Bjergfolks barsel, bryllup eller begravelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind I, s. 54
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
220. Tæt sønden for Bjerring i Medelsom Herred ligger en anselig Bakke, Klisbjærg kaldet, og ned ad sammes vestlige Side slynger sig en Gangsti mod den strags nedenfor liggende lille Sø. I en ringe Afstand sønden for Byen ligger en anden Lyngplet, kaldet Spilhede, hvorpaa findes 3 à 4 Kjæmpehøje.
Nu hændte det sig en Gang, at en Gaardmand fra Bjerring kom en Sommer-Morgenstund med bare Fødder stille vandrende op ad bemældte Sti. Hans Navn har Sagnet glemt, men ikke hans Bopæl, da han boede i den anden Gaard norden for Præstegaarden. Da han var kommen et Stykke hen ad Bakken, kunde hans Øje opdage en Dværg, som sad paa en kløftet Sten, der formodentlig den Dag i Dag ligger ved Siden af Stien, og kjæmmede sit Haar og havde lagt sin store bredskyggede Hat ved Siden af sig. Han var saa fordybet i sig selv, at han slet ikke bemærkede Manden. Denne stod da og betragtede Dværgen en Stund, tog saa Hatten op og betragtede den paa alle Kanter, og derpaa sagde han med høj Stemme:
"Hvad er du for en Karl?"
Dværgen foer ved dette Spørgsmaal forskrækket op og snappede efter sin Hat, imedens Manden holdt den i Vejret og sagde:
"Hold, bi lidt, du fryser vel ikke dit Hoved saa stærkt, det er Sommerdage, men sig mig, hvad er du for en Karl." —
"Ak!" sukkede Dværgen, "gjør mig ingen Fortræd, vil du give mig min Hat og lade mig løbe, saa vil jeg gjærne fortælle dig, hvem jeg er. Jeg har min Bopæl her i Klisbjærg og skal i Dag holde Bryllup med den rige Dværgs eneste Datter paa Spilhede, som en Gang arver alle Højene sammesteds saa vel som hans øvrige Midler. Man kan vel begribe, at han som en bemidlet Mand intet vil spare for at gjøre sin Datters Bryllupsfest saa højtidelig som mulig. Alle Underjordiske fra Tange Bro og til Bjerring Mark er indbudne, ja, endog nogle fra Bakkerne hinsides Guden Aa. Uheldigvis sov jeg i Morges vel længe og var ikke bleven paaklædt, da for lidt siden min Broder fra Brokhøj og min Fætter fra Stenhøj, som skal være mine Førere, kom med nogle flere gode Venner for at afhente mig og ledsage mig til Brudehuset.
Jeg undsaa mig ved i deres Nærværelse at besørge min Renlighed og havde derfor listet mig herop oven paa Jorden, men drømte mindst om at blive saa ubehagelig overrasket. Dette er den rene Sandhed, og nu vil jeg bede dig ret indstændig, at du giver mig min Hat og lader mig gaa, da de har allerede længe ventet mig paa Spilhede." -
"Ja, det kan nu være godt nok," svarede Manden, "men du skal dog gjøre en lille Spaseretur med mig op til Byen for at nogle flere af Byfolkene kan gjøre dit Bekjendtskab, og din Hat faar du ikke saa længe, for saa véd jeg nok, at du gjør dig usynlig og smutter fra mig. Det kunde dog være morsomt at prøve, hvorledes den Tingest af Hat kan passe mig," sagde han og satte den paa sit Hoved. Men hvor forundret blev han ikke, da han bemærkede, at den, foruden den Egenskab at gjøre den, som bærer den, usynlig for Overjordiske, ogsaa gjorde ham saa klartseende, at han kunde se lige saa godt ind i Bakkerne og Højene som ovenpaa. Han saa nu, at Fyren havde fuldkommen Ret. Der inde i Klisbjærg sad rigtig nok et lidet Selskab og ventede paa Brudgommen, og da Manden kastede Øjnene over til Spilhede, saa han tydelig nok, at her forberedtes en stor Fest. Alle Højene var nemlig hævede i Vejret og hvilede paa smukke Søjler, og inde i dem saa han mange fine Værelser, kosteligt udsmykkede, brillant oplyste og opfyldte med stadselige Bryllupsgjæster. Iblandt disse kunde han tydelig kjende Bruden, som straalede af Guld og Ædelstene og jævnlig løb hen til Døren og kigede længselsfuldt over til Klisbjærg. Udenfor Døren var tvende Musikanter posterede med Klarinetter næsten lige saa lange som de selv, der venlig hilsede alle kommende med Melodien: "Altsaa kom Goldkalb ikke til Staden."
