De lærde islændinge (AO)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Aandsliv
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik


X
De lærde islændinge


Biiled 62.
Reykjaholt, Snorre Sturlesöns Gaard. Collingwood and Stefánsson, Saga-Steads of Iceland 1899 S. 45. I Forgrunden de varme Kilder, »Reykir«.
Island blev ogsaa det lærde Island. De aandelige Frembringelser bar Præg ikke blot af en kunstnerisk Formning, men af en ihærdig Stræben efter at faa fat paa Tingenes Væsen, en nøgtern og alvorlig Kritik sammen med fin lagttagelsesævne og Dygtighed til at drage Slutninger ud fra det givne. Her kommer Historieforskning, Mytologi, Sprogvidenskab og Retslære til en Blomstring, der indenfor middelalderlige Omgivelser er enestaaende.


Der er lærde Mænd, froðir menn, som véd Rede paa Fortidens Overleveringer, paa Slægtforhold og Begivenheder, ogsaa paa den digteriske Fortidsoverlevering. Ejendommelig er dog ikke denne Viden, sligt findes hos mange Folk; ejendommelig er deres Tvivl og Forsken. De føler Usikkerheden, naar der foreligger flere Beretninger om det samme; og de stræber efter faste Regler for at udfinde Sandheden. Der er da först den Bestemthed, hvormed de af flere Beretninger vælger den, der bedst stemmer med de daglige menneskelige Forhold, og naar den kun foreligger i fantastisk Fremstilling, griber efter den mere trolige Begivenhed, der kan tænkes at ligge bagved. Fornuftmæssigheden bliver en Grundlov for Historieforskningen, men gennemføres med Forsigtighed; hvor den sælsomme Beretning ikke er let at slippe udenom, henstilles den med Tvivl til Læserens eget Skön. Tillige skabes og det er endnu mærkeligere — Regler for Kildekritik; den store Grundsætning for Nutidens Historieskrivning, at de samtidige Efterretninger om en Begivenhed staar uendelig langt over senere Tiders Opfattelse, staar i sine Hovedtræk allerede fast for Islændingene. Den historiekyndige Mand nöjes ikke med Beretningen som den alment fortælles, naar der i Gildeslaget „skæmtes med Sagaer”, han udfritter hver af de gamle, der stod Begivenhederne nær, undersøger fra hvem han atter har sin Viden, maaske fra en historiekyndig Gubbe i hans Ungdom; eller man gaar til de samtidige Skjaldekvad, digtede for de optrædende Personer, og foresagte i Paahør af mange der selv har været Öjenvidner.


Are den Frode (ɔ: den kyndige, død 1148) er Islands förste Forfatter og Grundlæggeren af dets kritiske Historieskrivning. Hvad fordums „fródir menn” stræbte henimod i deres mundtlige Meddelelser, er klart gennemført i hans „Íslendingabók”. Han var Gammelmands Fostersön, kom 7 Aar gammel ved sin Bedstefaders Død til den vise Hall i Haukedal, der havde været Olaf den Helliges Handelsfælle, og som kunde huske saa langt tilbage, som til da han tre Aar gammel blev døbt af Missionæren Tangbrand. Af Stand var Are gejstlig, eller snarere en præstelærd Hövding, ligesom de fleste af de penneførende Mænd; Kærnen i hans Dannelse er det verdslig frie Udblik, som hans Landsmænd paa den Tid har. Som ældre Mand skrev han sin Islandshistorie, der for hans Efterfølgere stod som Mønsterværk af Sanddruhed og Nøjagtighed; hver Begivenheds Hjemmelsmænd anførte, og han „formelig kæler for Tidsregningen”.


Bogen har eksisteret i en længere og en kortere Form. Den sidste er en gennemset og forbedret Udgave (1134); den större indeholdt derimod Tillæg af den norske Kongehistorie og af islandske Stamtavler; ud af disse Tillæg voksede snart nye Værker. Stamtavlerne blev forøgede af forskellige, til de udgjorde en fuldstændig „Landnámabók”, Meddelelse om alle der havde bosat sig paa Island. Ud af Ares norske Kongelevneder opstod alle senere Fremstillinger af Norges Historie, deriblandt Snorre Sturlesöns store Samling af Kongesagaer. Andre fortsatte og skrev Samtidens Historie, mere omfattende og anskueligt end Are havde været i Stand til; f. Eks. den islandske Abbed Karl, der skrev Kong Sverres Saga efter hans egen Beretning.

