Bjærgfolk stjæler öl, dej o. s. v.

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

34. Bjærgfolk stjæler öl, dej o. s. v.


492. Der boede nogle nisser i en höj ved Brandtbjærg, og de vilde komme og malke folkenes køer. Men for at forebygge det bar folkene i Brandtbjærggård, som ligger ved siden af, hver höjhellig-aften mad ud på bjærget til dem. Det var også væk hver helligmorgen efter, og så lå der 2 skilling til dem i deres skorsten.

Klavs Peder Madsen, Tåstrup.


493. En mand fortæller, at da han i sin ungdom vogtede på Nihöjene ved Rækkende og stod og borede med sin kjæp ned i en af dem, blev den taget fra ham ned i højen. Da han kom hjem og fortalte det, skjændte hans husbond på ham derfor.

Rasmus Olsen.


494. Min moder lå på Rollishöj imellem Skjellerup og Skjellerup Nygårde og paste høveder tillige med andre knægte. Så var der en stor dreng, de kaldte ham Bitte-Krude-Anders, hans fader kaldtes Store-Krude-Anders, han lå med hans kniv og vilde grave nogle rödder op, de kalder Pimpinellerod, og de andre knægte så til. Kniven lægger han så fra sig på højen nedenfor et hul, som var der og lignede et rottehul. Allerbedst som de nu sidder der, skrider kniven op og glider ned i det hul. Den gang den var kommen ned i højen, giver det sig til at dundre nede i den, som om de kjørte med kareter der inde. Krude-Anders, der var lidt större end de andre, siger så: «Der er, F. skal tage mig, skånneri i højen!» og så rendte de derfra alle sammen lige så stærkt, som de kunde.

Jens Bærtelsen, Vole.


495. Kræn Pallesen lå oppe i Nörreskoven som hyrdedreng på et stort bjærg, der er ved Potnæs-tangen. Da hørte han noget der nede og blev ræd, og så kylte han hans kniv. Den slap ned i bjærget, og så begyndte det at gå under ham, som hele bjærget skulde have skiltes ad. Så løb han derfra og fik aldrig hans kniv mere.

Ry.


496. En pige i Panderup sad ved en höj at spise sin mad, men måtte i det samme løbe efter køerne, og da hun kom tilbage, var maden borte, dværgene havde taget den.

Nik. Christensen.


497. På Knivholdt hede var der en höj med som et hul i på søndre side af højen. Når det var regnvornt vejr, så gik hyrderne der ind i ly. De var seks i alt, og det var i fællesdriftens tid. Der var et stenbord og små sten som stole ved siden af at sidde på. Der sad de så og spiste deres meldmad, og tit lod de noget brød ligge; det havde ellefolkene da taget, når de kom tilbage. Men når meldmadsklædet var bundet om brödet, havde de ikke magt til at tage det. Sådan fortalte min moder også — og hun sagde ingen lögn — at når de gjorde støj, kunde ellefolkene stå bag ved stenene, som var der til vægge, og kikke ud. Når det var solskinsvejr, gik de uden til med deres røde luer på.

Tellef Kristensen, Vedsted.


498. Et sted syntes de al tid hver gang de bagede, at der var en kage mindre, når de blev bårne på loftet, end når de blev tagne ud af ovnen. Deher dværge havde deres gang ned under kværnen til deres bolig.

Nik. Chr.


499. En kone i nærheden af Höjbjærg havde stöbt lys til höjtiden, og hun vidste bestemt, hvor mange der var. Da hun så kom juleaften for at hente ét, var de borte næste alle sammen. Troldene i Höjbjærg havde taget dem til festen i banken.

Chr. R.


500. I Povl Nörs gård lå manden på bænken om aftningen og sov, og folkene var ikke komne ind. Så kommer der én ind med en messingspand og giver sig til at øse i den af dejen, der stod i dejnkarret ved siden af kakkelen. Så vågner manden og flyver ned af bænken. Drengen bliver så forskrækket, at han render fra spanden, og så havde de den i år og dag at vande deres føl og kalve af. Men en aften, de havde den ude ved stalddören, blev den henne.

