Bjærgfolk gjör kreaturer fortræd

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

80. Bjærgfolk gjör kreaturer fortræd


1320. En 2, 3 drenge var nede i skoven at passe køerne. Da så den ene en lille rød dreng komme og give et slag på en ko, så den blev hofteskreden og lam af det. Folkene havde tro til, at drengene selv havde gjort det, men det skulde være mærkeligt, da mandens egen søn var med.

Ry.


1321. En mand, som drev forbi Plumgårds höj i Vadum med en ko, tog et ris af denne höj og slog koen med, men så døde den på stedet.

Nik. Christensen.


1322. På østsiden af Nordby hede i en lille banke, som kaldes Skodshöj, bor der en bjærgtrold, og det er hans skyld, at intet kvæg vil blive liggende på höjen om natten, men al tid går ind ad heden ved solnedgang.

Frederik Poulsen.


1323. I en gård i Malle, Ty, er der i stalden en bås, hvor der aldrig kan stå rødt kvæg bundet om juleaften. I en anden gård høres ofte en hest gå i stalden, slæbende med et jærngrimeskaft, men der er dog ingen.

J. C. Overgård.


1324. I tidligere tider, da Onsbjærg og Besser sogne udgjorde ét pastorat, lå præstegården i Österby. I århundredets begyndelse, da vi havde krig med England, lå der soldater flere steder på Samsø, også i Österby og Langøre. Præsten for Onsbjærg og Besser tog en gang imellem ud til Langøre, og han havde da en mand til at kjøre for sig, der tillige skulde lede sangen ved gudstjenesten. En gang efter en sådan tur var de komne sent hjem, og da det var om sommeren, skulde karlen have hestene sat ud på marken. Da han kommer derud, lå alle køerne ganske rolige og tyggede drøv med undtagelse af én, i hvis tøjrslag han så en lille dreng stående med tøjret i hånden og slå dette op og ned, medens koen løb rundt, alt hvad den kunde. Karlen råber da til drengen: «Vil du la' være, ellers skal Dæwlen regjere dig.» Da dette ikke nyttede noget, skyndte karlen sig at få hestene tøjrede og løb sin vej, og karlen bag efter langs op ad et dige. Men enten karlen løb stærk eller langsomt, var drengen lige langt fra ham, og til sidst så han, at drengens hår flagrede ned ad nakken på ham ligesom manken på en hest. Han blev da klog på, at dette ikke var rigtig fat, hvorfor han vendte tilbage igjen; men da han atter kom ned til køerne, lå de alle sammen ligesom før og tyggede drøv med undtagelse af den ene, der nu igjen løb rundt i tøjrslaget, og drengen stod atter med tøjret i hånden. Havde karlen ikke været overbevist om, at det var galt fat før, blev han det nu, og han skyndte sig ind til byen, hvor han traf på nogle soldater, til hvem han sagde, at hvis de havde lyst til at se Fanden, kunde de blot følge med uden for byen, så kunde de få ham at se, og han fortalte dem da, hvorledes det var gået ham. Soldaterne fulgte med ud til køerne, men da de kom der, lå de alle nok så rolige og tyggede drøv, og drengen fandt man ikke spor af.

Redaktør Sørensen, Österby, ved Lærer Olsen.


1325. En gammel arbejdsmand, der boede i Grejs, var, mens han som ung var der hjemme i Vesteregnen, med sin fader ude at hente korn i høstens tid. Det var om aftenen, for i den tid måtte de gå på hovarbejde om dagen og havde da ikke anden tid. Drengen forkede, og faderen læssede. Men da han nu vilde kjøre frem, vilde hestene ikke gå. Han bød da sønnen slå dem med forkstagen, og da det ikke hjalp, sagde han, at sønnen skulde gå om og slå kors foran vognstangen. Det hjalp ikke endnu, men så stod faderen af vognen, gik hen til den fjærmer hest og så ud mellem ørene af den, samt bød sønnen gjøre lige så ved den nærmere. Da så de tydelig en bjærgknægt stå og piske hestene i hovedet med en pisk. Faderen slog da kors foran vognstangen, Og så kunde de kjøre. Men han havde også allerførst slået kors for sig selv, inden han så mellem ørene på hestene. Den knægt var fra en höj i nærheden, som af og til hævede sig på guldsøjler, og hvor mange havde set bjærgfolkene dandse ved nattetider.

Lærer Hovgård, Tåning.


1326. Karlen i en gård på Bislev mark stod en st.-Hansaften og så et kvindfolk stå og pille ved mannen på en af hestene. Han begyndte at skjælde ud, hvad det var for en kjælling, der stod og pilrede ved hans rideøg, der havde hun intet at bestille. Men anden dags morgen, da han kom til at se til hans hoppe, da var hele mannen fuld af mareflættinger. Det led han ikke. En tid efter om aftenen, han kom forbi höjen ude på marken, kom der én og tog ham om begge kjæver og løftede ham fra jorden og satte ham igjen, men hvad det var, vidste han ikke, han så ingen ting.

Jens mark, Vokslev.


1327. Der er bjærgfolk i Koldbakken. Niels Møllers kan aldrig have deres heste til at stå bundne der ude om natten; de har prøvet det mange gange, men de rykker dem al tid løse og kommer hjem. Det er ved den side af bakken, der vender her hen imod Tvede; der er en dam, og der om ved er det, det er galt. Bjærgfolkene gjør sådan en allarm med at slå deres kister i lås, og det er de smæld, det giver, som hestene bliver bange for.

Karen Marie Rasmussen.


1328. I Toftgård kunde de ingen lænkehund have for de underjordiske fra Sandalsbjærg. De havde deres tråd netop på det strøg, hvor den hund stod. Hvad der stod, tumlede de jo med, for den vej skulde være fri.

Lavst Kristensen, Jetsmark.