Bjærgfolks flytning. De døde stude

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

85. Bjærgfolks flytning
De døde stude


1380. Der boede en bjærgmand på Skovby mark i Brindmandshöj. Da folk blev så slemme efter ham og vilde gøre kunster med ham, så blev han kjed af at være der og lånte et par stude af en af Skovby mænd til at flytte med. Om morgenen lå begge stude døde, men der lå så mange sølvpenge i båsen, at de kunde ikke se studene for ene penge. Deraf blev de Skovby mænd så rige og er det endnu.

Thomas Søgård, Katrup.


1381. Min bedstemoder fortalte om en dværg, de kaldte Jakob, han boede i Jakobs bakke, der ligger her lige sydvest for Udby. Men så kunde han ikke være der, for det ringlede og klingrede i Udby, og så flyttede han til Trindelbjærg bakke, der ligger nede i skoven et stykke fra Jakobs bakke. Han lånte en stud ved Mads Udby at flytte hans sager hen med, og så lå den død i båsen om morgenen, men der lå også en del penge for munden af den.

De bagte i Jakobs bakke og lagde deres rage oven på jorden, så folk fik den at se, men den blev også henne igjen.

Udby, Rugsø herred.


1382. Bjærgmanden i Sale skulde flytte og kom til en mand at låne heste og vogn. Han giver ham også lov til at tage det. Så fortæller han konen det om aftenen, og hun var ræd for, at bjærgmanden skulde kjøre dem ihjel, som også han gjorde. De lå begge to døde i båsene om morgenen, men krybben var fuld med penge. Det var de mange dingdanger, han kunde ikke være der for.

Søren Hansen, Hårup.


1383. I Stovbak boede en gang en bjærgmand, og han skulde flytte med hele sin familie, ti han kunde ikke bo der for de mange dingdanger. Han gik da ned til Anders Kusk for at låne et par stude, men denne syntes ikke godt om at sige ja, og at sige nej turde han heller ikke. Bjærgmanden fik dem da, men om morgenen lå de og var døde, og foran hver lå der en skjæppe penge til at betale dem med.

Johan Jensen, Mollerup.


1384. Lige i den vestre kant af Lundby, ikke langt fra kirken, var der en gang en høj, nu er den kjørt ud, og der var dværge i den. Det var i den tid, alle gårdene lå i byen, nu er jo en del af dem flyttet ud. Så kom én af dværgene fra höjen ned til den gamle Peder Mortensen, hans gård lå også den gang i byen, og spurgte, om han ikke kunde låne hans stude til at kjøre flyttegods med, for de vilde flytte. «Vi er,» sagde dværgen, «blevne kjede af den dingdang og kirkesang.» Ja, det kunde de da godt, de kunde tage dem, når de vilde. Så om morgenen, da Peder kom op, vilde han ud for at se til studene; da lå de i båsen og var døde, men folkene blev nok ellers godt betalte, for der lå mange penge i båsen for dem, og siden den tid har der aldrig manglet midler i den gård.

Om samme Peder Mortensens rigdom fortælles også: Nede på den stenkiste, der går over den vandrende, som løber igjennem Lundby, stod der jævnlig om natten et lys og brændte. Når den gamle Peder Mortensens så sent om aftenen skulde have deres øg redet ned i Viderup kjær, var det nok alt det, de kunde få dem over stenkisten. Så var det en aften, Peder Mortensen havde selv været nede med øgene, og da han kom tilbage, stod lyset der også og brændte. Han gik da hjem og hentede en spade, og grov også en hel slump penge op. De havde altid siddet og knirket ved den gård, men Peder Mortensen blev hjulpet på benene ved den slump penge, han der fandt, og siden den tid har der aldrig manglet midler i gården. Han vilde nok ellers ikke være ved, at han havde fundet pengene, men der var folk i byen, der havde set, han gravede efter dem. Sært var det, at de ikke gik hen til ham imens.

Første stykke er fortalt af Peder Bakholt i Lundby og andet af Kirsten Pedersen, Rybjærg, ved Niels Sdrensen, Løgstør.


1385. Imellem Tjære og Mejsballe i Skarsø sogn ligger to höje på Mejsballe mark: Kløfthöj og Rævehöj. Her boede en meget rig trold med sin familie, men de Mejsballe mænds næser kløede efter hans penge, og de besluttede des årsag at udgrave höjen for at frarøve bjærgmanden hans skat. Trolden fik det dog betimelig at vide og besluttede at flygte fra Kløfthöj til Rævehöj. Han henvendte sig da til en mand i Mejsballe med begjæring om at erholde et par stude til låns. Bonden så rigtig nok ikke gjærne sine stude brugte af trolden, men turde dog ikke afslå hans begjæring. Bjærgmanden modtog da studene og flyttede sit gods til Rævehöj, og inden morgen var de allerede i bondens stald igjen, hvor trolden, inden han tog afsked, drejede halsen om på dem begge, men efterlod en stor slump penge som god betaling.

