Bjærgtagne kommer tilbage

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

52. Bjærgtagne kommer tilbage


824. «Jeg kan huske,» fortæller en mand, der er født i 1826, «at der over nedgangen til den åbne begravelse i Töllöse kirke har været en höj kirkestol lige over for prædikestolen, og den lod herremanden bygge til et par folk, der kom i kirke hver eneste søndag; den blev reven ned omtrent 1850, da kirken blev lavet om. Mine bedsteforældre kjendte godt disse gamle folk, men jeg har aldrig kjendt dem; de var døde, længe för jeg blev født. Det var jo för skik, at kvæget gik i ævre om efteråret, og så gik det somme tider langt bort, ja, så de knap kunde hitte det igjen. En løverdag aften fulgtes alle Tølløse piger og huskoner ud at malke; de måtte gå langt. Nå, så hittede de da kvæget pokker i vold, hvor, véd ikke jeg; nok er det, de får malket og skal hjem, så siger en af konerne til de andre, at de kunde bare gå, hun skulde komme lige straks — hun skulde vel et naturligt ærende, tænker jeg. De gik; de var mange, og der var ingen, der savnede hende, för de kom til byen. De unge har vel haft deres kjæresterier at snakke om, og sådant noget kan de gamle somme tider også have deres morskab af at blande sig i. På én gang savnede de hende. De blev noget underlige ved det og hørte efter i hendes hjem, men hun var der ikke. Manden gik på arbejde, og var altså heller ikke hjemme. Da pigen på det sted, hvor han arbejdede, kom hjem med sin malkebøtte, fortalte hun, at hans kvinde ikke var kommen hjem. Han gik ud for at møde hende, da han tænkte, at hun nok kom, og fandt også hendes malkebøtte, men hende så han ikke noget til. Da blev der uro i lejren; flere gik ud med lygter, men de fandt kun manden; hun var og blev borte, endda de sögte hele natten til den lyse morgenstund. Der blev sögt i otte dage, og næste løverdag aften fandt de hende ude mellem Grøntved bakker, hvor der den gang var en hel hob krat og tjörn, der lå hun og var lige så nøgen, som hun var født til verden; men hun kom dog til sig selv igjen, så hun kunde gå og passe huset, men blev ved at være indesluttet og stille. Efter den tid var hun meget gudfrygtig og kunde ikke tåle at høre nogen bande og tumle, og manden måtte hver søndag gå i kirke med hende. Da hun var bleven lidt tunghør og gjærne vilde høre, hvad præsten sagde, og da herskabet godt kunde lide hende, lod de bygge denne stol, der var lige så höj som prædikestolen. Hvor hun havde været, vilde og kunde hun vel aldrig sige; spurgte nogen hende ud om det, blev hun bomstille. Men der er i nærheden af Tjörnede to dysser, hvor imellem del er en sti, skjöndt ingen mennesker færdes der, om folkene i disse kan have haft noget med dette at gjøre, kan man ikke vide.»

Chr. Weiss.


825. I Elsted ved Århus var der en pige, som blev bjærgtagen. Hun havde, mens hun passede køer, lagt sig til at sove på en höj, og så tog bjærgfolkene hende. Men så var der en klog degn der på egnen, ham sögte pigens forældre. Degnen sagde også, at han nok skulde få pigen fra bjærgfolket, og en aften gik pigens fader og degnen ud til højen. Denne sagde, at nu vilde han gå til den ene side af højen, manden skulde stå ved den anden, så om lidt vilde der komme én, ja, der vilde måske komme flere, men manden måtte ingen tage, för den kom, der sagde: «Tag mig så i Jesu navn.» Det gik, som degnen havde sagt, der kom flere, som sagde: «Tag mig», men manden lod dem gå; så til sidst kom der da én, som sagde: «Tag mig i Jesu navn.» Hende tog manden, og det var da også hans datter, men pigen var, da hun kom hjem, helt sær, og vilde partu ud i højen til bjærgfolket igjen, hun sagde, der var så rart at være.

S. P. Jensen, Vole.


826. I har vel nok hørt, at i Lindbjærg i Åby sogn der har været bjærgfolk, og der var det, at den gamle Jens Trold havde været i mange år. Han var en dreng på 12, 13 år og sin moders eneste sön — hun var ikke gift — da han blev borte for hende en aften, og hun kunde ikke tænke sig, hvor han var. Men en løverdag aften kom Jens hjem og bad om noget rent töj, og han var helt glad og tilfreds, men han skulde straks af sted igjen. «Hvor skal du hen, Jens ?» sagde hans moder. «Det må jeg ikke sige, men jeg har det så godt, at du kan ikke give mig det så godt, og du skal heller ikke komme til at fejle noget, når jeg bliver der, du må ikke spörge mig om det mere.» Tiden gik, og Jens's moder fejlede heller aldrig for noget, hver 14de dag kom Jens efter rent linned. Da hans moder døde, var det i mange år, at de aldrig hørte noget til Jens, men en skjön aften kom han hos en slægtning og bad, at han måtte blive hos dem; de kjendte ham ikke, men da han sagde, hvem han var, kunde de nok mindes, at hans moder havde talt om sin sön, der var forsvunden fra hende, og de modtog ham med glæde, og de havde lykke med alt alle dage. Men når de spurgte Jens, hvor han havde været i så mange år, svarede han blot: «Det véd jeg nok,» andet fik de aldrig at vide hos ham.

