Carl Christian Rafn 1795-1864

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Christian Rafn (1795-1864)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen


Carl Christian Rafn 1795-1864


Uddrag af
Breve til og fra Carl Christian Rafn, med en Biographi
udgivet af Benedict Grøndal
København
1869


“Selv det mest bekjendte er fornødent”.
(N. M. Petersen. D. Lit. Hist. IV 492.)


Langt borte fra Civilisationens Tummel, i Bjergets ensomme Dybder er Guld og Ædelstenes Hjem: derfra hentes de for at funkle i Tidens foranderlige og forunderlige Strømme. Saaledes finde vi ogsaa, at store Mænd næsten aldrig fødes i de store Stæder eller midt i Verdens Larm, men deres Vugge har staaet afsides — vi see ikke deres Udvikling, før end de staae med et som en pragtfuld Trylleblomst midt i Livets Have. Ligesom Planten faaer Næring af sine Omgivelser, ligesom Dyrenes Farve svarer til den dem omgivende Natur: saaledes staae de fremragende Mænd ogsaa i et nøie aandeligt eller ideelt Forhold til det Land, som gav dem Livet — ja, dersom dette ikke kan iagttages, saa kan det dog ikke siges ikke at finde Sted, men det dølger sig i Livets hemmelighedsfulde Skyer; den sunde Fornuft siger os, at det nødvendig maa existere. Et Land yder sine Sønner aandelig Føde, dels igjennem Naturforholdene, dels ved Aanden selv, som den under mangfoldige legemlige Skikkelser har modtaget som Arv fra Fortiden og gjemt i sit Skjød, indtil Skæbnens hemmelighedsfulde Magt har modnet Tiden og sat den i Stand til at nyde og skatte denne Arv; og denne samme Magt lader da altid Mænd fremstaae, hvori den samler de forskjellige herhen hørende Kræfter, for igjen at udspredes over Landene i en renere Fylde. Omendskjøndt Fortidens Aander eller de saakaldte “Classikere” aldeles ikke vare blinde for deres Oldtid, og omendskjøndt vi fra meget senere Tider have “antiquitates” eller Værker om Oldtiden, saa var de daværende Forskeres Øie dog endnu ikke saa skærpet, eller Iagttagelsesevnen vaagnet til en saa klar Bevidsthed som nu. Og naar man fortæller om Opbevaringen af Fortidens Arv og Forklaringen af Menneskeslægtens forhistoriske Færd, saa føres Tanken altid til Danmark, Moderen til de Mænd, som have fastholdt og udtydet Oldtidens proteiske Aand. Der ere mange og store Lande, som i denne Henseende Intet af Betydenhed kunne opvise; men ligesom Danmark forholdsvis ikke alene har frembragt de fleste Oldforskere, saaledes har ogsaa fædrelandsk Oldtidsforskning herfra udbredt sig til andre Lande saavel i den gamle som i den nye Verden. Thi midt imellem Nordens isklædte Fjelde og brusende Strømme, ved Himmelbjerget, hvor Heimdal sidder og holder Vagt, ligge de skovrige Øer og Lande, som i Rigdom paa Oldtidsmindesmærker overgaae hele det øvrige Skandinavien. Ikke som om ingen Begivenheder havde fundet Sted andetsteds — Saga har havt travlt paa flere Steder end her — men det er Folkenes Tidsaldere og særlige Egenskaber, der betinge deres Minde og Forglemmelse. Nogle forsvinde uden at efterlade sig Spor, hvadenten de ere gaaede op i og faldne sammen med andre Folk, eller forsvundne paa en anden Maade, imedens andre have et eller andet Særegent ved sig, som vidner om deres Færd og frelser dem fra Forglemmelsen. De Mænd, som en høiere Magt har kaldt til at være Præster i Fortidens Helligdom, Vogtere og Fortolkere af Fædrenes Bedrift, de ere “Jordens Sønner” i Ordets høieste og ædleste Betydning.


Nordboernes Optræden paa Verdensskuepladsen begynder — selv de fjerneste Sagntider iberegnede — ikke førend Sydens kraftige Culturblomst var falmet. Men vor Oldtids Rust er derfor ikke mindre ædel end hvilke somhelst andre Folks — et Bevis paa, at Historiens poetiske Kraft og Betydning ikke bør skattes efter Aarhundreder. Nordens Sagntid seer fuldkommen ligesaa antik ud som Sydens. Naar Livets daglige Conflicter ere forstummede og glemte, naar Tidens Fiil har befriet de Skikkelser, som færdedes hernede, fra deres Ruhed, naar Nutiden er bleven til Fortid, saa hæves den op i Idealernes Sphære og bliver Poesi. Derfor er al Oldtidsvidenskab poetisk, hvadenten den er Sprogvidenskab eller Archæologi; ja, den kan endog kaldes en poetisk Acquisition, som det var den nyere Tid forbeholdt at erobre.


Opmærksomheden for Oldtidens Minder vaktes omtrent samtidig i Danmark og paa Island. Saxo og Snorre ere de første egentlige Videnskabsmænd, som gjorde Fædrelandets Oldtid til Gjenstand for deres Arbeider; i Fortalen til sin Danmarks-Historie optræder Saxo med en videnskabelig Bevidsthed, som er langt forud for hans Tidsalder; og Snorres Edda og Heimskringla maa ogsaa ansees for videnskabelige Værker. Skjøndt Valdemarernes krigssvangre Tid ifølge sin Natur maatte være alt andet end stemt for Videnskabens fredelige Sysler, saa interesserede man sig dog allerede dengang for gamle, over leverede Digtninger og Sagaer, og for andre Mindesmærker fra Oldtiden. Saxos Udtryk om Heltenes Bedrifter, “udhugne paa store Stene eller Klipper”, ere ikke lutter Drømme. Den senere saa bekjendte “Runeskrift” paa Runamo i Blekingen havde allerede i Valdemar den Førstes Tid vakt Opmærksomheden i den Grad, at Kongen sendte Mænd derhen for at undersøge den. Den islandske Digter og Grammatiker Olaf Hvideskjald stod i personligt Forhold til Valdemar Seier, og Kongen selv gav sin Skærv til det videnskabelige Arbeide, saaledes som Olaf selv beretter.


Neppe vil noget Land kunne fremvise en saa poetisk Indtræden i Selvbevidsthedens Stadium som Danmark. Vikingelivet var Folkets Ungdomsdrøm, som Absalon, Videnskabens Fryd og Vendernes Frygt, sluttede med et klangfuldt Finale — efter nogen Overgangstid “klinger i Muld det gamle Guld” og vækker Selvbetragtningen: Guldhornet var Heimdals Gjaldhorn, men dengang vækkede det til Kamp og Seier, ikke til Kamp og Undergang — da begyndte den gyldne Tid, da Ole Worm, Bartholin, Sperling og Birkerod glimrede som Fædrelandets Coryphæer. Men det var kun den første Opvaagnen: Jakob Langebek og Arne Magnusson danne Slutstenen og med det Samme Begyndelsen til den nyere Tid: de havde den fuldkomneste Følelse af Kritikens Nødvendighed, og om man end nu tildags kjender Mere eller flere Enkeltheder end de, saa kommer man dog neppe videre, hvad Principernes Rigtighed angaaer. Som Videnskab eller kritisk Forskning udbredte Oldtidsstudiet sig imidlertid ikke videre; men igjennem Evald og Øhlenschlæger, der unægtelig nogenlunde umiddelbart havde drukket af Nordens Digterkilde, lød en klar og høi Accord over det hele Land, prisende Oldtidens Herlighed og Betydning for de opvoxende Slægter.


Ligesom i de gamle Sagaer en Række af Begivenheder forudsagdes eller forberedtes ved en skæbnesvanger Drøm, ligesom enhver Ouverture indeholder Expositionen til det følgende Digterværk: saaledes fandt vi det passende, at forudskikke disse almindelige Bemærkninger — ikke som nogen literairhistorisk Fortale eller Indledning, men kun for ikke at “ruere in medias res”. Mange ville maaskee finde det ufornødent, i vor paa herhenhørende Skrifter saa rige Tid at minde om slige almindelig bekjendte Ting; men med denne Tanke for Øie have vi valgt vort Motto: “selv det mest bekjendte er fornødent”.


_________________________________


Under den Pause, som herskede fra Evald til Øhlenschlæger — vi mene de to Medier, hvorigjennem den nordiske Oldtid viste sig i sin mest forklarede Fylde — fødtes Carl Christian Rafn paa Brahesborg i Fyen, den 16de Januar 1795. Faderen, Christan Rafn (f. 13/2, 1740; † 9/2, 1825), var Forpagter paa den nævnte Herregaard, og Familien havde levet der i den samme Stand igjennem flere Generationer. Moderen, Christiane, født Kjølbye, var født 1763 og døde ogsaa 1825 Skjøndt Christian Rafn ikke havde betraadt Videnskabens Bane, saa var han dog en begavet og for sin Tid en særdeles dannet Mand; han var Elev af Kunstakademiet i Kjøbenhavn (Portraitmaler), og mange haandskrevne Digte vidne om hans Belæsthed og Skjønhedssands. Omendskjøndt disse Digte udmærke sig ved Gudsfrygt og Fædrelandskærlighed, ofte ved fiin Opfattelse af Naturen og poetisk Sving, saa mærker man der dog ikke Interesse for den nordiske Oldtid, saaledes som man skulde vente; men over hele den Rafn’ske Families Liv var der udbredt en poetisk Atmosphære, hvis Virkninger ikke udebleve, skjøndt den ikke frembragte nogen egentlig Digter. Intet var naturligere, end at den unge Rafn igjennem Poesien førtes hen til Fædrenes Bedrifter, og dermed var hele hans Aands retning bestemt. Hvad den Ældre gjør, det efterligner den Unge, og saaledes skrev Rafn som Dreng en Mængde Digte, og allerede der finde vi hans Begeistring for Oldtiden udtalt. Det i Nærheden af Brahesborg beliggende Øxnebjerg, hvor Johan Rantzau gjorde Ende paa den saa kaldte “Grevens Feide” ved en glimrende Seier den 11te Juni 1535, begeistrede Rafn tidlig til poetiske Udgydelser, som man kan ansee som Varsler for hans senere Virksomhed.


