Dansk jul

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


J. C. Dahl: Vinter ved Vordingborg
Dansk jul

Jul, Bd. I


Af
Henning Frederik Feilberg
1904


»OM ÅRET ER ALDRIG SÅ LANGT.
ALTID VAR JULEAFTEN TRANG.« 
(Gammelt ordsprog.)


FOR den sædvanlige tankegang er julen én fest, hvor alt samler sig om juleevangeliet. Som konger fra Østerland og hyrder fra Betlehem samles om vuggen med gudsbarnet, hvem slægter har længtes efter, og som omsider fødtes i tidens fylde, således samles kristnes tanker, deres, som bor i de blanke sale, og deres i de fattige hjem for at hilse ham, der sonede skyld og bragte fred til menneskehjærter. Men ser man nøjere til, viser det sig, at juledag i virkeligheden kun er som et midtpunkt, hvorom en hel række helgendage samles. Deres legender er i tidens løb på mange måder blevne knyttede til julehelgen, og det kan være nyttigt at søge en oversigt.


I den gamle kalender står følgende mærkedage på forskellige måder i forhold til jul og solhverv.


4. December, Barbaras halvdøgn, »Barbro dögri«, mærkes i Norge med en sol, fordi solen går bort, men vender tilbage Lucie nat, el. med et tårn, hvori Barbara boede, el. med en lænke, fordi hun blev lænket. Hyppigt forekommer to ringe, vistnok lænken, hvormed hun blev bunden. På en enkelt stav tårnet, hun var fangen i, ellers sværd og (palme-)gren, hendes sædvanlige attributter.


6. December, Nikolausmesse, »Nikulsmesse«, mærke en biskopsstav, fejredes endnu midt i 18de århundrede med spil, drik og gæstebud i Norge, man anså ham som landets patron.


8. December,  »Vor Frues Ventedör«, fordi Vor Frue ventede at føde Kristus den dag, hun regnede fejl og fødte sit barn først 3½ uge senere. Det hele er opstået af »Mariæ undfangelse«. Maries fødselsdag er nimånedersdagen derefter, 8. Sept.; dagen nævnes også St. Anna, og mærkes med en kande, fordi juleøl skulde brygges eller klæder vaskes.


13. December, »Lucinotti«, der er så lang, at koen bider tre gange i sit bånd af sult; den siger: »Lucinotti lange!« »Hun er som to!« siger væderen; »Fanden fare i, hun er!« sagde geden, da dyrene kunde tale. Det er årets længste nat, mærkes med blus, idet man satte Lucia i forbindelse med lux, lys. At den 13de Decembers nat ansås som den længste, lå i at kalenderen for 1700 i Norge var 11 dage for tidlig. På Willes primstav et bål, hentydning til legenden, at Lucie stod uskadt i bålet, ellers hyppigst en dolk.


21. December, »Thomasmesse«, »Thomas Brygger« el. »Thomas Fuldtønde«, mærkes med en tønde. Mellem Lucienat og Thomasmesse indtraf »imbredag«; ugen fra onsdag til onsdag kaldes »imbrevika«, 4de søndag i advent »imbresøndag«. Thomasmessen tylledes øl på tønde, folk fo'r om og smagte Thomas Bryggers øl, »imbrerun«, rusen kaldtes »skakebollen«: skakebolle er første bolle af nybrygget øl, »upskoka«, øst op af gæringskar. Et døgn derefter »spronste« de tønden og drak atter rus, »spronsedrykkjen«, for at prøve, om tønden er vel »spronset« ɔ: om spunsen sidder godt. Denne dag råder for årets vejr: »når dæ kom ei linu så net onder jul, kalla dei gamla den Lucetøyren (Lucietøvejret), for da skulde dom rive a seg klæa å vaske dom. Dagen nest onder jul kjem lefsetøyren (Lefsetøvejret), da sku dom båkå lefsekling te jula«. Når der nemlig kom tøvejr, kunde man få malet mel til julelefsen. På en stav forekommer en hånd med tre oprakte fingre og korsmærke ved siden, hentydning til fortællingen om den vantro Thomas; på flere stave et kors, i hvis ene arm en kvadrat med et lidet kors: hånden med fingrene er skrumpet ind til et kors, mens det lille kors er bleven stående.


25. December, jul; mærkes med et horn, »julehonne«, deraf drak man juleaften (Norge). I Sverige juleaften en lur efter den gamle skik »att blåsa in julen«; juledag mærkedes med træ [?] eller krone. Hornet findes kun på de færreste stave; sammenlignes de forskellige tegn, synes forbilledet at være Kristusbarnet i svøbet med glorie eller stjærne. Mellem jul og trettende dag(6/1) »då må'kje rokken brukas heil noko svivuarbei (arbejde, hvor noget drejes rundt) gjeras, då æ de heilagt, si folk.« 


26. December, St. Stephan.


27. December, Johannes Evangelista.


28. December, »Børnedag«, Dies innocentium.


1. Januar, nyårsdag, mærkedes med et timeglas (Norge), på yngre stave med kniv, hentydning til Jesu omskærelse (Sverige) eller et horn, til minde om, at julen endnu varede »då våra förfäder höllo sig roliga ock drucko ur horn«. På nogle norske stave et hus, vistnok Templet, hvori Kristusbarnet fremstilledes; på et par stave en ring med et kors i.


6. Januar, kongedag, »trettan dagen«, mærke: tre mænd i en ramme (Norge); »tolvta« kaldtes 5. Januar, »trettande dag« el. » helg.« d. 6te; aftenen forud: »trettand-aftan«. Man drak den dag el. den næste »Eldbjörgsminne«. I Sverig også mærket med tre kroner, på norske stave kors med tre par arme el. tre kroner.


7. Januar, Knud Hertug (Danm., Norge), Knud Lavards dødsdag »Affaredag«, da sluttes julelystighederne: »Sante Knut kjøyrer joli ut.« 


11. Januar, »Brettemess« el. »Bretivemess« el. »Brykkemesse« efter Brictiva, nok en irsk helgeninde, der æredes i Norge. Dagens mærke var en hest. En bonde vilde nemlig køre hø hjem trods advarsel og sagde: »brette meg hit å brette meg dit, så vil æg brette meg heim eitt lass høy!« men hans hest brød sit ben. Navnet forvanskes til »Brokkesmesse«, thi julelevningerne skulde den dag »brokkes« i gryde. Juleøllet er nu forbi. De, som har råd, brygger på ny, gør »pumpegilde«  for naboer og venner og drikker en »snipperus«.


12. Januar, midvinter, »midvettr« el. »mevet«, höggenatten, mærke: en del småprikker ɔ: snefnug, da ruller vinter over ryg og bjørn og »bøker« (væder) vender sig; når vinteren er »halvlien, snur bjønnen seg på hi sia«.


13. Januar »Tjugonde dag«, skal den halve part af de opsamlede lysestumper brændes. Er der noget tilbage på juletønden, drikkes den aften en »sovedrik«, derefter danses julen ud, og så er det forbi med glæden.



THOMASDAGEN


Jeg forbigår Nikolausmesse og Lucienatten, der i Danmark synes glemte, for at begynde med Thomasdag, d. 21. December, den korteste dag med den længste nat. I den søndre og vestre del af Jylland, langs vestkysten af Sønderjylland har den dag været en børnefest, som ingen anden. Jeg kan henholde mig til, hvad jeg selv har hørt af gamle folk i Darum, at de som børn sjælden sov natten før, opfyldte som de var af den glæde, der ventede, og beretninger andenstedsfra stemmer hermed. Den afdøde præst, Jakob Chr. Lindberg, nævner i sine erindringer, at Thomasdagens højtid var det eneste glade barndomsminde, han havde fra sin skoletid i Ribe, og hans samtidige og kammerat, Ørbech, siger, at aldrig mødtes kammerater under vejs med større glæde eller sådan en glæde som denne morgen. Dagen var skoleårets afslutning, julens første fridag; børnene bragte deres lærere et offer af lys og penge, og læreren til gengæld trakterede dem efter datidens tarvelige lejlighed. Men et andet moment kommer ved siden heraf enkelte steder frem: børnenes ret den dag til at være herrer i skolen. Såvidt man af beretningen kan se, har højtiden i Kolding været en slet og ret skolefest. Børnene bragte penge og fra 2 til 8 lys hver med til læreren, de skrev prøveskrifter, »Proben«, og fik på dem antegnet deres forskellige verdslige eller gejstlige værdigheder, der svarede til den kundskab og dygtighed, de udviste. I den ene af de danske skoler derinde kunde rangen stige fra kommerceråd el. -rådinde til kejser eller kejserinde i Rusland, i den anden fra provst, gennem konsistorialråd til pave, hvilket altsammen indførtes med sirlige, forskellig farvede frakturbogstaver i »Proberne«, hvis form var sålydende:


Skrevet i Kolding danske Skole på St. Thomæ Dag, År [1840] af [Søren Jensen], som for sin Flittighed i Læsning, Skrivning, Regning og Vers [Prins af Danmark] er kaldet.


