Bjergfolk stjæler øl, dej, o.s.v.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind I, s. 93
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
346. ..... at spilde noget paa Gulvet eller ej optage det, som falder, thi de Underjordiske skulle have noget.
(Kommet fra Hedninger).
P. Syv: De vulgi error.
353. ...... at Tjenestepiger, naar de ellers daglig ælter Dej, gjør de + (kors) over Dejen, at ikke underjords Folk, som de stadig tror at være til, skal forbytte den om Natten.
(David Monrath.)
354. En Bjærgmand kom ind i en Gaard hver Juleaften og tog af deres Grød, uden at de kunde se ham. -
En Mand fik af en anden Mand Raad om, hvordan han skulde faa ham at se. Han tog saa en Kakkelovnssten og satte sig i Bordkrogen og ventede, og da Bjærgmanden kom, satte han ham den lige i Panden. Han kom saadan til at bløde, at de Dagen efter kunde spore ham ud til en Bakke.
Brandstrup.
355. I Gassehøje, Skjærbæk, skal der have været meget Troldtøj. Man siger endnu for Spøg, naar nogen vil til Gasse:
"No, vil do øwwer te di Gasse Trolld i Daw."
De bortslæbte altid Folks Bageredskaber, Skydsel og Gridsel (Gestenfjæl). Fra en af disse Høje var det ogsaa, at en Kæmpepige i sit Haar slyngede en uhyre Sten til Døstrup Kirkegaard.
Anna Ludvigsen.
356. Man maa passe ikke at spilde noget Øl, for saa tager Troldene det.
(F. L. Grundtvig.)
357. I St.-Pers Sogn ligger Faelhøj, og ved Siden af er Tornegaard, hvorBonavedde boede. Hans Fader gik en Dag ned til Havet og gjorde Bekjendtskab med en Havfrue. Frugten deraf blev denne Søn, som kunde se de Underjordiske og vidste, at de hentede deres Føde paa hans Gaard, hvorfor han gjærne vilde have dem fordrevet. Han havde lagt Mærke til, at de ikke kunde tage noget, Folkene havde rørt ved, efter at de havde vasket sig. Derfor paalagde han dem strængt at vaske sig, saa snart de stod op.
En Dag havde Pigen sovet lidt længe, og da hun kom op, gjorde en gammel So i Svinehuset et slemt Spektakel, hvorfor hun skyndte sig hen for at give den. Men aldrig saa snart hun havde rørt ved Ædet, var Svinetønden tom, saa sultne var de Underjordiske nu blevet.
Han fik dem ikke fordrevet, men laa bestandig i Strid med dem. En Aften kom han ridende forbi Faelhøj og saa den da løftet paa 4 gloende Søjler. Der kom en Flok ud til ham, greb fat i Bidslet og rakte ham et Bæger med en Drik. Han tog det og førte det til Munden ............. Til Kirkegaarden. De skulde følge Markskjællene. Sprang af Hesten over Muren og beholdt Bægeret, der endnu findes i St.-Pers Præstegaard.
J. West, Voldby.
358. Østen ved Landevejen, som løber gjennem Filkested til Aahus, nær hos Hovgaarden, ligger en Høj, som hedderSkjelhøj.
Der haver man set om Julenat - dog mange Aar siden forløben - at to Peblinge haver baaret imellem sig en Saa paa en Stang nogle Gange fra Hovgaarden og ind udi Højen.
(Præsteberetn. t. Ole Worm.) Raabelev. Villands H.
359. Der er en gemen Sagn over Bornholm om én i denne Sogn, som hed Bonne-Vedde, hvilken der skulde være fød af en Havfrue, med hvilken Faderen havde Omgjængelse, den Tid han en Gang gik ved Stranden, hvilken Bonne-Vedde der var selv og det kunde se, som andre ikke, denne, den Tid Faderen var død, bekom Gaarden, gav sig i Ægteskab, og den Tid Hustruen blev frugtsommelig, og Barselnød var forhaanden, havde Bonne-Vedde gaaet frem om en Hjø, kaldt Korshøj, i hvilken Bjærgtroldene hugge paa et Stykke Træ og sagde:
"Hug det snefnæset, saa er Bonne-Veddes Hustru."
Og som nu Kvinden var hos hende i hendes Barselnød, kom Troldene med deres Troldbillede, tog Kvinden af Sengen og lagde Troldbilledet i Steden, hastede med Bonne-Veddes Hustru ad Vinduet til de andre, som var der uden fore.
Men Bonne-Vedde var før færdig end de tog imod sin Kvinde, de andre Kvinder uafvidendes. Lod saa gjøre sin Bageovn varm, kaste Troldbilledet derind. Kvinderne give sig ynkelige, som tilstede vare, ikke andet videndes, end at det havde været Bonne-Veddes Hustru, som opbrændes, men siden forgik dennem denne Sorg, den Tid igjen med Glæde saa Bonne-Veddes Hustru levendes.
