognen til dem, men han kunde ikke for stålet, der blev svunget imod ham, og det var godt, ti ellers havde han væltet vognen. Bonden syntes nok, at hestene var så urolige, men havde ellers intet ondt mærket« 

P. K. M.


1304. Niels Bødker kom en aften til en stor höj oppe på Kragelund hede, der kaldes Kjælderhöj. Så blev han så vildt, te han kunde slet ikke gjøre andet end gå rundt om den. Han prøvede at lægge sig oppe ved kanten af den, og da var det, ligesom det smældrede med døre og vinduer der nede, og som nogle får småknystede inde i höjen. Så rejste han sig op med de ord: «De siger, her er bjærgmænd og trolde og skidt, og det er da sandhed, her er rigtig nok skidt.» Så kunde han gå hjem ad og finde vejen.

Der gik som en vej gjennem höjen, og en mandag kom en karl kjørende der ad med et læs hø. Ligesom han er i höjen, så står studene stille. Da han havde holdt der lidt, kom to piger og snakkede til ham. Så siger han: «Så holder vi her!» og da kunde han kjøre derfra. Siden fik höjen det navn: Så holder vi her!

Ane Marie Pedersdatter, Egholt.


1305. En mand fra True vilde en aften gå hjem fra Århus. Han var kjørende et stykke af vejen med en mand og vilde så gå tvært over bakkerne ved Brabrand. Det var langt hen på aftenen. Da han nu kom der op, kom en lille mand til ham med en rød lue på og fulgtes med ham. Manden havde et stykke vadmel med, som han havde fået fra farveren. Ved de nu gik og snakkede hen ad vejen, gik den lille mand og plukkede imellem i vadmelet. Det blev nu ikke til mere, men da de kom op af bakkerne, blev den lille mand væk lige med det samme, den anden vidste slet ikke, hvor han var bleven af eller gået hen. Den gang han kom hjem, var det langt ud på natten, og hans kone havde sådan ventet efter ham. Han kunde slet ikke selv forstå, hvordan tiden sådan var gået for ham, eller hvordan det var blevet så sildig. Men om morgenen, da konen vilde til at måle vadmelet, manglede der noget af det, og de kunde da forstå, at det var bjærgmanden, der havde gået og plukket det fra ham, og han havde halet tiden ud, så det var derfor, han havde gået så længe. Konen sagde også, at manden havde været helt apartig den aften, og mente, at han var bleven helt fortumlet. Hun har siden selv fortalt det.

Mads Hansens enke, Sterregård.


1306. Ad Roskilde til ligger Merløsegården. På dens marker er der en banke, hvor det i forrige tider ikke gik rigtig til. Hver aften ved solnedgang sad der en hvid glente på banken. Intet kreatur blev tøjret der, ti ellers kunde man være vis på, at det kom til skade eller i det mindste blev rykket løs. Når banken skulde pløjes eller harves, kunde man være vis på, at disse redskaber gik i stykker. Hjemme i stalden blev der undertiden sådant et spektakel, at karlene troede, hestene slog hverandre fordærvet, men når de så sprang op af sengen for at se efter, var der intet hverken at se eller høre.

A. N.


1307. Der var nogle höje i Bislev, de kaldtes Selthöje, der var også ellefolk. En mand, der boede noget derfra, havde sået ærter. Så vilde deher ellefolk så gjærne spise ærter, og han sukkede da hans huud efter dem. Da blev der sådan en syggen i gården, både hans heste døde, og hans høveder døde, og om det så var hans høns. Det er ingen løgn, det var ikke svar langt fra mit hjem.

Ane Marie Madsdatter, Brovst.