Fattige børn sammentiggede sig så nogle juleskillinger ved at forevise disse vidnesbyrd hos de mere velstående familier rundt om i byen.


Dagen gik forresten med leg i skolen, og børnene forsømte sjælden at brænde ferlen, der var forslidt af årets mange dask, uden at tænke på, at når de næste år samledes igen under skolens strenge regimente, lå der et nyt og kraftigere torturinstrument til skræk og advarsel på skolemesterens stol.


I Ribe bragte børnene ligeledes penge og lys. »Præceptor og Frue« trakterede med pebernødder og »gode råd« samt mjød, hvorefter børnene legede blindebuk og andre lege i skolen, »der var den dag ingen bøger at læse i eller brydes med. Man måtte tale og frit snakke sammen, skolemesteren sagde ej: hys, hvys! om vi end var temmelig højrøstede. Riset var aldeles forvaret denne dag. Så klappede vi stundom alle af glæde på bordene med de små hænder.« 


Såvidt om Skolefesten i byerne.


På landet, ialtfald, hvor jeg selv har lært skikken at kende, kommen et andet træk stærkere frem. Der er udentvivl alle steder blevet ofret til læreren, som jo i gamle dage hyppigt var en eller anden bondekarl, der »gik om i madning« hos bønderne, og offeret har været nogle skillinger og lys, som i Vestslesvig kaldtes »juleskat«, men festen selv nævnedes »julehøjtid« eller »skolehøjtid«. Læreren trakterede med blødt hvedebrød, »simler«, og mjød eller sirupsbrændevin, med ibrokkede kavringer, hvilket børnene madedes med ved ske. Gamle mindes, at traktementet har været »mælk og brokker«, vel vort mælkebrød. Der blev danset, spillet med tærninger og leget i Skolen og — man rykkedes med læreren om tampen, som blev erobret, brændt, ituskåret eller druknet.


Som alt nævnt var børnene i Darum den dag overstadig lystige. Det gjaldt at møde så tidlig som muligt i skolen. Den, der kom sidst kaldtes somme steder »Thomas«, han blev i Darum transporteret over til præstens brønd og sat til hest over brøndsulen. At drengene brændte eller sønderskar tamp og ris er en selvfølge. Da skikken kun synes at være kendt i det sydlige Nørrejylland og langs Sønderjyllands vestkyst, er der jo rimelighed for, at den er indvandret sydfra. Foreløbig nævner jeg, at den, der kommer først Thomasdags morgen i skolen kaldes »Dävestrüch«, duggstryger; den, der kommer sidst »Domesesel«, Thomasæsel, i Westphalen.


En kort bemærkning om, hvad der synes os så fremmed, en gave af lys, må her gøres. Det er ikke blot læreren, men byhyrden, vægtere, omløbende tiggere, der får lys. Sagen er ganske simpelt den, at det ikke var let i gamle dage for småfolk, der ikke selv slagtede »talgkreaturer at skaffe lysning til deres stuer. Det eneste der kunde fås var tranlampen med sivvægen, eller i mangel af den en smule »lampeskår« med væge og lidt afskrabet tælle eller fedt, sat i en skål fyldt med varm aske, som holdt stoffet flydende. Det var dog ganske sikkert ikke hver mands eje. Hunde- og kattefedt var sagtens uærligt lysmateriale og brugtes kun af rakkere, og kunde så ikke en stærkt lysende tørveart, lyseklyne, skaffes, så havde man kun mørket og den svagt lysende tørveild de lange, lange vinteraftener. Tællelys vilde lidet være os til behag, kunsten at »brande« dem med fingrene er vel næsten glemt, men for et par menneskealdre siden var de luksus hos velstående og ansås for så kostbare, at man sagde: »et lys at brinde, én kælling at spinde, det er mere at tabe end at vinde«. Arneilden og ét lys på en gulvstage var tilstrækkeligt for alle bondegårdens folk.


Jeg fortsætter da. I omegnen af Antwerpen smutter børnene Thomasdag tidlig ind i skolen, lukker læreren ude, indtil han lover dem et traktemente med øl eller anden drik. Når dette er i orden køber børnene en hane og en høne, der slippes løs og skal gribes af drengene og af pigerne. Pigen, som fanger hønen bliver »dronning«, drengen, der får hanen grebet, nævnes »konge«, og gildet fortsættes af børn og lærer i fællesskab. Andetsteds, også fra Belgien, omtales, at børn lukker deres forældre ude, tjenestefolk deres herre, læredrenge mesteren, og at skoledrenge binder læreren fast til hans stol, og bærer ham over i værtshuset; allesteder må de foresatte løskøbe sig med et traktemente, puns og kager af forskellig slags. Istedetfor den mere civiliserede gribejagt på hane og høne har lærere i Ardennerne indtil 1850 skullet give børnene høns at hugge hovedet af, ligesom der hær og dær er brændt små papirsbilleder af haner foran skolehuset. Skikken kaldes »Buitensteken« eller »Buitensluten« d. e. udestængning. Men på forskellige steder veksler dagene: således sker det sine steder St. Antonius (17/1). I N. Braband trakteredes børn med øl i skolerne »børnedag« (28/12) og opvartedes dær af læreren, i hjemmene af forældrene. Endelig synes det at have været en temmelig almindelig skik i N. England lige før jul, somme steder i September eller Oktober, andre fastelavnsmandag, at låse skolen for læreren, eventuelt forsvare den som en belejret fæstning, til de krigsførende parter var blevne enige om, hvorlang juleferien skulde være, og hvormange og hvilke fridage året skulde have. Der bliver forhåbentlig lejlighed til senere igen at komme ind på denne underlige skik.



JUL I BONDEGÅRDEN


Imens skolen med børnenes undervisning følger sine egne vedtægter og passer sit eget, stiller julen meget store krav til husmoderens dygtighed. Arbejdet var ikke, således som nu, delt blandt mange forskellige, men alt hvilede væsentlig på hende, så ordsproget er let at forstå: »om året end er aldrig så langt, så er dog juleaften trang«, og der må meget tilside, inden mand og hustru kan dele festens stille glæde og lægge arbejdet med dets bekymringer tilside.


Til enhver fest pyntes og rengøres gården, der ryddes op ude omkring; hestestald og kostald får en omgang, som ellers ingensinde, om det så er staldvinduerne, så vaskes de, kreaturernes båse og krybber fejes rene. Ploven hentes hjem fra marken, om den er bleven stående ude, man kunde vel gerne unde den stakkels fredløse skomager fra Jerusalem hvil en julenat på den; det er nemlig hans ret, men så gror der i årets løb kun ukrudt efter den, og desuden kan onde vætter splitte den ad isåfald; eller også siges der, at konen får lov til at råde i huset, og det giver »vor fa'r« nødig åbenlyst sit minde til, anstanden skal jo helst frelses. Alt dette gælder gårdens karlfolk.


