Danske helgeners levned: 6. Anders

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hellig Anders Kilde
(Slagelse)
Danske helgeners levned

i oversættelse ved
Hans Olrik



6. Anders


I Middelalderen udviskes stundom alle grænser mellem det kirkelige og det folkelige, og når den folkelige fantasi får lov at ride sine egne veje på kirkens overdrev, blander den dristig hedenske sagn ind i det kristelige tankesæt og forvandler uvilkårlig helgenlegenden til et eventyr. Således er hos os det billede, folketroen har tegnet af Hellig Anders, præst ved St. Peders kirke i Slagelse. Historien véd så at sige intet om ham. Man tør formode, at han — som legenden fortæller — har foretaget en pilegrimsfærd til det hellige land, og muligvis har traditionen også ret, når den henfører hans død til 1205; men ud over dette har vi ikke nogen virkelig efterretning om ham. Véd historien således kun meget lidet, har sagnet haft des mere at berette. Det er fremfor alt oldsagnene om det overnaturlige ridt, der ved et af folketroens uberegnelige luner har knyttet sig til den gode Slagelsepræst. Og mærkeligt er det, så hurtig denne sagndannelse er gået for sig. Kun en snes år efter Hellig Anders's død fortalte en dansk Dominikaner den flanderske forfatter Thomas fra Cantimpré (et Augustinerkloster ved Cambrai)[1], om hvorledes Anders i det hellige land var bleven ladt i stikken af sine rejsefæller, men i løbet af få timer blev ført til sin fjerne hjemstavn af en mand på en hvid hest; og denne fortælling med angivelse af dens hjemmel indføjede Thomas fra Cantimpré i en samling helgenhistorier, som han gav den mærkelige titel »Bonum universale de pietatibus apium« (Et almindeligt gode, handlende om biernes[2] fromme gerninger). Det er den samme fortælling, der møder os i det nedenfor gengivne kirkelige skrift fra Slagelse; kun er den hos os lidt mindre udførlig, men til gengæld kender den endnu ét vidunderridt, til St. Jago og til Nidaros, og føjer dette til sagnet om det forbavsende ridt fra det hellige land til Slagelse. Legenden er også behandlet i en vise om Hellig Anders fra slutningen af Middelalderen; sammen med helgenviser om Knud konge, Knud hertug og Sankt Lucius findes denne vise i det såkaldte Renfzels håndskrift, hvorefter den er gengivet i Peder Syvs visesamling (1695).

Hellig Anders' vidunderridt genfindes imidlertid også i et andet sagn. Det fortælles, at han bad kong Valdemar om noget land til Slagelse by. Kongen, der holdt af god skæmt, tilstod da Anders så meget land, som han kunde omride på et ni dage gammelt føl, mens kongen selv var i bad; snart ilede dog kongens mænd til badstuen og råbte til ham om at skynde sig ud, ellers fik han grund til at fortryde sit løfte. Men da havde Anders allerede erhvervet Slagelse en meget stor bymark. Dette sagn, der findes i Peder Syvs bemærkninger til helgenvisen om Anders, i Pontoppidans Atlas og Annales og flere andre steder, har sin spire i én af fortællingerne i det nedenfor oversatte skrift; men dette kender endnu ikke noget til bymarkens erhvervelse ved et ridt. Traditionen herom var dog fast nok i Slagelse og omegn; man viste endog en sten, hvori der var et mærke af føllets hov. I alle tilfælde mindedes man længe Anders' fortjenester af Slagelse by. I Erik Eriksen Pontoppidans, digt om Slagelse hedder det således:

Ved Hellig Anders fick jeg Gavn,
Hos mig ey glemmis skal hans Navn,
Jeg haver trende Marke.

Om Anders fortælles det endvidere, at når han vilde holde andagt i det fri, hængte han sine handsker og sin hue på solstrålerne, en evne, der for øvrigt også tillægges den hellige David i Vesterås og flere andre helgener. En dag, hedder det, mislykkedes det dog for Hellig Anders, hans hue faldt til jorden. Bedrøvet spurgte han Vor Herre om grunden dertil og fik da til svar, at det var straffen, fordi en tjener ved det kloster, hvortil han hørte, havde stjålet en gærdestav.

