Bonden paa Gnupar
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Bonden paa Gnupar
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
En Bonde paa Gnupar i Thingø Syssel drømte engang, at der kom en Kvinde til ham og klagede over, at hans Børn kastede Stene ned i en Indsø der i Nærheden og derved bortskræmmede Forellerne, som hun skulde leve af. Bonden brød sig ikke om hendes Klage, og syntes ikke, at der var nogen Nødvendighed for, alvorligt at forbyde Børnene deres Spilopper; derfor bleve de ved med at kaste Stene i Vandet, som de før havde gjort. Da kom den samme Kvinde anden Gang isøvne til Bonden og truede ham med sin Hevn.
Vinteren efter skete det en Kveld, at alle Vinduerne paa Gaarden bleve brækkede itu. Bonden foer ud for at see, hvem der havde spillet ham denne Streg; men han saae Ingen, og heller ikke bar den nyfaldne Snee Spor hverken af Mennesker eller Dyr.
En anden Gang blev Lyset, der stod paa Bordet, slukket ligesom af en Menneskehaand, uden at man dog fik Øie paa noget Menneske. En Pige gik ud i Kjøkkenet for at tænde Lyset igjen, men hun kunde ikke faae Ilden til at blusse op paa Ildstedet. Tre Gange forsøgte hun at tænde og alle tre Gange blev Lyset øieblikkeligt slukket for hende; endelig kom Bonden da selv derud, og ham lykkedes det at faae tændt Lyset efter megen Møie.
Engang blev et Par tunge og tykke Sko af en usynlig Haand kastet midt i Panden paa Bonden; han blev vred og kastede Skoene tilbage i den Retning, hvor de kom fra; men saa bleve de med dobbelt Fart slyngede ham tilbage i Ansigtet igjen.
Tilsidst bleve da Folkene saa uhyggeligt tilmode over disse Hjemsøgelser, at Bonden med Alt, hvad der tilhørte ham, flyttede bort fra Gaarden, der fra den Tid af ikke mere blev beboet.
