Brudeskarer
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 468
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
284. Der gaar Varsel for alle Slags Gilder. Man har hørt Knivene og Gaflerne rasle, som om de blev pudsede, Dugene har vendt sig i Skuffen o. s. v.
Da Christian den Ottende var død, og en gammel Kone hørte det, udbrød hun: "jøsse Kors, a hår nåk tændt, te a sku høør såen nåt, får æ Dug hår væend sæ i mi Skof."
Holger Rørdam.
285. Niels Svensk i Skivum kom imod en Brudeskare en Aften, han gik hjem ad. Den kom lige ud af Gaarden, da han gik forbi, og kort efter havde ogsaa Datteren der Bryllup.
Hans Tyrrestrups Kone, Gjøtrup.
286. En Mand her i Byen var inde i en Gaard her vesten for, og da han gik hjem, kom han imod en hel Del Pusleri, der tog ham; med op til Kirken, og han kom ind i Kirken i en Stol lige med de andre. Han kunde kjende alle Folkene, men der var én, han ikke kunde kjende. Han, beregnede, at det var ham selv. Han saa', at de! ofrede, og saa', hvordan det hele gik til, og saa kunde han fortælle i Forvejen om, hvordan det skulde gaa til ved et Bryllup, han siden kom med til, og det passede godt nok. Det var hér i Byen/det stod.
Ane Dorothea Petersdatter, Lundø.
287. I Vejstrup skulde der være Bryllup. Brudens Søster saa' en hel Del Vogne komme svingende ind i Gaarden, og sprang ud, for at se efter dem, men der var da ingen. Kort efter saa' hun, det samme Syn ved selve Brylluppet.
Povl Jørgensen, Stens.
288. En Gang vilde min Fader kjøre æd By sildigdags om Aftenen. Saa hører han ligesom en Række Vogne komme kjørende. Han holder ud paa Siden af Vejen og kunde ikke faa Hestene frem, de pustede og stønnede. Den ene Vogn gled forbi ham efter den anden, og alle var de fulde af Folk. Da den sidste Vogn var kommen forbi, satte Hestene af Sted. Det var en Brudeskare, mente han, for et af de første Bryllupstog, der kom efter den Tid, kom netop den' Vej. Det var paa Vejen fra Vile ned efter Landevejen, til Sallingsund.
Kristen Strandgaard, Vile.
289. A et født til Juleaften og kan se noget. En i Aften var a ude at besøge en Moster, der boede uden for Skjørring og saa gik a hjem om Aftenen Kl. 9. A skulde jo over Skjørring Bro, og i det, samme kom en Træskokarl, der boede tæt ved, gaaende og fulgtes med mig. Nu saa' a en hel stor Brudeskare kjørende hen ad Aaen; og kjøre ind under Broen. Det skraldrede i Vognene, og det dundrede under Broen, men kom ikke ud igjen paa den anden Side. Træskokarlen kunde ingen Ting se.
Fjorten Dage efter havde han Bryllup med hans Husholderske.
Maren Sørensdatter, Egaa.
290. Der var en gammel Kone, der hed Maren Pederster, hun gik omkring og kartede for Folk. Saa var hun ogsaa hos os at karte og fik en Kande Mælk og lidt, Gryn i Betaling. Hun gik da hjem ved Midnatstid. Nu gik Vejen, hun skulde med, lige gjennem Grurup Kirkegaard, og da hun saa kommer midt i Gaarden, saa vælter hun om med hele Redeligheden. Hun stod ellers godt paa Benene og sagde siden, at hun havde aldrig saadan faldt i hendes Dage.
Da hun kom igjen til os, fortalte hun, hvordan det var gaaet.
"Var det saa en Ligskare, du kom imod?" sagde vi til hende.
"Nej, det var en Brude skare, for Ligskarer kommer ikke saa hastig."
Grurup i Ty. Lærer Henriksen,. Vandtore.
291. Da a var en 14 Aars Dreng, tjente a i Hindsig i Horne Sogn. Saa skulde å hver Aften lukke Dørene og Lugerne, for det den Karl, der havde tjent der Aaret før, han vilde gaa derind om Natten for at stjæle. En Aften det var klart Maaneskinsvejr; gaar a ind i Loen for at gjøre, som a plejede. Dørene stod aabne, men saa var det mig umuligt at komme frem, for der var noget, der mødte mig. A kravlede rundt om ved Siderne og kunde ikke en Gang finde Døren. Men lige paa én Gang var a midt paa Gulvet, og saa kunde a gaa ud. A gik nu ind og fortalte, hvad der var hændt mig, men de lo ad mig allesammen. A troede jo, det skulde betyde noget, og et Fjerding-aar efter var der Bryllup i Gaarden. Da a saa skulde ind i Loen efter Hynderne til Agestolene, da var Loen fuld af fremmede Kvindfolk, saa a kunde ikke komme frem, og det var for mig akkurat som den Aften for et Fjerdingaar siden.
