De islandske love (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

De islandske love


Efter at den egenlige indvandringstid, landnamstiden, var forbi, gik der nogle år, i hvilke der ikke eksisterede noget fællesforum for afgörelsen af trætter og stridigheder. Men en fællesfølelse var så levende, at det ikke kunde vare længe, inden man indså, at man trængte til en fælles forfatning, fælles love og fælles retslige institutioner. Hvorledes det kom sig, at en mand, ved navn Ulfljótr, i en ældre alder begav sig til Norge for der efter norsk forbillede ved bistand af den kloge jurist, Torleif spake (jfr. Tjoddolfs Haustlöng), at istandbringe en fælles lov for Islænderne, derom vides intet. Men det er sikkert, at umiddelbart efter hans hjemkomst blev et fælles ting, altinget, oprettet; det skulde holdes på et i forvejen udset sted; her skulde der gives love og dömmes i retssager fra alle landets egne. Her er der flere dunkle punkter tilstede, der er meget vanskelige, også fordi der så godt som intet er tilbage af den oprindelige Ulfljotslov, der straks blev vedtaget. I Norge var den lovgivende og den dömmende myndighed forenet i den institution, som kaldtes lovretten, der i Gulatingslagen bestod af 36 medlemmer. V. Finsen mener, at på Island blev denne dobbelte virksomhed straks fra begyndelsen af skilt ad, og at der ved siden af lovretten som lovgivende oprettedes en altingsdomstol med dömmende myndighed; denne deltes senere i de 4 bekendte fjærdingsdomstole på 9 mand hver. Denne antagelse er meget sandsynlig, da man let kunde forudse, at lovretten i de 14 dage, altinget skulde være samlet, ikke let kunde overkomme alt, hvad den skulde göre. Med det samme blev lovsigemandsembedet stiftet. Lovsigemanden skulde vælges på 3 år, have en lille Iön og skulde kunne alle de gældende love udenad, fremsige dem alle på lovbjærget i løbet af de 3 år, han fungerede, og være forpligtet til stadig at sige alle, der spurgte ham, hvad der var landslov og ret. Nogen myndighed besad han ikke, og nogen landsmyndighed eksisterede der overhovedet ikke. Hele lovsigemandsrækken kendes fra 930 af og til 1271; mange fungerede meget længe, idet genvalg var tilladt. Hvad lovretten angår, bestod den af 36 medlemmer (goderne), ligesom den i Norge, men senere, da landet blev delt i 4 fjærdinger (963) og tingenes antal bestemtes for alle tider, traf det sig således, at der i nordlandsfjærdingen blev 4 ting, ialt altså 39 goder, 3 i hvert ting; man valgte nu den udvej at supplere de andre således, at lovretten bestod af 48 goder; desuden sad der i den to bisiddere, rådgivere, for hver gode, altså i alt 3 x 48, foruden lovsigemanden, der var dens formand, og senere de to biskopper. Heri skete der ingen ændringer senere. Den eneste forandring, der blev gjort, var den, at der 1004 blev oprettet »en femte domstol«, fimtardómr, som appelinstans fra fjærdingsdommene; i disse krævedes der altid fuldkommen enighed; var denne ikke tilstede, kom der ingen virkelig dom istand; i femterretten rådede majoriteten.


De 39 (48) goder er statsforfatningens bærere; det er dem, der udgör lovretten, det er dem, der udnævner dommerne og det er dem, der har etslags bygdestyrelse hjemme i deres egne. Oprindelig var de hovforstandere, men ved og efter 930 fik de deres verdslige myndighed og betydning. Den nærmere udvikling heraf hører ikke hid.


Som allerede bemærket blev der 930 vedtaget en lov for Island, Ulfljotsloven; hvor omfattende denne var, vides nu ikke. I alle tilfælde har den næppe været meget detaljeret i de enkelte afsnit. Den følgende tid har måttet være meget frugtbar m. h. t. lovgivningen; der har så at sige, især i begyndelsen, ikke været det alting, hvor forskellige mangler og huller ikke blottedes; de krævede udfyldning. I det enkelte vides meget lidet om den udvikling, der skete. Men et er sikkert, at lovgivningen i tidens løb var meget frodig, og at omkr. 1100 var stoffet i den grad svulmet op, at man måtte indse, at det oversteg en enkelt mands ævner at opbevare alt dette i hukommelsen og lære det fra sig. Desuden havde man netop nu fået et andet middel i hænde; skriftens brug var nu bleven kendt og benyttet i landet.


