De gamle nordbobygder - Kirker og kirkestyre. Tro og overtro
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Poul Nørlund De gamle nordbobygder
ved verdens ende
ANDET KAPITEL
Kirker og kirkestyre
Tro og overtro
Udvandrerne fra Island var Hedninger og kom for en væsentlig Del fra Thorsnæstingets Kreds, hvor Thor fra gammel Tid dyrkedes ivrigere end noget andet Sted paa Island. De grønlandske Fjordhøvdinge med Erik i Spidsen fik dog knapt nok indrettet deres Gudehove, før Kristendommen kom over dem. Allerede i Udvandrerflaaden fra 985 skal der ombord hos Herjolf Baardsøn, Herjolfsnæs-Gaardens Grundlægger, have været en kristen Mand fra Syderøerne (Hebriderne), der i Mindet om de Rædsler, de havde udstaaet paa Rejsen, digtede et Drapa om Havsvælgene, »Havgerdingadrapa«, hvis Omkvæd var en Bøn til Gud, »den menløse Munkeprøver«.
Den, der førte Grønlænderne over til Kristendommen, blev dog i Følge Traditionen Erik Rødes Søn Leif. Han sejlede i et af Aarhundredets sidste Aar til Norge, men blev forslaaet til Syderøerne, hvor den største Del af Befolkningen allerede for Menneskealdre siden havde taget ved Kristendommen. Hans Besøg herovre har sikkert ikke været uden Betydning for hans Tro, selv om han først lod sig døbe ved Kong Olaf Tryggvasøns Hof i Trondheim. Da han naaede frem hertil, var Kong Olaf nylig vendt hjem fra sin blodige Missionsrejse til Haalogaland, og Leif blev hos ham den paafølgende Vinter, hvor han maa have overværet Bygningen af det mægtige Hærskib Ormen lange, et af Tidens store og aldrig siden glemte Vidundere. Saa drog han paa sin mere beskedne Skude til Grønland med Kongens Paabud om at forkynde den nye Tro, ledsaget af en Missionspræst og andre Gejstlige. Det var i Aaret 1000.
Ogsaa paa sin Hjemrejse blev han slaaet ud af Kurs, drev længe om paa Havet og kom helt over til det amerikanske Fastland, hvor han saa frugtbare Egne med selvsaaede Hvedeagre, Vinranker og mægtige Træer, »Vinland det gode«. Han opsamlede ogsaa under Vejs nogle Skibbrudne paa et Skær ved Grønland og naaede derefter velbeholden til Eriksfjorden. Folk kaldte ham efter denne æventyrlige Færd for Leif den Heldige (»hepne«), og hans Slægtninge, først Broderen Thorstein, senere med bedre Held Thorfin Karlsevne, der da havde ægtet Thorsteins Enke, søgte at genfinde og udforske de Egne som Leif havde set.
I Grønland var det ikke nødvendigt at fare frem som Kong Olaf i Norge for at faa Folk til at antage Kristendommen. Jordbunden var bedre forberedt end blandt Hjemmesidderne i Moderlandet, mange af Kolonisterne var berejste Mænd, og alle der havde færdedes i Vesterlandene, havde lært den kristne Kirke at kende; Island havde desuden i den foregaaende Tid i langt højere Grad end Norge været besøgt af Kristne. Man kunde ikke være ukendt med den Glans, der stod om den nye Tro. Man blev stillet overfor en ny, ubegribelig Magt, der kom med Organisationens, med Overbevisningens, Selvtillidens og Ufordragelighedens Styrke. Det var vist det raadeligste at slutte sig til den.
En af dem der strittede mest imod, var Erik Røde. Han saa ondt til Missionæren og lod sig forlyde med, at det kunde gaa lige op, det ene mod det andet, naar Leif havde reddet en Skibsbesætning i Havsnød, og naar han havde bragt denne Troldkarl med sig ud til Grønland. Thjodhilde, hans Kone, blev grebet af Forkyndelsen, og hun nægtede at gaa i Seng med ham saalænge han var Hedning, hvad der ærgrede ham meget. Hans Uvilje synes at have indskrænket sig til en passiv Surhed, om nogen virksom Modsland mod Kristendommens Indførelse er der ikke Tale. I saa Fald vilde han næppe have tilladt Thjodhilde at bygge en Kirke i Gaardens Nærhed, selv om hun af Hensyn til ham lagde den noget afsides. Ej heller ved vi, om han opretholdt sin Modstand lige til sin Død.
Fra Begyndelsen af 1000-Aarene tør vi regne med, at Kristendommen er antaget paa Grønland, og officielt kan man overhovedet daarlig nok tale om en egentlig hedensk Periode deroppe, Tilværelsen stod fra første Færd i Trosskiftets Tegn. Antagelsen af Kristendommen har for Grønlænderne haft en Betydning, som vanskelig kan overvurderes. Kirken, den kirkelige Organisation, blev et af de Baand, som knyttede de fjærne Bygder stærkest til Europa og dermed til den civiliserede Verden; uden denne Tilknytning havde de ikke saa længe kunnet bevare deres Livskraft. Desuden har vel nok Kristendommens menneskekærlige Lære lidt efter lidt mildnet Befolkningens barske Sæder, men hermed er det dog sikkert gaaet meget langsomt. Leifs Missionær og hans Hjælpere har næppe kunnet paavirke de spredtboende grønlandske Bønder dybt, og nede i Bremen, under hvis Ærkesæde Grønland i gejstlig Henseende i det første Aarhundrede hørte, mente man endnu ved Aarhundredets Slutning at vide, »at Befolkningen i Grønland ganske vist kalder sig Kristne, men rigtignok uden Tro, uden Bekendelse og uden Daab, og samtidig med at de er Kristne, dyrker de dog Odin og Thor«. Det har altsaa været omtrent som med den islandske Høvding Helge Magre, om hvem det fortælles, at »han troede paa Krist, men i alle vigtige Anliggender paakaldte Thor«.
