Bjergfolkenes sølv og guld

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 123

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Bjærgfolkenes Sølv og Guld


457. Raadhuset i Vejle er bygget paa det sted, hvor der har staaet et gammelt Kloster. Derfra gik efter Sagnet en Løngang, som skulde udmunde i Tidseltoft, der findes imellem Vinding Hule og Fjorden.
   I Tidseltoft skal ogsaa ligge en stor Skat begravet. Min Bedstefader og hans Broder, den ene var Skipper, og den anden Lods, de skulde en Morgenstund ro ind til Byen ad Sønderaaen. Da de saa kom til at se ind imod Tidseltoft, der ligger lige ovenfor Vandet, saa de Marken helt overlagt med Sølvtøj, nogle store og nogle mindre Fade, Tallerkener og Skaaler, og det glimrede stærkt i Solen. De roede hurtig i Land og vilde have noget af det, men da de kom derind og derop, var der aldeles intet at se.
   En gammel Mand var saa vis paa, at der var en Skat der, at han gik og gravede der en hel Vinter, indtil Ejeren endelig blev kjed af det og forbød ham at grave videre.
Fru Rasmussen, Mølholm.


458. Der er en Banke her ude i Stilbjærg, Ringive Sogn, som hedder æ Pøllskejeld, hvor en Bjærgmand siges at have sine Pølser og Penge gjemte, og man kan stundom høre det ralre inde i Banken, naar han tæller sine Penge. Dette sidste véd en og anden endnu, men det er ved at dø ud.
J. Richter, Ringvie.


459. Der ligger en lille Høj tæt ved Skjååldhøj mellem Lundgaard og Kjærgaard. Der kom min Fader forbi en Aften og saa, at den var blank over det hele, som om den var overdækket af Sølv. Da han siden fortalte det, sagde de til ham:
   "Hvorfor smed du ikke din Kniv hen paa den?"
Mette Marie Andersdatter, Lundgaard Mark.


460. A er født i Torp i Underup. Paa min Faders Mark er en stor Bakke, der kaldes Dysbjærg, og der stod et Lys og brændte paa til hver Julehøjtid, men ingen turde gaa derhen og se efter det.
   Saa havde vi en Karl at tjene, der sagde:
   "Naar det nu kommer igjen, saa tror a, a vil gaa derhen."
   Han gik og kom ogsaa tæt paa det. Saa kylte han hans Kniv ind i dether Lys, og det forsvandt saa, og han gik hjem. Men om Natten ved Midnatstid kom der én til Vinduet og sagde:
   "Kom og del!"
   Det turde Karlen ikke, men han resolverer til at sige:
   "Tag dit og lad mit ligge.!
   Om Morgenen gik han derhen igjen, og da laa der en forfærdelig Hoben Penge. Det er fortalt mig for en fuldkommen Sandhed.
Karen Marie Pedersdatter, S.-Vissing.


461. A skulde ud og slaa Strølyng for min Husbonde, og da der saa kom et Uvejr over mig, lagde a mig i Ly ved en Høj og spiste min Meldmad. Da kom der et Skrald i Højen som et kanonskud, og saa løb a hjem, for a turde ikke være der længere. Den Gang a nu fortalte, hvad a havde hørt, sagde de, at flere havde hørt Kister blive slaaede i Laase i den Høj, og der var set Lys paa den, og der laa tit en blaa Taage rundt om den. Drengen, der passede Faar havde ogsaa set to Drenge i hvide Bugser og med sorte Kaskjetter paa staa paa samme Høj.
   En Hjorde fandt en Dag et bundt Nøgler paa den, og da han viste Husbonden dem, sagde han, te naar Hjorden nu lagde dem paa samme Sted igjen, fik han nok en stor Dusør. Saa siger Husbonden igjen, at de skulde lægges enten om Middagen Klokken 12 eller om Midnat, for da var Bjærgfolkene snarest til Færds. Karlen vilde nu følge med Drengen derud Kl. 12 om Middagen og se, hvordan det gik til. De lagde ogsaa Nøglerne paa Højen, men der kom ingen Drenge og tog imod dem.
   "Ja, saa vil vi have Nøglerne med hjem,"
   Anden Dagen gjorde de det samme, men der kom endnu ingen Drenge. Saa sagde Karlen, at det var nok bedst, de lagde dem ved Midnat, og han skulde nok følge med ham derud. Men da tiden kom, var han lige godt bange og gik fra det.
   Saa paa den tredje Dag, da Drengen var der ude med Faarene, gik han igjen og lagde Nøglerne. Men saa gik Faarene saa langt henne, te han skulde hen at møde dem, og den Gang han fik Faarene dreven tilbage og kom til Højen igjen, var Nøglerne væk, og i Steden for laa der et Hattespænde med en Stang tværs over til at skyde frem og tilbage. Han tog det med hjem og viste Husbonden det. Det var sagtens af Guld, men han vilde ikke af med det, og da han saa legte med det ude i Marken, blev det omsider henne for ham.
Filip Mikkelsen, Rind.