Efter at have nydt den første Undervisning i Hjemmet, blev han i sit 15de Aar indsat i Odense Cathedralskole, hvor Mülertz dengang var Adjunct. Ved fælles aandelige Interesser knyttedes et Venskabsbaand imellem disse To, og opløstes først ved Mülertz Død (som Rector ved Horsens lærde Skole, 1844). Uden Tvivl har Mülertz havt Indflydelse paa Rafn, thi han var interesseret for Videnskaben, han var baade Digter og Philolog, en fædrelandsksindet og veltalende Mand, mere hældende til latinsk Philologi end nordisk Oldtidsforskning; i hans Taler for Kong Frederik den Sjette, som hørte ham gjerne, mærker man tydelig Ciceros Aand. Brevvexlingen imellem Rafn og Mülertz afbrødes først ved dennes Død; i hans Breve aander faderlig Interesse og Omhu, som viser, at han til fulde forstod at skatte ham. Paa denne Tid stiftede Rafn ogsaa Venskab med den som Digter og Oldforsker berømte Werner Abrahamson’s († 1812) Søn Johan Nicolai Abrahamson, bekjendt af sit Skrift om den Bell-Lancasterske eller fælles Undervisnings Methode i Skolerne.


Omendskjøndt Rafn var af en zart Legemsbygning og under sin Skoletid hjemsøgt af Sygdom, maaskee foranlediget ved Overanstrengelse, saa blev han dog efter fire Aar dimitteret til Universitetet (1814). Det synes som hans jernfaste Villie, som siden altid udmærkede ham, gav ham den legemlige Kraft, som udfordres til aandelige Anstrengelser, thi efterat han i Aaret 1815 havde underkastet sig anden Examen, tog han juridisk Attestas efter et eneste Aars Studium (1816); men den juridiske Løbebane tiltalte ham alligevel ikke. Der var en Urolighed, en Higen i hans Sind — ikke efter Hæder og Berømmelse, thi den søgte han aldrig, men den søgte ham — og ikke efter noget Uvist, men efter at virke og gavne udadtil saameget som muligt, og allerede paa denne Tid see vi ham forberede sig til de store Foretagender og sysle med de Ideer, som siden fulgte ham gjennem Livet. Han blev da først Volontair paa Etatsraad Hedegaards Contoir, og det var dengang hans Hensigt at ville blive Auditeur. Det Vidnesbyrd, han fik fra Hedegaard, viser, hvor høit han stod anskreven hos sine Foresatte. Et Brev til hans Forældre angaaende disse Forhold giver det tydeligste Billede af hans Tankeretning i denne Tid. Lovkyndigheden bragte ham imidlertid ingen materiel Fordel, og da han saae, at han ikke ved dens Hjælp kunde gjøre sig Haab om strax at komme i Vei, saa tøvede han ikke, men slog ind paa den militaire Bane og tog det selvsamme Aar (1817) Officeers-Examen med Udmærkelse. Hvad man end siger om “den gode gamle Tid”, at dengang var det lettere at tage Examen end nu, saa kan man af det omtalte Brev, som vil findes trykt i denne Samling, see de selvsamme Forhold som de nu tilstedeværende, og under alle Omstændigheder maa Rafns Hurtighed ansees for noget Overordentligt.


Hvorledes Rafns Interesse for Nordens Fortid først vaktes, have vi i det Foregaaende antydet. Lige fra sin Barndomstid, gjennem hele Skoletiden havde han anvendt sine Fritimer til at udforske de Fundgruber, som indeholde Oplysningerne om Nordens Oldtid, og han var saaledes meget tidlig bleven bekjendt med Islands ældre Literatur. Og ligesom han siden i de af ham udgivne Skrifter aldrig fortaug sine Kilder eller Medarbeidere, saaledes vendte han ogsaa allerede dengang Blikket til de Skattes Hjemstavn, som havde begeistret hans Ungdomstid, og som skulde forherlige hans Fremtid. I 1818 foranstaltede han ved Skrivelser til Biskoppen over Island og andre derværende Øvrighedspersoner, at der oprettedes et Stiftsbibliothek, hvortil Mange efter hans Opfordring bidrog, baade med Bøger og Pengegaver, og han selv ikke mindst. Den kongelige Resolution herfor er først dateret den 11te April 1822, kongelig Confirmation paa Fundatsen den 15de November 1826. Aaret i Forveien havde han lagt Grundvolden til et militairt Provincialbibliothek for Fyen i Odense, hvormed forbandtes et Læseselskab for den nyere Literatur, bestaaende saavel af Civile som Militaire. Et Fragment af Rafns egen Dagbog fra denne Periode, som vil findes trykt i denne Samling, giver det klareste Indblik i hans Stræben og Virksomhed.


Efter sin Officeers-Examen var han i nogen Tid ansat som Lieutenant ved “det fyenske Regiments lette Dragoner”, og al den Tid, som han fik tilovers fra sine Embedsforretninger, anvendte han som før til et vedholdende Studium af Nordens Oldtid og især det islandske Sprog. Det var som Lieutenant, at han oprettede det ovennævnte Bibliothek for Militaire, hvortil han ogsaa samlede endel Oldsager. Den første Frugt af saadanne Studier og Beskæftigelser var et lille Skrift: “Blik paa Krigsvæsenets Forfatning under Knud den Store, samt hans Rigers der paa grundede Tilvæxt i Udstrækning og Vælde, Kbh. 1818”, som han udgav til Fordel for Bibliotheket. (Anmeldt af J. A. Fibiger i Magazin for militair Videnskabelighed”, II. S. 134—35.)


I Aaret 1820 ansattes Rafn som Lærer i Latin ved Landcadet-Academiet, hvilket Embede ikke gav ham Leilighed til nogensomhelst fremtrædende Virksomhed i hans egentlige Retning. Han var nidkjær og paapassende som altid, men de islandske Oldskrifter beskæftigede hele Tiden hans Hu. Han kom derfor ret ind i sit Element, da han Aaret efter ansattes ved Universitetsbibliotheket, rigtignok som Volontair uden Gage. Den af den ældre danske Literatur saa fortjente Rasmus Nyerup var den gang Overbibliothekar, og under hans Bestyrelse blev det overdraget til Rafn at foretage en Revision af den Arnæ-Magnæanske Oldskriftsamling. Ved dette Arbeide kom han til at studere af selve Kilderne; hans Øie vænnedes til at skælne den dunkle Skrift, som Tidens Aande havde paa mange Steder næsten udslettet, og Virkningerne heraf seer man blandt Andet i den Correcthed, hvormed han afskrev de islandske Codices og Sproget i det Hele; dette maa man saa meget mere fremhæve, som man selv nu, i den saa høikritiske Tid, finder mange Exempler paa det Modsatte.


Rafns egentlige literaire Virksomhed begynder med Aaret 1821, da han vendte sig til de fjerneste Dybder i Nordens Sagntid, idet han indsaae, at der var mange andre Oplysninger derom at hente end dem der staae i Eddaerne, hvis Drøftelse, for ikke at sige Tilbedelse, paa den Tid stod i fuld Flor. Utallige Sagn om Nordens ældste Tid, forfattede og nedskrevne paa Island, og bragte derfra af Arne Magnusson, laae i den berømte Membransamling. Ubekjendte vare de vel ikke, idet vi for det Første mærke dem dels i Kæmpeviserne, dels hos Saxo; dernæst vare de fleste af dem udgivne før og tildels oversatte eller bearbeidede, især af Svenskere, som benyttede Islændere til at oversætte dem, og herfra overførtes de igjen til Tydskland; og endelig vare de blevne benyttede til Opførelsen af Nordens Saga-Tempel ved Torfæus, Schiønning, Geijer o. A. Men omendskjøndt den herlige Peter Erasmus Müller havde givet en Oversigt over de vigtigste af dem i sit berømte “Saga-Bibliothek”, saa kjendtes de dog deraf ikke uden i Udtog, og Udgaverne og Oversættelserne vare baade daarlige og sjeldne.


Rafns poetiske Sands bragte ham til at fæste sit Blik paa denne Gren af Oldtidsvidenskaben, og han udgav da først en dansk Oversættelse eller Bearbeidelse af de islandske Originaler, under Navn af “Nordiske Kæmpe-historier”, 1821—1826, som igjen fremtraadte under Titelen “Nordiske Fortids-Sagaer”, 1828—1830, hver Samling i tre Bind, hvoraf det sidste indeholder Didrik af Berns Saga. Den islandske Original til de to første Bind udgav han i Aarene 1828—1830 med en idetmindste for den Tid og efter Forholdene særdeles kritisk Dygtighed; det tredie Bind indeholder ikke Didrik af Berns Saga, men andre Sagn, som, saavidt vides, ikke ere blevne fordanskede. Ved ingen af disse Værker optraadte Rafn som Digter eller original Forfatter, ligesom saa mange Andre, der selv have faaet et Navn af at nedskrive Andres Fortællinger; men han nøiedes med et beskedent Navn af Oversætter, og ledsagede Samlingerne med Fortaler af videnskabelig Interesse, idet han deri gav Oplysninger om Haandskrifternes Beskaffenhed, de tidligere forhaanden værende Udgaver og Oversættelser, samt Bemærkninger over Sagnenes Forhold i det Hele, uden dog at gaae ind paa en nærmere Undersøgelse i den Retning.