Der har været forskellige minder om Hellig Anders i Slagelse og den nærmeste omegn. Endnu i forrige århundred var der i St. Peders kirke et træbillede af ham, samt en tavle, der berettede om hans mærkelige gerninger. En hellig kilde var også opnævnt efter ham, og endnu står krucifikset på »Hvilehøj« som minde om hans underfulde hjemkomst fra det hellige land.

Skønt Hellig Anders aldrig er bleven kanoniseret af paven, har man i Slagelse dog holdt messer til hans ære. Det fremgår af det nedenfor oversatte skrift, der nemlig ender med liturgiske stykker[3]. Dette skrift er kommet til os gennem en afskrift, der selv beretter om sin tilblivelse; efter teksten findes der nemlig en latinsk notits, der kan gengives således:

 »Jeg, Jakob Mosle, kapellan ved St. Anna kapel i St. Mikkels kirke i Slagelse, har i St. Peders kirke sammesteds fundet et gammelt papir, der indeholdt disse ting om den fromme Anders. På , den anden eller den tredje Valdemars tid[4]. I det Herrens år 1203 begyndte den anden Valdemar at herske, og i det Herrens år 1205 blev Valdemar den tredje, nemlig Valdemar den andens søn, udvalgt[5] I disse tider var den fromme Anders sognepræst ved St. Peders kirke, således som jeg har forstået det af selve dette skrift, og jeg har ikke villet kaste det bort, før jeg havde nedskrevet dette, for at det kan haves i erindring«.

Om afskriveren, der altså var kapellan ved det omtr. år 1500[6] oprettede kapel ved sydsiden af St. Mikkels kirke, kan jeg ikke give oplysning. At han ikke tilhører den katolske tid, er tydeligt nok; og da han først ved det gamle skrift, han har fundet, synes at have lært Hellig Anders at kende, i det mindste som historisk person, har han vel levet rum tid efter Reformationen, snarest ved år 1600. Mosles afskrift findes nu i flere afskrifter på Universitetsbiblioteket; to findes i Additamenta 90 fol., og én i det arnemagnæanske håndskrift 1049 4to; en med sidstnævnte håndskrift stemmende tekst findes i Resens utrykte Atlas og Dänische Bibliothek III (Kopenhagen u. Leipzig 1739), s. 150 — 65. Oversættelsen nedenfor er udarbejdet efter professor Gertz's afskrift af de håndskrifter, der findes på Universitetsbiblioteket; det ene af de to først nævnte er lagt til grund, men varianter er optagne fra de andre.

Hvomår dette lille helgenskrift oprindelig er udarbejdet, er vanskeligt at sige. Af begyndelsesordene fremgår det dog, at affattelsestiden falder adskillige menneskealdere efter Hellig Anders' levetid.


Hvilehøj - bronzealdergravhøj, som forbindes med Hellig Anders.
På højen er rejst et krucifix. Det nuværende stammer fra 1950'erne og afløste et fra 1700-tallet.


Fodnoter

  1. Thomas var en Flamlænder, født i Bryssels omegn 1201; han blev Augustinerkannik i Cantimpré 1217 og kaldes fra nu af efter dette kloster, tiltrods for at han 1232 indtrådte i Dominikanerklosteret i Löwen. Efter at have studeret i Köln og Paris blev han underprior og lærer i Löwen, og dér døde han 15. Maj 1263. Thomas har skrevet en biografi af Johannes, første abbed i Cantimpré, og en hel del helgenlevneder.
  2. Ved bierne forstås de fromme mystikere, der suger åndelig honning overalt, hvor de kan finde den.
  3. Disse stykker er dog i teksten ikke gengivne fuldstændig, og da de ikke har betydning i historisk henseende, udelades de i oversættelsen.
  4. nemlig: levede Anders.
  5. Kapellanens historiske optegnelser er på dette punkt ikke rigtige. Valdemar II blev, som bekendt, konge i året 1202, og hans søn, Valdemar den unge, der blev født 1209, blev valgt til konge 1215 og kronet 1218.
  6. I et tingsvidne fra 1506 kaldes kapellet det nye kapel.