Danske helgeners levned: 3. Provst Kjeld

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske helgeners levned

i oversættelse ved
Hans Olrik


3. Provst Kjeld


I 12. århundred fik Viborg sin særlige helgen, provst Kjeld, der var død i året 1150 og 38 år derefter blev kanoniseret af Pave Clemens III. Grunden til, at Kjeld opnåede en helgens værdighed, var slet og ret hans fromme, ydmyge liv; martyr blev han ikke: det eneste, hans ”levned” kunde regne for en slags martyrium, var den strid, han havde haft med kannikerne i domkapitlet. Senere tider gav dog efter for den almindelige tilbøjelighed til at lade helgenerne have lidt blodvidnedøden: Kjeld blev sammensmeltet med Viborgbispen Eskil, der i året 1132 var bleven nedhugget af Erik Emune, og i flere messetjenester udenfor Viborg æredes han da virkelig som bisp og martyr. Imidlertid viser det nedenfor oversatte ”Kjelds levned”, at han kun har været provst, og at han er død en stille og fredelig død; han kaldes udtrykkelig ”bekender” (confessor), ikke ”martyr”.

Nogen fremragende plads i Danmarks historie har St. Kjeld ikke vundet sig. Kun i den forbigående korstogsbevægelse 1147 synes han at have spillet en større rolle; men de danskes Venderkorstog førte ikke til noget, og selve bevægelsen fik således ikke ret megen betydning. Først efter sin død, og særlig efter sin kanonisation, er den fromme provst bleven vide kendt over hele Danmark; men Viborg var dog hovedsædet for hans påkaldelse: der byggedes der ham et særligt kapel ved domkirken, der holdtes der årlig et velbesøgt marked til hans ære, og et af byens gilder opnævntes efter ham. Hans kirkelige navn, Exuperius, der først var i brug ved domkapitlet (se oversættelsen nedenfor), kunde ikke hævde sig ved siden af hans danske navn. Efterhånden blev dette enerådende.

”Kjelds levned” er skrevet af en viborgsk kannik, der, efter hvad han selv siger, havde levet nogen tid sammen med Kjeld og desuden havde hørt adskilligt om ham af hans lærlinger i domskolen, fremfor alle en vis Matthæus. Skriftet synes forfattet henimod den tid, da Kjeld blev helgenkronet og har rimeligvis skullet støtte den danske præstestands ønske om denne kanonisation. Dets fortælling er jævn og sikkert i det væsenlige pålidelig, holder sig til Kjelds historie og udmaler ikke den historiske baggrund udførligere, men har dog en vis værd som kildeskrift. Efter en meget yngre afskrift er teksten trykt i Script. rer. Dan. IV 426 ff.