Disse Samlinger modtoges med glad Tilfredshed og gjorde fortjent Lykke. Hvad Øhlenschlæger viste igjennem det moderne, slebne Digterprisma, det fik man her at see uforandret og ufordreiet igjennem det gammeldags Trylleglas. Rafns Sprog var simpelt og ligefremt, men netop derfor poetisk; de senere Bearbeidelser af de samme Sagn staae langt tilbage for hans. Virkningen af disse Bøger var overordentlig, den var langt større end man nogensinde har villet tilstaae. Sagnets Genius fløi hen over Landene paa de frigjorte Vinger og blev modtaget som en gammel, tabt og gjenfunden Ven. Mange af disse Indtryk vare rigtignok kun forbigaaende og kunne ikke eftervises, hvortil der heller ikke her er Leilighed; men mange af dem vare ogsaa varige og ville aldrig forgaae: vi lade os nøie med at erindre om de berømte Navne: Fouqué, Hagen, Grimm, Simrock, som ere uadskillelige fra disse i deres Oprindelse dels særlig danske, dels særlig tydske, dels almennordiske Sagn. Af videnskabelige Værker kan vi nævne Jacob Grimms og Simrocks Mythologier, hvor disse Rafns Bøger anføres stadig, og de ere endnu langtfra ikke udtømte. — I sin Anmeldelse i “Tilskueren” 10de Januar 1821 vender K. L. Rahbek sig til Slutning “til Fordanskeren af denne Saga med den indstændige Opfordring, ikke af vore Modelæseres Lunkenhed, end mindre af en ensidig Kritiks Misdom at lade sig afskrække fra et Forehavende, som i saa høi Grad lover at blive Dannersind, Danneraand og Dannersprog til umiskjendelig Fremgang”. Desuden anmeldtes disse Rafns Værker i følgende Tidsskrifter: Literatur Tidende 1821, 1822 og 1824 (P. B. Müller); Literatur og Kunstblad 1821 (Finn Magnussen); Politik og Historie (J. K. Høst); Klausturpósturinn 1823 (M. Stephensen); Göttinger Anzeigen 1826; Ergänzungsbl. zur Allg. Hist. 1823; Wiener Jahrbücher d. Literatur 1822; Revue encyclopédique 1823, 1827, XLV113—15; The Foreign Review and Continental Miscellany, 1829; Berlin. Jahrb. für wissensch. Kritik, 1830 (Mohnike).


Der er en Trylleblomst, som selv ikke har noget Navn, men Menneskene kalde den “Forglemmigei”: naar Hyrden uafvidende befæster den paa sin Hat, da oplukkes alle Skatte for ham. Sagnet er saadan en Blomst, med den aabnede Rafn Fortidens Haller, hvori han vandrede siden. Vi antage det ikke for nogen beregnet eller selv bevidst Plan, naar han saaledes indledede sin Virksomhed med Fortidens førstefødte Blomster, men en høiere Magt gjorde sig gjeldende igjennem ham.


Dette var vistnok en af Skæbnens Tilskikkelser, som man dog kan forene med den menneskelige Villie. Rafn havde selv Planer for, men paa en ganske anden Maade. Allerede det første Bind af “Nordiske Kæmpe historier” (1821) gjorde ham berømt; vi have seet, hvorledes tre af Datidens mest ansete Videnskabsmænd, P. E. Müller, K. L. Rahbek og Finn Magnussen anerkjendte ham. Det var derfor ikke som nogen ubekjendt Størrelse, at Rafn skred til sine uden al Tvivl længe i Forveien gjennemtænkte og drøftede Ideers Virkeliggjørelse.


Vi hidsætte hans egenhændig skrevne og af ham og Dr. Bryniulvsson undertegnede Opsats, som er opbevaret iblandt Rafns Breve og uden Tvivl af ham selv er udtaget af en paatænkt Protokol. Den lyder saaledes:


Den 2den Januar 1824 vare vi Undertegnede for samlede, og toge da den Beslutning, at oprette i Forbindelse med Sveinbjørn Egilsson, Adjunct ved Bessestad Skole, et staaende Samfund, hvis nærmeste Formaal skal være i Forening at fortolke og udgive islandske Oldskrifter, men som dog, om et tilstrækkeligt Antal Medhjælpere og Deltagere gjør det muligt, skal udvide sin Virksomhed til at behandle Grene af den nordiske Oldtidsvidenskab i Almindelighed. Det blev da til Selskabets nærmeste Formaals Opnaaelse besluttet, at lade trykke Jomsvikinga Saga efter en af Professor Rask tagen Afskrift af en Pergamentscodex i Stockholm, som Prøve paa den Form og Behandling, hvormed vi agte at udgive de islandske Oldskrifter, og at lade den følge med en Subskriptionsplan paa en Samling af islandske Fornmanna-Sögur, der fremdeles skulde fortsættes, og hvis latinske Oversættelser med lærde Apparater og Fordanskning i særskilte Bind skulde udgives. Den 2den Februar s. A. vare vi atter forsamlede og besluttede, at en bestandig Secretær skulde vælges, og at han i de første tre Aar tillige skulde paatage sig Kasserer-Forretningerne og aflægge Regnskabet aarlig. Hertil valgtes Lieutenant Rafn.
Den 1ste Marts s. A. havde vi Sammenkomst, og besluttede, at der skulde udkastes og bestemmes Planer for og Regler ved den islandske Texts Udgivelse og den latinske Oversættelse, og ligeledes oeconomiske Bestemmelser, og at disse i tre særskilte Rubriker skulde indføres bag i denne Protokol, men at her intet maatte indføres uden det var overveiet og besluttet i et Møde.
Den 3die April afgjordes de trende ovennævnte Bestemmelser, hvornæst de indførtes her i Protokollen og underskeves. Det bestemtes, at ethvert Medlem skal være forpligtet til mod det i de oeconomiske Bestemmelser fastsatte Honorar at udføre saa mange Arbeider, som Samfundets Tarv fordrer.
G. Bryniulvson.
Rafn.”


Dette var den første Begyndelse til Oldskrift-Selskabet; en Bekjendtgjørelse derom findes i “Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn”, Løverdagen den 6te November 1824. undertegnet af Rafn, Bryniulvson og Egilsson, men dets Stiftelse regnedes fra Kongens Fødselsdag, den 28de Januar, 1825. Det Havde i Førstningen intet Navn, og ingen Penge; da Egilsson var bosat paa Island, da Bryniulvson ret snart reiste selv derhen og døde strax efter, da G. Oddsen, senere Præst i Reykjavik, hvilken Rafn i et senere Brev nævner som en af de første Indbudne, ogsaa reiste bort og ellers ikke tog videre Del i denne Sag: saa bestod Selskabet i dets allerførste Tilværelse i Grunden kun af Rafn og Catechet Th. Gudmundsen, som ogsaa i de første Aar var en af Selskabets virksomste Medlemmer, men udtraadte senere. Rafn var nødt til at handle alene. Angaaende Selskabets første Stiftelse førtes der forresten liden eller næsten ingen Brevvexling, men det følger af sig selv, at Rafn i den allerførste Begyndelse maa have benyttet sig af sin Anseelse og sine Forbindelser for at etablere et Antal Medlemmer, thi ellers vilde Intet være blevet udrettet. Efter at Selskabet havde constitueret sig ved Bestyrelse og Love, kaaredes Medlemmer ifølge almindelig Vedtægt. De allerfleste, som man henvendte sig til, kom Selskabet imøde paa Halvveien; og de saaledes Valgte proponerede da igjen andre nye Medlemmer, som oftest uden Opfordring fra Selskabets Side.


Det fremgaaer af det Anførte, at det var aldrig Rafns Hensigt at stifte noget exclusivt Selskab; men han havde strax dengang undfanget den vidtomfattende og storslaaede Plan, som han vedblev at følge lige til sin Hedengang, idet han ikke alene omfattede Nordens, men ogsaa Østens og Vestens Oldtid. Ligesom Cuvier er Stifteren af den comparative Anatomi, saaledes er Rafn, netop ved denne Indretning af Selskabet, Stifteren af den comparative Archæologi. Han vidste, at Isolationen er Døden, at Combinationen er Livet. Han indgik Forbindelser med hele den civiliserede Verden; og ved at meddele Indholdet af de gamle Skrifter om Nordens Oldtid og combinere denne med andre Nationers, ved at udstede Rapporter om Selskabet i forskjellige Sprog og saaledes vise de forskjellige Lande den dem tilkommende Opmærksomhed, forstod han at vække Interesse for Norden hos utallige Folk i fjerne Lande, der ikke havde den fjerneste Anelse om Nordens Betydning, ja som ikke engang havde hørt Voltaires Ord: “la lumiére viendra du Nord.”


Selskabets Oprettelse hilstes med ligesaa megen Interesse i Udlandet som i Danmark; de berømte Mænd, som valgtes til Medlemmer, ansaae det for Ære og ledsagede deres Taksigelsesskrivelser med betydelige Gaver. I Tydskland, hvis Fortid er saa beslægtet med Nordens og hvor flere berømte Digtere og Videnskabsmænd allerede havde vakt Interesse for Middelalderens Helteskikkelser, fik Oldskrift-Selskabet en stærk Tilslutning. Vi erindre her om de begeistrede Artikler om Norden, som Professor Giesebrecht skrev. Prædicatet “Kongeligt” tillagdes det ved “kongeligt aabent Brev” af 9de Mai 1828, ”som Beviis paa Vort Velbehag med den Virksomhed, som det i Aaret 1825 stiftede Nordiske Oldskrift-Selskab har udviist”; hvorved man heller ikke bør lade ude af Betragtning den personlige Bevaagenhed, som Rafn nød af Kronprindsen, senere Christian den Ottende, der selv var Videnskabernes Dyrker.


