Bjergfolks kul, sten og skarnbasser

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 121

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Bjærgfolks kul, sten og skarnbasser


448. Paa Østerby Mark havde en Vogterdreng lagt sin Trøje ved en Stenrøse, mens han gik og passede Kreaturerne. Saa kom der en gammel Kjælling til ham og sagde:
   "Tag dit fra mit, saa vil jeg give dig en Lue fuld!"
   Drengen opfyldte Kjællingens Ønske, og hun gav ham en Luefuld af, hvad der for Drengen saa ud som Trækul. Men da han kom hjem med dem, var det skinnende Sølvpenge.
Østerby. Mikkel Sørensen.


449. En dag, da Solen skinnede klart, havde de Underjordiske i Bishøj deres Penge ude at vejres. En Mand kom gaaende forbi Højen og saa, at der laa en hel Del Kul der. Han samlede et Stykke op og tog det med sig Hjem, hvor det vidste sig at være en 24 Skilling. De Underjordiske havde altsaa brugt det Fif at omdanne deres Penge til Kul, saa Folk ikke skulde tage dem.
Samsø. Mikkel Sørensen.


450. Lige syd for Erritsø Kirke ligger Aalhøj, og der var Trolde i, som gik ind i min Fødegaard, Hovgaard, naar de skulde til at bage, og laante Skydsel og Rage. Naar de havde bagt, kom de med Kullene og lagde i Skorstenen hjemme, og saa blev de til Guldmønter.
   Men da der kom en Klokke i Kirken, kunde de ikke taale at høre den Ringen og rejste fra Højen.
Peder Hovgaard, Ydby.


451. Paa Uglbølle Mark laa Bavnhøj, der slog det Lister i Laase inde, og somme Tider havde Bjærgfolkene Kul ude at vejre. Der sad en bitte Dreng med rød Lue paa Hovedet og passede paa dem. Naar der havde kommet Egstaal imellem de Kul, var det blevet til Penge.
Rasmus Hornbæk, Bendstrup.


452. Forhen brugte de at have Hjorde over Kreaturet hvert Foraar og Efteraar. Mens min Oldemoder var saadan en Tøs, skulde hun ogsaa være Hjorde, og saa skulde hun møde ved den ene Side, og hendes Broder ved den anden.
   Der var en stor Høj ude paa Halling Hede vesten for Byen, der kaldtes Troldhøj, og hver Gang hun kom der, var der saadan meget Legetøj. Saa laa hun der og legte, og en Dag havde hun faaet fat i saadan en pæneste rund Sten. Men i det samme skulde hun hen og møde, og Stenen put hun i hendes Lomme. Saa da hun nu rendte, kom der én i Land af Højen med et langt Haar og raabte:
   "Kirsten, Kirsten, bi lidt, lille Kirsten."
   Da Broderen nu ser det Kvindfolk, spurgte han, om hun ikke havde noget i hendes Lomme, for han var jo klogere. Saa kommer hun i Tanker om Stenen og griber den og smider op paa Højen igjen, og saa var der ingen Ting i Vejen.
   Min Oldemor sagde ogsaa, at hun tit havde set baade Guld og Sølv hængt ud til Vejren paa Højen, hun forsikrede for, at det var ret, te det glittede, og der maatte være meget gjemt i den Høj.
Peder Jonsen, Torsager.


453. Min Moder fortalte efter hendes Mormoder, at hun en Aften gik hen ad Vejen efter Bunken i Saltum, og da saa hun en Tue ude i Kjæret, der var belagt med ene klare Perler. Dem gik hun hen og tog nogle og puttede i Lommen. Da hun kom hjem, sagde hun til Børnene:
   "Nu skal I komme hen til mig, her har a fundet saadan nogle skjønne Perler til jer."
   Men da hun nu tog dem op, var det blevet til Kobberskillinger. Nu fortrød hun, at hun ikke havde taget nogle flere af dem.
Ida Thomsen, Vedsted.