Kongesagaerne havde været Fortællestof ligesom Islændingesagaerne; men under de kyndige Mænds Behandling beskæres de for en stor Del fantastisk, anekdoteagtigt eller underholdende Stof; samtidige Skjaldevers indflettes i stort Omfang som Bevis, og de sikre Begivenheder og Tidssammenhænge stilles i Forgrunden.


Billed 63.
Et Blad af Snorre Sturlesöns norske Kongesagaer. F. Jónsson, Brudstykker af Kringla og Jöfraskinna. 1895. Planche 3.
Snorre Sturlesön bliver Hovedmanden. Han er i det hele Islands Kultur i dens höjeste Blomst. Han er stor Gaardstyrer, er sin Tids mest fremragende Politiker, en kyndig retslærd, den störste Skjald i flere Aarhundreder, som Mytolog den eneste virkelige Forsker, og som Historiker Höjdemaalet af hele Islands Literatur. Som Politiker arbejder han sig op til en förste Rangs Magtstilling og fører sit Land med en vis Grad af Held gennem den vanskelige Tid. Nu da Gods og Hövdingdömme er samlet paa nogle faas Hænder, gaar det ned ad Bakke med Landets Forfatning, som netop byggede paa, at der udenfor de stridende Parter var et stort Samfund, der havde Fordel af Fredens Bevarelse. Overfald og Hærtog tiltager, Rettens Maskineri kan ikke bringes i Gang. Samtidig begynder den norske Konge at strække sin Haand ud efter Riget. Snorre deltager, i det hele med Maadehold, i de indre Fejder, og han bringer Erobringsplanerne mod Island til at standse ved selv at paatage sig at være Kongens „Lændermand”, rigtignok med liden Hensigt om at göre Alvor af Undersaatsforholdet. Saaledes holder han sig og Landet nogenlunde oven Vande, indtil en hensynsløs Medbejler overfaldt og dræbte ham paa hans Gaard Reykjaholt en Septembernat 1241. Landet kastedes derved ud i en lang og blodig indre Fejde, som endte med at man tog Norges Konge til Hersker.


Ind mellem alle disse Sysler og flere længere Ophold ved det norske Kongehof fik Snorre Tid til omfattende bogligt Værk: til Skjaldskab, til det mytologiske Skrift Edda, og til sit Værk over Norges Historie, „Norges Kongesagaer” eller som man i senere Tid har kaldt det „Heimskringla”. Værket handler ikke, som det sidste Navn siger, om „Verdens Kres”, men om den norske Kongeæt lige fra dens fjærne Udspring af Asernes Folk, indtil Sverre grundlægger det ny Tidsrum af Norges Historie. Ligesom Ares Værk aabnes det med en kildekritisk Indledning, og Snorre har følt sig saa sikker i sin Fremgangsmaade, at han dristig vover sig i Kast med Mytens og Heltesagnets brogede Verden for at skabe naturlig og menneskelig Historie af det. Er hans Tankegang end ret ulig med Sagnenes egen, er den des mere Vidnesbyrd om, hvor stærk den islandske Fornuftmæssighed følte sig selv overfor et vanskeligt Stof. Dog Fortællingen vokser alt som den kommer ned i Tiden; med varsom Haand retter han Fejlene hos sine Forgængere, ingen kan som han lokke Handlingens Enkeitheder ud af et gammelt Skjaldevers, og gaar han over en Slagplads, kan han med Hövdingens Snarblik se, hvorledes Stridens Gang har været. Rigest af alt er dog Sansen for Karakter og Handlingens Gruppering; ved Siden af at være Ares Lærling har han lært af den fine Fortællekunst i Islændingesagaerne. „Norges Kongesagaer” er en Ættesaga, Slægtens höje Ævner og store Maal er Indholdet; snart skilles Ævnerne, én Konge er Viking, en anden er Fredshövding, men forenede skaber de den store Herskerskikkelse, Hellig Olaf, den guddommelig udpegede Banebryder for det kristne Statssamfund.