Med Hensyn til Selskabets første Tilværelse anføre vi følgende Ord af den daværende Formand Oberst lieutenant Abrahamsons Tale i Aarsmødet den 12te Februar 1831:


”I høi Grad opmuntrende for Samfundets Stiftere var den Velvillie, de trindt om i hele Landet mødte. Kun faa i Antal vare de Personer, der traadte sammen Aar 1825 paa Danmarks høie Festdag den 28de Januar, men snart var Antallet paa Ynderne af Arbeidet til det kundgjorte Maal voxet til 59; Aarsdagen efter talte Selskabet 114 Beskyttere, Yndere, Medarbeidere; ved det første Treaars Slutning vare de ordentlige Medlemmer 147; ved det andet, det er i Dag, er deres Antal 205; desuden har Selskabet 4 Æresmedlemmer, 66 ordentlige udenlandske, 77 corresponderende indenlandske og 28 corresponderende udenlandske Medlemmer.”


En ved Rafns Fortolkning af et digterisk Udtryk i Ragnar Lodbroks Dødskvad (det saakaldte Krákumál eller Loðbrókarkviða) foranlediget Kritik af Professor J. Boye fremkaldte et Gjensvar af Rafn i ”Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn” (1823), som han betitlede: ”Noget om Drikkekarrene i Valhal”, hvor han forsvarede sin uden Tvivl rigtige Anskuelse, at “bjúgviðir hausa” betyder Horn” (og Drikkehorn), men ikke “Hjerneskaller”. Ragnar Lodbroks eventyrlige og poetiske Saga, der hører til den historiske Sagncyklus, beskæftigede Rafn meget i disse Aar. Ragnar var en dansk Konge, Drageridder ligesom Sigurd Fofnersbane, og han døde i en Ormegaard i England, syngende et Heltekvad om sine Bedrifter. Den Flugt, som Historien tager, ved at hæves op i Digtningens Æther paa Sagnets Vinger, undlader aldrig at gjøre Virkning paa en poetisk og modtagelig Aand. Vi vide, at Ossian gjorde Indtryk paa Rafn i hans tidlige Ungdom, og disse Indtryk see vi nu vende tilbage med fornyet Styrke; den islandske Sagas livlige Sprog gav desuden mere Kraft end Saxos farveløse Latin. I disse Aar (1821) hændtes det ogsaa, at man i en Afkrog paa Kunstkammeret fandt en gammel og vigtig Membran, som længe var anseet for tabt. Den indeholdt blandt Andet Kong Ragnars Dødskvad, som Rafn endelig udgav i 1826 under Titelen: “Krákumál, sive epicedium Ragnari Lodbroci Regis Daniæ. Krakas Maal eller Kvad om Kong Ragnars Krigsbedrifter og Heltedød, efter en gammel Skindbog og flere hidtil ubenyttede Haandskrifter med dansk, latinsk og fransk Oversættelse, forskjellige Læsemaader, samt kritiske og philologiske Anmærkninger. Kjøbenhavn 1826.” Som Motto valgte han de skjønne Linier af Ossian: “Glæde kommer lig en susende Vind over Kongens Sjæl, thi han mindes Oldtids Slag, de Dage, hvori hans Fædre strede.” “Krákumál” gjorde fortjent Lykke, thi det er udgivet med stor Flid og Nøiagtighed, ligesom det ogsaa kaldtes af Rask (i “Hermod” 1826 Nr. 8) “den vigtigste, lærdeste og nyttigste, samt med mest Flid og Kritik udførte Bearbeidelse af noget oldnordisk Digt, som vi endnu have at opvise i Modersmaalet”; men ellers kritiseredes dette Værk, hvorom Rafn havde corresponderet med Egilsson og Scheving, i flere Henseender saavel af Rask (paa anførte Sted) som af P. E. Müller (i Literatur-Tidende” 1827). Rafn replicerede i et Tillæg til “Hermod”, som dengang var Oldskrift-Selskabets Tidsskrift. (Sml. ogsaa Depping, i Revue encycl. XXXVI 690.)


Omtrent paa denne Tid forfattede Rafn desuden nogle smaa Artikler: “om å og a”, i “Kjøbenhavns Skilderi” 1825 Nr. 69 (jvfr. N. Aftenbl. 1825 S. 320). “Tre Documenter, indeholdende Bidrag til den danske Retshistorie”, “Nye D. Mag.” VI 77—80, 135—40. “De ældste Artikler for Kjøbenhavns Færgelaug fra Aaret 1646”, “Danske Mag.” 3. Række, I 246—52.


Som ovenfor omtalt var det bestemt, at Jómsvikinga Saga skulde udgaae fra Selskabet efter den af Rask tagne Afskrift; men Selskabets Midler vare endnu saa ringe, at det ikke var istand til at bekoste Bogen udgiven paa egen Haand. Rafn henvendte sig da til sine Venner i Fyen, Adjunct Mülertz og Biskop Plum, senere Selskabets virksomme Befordrere, og disse udvirkede en Understøttelse af 200 Rbdlr. fra “det fyenske literaire Selskab”. Ved denne prisværdige Hjælp, som ydedes til rette Tid og paa rette Sted, udkom da Jomsvikinga Saga som Prøve, med dansk Oversættelse ved Rafn, 1824, og derefter fulgte uafbrudt successive fra 1825 til 1837 den store Række af “Fornmanna Søgur” som indeholder de norske Kongers Historie fra Olaf Tryggvason af til Hakon den Gamle, Danmarks Historie under Navn af Jomsvikinga Saga og Knytlinga Saga, samt forskjellige mindre Fortællinger og Digte; dette udgaves i tre Hold: den islandske Grundtext, en dansk Oversættelse (de tre første Bind ved Rafn) og Sveinbjørn Egilssons Oversættelse paa Latin, kaldet “Scripta historica Islandorum”; hvert af disse Hold bestaaer af tolv Bind, med Registere og forskjellige videnskabelige Apparater. (Sml. “Magazin for Lit.” IV 501—10. “Dagen” 1831 Nr. 96. “Oplysninger”, vedl. “M. f. L.” 3. Aarg. 5. H. 1831. Berlin. Jahrh. 1830 II 109—10. Norsk Lit. Tid. 1845. Revue encycl. XXIV 394—95. XXVI 134-36.)


Selskabets første Meddelelses-Organ var “Hermod”, der redigeredes af Rask, den første Formand, men ophørte allerede 1827; de derpaa følgende periodiske Skrifter vare:


1) Tidsskrift for nordisk Oldkyndighed, 1826—1829 (2Bind);
2) Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, 1832— 1836 (3 Bind);
3) Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie, 1836—1864 (23 Bind);
4) Antiquarisk Tidsskrift, 1843—1864;
5) Mémoires de la Société Royale des Antiquaires du Nord, fra 1836.


Som Selskabets Stifter og mægtigste, ja eneste Drivefjer havde Rafn, den eneste af dets Embedsmænd, som holdt ud fra Selskabets Oprettelse til sin Hedengang, meget at tage vare. I Begyndelsen fungerede han endnu som Lærer ved Landcadet-Academiet; men de overhaandtagende Forretninger nødte ham til at søge sin Afsked derfra, hvilken han ogsaa erholdt den 4de August 1826 med Titel af Professor, efterat han Aaret i Forveien var bleven udnævnt til Æresdoctor i Philosophi ved Universitetet i Bonn. Han varetog sine Forretninger for den Arnæ-Magnæanske Commission paa Universitets-Bibliotheket; han var selvskrevet Medlem af den i Selskabet kort efter dets Stiftelse oprettede “Oldskrift-Afdeling”; han afskrev selv Membranerne, oversatte fra Grundsproget, læste Correcturerne, confererede Haandskrifterne, forhandlede med Bogtrykkerne og Bogbinderne, besørgede Forsendelserne, forfattede Selskabets Rapporter, Oversigter og Medlemslister, for ikke at nævne de utallige archæologiske og antiquariske Meddelelser; han redigerede Selskabets Tidsskrifter, ligesom Alt, som tryktes, gik igjennem hans Hænder; han bestred selv med egen Pen hele den uhyre Correspondance og holdt Selskabets hele Finantsvæsen i sin Haand. For at sikkre Selskabets Existents for kommende Tider, foranledigede han en Fundats for dets Pengemidler oprettet, med Kongelig Stadfæstelse af 31te December 1834, ifølge hvilken dets Capitaler, som under Rafns Bestyrelse fra nogle faa Hundrede Rigsdaler vare voxede op til næsten en Tønde Guld, ikke kunde adsplittes. Det var især Selskabets combinatoriske Indretning, som voldte at Correspondancen antog næsten gigantiske Dimensioner, idet Rafn derved erholdt Forespørgsler om mange aldeles uvedkommende eller idetmindste fjerntliggende Sager, thi han gjaldt som et Orakel for hele Norden; saaledes maatte han give Alexander Humboldt Underretning om Kartonernes Dyrkning paa Island, med Amerikanere brevvexlede han om Mineralier og med utallige Folk af alle Nationer om den nyere nordiske Literatur og Politik; i private Forhold henvendte man sig til ham, dels for at faae Anbefalingsbreve, dels i andre Tilfælde, og han var altid rede til at hjælpe. Det mærkeligste herved var, at Rafn, i al denne Masse af Forretninger, som vilde have gjort sædvanlige Mennesker aldeles confuse, conciperede mange af sine Breve to og tre Gange og renskrev dem selv siden til Opbevaring — nogle lod han dog oversætte ved Andre efter hans egen Concept — og dog saae det ud som han havde altid god Tid; hans Energi og utrættelige Flid, hans rette Benyttelse af Tid og Sted, hans urokkelige Phlegma og den stoiske Ro, hvormed han arbeidede og virkede: alt dette satte ham i Stand til at udføre det store Hverv som han havde paataget sig. Hans Contoir var som et Udenrigsministerium, hvor Breve og Pakker gik ud og ind til og fra alle Verdens Stæder og Lande, og dog var der altid roligt og stille, aldrig nogen Trængsel og Menneskestimmel. Man veed ikke hvad man skal mest beundre: dette Institut, som omspandt hele Jordkloden med Nornens Guldtraad, eller Stifteren, som dreiede Nornens Ten.


