Bjærgkvinders forløsning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

63. Bjærgkvinders forløsning


1095. Peder Tissing i Rakkeby fik en gang nogle kartofler hos Lavst Hylledig, og da de kom til kjælderen, som var ude i laden, sad der en stor skruptusse nede på kartoflerne, som Lavst tog meget forsigtig på skovlen og satte op på halmen i laden: «Tag dette fæle bæst væk,» sagde Peder, «jeg er ikke meget for det.» — »Nej, det er synd,» sagde Lavst og satte skruptussen forsigtig ned på kartoflerne, så snart han var færdig med opmålingen, og det var alle enige om, at det var nissen.

Jens Kr. Kristensen, Rakkeby.


1096. En gang gik en kone i sit kjøkken og bryggede. Da kom der en stor skruptusse og vilde gå over dørtærskelen, men kunde ikke komme over. Så tog konen en bredtørv og lagde ved dørtærskelen, for at den des bedre kunde komme ind. Derpå sagde konen: «Du er vel tørstig, din stakkel!» og tog en øse med ølurt og lod tussen drikke. «Du er så tyk, du skal vel snart gjøre barsel, men jeg må så helst blive din jordemoder» o. s. v.

Bornholm. (Sml. nr. 541 m. fl.) G. J.


1097. Der var en bakke i Jennum, hvor der boede en bjærgmand, og han var gift med en kvinde af kristenfolk, som han havde taget ind i bjærget som barn. Så kom hun i barnsnød, og skulde have en kristen kvinde til at hjælpe sig. Så lå der et hus ved siden af bjærget, og der kommer bjærgmanden ind ad deres kjøkkendør og ind ad deres kjedelgrue og spurgte efter, om konen vilde følge med til hans kone, for hun skulde have en bitte. Hun turde ikke vel i førstningen, men så fulgte hun da med, for han sagde, der var ikke noget i vejen. Da de kom til kjedelgruen, kunde hun ikke se andet end bjærgmanden lige for ved sig, og så kom de ned i en pæn stue, og der var konen. Hun fik nu barnet, og så fulgte manden hende op igjen. Konen havde givet hende en ryes kjowwl (ɔ: skjört af ry, kjole hedder kjowl) og sagt, at hun måtte gå så meget i den, hun vilde, den falmede ikke af det; men hun måtte ikke gå til kirke i den. Så sad hun en faste-onsdag og vævede, da det ringede til kirke, og hun fik lyst til at gå derhen. Så tykte hun, at hun kunde godt gå i det skjört underneden. Hun havde en kyse og så en kåbe, som de brugte dem i gamle dage med lådden kant i halsen og næsten som et slag. Den slog hun så om sig og gik. Men da hun kom op på kirkegulvet, så faldt skjörtet neden af hende, og da hun vilde vende sig om og se efter det, så var der kun et målldskød (ɔ: muldskud). Hun måtte altså sidde i kirken i hendes indreklæder, og det var jo ikke pænt, for kåben var stakket og nåede kun et lille stykke ned. (Sml. 484 m. fl.)

Niels Kristian Vejmand, Støvring.


1098. På Anders Sörensens mark i. Viksnæs ligger Syvstykkehöjen. En jordemoder ventede en aften bud fra en kone, som hun skulde betjene, og da kom der én og bankede på. «Er det dig, Per Skomager?» sagde hun inden for. «Ja,» blev der svaret, og så gik hun ud, men da var det trolden fra Syvstykkehöjen. Han tog hende på sin ryg og bar hende ud til en karet, og kjørte hende lige ind i höjen. Der lå et kristen-fruentimmer i barnsnød, som hun forløste, og så blev hun kjørt hjem igjen og blev rigt belønnet for sin tjeneste.