Inden døre, hvor mennesker bor, skal også pudses op. Fjællevæggene i de gamle stuer i Vendsyssel blev skurede såvelsom lofterne, der var sorte af tranlampernes os. I »den store stue vaskedes væggene, men da dær som regel ingen lamper brændte, kunde man spare at to loftet. Gulvene var som sædvanlig af stampet ler, der intet var ved at gøre; hvor det var lagt af vragstykker, blev det skrubbet med en stiv rislime. Der omtales også, og det gælder vel nærmest byerne, at stuer »drages« eller at man dog kridtede de sodede bjælker. Var der bilæggerovne, blev de pudsede, og rokkene sattes op på loftet.


Men der var meget endnu tilbage. Linned og klæder skulde vaskes; grisen, eller hvad anden slagt man havde, skulde af med livet og skaffes i orden, pølser koges, og alle dyrets enkelte dele forstandig og sparsommelig anvendes, julemaden skulde helst bolde ud året om. I tide måtte bonden sørge for at få korn og malt malet, som hver del skulde, og helst såmeget, at man ej behøvede at køre til mølle før efter kyndelmisse. Der skulde meget til af begge slags, thi man brugte kun »kage«, d. e. sigtebrød, og mens man nu lader mølleren »pille« rugen på sin kværn, måtte bondekonen eller hendes datter med besvær »timse« skallerne fra melet i gamle dage.


I tide måtte juleøllet brygges, at det kunde blive afgæret til festen, og man brugte meget mere malt end til dagligt brug, at øllets styrke og fedme i »juletønden« kunde svare til festens glæde. At »smage juletønden« blev udtryk for fuldskab.


Så kom bagningen og alt, hvad dertil hørte. Der bagtes selv hos fattige to slags brød, grovbrød og »kage«, hos de mere velhavende såmeget, at der var nok til over vinterens midte. Man iagttog nøje, ikke at bage eller brygge på den korteste dag, thi isåfald vilde brødet vende sig i ovnen og øllet i gæringskarret ɔ: det vilde syrne, og for sligt tør ingen husmoder udsætte sig. Allesteder, hvor man havde råd dertil, bagtes rigeligt sigtebrød, da det blev anset for usømmeligt at spise det sædvanlige sorte rugbrød i helgen. Der fortælles om en herregårdsfrue, der var så gerrig, at da de havde fået en tønde rug sigtet til jul, vilde hun spare det halve til nyår og bagte kun de fire skæpper til julen; men mange folk var der, og alt blev spist op juleaften, så der måtte skæres rugbrød til folkene julemorgen. Avlskarlen tog da et par af »mellemmaderne« og gik ind til herremanden, foreviste ham brødet og spurgte, om det virkelig var hans mening, at de ingen kage skulde have julemorgen. Følgen heraf var, at fruen fik sin frokost af ridepisken og måtte skaffe kagen bagt inden aften, og det selve juledag. Udlæget i korn var selv på bondegården betydeligt. I Sælland bagtes 24 punds julekager af hjemmesigtet rugmel, der sendtes til de familier, der havde gjort høstarbejde, og desuden fik hver af tjenestefolkene og børnene på gården sin kage, så der kunde til julebægten let medgå både tre og fire tønder rug. Skikken at bortgive brød til husets arbejdere har vist været almindelig. Tjenestefolk, der selv modtog slige af husbonden, kunde give dem til deres forældre, når disse kom i besøg hos dem. Kagerne, som uddeltes kongeaften, var gerne mindre. Også juleoste bortgaves.


Foruden brød bagtes så pebernødder og kager. Pebernødder var jo børnenes glæde, de hjalp med til at trille dem ud og skære dem, ja, og sætte smag på dem. Fine var de just ikke, de bestod af sigtemels dejg el. af bygmel, var sødede med »mjødrod«, bundfaldet ved mjødblanding, eller »mjødskum« eller sirup og krydrede med peber og allehånde. De små lavedes vist i skæppevis for at imødekomme julens mange forskellige krav. Så bagtes desuden »konger«, »ronnevædre«, »gjeldevædre«, som var større og i børnenes omsætning af betydelig højere værdi end de små. Alle disse brugtes som indsats i kortspil og ved de mange lystige pebernøddelege.


Som delikatesse og traktemente bagtes »goderåd«, flade kager, i former som et vafleljærn og med figurer. Desuden klejner: »put igennem«, »svineører« og som festmad æbleskiver og vafler. Også en »søsterkage« eller to bagtes som kaffebrød.


Såvidt om maden. Men der hørte mere til, der måtte nødvendigvis til festen anskaffes nye klæder. Mandfolkeskræddere fandtes ikke i ældre dage i Vendsyssel og sikkert sjælden på landet; der måtte gøres aftale med »skrædderpigerne«, og disse syede nætter og lyse dage for at stille kunderne tilfreds, og efter de gamle dages skik samledes ungdom til om aftenen, hvor der syedes, pigerne sang, når de kunde, karlene spillede kort om pigerne, og det var både hæder og ære at kunne vinde en køn pige. Men for husmoderen var fornøjelsen ikke stor, kom det tæt ind til jul, var besværen såmeget større at blive færdig med rengøring og bagning og det meget andet, som nødvendig skulde gøres. Endnu kom et forhold til, som stillede krav til husmoderen, det var tiggerne fra sognet selv, fra nabosogne og især fra byerne, der sværmede ud for at dele med bonden. Dette har sikkert været lands sæd. I Vestjylland kom konerne med kurve på armen og bad om lidt til julevist (»jullest«), og så havde husmoderen til hver et stk. flæsk, et stk. sigtebrød, et stk. julekage eller en kop gryn; af og til kom de igen sidst i julen og fik levninger. Andre steder mødte de først Stefansmorgen. I Angel bagtes små brød, »leve«, til fattigfolk. Det mindes, at husmoderen på en gård i Løgstøregnen den dag havde 11 almisser rede, hver bestående af 1 tyk mellemmad, småbrød, 1 stk. kød, 1 stk. flæsk samt et lys. De, som kom, bødes til fortæring et stk. smørrebrød og en dram, der dog kunde hældes i en medbragt flaske, og de fik så det øvrige med. Alt dette stemmer godt med tidligere dages skik, når det f. eks. fortælles om Anna Brahe, at der i slotsgården kunde samles indtil 500 personer, der ventede julealmisse. I Helsingør uddeltes ved Krogens slotsport kød, brød, øl og lys til fattige, og underordnede har ventet det som en ret, at de til festen modtog gaver fra deres herskab. Endelig har i mands minde på Fanø »syngebørn« gået om til jul og sunget en salme, hvor de fik lov at komme ind, og modtaget gaver. Det har vel været den sidste rest her i landet af skolepeblingenes sang, som jeg endnu for få år siden (1890) selv har hørt i Jena. Det var ejendommeligt for en Nordbo at se den lille drengeflok, der nu og da standsede udenfor husene og i deres løse, sorte, flagrende kapper med klare barnerøster sang flerstemmigt de gamle kendte koralmelodier. I Bircherods dagbøger skrives 1702 fra Odense: »jeg måtte ynke de fattige skolepersoner, som denne aften i stor regn og slud gik om og sang diskanten på vore gader for såre liden fortjeneste, eftersom indvånernes liberalitet mere og mere aftager«.


Når der tages hensyn til alt dette meget, når man husker, at husmoderen som regel i ældre tid måtte se til, hvorledes hun kunde komme igennem arbejdet med sine to hænder og den liden hjælp, hun havde, så forstår man de sidste dages besværlige arbejde, deres uorden og travlhed, at udtrykket kan have dannet sig: »här ser ut, som dagen för julafton« om et sted, hvor alt ligger hulter til bulter og den største travlhed hersker.


Dog, tiden går. Lillejuleaften er »kattens juleaften«, hvorfor kan jeg ikke oplyse, men den aften havde man ellers andet ærinde. Enkelte steder i landet tog man i mørkningen ovnskydselen, redskabet hvormed brødet sættes i ovnen, og når julebægten var færdig, gik man ud med den i æblegården, slog tre gange på hvert frugttræ og sagde: »fryd dig, kvist, Kristus er født!« så var man vis på, at træerne bar godt i året, der kom. Andre steder bandt man juleaften et halmbånd om træerne med de ord: »nu klæder jeg dig, så skal du føde mig i Gudfaders, Gudsøns og Gudhelligåndens navn!« 


Med juleaftensdag var det sværeste arbejde til side. Nu skulde der sørges for dyrene. Det mindes som en gammel skik på øerne, at unge piger til jul skulde ride ud med hø og andre sager til kreaturerne. Den tid har været, da heste og ungkvæg endnu gik ude ved juletide, om vejret var tåleligt, og kom ind »med sne på ryggen« i det nye år og atter måtte afsted, den første milde solskinsdag.