Rafns Forretninger forøgedes ikke lidet derved, at han den 30te Juni 1830 udnævntes til Medlem af den Kongelige Commission for Oldsagernes Opbevaring, samt den 17de November s. A. til Medlem af den Kongelige bestandige Commission for den Arnæ-Magnæanske Stiftelse. Allerede i 1828 udnævntes han til Ridder af Dannebrog, og 1829 til Ridder af Nordstjernen; 1830 erholdt han Æresdiplom fra Universitetet i Kønigsberg som Doctor utriusque juris, og især efter sin Overtagelse af Secretairembedet i Oldskriftsselskabet strømmede ind til ham Hædersdiplomer fra alle Kanter; han var Medlem, Æresmedlem og Medarbeider af over hundrede Selskaber. Som bekjendt er der paa mange Steder i Sagaerne indflettede Episoder eller Fortællinger, der staae i en mere eller mindre fjern Sammenhæng med Sagaen selv. Paa Grund af denne tilsyneladende løsere Forbindelse har man ofte anseet dem indskudte af en Anden i Værkets Hovedmasse, og altsaa “uægte”, det vil sige, ikke hørende derhjemme, uagtet der ingen factiske Beviser kunne fremføres for en saadan Anskuelse. Det kunde jo godt være en Sagamands Maade at fortælle paa, ved saaledes at gjøre en Udflugt — de homeriske Episoder lader man uantastede. Flere af disse Episoder eller “þættir”, som saaledes findes i de islandske Sagaer, handle om aldeles fjerntliggende Forhold, men staae dog ved en ligesaa stærk som fiin Traad i Forbindelse med Hovedsagaen. Blandt disse “Sagaer midt i Sagaen” — for at modificere et Udtryk af Paul og Virginies Forfatter paa vore Forhold — ere stærkt fremtrædende Fortællingen om Færøerne, i Olaf Tryggvasons Saga i Flatøbogen, og om Vinlandsfarten i samme Saga i Heimskringla. For begge Fortællingers Vedkommende er Christendommen den Traad, som binder dem til Hovedsagaen. Ved at sysselsætte sig med Oldskrifterne faldt Rafn paa den Tanke, at udgive disse Fortællinger for sig og med det Samme samle under Et alle de beslægtede Efterretninger og Bemærkninger, som findes hos de gamle Forfattere angaaende de forskjellige Lande, i Lighed med de under Navnet “Scriptores” og “Monumenta” bekjendte Samlinger. For Islands, Norges og Danmarks Vedkommende behøvedes ingen saadan Samling, da den falder af sig selv; det var de øvrige, udenfor det egentlige Norden liggende, men dog ikke uvedkommende Lande, hvis Oldtid Rafn foretog sig at oplyse af de islandske Sagaer. Vel kunde man sige, at dette var noget Bekjendt og altsaa mindre nødvendigt; men dette gjelder kun de Faa, som kjende Sagaliteraturen; tvertimod maatte man tilstaae, hvis man vilde sige Sandheden, at disse Ting vare i det Hele taget aldeles ubekjendte, ikke alene i Udlandet, men ogsaa i Grunden i selve Norden. Udlandets Lærde fik vel Sagaernes Udgaver fra Selskabet; men hvor mange læste dem? hvor mange faldt paa eller gav sig til at sondre det, som vedkom dem selv eller deres eget Land, som især maatte interessere dem, ud af de volumineuse Værker, forfattede i et fremmed, vanskeligt Sprog, og i en for dem endnu mere fremmed Tankeretning? — Det var i Grunden ved Hjælp af det gamle Udtryk “kjend Dig selv”, at Rafn bragte Udlandets Interesse for Norden paa et indtil da ikke naaet Høidepunkt. Færøerne havde deres Kvæder, Rusland sin Nestor, og Nordamerika Ingenting — hvor anderledes blev det da Rafn optraadte med sine Udgaver af de livlige og maleriske Beretninger om hine svundne Dage! Vel kunde man indvende, at det var dog ikke ham selv, der var Forfatteren hertil; men hvor Mange ere ikke blevne berømte af Homer, Herodot, Cicero og utallige andre gamle Forfattere? Han gjorde disse Skatte tilgængelige og bekjendte, han samlede dem til et Hele og fik ud af dem videnskabelige Resultater, og disse vare Frugterne af langvarige Arbeider og utrættelig Flid.


Det første af disse Værker er “Færeyinga Saga”, som Rafn udgav 1832; det er Færøernes ældste Historie, som først begynder med Harald Haarfager, ifølge de islandske Beretninger ved at Øerne coloniseredes under hans Regering[1]. Dog handle disse Fortællinger især om Christendommens Indførelse og dermed beslægtede Forhold. Efter Rasks Opfordring lod Rafn en færøisk Oversættelse af Grundtexten besørge ved Pastor Schrøter, og ledsagede Udgaven foruden med en dansk Oversættelse, Commentarer og Indexer, med et kobberstukket Facsimile af Flatøbogen samt et Kort over Færøerne. (Paa Tydsk ved Mohnike, 1833. Jvfr. Allg. Hall. L. Z. 1834. III Nr. 200. S. 382 flg.; The foreign Quarterly Review, vol. XIII p. 453-56; Th. Møbius, Catal. libr. isl. pag. 80).


Den næste Samling var de berømte “Antiquitates Americanæ sive Scriptores rerum ante-Columbianarum in America”, der udkom 1837.


Opdagelsen af et vestligt Fastland har — om end ikke under Navnet “Amerika” — lige fra Tildragelsens egen Tid været kjendt i Island, først som mundtlig, derefter som skriftlig Tradition. Dette følger af sig selv, da Sagaerne ere der den almindelige Folkelæsning. Hvorfor skulde man ikke kjende Fortællingerne om Erik den Røde, Leif den Heldige, Thorfinn Karlsefne og Are Márssøn? Disse Navne have altid været ligesaa bekjendte i Island som Navnet “Vinland it góða”.[2] Men Kundskaben om denne Opdagelse var naturligvis ingen videnskabelig eller paa videnskabelige Granskninger og Beviser bygget Vished; og omendskjøndt Torfæus i sin “Vinlandia” allerede i Aaret 1705 havde erklæret Vinland for at være en Del af det amerikanske Fastland, og om end adskillige Lærde, støttende sig til Torfæus, havde yttret samme Mening, saaledes som Rafn ogsaa anfører i Fortalen til sit Værk, saa var alt dette dog hidtil fremført paa saadan en Maade, at man kunde ansee en europæisk forcolumbisk Opdagelse af Amerika for næsten ubekjendt: Torfæi “Vinlandia” var en lille Bog og yderst sjelden; de senere Yttringer om Sagen forekom kun i Tidsskrifter eller saa isoleret og forbigaaende, at man neppe lagde Mærke dertil, og de islandske Beretninger vare dels utilgængelige formedelst Sproget, dels ikke alle udgivne — og hvor Mange af det lærde Publicum vilde desuden have faldet paa at søge Oplysninger om denne Sag i “Norges Kongesagaer” eller over hovedet i et islandsk Skrift!


Vi finde Rafn allerede i 1827 beskæftiget med denne Idee; allerede saa tidlig brevvexlede han derom med Sveinbjørn Egilsson, som i sine Breve kalder Værket “Vinlandica” og ”Antiquitates Vinlandiæ”, idet Rafn endnu ikke havde døbt det; men han sørgede for at give det et mere passende og tidssvarende Navn. For at gjøre Beretningerne og det Øvrige tilstrækkelig tilgængeligt for det store Publicum, overdrog han Egilsson at forfatte latinske Oversættelser til det Hele, ligesom han ogsaa udstyrede det med engelske Udtog af Oldskrifterne. Rafn ikke alene godtgjorde herved med videnskabelig Strenghed, at Europæerne længe før Columbus’s Tid havde nedsat sig i Amerika, men han bestemte endog med stor Nøiagtighed den geographiske Beliggenhed af de i Oldskrifterne nævnte Localiteter i de nyopdagede Lande.


Blandt de mange Amerikanere, som paa Opfordring af Rafn bidroge til at give Oplysninger, samlede fra Landet selv, maa vi især nævne Thomas Webb, Secretair ved det Rhode-Islandske historiske Selskab i Providence, som ogsaa sendte Rafn den første Afbildning af den med Inscriptioner og Figurer bedækkede Assonett-Klippe eller Dighton Rock i Massachusetts.