Det fortælles også, at en kone, som boede i et hus der tæt ved, og var jordemoder, en nat blev vækket af en lille mand, som bad hende følge med. Hun gik da også med, men vidste ikke, hvor de gik hen, inden de var kommen til indgangen, da ser hun, at det var bjærghulen i Lindebjærg. Det var da bjærgmandens kone, som var i barnenød, og da hun var færdig, fulgte bjærgmanden hende igjennem udgangen, og da de skiltes, gav bjærgmanden hende et stykke, for hende at se og tage på som et kul, men da hun kom hjem, var det en guldskilling.

Husflidsarbejder R. Kristensen, Vester-Skjerninge.


827. I Gudbjærg, i det östlige Fyen, var en pige, som havde begyndt at gå i skole, men en aften, hun havde været der, blev hun så syg, at hun hverken kunde snakke eller spise, men lå ganske stille og fik ikke andet at vederkvæge sig på end noget sukker og lignende. De mente da hver dag: «Nu har hun ikke længe tilbage.» Hun lå således i flere år, og der brændte lys hele natten, for de kunde ikke vide, hvilket öjeblik hun døde. Da nu tiden kom, hun skulde konfirmeres, kunde der ikke være tale om, at hun kunde komme med; men om natten för konfirmationsdagen blev lyset slukket, og der var en forfærdelig støj et öjeblik; så blev alt rolig igjen, og de kunde høre, at hun trak sit vejr lige så godt som nogen anden. Om morgenen stod hun op og klædte sig på, men hendes moder sagde, hun skulde blive liggende, hun kunde ikke være rask endnu. Hun påstod, at hun aldrig havde været syg, og hun vilde konfirmeres i dag. «Nej, det kan du ikke, for du har intet töj at få på,» sagde hendes moder. Hun viste hende da, at hun havde det smukkeste töj, som tænkes kunde. Hendes fader gik da hen til præsten og talte med ham om det. Men han sagde, at hun først skulde gå til forberedelse hos ham et halvt år. Da nu manden kom hjem med den besked, påstod hun, at hun havde været hos præsten hver gang med de andre konfirmander, og hun kunde svare på alle de spörgsmål, han vilde stille til hende. Den dag blev hun dog ikke taget med, men i kirken vilde hun dog lige godt, og hun blev da konfirmeret en anden søndag og var mere dygtig til at besvare præstens spörgsmål, end nogen af de andre havde været. Hun fortalte da sin moder, at hun havde været hos bjærgfolkene, der havde hun haft det så godt, men hun vilde dog ikke vedblive at være hos dem. Hun gik også i skole hver dag, men der var ingen, som kunde se hende. Den syge, som lå hos dem, det var bjærgmandens datter, som var så syg, at hun ikke kunde leve i bjærget, «men da jeg vilde hjem, så måtte de hente deres egen datter, og jeg måtte da ind og slukke lyset, førend de kunde komme ind.» Der var ellers aldrig nogen fik noget at vide hos hende.

Husflidsarbejder R. Kristensen, Vester-Skjerninge.


828. En pige, der fulgte med hendes kjæreste en dejlig måneklar nat, kom til en höj, hvor man sagde, der var bjærgfolk. Han spurgte hende da, om hun nu ene turde gå den øvrige del af vejen. Dertil svarede hun ja, så lyst som det var. Da hun nu var kommen om på den anden side af højen, hørte hun meget stærk musik, og da hun vendte sig om, så hun dands og alt slags gjøgleri omkring højen, hvorpå en lille bjærgmand løb efter hende. Hun blev meget ræd og løb, det bedste hun kunde, men blev indhentet og spurgt, om hun ikke vilde have en dands. Hun undskyldte sig med, at hun havde ingen sko. Dem skulde hun nok få, og hun måtte nu følge med tilbage og dandsede og dandsede til den lyse morgenstund. Mange andre dandsede med, og hun syntes, hun kjendte dem, men hun var så underlig forvirret, at hun ikke kunde sandse, hvem det var. Om morgenen, da hun kom hjem, var hun sindsforvirret og blev det sin hele levetid.