Dyret, Guds umælende skabning, menneskets trofaste hjælper, skal holde fest med sine husfæller. Alle kreaturer fik juleaften rigeligt foder, ej blot heste og køer, men lige så fuldt hund og kat, høns, ænder og gæs. Den stund slægtens lænker blev brudte, skulde bindehunden ej stå bunden; han blev løst og skulde have med af alt på bordet, om det så var en dråbe brændevin og et stykke lyse-tane. Køerne blev gnedne om tænderne med salt og sod, at trolddom ej skulde få magt med dem. Om et fugleneg i ældre tider har været sat op her i Danmark, véd jeg ikke sikkert; i senere år har jeg ofte sét det. Derimod er vel nok blevet strøet korn ud til de vilde fugle, og så er dærtil føjet en bestemt advarsel: at hvad der er gave må ej bruges til lokkemad. Hvor man har gjort gilde for fuglene, må man ikke senere sætte snarer.


Tjærekors blev tegnede på stald- og ladedøre og kors ridsede i korndynger på loftet for at værge mod alle onde vætter. Karlene væltede så meget hø og korn ned fra stænget, at de havde nok julen igennem, tilmed måtte laden ej være tom i helgen, der lagde sin velsignelse i alt, der var fremme.


Henimod middag blev husmoderen igen at få i tale. Alt imens kunde de sidste juletiggere komme og hilse »glædelig jul!« Fattige børn kom og sang:

»Jeg holder min hånd for himmelens dør,
får jeg lidt, så kommer jeg tit,
får jeg meget, så kommer jeg aldrig mer.« 


Når de så havde fået deres ret af æbleskiver og pebernødder og smagt på juleøllet sang de til afsked:


»Julen fører ret plasér,
vi får nok at æde;
når det lystig frys og snér,
så kører vi i slæde
hen til gæst hos vores ven,
dær vi glædes hver og én,
får og dær at smage,
Gud, den prossekage!
Øllet er som honning sød,
sødere den brune mjød,
det er gode dage! —
Da vi tit i søvne ser,
lille Jesper ad os ler
med den urt i hatten,
han os gav om natten.« 


Glipper det noget med poesien, meningen er god; efter sangen hilser børnene og fortsætter hos naboen.


Karlene var tidlig færdige med deres syssel, så de kunde få lejlighed til at vaske sig og rede håret, inden de blev kaldte ind. Hen på eftermiddagen mødtes ungdommen tilhest, ridende kom ud fra alle gårde, samledes i flok og drog under lystig samtale og vædderidt ind ethvert sted byen rundt og ønskede glædelig jul. De fik vel, hvor de kom, en smule traktemente, men såsnart henimod mørkningen kirkeklokken ringede festen ind, skiltes de ad og red stille hver til sit hjem. Således kender jeg kun fra et enkelt sted i vort land skikken, fra V. Vedsted, syd for Ribe. Der er vel rimelighed for at den har strakt sig længere mod syd, jeg véd det ikke.


Pigerne, som havde den indvendige syssel, måtte jo holde længst ud, de nåede først i sidste øjeblik at få sig toet og skifte klæder. Så kom omsider stunden, der samlede alle husets folk uden undtagelse om festbordet. Som jeg har kendt skikken i Vestjylland, spiste vi frokost kl. 12 og samledes til julemåltidet kl. 5–6. Det var naturligvis noget forskelligt på forskellige steder.


I Angel fik man om middagen »mullebrød«, brødstumper, overhældte med fedt fra skinken, der kogtes til måltidet om aftenen. I Vendsyssel dækkedes det lange bord med en hvid dug, og der fremsattes rundelige portioner af smørrebrød samt øl i de smalle høje kruse med tinlåg. Julelyset var tændt og stod midt på bordet, pyntet med klippet og kruset papir og ombundet med smalle røde silkebånd. I Vestjylland dækkedes bordet med en lang hvid dug, en luksus, der ej kendtes til daglig brug. To usædvanlig tykke tællelys stod derpå, jævnlig såvidt som muligt lige store, et for manden og et for konen; man rørte dem ikke, flyttede dem ikke, »brandede« dem ikke. Det skete jo i de dage med fingrene, og man måtte være vant til at gøre det, en færdighed, der nu sagtens er ved at dø ud. Men julelysene rørte man ikke; thi sluktes ved et uheld et af dem, var det dødsvarsel. De gjaldt mand og hustru, og den af ægtefolkene, hvis lys brændte længst, levede længst. På bordet stod fremdeles en tallerken med småbrød og en flaske med brændevin af eget bryg, i ældre tid brændtes der jo noget nær i hver gård med eller mod lov og anordning. Konen kom ind og bød omkring, og alle måtte smage på de gode sager. Så blev der lagt lange trætallerkener på bordet. Sædvanlig tog hver sin træske eller hornske ned fra stroppen, hvori skaftet sad, oppe ved bjælken, men den aften hentede pigerne dem ned og lagde dem tilrede på hver plads sammen med gaflerne. Knivene medførte hver i sin lomme.


På bordet sattes, såvidt jeg skønner, her i Danmark fornemmelig kødmad, og man endte efter almuens skik med grød. I Randersegnen bringes et fad ind med flæsk og ribben i bunden, dær ovenpå var dannet en rede af pølser, hvori der tronede en stegt and, på et tilsvarende fad lå et halvt svinehoved. I Vestjylland trakteredes med svinehoved og grønlangkål, ligeså i Mellemslesvig. På Falster med »groffenbrad« d. e. oksekød, og risengrød, i Vester Hanherred med varmt kød og opstuvet hvidkål, i Torring ved Randers med byggrød og stegt pølse, og når aftenens morskab var forbi, sluttede man med grisetær. Omkring Ribe trakteredes med fersk suppe og steg. Efter at suppe og kød var spist, fik man i Ringkøbingegnen gerne salt torsk og derefter byggrød med så rigeligt smør og sirup, at det flød over alle grænser. I Vendsyssel gaves til nadver fersk fisk, torsk, når de kunde fås, med sennep og opstuvet kål og flæsk. Julegrøden var kogt af byggryn, kun mere velhavende spiste risengrynsgrød. Endnu kan blot nævnes, at i byerne kogtes i julegrøden en mandel eller to. Den, som fik én af dem, skulde inden næste år have bryllup, eller også modtog han en eller anden lille extragave eller havde lykke med et ønske. I senere år hører risengrød og gåsesteg ganske almindelig til som festretter juleaften; hos vore landsmænd i Amerika følges den engelsk-amerikanske skik at spise kalkun.


Som man sér, her er få spor, om noget, af en tidligere julefaste.