Billed 64.
Islandsk Hövdingstol. Antiq. Tidsskrift 1843. Planche I
Lad os en Gang fremdrage et lille Stykke af Krøniken, der paa én Gang viser Snorres Kildekritik og hans Karaktersans. „Haldor, Sön af Brynjolf Ulvalde den Gamle, var en skönsom Mand og stor Hövding, han hørte, at man talte höjst ulige om de to Brødres, Olaf den Helliges og Kong Harald Haardraades Sind, og han udtalte da: Jeg var i stor Yndest hos begge Brødre og kendte begges Lynde; jeg har aldrig fundet to Mænd mere lige i Sind; begge var forstandige og vaabendjærve Mænd, begærlige efter Gods og Magt, Herskernaturer og ikke jævne i Omgang, strenge og revselystne. Kong Olaf tvang Landsfolket til Kristendom og den rette Sæd, men revsede grumt dem, der gjorde sig døvhørte derimod; Landets Hövdinger taalte ikke hans Retdömme og Ligedömme og rejste Hær mod ham, og fældte ham paa hans eget Eje, — derfor blev han hellig. Kong Harald hærjede for at skaffe sig Ry og Magt, tvang under sig alt det Folk han kunde, og faldt paa en anden Konges Eje. Begge Brødre viste dagligdags en behersket og fornem Optræden, var vidtrejste Mænd og foretagsomme, og blev derved vidtkendte og navnkundige.”


Ja til visse havde Folk „talt ulige” om disse to, den ene havde i 200 Aar været prist som Helgen, den anden mindedes som Tyran; Snorre — og hans Hjemmelsmænd — ser det menneskelige ved begge, ser den samme voldsomme Hövdingkraft og fatter Slægtsligheden deri, men er dog intet Öjeblik i Tvivl om, hvor den væsenlige Forskel ligger: Harald, der hærjede for at vinde Navnkundighed og til sidst faldt paa en anden Konges Eje, var en Viking; Olaf der „brød Landsfolket til Kristendom og ret Sæd”, er det nye Kongedömme med dets Samfundsopgave. Det er sagt, men dæmpet og forsigtigt; skal vi have Snorres hele Mening om Olaf, skal vi gaa tilbage til Halvdan Svartes Dröm om alle de Lokker der voksede frem af hans Hoved, og én der overstraalede alle de andre. Snorre spænder over hele den islandske Opfattelsesmaade fra det anelsesfulde til det objektive, — dog med en vis Forkærlighed for det rolige, kølige, afklarede, — ikke f. Eks. det Brus fra Undergrunden, der bærer Egils Saga. —


Billed 65.
Olav den hellige. Altertavle fra Trondhjemsegnen. Norges Historie II, 1, S. 12.
Skjaldedigtningen paa Island blev ulige mindre rig end den historiske Fortælling; den havde naaet sin Tinde allerede i den förste Menneskealder efter Landnammet. Men den fortsatte sig ned igennem Tiden, og den fik stor Betydning paa anden Haand; den blev Forudsætning for væsenlige Sider af Islands videnskabelige Liv.


Skjalden maatte kende den gamle Myteverden, ti herfra hentede han en overvejende Del af sit Billedsprog. Oldtidens livlige Fortællestof, Thors Jætteæventyr og Balders Død, blev fortalt videre, taalt — trods sit hedenske Indhold — paa Grund af den digteriske Nødvendighed for at kende det. Ogsaa de gamle Gude- og Heltekvad huskedes for deres Mængde af mytiske Navnes og Forestillingers Skyld, — vel ogsaa af historisk Interesse for hvad Fædrene havde troet paa. Siden blev de samlede i Bog, maaske allerede i det 12te Aarh.s Slutning, en skreven Samling der i Datiden intet Navn havde, men som vi nu kalder den Ældre Edda. Endelig kom Snorre Sturlesön som den, der ogsaa paa dette Punkt fuldkommede den islandske Udvikling, idet han skrev sin Digterhaandbog, „Edda” (den vi nu kalder den Yngre Edda eller Snorres Edda).