A. Moltke.


829. Da min kone var en tøs på en 6 år, viste hendes broder hende ud at passe kreaturer mellem Linå og Hårup i nærheden af en skov. Så kom der to små drenge med røde luer på til hende, og de lokkede, og de ledte efter at ville have hende ind i skoven med dem. Men i det samme kom der folk til, og de fik hende så med hjem. Hun var helt som forvildet og vidste snart ikke af sig selv at sige, og hun havde lidt mén af det alle hendes dage. Hun kunde aldrig lide, at nogen snakkede til hende om det. A spurgte hende vel ud, men a kunde nok fornemme, at hun ikke kunde tåle at snakke om det. Hun sagde blot, at det var to bitte drenge med røde luer på.

Niels Kristiansen, Vole.


830. Der var en pige i Törring, hun var en 10 år og lå og vogtede fårene ude i marken tidlig på foråret og lige i mundingen af en dal. Der kjørte en mand oven for og plovede. Så allerbedst som han går, kommer han til at se sig om, og da havde troldtøjet taget pigen og kjørte runden om med hende oppe i luften der nede i dallet. Pigen hun giver sig til at skrige i vilden sky over dether. Så holdt manden stille og gav sig til at læse hans Fadervor, og da han havde læst det tre gange, så slap troldtøjet hende, og hun slap uskadt derfra.

Peder Johansen, Mos sø.


831. A havde en broder, der sad på en bakke i Udby bakker og faldt der i søvn. Der kom en bjærgmand og talte med ham, og han fik siden sådan lyst til at være ved dem, det stod altid siden i hovedet af ham; han var helt sær, og de måtte tage ham af tjenesten og have ham hjemme længe, inden han forvandt det. Han stjal sig fra folkene somme tider og rendte op til bakken.

Mariane Olesdatter, Tarup.


832. På min faders mark i Skiffard er en stor dal, Dybdal, og på begge sider er der temmelig store bakker. Østen for er Bjærgbakken, og som karlen pløjede derved en dag, fandt han en skåde, som han gjorde i stand, imens han spiste sin meldmad. Da han kom tilbage, lå der en kage, hvoraf han selv spiste noget, og han gav ogsaa pigen noget, der gik og spredte møg. Men hun blev tåbelig af det, og da hun kom hjem, sagde hun: «Kan I høre, hvordan de spiller her ude i bakken? a skal ud til dem». Hun vilde absolut af sted, og den gamle mand så nu, at hun løb ned til bakken. Der tumlede bjærgfolkene med hende den ganske nat. Hun kom vel tilbage igjen om morgenen, men de måtte siden holde hende indespærret for at holde hende fra at søge ud til bakken.

Ane Katrine Nielsdatter, Fjellerup.


833. Omtrent en fjerdingvej fra Palsgård ligger en stor höj, som hedder Ashöj, der er bevokset med krat. Her levede en bjærgmand, som fik en pige ind i højen. Der stod noget kvæg nede på marken omkring höjen, og denne mark hed Isager. En hel del piger gik ned for at malke dette kvæg, og iblandt dem var der en ung gal én, der al tid var på spil. Hun vilde gjøre löjer og tog derfor en hvid kalv fat i halen, men den løb af sted med hende, og de andre syntes, hun forsvandt i Ashöj. Der inde var hun i 7 år, og kom da hjem igjen, men var siden aldrig rigtig i hovedet.

A. Moltke.


834. Der gik en gammel pige i Bislev i min moders tid. De kaldte hende Elle-Kirsten. Hun havde været i en höj i 7 år og var nu tondtet.

Ane Marie Madsdatter.


835. Oppe i Grynderup skal der have været mange bjærgfolk, og til sine tider skal de have været meget slemme til at tage mennesker ind i deres höje og beholde dem der en tid. Piger beholdt de somme tider i flere år, men karlfolk slap for det meste snarere ud. Nogle var der så længe, at de var unge, da de blev tagne ind, og gamle, når de kom ud. De kunde både være friske og raske, men der var altid noget sært ved dem. Ingen kunde få at vide af dem, hvor de havde været, eller hvem de havde været imellem, eller hvordan de havde haft det. De sagde måske så meget som, at de havde haft det godt nok. Især hen imod hellig kom deres særhed frem, de kunde da forsvinde en tid om aftenen og kom så igjen om natten.