At Udgivelsen af Antiquitates Americanæ var en “Begivenhed”, og hvor stor Opsigt dette Værk vakte, faaer man den klareste Forestilling om ved at see paa Oversigten over den Literatur, det fremkaldte, dels som Oversættelser og Uddrag af Rafns Værk, dels som Bearbeidelser og Anmeldelser, og som vi, for ikke ved tomme Bogtitler at afbryde vor Fremstilling af den Hedengangnes Bedrift, lade følge som et Tillæg. Rafns Navn fløi over Landene og over Oceanet, og han selv har maaskee ikke troet, at Værket vilde gjøre den Opsigt, som det gjorde — ligesom der i det 14de Aarhundrede i Italien oprettedes egne Talerstole for at fortolke Dantes Værk, saaledes holdtes der egne Forelæsninger i Nord-Amerika over Antiquitates Americanæ — og saavel i Amerika som overalt i Europa blev dette Værk Gjenstand for den almindelige Opmærksomhed. I Amerika blev det næsten ligesom en Mani at skrive om det og lægge det til Grund for utallige Piecer og Smaaskrifter; og de, som ikke havde Raad eller Lejlighed til at udøse deres Hjerte igjennem Pressen, dreves af en indre Nødvendighed til at forøge Rafns allerede antagelig stærke Correspondance med Skrivelser i hundredevis — alene Brevene om Antiquitates Americanæ vilde udgjøre en Bog paa 30—40 Ark, dersom de tryktes allesammen. Flere af disse Breve ere interessante, og i det Hele taget see vi, hvorledes Antiquitates Americanæ tildeels ledede til, at Selskabet omfattede de amerikanske Oldsager paa en mere omfattende Maade end hidtil, og de interessante Meddelelser om Mexicos og Sydamerikas Fortid, som vi ellers maaskee aldrig vilde have faaet nogen Kundskab om her i Norden, ere paa denne Maade blevne optagne i og udbredte igjennem Selskabets Tidsskrifter. Foruden dette havde Rafns Værk ogsaa den Virkning, at det opvakte en ny Interesse for Norden, og særlig for Danmark og Island; i denne Henseende maa vi især fremhæve Georg P. Marsh i Vermont, senere Amerikansk Ministerresident i Constantinopel, som ikke alene drev Studiet af Islandsk saa kraftigt, at han i 1838 udgav en efter Rasks Mønster udarbeidet Grammatik over dette Sprog, men lagde sig ogsaa saa meget efter Dansk, at han corresponderede med Rafn i hans eget Modersmaal og ellers bidrog meget til at udbrede Kundskaben om Nordens ældre og nyere Literatur.


“Antiquitates Americanæ” udgjør 65 Ark i Imperial Qvart (502 + L Sider) med 18 graverede Tavler, nemlig 8 med Facsimiler af de vigtigste til Grund lagte Membran-Codices, 6 med Afbildninger af Oldtidsmindesmærker samt 4 Kort. Bogen selv indeholder følgende Afsnit:


I. Indledning med Undersøgelse af de vigtigste, Amerikas forcolumbiske Historie omhandlende Oldskrifters Alder og Forfattelse.
II. Erik den Rødes Saga eller de historiske Fortællinger om Erik den Røde og Grønlænderne[3]
III. Thorfinn Karlsefnes og Snorre Thorbrandssøns Saga, samt nogle Tillæg af Landnáma, Snorre Sturlasøns Norges Konge-Sagaer, Olaf Tryggvasons Saga og Eyrbyggja.
IV. Om Islands første Opdagelse og de saakaldte Papæ.
V. Om Grønlands første Bebyggelse og dets Beboelse af Skrælinger.
VI. Om Are Márssøns Seilads til Hvitramannaland eller Irland it mikla og Ophold i dette Land.
VII. Om Bjørn Asbrandssøn, kaldet Breiðvikingakappi.
VIII Om Guðleif Guðlaugssøn.
IX. Uddrag af Islændernes Annaler, navnligen om den grønlandske Biskop Eriks Reise til Vinland i Aaret 1121, de islandske Præster Brødrene Adalbrand og Thorvald Helges Sønners Reise i 1285 samt en Reise til Markland i Aaret 1347.
X. Om Grønlændernes Ophold i de nordligere Egne, Greipar og Króksfjarðarheiði.
XI. Uddrag af Islændernes gamle geographiske Skrifter:
a) et kortfattet Udtog af Jordbeskrivelsen, fra det 12te eller 13de Aarhundrede (tillige fuldstændigt i Facsimile), hvori Hovedlandene i Amerika nævnes;
b) Fragment af en udførligere Geographi;
c) Gripla[4];
d) Grønlands gamle Chorographi;
e) Ivar Bárðssøns Beskrivelse af Grønland.
XII. Et Færøisk Kvad, hvori Vinland omtales.
XIII. Adam af Bremens Beretning om Vinland.
XIV. Beskrivelse af Oldtids-Mindesmærker i Massachusetts og Rhode Island.
XV. Beskrivelse af nogle Oldtids-Mindesmærker i Grønland.
XVI. Geographiske Undersøgelser:
a) Bemærkninger om Island og Grønland, dette Lands Østerbygd og Vesterbygd samt Norðrsetur;
b) Om Opdagelser i Amerikas Polaregne;
c) Opdagelsen af Amerikas østlige Kystlande, Helluland, Markland og Vinland;
d) Opdagelsen af sydligere Lande;
e) Om Beliggenheden af det af Adalbrand og Thorvald opdagede Land;
f) Om fortsat Samkvem med de amerikanske Lande i de efter deres første Opdagelse følgende Aarhundreder.
— Endvidere en chronologisk Oversigt, et historisk Navneregister, et geographisk Register og et Sagregister samt genealogiske Tabeller, fremstillende Amerikas tidligste Opdageres Slægtregistere.


Betræffende de i Aaret 986 første Gang af Bjarne Herjulfssøn sete og i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede gjentagne Gange af Erik den Rødes Sønner Leif og Thorvald samt af Thorfinn Karlsefne og Flere besøgte, tildels rimeligvis coloniserede Lande, er Resultatet af disse hans Undersøgelser følgende: Helluland it mikla = Landet, vest for Davis Stræde og Labrador; Litla Helluland = Newfoundland; Markland = Nova Scotia; Vinland = Massachusetts og Rhode Island; Kjalarnes og Furðustrandir = Cap Cod, Nauset, Chatham og Monomoy-Beach; Krossanes = Gurnet Point eller Point Alderton; Straumsey = Marthas Vineyard eller Egg Island; Straumsfjörðr = Buzzards Bay (Manomet Bay); Hóp = Egnen omkring Mount Hope Bay. Derhos formener han, at Hvítramanna land eller Irland it mikla, hvortil Are Márssøn og Flere i samme Tidsalder kom hen, muligen kan være Florida, og at Króksfjarðarheiði, hvorfra nogle Præster i Garðar paa Grønland lode i Aaret 1266 foretage en Opdagelsesreise længere nordefter, kan antages at være Egnen omkring Lancaster Sund og Barrow Strædet.


Ved lovformeligt Skjøde af 23de Juni 1860 og Gavebrev af 19de Januar 1861 skænkede Niels Arnzen, Borger i Byen Fall-River i Grevskabet Bristol i Massachusetts, den paa hans derværende Eiendom beliggende, førnævnte Assonett-Klippe eller Dighton Rock, ogsaa kaldet “Inscription Rock”, til Rafn, tilligemed det omliggende Grundstykke Land, hvilken Gave Rafn igjen overlod til Selskabet, som traf Foranstaltninger til dens Fredning og Bevaring (Ant. Tidsskr. 1858—1860 S. 281—82. Mém. des Ant. du Nord 1850—60 S. 443—44).


“Antiquitates Americanæ” er Rafns berømteste Værk, og ingen i Danmark udgiven Bog har vakt en saa stor Opsigt som denne. Dens Virkninger mærkedes allerede førend den udkom, idet Alexander Humboldt, underrettet af Rafn, i sit berømte “Examen critique de la géographie du Nouveau Continent” (2det Bind i den mindre Textudgave, Paris, 1836, S. 87—104) gav en Fremstilling af de forcolumbiske Reiser i Amerika og med det Samme bebudede Rafns Værk[5]; ligesom han ogsaa senere paa en maaskee noget mere exact Maade gjentog den samme Fremstilling i “Kosmos” (2det Bind S. 269—277). Desværre kunde Rafns klare og udførlige Værk dog ikke forhindre, at Videnskabens anden Magnat, Carl Ritter, som ogsaa øste af “Ant. Amer.”, sammenblandede den i Vinland (1008) fødte Snorre, Søn af Thorfinn Karlsefne, med Snorre Sturlasøn († 1241), skjøndt der imellem dem er et næsten tohundrede Aars Mellemrum, skjøndt de have forskjellige Fadernavne, og skjøndt de i Rafns Værk staae begge To paa den samme genealogiske Tabel (C. Ritter, Geschichte der Erdkunde und Entdeckungen, Berl. 1861, Pag. 214).


Dette Rafns Værk var ikke blevet fremkaldt ved et pludseligt Indfald eller Inspiration, tvertimod fremkaldtes det ved andre Beskæftigelser af en beslægtet Natur. Rafns Ideer gik aldeles den samme Vei som den islandske Colonisationsbevægelse havde fulgt: fra Island over Grønland til Amerika. Da man ingenlunde kan antage, at en saadan Fremgangsmaade var anlagt efter en for længe siden eller fra en tidlig Begyndelse fattet Plan, eftersom man ligesaavel i Studier som i Livet uvilkaarlig føres hid eller did, ved forskjellige Impulser eller Foranledninger: saa kan man gjerne her bruge det Udtryk, at Historien gjenfødtes igjennem ham; thi hans Aand levede og færdedes paa disse Steder og førtes af Fortidens Aander ad de samme Veie, som hine forlængst henfarne Mænd havde vandret.