Fra Udgravningerne har vi ikke andre Vidnesbyrd om Hedenskabet i Grønland end et Par Vegstensstykker fra Braltahlid og Herjolfsnæs med indskaarne Thorshammermærker, der for Hedningene var et Symbol af samme magiske Kraft som Korset for de Kristne. Men i Sagalitteraturen har vi fra de vanskelige Overgangsaar den interessante og i hele den oldnordiske Litteratur enestaaende Skildring af Vølven Thorbjørg, som rejser fra Gaard til Gaard og forudsiger Fremtiden for de grønlandske Bønder, der modtager hende med dyb Respekt. De tilstedeværende Kristne er noget ilde tilmode ved Situationen, men undslaar sig dog ikke for at bistaa ved den magiske Seance paa Herjolfsnæsgaarden, hvor Storbonden Thorkel har beredt Højsædet for den gamle Vølve, der, mens alle rejser sig og hilser hende, toger ind i Hallen iført en Dragt besat med funklende Stene, Katteskinds Handsker og hvidt Katteskindsfoer i den sorte Lammeskindshætte, i Haanden en Tryllestav med Messingknap og Stene og ved Bæltet en Skindpung med Amuletter. Paa Bondens Bøn lader hun sine Øjne glide henover Folk og Fæ og Hus, hvorefter hun beværtes med Gedemælksgrød og Hjærter af mange Slags Dyr. For at fremme Sejden den følgende Dag maa den kristnede islandske Kvinde Gudrid synge Tryllekvadet »Vardlokur«, som hun i sin Barndom havde lært af sin Fostermoder.
––––––––––––––––––––
Fra Hedenskabets Tid var man vant til, at Høvdingene som Goder og Bestyrere af Gudehovene havde Førerskabet ogsaa i de religiøse Anliggender, og saaledes vedblev det at være ogsaa efter Trosskiftet. Det var ved de store Høvdingegaarde at Kirkerne blev bygget, og den Tiende, som Sognebønderne maatte betale til den kirkeejende Høvding, var en simpel Fortsættelse af den Skat, de i den hedenske Tid — ialfald hjemme paa Island — havde betalt til Gudehovet. Sognedelingen er formodentlig ogsaa bygget op paa de første Høvdingers Landnamsomraader og senere Delinger deraf; endnu i 1300-Aarene omtales Kirkesognene som Kirkernes Ejendom.
Vi hører, at der har været 12 Sognekirker i Østerbygden og 4 i Vesterbygden, og af dem er henholdsvis 9 og 3 efterhaanden paavist i Terrænet. Ingen af dem gaar tilbage til den første kristne Tid, af Thjodhildes Kirke ved Bratlahlid er saaledes ingen Spor fundet, og den har nok ogsaa været af foreløbig Karakter. De ældste af dem er formodentlig bygget omkr. 1100 eller lidt senere og har en simpel rektangulær Grundplan efter det gamle angelsachsiske Skema. Som den ældste maa regnes den i 1932 udgravne Ruin paa Brattahlid, men ikke meget yngre (ca. 1100—1150) og af meget beslægtet Karakter er den berømteste af alle Nordboruiner, Kirken ved Qaqortoq nær Julianehaab, Nordboernes Hvalsø Kirke.
Af en yngre Type med særskilt Kor kender vi foreløbig i det mindste 5 Kirker paa Grønland, blandt dem Herjolfsnæskirken, der synes at være bygget i Tiden omkr. 1200. Under flere af kirkeruinerne er der fundet Spor af ældre Mure paa samme Plads. Naar man vilde ombygge en Kirke, var det kun i Nødfald tilladt at flytte den fra den Plads, hvor den éngang var blevet indviet, og i saa Tilfælde var man forpligtet til ogsaa at flytte de dødes Ben fra Kirkegaarden, hvilket kunde blive ganske besværligt. I den islandske Kristenret hedder det, at man skal søge saa ihærdigt efter Ben, som man vilde have søgt efter Penge.
Der er det ejendommelige ved de grønlandske Kirkeruiner, at de ikke viser den fjærneste Tilknytning til Island. Vi har i det foregaaende Kapitel hørt, at islandsk Lov og islandsk Retsorden var raadende paa Grønland, og vi vil i det følgende faa at se, at de grønlandske Gaarde ganske stemmer overens med de islandske baade hvad Anlægget og Byggemaaden angaar. Man faar Indtryk af en meget nøje Forbindelse mellem de to Lande.
