Dalkuttingen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Dalkuttingen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Der var engang mange Mænd paa en Reise. En Søndagmorgen teltede de paa en fager grøn Eng. Det var klart og smukt Veir. De Reisende lagde sig ned, for at sove, og laae paa Rad i Teltet. Den, der laa yderst ved Teltets Dør, kunde ikke sove og hans Øine løb frem og tilbage i Teltet. Da saae han en blaalig Dunst stige op over Den, der laa inderst. Dunsten bevægede sig fremad igjennem Teltet og ud af det. Manden vilde vide, hvad dette kunde være, og fulgte ud efter Dunsten. Den svævede langsomt over Engen og kom endelig til et Sted, hvor der laa et bleget gammelt Hestehoved, der var fuldt af stærkt summende Spyfluer. Dunsten svævede ind i Hestehovedet, men efter en rum Tids Forløb svævede den ud igjen. Derpaa svævede den igjen hen over Engen, indtil den kom til en lillebitte Bæk, der flød over Engen. Den svævede ned langs Bækken, og det bares Manden for, som den søgte et Sted, hvor den kunde komme over den. Manden havde sin Pidsk i Haanden og den lagde han tvers over Bækken, der ikke var bredere, end at Skaftet naaede over den. Dunsten gik ud paa Pidskeskaftet og kom saaledes over Bækken. Derpaa svævede den atter en Stund fremad, indtil den endelig kom til en Tue paa Engen. Der forsvandt Dunsten ned i Tuen. Manden stod i Nærheden og ventede paa, at Dunsten skulde komme igjen. Det skete ogsaa snart, hvorpaa den svævede tilbage ad samme Vei, som den var kommen. Manden lagde sin Pidsk over Bækken og Dunsten gik igjen over paa den, ligesom forrige Gang. Nu svævede den lige hjem til Teltet og standsede ikke, før den var kommen inden for den inderste Mand i Teltet. Der forsvandt den. Manden lagde sig da ned og faldt i Søvn.
Da det var ledet langt paa Dagen, stode de Reisende op og toge deres Heste. De snakkede om mange Ting, imens de vare i Færd med at sadle Hestene. Blandt Andet sagde den, der havde ligget inderst i Teltet: »Jeg vilde ønske, at jeg eiede, hvad jeg drømte om idag.« »Hvad var det og hvad drømte Du?« spurgte den, der havde seet Dunsten. Den Anden svarede: »Det bares mig for, at jeg gik her ud over Engen. Jeg kom til et stort og fagert Huus. Derinde vare mange Mennesker forsamlede, og de sang og spillede med Fryd og Gammen. Jeg blev temmelig længe inde i Huset. Men da jeg kom ud igjen, faldt min Vei længe henover en fager og jevn Slette. Derpaa kom jeg til en stor Flod, som jeg længe forgjæves søgte at komme over. Da saae jeg, at der nærmede sig en uhyre stor Kjæmpe. Han havde i Haanden en forfærdelig stor Bjælke, som han lagde over Floden, og paa den gik jeg over. Jeg gik da længe, indtil jeg kom til en stor Høi. Høien stod aaben og jeg gik ind i den. Der fandt jeg ikke Andet, end en stor Tønde, der var fuld af Penge. Jeg opholdt mig der længe, for at see paa Pengene; thi saa stor en Bunke havde jeg aldrig før seet. Siden gik jeg ud og vendte tilbage ad samme Vei, som jeg var kommen. Jeg kom atter til Floden, og der kom Kjæmpen igjen med Bjælken og lagde den over. Jeg kom da over Floden paa Bjælken og vendte hjem igjen til Teltet.«
Manden, der havde forfulgt Dunsten, begyndte at faae lystelige Tanker, og han sagde til den, der havde drømt: »Kom, Fælle, lad os et Øieblik gaae hen og hente Pengene.« Den Anden gav sig til at lee, og tænkte, at han nok ikke var rigtig klog, men han gjk dog. De gik nu ganske den samme Vei, som Dunsten var gaaet, og kom til Tuen, som de gravede op. Der fandt de da en Kutting, fuld af Penge.
Saa vendte de tilbage til deres øvrige Reisefæller, fortalte dem Alt om Drømmen og om Dunsten, og viste dem Dalkuttingen.