Altså, når alle husets folk var samlede, sysselen ude og inde forbi, julelysene på bordet tændte, tilmed i Vestjylland et brændende lys sat i et vindue, der vendte mod den vilde mark, at mennesker, der havde mistet vejen, kunde finde husly, satte man sig tilbords og begyndte efter fromme forfædres skik med bøn og salmesang. Der er ingen tvivl om, at der mangt et sted i det lave bondehus den aften har været en stille højtid. Når maden var sat frem, tog husbonde og madmoder plads på bænken for bordenden, mens karle og drenge satte sig under vinduerne efter alder, og pigerne stod på den modsatte side af bordet. Idet alle foldede hænderne eller bøjede hovedet, sagde enten et af børnene eller et tyende: »alles øjne vogte på dig, Herre, og du giver dem deres spise i betimelig tid, du oplader din hånd og mætter alt det, som lever, med velsignelse. Ære være Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, som været haver fra første begyndelse, endnu er og vorder evindelig«. Dernæst messede husbonden: »Kyrie eleison!« —»Kriste eleison!« — »Kyrie eleison!« mens de forsamlede henholdsvis svarede:  »Herre, vær os miskundelig!« — »Kriste, vær os miskundelig!« — »Gud Helligånd vær os miskundelig!« Så bad de fadervor og tilføjede: »Herre Gud, himmelske fader, velsign os og disse dine gaver, hvilke vi af din rundhed skulde annamme ved Jesum Kristum, vor Herre, amen.« Efter måltidets slutning blev der sagt: »takker Herren, fordi han er god og hans miskundhed varer evindelig! Den, som giver alle kreaturer deres spisning, den, som giver kvæg deres foder og ravneunger føde, når de råber til hannem, han haver ikke lyst til hestens styrke eller velbehagelighed i nogen mands ben. Herren haver velbehagelighed i dem, som hannem, frygter og i dem, som vente hans barmhjærtighed.«  Atter fulgte Kyrie eleison og fadervor og endelig slutningsordene: »vi takke dig, Herre Gud, vor himmelske fader ved Jesus Kristus, vor Herre for alle dine velgerninger, du, som lever og regerer til evig tid, amen!« 


Dette er den gammeldags skik, som den er indkommen fra reformationstiden. Selv har jeg kun kendt senere tiders kortere sædvane, at der blev sunget en julesalme, og at husfaderen eller den gamle mand bad en bordbøn. Husbonden tog så brødet, gjorde med kniven korstegnet over endestykket, og skar det dernæst af. Det samme skete nyårs- og kongeaften. Endeskiverne blev lagte tilside og gemte til foråret, da de blødtes i vand tilligemed rug, byg og havre, og blandedes i hestenes sidste foder, inden de første gang spændtes for plov.


Og så begyndtes måltidet med glæde og god appetit. Tilstede var alle husets folk, vist sjælden nogen udenfor familiens kreds, når undtages hyrdedrengen, der om sommeren skulde passe kreaturer, og som benyttede lejligheden til, julenat kl. 12, at svinge sin skjorte over køerne, så bissede de ikke i de lumre sommerdage. Der drives al slags løjer: den af pigerne, som fik det sidste rugneg og blev »rugkælling«, skal juleaften sidde på dørtrinnet med karkluden om halsen (V. Sælland); andre steder skal hun have ærespladsen hos husbonden, mens »bygkællingen« skal sidde på tærskelen (Nordrup). Endelig skal pigen, der fik sidste havreneg, have plads i »skadegabet«, gavlåbningen af huset, på Glænø. Man spiste vel i reglen til den grænse, hvor muligheden til at få mere ned hørte op, og måltidet afsluttedes jævnlig med »æblekager« eller vafler som dessert. Så prøvedes til slutning mætheden i Vendsyssel ved en ret »snurregrød«, eller jeg skal måske hellere sige, at de småhuller, der mulig var blevne tilbage fra måltidet, fyldtes ved en grødleg bagefter. Alle stillede sig om et bord, hvorpå en tom tallerken med en ske, som indeholdt en klat grød. En af forsamlingen snurrede skeen rask rundt på tallerkenen, og den, mod hvem skaftet vendte, skulde spise skeens indhold, og således kunde fortsættes til fadet var tømt.


Under måltidet måtte, som alt bemærket, lysene ikke røres, ligedes måtte det strengt iagttages, at om noget, hvadsomhelst, faldt på gulvet, bukkede man sig ikke for at tage det op, man lyste den aften ikke under bordet; hvad der faldt, måtte blive liggende.


Når så folk var mætte, takkede husfaderen Gud for mættelsen, og istemte en salme, hvorpå alle rejste sig, husmoderen gav sin mand hånden, og sagde: »tak for mad!« en skik, som ellers aldrig iagttoges.


Ved samme lejlighed kunde man søge orakler ved hjælp af husdyrene. Husbonden tog tre skefulde grød, lagde dem på gulvet, idet han sagde: »det er rug, byg, havre!« så kaldtes hunden ind til grødklatterne, og den kornsort, der betegnedes ved den klat han først snappede, skulde blive bedst i årets løb. Forsøget kunde forresten varieres på mange måder.


Herefter besørgedes de nødvendige arbejder, husets kvindfolk ryddede af bordet og vaskede op, karlene gik i stalden og »røgtede af«, og efter forløbet af en timestid eller så, samledes selskabet påny om bordet, rede til at tage aftenens morskab op.


At der er blevet danset juleaften, ved jeg aldrig at have hørt, derimod er kortspil almindelig brugt, tror jeg, også i hjem, hvor man ellers ikke spillede. Men aldrig om penge. Husmoderen uddelte pebernødder til alle husets folk, børnene havde ikke sjælden små poser at gemme dem i. Hvor man havde frugt, blev der sat en skål æbler på bordet. Så kunde man »kaste es« om, hvem der næste morgen skulde gøre husets forskellige arbejder, og det traf jo engang imellem så lystigt, at konen kom til at vande heste, karlen til at malke, og drengen til at skumme mælk. Man spillede »brus«, »kjøriby«, »femkort«, »femtenstreger«, mange forskellige slags »rakker« eller som det på Sælland kaldes »hanrej«. Så var der pebernøddelegene: »effen eller ueffen«, »agn i hænde« eller »hjortes«, »lade svin løbe til skov«, »mus«. Eller også lod man »ponnepinden« løbe, en terning med en pind igennem og som kunde drejes rundt som en sysselkone. Dens fire sider var mærkede A, alt; H, halvt; P, put til; N, niks, de spillende gjorde en indsats, og så tog el. tabte man, som bogstaverne faldt. Endelig var der lejlighed til for dem, som forstod det, at gøre lystige kortkunster, hvis hemmeligheder tilskuerne brød deres hoveder med at opdage.


Således hengik aftenen, og når det blev sengetid eller vel derover, gav man hinanden hånden med ønsket om en god og glædelig julefest, for ved en lang søvn at ruste sig til dagene, som kom.


I Århus egnen skal man for et hundrede år siden have haft for skik juleaften at sætte en stol og et dæk flere på bordet, end der var gæster tilstede. Hvem det var til synes at være glemt, jeg har ikke kunnet få det at vide, Det er jo måske en vedtægt, som kun gammeldags familier i byerne har kendt og brugt.



JUL I PRÆSTEGÅRDEN

Etsteds ude ved Vesterhavet ligger der en kirke, ikke dær, hvor klitterne står som en skinnende hvid bræmme langs kysten og fylder luften med det støvfine, knygende sand, når stormen på sin vej over havet møder den, men dær, hvor marsken, grøn, flad og frugtbar, strækker sig milevidt i syd og nord. Kirken er gammel og grå, har sét mange slægtled gå ud og ind ad sine døre, har sét børn døbes, vokse op, blive gamle og grå og omsider finde hvile på kirkegården udenfor, hvor de nu ligger stille, slægt efter slægt, og venter på opstandelsens morgen. Kirken har vel også engang været ung, men det er længe siden, og den har oplevet meget i sit lange liv, sét det halve Europas folkeslag som fjender, den har prøvet ildebrand, storm, uvejr, vandflod; men hvor højt end havet nåede op i byen med de mægtige istykker og det beske, salte vand, længere end til kirkebakkens fod nåede det aldrig og evnede kun at sende sit skumstænk op mod kirken. Men stormen fik fat i den og tumlede sålænge med den svære jærnstang, der bar fløjen, at den blev tvunget over mod øst; thi det véd dær i egnen det mindste barn, at stormen er en mægtig herre, som kræver, at alle bøjer sig for ham. Træerne, de få, der findes, kryber sammen og luder mod øst, menneskerne bygger deres huse, så de vender gavlene mod vest og øst. Endda knager det i tømmeret en stormdag, og man lægger harver, stiger, hvad man bar på taget; thi river stormen hul, går det med taget, som med klitten: alt søndres og spredes.