Men for Kirkebygningernes Vedkommende er det i en mærkelig Grad anderledes. Islands gamle Kirker og de nye ogsaa, lige op til Bølgebliktidens, er blevet bygget enten af Træ eller af Græstørv, og ingen af dem er bevaret fra Middelalderen. De er ogsaa næsten alle ganske smaa. De grønlandske Sogne har ikke været større i Mandtal, snarest lidt mindre (gennemsnitlig begge Steder omkr. 200 Mennesker pr. Kirke); men Kirkerne er i Almindelighed langt større, og Murene er opført af Sten i ret udviklet Murbrug med vekslende tynde og svære Skifter. Imponerende er de kolossale Stenblokke, som man har anvendt i Murene baade ved Kirkerne og ved nogle af Udhusene, Sten af 4-5 og endog op imod 10 Tons Vægt.
Hvalsø Kirkeruin har Vinduer, der er smallest ved Murens Yderside og udvider sig tragtformet indefter, som i angelsachsisk-normannisk Kirkestil. Østvinduet har et fladt Buestik af tynde Sten, som strækker sig gennem hele Murtykkelsen. De andre Vinduer har ligesom Dørene flade Overliggere; Vestdørens udvendige Dæksten er ca. 5 m lang. Ogsaa fra Gardar kendes vældige Døroverliggere, som det maa have kostet megen Møje at løfte saa højt. Stenene i Hvalsø Kirke er muret op i Ler og fuget efter med Kalk. Ved de andre Kirker, som er undersøgt, er Mellemrummene mellem Stenskifterne fyldt ud med Stenflækker og Græstørv. Murtykkelsen er i Reglen ca. 1,5 m.
Saa godt som ikke et eneste Træk i denne Murteknik har Grønlænderne lært paa Island, og det er ikke engang rimeligt, at de har det fra Norge, hvor ialfald det kyklopiske Murværk ikke har været i Brug. Det er derimod typisk for de britiske Øer, og sandsynligvis er Kirkebygningskunsten kommen til Grønland fra de norske Vesterhavsøer. Forbindelsen er saare naturlig, vi har allerede i det foregaaende hørt om, hvor let de grønlandske Skibe paa Vej til norske Havne kunde blive drevet herned, og der har maaske været mere kulturel Paavirkning fra denne Kant, end vi i Øjeblikket kan ane.
––––––––––––––––––––
En Vanskelighed af meget fundamental Art var der for Kirkelivet paa Grønland: at skaffe Præster med blot et Minimum af gejstlig Uddannelse. Hvis det er gaaet som mange Steder paa Island i 1000-Aarene, at Bonden, der ejede Kirken, selv paatog sig de gejstlige Forretninger, er det nok blevet til en ejendommelig Gudstjeneste. Man sendte Bud til Ærkebispen i Bremen om at skaffe Præster ud, hvad han ogsaa gjorde, men en regelmæssig Tilgang har der næppe været, Afstanden var for overmægtig stor. Da Island i 1050-erne fik sin egen Biskop, synes det at have været Ærkebispens Tanke, at han ogsaa skulde tage sig af Grønland, men vi ved ikke, i hvad Udstrækning det er sket. Ialfald forlyder der intet om, at nogen af Islands Bisper har vovet sig ud til Grønland for at visitere. Hver Kirke har sikkert ikke haft sin egen faste Præst, og det var derfor alt i alt ikke noget stort Antal, der behøvedes. Det har nok været som paa Island, at Præsten boede paa Gaarden og deltog i Landbrugsarbejdet som det øvrige Tyende, saa vidt hans Tid tillod ham det.
Kort efter at Norden havde faaet sit eget Ærkebispesæde i Lund, hører vi første Gang om, at der blev indviet en særlig grønlandsk Biskop. Det var Islænderen Erik Gnupson Upsi af Valthjoflingernes ansete Æt i Kjos paa Sydlandet. Han forlod Island i 1112, og i 1121 hører vi, at han drog ud for at finde Vinland, hvormed han forsvinder af Historien. Hvis han har resideret fast nogetsteds paa Grønland, har det snarest været nordpaa i Vesterbygden, hvor vi har en Beretning om, at Bispesædet og Domkirken engang har været.
Vejen var nu banet for et virkeligt, fast Bispesæde paa Grønland. Det var Bønderne selv, der tog Initiativet til at faa Sagen ordnet ved en Beslutning paa Altinget. Deres Samfund havde vokset sig stærkt nok til, at de turde paatage sig den Opgave at underholde en Biskop, en ikke ringe Byrde for saa smaa Bygder. En Biskop var en Høvding af større Format og med større Fordringer end de Fjordhøvdinge, som hidindtil havde haft Ledelsen.
En af de bedste Mænd blandt Bønderne, Einar Sokkesøn fra Brattahlid, sendtes til Norge med Skibet fuldt af Hvalrostænder og Skindvarer, beregnet til at stemme de Store gunstig med. Karakteristisk for den Afhængighed, som man trods al politisk Selvstændighed følte overfor Norge, er det, at Einar først forelagde sit Ærinde for Kong Sigurd Jorsalfar, og fik ham til baade at støtte Sagen og udpege et Biskopsæmne, før han med den gejstlige Mand og Kongens forseglede Brev drog til Ærkebiskop Asser i Lund. Det er ogsaa et pudsigt lille Vidnesbyrd om Einars forsigtige Snuhed, at han ventede, til Sagen var bragt i Orden, før han rykkede ud med den Hvidbjørn, han havde haft med sig hjemmefra som Skænk til Kongen. Det har ikke kunnet være ubekendt i Byen, at han havde det sjældne Dyr i Lasten, og Forventningen om denne eftertragtelsesværdige Gave har maaske paavirket Kongen i gunstig Retning.