1308. Ved byen Tuesbøl i Brørup sogn ligger der øst for kirken en mærkelig samling af temmelig store kjæmpehöje. Min plejemoder, som var født i en gård lige ved siden af Tuesbøl, fortalte, at der i gammel tid var passeret følgende: Der var legestue i Tuesbøl, og så finder de på for løjer at klæde noget ud som et eller andet underligt dyr. Det skulde gå på fire ben og blev trukket af to og ført af to andre, som gik bag efter. Det optog gik rundt i byen, og endelig kom det hen imod kjæmpehöjen. Men hvad skete så? De ser, der kommer et optog ud af en höj, aldeles lige sådan, og det, der kommer ud, det tager den fyr med sig, som var udklædt, og drog af med ham ind i höjen, og de så ham aldrig mere.

N. J. Termansen, Gammelby.


1309. Stor-Trued fra Åhus rejste en gang til Elkøping for at hente et ligklæde. Han fik det, men da han kjørte hjem ad, fik troldene øje på ham og satte efter ham. Trued kjørte, alt hvad remmer og tøj kunde holde, men troldene var lige i hælene på ham. Han nåede Åhus, men ikke hjem til sin gård. Derimod reddede han sig op i kirketårnet. Han stak hovedet ud af lugen, og da han så troldene stå neden for, rakte han ligklædet ud og viste troldene det. Da råbte én af dem: «Släpp sladden, Jäppe, ellar hoppar ja!» Det gjorde Trued naturligvis ikke; så troldene måtte drage hjem med uforrettet sag, såfremt den ene da ikke står der og hopper neden for kirketårnet den dag i dag. Rigtigere Køpinge. Der findes nemlig ingen by Elkøping, derimod et Køpinge vest for Åhus.

Optegnet i Legeved. J. Johnson.


1310. Af Kulbakken tog man grus for at kjøre på vejen. En aften gik en mand der forbi. Han gik hen for at forrette et vist ærende, og imens kom han til at sige som så: «Ded e rart, hvor så ajle uijnejorsfolkene vil flytte hen, når di eijn gong rent får enna på dæijna hvijen.» Pludselig blev han omringet af en stor mængde mandfolk med store blå næser. Han slog om sig med sin stok, og i denne stilling nåede han med nød og næppe sit hjem, for de fulgte ham helt til porten.

Fra Bornholm ved G. J.


1311. I Brande sogn ved Brand-ures höje er en höj, som man kalder Kjæmpehöjen, fordi den er større end de andre höje. Fra denne höj udgår nu og da om natten tre gloende pile så lange og så tykke som en vognstjært, og de slår da ned i en anden höj, der kaldes Sinkbæk höj og ligger omtrent en halv mil fra Kjæmpehöjen. I begge de höje boer der troldfolk, der om natten veksler breve og penge. Trolden i Sinkbæk høj er den anden skat skyldig, og han skal foruden andet give ham i Kjæmpehöjen et ungt menneske hvert halvtredsindstyvende år. Man kan nu nok forstå, at det ikke er rådeligt at komme imellem de to höje om natten. Sådan var der en gang nogle folk, som havde gået langt om dagen og derfor var blevne trætte. Som de er imellem höjene, kommer en vogn imod dem, og de sætter dem op, men aldrig så snart er de komne op, førend det går i luften med dem, og da de kom til dem selv, var de midt i en stor mose. De fik nu rigtig nok øje på et lys, men jo længere de gik efter det, desto galere blev det, og det varede vel aldrig så længe, før de så en urimelig stor fåreflok og nogle gårde, men da de gik efter dem, kom de dem ikke nærmere, og det var først, da solen stod op, at de kom på rette vej.