I den östre gård i Grynderup var en ung pige, der var søster til konen, hun var væk i 7 år. Hun kom igjen en juleaften, trådte lige så stille ind og satte sig på kakkelovnsbænken, men sagde ikke et ord. De spurgte hende ud, men fik intet svar. Hun fik mad og drikke, men tog bagvendt på alting med hænderne, som for resten sad rigtig nok. Hun blev gående i gården som sædvanlig og var stille og rolig, men undertiden blev hun noget sær og forsvandt så for en tid, men så var der altid et brød, en ost eller et fårlår forsvunden også. En gang paste de hende op og listede sig på hosesokker efter hende, da så de, at hun forsvandt ind i en stor lyngtörvskrue, der stod uden for gården. Efter at hun var kommen tilbage fra den tur, flyttede de skruen, og da så de, hun havde dannet sig som et lille kammer der inde, som hun kunde lukke for med lyngtörv. Da hun opdagede, at den var flyttet, viste hun så stor sorg, at de fortrød, at de havde flyttet den, og da de siden så, hun gik ind i en anden skrue, nænnede de ikke at flytte den, og den blev stående, så længe hun levede.

Glenstrup.


836. I Tovstrup var en karl, som var inde i en höj på Tovstrup mark i tre dage. Han var endnu levende, mens a var der henne. Det var, mens han var en stor knægt. Det var jo den störste af Røgindhöjene. Der er to af det navn, men den ene pløjede vi over, og når vi nu kjørte der over med ploven, skingrede det, ligesom når vi kjørte over en jærnbro.

Jens Bærtelsen, Vole.


837. Der fortælles fra Nörre-Broby om en dreng, som blev sendt i marken at hente deres får, og undervejs havde besögt nogle trolde. Men han vidste ikke, da han kom hjem med fårene, at det var otte dage siden, han blev sendt ud efter dem.

Morten Rosenkjær.


838. En pige fra Törring, som gik på Törslev mark, lagde sig til at sove ved Stenshöj, som ligger ved bækken, der løber igjennem Öster-Törslev. Hun blev da tagen ind i højen af bjærgfolkene. Lang tid efter kom hendes fader en aften forbi højen, og da så han hende gå ned til bækken efter vand, men hun havde en guldlænke om benet. Da hun så faderen, sagde hun, at han skulde træde lænken i stykker lige ved hendes fod, for så blev hun fri. Det gjorde han så også og befriede hende.

I min barndom så folk ofte om aftenen bjærgfolkene fra den höj gå ned til bækken og vaske deres kjedler og kar, sagde man.

Sofie Lund.


839. I HuulhöjFoerlev mark boede i forrige tider en græsselig mængde trolde. De gik tit ned i Huulhöjgården for at låne et og andet, men gjældte al tid bestemt igjen. De sagde aldrig: Godaften, men kun: Aften. En gang skulde en pige fra Vemmelev ud at malke på mærsken. Hende fik troldene lokket ind i banken hos sig. Da hun nu blev borte, så sendte manden et par karle til banken for at fange hende, når hun viste sig. Den første dag kom hun ikke, for da slagtede troldene, men dagen efter skulde hun bære pølse om til nogle andre, som boede i den anden side af banken. Karlene tog da pigen og førte hende hjem, men hun var ikke rigtig klog fra den dag.

Chr. R.


840. I Skuerup, Stenlille sogn, vilde en gårdmand og hans kone i kirke. De havde kun et eneste barn på 2, 3 år, som de imens betroede til en tjenestepige, og gik så til kirke efter at have formanet hende til at passe vel på det. Pigen tog da barnet med sig ud i haven, men mens hun var et öjeblik borte på naturens vegne, var barnet forsvundet. Hun rendte nu og ledte alle vide vegne, men det var omsonst. Da forældrene kom hjem, blev det jo meget værre, men de kunde dog ikke nænne at sige noget til pigen, fordi hun var lige ved at gå ud af verden, så forsörget hun var. Efter en 8 dages tid så en nabokone barnet sidde på en stærtue ude i mosen. Hun løb straks til forældrene, og de fik snart barnet op, og der blev jo en farlig glæde oprejst over det. Men barnet vilde slet ikke kjendes ved sine forældre, hvor imod det græd og råbte, at det vilde ud til sin moder ude i gården. Formodentlig har det kunnet se de underjordiske, der havde taget det, men ingen andre kunde se nogen der ude. Først da præsten og degnen havde læst og sunget over det, tog det ved forældrene og blev som andre börn.

A. N.


841. Gamle Ole Pedersen i Neble, som nu er død, har som dreng været nede i LangebjærgGryderup mark. Han kunde hverken huske, hvordan han kom ned eller op. Kun vidste han, at troldene var meget gode imod ham og bød ham mange rare spiser, men han vilde intet nyde. Hans bestilling var at passe to heste, men høet, som han skulde give dem, var som tjörne og tidsler. Han vilde aldrig tale derom, undtagen når han kom i gildeslav og fik en lille tår.

Chr. R.