I 1126 kom da Biskop Arnald til Grønland efter at have overvintret paa Island, hvor han overværede et Altingsmøde sammen med sine to islandske Embedsbrødre. Man har ment, at der bag dette Besøg laa Politik og Statsret. Det var imidlertid almindeligt, at man, naar Vejret paa Vejen ud til Grønland stod for haardt imod, var saa forsigtig at søge ind til en islandsk Havn, og der er ingen Anledning til af den Grund at antage, at Grønlandsbispen paa Thingvellir har søgt Islændernes Anerkendelse af det nye Bispedømme.
Bispesædet indrettedes ved Gardar paa den smalle Land tange mellem den indre Del af de to Hovedfjorde, Eriksfjord og Einarsfjord, et naturligt Centrum, hvortil vistnok ved samme Lejlighed ogsaa det aarlige Alting henlagdes.
Paa den store Gardarslette byggedes i det følgende Par Menneskealdre en efter Forholdene meget anselig Domkirke, indviet til de Søfarendes Værnehelgen Sct. Nicolaus. Ruinerne af den ligger der endnu, fremgravet i 1926. Den har et særskilt, smallere Kor, hvorved to Sidekapeller, der i Nord og Syd springer frem som et Par Korsarme. Vestgavlen har været tømret op af Planker, som maaske var udskaarne; rimeligvis har man tilstræbt at efterligne Stavkirkerne ved en saadan Plankegavl, der ogsaa kan paavises ved andre af de grønlandske Kirkeruiner. løvrigt er Murene bygget af Sten, mest Sandstenskvadre fra de nærliggende Klipper. Om Døre og vistnok ogsaa om Vinduer har der været udskaarne Vegstensindfatninger ligesom ved nordenfjeldske Kirker i Norge fra samme Periode. Vinduerne har haft Glasruder, formodentlig en Gave til Kirken, som en Biskop har bragt med fra Europa; et ubetydeligt Skaar deraf er fundet paa Pladsen. Ellers klarede man sig vel godt i Grønland med Tarmskindsruder, der næsten var ligesaa gennemsigtige som det matgrønlige middelalderlige Glas.
Taget maa have været et Aastag med Rygaas og Sideaase. Af Stolpehuller er der ingen Spor fundet, men det er ikke usandsynligt, at Stolperne kan have hvilet paa flade Heller, der nu ikke længere kan skelnes mellem de andre Sten. Hele Kirkens Længde er 27 m, dens største Bredde næsten 16 m, Skibets indvendige Bredde 9 m. Den har, som rimeligt er, langt overstraalet alle Grønlands andre Kirker og i Udstrækning næppe staaet tilbage for de islandske Domkirker, der imidlertid paa den Tid har været Trækirker.
Det søndre af de to Kapeller ved Koret var Sakristiet, der var forbeholdt Gejstligheden. Fra dets snævre Indgangsdør, Præstedøren, strækker en Række Fliser sig hen over Kirkegaarden og — med Afbrydelser — videre frem til Døren paa en stor Bygning, som ligger i ret Vinkel med Domkirken, Bispehuset.
Ogsaa Bispehuset udgravedes i 1926. Det er efterhaanden ved gentagne Tilbygninger vokset op til at blive et meget omfattende Kompleks med en halv Snes Rum og med en Facade paa 50 m’s Længde. I Hjørnet bag Ildhuset (Køkkenet) ligger Gildehallen (16,75 x 7,75 m), der kunde rumme flere Hundrede Mennesker; vi ved fra de islandske Sagaer, at Folk var vant til at sidde tæt bænkede ved festlige Lejligheder, ved et Bryllup paa Flugumyrr i 1253, det pragtfuldeste i Islands Historie, der endte med en grusom Mordbrand, sad 240 Gæster bænkede i et Rum, der kun var halvt saa stort som dette. Et moderne Menneske maa med Gru tænke paa den forfærdelige Luft.
Ved Julegilderne paa Gardar sad Biskoppen i Højsædet som Vært i denne Hal. Det har været Samlingsstedet for Landets Høvdinger, her modtoges de tilrejsende fra Island og Norge, Købmændene, der med deres dyrebare Last var naaet frem over Havet, her fejredes den nyankomne Biskops Tiltrædelse, efter at han selv havde læst Højmessen for Alteret i Domkirken, her har man ved de lange Borde lyttet efter de sidste Efterretninger, som kunde meddeles udefra. Biskoppen læser op af et Brev, han har modtaget fra sin Embedsbroder i Bergen sammen med et Fad Rosiner (Vinbær)[1] og Prøver paa de sidste Moder i Klædedragt. Brevet handler ganske vist mest om de sidste Aaringers Dødsfald, om Kong Eriks Død for 9 Aar siden, om en Række Bispers Død med Angivelse af Dødsdagen, for at den kan blive mindet med Sjælemesser i Kirkens store Broderskab. Friske kan Nyhederne ikke kaldes, men man paahørte dem og drøftede dem, man havde dem ikke bedre. — Forholdene har ændret sig. Dør nu Grønlands Konge, saa vil det vides den samme Dag, maaske allerede en Time efter, inde paa den Plads, hvor fordum Biskoppen læste op af sine ni Aar — over 3000 Dage — gamle Nyheder.