R. H. K.


1386. Der er en höj nede ved Vibberstoft her i Villerslev, som hedder Wolshöj, og der skal have været en nisse, men han blev forjaget, og så tog han bolig nede ved en gård, hvor der lå en lille höj, som kaldes Stjenkow. Det var den østligste gård i Vibberstoft by. Da han skulde jages derfra, sagde han:

«Ja, mo æ ett i Wolshyw blyww,
så skal di mæ ett a Stjænnkåw dryww.»

Lærer P. O. Sørensen, Villerslev.


1387. Over Uulhyw i Rakkeby på Mors har der fordum brændt lys, men endnu brænder ét over Wågnbjærg syd for Årup i Ty. Den første höj vilde to ukonfirmerede børn en gang grave ud, men da stod der pludselig en mand ved deres side og sagde, da børnene ikke vilde eller turde tale:

«Ka a ett i Uulhyw blyww,
så ska a ind i Wågnbjærre flyww,
å ingen ska mæ dæærfrå dryww.»

Han boer endnu i Vågnbjærg, og derfor er lyset tændt over denne höj. I Uulhyw vil man for en 20, 30 år siden have hørt en smed smede og hamre.

A. H. Schade.


1388. I Hellehöj på den anden side af Ladegård over efter Møldrup har der været bjærgfolk. Der blev de fordrevne fra, og ilav bjærgmanden fløj derfra, skal han have sagt:

«Mo a ett i Hællehöw blyww,
skal du mæ aldrig a Knækkeshöw dryww.»

Den Knækkeshöj er ikke så farlig langt derfra.

Dørup.


1389. Der var nogle, der kastede efter bjærgmanden i Hellehöj, og så måtte han flygte. Så sagde han:

«Må a ikke i Hællehtiw blyww,
så skal I la mæ så låndt nedkååst,
te I skal mæ aldrig af Snekkeshöw dryww.»

Snekkeshöj er lige vesten for Vorvadsbro, og sønden for vejen fra Ladegård efter Sønder-Vissing.

Dørup.


1390.

«Vil I mæ no a Iilbjærre driww,
så skal I mæ aldrig a Søbårre sø driww.»

I den sø er der en sten, som er større end et hus, og under den siger de, at skatten skal være.

T. Kr. Kr.


1391. For mange år siden boede der en bjærgmand i Dover sogn, men der var så mange hunde der i sognet, og de havde intet godt øje til ham, så når han kom ud om aftenen, vidste han sig aldrig sikker for dem. Det blev han da til sidst kjed af, og så en nat, da alle var gået i seng, gik han hen i en husmands stald og lånte hans to stude, spændte dem for vognen og kjørte så med sine guldkister op i den del af Stjær bakker, som kaldes Rommel ås, og bosatte sig der. Så kjørte han tilbage, spændte studene fra og satte dem i stalden igjen, gik derpå hen til sovekammeret, pikkede på vinduet og råbte ind til manden:

«No er a kommen inden for Rommel-ås munnd,
no er a ett ræj får di Dåwer sowns hunnd.»

Dermed gik han sin vej, men da bonden om morgenen kom ud at se til studene, lå de døde i båsen begge to. Men der lå en skjæppespose fuld af guldpenge i krybben for dem.

K. P. Dalin.


1392. I Dover sogn var der en bjærgmand, men han kunde ikke blive ved at være der, for de var så slemme til at grave i höjene og forstyrre ham i hans værk. Så lånte han et par stude af en mand at kjøre sine sager væk med, og så kjørte han til Rammel-ås i Stjær sogn. Så sagde han:

«Nu er a på Rammel-ås mund',
nu frygter a itt for de Dover hund'.»

Folk har set ham ligge og rode i hans penge, siden han er kommen der, han har haft dem ude at vejre. De stude, han lånte, lå om morgenen og var støvt, men der lå en skjæppe penge for munden af hver af dem. For den mand föjede al ting sig så godt siden, at han blev en rig mand.

En dag havde bjærgmanden været ved at bage. Så gjorde en karl, der pløjede, hans skydsel og rage i stand. Drengen, der kjørte ploven, sagde: «Det er ikke værd at gjøre det i stand.» Lidt efter lå der en sigtet kage. Drengen vilde ikke smage af det, men karlen sagde, at det så godt ud, og han tog noget af det. Siden havde han held med sig i al ting, men drengen gik det så usselt for, te han måtte til at tage til bettelstaven.

Niels Pedersen. Stjær.