I Forstuen stod to Skaffere, den ene med et stort hvidt Forklæde for fyldt med Kavringer, den anden med en Flaske i den ene og en stor Sølvkande i den anden Haand og bød de fremmede en Hjærtestyrkning. Men fra den forgyldte Sal inde i den største Høj lød den yndigste Dandsemusik, nogen kunde høre, og de gode Dværgkarle og -piger havde ikke kunnet oppebie Brudgommens Ankomst, men havde allerede begyndt Dandsen. Det skal have været et yderst morsomt Syn at se disse Smaapuslinger lystig at tumle sig i raske Holstenske og Hamborger Valse. I en lidt afsides liggende mindre Høj var indrettet Kjøkken, og der saaes Kokkekonen at røre i den uhyre store Suppe-kjedel. Adskillige nydelige smaa Forgangspiger med dobbelte Forklæder for vimsede muntert om der inde. En tørrede hollandske Tallerkener af, en anden pudsede Knive og Gafler rene i en Hedetørv, en tredje hjalp Kokkekonen at røre Boller sammen o. s. v.
Alt dette saa nu vor Mand ganske tydelig, men des uagtet erklærede han dog Dværgen kort og godt: "Du maa med mig op til Byen."
Stymperen gjorde ynkelige Miner, græd og bad, men alt forgjæves. Han tilbød endog en anselig Sum Penge, om han maatte slippe, men Manden svarede:
"Nej Tak, jeg ønsker ikke at indlade mig i Pengeaffærer med dig, jeg véd nok, at I Godtfolks Penge plejer at blive til Kul, naar de kommer over Jorden. Gjør ingen længere Snak, de æder vel ikke Brudemaden fra dig. Fremad, Marsch!"
Med disse Ord greb han Dværgen ved Armen med den ene Haand og den bredskyggede Hat i den anden, og uagtet Dværgen tryglede og stred imod alt hvad han kunde, hjalp det ham dog ikke, men til Byen maatte han. Her blev nu som begribeligt den største Forundring. Alle, som mærkede noget til det, stimlede ud for at se denne sære Person, og Manden sagde:
"Følg med mig hjem, saa kan I tage ham nøjere i Øjesyn."
Da han var kommen hjem med ham, trak han ham ind i Stuen og bandt ham ved Foden af et stort gammeldags Egebord, og gik derpaa ud for at kalde Naboerne, og hvem han traf paa, ind at se, hvad Fangst han havde gjort. Den gode Dværg maatte her taale mange Ydmygelser. En spottede med hans tykke Mave, en anden morede sig over hans korte tykke Ben, en tredje gjorde sig lystig over hans brede Ansigt o. s. v.
Men blandt Tilskuerne var ogsaa kommen Mandens Nabo Mikkel Jakobsen, der boede i den tredje Gaard fra Præstegaarden. Han syntes ikke vel om denne Spøg og talede omtrent saaledes til Manden:
"Min kjære Nabo, det kan jeg ikke godt lide, at du gjør denne lille Person Fortræd og forspilder ham hans Bryllupsglæde. Han har jo aldrig gjort dig noget til Skade. Giv ham sin Frihed igjen og lad ham komme hjem til sin Kjæreste og sine Venner."
Manden svarede: "Jeg har heller aldrig haft i Sinde at gjøre ham videre Fortræd, men da det sjælden træffer, at man faar slige Godtfolk at se, saa vilde jeg ogsaa, at flere i Byen skulde have godt deraf, men da min kjære Ven og Nabo beder for ham, saa skal han ogsaa strags have sin Frihed."