Item siges der, at han i lige Maade kom en Gang frem om den samme Hjø og hørte Troldene sige:
"I Morgen skal Bonne-Veddes Hustru brygge, saa vil vi derhen at hente Øllet fra hende."
Hvad sker? Bonne-Vedde gaar hjem, lod sin Bryggekjedel fuld med Vand og gjorde det det allersyhedeste, han kunde, og sagde til sine Karle:
"Hvor jeg slaar med Vandet, der skulle I slaa med Træstænger."
Den Tid Troldene kom med deres Saa og en Jærnstang at hente Øllet, slog Bonne-Vedde dem over med Vandet, og Karlene slog med Stænger, alligevel at de saa ingen, og i saa Maade forjagede Troldene fra Saaen og Jærnstangen.
Siges, at Bonne-Vedde gav Jærnstangen til deres Kirke og skulle det være de Jærn, som Kirkedøren hænger udi.
Item siges, at han en Gang red frem for Hjøet en Nats Tid, da dandsede Troldene omkring Hjøet og vare lystige, drukke Bonne-Vedde til. Den Tid han fik Bægeret, lod han, som han drak, slog det over Axelen og kom en Part paa Hesten og gik saa vidt Haaret af, som det paakom. Men Bonne red hjem med Bægeret og gav det siden til Kirken, hvor der blev Kalk og Disk gjort af i Kirken.
(Indber. til O. Worm.)
360. I Vester-Jølby bor flere Dværgefamilier. En Mand laa en Middagsstund i en Bakkeside og hvilte sig. Da hørte han, at flere Børn inde i Bakken græd og klagede over Sult; og at Moderen tyssede paa dem og søgte at stille dem tilfreds, idet hun sagde:
"Ti stille, bitte Børn, I skal nok faa noget at æde, for a véd, te Konen i Krogsgaard ikke har slaaet Kors over hendes Dej eller Brødet ved Ovnmundingen, og saa har a let ved at hente noget til jer af det."
(Efter H. K. A. Hovmøller. Fylla Nr. 37, 1875).
361. En Mand hørte, hvordan nogle Børn græd af Sult oppe i en Høj, og Moderen sagde:
"Nu skal I holde Mund, for i Aften dejner Konen her nede i Gaarden, og saa glemmer hun at slaa Kors over Dejnetruget, saa kan I faa noget af det."
Manden kommer da ud til hans Kone og siger:
"Du skal jo dejne i Aften." -
"Ja." -
"Du maa endelig ikke slaa Kors over Dejnetruget denher Gang, for i Aften kommer Bjærgkonen og vil have noget af det."
Nej, det skulde hun heller ikke. Saa kom de i deres Seng. Manden tog saa en Tørv og lagde paa hans Hoved, og nu satte han sig i Kakkelkrogen tæt ved Dejnekarret med en Øgse i hans Haand. Konen gik til Ro, og snart efter kom der to med en stor Jærngryde imellem dem; de gik hen til Dejnekarret og gav dem til at øse op af det i deres Gryde. Saa vendte Manden Skarpen af Øgsen til og hug den mod den, der øste, og han tykte da, han hug Armen fra den. De sprang ud begge to, saa snart de kunde, og Gryden blev staaende. De vidste aldrig, hvad de skulde bruge den Gryde til, for det var jo Dværgene deres, og saa kunde de ikke lide at komme noget i den. Derfor satte de den udenfor Huset, og saa blev den henne omsider.
Mette Kirstine Pedersdatter, Grønning.
362. Imens a var hjemme i Ravnkilde,fortalte min Moder mig, at hun en Aften var kommen ud i Kjøkkenet, og da havde hun set to Kvindfolk, der sad paa Ildstedet lige forved Kakkelovnsmunden, hvor der var helt klart af Ilden i Kakkelovnen, og svøbte et lille Barn. Hun lod dem sidde og gik ind igjen, og da hun siden atter kom derud, var de borte.
En Aften saa min Søster to Kvindfolk, der gik ind ad Stalddøren bag efter hverandre, og lukkede Døren igjen. Det sagde hun til min Moder, min Fader var ikke hjemme, han var kjørende op til Løgstør med et Læs Træsko. Lidt efter saa hun, de kom ud igjen, og saa vidt hun kunde se, gik de med noget i Haanden. Saa vidste de jo, Bjærgfolkene fra Byllibærhøjude i Kjæret havde været inde at malke Køerne, det havde de for Resten gjort tit.
Da min Fader kom hjem, fortalte de ham, hvad hun havde set, og saa tog han et Stykke rødt Kride og skrev et Kors baade ovenover og nedenunder Døren og paa hver sin Side af den, og siden mærkede de ingen Ting.
Vi boede lige vesten for den Høj, og den var der Bjærgfolk i, for det gav det ene Dummer i Højen efter det andet.
Ane Katrine Kristensdatter (Holm-Trine), Lyngby.
363. Bjærgmanden sad i Ølkarret, da Manden kom hjem og fortalte, at han skulde hilse Witti, te Watti var død.
Se ogsaa Kapitel 22. Hans Mand, Pilemark.