Mange Munde skulde mættes her ved Bispesædet, ikke alene ved festlige Lejligheder, men Dag efter Dag. Foruden Bispen var der Præst og Hjælpepræster, Degne og Kordrenge. Der var den regnskabskyndige Forvalter, som ogsaa har været en gejstlig Mand, og som sørgede for Inddrivningen af Tiender og Afgifter; Bispen havde Jagtret vidtomkring, særlig paa ubeboede Øer baade paa Vest- og Østkysten, og der skulde betales Afgifter til ham af dem, der udnyttede den. Der var endelig Tyendet til Herrernes Opvartning og til Landbrugets Drift. Forholdene medførte, at Landbruget paa dette Sted svulmede op til rent herregaardsagtige Dimensioner. Der er Stalde til op imod 100 Køer, der er Malkefolde og Klipningsfolde til Faar, som snarere er talt i Tusindvis end i Hundredvis. Naar vi ser udover de magre Marker, forstaar vi knap, hvorledes man har skaffet Føden til de mange Kreaturer. Over 40 Tomter har vi talt paa Gardarsletten, deriblandt nogle af store Klippeblokke opførte Vare- og Pakhuse, hvor de Tiendeydelser, der var indbetalt i Varer som Uld, Skind og Hvalrostænder, kunde henlægges til lejlighedsvis Afhændelse eller Forsendelse til Europa.
— Eskimoerne har fuldt saa megen ironisk Sans som de danske. Da de efter Nordboernes Uddøen kom til Gardar og saa de mange, i deres Øjne vældige Huse, saa Mure bygget af Jætteblokke saa store, at de knap kunde rokke dem, — saa sluttede de, at her havde nok, uden Overdrivelse, nogle Mennesker boet og kogt Middagsmad, og de kaldte Stedet Igaliko, det forladte Kogested.
––––––––––––––––––––
Bispedømmets Oprettelse har højnet det kirkelige Liv og vel i det hele Kulturlivet i Grønland. Sognepræsterne har kunnet faa en nødtørftig Uddannelse, og det er vel ogsaa paa Biskoppens Foranstaltning, at der oprettes baade et Nonne- og et Munkekloster, det første beliggende paa en venlig og frugtbar Slette lige overfor Øen Unartok, hvor Grønlands eneste hede Kilder findes, det andet gemt bort dybt inde mellem vældige Fjelde i en solfattig Dal i den dybe Ketilsfjord (Tasermiut). De er stiftet i Løbet af 1100-1200-Aarene. I alle Tilfælde fandtes de i 1308.
Bortset fra den første eller maaske de to første er alle Grønlands Bisper blevet udnævnt og viede i Trondheim, som siden 1152 var Ærkebispesæde for Norge og for de fra Norge koloniserede Omraader, som siden kaldtes de norske Skattelande. Den myndige Ærkebisp var tilbøjelig til at hævde Valgretten for sig selv alene, men Kannikerne ved Domkapitlet krævede deres Andel respekteret, og der var gennem lang Tid Strid derom. Vi faar det Indtryk, at man, særlig i den første Tid, valgte dygtige Mænd til det fjærne Embede, og naar de paa deres Rejser ud eller hjem passerede Island, omtales de med stor Veneration. Der var Anseelse ved at være Biskop paa Grønland, til Trods for at Embedet vel ikke blot var det mest afsides liggende, men ogsaa det mindste i hele den daværende kristne Verden.
Men Vejen til Grønland var nu lang og besværlig. Og det primitive Liv derude har næppe passet alle Prælater lige godt. Naar de var blevet valgt, forhastede de sig i Reglen heller ikke med at komme afsted, og naar de havde været derude nogle Aar, havde de forfærdelig travlt med at komme hjem igen til vigtige Kirkemøder, saa der paany gik Aaringer, før de vendte tilbage. Da Jon Smyrill var død i 1209, varede det 3 Aar, før hans Efterfølger Helge Øgmundsson kom ud til sit Embede, og da Helge døde i 1230, gik der 4 Aar, før den næste Biskop, Nikolas, blev viet, og igen 5 Aar, før han kom til Grønland — hvor han saa døde Aaret efter. Man forstaar, at da der i 1270-erne fra Rom kom Ordre til Ærkebispen om at indsamle Korstogstiende ogsaa paa Grønland, undskyldte han sig med, at det vilde betyde hans Fraværelse fra Ærkesædet i 5 Aar.