Med disse Ord løste han Rebet, hvormed Bjærgmanden var bunden til Bordfoden, og gav ham sin Frihed, og hvem der nu blev glad, det var Bjærgmanden. Med et venligt Blik takkede han Mikkel Jakobsen, som bad for ham, og derpaa spaaede han saaledes:
"I den Gaard, hvor jeg har været Fange, skal aldrig komme Rigdom, i Mikkel Jakobsens Gaard skal aldrig komme Armod, ej heller skal hans Slægt eller hans Venner nogen Tid uddø i denne Gaard, men den skal stedse afvegslende besiddes af en Mikkel Jakobsen eller en Jakob Mikkelsen."
Efter at have sagt dette satte han Hatten paa og forsvandt. Hvad iøvrigt denne Spaadom angaar, da vil man vide, at den første Del deraf hidtil ganske rigtig er gaaet i Opfyldelse, derimod er Navnene Mikkel og Jakob, efter at de i mange Tider havde vedligeholdt sig, omsider uddøde, hvorvel maaske dog Slægtskabet endnu ikke er ganske forsvunden af Gaarden.
Hvad Dværgslægten angaar, da er den naturligvis ogsaa forlængst uddød, da man ikke i mange Herrens Tider har hørt noget til den. Skulde nu for Resten nogen synes, at han ikke godt kan tro denne Fortælling, maa han da ogsaa have Lov at lade være.
Fortalt af N. Andersen, Lærer i Aalum.
Den Melodi, der forud er nævnt: Altsaa kom Goldkalb ikke o. s. v. er til en Vise af J. L. Heibergs "Kong Salomon og Jørgen Hattemager."
Det samme Sagn er ogsaa gjengivet i J. F. III Nr. 17, fortalt af Gaardm. Jens Møller i Faarup.
221. I Grindløse Bjærge boer der en Dværg, der hedder Jeppe, og han er i god Forstaaelse med Karen, som boer i Karenshøj. De besøger hinanden hver St.-Hans Nat, og den lige Vej ud til Karenshøj gaar gjennem en Gaard i Nørreby. Der var to Porte lige for hinanden, og der havde Dværgene saa deres Færdsel igjennem. De Porte kunde da aldrig være lukkede, og de kunde ingen Bindehund have i den Gaard. Den ligger død om Morgenen, naar de ikke har sluppet den løs om Aftenen.
Naar Hyrdedrengene laa ude ved Karenshøj, kunde de høre det smække der inde, for Karen havde hele Kister fulde af Tøj, og de hørte hende tit smække med hendes Kister. I maaneklare Nætter havde hun ogsaa sit Tøj ude at sole.
Niels Jørgensen, Nørreby, Klinte.
222. Bruden kom oppe fra Kåeshøj (Karenshøj), og hendes Moder hed Karen. De skulde kjøre med hende til Torehøj oppe mellem Skamby og Torup, og saa kjørte de gjennem Gaarden her i Nørreby. Karlen i Gaarden var saa gilik og kom springende hen at lukke op for dem, og saa vilde de give ham en Drikkepenge. Han fik en hel Nævefuld og syntes, at det lignede Kul, og derfor smed han dem ude i Gaarden saa nær som ét, det beholdt han, for han vilde da se nøjere, hvordan det saa ud. Han lagde det saa inde i sit Skab om Natten, og der laa det til om Morgenen. Da han skulde til at se, var det en gammel 24 Skilling, og han gik nu ude i Gaarden og ledte efter de andre, men kunde ingen hitte.
De har ogsaa fortalt, at Bryllupsgjæsterne kom op at slaas over Bordet der oppe i Torehøj, og Brudgommen sprang op paa Bordet og blev slaaet ihjel der og faldt saa ned i Suppefadet.
Gaardejer Jakob Jørgensen, Nørreby, Klinte.
223. Et Sted i Skjørping var der Bjærgfolk under Folkenes Ovn. Bjærgmanden skulde saa have Bryllup, og Konen i Stedet laante dem saa meget til det. Derfor skulde hun have Lov til at se Brudeskaren, men hun vilde faa en Lussing for det. Den kom lige igjennem Stuen og havde en hjalt Spillemand, han slog ud med Benet og slog Ondenfadet i Stykker. Det grinnede Konen ad, for hun kunde se det, og Manden smækkede hende en Lussing, for han kunde ingen Ting se. Brylluppet varede i tre Dage, og saa bar de Sagerne tilbage igjen.
Ane Thorsen, Siem.