Hvad enten Rafn nu lededes til at henvende sin Opmærksomhed paa Grønland paa Grund af den Rolle, som dette Land spiller i Sagaerne, som han uafbrudt beskæftigede sig med, eller det har været hans Hensigt, efterhaanden at udgive “Scriptores” for alle de danske Besiddelser, saa finde vi, at man i Selskabet, allerede strax ved dets Stiftelse, interesserede sig for dette mystiske, fjerne Land, som Folk fryse ved at tænke paa, og som havde maattet undergaae Nornens haardeste Dom: Forglemmelsen. Engang i fordums Tid var der bedre end nu, thi saavidt vi kunne slutte af de islandske Sagaer, saa var der idetmindste ikke daarligere at være end andetsteds. Men denne Coloni ikke alene uddøde, men forsvandt saa aldeles, at man længe ikke vidste, hvor man skulde søge dens Grav. I 1823 fandtes den berømte lille Runesten paa Øen Kingitoarsuk (72 ° 30' n. B.), hvis Inscription samtidig læstes i Danmark og Island med et overensstemmende Resultat; den bragtes til Kjøbenhavn 1824 af Capitain Graah, som derpaa 1829—1831 ifølge Kgl. Befaling skulde opsøge Colonien eller den saakaldte Østerbygd (eystri bygð), hvilket imidlertid mislykkedes. Den vidtskuende Finn Magnussen havde ogsaa her en vid Mark for sin Lærdom og Granskningslyst, og for at kunne forene sig med ham for her at udrette Noget, opgav Rafn med Selskabets Indvilligelse sit Oversætterarbeide ved “Oldnordiske Sagaer”, og de To begyndte at samle til et af de for det nordiske Oldtidsstudium vigtigste Værker: “Grønlands historiske Mindesmærker”. Som Forarbeider hertil havde Rafn foranlediget Selskabet til paa dets Bekostning at lade foretage Udgravninger og Undersøgelser i selve Grønland, ligesom han desangaaende stod i stadig Brevvexling med de der boende Danske. De to første Bind udkom allerede 1838, begge tilsammen næsten 100 Ark store; det tredie og sidste, hvori “Grønlands gamle Geographi” af Rafn alene, udkom 1845. Omendskjøndt dette store og indholdsrige Værk ifølge Forholdenes Natur ikke gjorde den Opsigt som Antiquitates Americanæ, saa indeholder det dog ikke mindre vigtige Bidrag, ikke alene om Amerikas forcolumbiske Opdagelse og de arctiske Landes Historie, Geographi og Archæologi, men ogsaa til Nordens Historie i Almindelighed. — Vi bemærkede før, at iblandt Rafns Gaver til Fyens militaire Bibliothek fandtes ogsaa Oldsager: ved Undersøgelserne i Grønland forøgedes hans Interesse for denne Del af Oldtidsvidenskaben, idet ikke alene nordiske[6] Oldsager nedsendtes derfra, men ogsaa amerikanske (ɔ: grønlandske eller eskimoiske, og indianske), hvilket var en selvskreven Nødvendighed for Sammenligningens Skyld. Herved foranledigedes Rafn til at bevirke Oprettelsen af et eget Museum for disse Sager, som fik Navn af “det amerikanske Cabinet” (Christian den Ottende kaldte det “det amerikanske Museum”), som snart forøgedes ved rige Sendinger fra alle Verdensdele. Dette “amerikanske Cabinet” holdt Rafn meget af og betragtede det som et Bindeled imellem den gamle og den nye Verden.


Opmuntret af den Succes, som Antiquitates Americanæ havde, ogsaa opfordret af fremragende Mænd i England, paatænkte Rafn allerede i 1835 at udgive en lignende Samling af alle Storbritannien vedkommende Sagaer, Sagastykker og andre Actstykker af den ældre islandske, danske og svenske Literatur. I den 1823 begyndte, først 1848 udgivne første Tome af den store Samling “Monumenta Historica Britannica” indeholdes vistnok alle bekjendte Steder af latinske og græske Forfattere, berørende de britiske Øer, samt de engelsk-latinske Chronister og Annalister “extending to the Norman Conquest” (altsaa til 1066); men i Værkets Indledninger og Oversigt over dets Plan nævnes den islandske Literatur ikke med et eneste Ord, uagtet det netop er der, at vi finde de livligste, klareste og sandfærdigste Skildringer af de Tiders Tilstande og Forhold i disse Lande, og Enhver veed jo, at Danske, Islændere og Nordmænd ikke alene havde et meget nøie Samkvem med de britiske Øer, der vare saa godt som deres andet Fædreland; men Island coloniseredes endog næsten ligesaameget derfra som fra Norge, og det keltiske Element i mange islandske Ord minder endnu i Dag om dette Samkvem. Ved en saadan Samling, som den af Rafn paatænkte, vilde mange dunkle, for os fremmede Forhold være blevne opklarede; P. A. Munch havde i Forbindelse med denne Plan begyndt at forberede Orkneyinga Saga til Trykken, og herfra skrive sig den samme Forfatters lærerige Afhandlinger om Orknøerne (i Annaler for nordisk Oldkyndighed 1857), ligesom formodentlig andre flere Smaaafhandlinger i lignende Retning; men Planen selv realiseredes aldrig, saa vigtig den end var.


Under alle disse literaire Arbeider deltog Rafn i det oldnordiske Museums Bestyrelse og Interesser, hvilket i Grunden, i Overensstemmelse med det ovenfor Anførte, var en Selvfølge. Ligesom der i Selskabet oprettedes særskilte Afdelinger for de respective Lande, som fortrinsvis maatte være Gjenstand for Opmærksomheden, saaledes maa vi her særskilt fremhæve “den historisk topographiske Committee”, som stod i Forbindelse med det i 1846 oprettede historisk-archæologiske Archiv, og hvis Formaal var, ved efterhaanden at anskaffe archæologiske Samlinger fra alle Landets Egne, at foranstalte en antiquarisk Beskrivelse over det danske Rige. Mange af de i Selskabets Tidsskrifter optagne større og mindre Afhandlinger ere paa denne Maade blevne til, ligesom ogsaa det smukt udstyrede Atlas for nordisk Archæologi, en systematisk Billedsamling over vore gamle Fortids levninger.


Den nordiske Folkebevægelse havde først vendt sig mod Vest: til Britannien, Island og Amerika — senere vendte den sig imod Øst, og endelig imod Syden. Rafn fulgte den selvsamme Vei, om han end begyndte paa et Foretagende førend han havde fuldført et andet. At de nordiske Lande for en stor Del vare blevne befolkede fra Østen og at der maatte søges Oprindelsen til Asalæren, saaledes som Snorre udtrykkelig siger i Ynglinga Sagaen, derom levede ingen Bevidsthed mere iblandt Nordboerne, og disse Lande vare derfor blevne aldeles fremmede for dem, uden nogen saadan Forbindelse, som vi see at hele Tiden fandt Sted imellem Norge og Island. De kjendte vel noget til Ruslands østlige Bjerglande, som de kaldte Bjarmaland (Perm), samt Landene ved Østersøens østlige Bred, bekjendte under Navnet “Austrvegr”; men disse Lande existerede neppe for dem, uden som Gjenstand for Rov og Plyndringstoge. Det var naturligt, thi Forholdene der vare ikke som i Island, hvor de Besøgende fandt et ubeboet Land, som de kunde tage i Besiddelse uden Krige; Vinlandsreiserne vide vi at vare forbundne med Conflicter imellem Landets oprindelige, vilde Folkeslag og de civiliserede Opdagere. Imidlertid traadte Nordmændene dog i Forhold til disse Lande paa mangfoldige andre Maader, og disse Forhold finde vi paa mange Steder omtalte i de gamle Sagaer og Digte, hvis Fortrin fremfor de russiske Krøniker ogsaa ere anerkjendte af selve de russiske Lærde. Alt dette samlede Rafn, under Medvirkning af Finn Magnussen, Sveinbjørn Egilsson og P. A. Munch, i det under Navn af “Antiquités Russes” bekjendte Værk, i to store med Oversættelser. Anmærkninger, Excurser, Facsimiler og Afbildninger udstyrede Qvartbind, ifølge Munchs Erklæring det skjønnest udstyrede danske Værk (1850 og 1858). I et af sine Breve udtrykker Rafn sig saaledes derom: “Det nævnte Værks Udgivelse er min Idee og har i mange Aar været min stadige Tanke, ligesom uafbrudt Hovedgjenstanden for mine Arbeider og Bestræbelser. Utrolige Vanskeligheder har jeg haft at bekæmpe, forinden jeg nu omsider har kunnet nærme mig Maalet. Dette Forhold har Anmelderen i sine Indledningsord anerkjendt, og denne Anerkjendelse, denne Opmuntring efter vistnok større Overvindelser end man gjør sig Begreb om, var mig nu netop mere end tidligere af Betydning overfor Forhold, under hvilke der hører Sjælsstyrke til at vedligeholde Virkelyst.”


I en ligefrem Forbindelse med det ovennævnte Værk staaer en monumental Samling, som Rafn begyndte paa under Navn af “Oldtidsminder fra Østen” (ogsaa paa Fransk: “Antiquités de L'Orient”), som skulde indeholde de Mindesmærker som vidne om Nordboernes og navnlig Væringernes Ophold i det østlige Europa, hvortil da og saa Tyrkiet og Grækenland regnedes. Det første Arbeide i denne Retning var Fortolkning af Indskriften paa den berømte Marmorløve, som fra Piræus bragtes af Morosini til Venedig 1688. Den antages at være fra det 6te Aar hundrede før Christus, og af den kaldte man Piræus ogsaa “Løvehavnen”; i Venedig opreistes den som en Trophæ foran Arsenalet, hvor den nu staaer. Af alle de Fortolkningsforsøg, som man havde gjort for at tyde Runerne paa Løvens Sider, er Rafns det fuldstændigste og kommer Sandheden uden Tvivl nærmest, idet Rafn, som i en ikke kort Tid beskæftigede sig hermed, ikke alene sørgede for at Skriften copieredes med en overordentlig Omhu, baade ved Hjælp af Photographi og Tegning og under forskjellige Belysninger, men han reiste endog selv til Venedig for at undersøge dette Kunstværk, som ved Barbari, ved Fatum, ved Sagas Griffel — man kan tænke sig det som man vil — var blevet anvendt som en Kampesten til at indhugge Runer paa. Rafn vandt en almindelig Anerkjendelse ved Skriftens heldige Udtydning, og det var desuden overraskende nok, og dog saa naturligt, at finde her et Spor af den begavede, skjøndt barbariske Harald Haardraade, der, som bekjendt, omtrent i ti Aar (1033—1044) tjente i den græske Keisers Hær som Væring, og af Islænderne betegnes som Anfører for et Væringecorps, streifende vidt omkring i de sydlige Egne.