I ly bag kirken ligger en gammel, vejrbidt præstegård, og mod øst strækker sig nedenfor kirkebakken bondebyen med dens lave huse. Præstegården har sikkert også engang været ung og rank, vel sagtens endog et særsyn af pyntelighed, men det er længe siden, nu er den gammel og forslidt. Slægt efter slægt af præster er dragne ind ad dens døre; nogle er blevne trætte af ensomheden, tyngede af naturens barskhed, de forlod den og drog til andre egne. Ikke så helt få blev der, til de blev kaldte hjem af livets og dødens herre. De har nu også fundet en stille plads udenfor det hus, hvori de færdedes. Græsset gror ved forårstid frodigt over de sunkne grave, sommeren pynter dem med små, blå klokker, røde nelliker, lillablomstret engelskgræs; lærkerne synger hvert år den samme sang over de dødes hoveder, og havet i vest slemmer jævnlig i med sin dybe bas.


Stuerne i det lave hus har genlydt af småbørns jublende glæde, af deres sagte gråd. Kirkegården blev børnenes legeplads, da de voksede til, og de døde var et stille folk, der ej tog børnene det ilde op, om de var lidt støjende i deres lege, om de brugte gravenes små høje til skjulesteder og skød tilmåls efter gravminderne. De lod børnene i fred, blandede sig aldrig i deres lege, kyste dem aldrig bort med truende ord eller barske miner.


Når efteråret kom med de svære storme, med trækfuglenes skrigende skarer, der drog sydpå, med de lange, mørke nætter og de korte solfattige dage, begyndte hornene at tale om, hvor langt der vel kunde være til jul. Påske og pinse kunde jo være gode nok, men jul var dog bedst. Hvorfor? Ja, det er vanskeligt at svare på, men bedst var dog julen, og den eneste fest i året, barnets tanker virkelig syslede med. Først talte de ugerne, så dagene, men til sidst timerne. Omsider kom jo dagen, jeg måtte vel hellere sige aftenen. En travl tid gik forud, huset skulde rengøres, der skulde slagtes, bages, koges, redes til fest, juleaften var i det hjem, som i alle andre, trang.


Karlene red ud henimod mørkningen og mødtes med byens andre ridende unge; såsnart de kom hjem tvættede de sig ved vandtruget og tørrede sig i deres vestefoder, det var de tiders skik; pigerne, som havde den indvendige syssel, fik først i sidste øjeblik tid til at skifte.


Men når så kirkeklokken oppe i det gamle tårn begyndte at kime og ringede festen ind, kaldte den syge moder sine småbørn hen til sin seng og fortalte dem om minderne, der knyttede sig til julen: engang i gamle dage, længe, længe siden var det, havde Adam og Eva gjort, hvad de ikke måtte, de fik deres straf, blev jagede ud af paradisets dejlige have, og døren blev slået i lås bagved, og vagt blev der sat med flammende sværd. Så kom og gik slægt efter slægt her på jorden, alle længtes de tilbage til den dejlige have, men hver gang en af dem søgte døren op og vilde gå ind, fandt han den låset og blev jaget bort. Adam og Eva havde fået løfte om, at døren engang igen skulde blive lukket op, men slægterne ventede og ventede i mange hundrede år, og alt blev ved det samme. Endelig, da der var gået årtusinder, kom julenat: døren blev lukket op, og al himmeriges lys og herlighed skinnede ud igennem den, englenes talløse skarer drog frem og sang, så det lød ud over den hele vide verden og ind i alle grædende menneskers hjærter, at nu var den låsede dør igen åben, vagten var borte, og den, der i tiden skulde tage alle mennesker ved hånden og føre dem ind i paradishaven, var det lille barn Jesus i Bethlehem. Hyrderne ude på markerne vågnede og så sig forundrede om, men da de blev engle-skarerne og det strålende lys va'r, kunde se lige ind i Guds Faders sal og forstod, at frelseren skulde findes i Bethlehem; så satte de en mand til at passe køerne og fårene, løb så hurtig de kunde ind til byen og traf ganske rigtig dær Jomfru Marie, der sad med sin lille dreng på skødet. Men de sagde alle sammen straks til hende og Josef, at de vilde med ind i paradishaven, og at de nok skulde lade være at røre kundskabstræet, om de bare måtte få lov til at spise af livstræets frugter. Når de så engang kom og bankede på, ventede de, at Jesusbarnet vilde lukke op for dem, og de måtte allesammen derind. Marie lovede dem jo, at hun skulde nok huske at sige det til sin lille dreng, når han blev stor.


Da nu englene havde sunget julesalmen og forrettet Gud Faders ærinde, fløj de igen tilbage og lukkede døren efter sig, og så blev natten ligeså mørk, som den var før. Nej, dog ikke helt; thi hvor døren havde været, satte gud en dejlig, klar stjærne, der lyste ud over den hele vide verden, lige ud til Østerland, hvor de hellige tre Konger boede. Og alle, som så stjærnen, vidste nu, at den nye kongesøn var født, Fredskongen, som alle menneskehjærter havde længtes efter, siden Adam og Eva var gåede ud i den store, onde verden, hvor der groede torne og tidsler, og hvor der var så mange bedrøvede voksne mennesker, og såmange små børn, der græd.


Og børnene hang ved deres moders læber, de så det altsammen så tydeligt for sig. Hendes fortælling blandede sig i deres sind med æventyrene, de havde hørt om det strålende land, hvori Alfefolket boede, og når de så solen gå ned ude over havet gennem de røde skyers funklende port, tænkte de sig, at de så ind gennem paradisets døre. Der dannede sig et lyst, strålende billede i deres tanker. Den lille, fattige dreng skulde vinde sin dejlige brud og sidde ved siden af hende med guldkronen på sit hoved, mens alle folk råbte hurra og var glade over, at den rette omsider var kommen, og billedet fra barndomsdagene blev ved at leve i deres sind, også da de var blevne gamle og grå og bøjede under livets modgang og sorg. Den gamle julehistorie fortalte de til deres børn først, og siden, når børnebørnene kom i besøg hos dem, kunde de tage den mindste på skødet, samle de andre omkring sig, og fortælle den gamle julehistorie om og om igen, så børnene tilsidst rettede bedstefader, når han glemte et eller andet, der nødvendig hørte med.


Juletræ kendte vi ikke noget til i de dage, men der blev dækket »julebord« med hvid dug, lys og alle slags smågaver. Man kunde dengang blive glad ved lidt, livet var tarveligt, kårene fattige. Klæder og »nyttige« ting havde børnene kun liden smag for, men legetøj, et damspil, en Noas ark, en trompet, en farvelade med skillingsbilleder at sætte kulør på, gjorde dem hartad ellevilde af glæde. Var der så et æble eller to, en skål pebernødder, et par sirupskager at få i tilgift, følte man sig som en konge.


Når gaverne var uddelte, blev aftensbordet dækket, retterne var risengrød og, om muligt, gåsesteg. Alle tjenestefolkene sad den aften tilbords med familien, avlskarlen på husbondens venstre side, kokkepigen, der kom tilsidst, ved husmoderens højre side, når hun kunde være tilstede, derefter de øvrige, altid således ordnede, at et barn sad mellem to voksne, men det mindste barn på faders eller moders skød. Til dagligt brug fik tjenestefolkene deres mad i borgestuen, men på festaftenen spiste alle ved samme bord, for at det kunde gøres klart, at det ikke var standsforskel, der skilte, men hensyn til hvad der bådede det daglige arbejde mest.