H. Boisen.


1099. En kone var nede og forløse en bjærgkone. Hun vilde ikke vel spise der nede, og så sagde bjærgkonen: «Hvordan kan det være? når du får af dit eget mad, kan du vel spise det.» — «Hvordan kan I få af vor mad?» siger hun. «Jo, det kan vi sagtens, for når I ikke gjør kors for det, så kan vi tage det, uden at I kan se det, det svinder ikke for jeres øjne, men det er meget mere udröj.» I det samme dryppede der noget ned på bordet. «Det er noget, der kommer ned fra en ko,» sagde barselkonen, «når I vil flytte den bås, skal I få lov til at beholde den ko, der står, og a vil endda erstatte jer for det.» Da hun så gik op fra bjærgmandens, så hun hendes pige stå og ælte dej, te sveden drap af hende. Næste dag klagede pigen sig for, hun havde sådan værk i hendes arme. «Det er ikke sært,» sagde konen, «så travlt du har haft i nat.» — «Hvad siger du? a har ligget i min seng.» — «Nej, du glemte at læse dit Fadervor i aftes, og når du gjør det, så kan bjærgmanden bruge dig, det fortalte han mig i nat.»

Ane Margrete Sörensdatter, Skjörring.


1100. I Bjærggård i Randlev var der en pige, som al tid var så søvnig af sig, og det kom af, at bjærgfolkene tog hende ned i jorden til dem for at male for dem. De havde deres gang op i folkenes nøds. En gang, da bjærgmandens kone skulde føde, var konen i gården der nede at hjælpe hende, da så hun pigen. Så søgte de råd hos en klog mand, og siden fik pigen ro til at ligge i hendes seng.

Ane Hansdatter (Lamme-Ane), Torrild.


1101. I Spydhöj, sønden for Rödding, der nu er sløjfet ud, var en gang en nissefamilie. Höjen lå tæt ved en gård, og nisserne havde da deres værelse helt ind under gården. Manden dér tykte hver dag, at der var noget vrøvl og nogen banken ved den höj, men han kunde ikke blive rigtig klog på det Så træffer det sådan, at han havde vel lidt plads til hans høveder i nødset, og så sætter han en bås til, sådan at der kunde være plads til en ko mere. Men aldrig så mange køer han satte i den bås, de døde ind ad en kant Så lod han det jo være omsider at sætte den der, det skulde han jo nødes til. Nogle få dage efter, at den sidste ko var død, kom der en bitte nis rendende om til konen, der stod ved bagdøren og toede klæder. Konen vender sig lidt om, da hun mærker ham, og bliver jo noget bange, for hun havde ikke set sådan én før. Han forlanger nu af konen, om hun ikke kunde lægge hendes vask til side lidt og følge med ham hjem, for han restede (savnede) hende så hårdt, og hun skulde ikke være bange, han vilde ingen fortræd gjøre hende. Hun slår så hendes klædertoen til side og følger med denher bitte mand. De kommer ind ad en dør, der var halvt underjordisk, og så ind ad en stue. Der var ikke noget i den, heller ikke i den anden, men i den tredje var et sovekammer. «Ja, det var ikke sært, han trængte til mig,» siger konen til sig selv, «for hans kone er jo i barnsnød, og de er ene to om det.» Så blev hun forløst, og det gik nu godt hver krumme. Nis siger så, om de ikke havde mistet køer dér i den bås. Jo, de havde mistet tre. Det var ikke noget under, for når den piste, så løb vandet ned i deres sovekammer i deres seng, og det vilde de jo ikke have, så det måtte gå galt. Konen takkede hende jo for hjælpen, og så fik hun så meget af guldsager og ringe, som hun kunde bære og slæbe hjem, og siden lod de være med at sætte køer i den bås.

Jens Povlsen, Rödding.


1102. Dalsgård i Stadil ved Ringkjøbing har i gamle dage ligget opad en höj, hvor der boede bjærgfolk. De havde i Dalsgård tre køer, men den tredje kunde de aldrig få til at leve; enten lå den om morgenen med halsen vreden om, eller den havde mistet livet på anden måde. En nat, da manden og konen lå og sov, blev de vågne ved, at en bjærgpusling stod uden for deres seng og kaldte på konen, han bad hende om endelig at følge med til hans kone, som var i barnsnød. Konen stod op og fulgte ham, og hun hjalp også bjærgmandskonen. Da hun vilde gå igjen, vilde bjærgmanden give hende nogle penge for hendes ulejlighed. «Nej,» sagde konen, «det kan være det samme, men kan du ikke sige mig, hvordan det kan være, at vi aldrig kan få den tredje ko til at leve. «Jo,» sagde bjærgmanden, «det kommer af, at den kobås er lige over vor stue, og når vi sidder og spiser, løber der ajle ned i vor mad, det er vi kjede af, derfor slår vi den ihjel, men vil I flytte kobåsen, så skal vi nok give jer penge at bygge et nyt hus for.» De byggede så kostalden et andet sted, og siden den tid kunde den tredje ko lige så godt leve som de andre to.

