Brynhilds vise (Genfortælling af Brynhildar táttur)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif Faeroysk.gif


Brynhilds vise

Genfortælling ved
Anker Eli Petersen
© 2005.


Faroe stamp 320 Brynhild and Budli.jpg Faroe stamp 321 Grani Jumps the Firewall.jpg Faroe stamp 322 Brynhild Sigurd and the Rings.jpg Faroe stamp 323 Gudrun and Grani.jpg


Jeg har hørt en vise,
fra den grønne li,
det foregik i fjerne tider
på kong Buðles tid.

    Omkvad:
Grane bar guldet fra heden,
Sigurd svinger sværdet i vrede,
Sigurd vandt over ormen,
Grane bar guldet fra heden.


Lyse Buðle

Engang i forntiden herskede en konge ved navn Buðle, også kaldet Lyse Buðle. Kvadet fortæller hverken hvor eller hvornår Buðle levede, men han var både rig og mægtig, og så gavmild, at han delte sine rigdomme med alle sine hirdmænd. Landet han herskede over var en lang lund, eller skovland, som vi ville udtrykke det nu til dags.


Brynhild Buðledatter

Det specielle med Buðle var dog hverken hans rigdom eller vælde, men snarere det faktum, at han havde en ubeskrivelig smuk datter.
    Over hele hans lange rige kendte man til Brynhild Buðledatter, og kvadets digter lægger ikke fingrene imellem da han beskriver hendes skønhed. Hun sad der i sit sæde på Hildarfjeldet og kæmmede sit silkefine hår, som havde en lød af guld. Hendes øjenbryn var gyldne og hendes arme strålede så kraftigt, at det var som at se på ild. Digteren citerer også det gamle fornkvad "Bragdar táttur", hvori det påstås, at Brynhild var så lys og blændende, at hendes skygge faldt på selve lyset.


Den bejlersky prinsesse

Som man kunne forvente, flokkedes bejlerne om den smukke pige. Fra alle verdenshjørner strømmede prinser og jarlssønner til Buðles borg for at fri til hende, men Brynhild var bejlersky, og afviste konsekvent alle forsøg på tilnærmelser.
    Kong Buðle undrede sig over, hvorfor hans datter ikke ville have noget med de unge mænd at gøre. Han opsøgte hende på højloftet og spurgte, hvorfor hun bragte ham i fare ved konstant at afvise ethvert forsøg på frieri.
    Brynhild bad sin far holde op med at sige sådan noget. Årsagen til hendes tilbageholdenhed var simpelthen den, at den mand som sømmede sig hende, endnu ikke var ankommen. Hun fortalte videre, at hendes hu stod til en ung mand i landene østenfor, som kaldtes Sigurd, søn af Sigmund og den unge Hjørdís.
    Buðle syntes at det var ganske ejendommeligt, at hans datter kunne være forelsket i en mand, som hun aldrig havde set.
    Brynhild svarede, at det var Nornerne som havde lagt denne attrå i hendes bryst. I hele ni år havde hun været forelsket i Sigurd, selv om hun aldrig havde set ham med sine egne øjne.
    Det tænkte Buðle så over, mens han sippede til den klare mjød, og spurgte så datteren, hvad der var så specielt med denne Sigurd, at hun foretrak ham fremfor andre mænd.
    "Det der gør Sigurd så speciel," svarede Brynhild, "er at han kan fælde hundrede hedninge på en gang. Hans saddel og brynje skinner som det reneste guld. Jeg har også hørt om hans mod og snuhed, da han fældede den mægtige Frænar-orm ude på Glitraheden. Da Sigurd fældede ormen, vandt han så megen rigdom, at ingen mand i Hunelandene kan regnes som hans lige."
    Buðle spørger så datteren, hvad de kan gøre for at lokke denne mægtige mand fra sine lande.
    Men det havde Brynhild tænkt på. Han skulle bygge en sal til hende oppe på den øde hede. I denne sal skulle hendes gyldne stol opstilles, og hele vejen rundt om salen, skulle man få to dværge til at bruge deres runekunster og anlægge en truende og farlig mur af ild. Ilden skulle brænde så højt, at ingen andre end Sigurd ville turde springe over den.
    Buðle fulgte datterens råd. Han byggede en sal på Hildarhøjen, og omkring den fik han dværgene til at anlægge en farlig ildmur med deres runer.


Brynhild går til højen

Tidlig om morgenen farver solen bjergene røde, og endnu engang flokkes højbårne unge mænd i Buðles borg. Brynhild sidder som sædvanlig i sin stol, og hendes øjenbryn glimter som guld.
    Da kommer Buðle igen ind i salen og fortæller hende, at nu er selveste kong Gunnar fra Júkagård ankommen. Han læner sig ind over bordet, og beordrer Brynhild at acceptere Gunnars frieri.
    Brynhild lod som ingenting. Da hun rejste sig, skinnede hun som det røde guld, og uden at svare faderen, forlader hun Buðles borg, og haster op på Hildarhøjen.
    Ude på de grønne enge tørnede Grímur og Høgne Júkesøn sammen. De sloges med skarpe svørd, så voldsomt, at Buðles borg skælvede, og tjenestepigerne i Hildarsalen for sammen af forskrækkelse.
    Beskyttet af ildmuren, satte Brynhild sig i sin stol. Hun smilede bag sit linned og tænkte, at den som turde springe over ilden skulle være hendes. Så begyndte hun at drage Sigurd til sig fra landene i øst - desværre til sin egen ulykke og undergang.
    Og der i jomfrusalen forlader vi Brynhild for en stund. I kvadet bliver der sagt:

Brynhild sidder i gylden stol,
hun den smukke mø,
drager Sigurd fra andre lande,
til egen sorg og død.