Den gamle julesalme: »et barn er født i Bethlehem« blev sunget, og når alle så var mætte, og Gud takket for sine gaver, gik store og små hen til husfaderen og husmoderen og sagde tak for mad og ønskede dem en glædelig julefest. Så fik hestene et foder, der skulde malkes og køerne have deres kvældsnadver. Når dette vel var overstået, samledes alle påny om pebernødderne og de forskellige lege med dem. Undertiden kunde hele forsamlingen enes om at spille »svinepisker«, også kaldet »prikinorris«, et kommersspil, gennem hvilket man praktisk blev indviet i livets omskiftelser. Man trak lod om de forskellige livstillinger, men ikke helt sjælden endte »svinepiskeren« som »kejser«, mens denne sank trin for trin til »herremand«, »skriver«, »rig bonde«, »fattig bonde« og blev tilsidst »svinepisker«, der måtte finde sig i at gøre alt det simple arbejde, der tilfaldt hans stilling, og så desuden give kejseren alle sine trumfer. Det kunde træffe, at et par i kredsen kendte kortgåden: »mand, kone, dyr, hus, fugl, fisk, husgeråd«. Der blev lagt 49 kort ud i en kvadrat, 7 i hver række. De to, som forstod kunsten, satte sig ved siden af hinanden, så på kortene og fortalte historier, f. eks. havde den ene sidste sommer en dag været ude i engene og sét køerne stanges, hvilket kort er det? Kendte den anden sine sager, kunde han straks nævne kortet, til stor forundring for tilskuerne.


Børnene prøvede remsen:


»vil du, vil du, vil du, vil du, vil du, med mig ud i skoven gå?
ja men, ja men, ja men, ja men, ja men, hær skal tredve streger stå«.


Vilde det, som nok ske kunde, ikke rigtig lykkes, tog en af de voksne griffel eller blyant og fortsatte:


»se nu, se nu, se nu, se nu, se nu, det vil ikke rigtig gå,
ja så, ja så, ja så, ja så, ja så må vi passe bedre på«.


Således hengik aftenen, børnene kunde vanskelig nok blive så søvnige, at de måtte i seng. Omsider lykkedes det dog, der blev stille i det gamle hjem, mens udenfor stormen dansede med snefnuggene i den mørke julenat, og oppe på kirketårnet vejrhanen, der dog ikke var synderlig godt vant, klagede sig og frøs.


Julenatten har sin egen hemmelighed. Mens livet sover og hviler i menneskeverdenen, begynder hvide skikkelser at samle sig i kirken, lysene tændes derinde, rundt om fra gravene derudenfor rejser de døde sig, der ligger mange slægter jordede, og nu kommer de skarevis ind i den gamle kirke, mens orgelet dæmpet lyder med de gamle koralmelodier. En af præsterne derudefra messer for alteret og fører ordet fra prædikestolen, men sang og tale lyder for de levendes øren, som vindens susen i løvet en sommeraften. Thi der har været levende tilstede, dog kun ved et tilfælde; de døde kræver nemlig natten for sig selv og tåler ingen fremmede i deres kreds. Så bliver det atter stille, lysene slukkes, orgelet tier, og kirken ligger igen mørk og tavs, mens sneen fyger om den; men inde i stalden rejser alle kreaturerne sig, når klokken slår 12, knæler og beder og samtaler en kort stund; thi i den nat løses alskabningen en lille tid fra de lænker, hvor i den blev bunden.



JULEDAG

Så går omsider den lange julenat til ende, det dages i øst, mennesker begynder at røre sig, livet og dagen kræver sin ret. Havde man langt til kirke, måtte man tidlig op, og julemorgen begyndtes gerne med salmesang for frokosten, der kunde være varmt øl, et helt fad at søbe af (Årh.), eller sennepssul, varmt øl med æg og sukker (Falster) el. sylte og sigtekage (Sælland). Som regel blev der ikke gjort rent i stalden, men kreaturerne fik rigeligt foder, også de skulde mærke, at det var jul. Derefter bestemtes, hvem der skulde i kirke. Her var skikken noget forskellig, sommesteder hørte 1ste juledag husets karlfolk til, 2den kvinderne, andre steder gik mand og kone 1ste helligdag, tjenestefolk og børn, kort husets unge, den 2den. Hvor mand og hustru fulgtes, som i Vendsyssel, søgte konen mandens kirkeklæder frem, de var som regel hans bryllupsklæder, og hun skulde ufravigelig binde krave og tørklæde om halsen på ham. Hun måtte jo også selv »dannes«, og det tog tid, det gammeldags jyske hovedtøj med korsklædet og det krusede lin var ikke så helt nemt at få sat, som ret var, så manden kunde få tid til at indsvøbe »offerpengene« i de af degnen ved skolebørnene tilsendte »offersedler«. For at kunne kende dem, fik præstens pakke en sort tråd om, degnens en hvid. Et par kobberskillinger til tavlepenge blev lagte løst i en lomme. Når kirken var fuld af mennesker, var det for besværligt. at komme i en pengepung. Konen fik sit »kridthus« frem, i det ene lukke lagde hun små sukkerstykker, blandede med annis og allehånde, manden måtte skaffe hende tavlepenge at lægge i den anden. Så samledes folk om kirken, kørende, gående, som lejligheden faldt, alle med milde ansigter, glade, i deres bedste klæder, alle med ønsket om en glædelig fest. I kirken blev de gamle salmer sungne, det gamle evangelium forkyndt. Under prædiken gik degnen med klinkpungen, jeg mindes så grant dens ensformige ringen, så kom offersalmen, derefter ofringen til præst og degn, og når så velsignelsen var lyst, begyndte folk at spredes. Det mindes, at i årene 1830–40 endnu enkelte gamle, når de kom hjem fra kirke, hilste ved indtrædelsen i deres hus: »goddag, og hil se (ɔ: være) Krist og glædelig jul i eders julestue«. Når man så havde fået kisteklæderne ombyttede med søndagsklæderne, som blev bårne hele juleugen, og kisteklæderne med omhu var blevne sammenlagte og hengemte i de gammeldags klædekister, så blev bordet dækket med levninger fra aftensmåltidet. Det var nok således det almindelige, at man juledag spiste levninger.


Men over vort hele land har festen kastet sin glans, julestjærnen har lyst ind i både menneskers huse og hjærter, så festønsket julemorgen fik en egen klang. Hvor jeg som barn var i kirke, havde orgelet en gylden stjærne, og hver gang folket juledag ofrede, drejede stjærnen sig rundt med fin, klingrende lyd af småklokker, hvad der for os gav den dags kirketjeneste en særegen højtid.


Som regel holdt man sig den dag i hjemmet og levede stille inden døre. Kom der gæster, havde man ret til at hælde fiskevandet fra juleaften eller kogende vand overhovedet på dem, en skik, der også kendes i Sverig; i Finland kaldtes en sådan »julesvin« og der råbtes efter ham »uf, uf!« I Norge »julegris«, »juleskjære« eller »Julethomas«. Kort sagt det ansås for upassende den dag at gå i by og drikke dramme. At drikke noget hjemme, kunde vel tilstedes. Det hedder, rigtignok efter gammel skik, at gårdskarlen, der kører husbondes slæde juledag til kirke, har fortjent en rus, vel at mærke, om han ikke vælter med familien, thi i så fald skal han drikke lud.


Særegne skikke knytter sig til højtidsdage, som alt omtalt er, gav man hinanden hånd juleaften. Juledags morgen hilsede man hverandre: »godmorgen og glædelig jul!« Til daglig brug hilsede man ikke hverandre. Kommer man ind et fremmed sted, skal der siges: »glædelig fest!« eller »glædelig jul!« og det skal ske, inden man kommer forbi den første bjælke i stuen. Forsømmer nogen dette, skal han have et drag af mangletræet, eller hans navn skal skrives til skræk og advarsel for ligesindede på bjælken. Skikken synes gammel, thi der omtales, at man tidligere i spøg har kunnet sige: »gud signe eders jul, jul til påske!« om det blev forsømt, fik man »ballerone«, hvad der nok på anden dansk vil sige nakkedrag. »Det var jo forresten ej at laste, om julen vared' ved til faste«.


En anden almindelig bemærkning, som gælder hele juletiden, er den, at hvor man i helgen kommer ind ad døren, må man sidde ned og smage hvad julegodt huset ejer, for ikke at »bære julen ud«. Det er som om forestillingen lå bagved, at delte man ikke på den måde med husets folk, tog man festens velsignelse med sig. Hver fremmed bydes velkommen, og ølkanden står altid på bordet, det er vel den almindelige regel.