I 1300-Aarene kom man i Trondheim endog for Skade at vie en ny Biskop, uvidende om, at den gamle Biskop Arne endnu levede og virkede i Gardar. Efter Arnes Død i 1348 naaede den sorte Død, som dengang hærgede det meste af Europa, frem til Norge og lammede alt, ogsaa Forbindelsen med Grønland, som selv ikke synes at være blevet ramt af denne Farsot. Grønlænderne fik ingen Biskop, før Alf 20 Aar senere kom til Landet. Han døde i Embedet 1377 eller 1378, og da Efterretningen herom efter 5 Aars Forløb naaede til Norge, blev en ny Biskop ganske vist valgt; men han blev hjemme. Efter Alfs Død har ingen Biskop af Gardar sat sine Ben i Grønland, hvor en Præst i Stedet for varetog Bispeembedets Forretninger. Biskopper valgtes stadig, den ene efter den anden, helt ned til Reformationstiden, de bar deres Titel, og der blev sørget for deres Underhold ad anden Vej, men de svigtede deres Menighed. Der er ikke meget at sige til deres Undskyldning.
Domkirkens Kor og Sidekapeller viste sig ved Udgravningerne i 1926 at være helt opfyldt med Begravelser. I Altrets Nærhed er sikkert udelukkende Gejstlige blevet begravet, overhovedet var det ilde set, at andre end Gejstlige jordedes inde i Kirkerne. Af Grønlands Bisper er 6 eller ialfald med fuld Sikkerhed 4 døde i Embedet og begravede i Gardar. Vi tør gaa ud fra, at de alle har faaet deres Hvilested her i Kirkens Østende. Bevaringsforholdene i Undergrundens Rullesten (Ral, hævet Havstok) var imidlertid saa ugunstige, at kun et eneste af Skeletterne havde bevaret noget af sit Gravudstyr. Udstyret var til Gengæld kosteligt og viste med fuld Sikkerhed, at her laa virkelig en af Grønlands Bisper. Paa den højre Haands Ringfinger havde han sin Bispering, en enkel Guldring, saaledes som Forskrifterne ogsaa bød. Den havde en Fatning til en Ædelsten, men Stenen havde man rigtignok pillet ud, inden man lagde ham i Graven; det var i Reglen en Safir, der brugtes til gejstlige Ringe, idet Safiren antoges ved sin magiske Kraft at værne sin Bærer mod kødelig Lyst.
Med samme højre Haand fattede den gravlagte Biskop om sin Embedsstav, en Asketræs Stok med Jærndop forneden og med et kunstfærdig udskaaret Hoved af Hvalrostand, der hvilede mod hans Overarm, et sjældent fornemt lille Kunstværk, hvis Krumning ender i en Dusk af rundtungede Blade med oprullede Spidser.
Skelettet optoges af Graven for at undersøges i København af Professor anatomiæ Fr. C. C. Hansen og førtes i 1932 tilbage til Grønland, hvor det ved en lille Højtidelighed nedlagdes igen paa samme Sted i en jærnbeslaaet Kiste. Graven dækkes nu af en Mindesten med dansk og eskimoisk Indskrift.
Biskoppen har været en kraftig, midaldrende Mand; han havde mistet sin højre Fod, men først i sin sidste Levetid, formodentlig ved en Koldbrand. Desværre var det meste af Kraniet blevet ødelagt og bortfjærnet ved senere Begravelser; der fandtes to Lag Begravelser ovenover dette Skelet, der saaledes maa stamme fra Domkirkens ældre Tid. Bispestavens Udskæringer tyder i samme Retning, den maa være forfærdiget omkr. 1200. Den begravne Biskop er da maaske Jon Smyrill (Spurvehøg), der døde i 1209. Det er tænkeligt, at han under et af sine Besøg paa Island har faaet Staven til Gave af Biskop Paal i Skalholt, der var hans nære Ven, og i hvis Tjeneste fandtes en kvindelig Billedskærer, Præstekonen Margret, kaldet den kunstfærdige, der var kendt for sine fortrinlige Udskæringer i Tand (Hvalrostand).
Alle de grønlandske Kirker er, som andre Kirker i Kristenheden, omgivne af Kirkegaarde, der er hegnede med store Stengærder for at holde Kreaturerne borte i den Tid, da de efter Høsletten havde Lov at færdes frit paa Tunet udenfor; allerede i hedensk Tid værnede man i Skandinavien Gravhøjene mod Kreaturerne ved Gærder.
Vi tør gaa ud fra, at alle Kristne har stræbt efter at komme til at hvile i indviet Jord, det andet var for risikabelt. Men fra Gaarde, som laa meget afsides, kunde det være forbundet med uoverstigelige Vanskeligheder at bringe Liget til Kirke. Undertiden har man maaske hjulpet sig, som vi hører, at man gjorde i den allerførste Tid, og som det ogsaa senere har været Skik, f. Eks. paa Island: man begravede de døde ved Gaarden, hvor de hørte hjemme, i uviet Jord, men satte en Pæl for Brystet af dem, naar Jorden kastedes til, og siden, naar Præsterne kom til Stedet, blev Pælen rykket op og Vievand hældt i Hullet, hvorefter der blev sunget derover. Paa en lille Ø udenfor Ivigtut, hvor der vist ikke har været Kirke i mange Miles Omkreds, er der fundet en Gravsten med Runeindskrift over en Mand ved Navn Øssur Asbjørnssøn, som maaske er blevet begravet paa denne Maade.
