Brændte ellekoner

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 26

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Brændte ellekoner


91. En Mand sad og passede hans Mile og sad i det samme og syede paa et Par gamle Bugsér. Saa kom en Ellekjælling ved den anden Side og tog Skjørterne op og vilde varme sig. Da tog han en Skovlfuld Emmer og smed ind imellem Benene paa hende. Saa raabte hun:
   "Lille-Maren, kom og hjælp Store-Karen, Koflippen(1) er allerede opbrændt."
   Saa blev Manden bange og løb hjemad.
   Da raabte de alle sammen efter ham:
   "Pe Linke, Pe Lanke, bi og tag dine Bugsér med."
   Om Morgenen var de revne i ene Stumper, og Milen var splittet ad. Den indeholdt endda mange Tønder Kul.
Brandstrup.

(1) Skal naturligvis være: K...flippen. Navnet er uanstændigt.


92. En Mand sad oppe østen for Byen i en Lavning og brændte Miler. Der var Ellefolk paa det Strøg, og saa kom der en Kone og satte sig ved Milen og samlede hendes Klæder op for at varme sig. Saa tog han en Pind og jog til hende. Hun blev gal og raabte nu en hel Del andre Ellefolk til sig for at hjælpe hende. Manden blev ræd og sprang hjem ad, og Ellekjællingen bag efter, og hun kom ham saa nær, at hun rykte Hælene af hans Træsko, lige idet han slap ind i hans Hus.
Kirsten Marie Sørensdatter, Lemming.


93. En Gang blev Folkene omkring Nordrup Skov saa forbitrede paa Ellefolkene, at de stak Ild paa Skoven for at udrydde Ellekongen og al hans Yngel. Da Skoven begyndte at brænde, kunde de høre en Ellekvinde, der løb ind i Skoven og raabte:
   "Højmand i Bøgeskov, Sliren brænder!"
   Og inde fra Skoven svarer det:
   "Jeg sidder paa en Stumpe og stopper mine Strømper, nu kommer jeg!"
   Strags slukkedes Ilden, uden at Bymændene kunde se, hvordan det gik til.
Md. Larsen, Nordrup. J. Kamp.


94. Min Fader havde en Mølle, der laa inde i en Skov tæt ved en Sø. Saa var der et Kammer, hvor Møllersvenden laa om Natten og hvilte sig, og der var et stort Ildsted, hvor der brændte Ild bestandig, for de havde Træ nok.
   Da kom en Ellepige ind til ham for at varme sig. Hun saa pæn nok ud for til, men var hul bag til. Nu laa han i Klæderne, og saa sprang han op og greb en Brand, som han jog bag til hende. Hun vidste ikke andet, end det var hendes egen Skyld, at hun havde brændt sig, og saa løb hun ud i Skoven til de andre Ellefolk og raabte, at hun var kommen for nær til Ilden og havde brændt sig. De svarede hende ogsaa, Møllersvenden hørte det nok.
Peder Lavrids Jakobsens Kone, Hørret Skov.


95. I ældre Tid skar de Tørv og brændte til Kul i Miler, og saa solgte de Kullene til Smedene omkring i Landet. Det var nu en Indtægt for Egnen her. Men Kulmilen skulde jo passes, naar der var stukket Ild i den.
   En Nat sad saa en Karl ved en Mile her nede i Langemose og tænkte ikke paa noget, og da stod der med et en rigtig smuk Pige forved ham. Han blev helt hentagen af hendes Skjønhed, og da hun saa kom helt nær hen til ham, greb han en Glød fra Milen og kylte efter hende. Hun blev nu bange og raabte:
   "Elldreng, du røø Dreng, Ellpig' bliver opbrænd!"
   Dermed forsvandt hun, men han blev glad, for nu kunde han forstaa, at det var en Ellepige, der havde villet forføre ham.
Svend Peter Jensen, Vole.