Fortalt af V. Tb. Pedersen, Heager, Øse. Niels Peter Kristensen, Heager.
292. Paa Vesterris, hvor jeg tjente som Barnepige, vaagnede jeg en Morgen meget tidlig Klokken 4 og hørte en Mængde Vogne kjørende ad Vejen lige uden for mit Kammervindue, og jeg kunde ogsaa høre Musik. Kirkevejen til Testrup Kirke gik nemlig gjennem Gaarden. Jeg saa' baade sorte og hvide Heste og Folkene paa Vognene og troede, det var virkeligt. Samme Eftermiddag skulde Datteren paa Kastrupgaard have Bryllup, men hendes Forældre var saa meget imod det, og derfor skulde det være Stuebryllup. Op om Formiddagen kom hendes Broder og vilde være hos os.
"Vi har haft Uro nok for det Bryllup," sagde jeg, "for jeg har hørt Musikken og Vogne komme kjørende, og Staldkarlen, der var oppe at skjære Hakkelse, hørte det ogsaa. De vil vel til Bryllup."
- "Nej, jeg vil blive her," sagde han.
Md. Gregersen, Brorstrup.
293. Vor Søn Peter var taget hen til sin Bedstefader i Lydersholm for at hjælpe ham med Arbejdet. Saa kom han en Gang hjem til Daler i Besøg, og da fortalte han, at han den sidste Nat, lav han laa i hans Seng i Kammeret paa Loftet og endnu ikke var falden i Søvn, pludselig havde hørt Lyd af en hel Del Folk, der færdedes ude paa Gaardspladsen, og saa trampede ind i Overstuen (Salen, den Stue, vi sidder her og spiser i), og der var saadant Mylder og en hel Flok Mennesker under ham. Med ét gav de sig til at synge, og saa puttede han sig ned i Sengen. Han hørte det hele saa tydelig, og Melodien tykte han ogsaa, han kjendte, men han kunde ikke komme i Tanker om, hvad det var for en én, og det var nu hverken en Vise eller en Salme. Vi sang saa forskjellige Viser og Salmer for ham, men det var ingen af dem. Saa tog han til Lydersholm igjen, og midt i Maj fik vi Brev fra ham, at vi skulde komme derhen, for han var bleven saa grov syg. Saa troede vi, han vilde dø, og at det var Varsel for det, han selv havde hørt og fortalt os om. Men saa snart vi kom, sagde han strags:
"Nu er det gaaet for sig, det æ hørte den Nat." Min gamle Bedstefader havde en Pige, der blev forlovet og pludselig skulde have Bryllup. Det stod saa her paa Gaarden, og der var jo en Del Folk samlede. Saa sang de ogsaa den Vise: "Det er saa yndigt at følges ad, og det var den, æ havde hørt. Æ laa her oppe i min Seng og hørte paa det, for æ var allerede syg den Gang."
1906. Karl Adsersen, Lydersholm.
294. A er fra Mosegaard i Assing, og den Gang a var en 10, 11 Aar, da skulde a ind og ligge for mig selv i et Kammer om Natten. A kom saa derind, og a hverken sov eller nogen Ting, og nu hørte a, der kom én derind med Sko paa og vilde ligesom af sine Klæder. Saa kom der flere derind, og a tykte, det blev lige saa fuldt af Folk, og de formelig gned deres Klæder op ad Sengestokken. A blev saa forskrækket og laa og svedte og var alvaad af Skræk og kunde jo ikke sove æ heleste Nat. En Tid efter blev der Bryllup i Gaarden, og den Seng, a laa i, den kom ud, og saa blev der sat en Dragkiste ind, te de havde Kringler i til Bojelet, for den Gang bagte de jo Kringler, og saa kom Opvarterne jo og tog af dem, og alle Bojelfolkene kom derind og hængte deres Tøj der, saa det var alle de Folk, a havde mærket.
Thomas Pedersen, Gullestrup.
295. Min Fader tjente for Dreng i Vissing. En Dag de sad og spiste til Middag, saa siger han:
"Hvad Stads skal her være? der holder 18 Vogne her ude i Gaarden."