Johan Worm, Sundby.


501. En kone hørte en dag börnegråd nede under gulvet i hendes stue, og hun hørte også, at den underjordiske kone tröstede sine börn med at sige: «Græd nu bare ikke, börn, for i morgen skal konen her oven for brygge, og så skal I nok få öl.» — «Det skal dog blive lögn,» sagde bondekonen ved sig selv, og da hun næste dag bryggede, lod hun slet intet öl løbe på gulvet. Nu hørte hun atter de underjordiske börn græde, og deres moder tröstede dem igjen og sagde: «Ti nu bare stille, börn, i morgen falder hun der oppe og brækker sit ben, så skal I få blod at drikke.» Bondekonen faldt også dagen efter og brækkede sit ene ben.

H. Petersen.


502. I en höj, som kaldes Drengehöj, ikke langt fra Langdos vesten Tisted, boede nogle bjærgfolk, som var meget tyvagtige. En gang løb nogle börn uden for højen og legte. Imidlertid hører de nogle börn græde inde i højen; derpå hører de en stemme, som siger: «Græd ikke, i morgen skal I få varmt brød, Krogs kone har dejnet i dag.» Med det samme hører de en anden stemme, som siger: «Det kan ikke hjælpe, for hun har gjort et kors over dejnkarret.» — «Jo, det kan,» blev igjen svaret, «for hun gjorde intet kors, för hun dejnede.» Börnene løb nu hjem og fortalte deres forældre det. Da tager Krog en slude (knippel) i hånden og sætter sig ved dejnkarret for at vogte det. Hen ud på natten kom bjærgmandens kone med en kjedel i hånden hen til dejnkarret. Da hæver Krog hans slude og slår hende over begge armene, at kjedlen faldt, og hun forsvandt. Så vidt jeg véd, skal denne kjedel være til endnu.

Lars Dybdahl.


503. En husmand, der tjente ved en gårdmand, han lå ved en höj og passede kvæg, og så hørte han nogle små börn, der græd inde i höjen for brød. Da sagde moderen til dem, at de skulde ikke græde, for i måår skulde Nisses kone bage, og hun slog ikke kors over hendes dej. Det var netop det sted, hvor manden tjente. Han sætter sig så om aftenen i kakkelovnskrogen med en slagel i hånden. Om midnat kom der så en kvinde ind ad døren med bare arme og en jærngryde med bøvl over i hånden, så hun kunde bære den. Så siger hun höjt: «Sov alle dem, der sover,» og dermed kastede hun sövne på dem, så de sov hveren og var ikke til at vække, andre end ham med slagelen, ham kunde hun ikke få i sövne. Så satte hun jærngryden ved siden af dejtruget og tog låget op og öste di (dej) i med hendes hænder. Da slår han ned på hendes arme med slagelen, te hun gav et stort skrig og flöj ud af dören og lod hendes gryde stå. De brugte den gryde i mange år til at fodre deres svin af, indtil endelig en aften de glemte den ude, da så de den aldrig siden.

Lem, Salling.


504. Omtrent öst for Höje by, Lunde sogn, ligger en höj grusbanke, kaldet Gammelhöj. Her er bjærgmænd. De har för gået hen i den förste gård til höjre i Höje og stjålet öl fra manden der. For omtrent en snes år siden så en pige en aften, sådan lige i russet (ɔ: mörkningen), en lille grå mand gå på Gammel höj. Det er det sidste' der er set til bjærgmændene her.

P. Jensen, Kværndrup.


505. I Höjbjærg ved Tårnborggården har boet trolde. En gang havde en kone der i nærheden brygget öl. Så om natten kørte hun noget uden for, der råbte: «Læg hid og did over öllet, ellers kommer bjærgmanden og ta'r det.» Konen lagde da et kors over ölkarret, og trolden måtte nu kjönt lade det være.

Chr. R.