1393. Der var en höj her på marken, der kaldtes Rebshöj, den er næsten sløjfet nu. Der boede en bjærgmand, og han flyttede hen i Rammelos bakker ved Stjaar mark; det er nogle svære lyngbakker, der ikke er pløjede. Da han flyttede, lånte han et par stude af en mand i Svejstrup at kjøre det væk med, han hed Rask Jørgensen i Svejstrup Østergård. De havde gravet efter ham, derfor vilde han ikke være der. Da han leverede studene tilbage, kaldte han ind ad vinduerne og råbte:

te nu var han inde i Rammelos mund',
nu sk . . han å ald' de Dover sogns hund'.

De fandt dem døde i båsene om morgenen, men så stod der en gryde penge for munden af dem.

Smede-Rasmus, Dover.


1394. Der var en bjærgmand på Svejstrup mark. De var ved at grave efter hans penge, og så kom de endelig til en sort gryde. Da bandte de den Slemme gale i, at nu skulde den holde; men så slap den alligevel fra dem og ned i höjen igjen. Så flyttede han. Om natten havde han taget et par stude på marken og brugt dem til at kjøre sine sager hen i RammelosStjær mark. Om morgenen var studene sat hen på marken igjen, hvor han havde taget dem, og så stod der en gryde med penge for hver stud. Bjærgmanden sagde:

Nu var han kommen i Rammelos mund',
nu brød han sig ikke om de Dover sogns hund’.

Ane Marie Jensdatter, Hårby.


1395. Der er en höj, de kalder Rebshöj, på Firgårde mark, den har stået på fire pæle, og så drillede de bjærgrnanden og var ved at kaste hans kiste op. Han blev så fornærmet, at han vilde flytte. Så var der en mand i Østergård i Svejstrup, han var studekjørende, og der gik bjærgmanden ind og tog hans stude og kjørte med om natten. Så flyttede han ind ad Jegsen dale og sagde:

No wa han fløt end å Jægsen dåls monnd,
no sk . . han i di Dåwe sowns hunnd.

Om morgenen, da manden kom ud, da lå studene og var døde i båsen, og så lå der en skjæppe penge for munden af hver stud.

Ole Povlsen, Jævngyde.


1396. Bjærgmanden kommer om natten ind til manden i Svejstrup Østergård og forlanger at låne hans stude at flytte hans sager med, han kunde ikke være tjent med at bo der, da de var for slemme ved ham. Studene fik han også lovning på, og så flyttede han over på en forfærdelig stor forhöjning på Stjær mark, der kaldes Rammelos bakke. Om morgenen var studene komne hjem igjen, og der stod en kjedel penge for munden på hver. Siden den tid har der været velstand i den gård, og det skal hidrøre fra, at bjærgmanden den gang betalte så godt.

Niels Pedersen, Hårby.


1397. Der ligger en höj lidt fra SvejstrupDover mark, der kunde bjærgfolkene heller ikke være.

De kunde ikke være her for de Dover sogns hunnd,
og så flytt' de ad Jegsen dåls munnd.

De tog et par stude fra en mand henne i Svejstrup og kjørte deres tøj derfra med, og så kvælld de den ene stud, så den dut aldrig siden. Der fortælles, at de skulde have betalt manden, for det den ene stud blev øde.

Peder Hansen, Skjellerup-Nygårde.


1398. Der skal have været bjærgfolk i Alken. Så kunde de ikke være dér og vilde til at flytte. Bjærgmanden gik til en mand i Østergård og spurgte, om han ikke kunde låne hans stude og flytte hen i de Stjær dale med, der var sådan bedre skjærm. Manden lovede, at han kunde tage studene, når han vilde. Det skulde jo alt sammen ske om natten. Han tog dem så og flyttede med dem og satte dem igjen i båsen. Men så var den ene død om morgenen, og der lå lige så mange penge i båsen, som studen var værd godt og vel.

Peder Jensen Skrædder, N. Vissing.


1399. Der er en höj her på Svejstrup mark, der hedder Bavnhöj. Der havde de nu hørt bjærgmanden slå hans kiste i låse. Så kommer fire husmænd fra Svejstrup der ud at grave. De fik også kisten at se og fik den op, men så kom der en kok rendende og lod hver vind gå så stor. Så sagde en af mændene: «Pilli, pillipok! sikken sk. . . , slog den kok.» Så var det forbi. Om aftenen kom bjærgmanden ind til Just i Østergård og vilde låne hans stude. «A flytter hen i Jegsen dale,» sagde han. Ja, han vilde nok lade ham få dem, når han vilde først komme ud at tage imod dem om morgenen. Men om morgenen lå studene og var støvt, og en gryde fuld af sølvpenge stod for munden af dem. Derfor er det, at Østergård blev så velhavende.

«Nu er a inden for Rammelos mund',
nu sk. . . r a i all' de Dover sogns hund'.»

Jakob Jørgensen, Firgårde.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.