454. Lige før Jul passerede noget mærkeligt for en Karl, der tjente i Lyngholm. Han var en Aften gaaet en Tur ned til Hedegaard i Hvidbjærg, og det var saa inderligt godt lyst Maaneskinsvejr, og han kunde se alting. Da han kommer saa til den Høj, der ligger paa Marken norden for Vejen, og gaar forbi, da er den lige saa overbelagt med levende Tørvebasser. Han staar og ser paa det, og saa tænker han ved sig selv:
   "Her ved Juletider, og der er Tørvebasser, det er der ingen, der vil tro, naar a kommer hjem og fortæller det."
   Men saa til en sikkerhed saa tog han to af dem og put i hans Trøjelomme for at vise Folkene, naar han kom hjem, at det var sandfærdigt.
   Han kommer saa hjem og siger til Folkene:
   "Vi har Foraar, Tørvebasserne er komne."
   De vilde naturligvis ikke tro ham, men saa vilde han række ned i hans Lomme. Men hvad skjer? i Stedet for Tørvebasser fandt han to Guldmønter. Højfolkene havde jo haft deres Penge ude paa Bjærget.
Mads Grøntoft, Bedsted.

Samme Fortæller har ogsaa meddelt mig Tildragelsen paa en lidt anden Maade.


455. Den gamle Søren Jessen boede i Lyngholm. Han havde mange Folk og der iblandt to karle. Saa en Løverdag Aften mellem Jul og Nytaar saa spørger de ham om de maatte ikke gaa ad By.
   "Kommer I i Aften igjen?" siger han.
   "Ja," siger den ene Karl, "æ skal nok komme til Sengeaften," men den anden Karl han siger:
   "Æ vilde gjærne blive henne i Morgen ogsaa, for æ har langt hjem."
   Ja, det var godt, det maatte han ogsaa.
   Saa gaar de begge to. Men ham, der havde nær til Hjemmet, den gang han nu gaar tilbage saadan ud paa Aftenen, og der var klar Sky med Fuldmaane og lidt Sne paa Jorden, den Gang han gaar nu om ved den Høj vesten for Lyngholm, og han kommer lige til Højen, saa ser han, te den er fuldstændig belagt med Tørvebasser, og det ogsaa overalt. Han staar og ser paa dem en bitte Krumme, og saa siger han til sig selv:
   "Kommer æ hjem og fortæller det om de Tørvebasser ved denher Tid, saa tror de, det er Løgn," og han tager saa to af dem og tager hans Lommetørklæde af hans Lomme og svøber dem i og saa Klædet ovenpaa, saa de skulde ikke krybe af og saa put han det hele i Lommen igjen.
   Han kommer saa hjem, og saa siger han:
   "I vil ikke tro, det er Foraar."
   "Ja, med en knagende Frost og Sne paa Jorden," siger en, "det er et gjævt Foraar."
   "Ja, Tørvebasserne er da komne."
   Det var morsomt at se dem, siger de.
   Saa tog han ned i Lommen, og da er det to Guldmønter, han har i Lommetørklædet.
   "Ja, den Høj er det bedst I holder jer fra – a baade Nætter og Dage," siger saa Søren Jessen, "det er bedst for jer. De to skillinger er taget i en god Hensigt, og saa kan du beholde dem, men du skal ikke tage flere."
   Saa gik han med det, men hvor Mønterne blev af, det véd æ ikke. Den Aften havde jo Bjærgfolkene haft deres Penge ude i Maaneskin.
Mads Kristensen Grøntoft, Bedsted.


456. Det var en Aften, en mand fra Vester-Hornstrup i Jelling han gik op til Jelling, og da saa han en Mand, der sad oppe paa en Høj, han havde saadan en rar kjøn Træske. Saa gik han hen til Manden og fik den. Den gang han kom saa op til Jelling til Jørgen Møllers Tipoldefar, saa var den bleven til Sølv. Han tænkte nu:
   "Naar a kommer tilbage, saa vil a have nogle flere." Men saa var Manden der ikke.
O. Chr. Boye.