96. Bæsterne gik løse om Efteraaret i forrige Tider, men man maatte passe, at de ikke gik paa Kalbygaards Mark.
   De Folk, der laa og skulde passe paa dem, var fra Soning. Da de kom ned i Krattet, var der et Baal der nede, og der sad Koner og Børn runden om det Baal for at varme dem. Saa vilde Folkene hen at se til det. Da var der en Kjælling, der sad lige ud for Ilden og skrævede saa meget stærkt. Den ene af Karlene tog nu en Brand og jog op imeld hendes Laar. Men saa gav hun sig til at skrige og brøle:
   "Bøø-Dreng og Elledreng, min K..si er opbrænd."
   Saa med et kom der saa mange af deher Ellefolk ud fra Skoven, og de snappede hver en Brand og løb efter begge Karlene. Men de jog til at snappe hver et Bæst og satte sig paa Ryggen af, og saa red de lige saa stærkt, som Bæsterne kunde fløvspringe, ad Sorring til. Ellefolkene hver med en Brand efter dem og kunde godt følge dem. Saadan red de, til de kom til Byen, der slog Ellefolkene Brandene efter dem, lige til de fløj om deres Ører, og saa foer de tilbage igjen. Da var Karlene reddede.
   Saadan har Jens Yde fortalt, og han kunde navngive Karlene og bandte paa, at det var sandt.
Niels Kristiansen, Vole.


97. Der var en Mand, som laa og brændte Mile der nede ved Pies Tønde, og som han nu laa og brændte Milen om Natten, kom der et Fruentimmer til ham, og hun samler Skjørterne op og skræver saadan imod ham og siger:
   "Kjender du Ku.flirpen?"
   Han svarer og siger:
   "Kjender du Brandstikken?" og saa hugger han dermed en Brand ind imellem Benene af hende.
   Nu springer hun op i Skoven og raaber:
   "Rød'-Dreng og All-Dreng! Russikus er opbrænd!"
   Dermed saa kom baade Rød'-Dreng og All-Dreng, og saa strøg de ind i Skoven. Manden lod dem løbe og blev ved hans Mile, og siden saa han ikke noget til dem.
   Han sagde siden, at hun var ligesom et Drøftetrug bag paa.
Søren Hansen, Haarup.


98. Der var Ellefolk oppe i Jons Eller paa Jongyde Mark. Jesper Hjorde laa og brændte Mile der oppe, og saa kommer der en Ellekjælling, og hun sad og skrævede over Ilden og sagde: "Skuriskrip, skuriskrip!" -
   "Ja, a skal missel skuriskrip dig!" sagde han, og saa jagede han en tændt Brand op imellem hendes Ben. Saa raabte hun: "Lille røø Elldreng, lille røø Elldreng! Russikus er opbrændt." Saa kom der saa mange Ellefolk, og saa maatte Jesper til at hjem. Om Morgenen var der ikke et Kul ved et andet, da han kom derop.
Jens Smed, Jongyde.


99. Det var i Skovegnen, og de brændte Mile om Natten. Saa var det nu en Karl, han skulde vaage tillige med en anden Knægt omtrent paa hans Alder, og da kom der en gammel Kone hen paa Natten og gav sig til at pirre op i Milen og sagde:
   "Pir mig den, pir mig den!"
   Den anden tager da Ordet og siger:
   "Ja, a skal," som han kunde bande, "pirre dig", og saa tog han en Brand og jog op under hendes Skjørter. Saa faret hun op ad Luften, og saa raabte hun og skreg:
   "Røødreng og All-Dreng, Rus-i-kus er brændt op!"
   Da Drengene hørte det, blev de saa bange, at de rendte fra Mile og det hele, og da de kom der ud om Morgenen efter, var der ikke en Brand ved den anden, saadan var det split ad.
Mads Hansens Enke, Sterregaard.


100. Jens Knob i Ry var en Gang ude at brænde Mile. Som han nu sad om Aftenen ved hans Ild, kom to Ellekjællinger, og de stillede dem an forved Ilden og samlede op og skrævede for at varme dem.
   Saa blev han bange, men han havde en Kammerat med sig, der ikke var bange, og han tager en Brand og stikker op efter hende. Saa raaber hun: "Røø Dreng og Elldreng - - !"
   De blev saa bange, at de løb deres Vej, men om Morgenen var Milen split ad over hele Skoven.
Jens Jakobsen, N.-Vissing.