H. G. Stampe.


1312. De wa jæn gang om hesten, lisem a gik ålerbæjst på wå mark, så blöw a lise sæwwne å lise trøet, te a måt legg mæ ligg nier på stæjed, huer a stådd. Men a tu mæ æjjt i ajt få, te de wa på en höw, dæ wa bjærefålk i, å a fånaem lise bestæmt, som han siie mæ hær, te di tu fat på-mæ i mi jænn sii mæ en koel høen, å da a så wåwwnt, haad a ed reerels å ku hwæken go hæle sto, å han ka da nåk teengk, te a så æjjt duud siin te å bestell nåwed. De wa håte mie onelet, te a ku komm mæ ijæn, å te dede de æjjt gik mæ som jæn o wå præjjst, da han blöw fågjoer å hægsen på Båwwnshålm. Han båwed i Aggri å hid Wåle Hannsen. Han wa ino ongkåel å had æjjt wåt præjst dær i trej oer, da Båwwnshålm-kuenen wil ha ham låket te å giwt sæ mæ hene dååder. Mæn han låwwt lånten å wil træk sæ tebååg. Mæn hwa blöw eenen po ed. Han had æjjt hans bog mæ sæ, å dæfår blöw hægsen ham få stærk, å de feest han wa kåmen hjæm, dråwwned han sæ i Aggri se. Å de ær æjjt længer sien, en da di skræw 1602, de skied.

Teksten særlig efter J. G. Lehrmanns bog: «Florentius Bergström eller Bjærgmanden på Mols.»

E. T. K.


1813. I Mjellerup tæt ved Løgstør gik de underjordiske til en mand, og han blev syg og lå på hans seng i tolv år, og de kostede meget på ham. Så søgte de både hid og did om råd. Endelig hørte de tale om en mand i Vendsyssel, der var klog på sligt, og ham fik de bud efter. Det var i høstens tid, den kloge mand kom til ham, og han kunde på timen se, hvad han fejlede. Han sagde så, at han skulde i jorden, og der skulde både ploves og såes og harves tre slags sæd over ham, og graven skulde kastes på et trebundet skjel, for han havde fornærmet de underjordiske. De måtte lægge et tæt lag af store træer over graven, så at øghøvderne kunde gå over den. Da de nu fik det hele stilt an og fik ham ned i graven, var han der en nat, og så såre de havde fået sået og harvet over ham, kom han op igjen. Den kloge mand havde sagt, at manden vilde blive helt ustyrlig, inden han kom sig. Han vidste ikke, hvornår det skete, men han mente, at det vilde nok ske, inden otte dage havde ende. Konen vilde nu gjærne, at den kloge mand skulde have blevet der, indtil de otte dage var omme, men det vilde han ikke; han blev der blot i den tid, de havde ham i graven, og så tog han hjem. Den syge mand blev ustyrlig på tredje dag efter, at han var kommen op, og de holdt ham i tre timer, og han vilde gjøre dem ondt og gjøre det værste, han kunde. Så fik han hans helsen igjen, og han levede i mange år, men hans hukommelse var noget svækket. Han vidste dog godt, at de underjordiske havde boet under hans ovn og hans kakkelovn.

Kristen Jensen. Grynderup.


1314. Omtrent midt i Kongsted sogn, to mil nord for Præstø, ligger der en stor banke i en skov, som hedder Mørkebjærg. Der har boet en trold. Han var slem ved bønderne fra Hyllede og Ledstrup, når de kom for sent af skoven om aftenen. Der var så en gang en karl i Hyllede, som var noget rask på det Han mente, at han nok skulde magte trolden, så han ikke skulde gjøre ham noget Han kjørte da til skovs en eftermiddag og blev først færdig til at kjøre hjem, da det blev mørkt. Husbonden syntes, det varede noget længe, før han kom hjem, og begyndte at blive bange for, at trolden havde fået fat i ham. Da det led ud på natten, og trolden endnu ikke var kommen, sendte han bud efter den kloge Stine, som boede ude på marken, for at høre hendes råd; nu var det da åbenbart, at det var trolden, der var på spil. Hun mente ikke, at det kunde gå an at gå ud og se efter karlen, før det blev dag, og der var da heller ingen, som havde lyst til at gå til skoven om natten. Da de om morgenen kom derud, i, fandt de vognen væltet og karlen liggende i en ynkelig tilstand et stykke hen ad mod banken. Han var så medtaget, at han ikke kunde fortælle, hvordan han var kommen af sted, eller hvad han havde set, og han vovede aldrig siden den tid at komme i skoven, når det var mørkt. Trolden var tit på spil med at vælte læssene, når de kjørte forbi med brænde, men han har ikke været så hård ved nogre andre, som ved denne karl, der aldrig siden fik sin førlighed igjen, men blev stiv på det ene ben og den ene arm alle sine dage. Når folk færdedes omkring ved banken, kunde de undertiden høre trolden tumle med sine pengekasser der nede.