Eskimoerne begravede i hedensk Tid deres Døde i stensatte Kamre, som de dækkede helt i en Stenhob for at værne dem mod de vilde Dyr. Fremgangsmaaden er unægtelig hensigtsmæssig, naar Jorden er frossen, og der er ikke sjældent modtaget Efterretninger om, at der er paatruffet lignende Grave af ueskimoisk Oprindelse; men endnu er det aldrig med Sikkerhed paavist, at nogen Nordbo er blevet gravlagt paa denne Maade i Grønland. Finder man det engang, maa det snarest antages at have været en bandlyst Forbryder; vi ved fra Island, at det at blive »dysset i en Stenhob som en Ræv eller en Tyv«, var det mest foragtelige og ulyksalige, som kunde times et Menneske.
Undersøgelserne paa Nordbokirkegaardene har vist, at Grønlænderne har fulgt kristen Begravelsesskik ligesaa trofast som deres Trosfæller i Europa. De døde ligger fromt med korslagte Arme og ikke sjældent med et lille Trækors i Hænderne eller paa Brystet, undertiden er Korset lagt ovenpaa Kistelaaget. En stor Mængde af saadanne Ligkors blev fundet ved Herjolfsnæs Kirke, nogle med Runeindskrifter, mange med smukke Udskæringer, der efterligner den keltiske Korsform — atter engang et Vidnesbyrd om Paavirkning fra de britiske Øer —, andre er ganske, ganske enkle, blot et Par Splinter eller Pinde, som er flækket og stukket ind i hinanden.
Kiste har kun de færreste faaet. I Stedet for syedes Ligene ind i Vadmel, oftest i deres egen Klædning, og paa denne Maade er de mærkelige Dragter blevet bevaret, som i det følgende skal omtales. Selv Biskoppen i Gardar har man begravet uden Kiste, og blandt jævne Folk var det samme ogsaa Skik her i Europa indtil langt ind i eftermiddelalderlig Tid.
En sjælden Gang dækkedes Graven med en Ligsten. De fleste af dem, der er fundet, er helt glatte, men fremhæves af en lille opretstaaende Gavlsten ved Hovedenden. Nogle faa har et udhugget Kors. Naar de har en Indskrift, er den altid ganske kortfattet og bærer ved sin ringe Dybde Præg af, at det har skortet paa kraftigt Værktøj til at hugge i Sten. Den afdødes Navn nævnes, højst med en lille Velsignelsesformular føjet til: »Gud glæde hendes Sjæl«. Karakteristisk i sin Knaphed er den ældste Indskrift, som kendes (fra 1100-Aarene), paa en Kiste eller Gravramme af Sandsten, fundet ved Brattahlid Kirke: laiþi inkibiarkar, Ingebjørgs Grav.
Indskrifterne paa de smaa Trækors fra Gravene paa Herjolfsnæs synes alle at være fra o. 1300. De nævner nogle Navne paa Forfærdigere og Ejere og indeholder nogle fromme Anraabelser: Thorleif gjorde dette Kors til Lov og Dyrkelse for Gud den Almægtige. Gud den Almægtige bevare Gudleif vel. Jesus Kristus hjælpe. Ogsaa et Par latinske Ord forekommer, et Vidnesbyrd om, at det rimeligvis er Præsten, som har været Runemester: Kristus natus ist nubis ɔ: Kristus er født for os.
To af Korsene har Indskrifter af magisk Karakter med en lang Remse af hellige Navne, særlig Guds-Navne, hvorimellem baade latinske og hebraiske Brokker, og til dels saa stærkt forkortede, at det ikke har været muligt at tolke dem. Det er kristen Magi. Det er maaske værd at mindes, at Herjolfsnæs er det samme Sted, hvor Vølven Thorbjørg Aarhundreder forud havde udfoldet al sin hedenske Heksekunst. Men det var ogsaa paa Herjolfsnæs, at den kloge Enke Thorun i Følge Digtet om Skjald-Helge frelste den syge Skjald ved at lægge et Blad mellem hans Tænder, hvorpaa Skaberens Navn var skrevet, altsaa et nøje Sidestykke til Runekorsene.
Grønland, hvor Livet var ensomt og farligt at leve, har sikkert i det hele været et godt Tilholdssted for Magi og hemmelige Kunster. Det er en af de seneste Efterretninger vi har fra Grønlands Nordbobygder, at i 1407 blev en Mand ved Navn Kolgrim brændt efter Dom for at have forført en anden Mands Hustru, idet han tog hendes Vilje ved Sortekunst. Hun var en islandsk Lagmandsdatter, der med sin Mand var kommet til Landet Aaret i Forvejen, og hun mistede sin Forstand ved denne Historie.
I en af Stuerne paa Sandnæs i Vesterbygden fandtes 1930 en Amulet, en lille Træbrik, tæt beskreven med fint indridsede Runer paa bægge Sider og endog paa en af Kanterne, uforstaaelige Ord, hvoraf kun enkelte Navne paa Ærkeengle foreløbig har kunnet tydes. Den har formentlig ligget gemt under en Bænk eller snarest under Gulvet, ligesom en ganske lignende Træbrik, der er fundet under Gulvet i Borgund Stavkirke i Norge.
