Bjergfolk stjæler mad

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 96

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Bjærgfolk stjæler mad


364. I Højen Sagsebjærg ved Kattebjærg fandt en Gaardmand i Kjærby for faa Aar siden nogle Stenknive og en halv Snes smaa Hoveder som af Børn, men som troedes at være af Underjordiske eller af Bjærgfolk, thi om dem har man ogsaa her i Sognet adskillige Sagn.
   Saaledes saa f. Ex. en Dreng fra Skovby, som vogtede Kvæg her paa Marken, en Gang en Del Bjærgfolk komme frem af dette Bjærg med Hat paa Hovedet, og da han vidste, at disse Hatte var Aarsag i, at de kunde flyve i Luften, saa bad han dem om, at de ogsaa vilde give ham en Hat, for at han kunde flyve med dem. De sagde da, at de havde kun deres gamle Faders, men den laante de ham, og saaledes fløj han med dem til et Gilde i Skovby. Da nu Maden i Gildesgaarden var kommen paa Bordet, kom de smaa Bjærgfolk og fortærede den for Gjæsternes Øjne, men disse kunde ikke se dem, da de kunde gjøre baade dem selv og deres Gjerning usynlig. Kun Drengen med Bjærghatten paa kunde se dem og gjorde Gjæsterne opmærksomme paa, hvor Maden blev af, og da han gav dem sin Hat paa, kunde de selv se det, saa længe de havde Hatten paa Hovedet.
(Vedel Simonsen.) Skovby.


365. De kunde aldrig faa Mad nok til deres Folk i en Gaard, hvor der laa en Høj tæt ved. Naar der kaldtes til Mad, og de kom til at spise, var Maden snart fortæret, og de kunde aldrig faa nok.
   Saa gik Karlen en Dag op paa Højen og lagde sig, og da der nu blev kaldt til Mad, saa begyndte det inde i Højen:
   "Tag mig min Hat, tag mig min Hat!"
   Da siger Karlen:"Tag mig den gamle!"
   Saa kom der en gammel Hat ud til ham. Den Gang han tog den paa, saa kunde han se dem og fulgte saa med dem hjem. Der var 18 uvedkommende til Bords, og de andre Folk kunde ikke se dem. Saa hvisker Karlen til den ene Bjærgmand inde ved Bordet:
   "Lad os tage vore Hatter af," og da de gjorde det, kunde baade Manden og Konen se dem og vide, hvorfor Maden ikke kunde forslaa. Før lavede de aldrig saa meget, der jo var for lidt. Nu fik de dem forvist ved at gjøre Krysser og Korser, og det kunde de jo ikke gaa over.
Hans Lund, Madum Sø.


366. I Nærheden af en Herregaard var der en Høj, og der boede Smaafolk i. Paa den Gaard gik saa meget til til Føden, og Manden kunde ikke forstaa, hvordan det var, de spiste saa meget.
   Saa var det en Morgen, de Øgbælsen gik ud at flytte Øgene, og de stod om kring i Nærheden af den Høj, saa ringede de til Davre paa Gaarden, da han gik omkring Højen, og da hørte han, de sagde i Højen:
   "Hvor er min Lu', hvor er min Lu', hvor er min Luu?"
   Han gik netop barhovedet, og saa siger han ogsaa:
   "Hvor er min Lu'?"
   Fra Højen bliver der svart:
   "Der er ikke andre end Faders den gamle." -
   "Ja, lad mig faa den," sagde Drengen.
   Da de nu kom hjem og sad og fik Frokost, kunde han se, der var saa mange Smaapuslinger omkring Bordet, og de fortærte det ene Stykke efter det andet.
   Saa siger han det til Manden, at det var Puslingerne, der tog saa meget af deres Mad.
   "Da vil jeg have den Lue paa," siger Manden,"om jeg kan se dem."
   Jo, saa kunde han ogsaa se, de tog saa meget.
   Siden den Tid blev der ikke ringet paa Gaarden, men kaldt, og saa kom Puslingerne op paa Gaarden og sagde:
   "Skam skal I faa, I ringer ikke til Maaltidstid, der er ingen, der kalder æd os."
Niels Madsen, Bratten.