842. En gammel mand, som nu er død for nogle år siden, skal som dreng have været nede i LangebjærgNeble mark. Han legede på banken og blev med ét borte. Hans forældre sögte da en klog kone, som gav dem det råd, at de skulde gå avet om banken og blæse i et by-horn. Det gjorde de også, og så snart de var færdige, kom drengen op, men forældrene kunde ikke styre ham, han vilde tilbage i banken igjen. Så fik de det råd, at de skulde lade ham omdøbe, og da det var sket, blev han rolig.

Chr. R.


843. Jens Andersen har kjendt en mand i Boslunde, som i sin barndom har været hos troldene i Borrebjærg. Han legede på banken tillige med nogle andre drenge, men blev så på én gang borte for dem. Hans forældre sögte da øvrigheden, som straks lod trolden indstævne til at møde i retten. Trolden måtte jo også møde, og dommen faldt da, at han skulde levere drengen sund og frisk tilbage. Drengen kom også, men han kunde fra den dag ikke bestille andet end gå med hvedebrød, ti han rystede al tid så grumme meget på hænderne.

Chr. R.


844. En dag, da en kone, som stod på en hedebakke og slog lyng, havde lagt sig til at sove, åbnede en bjærgmand bakken og tog hende ned til sig. Hendes mand blev utålmodig over hendes lange udeblivelse og sögte alle vegne efter hende. Omsider blev hun frugtsommelig ved bjærgmanden, men kunde ikke blive forløst, hvorfor han måtte hente en kristen jordemoder. Denne kunde nu ikke lade være med at give den bedrøvede ægtemand underretning om hans kone, og han gik da hverdag hen til den bakke og lagde sig der og hørte hende virkelig synge vuggeviser der nede. Han råbte höjt og bad, at hun endelig måtte komme hjem til ham igjen. I bjærgmandens fraværelse kunde hun komme sin mand så nær, at hun kunde tale med ham og sige ham sin tilstand. Han bönfaldt hende atter om at følge med sig hjem, men hun sagde, at det slet ikke kunde nytte ham, for hun gjorde aldrig gavn mere. Men han blev ved at bede, og græd og jamrede sig, og hun gav omsider efter for mandens bønner og fulgte med ham hjem. Her satte hun sig på en stol ved kakkelovnen, og kom ikke mere derfra, førend hun døde.

Lærer Schive.


845. På bakkerne på den nordvestlige del af Fur ligger to höje, der kaldes Smedjehöjene. En gang hændte det sig, at en husmandskone fra Debel by stod og slog lyng i nærheden af disse höje. Da det så blev middag, lagde hun sig ved den ene höj for at tage sig en lille hvile, mens hun spiste sin meldmad. Hun hørte da til sin forskrækkelse, at det hamrede og klang i højen, ligesom om der stod en smed der inde og smeddede på sin ambolt. Om aftenen, da hun kom hjem, glemte hun naturligvis ikke at omtale sin hændelse, og der var nu mange, der måtte ud til höjene for at høre den underjordiske smed. Så var der også en smuk ung kone fra samme by, som kom der ud en gang og lagde sig ned ved højen for rigtig at høre bjærgmanden hamre. Men denne fandt behag i konen, lukkede højen op og tog hende ind til sig. Nu blev der naturligvis megen spørgen og leden efter den forsvundne; der gik en månedstid, men konen var og blev borte. Endelig kom manden i tanker om, hvor hun måtte være, og han gik derfor op til Smedjehöjene og råbte og bad så mindelig om at få sin kone tilbage, men han fik intet svar, og således gik det flere gange. Han gav sig dog ikke fortabt, og til sidst fik han så det svar, at konen aldrig kunde komme tilbage, da hun nu var gift med bjærgmanden. Manden vedblev dog fremdeles at gå op til höjene og bad og bad, at han da endelig måtte få sin kone igjen, som han ikke kunde leve foruden. Langt om længe havde konen fået lært at lukke højen op, og en dag, da hendes mand også var der med sin bön, sagde hun til ham, at det vilde være til deres egen skade, hvis hun kom til ham igjen, og at hun ikke mere kunde være til gavn oven jorden; men han blev ved med sit, og så måtte hun bestemme en tid, da manden kunde hente hende, uden at bjærgmanden skulde vide det. Så kom hun da atter til sit forrige hjem, hvor hun straks satte sig på en stol i kakkelovnskrogen; men der blev hun nu bestandig uden at udrette det mindste, indtil hun døde. Hun talte ikke stort med folk, og ingen fik noget at vide om, hvorledes hun havde haft det i højen. Det hus i Debel, hvori denne kone og hendes mand boede, véd enkelte gamle folk endnu af at sige. De skal have boet i det sted i Debel, hvor gamle Jens Danielsen for nogle år siden boede.