224. Der kom en ussel bitte Pige til en Kone og bad, om hun kunde ikke laane en Sags af hende.
"Hvad vil du have den til?" -
Jo, hun vilde klippe hendes Brudekjole med den, for paa Torsdag skulde hun have Bryllup.
"Hvor skal det Bryllup holdes?" siger Konen.
"I jer Kakkelovn." -
"Det vilde a gjærne se - i vor Kakkelovn." -
"Ja, kunde I blotte jer for at le, saa kan I nok faa det at se."
Jo, det tænkte hun nok. "Ja, vil I love mig det?"
Saa om Torsdagen de var ved deres Middagsmad, gav Konen sig til at le saa uafladelig.
"Hvad ler du ad?" siger Folkene.
"Kan I ikke se det?"
Da kom de gjennem Væggene en hel Skare, og de var klædt saa underlig, og havde Haler som en Kat, og saa da underlig ud. Det var ikke sært, Konen kunde ikke blotte sig. Der var ogsaa Sprællemænd, og de var lige saa underlige. Men da hun nu fortalte, hvad hun saa, var det hele forbi.
Else Mikaelsdatter, Grindsted.
225. Et Sted paa Fyen skulde nogle af Dværgene eller Bjærgfolkene have Bryllup, og saa kom der en Bjærgpige ind i en Gaard og bad om en Sags at klippe Brudens Brudesærk med.
Konen spurgte om, hvor hun var fra, og hun svarte, at de boede neden under Gaarden. Saa sagde Konen:
"Jo hjærtens gjærne, min lille Pige, naar jeg saa maa se, naar I holder Bryllup."
Pigen viste hende saa en Sprække, der var i Skorstenen og der skulde hun se igjennem, men dersom hun lo, saa fik hun ikke mere at se.
Til den bestemte Tid stod Konen ogsaa og kikkede, og hun kunde se, de smaa Folk skulde til Bords og spise. De skulde have Suppe, men da Suppefadet eller Terrinen var sat ind paa Bordet, kom et af de smaa Mennesker saa uheldig afsted, at det faldt ned i den. Nu kunde Konen ikke lade være at le, og saa fik hun ikke mere at se af Stadsen.
Nogle Dage efter kom Pigen tilbage med Sagsen, og hun havde en lille Tot Høvlspaaner i Haanden, som hun gav Konen. Da Pigen igjen var gaaet, tænkte Konen:
"Hvad skal jeg dog med de Høvlspaaner," og saa kastede hun dem ud paa Skorstenen. Men da hun senere kom ud og vilde tænde Ild op med dem, da var de blevne til Guld, og det beholdt hun saa.
(Fortalt af min Moder.) Frøken Nielsine Jakobsen, Kolding.
226. I Fensmark ved Næstved ligger Dragehøjgaard, som har faaet sit Navn efter en Høj, Dragehøj, som har ligget nær ved Gaarden, men nu er sløjfet. I den Høj havde de underjordiske deres Tilhold.
En Gang skulde de have en stor Festlighed, for deres Konges Datter skulde giftes med en anden Bjærgkonges Søn. Da de nu manglede de fornødne Sager til Gjæstebudet, bad de Konen i Dragehøjgaarden om at laane dem det. Hun sagde ja paa det Vilkaar, at hun Maatte se Brudefølget. Det lovede de hende, men hun maatte ikke fortælle for nogen, hvad hun saa.
Da saa Folkene i Gaarden en Dag sad og spiste til Middag, saa Konen, at Væggen lige med ét aabnede sig, og et Tog af Smaafolk drog gjennem Stuen. En af dem sprang omkring og gjorde Løjer, og derved kom han til at støde til Børnene, saa deres Mad spildtes, og han selv skoldede sig slemt og skar et grimt Ansigt deraf. Konen kunde ikke lade være med at le derad. Manden, der ingen Ting kunde se, gav hende et Ørefigen og sagde, at det var ikke værd at le, fordi Børnene spildte deres Mad. Saa sagde Konen:
"Ser du da ikke alle de smaa Væsener?"
Men næppe havde hun sagt det, før Toget forsvandt. Hun havde nu brudt sit Løfte og fik saa ikke ret Toget at se.