Maren Bonde, Vedersø.


1103. Ude i et hus mellem nogle bakker i Vestjylland boede en mand og en kone. Nu hændte det, at konen kom i barnsnød, og hun kunde ikke blive forløst. I denne vånde kom en af höjfolkene til manden og tilbød at hjælpe hende. « Hvordan kan du hjælpe, da der slet ingen kan hjælpe af dem, der er kyndige på det?» — «Det har sin grund i,» sagde den fremmede, «te der er sket bytte, din kone er min datter, og inden en af höjfolkene kommer hende til hjælp, kan hun ikke blive forløst. Det hændes os også,» vedblev den fremmede, «te min kone kan ikke blive forløst, inden en af eders folk kommer til hende, da hun er af eders folk.» Da manden hørte den forklaring, lod han den fremmede gå ind, og kort efter var barnet født, og alt i god stand.

Marie Sandal.


1104. En kone stod og vaskede op, og da kom der en lille bitte mand ind og bad om, at hun vilde komme og forløse hans kone, han kunde ikke selv hjælpe hende. Det gjorde hun, og så blev der siden snak imellem kvindfolkene. De mistede en ko hver juleaften, og det var, for det koen pissede ned på deres bord. Men bjærgmanden kunde ikke få sig hævnet på det uden hver juleaften.

E. T. K.


1105. Der var en gang en pige, som tjente hos jordemoderen i Vallø, og hun gik al tid og klagede over, at I hun havde sådan værk i sine arme, som om hun var helt forslæbt af arbejde, og hun havde det dog så farlig godt på det sted, så hun kunde aldrig begribe, hvor det kunde være. Så en gang blev jordemoderen hentet ud, men da hun kom forbi en höj, kom der én ud, som tog hende af vognen fra manden, der havde hentet hende, og bar hende ned igjennem höjen i en stor hule, og der måtte hun hjælpe en kone. Da hun var færdig dermed, så hun en pige stå og male malt på en stor håndkværn, og det var akkurat, som om det kunde være hendes egen pige, og hun havde en pels på, helt som den, jordemoderen havde givet sin pige. Hun snakkede lidt med hende, og pigen sagde, at hun var så træt og havde meget malt endnu at male, inden hun blev færdig. Imens listede jordemoderen sig til at skjære et stykke af pigens pels. Om morgenen lå hun og sov i sin seng, men hun kom straks og klagede for jordemoderen over, at nogen havde skåret et stykke af hendes pels. Jordemoderen hentede nu det stykke, som hun om natten havde skåret af, og det passede aldeles. Så fortalte hun da pigen, at det intet under var, at hun om dagen havde værk i sine arme, når hun om natten måtte stå og male malt på troldens håndkværn, og så fortalte hun, hvordan hun havde set hende der nede og skåret stykket af hendes pels. Hun gav nu pigen det råd, at hun hver aften, når nun kom i seng, inden hun lagde sig til at sove, skulde bede Fadervor og slå kors for sig, og det hjalp.

Louise Sadolin.