367. For mange Aar siden fik de en grumme daarlig Kost paa Irup. De kunde snart ikke forstaa, hvordan det gik til.
   Saa havde de en Faaredreng, der laa paa en Høj paa Marken, og som der nu blev ringet paa Gaarden til Middag, saa hører han saadan Mudren og Snakken nede i Højen.
   "Tag mig min Hat, tag mig min Hat!" -
   "Tag mig ogsaa én!" siger Drengen.
   "Der er ingen uden en gammel én af vor Faders."
   Inden han vidste af at sige, laa der en gammel Hat paa Siden af Højen ved ham. Han tog den paa og kunde nu se saa mange Dværgunger, der løb ned til Gaarden. Saa løb Drengen bag efter. De satte dem til Bordet og spiste med Folkene, og da de havde spist, gjorde de deres Behov i Fadene.
   Saa opklarede Drengen for Folkene, hvordan det havde sig, og siden fik de en god Kost der.
Mads Møller, Hundborg.


368. En Nabo, vi havde i Tølrup østen for Kolby Kro, havde tjent som Faaredreng paa Irup, og han fortalte, at i den Tid var der saa lidt Forslag i Føden paa Gaarden.
   En Dag ligger han paa Daasen, der var den sønderste af en hel Række Høje, og i det samme ringer det til Middag paa Irup. Der blev nu saadan Murren og Travlhed inde i Højen.
   "Tag min min Hat, tag mig min Hat!" sagde de.
   "Tag mig én ogsaa," sagde Drengen.
   Den blev ogsaa rakt ud til ham, og han kunde se, hvordan Højfolket vrøvlede ned paa Gaarden, og kunde ogsaa se, hvordan de sad bag ved Folkene og aad med. Det var til Forklaring over, hvorfor Maden ikke forslog.
Lærer Olesen, Harring.


369. En Gang var en Karl fra Skivum ude i Heden at grave Tørv, og saa lagde han sig for at hvile sig lidt, inden han skulde hjem og have hans Onden, paa en Høj, der hed Rytterhøjen, for det der ved Siden af en Gang havde været Mønstringsplads. Saa hørte han, de sagde der nede:
   "Tag mig min Bøøhat, tag mig min Bøøhat."
   Karlen sagde saa:
   "Tag ogsaa mig min Bøøhat."
   Saa smidt de ogsaa en ud af Højen til ham, og han tog den og satte paa Hovedet, og derefter gik han hjem. Men nu kunde ingen se ham.
   Da sad der saadan Masse Nisser omkring Bordet, og Folkene sad og ventede efter Karlen, han skulde komme, og han sad endda ved Bordet. Endelig kommer Maden paa Bordet, og Nisserne spiste med. Da han havde afspist, gik han i Heden igjen, og saa kunde han siden fortælle hjemme, hvor Maden blev af.
Søren Andersen, Giver.