462. En mand i Sønder Harritslev gik om Maaningen, før det blev Dag, ud til hans Øg, og da var det for ham at tykke, som der var Lys inde i en Høj, der var paa hans Mark. Den stod paa nogle Pæle og var helt oplyst, og saa var der en hel Del Sølvtøj og Guld og Stager og Tallerkener. Han gaar nu hen og staar og ser paa det, og der er især en pæn stor Stage, som han tager ved og betragter. Saa sætter han den igjen og gaar sin Vej.
   Da han siden kom til Stedet, var der ikke andet at se end Stagen. Men han lod den staa og vilde ikke tage den.
   Et par Dage efter kommer hans Hjorde hjem med Stagen og siger:
   "Se, Faer, hvitten pæn Stage a har funden."
   "Hvad vil du have den Stage i dine Hænder for?" siger han, "den maatte du ikke have taget."
   Ja, saa kunde han da gaa og sætte den igjen.
   Det skulde han da ogsaa.
   Men nu blev Stagen staaende, og ingen vilde tage den. Endelig tog manden den og bar den hjem; det var en pæn stor Sølvstage. De brugte den aldrig, men den stod til Stads.
Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.


463. I Hjortshøj sønden for Guldager var der Bjærgfolk. Der var en pige i Guldager, de kaldte Bitte-Maren, hun var ikke større end en Pige paa 10 Aar og var endda 40 Aar og tjente min Moder som Barnepige.
   Hun fik en Aften Lov til at gaa hjem til Povlstrup, der ligger sønden for denher Høj. Det var lyst Maaneskin, og hendes Gang gik forbi Hjortshøj. Da kunde hun se, det var saa klart over hele Højen med Sølvsager, Kander og Stobe. Hun havde tit hørt Tale om de Bjærgfolk, og saa stod hun og saa paa det. Især var der en lille kjøn Sølvkande, den vilde hun saa gjærne have, og saa vilde hun lige tage efter den, men da gav det et vældigt Brag, og saa var det hele henne.
   Saa rejste hun videre hjemad og fortalte det vidt og bredt, og min Moder fortalte mig om det. Den høj er ikke rørt endnu, og ingen tør grave den ud.
Kristen Pedersen, Ugilt.


464. Paa Øen Fur ligger paa den nordlige Side en stor Sten, Rødstenen. I den vestlige Side er et Hul af Udseende som en almindelig Ovnsmunde. Derinde boede en Bjærgmand, og hver Juleaften havde han hans Guld- og Sølvtøj ude paa Grønningen ved Stenen. Det var nemlig den eneste Tid i Aaret, han kunde faa det ud. Men den Aften var der ogsaa en meget stor Rigdom at se.
   Saa boede en Mand i en lille By der ovre, som kaldtes Sund, ja, det var da kun to Gaarde, og han havde den ene. Han besluttede en Juleaften at hente noget af alt det Gode og tog én af Hestene og red paa derned. Saa fyldte han en Sæk, lagde den bag paa Hesten og red hjem ad. Men Bjærgmanden mærkede det, satte sig paa en graa Hest og red efter ham, idet han raabte, om han vilde vove hans Hest imod hans.
   Han svarede: "Det forbyde Gud," og red saa hjem og bar hans Skat ind.
   Bjærgmanden kom nu og gjorde et forfærdeligt Spektakel, saa Manden maatte udlevere det igjen. Men han beholdt et Krus af Sølv, og saa red Bjærgmanden hjem.
   Siden den Tid havde Manden Uheld til Alt, hvad han tog sig for, hans Kreaturer døde, og han gik til sidst i Armod.
Morten Jeppesen, Tovstrup.


465. Min Moder havde et Søskendebarn paa Fur, der hed Kræn Henriksen. En Juleaften, som vi skulde have vor Juleaftensnatter, tog han hans Hest og Hund og Bøsse og red op til Rødsten, hvor Ellefolkene havde alt deres Sølv ude. Saa skød han over det og tog det med sig hjem.
   Den tid han nu red hjem, kom der én ridende paa Siden af ham, og han red lige saadan med Hest og Hund og Bøsse. Han spørger ham til, om de skulde ikke tage et Tag med hverandre.
   Saa siger Kræn Henriksen nej, det vilde han ikke. Han spurgte atter, om han kunde ikke have Lyst til, at deres Hunde kom op at slaas?
   Han svarer atter nej.
   Om deres Bøsser skulde ikke røge til hinanden?
   Nej.
   Om deres Heste skulde ikke bides?
   Nej, nej.
   Saa kom min Moders Søskendebarn hjem, og Sølvet lagde han paa en Seng.
   Derefter stod Gaarden ligesom i én gloende Brand – saadan syntes det, men den stod jo ikke alligevel. Saa tog han alt Sølvet og gik ud med det og kylte oven over hans Lade og over i Vejen paa den anden Side. Men han havde glemt en Sølvkande paa Sengen, og den beholdt de i Gaarden. Det andet var væk, og næste Morgen, de gik om og saa efter det, var der ikke det mindste at se.
   Men den Sølvkande har a set der.
Maren Primdal, Navtrup.