Den gamle Rasmus Nedenskov, som han tjente, svarer og siger:
"Din tossede Dreng, kan du se noget?" for der var aldrig nogen af Gaardens Folk, der kunde se det, og de saa' jo endda ud ad Vinduerne, alt hvad de kunde. Men saa opgav han Hestenes Kulør:
"Der holder et Par graa, og der et Par brune o. s. v."
Det varede kun en kort Tid, da fik Rasmus's Datter Bryllup og kom hen og blev gift paa en Gaard, der hed Norup. Saa fik de at se, at det var sandt, hvad Drengen havde set.
Hans Rasmussen, Ring Mark.
296. A tjente i en Gaard paa Lunde Hede tæt ved Skive, og der boede en Mand, som havde to Døtre. Saa var der en anden Gaard Nabo til og de havde en Datter, der havde haft en Kjæreste i en segs, syv Aar. Hun hed Else; men saa kom der én, der hed Herman, han var fra Estvadgaards Mark, og han fik Snøgger paa hende og gik efter hende. Saa sidder mig og min Husbonds Døtre om Aftenen og snakker om, hvem hun skal have af de to, enten den gamle Kjæreste eller Herman. I det samme kommer Manden hjem fra Skive og hører paa vor Træde, og saa siger han:
"A kan godt skille den Træde ad, for hun skal nok faa Herman. A er en Aften kommen imod deres Brudeskare. Der var en Vogn med i Følget, a kjendte ikke, og det var vor egen, for en kan ikke kjende sin egen Befordring, men a kjendte jo Folkene paa Vognene. De kjørte til Kirke i Skive, og Brudeskaren kom i to Delinger, og saa var der to Svin, der fulgte dem til Kirken, de rendte paa Vejen ved Siden af Vognene, og Folkene kunde ikke faa dem drevet væk."
Det kom ogsaa til at passe, hvad Manden sagde. A kjørte netop vor Vogn, og fra Brudegaarden og til Landevejen var der en Ensporvej om forbi et Teglværk og saa op ad en Lerbanke. Da nogle af Vognene var komne op, gik Hammelstokken paa en Vogn i Stykker, og saa maatte de andre standse, for der maatte Bud tilbage til Gaarden og faa en anden Hammelstok. Spillemændene var paa det forreste Sæt Vogne. Svinene gik ude i den Tid, og vi kom forbi en Gaard, hvor to Galte gik udenfor. De kom saa til at følge med Vognene, og da der blev kjørt noget rask, saa skjennede de med og sagde: Øf, og blev ved med at følge Toget helt til Kirkegaardsdiget i Skive. Der er jo Markedspladsen og Bymandstoften uden for, og saa blev de der. Altsaa kom Mandens Syn til at passe, og det blev Herman, der blev Brudgommen.
Da vi sad og trædedes, vilde vi prøve at have Salmebogen til at gaa for hende. Det gaar saadan til, at der stiller sig to Personer med et Sold imellem sig, altsaa én ved hver sin Side af det, og holder i en Uldsags, der stikker ind med Spidserne i Stimmelen af Soldet; men Sagsen skal blot ligge paa et Par Fingre, saa den let kan bevæge sig. Nu begynder den ene af Personerne at nævne de to, som Soldet skal gaa for, og den anden nævner saa et andet Navn, nemlig paa den Karl, som han vil have, Pigen skal giftes med. Den, som Soldet saa drejer sig for, den er det.
21. Septbr. 1908. Tækkemand Jeppe Pedersen, Sønder-Felding, kaldet Røde-Jeppe, fordi han har rødt Haar og Skjæg (født 29de Oktbr. 1829)
297. En anden Gang skulde Niels Abildgaards Søn i Kongekjøren, og han skulde møde ved Sallingsund om Aftenen. I det han kjørte ud af Gaården og skulde til at dreje ind paa Sognevejen, der gaar lige forbi, sagde den gamle Mand:
"Hold, giv dig Stunder."
Men han kjørte alligevel med det samme. Saa tog Øgene Magten med ham, og han kunde lige blot holde dem i Vejen. Endelig fik han da Hold paa dem. Da han kom hjem igjen, fortalte han, hvordan Øgene nær havde taget Magten.
"Ja, du kunde have holdt en bitte Krumme."
- "Det tænkte a ikke ved," sagde Sønnen, "men hvad var der ved det?"
- "Der var saa meget Vrøvl fore dig, a kunde sagt se, du kunde ikke kjøre. A véd ikke, enten det var en Brudeskare eller en Ligskare, men saadan gaar det, naar du ikke gjør, hvad a beder dig."
Den kom af Øster, og han skulde lige imod den.
Else Marie Pedersdatter, Abildgaard i Navtrup.