Iblandt det meget nye, der er kommet frem og slutter sig til juletiden er julekortene: alvorlige, lystige, kunstnerarbejder, karrikaturer, håndmalede, farvetryk. Deres tal er legio. De skal først være komne i brug i England 1846. Mr. J. C. Horsley, medlem af det kongelige Akademi, tegnede det første kort, som afbildede en familie med tre slægtled: bedsteforældre, forældre og deres børn, der alle mødtes i det fælles ønske: »en glædelig jul og et godt nytår!« Kortet blev udsendt fra redaktionen af et af datidens aviser, Felix Summerley's »Home Treasury«. Det blev lithograferet og koloreret med hånden, og der blev ialt trykt 1000 stykker, hvad man dengang anså for et stort oplag.


Jule- og nyårskort blev almindelige i årene 1870–80, og nu nøjedes man ikke længere med de gammeldags, simple kort. Nutidens kunst gjorde sin indflydelse gældende, udviklingens lov greb ind: der kom ensfarvede og brogede, kort i klokkeform, paletter, bogrulle-formede, runde og aflange, stjærner, vifter, halvmåner, nyheder i alle mulige former, relief-kort, kort der spillede i alle regnbuens farver, landlige og rimfrost kort, kort til at lukke sammen, juvelkort, blyantstegninger, private kort med afsenderens navn og gode ønsker, trykt i guld, sølv eller med farver; hånd-malede kort med landskaber, søbilleder, blomster, porcellænsbilleder, atlaskes kort med silkefryndser, kort af plyds, og andre kunstneriske nyheder, nydelige småbøger og elegante erindringer fra juletiden, med andre ord, som det hedder med et almindeligt nutidsudtryk: kort for enhver pung og enhver smag.



ANDEN JULEDAG

Med anden juledag bliver julens saga en anden, folkeskikkene som knyttes til den dag i en del af vort land, synes ikke at have det allermindste at gøre med julens religiøse fest, hvorfra de så forresten stammer. Fra den søndre del af Nørrejylland, Sønderjylland på enkelte egne nær, — for Sælland og Fyn véd jeg om intet særegent, — går man i kirke; julebesøg og julegilder begynder med St. Stefans dag, derom er intet videre at berette.


Anderledes forholder det sig nord for Limfjorden, på Mors, i Thy, på Hannæs, i Vendsyssel og Himmerland, og måske pletvis sydligere. I disse egne er delvis natten efter 1ste juledag og især Stefansdags morgen en karnevalstid, hvor de groveste løjer drives. Karle og piger gik på skrømt i seng om aftenen, men rejste sig snart i stilhed. Karlen skulde have stalden renset og muget, pigen sit gulv fejet, hun skjulte hans bør, og han søgte at stjæle hendes fejekost. Lykkedes det ham at overraske hende, tog han hendes klæder, lavede deraf en dukke, som han satte op i skorstenen, hende til forsmædelse, når hun kom op. Eller han kunde istedetfor sand strø fåremøg i køkken og bryggers. Pigerne var heller ikke uvirksomme, men brugte lejligheden, mens karlene var borte, stjal deres sengklæder og bandt en spædekalv i karlekammeret. Og når så karlene efter veludførte bedrifter rundt i byen kom sejrstolte hjem for at hvile en smule inden dag, kan de først flytte kalven ud og derefter lægge sig til hvile i sengehalmen.


Er der så fejet og rengjort hjemme, er, som det hedder »Staffen gennet ude, går ungdommen på æventyr for som vandrende riddere at søge lejlighed til allehånde bedrifter. Klinken bindes fast på stalddøren; hvor de træffer folk sovende, fylder de gangen mellem heste- og kostald med sne, kaster den hele eller halve mødding ind i stalden, op mod stalddøren, skjuler møgbør og greb, ombytter kreaturer, lægger hestetøjet på studene og studetøjet på hestene.


Men morskaben var jo selv at have det rent og pænt, mens naboen, som sov over sig, lå i snavset. Der laves udstoppede dukker, »Staffener«, man lister dem ind i husene, sætter dem indenfor vinduerne, gemmer dem i senge, i sengklæder, sætter dem i karlekamre, i udhuse. Et sted skilte ungdommen mandens vogn ad, satte den atter sammensat op på mønningen med en »Staffen« i. Slibestenen løftes af og kan om morgenen findes på en tagryg sammen med ildtang og kaffekedel, og det skal ske temmelig almindeligt, at huset fyldes med røg, når husmoderen gør ild på, skorstenen er bleven stoppet om natten.


Sådan en »Staffen« så omtrent ud som de fugleskræmsler, man sætter op; aflagte gamle klæder, udstoppede med halm og med pinde, forestiller arme. En seddel blev heftet på slig fyr, sædvanlig indeholdt den vittigheder og skoser, der gik ud over den mand, til hvem den blev sendt, og så gjaldt det at få den afleveret i stilhed, thi ellers var budbringeren fuldkommen sikker på at få den med sig tilbage således fastbunden på vedkommendes ryg, at knuden ikke kunde løses. Andre steder siges den at have bedt om husly, hvor den kom, og at være bleven puttet omkring i udhuse, sovekamre, hvorsomhelst, og når den tilsidst havde været byen rundt, sørgede drengene for at gøre ende på dens liv.


Et særligt traktemente hørte til Stefans morgen. Tidlig op skulde alle; den, som forsov sig, kaldes »Staffen« eller »Staffensnar« og beholdt navnet året rundt (Thy, Sydv. Vends.). I Mellemslesvig måtte syvsoveren ride ind til naboen på en gaffel, og når han dær havde fået noget tilgode, joges han ud med ordene: »du er en doven hund og skal være den dovneste året rundt, du langslåperl« Men når så folk var komne op, blev der spist davre ved lys, såsnart morgenarbejdet var gjort, og ved den lejlighed skulde der lægges en hel ost på bordet, »Staffensosten«, lavet ved St. Hansdagstider af sød mælk. Til »Staffensdavren« var det kommende års høstfolk indbudte, de fik af alle disse gode sager: der kom et saltmadsfad på bordet, derefter en skål varm øllebrød hvori en rugbrødsskorpe med tykt smør på, så at der lå smørperler ovenpå det røde øl, der ved sin farve skulde minde om »Stefans blod«. Lykkedes det en mand at få muget i naboens stald eller at bortføre hans møgbør og greb, kunde han hos denne nabo kræve del i »Staffenskagen«. Når gæsterne havde fået deres gode davre, fik de et slag kort, og inden de skiltes, til frokost steg og gode sager, og var det småfolk, fik konerne en kage og et stykke flæsk hver med hjem for at drøje på maden i helgen.


Den nordjyske skik samler altså sig om at gøre såmange optøjer som muligt Stefansmorgen, optøjerne er grovere og voldsommere end dem, der anstilles i de samme egne nyårsaften. Dette træk genfindes i Sydnorge, hvor voksne gutter gik rundt natten mellem 1ste og 2den juledag for at »moke Steffan« og efter evne gøre det ustyr de formåede. De kastede så meget gødning ind i fjøsene, at folkene 2den juledagsmorgen ej kunde komme ind. Var der dyb sne, kunde de lægge snebunker op over stuehusets vinduer, så folkene derinde blev liggende i deres senge om morgenen og troede, at det endnu var nat. Skorstenen stoppes, vand ledes ind i køkkenet, så alt flyder, fyldte vandkar stilles således, at de væltes over den, som går ud af døren, kreaturer byttes om. Foderknipperne, der var gjort rede i de forskellige fjøse for hele julen slæbes sammen i en bunke, og husmoderen måtte være tidlig på færde for at få fat på sine knipper, thi hun kunde risikere, at den, som kom først, tog de bedste og lod de dårligste ligge. Et sted blev en hel hølade væltet, et andet sted ved kysten sænkedes et fartøj, så kun masten ragede op, og istedetfor fløj var et halmknippe gjort fast på den. Folk syntes dog, at de løjer var for grove, der blev klaget til lensmanden over dem, uden at der dog kom noget ud af det. Onde tunger påstod, at han selv havde været i flokken. Med sikkerhed vover jeg ikke i denne forbindelse at anføre mere, en række andre skikke synes naturligst at måtte grupperes om det svenske Stefansridt.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.