De første Mennesker og Havkvinden (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnfortælleren Nâlungiaq

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


De første Mennesker og Havkvinden
Fortalt af Nâlungiaq

"Manden kom til Verden før Kvinden, og de første Mennesker var to Mænd, to store Aandemanere. Men de kunde ikke formere sig, og saa skabte den ene sig om til en Kvinde, og Menneskene blev mange.

Der fortælles ogsaa, at de første Børn var Jordens Børn; de kom ud af Jorden, af Græstuer, der lignede Menneskehoveder. Alle Ting kom fra Jorden, ogsaa Renerne.

Der var engang en Fjældaand, der havde besvogret sig med en Hvidræv; han sad altid hjemme hos sin Kone og gik aldrig paa Fangst. Men Rævene, der var flittige Jægere, haanede deres Søster, fordi hun havde faaet en daarlig Mand. Saa gik Fjældaanden ud i Landet, slog Hul i en Slette, paa samme Maade som man hugger Hul i Isen, og trak tørret Renkød og fed Talg op fra Jordens Indre. Derfor siger man, at Renerne stammer herfra.

Al Ting kom fra Jorden. Selv Menneskene levede af Jorden, og naar de tog paa Fangstrejser og slog Lejr, gav alle sig til at rode i Jorden; man brød den op for at søge Føde.

Dengang var der ingen Fangstdyr, og Menneskene kendte intet til den strenge Tabu. Ingen Farer truede dem, men heller ingen Glæder ventede dem efter Dagens Slid. Saa hændte det, at en lille forældreløs Pige blev kastet ud i Havet ved Qingmertoq, den store Boplads ved Sherman Inlet. Man laa i Opbrud og skulde sætte over Fjorden i sammenbundne Kajaker; ingen brød sig om den forældreløse Pige, og da hun vilde liste sig ud paa Kajakflaaden, blev hun skubbet i Søen. Hun forsøgte at holde sig fast, men hendes Fingre blev hugget over og i samme Øjeblik blev Havets Fangstdyr til; Fingerstumperne blev til Sæler, der dukkede op rundt omkring Kajaken.

Men Pigen for til Havets Bund og blev Moder til Vildtet paa Jorden og Fangstdyrene i Havet. Hun, der altid havde været fattig, gav nu alle Jordens Mennesker Føde. Men hun hævnede sig ogsaa paa dem for deres Hjerteløshed. Hun er af alle Aander den, der frygtes mest; thi vel er hun den, der giver Menneskene Føde og Overflod, men hun tager alting fra dem, naar hun bliver vred. Hende skyldes al Sult og Misfangst, og for hendes Skyld blev al Tabu til. Hendes Navn er Nuliajuk.

Mærkelige Væsener hersker over Menneskenes Lykke fra denne Boplads under Havet. Foruden Nuliajuk er der Isarrataitsoq, "hende, der mangler Fangarmene"; hun har Mand fælles med Nuliajuk, og denne Mand er en Ulk. De har ingen Børn, og derfor har de taget et Plejebarn til sig, et Spædbarn, som Nuliajuk engang stjal fra en Moder, der sov, medens hendes Mand var paa Aandehulsfangst. Barnet Ungaq vokser aldrig, men skriger altid. I Husgangen bor en Trold, "Husgangens Aand", der ved alt, hvad der sker i Verden, og den fortæller Nuliajuk om alle de Tabubrud, Menneskene begaar. Og naar Nuliajuk bliver vred, spærrer hun alle Fangstdyr inde i sin Lampes Spildeskaal. Husets Indgang bevogtes af en stor, sort Hund, der aldrig sover. Den og saa Husgangens Aand er alle Aandemaneres Skræk, naar de farer ned under Havet for at trygle Nuliajuk om Fangstdyr."

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 159-160. København, 1926.