Fortalt mig af den gamle kone, Karen Andreas, som for en halv snes år siden boede i Hyllested.

Hans Kristian Jørgensen, Stavnstrup.


1315. I byen Tofte i Als sogn, der ligger østen for Lille-Vildmose, kjørte mændene en dag grus på den vej, som går gjennem byen. Men just som nogle af arbejderne står og læsser på vognene, får de øje på en indgang i den bakke, hvoraf gruset blev taget. Ved nøjere eftersyn viste det sig, at indgangen var meget pænt brolagt med kjønne kampesten, og det så ud, som om det kunde være indgangen til en menneskelig bolig. Men nogle dage efter, da en af mændene der fra byen om aftenen kommer gående gjennem fredskoven, syntes han at mærke, at der var nogen, der fulgtes med ham. Skjøndt han ingen kunde se, forekom det ham hele tiden, som om han hørte nogen træde i græsset og puste omkring ham. Men samme aften, da pigerne skulde til sengs og var komne godt og vel under dynen, mærker de noget komme listende hen til sengen, og lige med ét lå det centnertungt på den ene af pigerne, der gav sig til at skrige af alle kræfter og kaldte på manden og konen, som lå i sovekammeret ved siden af. Da de indfandt sig med lyset i hånden, gav det et dump på gulvet, og væk var det Dette natlige besøg gjentog sig så ofte, at pigerne var nær ved at gå fra sands og samling, især den ene, som den natlige gjæst havde fattet særlig interesse for. Ægtefolkene besluttede derfor at bytte seng med pigerne for at se, om det ikke kunde hjælpe. Manden lovede den fremmede, at hvis han beærede ham og hans kone med hans besøg, da skulde han få en alt andet end pæn modtagelse. Til dem kom han ikke, men derimod i sovekammeret, hvor pigerne lå. At bytte seng hjalp jo altså ikke noget, nu måtte der tænkes på andre midler. De havde nemlig lagt mærke til, at så snart mandens navn blev nævnet, da skyndte spøgeriet sig væk i største hast, og derfor vilde manden stå, vagt og passe på, når det kom. Men den ulejlighed kunde han spare sig, ti så længe han var der, fik pigerne lov at sove i ro og mag, men så snart han var borte, kom puslingen. Den af pigerne, der var bleven gjenstand for hans interesse, blev så forstyrret, at hun måtte forlade sin tjeneste og var syg, vel mest af forskrækkelse. Lægen i fabrikken, som hun søgte råd hos, troede, at hun havde begået en misgjærning, ti den slags fine folk kan nu ikke få i deres hoved, at sligt kan være til. Nu havde de altså kun én pige, og denne fordristede sig ikke rigtig til at sove i sengen, siden hun nu var alene, derfor redte hun lidt op under kakkelovnen og lagde sig der. Men næppe havde hun lagt sig, før hun hørte pudsemageren komme, først hen til sengen, og siden hen til kakkelovnen, hvor hun lå, men da den så, at hun var alene, udstødte den nogle klagende hyl og forsvandt Nu vilde pigen siden den tid sove i sengen, men da det var lige så galt med hende, som med den anden pige; hun hverken vilde eller turde sove der. Det blev derfor aftale mellem pigen og ægtefolkene, at døren til sovekammeret skulde stå åben, for at hun kunde gjøre anskrig, hvis det gaves nødig. Næppe havde hun lagt sig, og manden og konen var gåede til ro, før hun råber: «Det kommer! det kommer!» Manden ilede ind, og væk var det. Han bad sin kone om at blive stående hos pigen, medens han gik ud at fodre hestene, men så snart manden var gået, kunde både konen og pigen tydelig høre noget komme listende over gulvet, og med ét var det i sengen hos pigen. Nu råbte konen på sin mand af alle kræfter, men