466. Lige vesten for Sønderlev Mølle i Skallerup ligger en Høj, som kaldes Stagehøj.
   Her kom en mand forbi en Morgen tidlig, han var gaaet ud for at flytte hans Faar, og da havde Bjærgfolkene alt deres Sølvtøj ude paa Højen, og de var endnu ikke blevne færdige med deres Gilde, men dandsede der uden for. Da Manden kom i Nærheden, forsvandt de i stor Skynding, men Sølvtøjet blev staaende, det fik de jo ikke Tid til at faa med. Han gik saa derop og stod og saa paa det, og tog en Sølvstage i hans Haand og satte den igjen.
   Natten efter havde Bjærgfolkene bragt Stagen hjem til hans Gaard og sat den paa Bordet. De havde ikke Brug for den nu, da han havde rørt ved den.
   Efter den Sølvstage er Højen bleven kaldt Stagehøj.
Gaardm. Niels Jensen Jørgensen, Stagehøj.


467. Lige øst for den Mølle i Skallerup, som ligger sønden for Kirken, boede en Mand, som hed Kristen Glimsholt. Møllen hører nu for Resten til Gaarden.
   Saa var Mandens Fader gaaet ud en Aften for at flytte hestene, efter at han var kommen sent hjem, og saa kom han om ved Stagehøj, der ligger lige i Skjellet ind til Nabogaarden, for Hestene stod tøjrede tæt ved Skjellet norden for.
   Da havde Troldfolkene deres Sølvtøj ude i Maaneskinnet, og det skinnede svært. Han tager saa en Sølv-Lysestage i Haanden og staar og ser paa og sætter den fra sig igjen og gaar hjem.
   Han var lige kommen i Seng, da kommer en af Troldene med Stagen og smider ind i Stuen til ham med de Ord, te de kunde ikke bruge den, da der var en kristen Mand, der havde rørt ved den.
   Den Stage blev saa i Familien, og en Broder eller Søster til Kristen Glimsholt havde faaet den i Arvepart. Kristen Glimsholt har fortalt Historien, og det er ikke mere end en 60 Aar siden, for a kan lige huske, han har boet der i Gaarden.
   Saa fik Højen det Navn Stagehøj, og den ligger et lille Stykke norden for Møllen op efter Kirken til.
Kristen Nielsen, Hjørring.


468. En mand i Hasseris red ud med hans Øg for at sætte dem og kom saa forbi en Høj. Da han gik tilbage, stod der saa mange Sager paa Højen og glimrede i Solen. Især lagde han mærke til en Messingstage, der var mere mærkværdig end det andet, og den rørte han ved.
   Om Aftenen, da han atter gik forbi for at hente Øgene, stod Stagen der endnu. Deraf blev Højen kaldt Stagehøj. Saa tog han den hjem, den var af Messing og blev der paa Stedet. Det har min Moders Moder fortalt mig.
Kristian Mogensen, Guldager.


469. I Elling Sogn ligger en lille Høj, tæt ved Stranden. Heri skal have boet Bjærgfolk, og da Anders Nielsen fra Jerup en Dag vilde ride til Frederikshavn, saa han, at der paa Højen laa meget Sølv- og Tintøj. Han svirpede det med sin Ridepisk for at høre, om det kunde klingre, og mærkede nok, at det havde en god Klang. Derpaa red han videre.
   Paa Hjemvejen kom han igjen forbi Højen, og da saa han, at det, han havde slaaet paa, stod der endnu. Han tog det da med sig hjem og fandt, at det var meget godt Sølv og Tin, der ikke var støbt, men hamret.
   Siden den tid blev en af hans Sønner tosset og visnede hen, samt døde faa Aar efter.
   Peder Højbjærg har fortalt mig dette, havde selv set et af Tinfadene.
G. P. Andersen, Lørslev.


470. Det var en Gang, Bjærgmanden havde kastet Nøglerne til Dagsbjærg Dojs. Saa var der er Hjordedreng, der var Fæhjorde, og han gik der ude i Høne-Mose ved Høvederne og fandt et bitte Brev, og der stod i:
   "Hvo som kan Dagbjærg Dojses Nøgler find’, de kan Dagbjærg Dojses Sølv og Guld vind’."
   Noget efter fandt han et Knippe rustne Nøgler, og han kunde jo nok tænke, det var dem, og vilde nu op til Bjærget, men saa kunde han ikke finde i Land igjen og rendte af ét Hul og i det andet. Men saa snart han havde smidt Nøglerne, kunde han atter finde i Land.
   Hvis han nu kunde have beholdt Nøglerne, kunde han have tvunget dem til at udlevere deres Sølv og Guld, men nu havde han jo smidt dem. Saadan fik de deres Nøgler, for de kunne jo ikke have haft Magt til at tage dem fra ham, da de ikke havde saa megen Magt over kristne Mennesker.
Ole Mønsted, Mollerup Mark.


471. "Den, der kan æ Løggel i Hønmos’ finnd, den kan hele Dawbjærre Bøj vinnd."
Otto Christensen Daugbjærg, Bramming Eftersk.


472. Almuen mener, at den Aske, som findes i Gravurnerne, kan forvandles til Penge.
(Nikolaj Christensen.)