I sommeren 1117 blev det vedtaget, at de isl. love skulde nedskrives; dette skete i vinterens løb hos den nordlandske hövding Hafliði (bekendt af sin strid med Torgils se s. 275); ved hjælp af gejstlige blev »Vigslode og mange andre ting nedskrevne«, hedder det hos Are. Sommeren efter blev det således nedskrevne vedtaget på altinget. Denne kodifikation kendes nu ikke i den oprindelige skikkelse; Hafliðaskrá, som den kaldtes, er sikkert optaget i de senere lovsamlinger. Ordet skrá synes at være blevet særlig benyttet om lovhåndskrifter. Afskrifter af denne lov er bleven udfærdigede; man hører tale om 3 så at sige officielle lovoptegnelser, én for lovsigemanden og to for de to bispesæder; om deres indbyrdes forhold gaves der nærmere bestemmelser. En udførlig kristenret blev udarbejdet kort efter 1122. Den oprindelige nedskrivning berode på lovkyndige mænds viden; af sådanne lovkyndige mænd, der fortrinsvis kaldtes spakir, kendes mange især omkr. 1000; det er dem, der sammen med lovsigemændene her havde været traditionens bærere.


I det 12. årh. har der sikkert været endel interesserede mænd, som anlagde sig private samlinger og afskrifter af de gamle love. Det er sådanne samlinger, der nu kendes under det urigtige navn Grágás. Dette var oprindelig et navn på en norsk lovbog, men ved uvidenhed i det 17. årh. blev det overført på de isl. fristatslove, og siden er det blevet benyttet om disse. Foruden enkelte brudstykker findes nu to hovedhåndskrifter, det ene i det kgl. bibliotek, det andet i den Arnamagn. saml. De indeholder dog kun tildels det samme. Konungsbók har nu det vigtige afsnit om tingsordningen, om lovretten og om lovsigemanden, om drabsbøder, alt sammen særdeles vigtige og interessante afsnit. Til gengæld har det Arnam. hdskr., Staðarhólsbók, en mængde stykker rundt omkring, der ikke har noget tilsvarende i det andet håndskr.; disse stykker er af en meget antik karakter og er muligvis tagne fra et særligt håndskrift; de kan dog indeholde dubletter. I øvrigt er stoffet omtrent det samme i bægge og m. h. t. indre tilknytning meget nærbeslægtet, skönt ikke i samme grad i alle afsnit. Til grund for bægge ligger ældre håndskrifter, der er kombinerede med hinanden; de er litterære kompilationsarbejder af interesserede privatmænd. Slutningen af Konungsb. er en temlig systemløs samling. Det er uden tvivl en samling af de bestående love, der her foreligger, men ikke ræsonnerende retsbøger. Derfor fremtræder heller aldrig samlernes personlighed på nogen måde. Det hele minder i höj grad om sagalitteraturen og den fra den velbekendte bearbejdervirksomhed.


Disse love er enestående i deres art og væsen. De er for det første meget omfattende; dette kommer af, at de ikke henfører de enkelte tilfælde under visse bestemte principper eller hovedsynspunkter, men netop holder sig til de enkelte tilfælde og giver bestemmelser for dem enkeltvis. Dette er måske på en måde en svaghed, men på den anden side viser det vore forfædres sans for realiteter, nöjagtighed og kløgt. Lovene beror netop på det daglige livs brogede og tilfældige mangfoldighed, og denne afspejler sig i lovene; netop derfor er de så meget værdifuldere. Lovene er overordenlig retfærdige; smukt er det især, hvorledes de værner om kvindens ret og ære. I kulturhistorisk henseende er disse love uvurderlige. Fremstillingen er meget knap og præcis, og lagt an på at være så nöjagtig og forståelig som muligt. I modsætning til sagastilen har den naturligvis sine ejendommeligheder især m. h. t. de hypotetiske sætningers form. Sætninger kan ofte være noget lange og flettede ind i hinanden, men den distinkte fremsigelse har fjærnet enhver uklarhed. Nogen synderlig stræben efter bogstavrim kender Grågåsen ikke.


Efter at landet havde underkastet sig den norske konge, mente denne, at det burde have en lov, som lignede rigets egen lov så meget som muligt. At Magnus lagaböter meget snart vilde iværksætte dette, var fra hans standpunkt naturligt. Han og måske Sturla udarbejdede en bog, der kaldes Járnsiða, som Sturla bragte til Island 1271 og fik tildels vedtaget. Men bogen havde bl. a. den fejl, at være yderst slet redigeret. Den afløstes derfor hurtig af Jónsbók, således kaldt efter lagmanden Jón Einarsson. Denne lovbog blev vedtagen og har været gældende lov i århundreder. Den er for det meste indrettet efter den norske landslov, men der findes optagne endel bestemmelser fra Grågåsen især vedrørende landbrugsforhold og desl. Denne lovbog er kort og klar.