så snart puslingen hørte mandens navn, sprang den ud af sengen og var væk, inden manden kom. Der hengik imidlertid et halvt års tid, puslingen kom og gik uden at volde videre ulæmpe. Pigen var nu en gang bleven som halvt fortrolig med ham, og brød sig ikke videre om hans løjer. Kun én gang hævnede han sig på hende. Det var nemlig en aften, da han kom nok så beskeden og lagde sig på fødderne af sengen, men var så uheldig at komme til at ligge på hendes ben, hvorfor hun gav ham et ordenligt tærsk og bad ham flytte sig, hvad han også gjorde. Men aftenen efter, da pigen som sædvanlig vilde gå i seng, syntes hun at mærke en ækel lugt i sengen, og da hun lagde sit hoved på puden, fik hun vished i sagen, ti han havde nemlig oversmurt den med noget meget ildelugtende. Imidlertid kom der en anden pige til at tjene der i steden for den, der var bleven syg, og det traf sig nu sådan, at det var en søster til den pige, der var der. Så var det lige så galt, som det før havde været Den arme pige var så forskræmt, at hun foretrak at sove ude i laden i høet i steden for i sengen. Manden søgte råd hos alle de kloge mænd, der var at få sporring på, både fjærn og nær; men ingen af deres råd var tilstrækkelige. Én af dem lærte dem følgende råd. De skulde tage en hakkelsekniv og fastgjøre den i sengekanten, således at eggen vendte ud ad, for at puslingen, når han kom for at gå i sengen, da kunde skjære sig på kniven. Han kom også som sædvanlig, men flygtede straks med et ynkeligt hyl, han havde skåret sig, og der sad blod både på kniven og sengekanten. Han blev så borte i nogle dage, men kom atter igjen. Det undrede dem alle, at ingen endnu havde set den besynderlige gjæst, ja, nogle ytrede endog, at det hele måske kun var fabel og opspind. En af disse tvivlere var degnen, hvorfor manden en aften, da han var der i besøg, fik ham til at lægge sig i pigernes seng, så vilde de alle sammen gå ind i sovekammeret og slukke lyset. Degnen lagde sig modig i sengen, han kunde jo de ti bud og havde desuden lært meget mere end en anden én, og han var des årsag ikke ræd for mørkets magter. Da han havde ligget lidt, kom der ganske rigtig én listende sig op i sengen til ham og gjemte sig under dynen. Nu glemte degnen at læse; han viklede i en håndevending sengklæderne omkring gjenstanden og bandte en drøj ed på, at nu var nis fangen, da han kunde føle, hvor den gjorde anstrængelser for at komme bort. Næppe var lyset blevet tændt, før nis forsvandt mellem hænderne på degnen, der nok havde haft lyst til at se, hvorledes sådan en skabning så ud. Nissen vedblev imidlertid at bo der i mange år og delte hele tiden seng med pigerne, undtagen når de foretrak at sove i foderloen. Men de kom i tidens længde helt godt ud af det med hverandre. Den ene af pigerne tjente på gården i seks år og var i al den tid sammen med nissen. Den indgang, som arbejdsmændene havde fundet den dag, de kjørte grus på vejen, førte selvfølgelig ind til nissernes bolig; men nu var den bleven ødelagt, hvorfor nissen beluttede at tage bopæl hos en af bymændene. Hos denne mand boede han så i mange år til stor besvær, især for pigerne, men hvor han siden blev af, véd man ikke. Men folk her fra byen nærer endnu frygt for at gå igjennem Fredskoven om aftenen, ti da er de bange for at møde nissen, der måske kunde få i sinde at følge med dem hjem og for kortere eller længere tid beære dem med sit besøg.

Lovise Hansen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.