506. En bonde i Vollerup, Raklev sogn, hørte en aften silde, at det puslede i ölkammeret, og da han nok kunde forstå, at det var trolden, besluttede han at gjöre en ende derpå og råbte til konen: «Mo'r, stå mig bi og hold et kors over mit hoved.» Så åbnede han dören, men så ingen, hvorimod öllet strømmede brusende ud af hans bedste fjerding. Troldene havde nemlig ikke fået tid til at sætte tappen i af angst for korset.

V. Boye.


507. Et sted boede der ellefolk under deres skorsten. De kunde lette et par sten og så komme op. Konen var så forlegen med dem, for de vilde drikke hendes öl, og så klagede hun til deres karl. Han bandt sig ind i noget halm og lagde sig lige inde under siden af karret. Så kom de og vilde sætte dem på kanten af karret for at drikke, men som de kom én for én, pirrede han til dem, og de væltede ned i karret. Det kunde de ikke forstå, de blev gale og sprang op og opdagede endelig, hvad der lå ved karret. En nat efter kom de og tog ham i sövne og lagde ham på bolværket over deres brønd. Da han nu vendte sig, plumpede han i kjelden og druknede. Siden den tid var der ingen, der turde fornærme dem.

Kristine Madsdatter, Havredal.


508. I gamle dage boede der nisser i en höj på Fyen, og om aftenen rådslog de om, hvor de skulde stjæle noget öl, hvilket de behøvede. Nogle sagde, at de skulde gå til degnens, men de fik til svar, at det var så magert, og enden blev da, at de skulde tage af bødkerens, for det var så fedt. Da de nu kom der, krøb de ind ad vinduet til hans ölkjælder, hvor de gik rundt og smagte på öllet og fandt til sidst en tønde, hvor der var godt öl, og den skulde de da til at slæbe bort. Men bødkeren, som var vågen, hørte det bulder, der var i hans ölkjælder, og gik ned for at se, hvad det var. Men da smuttede alle nisserne ud ad vinduet igjen så nær som én, der ikke kunde komme så hurtig af sted som de andre, og derfor måtte smutte ned i en tom öltønde, der stod. Men da manden så spidsen af en rød hue stikke op deraf, slog han spundset til på tønden og gik sin vej. Da han nu fortalte sin kone, hvad han havde gjort, bad hun for nissen, men manden svarede, at han skulde nok lære det tyvepak at lade hans öl være i fred. Så måtte da den arme nis sidde i tønden om natten, men i taphullet var der ingen told, og hullet var så stort, at han kunde få to fingre der ud ad, og så fik han boret så stort et hul, at han kunde stikke sin ene fod ud, og hvad ser så bødkeren om morgenen: nissen hoppende af sted i tønden på sit ene ben over gården. Da han kom hen over rendestenen, faldt tønden fra hverandre, og nissen pilede til højen det bedste, han havde lært. Deraf fik han navnet Haltekok. Da han nu kom ud til højen og fortalte de andre nisser, hvordan det var gået ham, så besluttede de, at de vilde hævne sig, hvilket de også gjorde, for næste nat gik de hen og tog tappen af alle bødkerens öltønder, så alt öllet løb ud.

F. L. Gr.


509. I Oshöj og SalthöjMærsket har i ældre tider boet trolde. En mand kjørte en gang der forbi med en tønde öl, men pludselig blev hestene stående, og hvor meget han slog, hjalp det ikke, han måtte trække dem hjem og lade vognen stå. Da hørte han nogen råbe: »Os-höj stodder og Salthöj kjælling, kom nu, lad os svire.» Om morgenen, da manden kom efter tønden, var öllet borte.

Chr. R.


Troldene fra Borrebjærg lånte tit fødemidler i en gård i Boeslunde. Når de så gjældte igjen, satte de det på en sten uden for gården. Men siden fandt de på at stjæle på møllen. En møllersvend, som endnu lever, har fortalt, at der en dag blev taget et stort hul ned i en møllepose, men han kunde ingen se. Så tog han sin kjæp og slog rundt omkring, og så blev der intet mer taget.

Chr. R.