370. En Præst ovre i Home han klagede al Tid over, at der gik for megen Mad til Folkene, de spiste alt for meget; og han kunde aldrig have hans Folk for det samme. Det er nu godt en hundrede Aar siden.
   Saa var der en 2, 3 store Høje paa Præstegaardens Mark, som de troede nok, der var Bjærgfolk i, men de vidste det ikke bestemt.
   Præsten brugte meget at tage Faar i Græs, og saa havde han jo en Høvre, der vogtede Faarene. Han laa en Middagsstund der oppe ved de Høje, og da ringer det til Øjen i Præstegaarden. Saa raaber det inde i Højen, for det træffer netop at være den Høj, Bjærgfolkene var i:
   "Nu ringer det i Præstegaarden, nu skal vi have vore Hatte ud."
   Saa kommer der saa mange Hatte ud af et lille Hul i Højen. Drengen tykte, det var nogle kjønne Hatte, og saa raaber han:
   "Lad mig faa én ogsaa."
   Hattene blev nu væk allesammen saa nær som én, og den blev til Drengen. Naa, han tog den paa, og han rejser ogsaa hjem og skal have hans Onden. Han kommer ind og sætter sig ved Bordet og beholder Hatten paa. Da kunde han se, der sad saa mange smaa Fyre med Hattene paa imellem Folkene og spiste lige saa stærkt, som de kunde. Der var ikke nogen af Folkene, der kunde se dem, for det de havde deres Hatte paa.
   Naa, han rejser af igjen, og ingen havde heller set ham. Saa kommer han og driver hjem med Faarene om Aftenen, og saa siger Folkene til ham:
   "Hvorfor kom du ikke hjem og fik din Onden?"
   Det var en grumme vigtig Knægt, og han bandte saa, han havde været der.
   Ja, de troede det ikke, for de havde ikke set ham.
   "Jo, der var ogsaa mange flere Folk ved Bordet," sagde han,"det var en hel Del Smaafolk oppe fra Højen. I kunde nok ikke se dem, for de havde deres Hatte paa, men a kunde se dem."
   De bandte paa, det var Løgn, han sagde:
   "Ja, a havde ogsaa en Hat paa, og derfor saa I vel heller ikke mig."
   Saa fik Præsten det at vide, og Drengen sagde til ham: Han kunde enten faa Hatten at se, eller ogsaa kunde de faa den at laane. Saa vilde han laane den. Da han fik Hatten paa, kunde Folkene paa Gaarden heller ikke se ham.
   Saa tænkte Præsten: der maatte lige godt være noget ved den Hat, og han møder da selv ved Spisningen næste Middag. Da var de mødt igjen der oppe fra Højen, og han saa, hvordan de spiste meget mere end hans Folk. Saa kunde han forstaa, hvorfor Maden ikke kunde forslaa, og da Præsten var en klog Mand, saa dannede han det saadan, at de kunde ikke komme der mere at spise. Saa rejste Bjærgfolkene fra den Egn, for da de ikke fik Mad, kunde de ikke være der, og siden mærkede de dem ikke.
Jens Peter Pedersen, Ubjærge.


371. Paa Romlund Mark ved Vejen fra Romlund til Rognstrup ligger en Høj, der kaldes Sortehøj. Der sidder en Dreng paa Højen, og han hører, det siger der nede:
   "Tag mig vor Faders Hat, a vil til Vorde til Gilde."
   Da siger Drengen ovenpaa Højen:
   "Tag mig én med."
   Saa kommer der en Bjærgdreng op af Højen og smider en Hat op paa Hovedet af ham.
   Saa maatte han følge med en 3, 4 andre Stykker til Vorde, og det gik hurtigt. Da de kom ind i Gildegaarden, begyndte Bjærgdrengene at tage for sig af de gode Sager; men den anden Dreng stod og skulede noget til dem. En af dem kommer hen og smækker til ham, han skulde tage noget med. Da han havde faaet Armene fyldt med Fødevarer, kom én af Gjæsterne til at røre ved ham og stødte Hatten af Hovedet, saa de kunde se ham. De andre stak af, men han fik en banket Ryg, og saa kunde han gaa med det.
Peder Navntoft, Gammelstrup.


372. Der gik en Hjørde paa Stoksted Mark, og saa kom han om ved en Høj. Der blev Uro i Højen i det samme, og han saa én, der løb der ude og raabte:
   "Min Hat, min Hat, min Hat!"
   Drengen saa nu en Hat, der laa paa den anden Side af Højen, og den tog han.
   Der var Gilde i Stoksted, og der løb han ned. Gjæsterne kom til Bords. De spiste saa meget, og Drengen stod bag ved og saa paa det.
   Da Gildet var forbi, fortalte han Manden, hvordan det forholdt sig med Maden.
Mikkel Larsen, Taars.