A. C. Nielsen, Malle.


846. På herregården Skovsgård i Humble sogn boede i det 16de århundrede en sørøver, der førte et vildt og grumt levnet og var frygtet af de fleste. Sammen med ham boede hans søster Ellen, hun var blid og god og sögte at indvirke på broderen, men uden held, og dog holdt han meget af sin søster. En dag gik hun med to veninder ud i skoven, og da de kom til en lille höj, satte jomfru Ellen sig ned og bad de andre gå videre, men komme igjen om en time, hun var træt og vilde hvile sig imens. De andre gik, og hun blev ene tilbage. Da de lidt efter kom igjen, var jomfru Ellen borte, og græsset var meget nedtrampet, hvorhos de fandt hendes ene handske oven på højen. Nu løb de ind til gården og fortalte hendes broder det, og han tog straks femten af sine bedste ryttere med sig og nogle spillemænd og begav sig ud til højen. Her begyndte de at ride omkring, medens de spillede, og det vedblev de med i 40 dage og nætter; når nogle blev trætte, kom andre fra gården til, men så den 40de nat hævede højen sig pludselig på fire stötter, og en trold trådte frem med jomfru Ellen ved hånden og sagde, at her var hun igjen, men så skulde de holde op med den dundren og den musik. De red nu hjem med jomfru Ellen, og atter så troldhøjen ud som för. Men rundt om højen, som siden har fået navn af Ellensbjærg, er der endnu spor af, at der har været en vej. Hun bragte med sig ud af højen en silkekjole, som hun sad og syede på, men i den hast, hun kom af sted, fik hun ikke det ene ærme med, og hun kunde ikke få mage til töj nogen steder. Hun havde også en sølvkniv og en sølvgaffel med sig, og de er endnu på Tåsinge slot og har den egenskab, at de kan stille blod. Jomfru Ellen blev senere gift med en præst. Da hendes broder døde, kunde han ingen ro finde i graven, og hendes mand skulde da mane ham ned. Jomfru Ellen holdt fra et vindue öje med dem, og da hendes broder gjorde præsten det spörgsmål: « Hvor er Vorherre, når han hverken er i himmelen eller på jorden ?» kunde præsten ikke svare; men da Ellen så, at hendes mand var i nød, råbte hun: «Da svæver han over vandene!» Da hendes broder hørte det, begyndte han at synke i jorden, men fik tid til at råbe til Ellen: «Havde jeg troet dig til det, søsterlil, skulde du have siddet i troldenes bjærg den dag i dag!»

Fortalt mig af min moder. Anna Rasmussen, Klæsø.


847. Jomfru Ellen var bleven borte. Så kom hendes broder hjem, han havde været ude at studere, og han var så klog, at han vidste, hun sad i Ellensbjærg. Han gav sig til at rune hende ud, nogle siger, at han lod en mængde spillemænd blive ved at gå rundt og spille, til troldene blev så kjede af det, at de lod hende gå. Dog havde spillemændene gået så længe, at der har været en sti kjendt uden om bjærget fra de dage. Da jomfruen kom ud, havde hun en bog i den ene hånd med grönne bogstaver i, og i den anden en sølvgaffel og sølvkniv. . . Præsten i Humble fik ti rigsdaler om året for at holde en prædiken i fasten til minde om disse begivenheder. Ligeledes blev der slagtet en ko og given hen til de fattige. Så kom der et nyt herskab, som ikke vilde vide noget af det, men de havde nær mistet alt deres kvæg om vinteren. Da slagtede de koen, ligesom de forrige.

D. J.


848. En lille pige var tagen af bjærgfolkene i en banke tæt ved Skovsgård på Langeland. Da hun havde været der i nogle år, fik hendes brödre at vide, hvor hun var, og vilde have hende ud. De fik sammenkaldt nogle præster, og en del mennesker samledes og slog kreds om banken for at gribe hende, når hun kom. Men da hun kom farende, foer hun ud over dem alle sammen, og de var endda bevæbnede. Hun satte ud efter Østersøen, der er i nærheden, og hvis de ikke havde haft nogle store mynder med, der greb hende, havde de ikke fået hende. Hun havde ikke andet end en kniv og gaffel i hænderne, og hendes kjole manglede det ene ærme, den var ikke bleven syet færdig. Denne kniv og gaffel kunde helbrede alt, når det berørtes dermed. Men så uddøde familien på gården, og kjolen solgtes ved auktion tillige med de to dele og alt det øvrige. Pigen hed Ellen, og efter hende hedder banken endnu Ellensbjærg. Hendes to brödre gjorde alle de skarnsstreger, de kunde hitte på. Da den sidste døde, gik han igjen, og de måtte have bud efter præsten. Men han havde nær tabt, den døde gav ham sådanne slemme spørgsmål. Blandt andet spurgte han om, hvor Vorherre var, da han hverken var i himmelen eller på jorden. Der stod præsten og kunde ikke svare. Men da svarede Ellen, som sad oppe i anden etage ved et vindue, hvor under de stod, at da svævede han over vandene, og sådan hjalp hun præsten i flere spørgsmål, så den døde til sidst måtte bukke under. Men førend de fik rigtig magten, sagde han til søsteren: «Havde jeg troet dig til det, søsterlille, da skulde du have blevet i Ellensbjærg.» Hun var jo så klog og havde den ualmindelige egenskab, at hun kjendte alle og enhver og vidste deres stilling, og hvordan de havde det i deres hjem, om hun end aldrig havde set dem. Hun kunde endda ikke gå af stedet og ikke komme længere, end hvor de bar hende hen. Der, hvor hun kom ud af banken, er endnu et hult sted, og der gror hverken löv eller græs. Det var den syvende onsdag i fasten, hun blev manet ud af banken, og siden den tid er der i Humble kirke bleven prædiket den dag hvert år, og derfor har Skovsgård måttet betale ti rigsdaler til Humble præst for den gudstjeneste. For ikke ret mange år siden gik denne kirkefest ind af sig selv, da der til sidst ingen kom, men betalingen erlægges endnu det år i år til Humble præst.