Om den samme Høj fortælles, at den kunde hæve sig paa Ildsøjler, og Puslingerne dandsede omkring den. En Karl, der tjente paa Gaarden, vilde en Aften se det nærmere, og tog en Hest og red derover, endskjøndt man fraraadede ham det.
Der kom saa en Pige ud og bød ham en Drik af et Sølvbæger. Men han kastede Drikken bag over sig, saa den sved Haarene af Hesten. Han red nu hurtig hjem med Bægeret, men en af Puslingerne, som de andre kaldte Enben, fordi han kun havde ét Ben, løb efter Hesten. Karlen red over en pløjet Mark, og nu maatte Puslingen følge Agerrenene, hvorved Karlen fik et Forspring. Han naaede at komme først ind ad Porten og fik slaaet et Kors for den, saa var han frelst.
Fra den Tid var der Fjendskab mellem Gaardens Folk og Højens Beboere, og tit havde man Uheld paa Gaarden. Det er dog nu stilnet af, men man siger, at det atter begynder i det nye Aarhundrede.
Bægeret opbevares endnu i Slægten til et Minde.
A. Kr. Kristiansen, Taarup.
227. Vi kjender nok Historien om Konen, der gjærne vilde se Bjærgfolkenes Bryllup. Hun laante Bruden noget at pynte sig med og betingede sig saa at faa Brudetoget at se.
Børnene sad inde paa Gulvet omkring et lille Bord og spiste Kaal, da Brudetoget kom igjennem Stuen. Bagest kom der en lille Døwel, og han hoppede og sprang og slog ud med hans ene Ben og slog saa Kaalfadet ned, saa det gik i Stykker, og det gav Konen sig til at grinne ad. Hun sad jo oppe ved Bordet tillige med de andre Folk. Saa blev Manden ærgerlig og sagde:
"Det var ogsaa noget at grinne ad, te Børnene slog Fadet i Stykker, det er ikke saadan at faa et Fad igjen," og saa smækkede han hende en Lussing.
Rasmus Holgersen, Kjærbølling.
228. Der kom et gammelt Fruentimmer ind i Doldrup og sagde, om de vilde ikke se en Brudeskare, men saa skulde de lukke alle Dørene op om Middagen. Det vilde de jo godt. Saa kom de ogsaa, og der var en Spillemand forved dem ligesom ved andre Brudeskarer, og den gik saa ind i en anden Stue, der blev den væk. Saa vilde Folkene gaa ind og se, om der var ingen Tegn til dem, men alt var forsvundet.
Det var i den søndre og vestre Gaard i Doldrup i den Tid, men nu er der kommet én Gaard til og én er flyt ud paa Marken, men den Gang var det som sagt den søndre og vestre Gaard.
Peder A. Stærk, Madum Sø.
229. En Kone sad en Dag i sit Hus paa Boulundbjærg og spandt. Det er der, hvor nu Frimenighedspræst Povlsen boer. Da kommer der en bitte Kone ind til hende og beder om at laane en Sags, hun kunde faa at klippe hendes Brudesærk med. Saa fik hun den. Saa maatte hun faa Brudeskaren at se for det.
En anden Dag sad hun og spandt igjen, og da kom hele Brudeskaren og drog igjennem æ Døns, de gik ind gjennem den ene Dør og ud ad den anden, og Bruden havde en Guldkrone paa Hovedet. Hendes Moder gik ogsaa i Skaren, og hun leverede Sagsen af til Konen og sagde Tak for Laan.
Marie Lund, Gestrup.
230. Gilleshøj var paa Præstegaardsmarken østen for Præstegaarden, men nu er den sløjfet ud. Pollerhøjener nord for.
Saa kom der en Bryllupsskare her igjennem Byen, og da den kom, stod der en Mand udenfor hans Gaard og græd og klagede sig saa ynkelig. Saa spørger de ham om, hvad han klagede sig for.
Ja, han havde saa ondt i hans Tænd.
Saa siger Dværgen: "A gifter min Datter fra Gilleshøj og til Pollerhøj, og vil du holde din Mund med det, saa skal du aldrig faa ondt i dine Tænd mere."
Søren Krist. Andersen, Hækken, V.-Hassing.