Sigurds drøm

I de østlige lande, vågner Sigurd fra et frygteligt mareridt. Han drømte, at han sad på Granes ryg, hyllet i røde flammer, mens blodet løb i stride strømme foran dem. Han drev hesten så hårdt frem, at linden brast, så han tabte både guld og sit tunge bælte, mens hans gode sværd hamrede mod gyldne hjelme.
    Sigurd tager tøjet på og går ned i haven for at tænke. Der nede sidder Íðgurnar, en slags mytiske fugle, på træernes grene, og de fortæller ham, at den smukke, men bejlersky Brynhild Buðledatter brændende ønsker at møde ham.


Sigurd rider ud

Da Sigurd hører om Brynhild, får han pludselig travlt. Han beordrer sin stalddreng, Víggrim Gunnarson, at sadle Grane. Hesten bliver hentet fra stalden og ledt ud under hallens væg, belagt med et skarlagenrødt dække, som rækker helt ned over siderne, ned til hovskægget. Sigurd drager guldberedte handsker på hænderne, stiger op på hesten og rider så ud for at finde Brynhild.
    Grane springer lige så let over klipper som på flade enge, og mens de rider frem, rasler de gyldne ringe. Sigurd har bragt tolv guldringe, samt den store dronningering med sig, og således udstyret, rider han til kong Buðles land.


Sigurd og Grimhild

På vejen til Brynhild, rider Sigurd så lavt nede, at han passerer Jukegården. Foran ham, på vejen, står Jukegårdens husfrue Grimhild med flere mænd. Hun har aldrig set en så smuk mand på hesteryg før, og idet at Sigurd skal passere dem, griber hun Granes tømme og tvinger den til at stoppe. Sigurd bliver forbavset og siger, at han aldrig havde været ude for nogen kvinde, som var i stand til at standse hans stolte ganger.
    Grimhild beder Sigurd om at afbryde sin færd og tale med sig. Hun fortæller ham, at hun har en meget smuk datter, som hellere end gerne ville være hans. Men, Sigurd vil ikke afbryde sin færd. Han er på vej til højen hvor ildmuren brænder, fordi at han vil se den smukke pige der.


Hildarhøjen og ildmuren

Det er stadig som ofte førhen,
friere rider at bejle,
ingen turde dog længere frem,
da ildmuren kom til syne.

Foran Hildarhøjen er mange unge mænd samlede. Standard-føreren gør opmærksom på at den, og kun den, som springer over ildmuren skal få den jomfru som sidder derinde.
    En af Jukesønnerne, Grímur Jukesøn, forbereder sig på et forsøg til at krydse ilden. Han rider over den grønne eng, men i det at hesten skal til at springe over, drejer han fra, og opgiver forsøget.


Sigurd krydser ildmuren

Så gør Sigurd sig rede til sit forsøg. Han proklamerer højt og tydeligt, at han bærer det mærke på sin skjold, som forudsætter at han skal klare springet.

Ingen kom til Brynhilds høj,
undtagen Sigurd snare,
sprang hen over røg og ild,
han og hesten Grane.

Grane foretager et mægtigt spring gennem ilden. De skoldhede flammer svider Sigurd over lænden, men ind kommer de. Helt inde ved højens døre, brager hovene i jorden, og Sigurd er på Hildarhøj, hvor ingen mand har sat sin fod.


Den sovende skønhed

Sigurd fatter sværdet og kløver højens dør i to dele. Han går ind, ser sig omkring og får øje på den smukke unge kvinde. Der ligger Brynhild og sover, fuldt påklædt, med brynje og fuld stridsmundering. Sigurd går over til hende, og med sit skarpe sværd sprætter han brynjen op.
    Som man kunne forvente, vågner Brynhild af denne barske afklædning. Hun sætter sig op i sengen, ser sig omkring og spørger hvem denne svend mon er, som sprættede hendes brynje med sit sværd.
    Sigurd præsenterer sig og fortæller at han er Sigurd, Sigmunds søn, og at det var dronning Hjørdís som satte ham i verden. Han er kommet fra andre lande for at besøge hende.
    Brynhild smiler for sig selv og ønsker ham velkommen helt fra andre lande. Hun spørger ham også hvem der havde vist ham vejen gennem røg og ildmuren, og Sigurd svarer, at det var "Íðgurnar" som havde fortalt ham om den smukke Brynhild Buðladóttir, som længtes efter at møde ham.
    Brynhild siger så, at Sigurd ikke skal forhaste sig. Hun beder ham om at gå til hendes faders gård for at anmode om hendes hånd.
    Men Sigurd svarer at hun aldrig har taget sin faders råd til sig. Hun har længtes efter at møde ham så længe, og han kan ikke se nødvendigheden af at gå til Buðle for at rådføre sig.

Fortsættes...