Sødinge skole.


849. To brødre eller venner: Melkior Hvas og Sti Pors på Skovsgård var meget ugudelige og voldtog fruentimmer. Den sidste havde en søster Ellen, som blev røvet af bjærgfolkene ind i Ellensbjærg tæt ved gården. Men brödrene fik hende manet ud igjen. Da havde hun en kjortel med sig, hvortil manglede et ærme, og en kniv og en gaffel, der kunde stille blod. Disse sager blev solgt ved auktion for en hundrede år siden og ført til Tåsinge slot. Gaffelen skal senere være kommen til Rudkjøbing og tilhører nu byskriver J. Rasmussen. Den havde to grene, benskaft med sølvring på begge ender og en meget usædvanlig form. Da den sidste af brödrene døde, spögte han o. s. v.

Sødinge skole.


850. Der gik somme tider en kræmmer omkring fra Tjörntved ved Holbæk og handlede, og han fortalte, at en morgen, som hans kone var gået ud at malke, og han passede den lille i vuggen imens, blev hun så længe borte, at han til sidst måtte ud efter hende, men hun var ikke til at finde, skjöndt alle gårdens folk ledte med. Kun fandt de hendes træsko og malkespanden oppe på toppen af en af Gryntebakkerne. Der sad manden så i to dage, og han gik da hjem igjen og vuggede. Allerbedst som han sad, kom en tynd pjalt, næsten som et stykke töj på en staver, ind ad dören og siger: «Du skal så mænd ikke være bange for din kone, lille mand, for hun kommer nok igjen, når greven i Grynte er kommen fra gjæstebud.» Og næste aften kom konen også til dören, men uden forstand, den havde hun tabt som Gryntes amme.

Jörgen Hansen.


851. Imellem Øksendrup og Tanges mølle ligger en höj, i hvilken boede bjærgfolk. En gang røvede de en pige. Men da hun havde været hos dem en tid lang, var de en dag bleven så trængende for nogle gryn, de sendte så pigen ud at stjæle nogle. Hun gik da hjem til sine forældre, for der vidste hun bedst besked om, hvor grynene var at finde, og tog da nogle i sit forklæde og gik. Men på dette var der et hul, og her ud af rendte da gryn hele vejen fra gården til højen. Dette grynspor opdagede pigens forældre, de sögte efter hende, fandt hende og førte hende hjem, men da kunde hun ikke tale rigtig.

L. F.


852. En hyrdedreng på Erdrup mark blev af bjærgfolkene slæbt ned i en banke der på marken, og var der i tre dage og nætter, men vilde hverken spise eller drikke. Den tredje aften hørte han klokken ringe i Boslunde kirke og udbrød: «Å, Herre Jesus, nu ringer bedeklokken.» Den morgen fandt man ham oven på banken.

Chr. R.