231. Dværgene i Gilleshøj vilde have deres Datter gift med Sønnen i Pollerhøj. En Mand her fra Byen havde ondt i hans Tænd og gik, ude paa Marken. Da kom der en hel Brudeskare forbi ham, den rejste fra den ene Høj til den anden. De ligger begge i nogen Afstand fra hinanden her nordøst for Byen. Brudeskaren sagde til ham, at hvis han ikke vilde snakke om den Færd, skulde han aldrig faa ondt i hans Tænd mere.
Men han fortalte det alligevel, og saa fik han saa ondt i dem, te det var forskrækkeligt.
Jens Heden, v.-Hassing.
232. I Ellehøj, der ligger i den nordre Ende af Ellidshøjog nordøst for Kirken, har der været Ellefolk, og naar de skulde bage, saa gik de op og laante en Skaade i Gaarden lige vest for den. Naar de saa havde afbaget, satte de den oventil med en Skoldkage paa den.
Konen i den samme Gaard var født ad Midnat, og hun kunde se deher Folk. En Gang de havde Bryllup, red de en hel Skare igjennem Stuen, og ingen andre end Konen kunde se dem. De sparkede et Fad i Stykker, der stod under Bordet, og det grinnede hun ad. Saa blev Manden vred og gav hende en Lussing, han tyk te jo ikke, det var noget at grinne ad. Hun turde heller ikke fortælle, hvad det var af, men sagde, at det var Hunden, der gjorde det.
Maren Adamsdatter, Ellidshøj.
233. Portene i Varde skulde lukkes op om Morgenen og i om Aftenen, og der var ansat Betjente til at gjøre det i gammel Tid.
Niels Betjenter han hører en Nat, at der kom nogle Vogne kjørende, og saa staar han op og hører efter, hvem det var, og hvad det var. Da siger det:
"Det var Kongens Søn af Isbjærg, der skulde om og have Kongens Datter af Nøggelbjærg.
Han lukkede saa op, og de kjørte saa igjennem. Nøggelbjærg er i Næsborg, og Isbjærg lige nord for Varde.
Hans Kursmed, Sneum.
234. Dun-Lavst i Sønderholmfortæller, at han en Gang gik fra Restrup Enge og til Sønderholm ad den Sti, som fører om ved Troldkirke. Da kom der en Nisse omme fra den anden Side af Højen, og han var i en lang sort Kjole og med en Bog under Armen og gik ind i et Hul i Højen. Han var af Størrelse som et toaars Barn. Saa gik Lavst hen og saa ind ad Hullet, og da kunde han se ind i en Stue, og paa en Skammel sad der et Par smaa Folk.
Det var nok deres Præst, ham med den sorte Kjole, og han gik hen foran dem og slog Bogen op og gav sig til at læse, men Lavst kunde ikke forstaa, hvad han sagde.
Men saa var der en af dem, der opdagede Lavst, som sad der oppe i Hullet og kikkede ned, og de saa nu efter ham allesammen. Saa lukkede Højen sig for ham, og han gik videre.
Ollerup Højskole. Kristen Tingholm, Sønderholm.
235. Brudgommen kom fra Torhøj oppe i Skamby, og Bruden kom fra Karshøj. Hun hed Karen, og Brylluppet stod i hendes Hjem.
Brudetoget kjørte gjennem Mads Pedersens Gaard, hvor der var to Porte lige for hinanden. Der kom ligesom enster (en hel Masse) Nøgler trillende der igjennem. De spiste nede i Højen og dandsede oppe paa den.
Ane Marie Nielsdatter, Nørreby, Klinte.
236. Nord for Grindløse er en Bakkestrækning, som kaldes Grindløsebjærg. En Karl derfra skulde have en Bjærgpige fra Kareshøj, en lille Høj, som ligger nord for Nørreby. Brylluppet skulde staa i den sidste Høj, og Brudetogets Vej faldt gjennem en Gaard i Nørreby.
Hvert hundrede Aar skal deres Pagt fornyes, og saa kommer Toget igjen. De farer gjennem begge Gaardens Porte, og den skal have dem aabne hver Nytaarsnat, for ellers bliver den brændt af. De kan heller ingen Lænkehund have i den Gaard, for den Hund døer.
Nu er Gaarden bygget om, men ligger paa samme Plads, og Folkene maa altid være belavede paa Brudetoget, da de ikke véd, hvad Aar det kommer.
Lærer Nielsens Kone, Nørreby, Klinte.