511. På en mands mark i Vivild var der en stor bakke, og i den boede tre trolde. Hver Voldborg aften kom de ud og tog noget af det, der var nærest ved deres hjem. Manden, der ejede jorden, havde en gang glemt to harver og en plov på marken, og dem tog de og brændte. Men hvad der var mærket med kors, kunde de ikke tage. Så var det atter en Voldborg aften, de havde deres harver og ploven stående ude, og manden var ikke hjemme. For nu ej at miste dem skulde karlen gå derned og skrive kors på dem. Han gik også, men da han kom til den förste og vilde bukke sig og skrive, gav trolden ham et örefigen. Så vilde han gå til den anden og prøve, om det var lige sådan. Den trold satte hånden på hans nakke, trak frakken af ham og beholdt den. Nu flygtede han hjem og fik intet udrettet. Så gik den bitte dreng hen til hans moder og sagde, om han måtte ikke gå. «Kan du da gjøre det?» sagde moderen. Ja, det var han vis på. Du ved nok, hvad du har i dine lommer.» Ja, det var et stykke kride og så en rönnepind. Så gik han nok så glad. Da han kom et stykke hen ad vejen, kom han til at tænke på, hvad han nu skulde gjøre for at hindre troldene. Han gik jo med kridtet i hans lomme, og så skrev han først et kors på hans kind. Kors var troldene jo bange for, og så undgik han da vel at få ørefigen. Dernæst tænkte han på, at den anden trold havde taget karlen i nakken. «Men så vil a binde den rönnepind, a har i min lomme, i mit mundklæde og så sætte pinden om i nakken.» I det samme var han kommen til den første harve og bukkede sig så ned og skrev. I det öjeblik gav den første trold ham en under øret. Men korset på kinden brændte igjennem hans hånd, så han skreg og løb sin vej. Da drengen nu kom til den anden harve, kom den anden trold og slog ham i nakken, da han böjede sig ned over den. Men så visnede troldens hånd. Så skulde han hen og slå kors over ploven, og da han nu havde set, hvad virkning den rönnesplind havde på den anden trold, kom han i tanker om at ville tage den og vise den tredje trold den. Da han nu kom, holder han pinden frem og siger: «Kjender du det? det er en splint af Jesu kors.» Så blev den tredje trold til kul. Han tog et bitte stykke af det kul med sig hjem og kommer nok så glad og siger til hans moder: «Så du, a stod mig for troldene! og den splint, a havde, var da også en stump af Jesu kors, som min bedstefader sagde. Når a bliver stor, så kan a gå, hvor a skal, for troldene er bange for mig »

Ane Margrete Fris, Bode.


512. Min fader kom til Borg at tjene, og han passede fårene af hele byen. Så var der to höje, de kaldtes Tinghöje, og de ligger på Hesselmed mark. Det kunde tit give et skrald i de höje, te æ får kunde rende langt ud ad heden, men han vidste ikke, hvad det var. Folk mente jo, det var sådan en gammel stengrav, der skød sammen, men det kan én nu have sin betænkning om. Så var det en aften, det var sådant et koldt vejr af æ søndøst, og han havde hele flokken af Borg by, men der var en gårdmand, der hed Eske, hans får var sådan simple. Min fader gik forved fårene hjem ad, og ilav han kom til byen, så manglede han Eske hans får. Se så måtte manden med ud at lede. Min fader vidste, hvor han sidst havde haft dem. Så kommer de ud til Tiughöje og går lige sønden om dem. Da de kommer om til søndøstkanten, hvor der lige var en grön kant, der stod som en tøndesæk, sådan så det ud til, så siger min fader: «Hvad er det?» Manden gav ham et skub, for han var ræd, men det var min fader ikke. Den sæk var surret neden for hvert hjörne med halmbånd, og det gik overkors, så der blev langvejs ruder. De gik så begge uden om sækken og om til den anden side af højen, der stod fårene. Hvad der var i den pose ? det fik min fader ikke at vide, for ingen af dem turde jo se, hvad der var i den.

Simon Bojsen, Billum.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.