1106. For omtrent fyrretyve år siden boede der i et hus i Ellitshöj skov en kone, der hed Sofie Elisabet. En aften, da hun sad og malkede sine køer, kom der en lille bjærgmand til hende og bad hende om at følge med sig hjem og hjælpe hans kone, der var i barnsnød. Konen, der just var færdig med at malke, fulgte straks med ind i bakken, hvor bjærgmanden boede. «Gud være lovet, at du kommer!» sagde bjærgmandens kone. «Jeg er født af kristne forældre, men blev som barn forbyttet af bjærgfolket; men nu kan kun en kristen kvinde hjælpe mig i den nød, hvori jeg er stedet. Du må ingen mad nyde af, hvad min mand byder dig, ti det er ikke sundt for dig, men hvad han byder dig til belønning, kan du godt modtage.» Da konen var forløst, dækkede manden bord med en skinnende hvid dug og satte de kosteligste retter frem på bordet og bad konen om at spise og skjænkede vin for hende i en sølvstob, ti den lille mand vidste jo aldrig det gode, han vilde gjøre hende. Konen sagde, at hun intet kunde nyde af noget som helst. Derpå forærede han hende en meget smuk sølvstob med låg. Men da bjærgmandens kone ikke kunde give bryst, var der først tale om, at konen skulde gå derned et par gange om dagen og give barnet die, men så var de bange for, at det ikke kunde hjælpe, da barnet nok ikke kunde trives på den måde. Endelig blev de enige om, at bjærgmanden en gang om dagen skulde hente mælk hos hende til barnet. Endvidere spurgte bjærgmandens kone, om hun kunde tjene hende med at spinde noget for hende, da vilde hun godtgjøre det. Nu fulgte bjærgmanden konen hjem, og om aftenen, da hun sad og malkede, kom han med en sølvsstob og hentede mælk i, og således kom han hver aften. En dag gav konen ham et bundt hør med, som hans kone skulde spinde, og nogen tid efter kom han med garnet, der var overmåde smukt, så konen måtte sande, at så smuk en spinding havde hun aldrig set. Konen lod garnet væve i lærred, som hun undertiden viste frem til folk, der besøgte hende, ti så smukt lærred som det blev ikke set der på egnen.

Eft. en gl. mand i S. Kongerslev. Lovise Hansen.


1107. I Jennum ved Randers var der en höj, hvor de sagde, at der boede bjærgfolk. Så en dag, imens en kone sad i væverstolen, kom der en lille mand ind til hende og bad da så mindelig om, at hun vilde følge med ned til hans kone . . . . o. s. v. Da konen skulde føres tilbage, gav bjærgmanden hende et blåt ryes skjört, som hun kunde bruge så ofte, hun vilde, og det skulde endda al tid være lige pænt, men hun måtte aldrig tage det på i kirke. Til sidst sagde bjærgmandskonen, at hun måtte vogte sig for at se tilbage, når hun blev ført op. Undervejs vidste hun så heller ikke, hvor de var, inden hun stod ved gruen igjen i hendes eget hus. Skjörtet brugte hun til hverdag, og det vedblev at se ud som nyt og var lige pænt; og om søndagen tog hun al tid en anden dragt på. Men så en fasteonsdag, da hun sad i væverstolen, hørte hun kirkeklokken ringe . . . .

Marie Sandal.


1108. I Jebjærg skulde bjærgkonen have et barn. Manden kom ridende ind i en gård og sagde, om konen vilde da ikke følge med hjem, sådan og sådan var det, og der var ingen andre til det. Ja, hun vilde ikke vel, men fulgte dog med. Så gjorde hun jo kone og barn i stand, og så gav han hende en skjæppe sølvpenge for hendes ulejlighed.

Da manden i gården en gang skulde have barsel, tykte han ikke, han kunde andet end byde bjærgmanden med, da han betalte hans kone så vel. Bjærgmanden spurgte om, hvad barsel var. Ja, så fortalte han det, og de skulde have spil. Hvad det da var? Å, det var noget ligesom lyssen og torden. Nej, det kunde han ikke tåle i hans hoved, og så kom han ikke. Da bar de suppe og steg ud til ham ved höjen, og så gav han dem faddergave, der igjen var en skjæppe sølvpenge.

N. Nielsen, Årslev.


1109. En gammel fostermoder i Anderup var nede at forløse en bjærgmandskone. Han bad hende tage en saks med.

Nik. Christensen.


1110. Holsknægtens kone skulde gjøre barsel. De gik ned igjennem staldens gulv. Holskonen fik barnet. Hun så to kristne piger stå i deres bare særk og male malt. Den ene var hendes egen pige. Hun fæstede en øjeløs stoppenål i pigens særk.

Ærø. C. M. L.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.