373. Vest for Vejen imellem Taars og Ugilt Kirker ligger Langhøj.
   En Dreng fra Karmisholt i Taars gik en Dag paa denne Høj og uttede Faar. Som han laa der allerbedst, hørte han en Røst i Højen sige:
   "Lad mig faa en Hat, at jeg kan komme til Brylluppet i Stoksted."
   Saaledes kaldes en Gaard, som ligger lidt nordøst for Taars Kirke.
   Nu hørte han flere sige lige saadan, og han sagde da ogsaa:
   "Lad mig saa faa en Hat, at a kan komme til Bryllup i Stoksted."
   I det samme kom en Hat trillende ud af Højen, og den satte han paa Hovedet, men blev nu ikke lidet forundret ved at se, at der gik en hel Mængde Bjærgfolk hen til Bryllupsgaarden.
   Saa gik Drengen ogsaa til Stoksted, og her saa han nu, hvordan Bjærgfolkene aad og drak af, hvad der var paa Bordene, baade Smørrebrød, Brændevin og Øl. Da Maaltidsmaden kom paa Bordene, stod de bag ved og aad med. Ingen uden Drengen kunde se dem, men han havde jo ogsaa Troldhatten paa.
   Folkene syntes, at der gik overmaade meget til, og kunde ikke begribe dette, men saa fortalte Drengen dem, hvad han havde set.
   En Degn fra Ugilt, der hed Fristrup, kom en Aften ridende forbi samme Høj, og da stod den paa fire gloende Pæle, og Bjærgfolkene spillede og dandsede der inde. Da han havde set lidt paa dem, red han videre.
G. P. Andersen.


374. Der er en Høj, som hedder Renshøj norden for Grove. En Tørvekarl laa og hvilte sig ved Højen, og da skulde Dværgene netop til Bryllup i Grove. Saa hører Karlen én af dem raabe:
   "A vil ikke have Skrillifasses gamle Hat paa." -
   "Da lad mig faa den," siger Karlen, og saa lige med ét kunde han se dem alle sammen, for Hatten var paa hans Hoved med det samme.
   Saa rejste de af.
   "Ja, a faar at med," tænkte han og gik bag efter.
   Den Gang Dværgene saa kom ind i Bryllupsgaarden, søgte de til Bordene, og Maden slap af Fadene, inden nogen tænkte paa, for de aad, te det var forfærdeligt. Men ingen af Gjæsterne kunde se dem. Karlen tykte nu, det var en Skam, som de bar dem ad, og saa siger han:
   "Det er ogsaa for galt, te I kommer saa mange og æder alting."
   Før han vidste af at sige, kunde Folkene se ham allesammen, men han kunde ikke se Dværgene. Der var jo én, der havde revet Hatten af ham.
   Saa stod han der som en Per Tot ved de andre, og var som skammet imellem dem, og saa kunde han gaa hjem med en waat Hale.
Else Marie Pedersdatter, Abildgaard i Navtrup.


375. I Torp Banker i Underup Sogn er der Bjærgfolk. En Dreng fra Torp gik saa tit derud, og de tog ham med ind i deres Bopæl.
   Saa var det en Dag, de havde saa travlt, og han spurgte dem da, hvad der var ved det.
   Ja, i Morgen skulde de til Fovten til Gilde. Fovten, saadan kaldte de Føvling.
   Om han maatte ikke følge med.
   Ja, de havde ikke andet end de gamle Huer til ham, for de nye skulde de selv have paa. Han vilde godt nøjes med én af dem, naar han saa maatte komme med. De kom saa til Gilde og forsynede dem og tog med dem det, der var, saa da Gildefolkene kom fra Kirke, var der slet ingen Ting til dem, og der var slet ingen, der havde set, de havde været der.
Søren Jørgen Sørensen, Lundumskovs Hede.


376. I Skivum var der en Gang saa overbeladt med Nisser og Bjærgfolk. Der var et Bryllup, og saa kom de der og aad Maden af Tallerkenerne og s ... i dem i Stedet.
Søren Andersen, Bravlstrup.