Ogsaa en mærkelig lille Runesten, der for 100 Aar siden blev fundet i en Varde ved Kingigtorssuak Nord for Upernivik, mange Mile nordenfor Bygderne, er efter Magnus Olsens Opfattelse ristet af en Mand, som kendte den hemmelige Runemagi.
Ved et Studium af disse ordfattige og tildels uforstaaelige Indskrifter er det lykkedes Finnur Jónsson og Magnus Olsen at paavise Spor af, at Grønlænderne har haft deres egen særprægede Dialekt og tildels deres egne Runeformer, fremfor alt har de med større Konservatisme end Islændere og Nordmænd bevaret Former fra den første Landnamstid, som de andre forlængst havde opgivet.
––––––––––––––––––––
Tilsidst skal berettes om et ejendommeligt Runemindesmærke, en lille, simpelt tilskaaret Pind, som blev fundet i et Hjørne af en Kiste paa Herjolfsnæs. Pinden, dens Plads og de øvrige Omstændigheder antyder for os en hel lille Historie, en Myte, om Kvinden Gudveg, der paa Rejse til Grønland døde undervejs og fandt sin Grav i Bølgerne. Der staar paa Pinden med kraftige, næsten ubegribelig velbevarede Runer: »Denne Kvinde blev lagt over Bord i Grønlandshav som Gudveg hed«.
Har man ombord paa Skuden syet den døde Kvinde ind i Huder eller Vadmel og gemt denne Pind ved hendes Bryst, før man kastede hende i Havet? Og er derefter Liget drevet i Land ved Herjolfsnæs og blevet begravet paa Kirkegaarden? Det er næppe tænkeligt, at Pinden da vilde have holdt sig saa frisk og uskadt, og dens Indskrift vilde snarere have meddelt, fra hvilket Skib, end i hvilket Hav hun var »lagt over Bord« (Grønlandshav er i Almindelighed Farvandet omkring Grønland).
Nej, »denne Kvinde«, som Indskriften taler om, det er Pinden selv. Den er lagt i Kisten i Gudvegs Sted. Hendes Lig flød ubegravet om i det store Hav, fordi Søfolkene ikke turde sejle med Lig i Lasten, men Angsten for, at hun skulde gaa igen og spøge, gjorde at man paa Herjolfsnæs foranstaltede denne Skinbegravelse ved at lægge Pinden i et Hjørne af en Kiste, hvori just ved den Tid en anden blev begravet. Derved haabede man at binde hendes omflakkende Aand til Graven, og for yderligere at sikre sig væltede man en mægtig Stenblok henover den. I Floamannasaga siger Audun, da hans troldkyndige Moder Gyde skal begraves: Vi vil bringe Kisten i Jorden og siden lægge den størst mulige Tyngsel ovenpaa. Det er det modsatte af Romernes bekendte Gravskrift: Gid Jorden vorde dig let.
Skinbegravelser og tomme Monumenter er i hedensk Tid forekommet overalt i Norden, naar en Mand var død i det fremmede, og man var i Tvivl om han havde faaet nogen Grav derude. Den norske Kongehøj Farmandshøjen, fra samme Egn som Gokstad- og Oseberghøjene, hvor de berømte Skibsfund blev gjort, er en saadan Tomgrav, hvori kun Ligbaaren fra en Skinbegravelse, men ingen Spor af noget Lig er fundet. En Mængde nordiske Runestene er rejst over Mænd, som er omkommet borte fra Hjemmet, i Strid eller paa Rejse, og som det gjaldt om at binde til Graven.Gudvegspinden, bisat i et Hjørne af en anden Mands eller Kvindes Kiste, er et Vidnesbyrd om, at de Forestillinger, der fik Vikingetidens Mennesker til at tue Gravhøj og rejse Runesten for Konger og Hirdmænd, der var døde i det fremmede, og hvis Grav man ikke havde kunnet sikre, — at disse Forestillinger paa Grønland levede videre helt ned i 1300-Aarene. Det er ikke usandsynligt, at vi ogsaa kunde møde dem i Europas Middelalder, men Vedhængen ved gamle Former og Forestillinger er særlig fremherskende hos de grønlandske Kolonister og ogsaa naturlig for en Befolkning, der boede saa isoleret. Vi sporer denne Konservatisme i Sprog- og Runeformer, saaledes som vi nylig har hørt. Vi mærker den ogsaa i Nordboernes Forsøg paa Kunst og særlig i Ornamentikken. De smaa Trækors fra Herjolfsnæs er skaaret i Former, som de maa have lært af de allerførste Missionærer fra de britiske Øer og igennem tre Aarhundreder er blevet ved med at betjene sig af; ejendommelige er især de halvrunde Indsnit i Korskrogene. Ornamentikken — Dyrehoveder, Baandslyng og Løkkemotiver — bevarer for en stor Del 1000- og 1100-Aarenes Præg. Et Sidestykke hertil er det, naar Islænderne helt ned mod vor Tid er blevet ved med at kopiere 1200-Aarenes romanske Ranker.
Fodnoter
- ↑ Saadanne Lækkerier har været meget kærkomne sammen med de Livsfornødenheder, som Skibet bragte. En anden Gang er der sendt Nødder, vi har paa Brattahlid fundet en Nøddeskal dybt nede i Affaldslagene.