Iblandt Rafns øvrige runologiske Arbeider kan man her anføre en Fortolkning af Gorm den Gamles og Thyras Mindesten, af Guldhorn-Indskriften og af den i London fundne Runesten; iøvrigt maa vi, med Hensyn til hans archæologiske Virksomhed, henvise til den vedføiede Fortegnelse.


Megen Tid havde Rafn ikke til at offre til den Recreation, hvortil han i Grunden saa høilig trængte. I 1842 gjorde han en lille Reise til Fyen, for at besee nogle Runestene; i de to følgende Aar reiste han i Tydskland og Østerrig; ligeledes i 1847, især formedelst “Antiquités Russes”, og i 1854 foretog han den omtalte Reise til Venedig — altsammen ligesaameget i Videnskabens Interesse som til Legemets Vederkvægelse. I Lausanne og Prag holdt han Foredrag over nordisk Oldtidsvidenskab.


Vi have ovenfor nævnt nogle af de Anerkjendelsestegn, som ydedes Rafn for hans store Fortjenester og vedholdende Arbeider. I 1840 blev han Commandeur af den græske Vor Frelsers Orden; i 1849 blev han Ridder af den russiske St. Anna Ordens 2den Classe og i 1850 Ridder af den samme Orden med den keiserlige Krone og i Diamanter; 1856 Comthur af den østerrigske Frants Josephs Orden. Allerede i 1842 havde han faaet Dannebrogsmændenes Hæderstegn, 1843 den russiske St. Stanislaus Ordens Ridderkors af 2den Classe, og samme Aar Vasa Ordenens Commandeurkors samt den nederlandske Løve-Ordens Ridderkors; 1844 blev han Ridder af den preussiske røde Ørns 3die Classe. — 1839 udnævntes han til virkelig Etatsraad og 1859 til Conferentsraad. Den 17de Mai 1861 udnævntes han til Oldskrift-Selskabets bestandige Secretair.


I de fyrretyve Aar, han saaledes forestod Oldskrift Selskabets Secretariat, erholdt han ingen Gage, ligesom han heller ikke beregnede sig nogensomhelst særskilte Honorarer som Forfatter eller for Redactions-Arbeidet af Selskabets Skrifter. Den overordentlige Virksomhed, som Selskabet under Rafns Bestyrelse udfoldede, kan man kun forklare sig af den udelte Interesse, thi det var jo hovedsagelig hans eget Værk; Rafn bar Kjærlighed til sit Værk, og han offrede det alle sine Kræfter.


Tiltrods for det uafbrudte Arbeide og et temmelig vaklende Helbred bevarede Rafn en ungdommelig Kraft og Friskhed gjennem hele sin Levetid; man kunde aldrig mærke nogen Forælden i hans Aand, men han satte sig med en overordentlig Lethed ind i nye Forhold og var en varm Ven af Friheden. Men han paalagde sig selv maaskee et strengere Arbeide end han kunde taale, og nogle af hans Reiser til Udlandet foretoges derfor ogsaa tildels af Sundhedshensyn. I de to sidste Aar af hans Liv bleve hans Sygdomstilfælde hyppigere og heftigere, om han end saa at sige trodsede Naturen og længe holdt sig opreist; indtil han den 20de October 1864, Klokken fire om Morgenen forlod denne Jord, hvor han saa længe havde virket med aldrig svækket Kraft, og hvor hans Plads neppe vil udfyldes af en Enkelt.


Ved Rafns Død afsluttedes en Virksomhed, hvis Lige man længe skal søge i Norden. Naar man gjennemgaaer hans Correspondance, saa føler man, hvormeget Liv og Bevægelse der var i denne afsluttede Verden, hvis Centrum han var. Ingen kan kjende sig selv, uden at sammenligne sig med Andre: saaledes kom Selskabet til at strække sig ud over Norden og saaledes optoges Afhandlinger i dets Tidsskrifter, som stode i en mere eller mindre fjern Forbindelse med “nordiske” Forhold. Rafns Eftermænd i Selskabet have gjort det Samme. Det var noget Storartet ved Rafns Yndlingstanke, at gjøre Oldskrift-Selskabet til et almindeligt Videnskabernes Academi for Norden med overveiende nordisk-antiquarisk Tendents. Han kæmpede hele sit Liv igjennem for at bringe denne Tanke til Udførelse, og han stræbte til dette Maal med en Energi, hvis Minde vil leve længe. Han slog paa Nordens Skjold med Odins Spyd saa det klang over hele Verden og ved ham foer Danmarks Navn over Landene, videre end nogen Digter kunde have bragt det. — Ligesom Rafn elskede sit Fædreland og dets Frihed af sit hele Hjerte, saaledes bidrog han ogsaa meget til den aandelige Tilnærmelse imellem de nordiske Broderfolk ved den Maade, hvorpaa han redigerede Selskabets Tidsskrifter, idet han gjorde dem til et fælles Meddelelsesorgan for nordisk Tankeudvikling. Nu, da han er gaaet heden, føle vi dobbelt hvad han var og hvad han har udrettet, hvilken Mangfoldighed af Viden og Granskning han har udført og foranlediget, og muligvis vil En eller Anden gjenkalde for sig Digterens Ord:

Virtutem incolumem odimus,
Sublatam ex oculis quaerimus invidi.



Fodnoter

  1. Mærkeligt er det, at Grim Kamban, som skal have været den første af disse Nybyggere, bar et Tilnavn, som mere synes at vise hen til et keltisk end et norsk Element (ved Endelsen an, som i: bjólan, feilan, Kvaran—Kjartan—Dufan—Kaiman— o. s. v., altsammen skotske eller irske Navne). Dette Tilnavn fik Grim Kamban rigtignok ikke førend efter at han var død, og Sagaen fremhæver heller ikke udtrykkelig, at han var fra Norge.
  2. Finn Magnussen var overbevist om, at Columbus havde faaet Underretning herom i Island paa sin Reise derhen i 1477; flere berømte Videnskabsmænd, blandt hvilke Al. Humboldt, troe ogsaa paa Authenticiteten af det Skrift, som beretter herom. Humboldt troer ikke, at Columbus har erholdt nogen Efterretninger i Island; havde han det, saa havde man uden Tvivl faaet Noget at høre derom. Men dersom C. har været i Is land, og omendskjøndt han Intet har hørt der om et Land i Vesten, saa beviser det ikke, at Sagaernes Beretninger vare glemte eller ukjendte, men enten har C. ikke kunnet tale med Nogen, eller ikke indrettet sine Spørgsmaal tilbørlig, eller han har truffet paa ukyndige Folk. løvrigt berører denne Columbus's Reise ikke Rafns Værk, uden hvad han i Fortalen har anført Finn Magnussens Ideer desangaaende. Havde Columbus (siger Al. Humboldt) faaet Noget at høre i Island (om et Land i Vesten eller om Vinland), saa vilde han ikke have styret i sydvestlig Retning fra de canariske Øer. Det er desuden underligt, at de islandske Annalister, som indtil vore egne Dage have bemærket alt nogenlunde Mærkværdigt, ikke skulde have optegnet, at en Mand fra Syden var kommen for at faae Efterretning om ubekjendte Lande — de islandske Annaler efter 1400, hvoraf mange haves alene i Haandskrift, indeholde mange ringere Ting end det.
  3. Saaledes kaldte de isl. Fortællere med et i Grunden urigtigt Navn de grønlandske Colonister, som vare ligefrem Islændere og burde have baaret dette Navn; ligesom de Danske, som nu boe i Grønland, aldrig kaldes “Grønlændere”: thi disse ere og have altid været Eskimoer eller “Skrælinger”. I Selskabets Aarsberetning for 1825—1827 kaldes de gamle grønlandske Colonister rigtig “Islændernes Landsmænd”, og de acclimatiseredes aldrig i Grønland, men deres Coloni gik under paa Grund af Isolation fra den øvrige civiliserede Verden. Havde de været de Første til at colonisere Grønland, da kunde de kaldes Grønlændere, imedens det er ubilligt at sammenblande dem med et vildt Folk, som man saa ofte gjør.
  4. Navnet paa en nu tabt Skindbog, der har indeholdt geographiske Sager; den antages at være ældre end det fjortende Aarhundrede, men kjendes nu kun af Bjørn Jonssons Grønlands Annaler.
  5. “M. Rafn, qui prépare un grand et bel ouvrage sur l'histoire de ces découvertes américaines.” Der gives ogsaa Underretning om den i Grønland fundne Runesten fra 1135 — alt dette kunde Humboldt ogsaa erfare af Selskabets trykte Aarsberetninger. Sml. ogsaa Wacksmuth, Sittengeschichte (1833), Bd. II. S. 107.
  6. Det vil sige islandske; “nordisk” er kun et almindeligt Udtryk, og indbefatter i sin Helhed alle de Egne, der indtil en vis Bredegrad ligge omkring Nordpolen.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.