237. Min Bedstefader gik en Morgenstund lige i Lysningen og vilde op paa Marken for at se efter nogle Kreaturer, og ved Siden af Vejen var der saadan en Banke. Da kommer der en bitte Dværg, der kunde forestille at være som en Dreng paa en 7—8 Aar, og han havde en rød Lue paa. Saa sagde han:
"Mæ bette Butte Bassel goer."
Min Bedstefader svarte ham saa:
"Ja saagu gaa!" og da sank det helt hen med det samme. Han havde ogsaa hørt, det havde givet et grumme stort Skrald i den samme Banke.
Mette Kirstine Olesdatter, Rav, Hellum.
238. Jeg havde været i Ferslevog besøge min Søster, og da jeg saa gik hjem, saa jeg oppe paa Maarbjærgs-Bakken ovre i Horns Herred to Koner og en Mand og et lille Barn. Det var lige i Mørkningen, og jeg sagde God-Aften; men da kunde jeg høre den ene Kone skrige saa underligt og tage fat i Barnet, og Manden slog efter mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde skynde mig at gaa. Han var i blaastribet Trøje og Vest, og Bugserne var mørke.
De samme Folk saa jeg en anden Gang ovre ved Blakke Mølle, men det var ved den samme Vej. Jeg gik med en Muffe, og han lod da Hænderne gaa om hinanden og gjorde Tegn til, at han vilde have Muffen. Men jeg var jo bange for, at han skulde forhegse ham, hvis han fik ham, og jeg gik saa videre.
Den ene Kone gik og rokkede saa sært og saa daarligt, og jeg kunde kjende, det var de samme Folk. De gik ogsaa over efter en anden Bakke.
Da jeg siden fortalte min Onkel det, saa sagde han:
"Naa, du har og saa set det Troldtøj, som vor Nabokone har fortalt om."
Min Onkel boede der nede ved Rendbæk.
Folk fortalte ellers, at de gik til Besøg til hinanden i de Bakker. Min Søsters Mands Broder tjente der ovre, og han skulde en mørk Aften hjem til sine Forældre, der boede i Ferslev. Saa ser han et Menneske gaa foran sig. Han skynder sig da at løbe for at naa den og faa Følgeskab.
"Hør, bi lidt, lad os følges ad!" raaber han, "jeg skal til Ferslev, hvor skal du hen?"
Saa siger han: "Jeg skal hen i den Bakke (saa nævnede han Bakken) til vor Præst, for vi skal have vort Barn i Kirke i Morgen."
Saa blev Lars Peter bange og rendte lige saa stærkt han kunde.
Kirsten Olesen, Ovrø, Peder Jensens Kone.
239. Flere Gange har Folk i Giver mødt Bjærgfolk. En Mand mødte en af dem en Aften og spurgte ham, hvem han var. Han fik den Besked:
"De ær Skjælbuund, a vild nier å ha Åtte mæ mæ, vi sku te Sobjærre, dær æ Bassel i Awten."
Skjelhøj ligger i Skivum Hede syd for Byen, og Ottebankener i Skivum Bakker norden for. Men hvor Sobjærger, vides ikke.
Søren Andersen, Giver.
240. Der var to Høje, som laa et Stykke fra hinanden, den ene hed Boel, og den anden hed Bas. Min Fader vidste, hvor de var, og han fortalte om dem.
Saa var der en Pige, som blev helt henne, og der gik mange Aar hen. En Dag kom der én om ved hende, han kjendte hende, og hun kom rendende saa stærkt. Saa sagde han:
"God Dag, Boel, du har saa travlt, bliv og snak lidt med mig." -
"A har ikke Stunder," siger hun, "a kommer fra Boel og skal til Bas og rede en Barselseng."
Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.
241. Som Barn saa jeg 4 Mænd komme bærende med en Ligkiste og forsvinde i en af de Høje, der hed æ Knalter og ligger imellem Klinting og Tebelgaard i Henne. A har tit hørt det smække i Højene her omkring, og det var, ligesom det smækkede Kister i.
Kristen Daugaard, Balslundhus, Faaborg.
J. P. Møller, S. 29: Underjordsfolk holder Dands paa Baggaard.
Samme, S. 37: De underjordiske holder Bal imellem Rønne og Nykirke