853. I ældgammel tid boede der på Tranekjær slot en greve, som havde en datter, der hemmelig havde trolovet sig med jægeren fra slottet. Ved at vandre gjennem en underjordisk gang, som den gang førte fra slottet til en nærliggende skovbakke, Tovlykke kaldet, holdt hun stævnemøder ved nattetid med sin elsker. Vægteren var hendes fortrolige, og hun havde aftalt med ham, at han, på den tid hun bedst uset kunde vende tilbage, i steden for det sædvanlige vægtervers skulde synge et vers af en anden sang. En nat, da hun på den aftalte tid kom til mødestedet i skoven, var jægeren endnu ikke kommen, og da hun ikke turde være ene i skoven, hængte hun sin guldhalskjæde på stedet til tegn på, at hun havde været der, og besluttede straks at vende tilbage gjennem löngangen. Men i det hun vendte sig om, følte hun sig pludselig greben af to stærke arme, der omfavnede hende, og en mand foer af sted med hende igjennem skoven. Det var en af de underjordiske, der havde deres tilholdssted i en anden skovbakke, bjærgkvindens sön, der i lang tid havde været bedåret af grevedatterens skjönhed og længe havde tænkt på at bortføre og fæste hende til sin brud. Han førte hende nu til sin moders hule. Men moderen, der var en fæl heks, vilde hverken med det onde eller gode give sit minde til, at han måtte beholde hende, idet hun arrig udbrød: «Slig fin og spæd kone passer ej for bjærgmaudens sön!» og hvor nødig han end vilde, måtte han give afkald på hende, som græd og jamrede og bad for sig. Følge hende tilbage igjen kunde han da i det mindste, men heller ikke det vilde moderen tillade, og da han alligevel gjorde det, råbte hun efter ham: «Du skynder dig så stærkt, du vil, det kræver dig fire lig!» Denne gruelige spådom gik også i opfyldelse. Da jægeren nemlig, hjemkommen fra sildig jagt, i hast var ilet til mødestedet og ikke traf sin kjære, men fandt kjæden, tog han den for tegn på, at deres hemmelighed var opdaget, og i fortvivlelse derover affyrede han den medbragte bøsse mod sit bryst og dræbte sig selv. Kort efter vendte bjærgmanden tilbage med grevedatteren, som ved synet af sin elskers lig styrtede om af skræk. Bjærgmandens hjærte rørtes derved, han kom til at tænke på, at han mulig var skyld i begges død, og efter forgjæves at have forsögt på at kalde dem til live igjen, vidste han ikke bedre udvej til at gjøre sin uret god igjen, end ved at følge dem i døden. Greven var bleven opmærksom på, at vægteren sang helt andre vers, end han plejede, han åbnede da vinduet, kaldte på ham og spurgte om grunden dertil. Vægteren tilstod det straks, og så snart greven havde modtaget budskabet om datterens død, lod han uden videre vægteren hænge til straf for sin delagtighed i hemmeligheden.

J. M. Gram. Er egenlig på prosa visen om  »portvægterens lange nat», R. Nyerup, Udvalg af danske Viser, I 13.


854. En dreng gik og vogtede får ved en höj ude på marken, hans fader var gårdmand. Så kom der en dag en bitte grå mand op til ham og siger, om han kunde ikke få et lam. «A véd ikke, om a tör for min fader. Men nu skal a hjem og have min onden, så skal a spörge ham om det.» Da drengen så kom hjem, fortalte han om bjærgmanden, der vilde have lammet. Faderen sagde: «Du skal svare ham, at kan han få ved jen, så kan han tage den.» Det varede ikke længe, inden den bitte mand fik fat ved et lam, og så tog han det jo med sig ned i højen. Nogle dage efter kom han igjen op til drengen og sagde: «Nå, du fik nok ikke betaling for dit lam.» Men drengen var ræd for ham og sagde: «Fader snakkede ikke om, a skulde have noget, det kan være det samme.» Men bjærgmanden vilde have ham med sig ind i højen, at han kunde få betalingen. Så kom han der ind. «Nu skal du aldrig komme levende her ud fra mere,» siger han, «uden du kan sige tre sande ord.» Så stod drengen en bitte krumme, og så siger han: «Nu har a aldrig været her inde för.» - «Det er sandt,» siger bjærgmanden. Han står igjen en bitte krumme og betænker sig: «Nu har a aldrig set så tykke vægge som her.» — «Det er også sandt.» Han står igjen lidt: «Nu har a aldrig set så grim en mand som jer.» — «Det er også sandt.» Og så gav han ham tre skjæpper guldpenge. Nu havde han betaling for hans lam, og så gik han hjem til hans fader med dem.

Maren og Else Dissing, Skallerup.


855. Ilav de gjorde hove, var en karl kommen noget tidlig te'n, og han kom også i tanker om, at det var for tidlig. Da det var godt vejr, lagde han sig ned ved siden at en höj og vilde tage en sövn, men da han blev vågen, havde de båret ham ind i højen, og han var i den prægtigste sal, hvor der funklede alle steder, og der var damer, der spillede den dejligste musik. De vilde beholde ham, kunde han forstå, men han lod, som han sov. Ilav de nu ikke sådan kunde få magt med ham, vilde de forestille, at de vilde skille ham af med livet, for at han skulde give sig i med dem, og så tog de en stor blank kniv og trak på brystet af ham. Men da det var over midnat, kunde de ingen skade gjøre ham. Så måtte de bære ham ud igjen. Der står i sangen om det:

Havde hanen ikke slaget med sin ving',
så havde jeg aldrig kommet fra Elverhöj og fra den elverkvind'.

Ole Sig, Rærup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.