Billed 66.
De tre Odinsskikkelser »Höj«, »Jævnhöj« 
og »Tredie« Snorres Edda IV, 1848-87, III. Planche IV.
Den förste og mærkeligste Del er ,,Gylfe-Koglerierne” (Gylfaginning): alt det sælsomme som Kong Gylfe oplevede, da han vandrede til det fjærne Asgaard af Trang til at lære Asafolket at kende. Her træffer han tre Herskere, der egentlig er en tre Gange gentaget Odin: „Höj”, „Jævnhöj” og „Tredje”, der meddeler ham de gamle Sagn om Verdens Tilblivelse og de fordums Oplevelser. Snorres Myteopfattelse er den, der er gængs i den middelalderlige Bogverden: Guderne er et Folk, der har bragt Østens Kløgt og Tryllekunster til Norden. I Heimskringla har han fremsat Tanken udførlig; i ,,Gylfe-Koglerierne” ligger det kun som et let Slør over de gamle Frasagn, at de skal indeholde Mindet om „Alfaders” Verdensskabelse og om Asafolkets Bedrifter. Mest lader han Sagnene straale i deres egen Farvepragt! med den Livsbelysning, som Völuspaa Digteren har givet dem og med Myteæventyrets brogede Væv ind imellem. Saaledes skabte han den Bog, der gennem mange Aarhundreder var det vigtigste Middel til Kundskab om Nordens Guder, og som senere Tids dybere Kildeforskning aldrig helt vil kunne afløse med anden Viden.


Efter den trefoldige Odin i Eddaens förste Parti, er det dernæst Brage, der har Ordet — som Skjaldskabens Gud — for at lære om Digtekunstens Oprindelse fra Suttungsmjøden; og Skildringen glider nu over i en ligefrem Undervisning i det poetiske Billedmageri, oplivet ved indskudte Myter og Skjaldevers. Sidste Afsnit bringer derimod en fuldstændig Verslære, støttet til Snorres Drapa om Kong Haakon og Skule Jarl, Háttatal, der er forfattet i 101 forskellige Versemaal.


Hvad Snorres yngre Frænder knyttede til hans Edda, af Indledninger og Tillæg, er uden fremragende Betydning; hvor de vil overføre latinsk Dannelse paa islandske Forhold, er de ufri. Men allerede för Snorre, tilbage imod Ares Tid, levede en — desværre navnløs — grammatisk Forfatter, der skrev en glimrende Afhandling om det islandske Sprogs Lyd og Retskrivning. Gennem Skjaldenes Rimkunst er hans Øre skærpet til at fatte de fineste Ligheder og Forskelle; hans Skrift har den praktiske Opgave at vejlede hans Landmænd i at anvende den latinske Bogstavskrift paa deres Modersmaal; for den nyere Sprogforskning har det været en Guldgrube af fine Iagttagelser.


Islændingene er ogsaa det retslærde Folk. De staar ikke alene dermed, de staar paa Skuldrene af de andre Nordboer. En Hang til at gruble og bore den bestemte Tanke frem faar Afløb. Tinget er, naar vi kommer til historisk Tid, ikke mere præget af det umiddelbare Retsliv fra den Tid da hele Tingfolket dömte, og da Retshandlingen var saa enkel og anskuelig som mulig, — selv om det endnu kunde hænde, f. Eks. at man førte Korntyven til Tinge, med Neget bundet paa Ryggen, og klyngede ham op, — maaske med en Ulv hængt ved Siden af sig. Tinghandlingen er en nöje og alvorlig Granskning; et særligt Nævn af Dommere gör sig mere og mere gældende; og fremfor alt stræber man at forme selve Retsreglerne saa bestemt som muligt: saa meget for Drab af en fri Mand, saa meget for en fremmed, saa meget for en Træl; saa meget for Hulsaar, saa meget for Bensaar; saa meget for at have afhugget en Stump Knogle „saa stor at den klinger i et Vandfad”; og saa meget mindre, hvis den ikke opfylder dette Vilkaar. Der danner sig faste Formler for Tiltale, Anklagebevis og Forsvar; troværdige Mænd skal vidne, at paa hvert Punkt det som Formlen siger virkelig har fundet Sted; men Dommeren stræber ikke at danne sig det levende Billede af Handlingen; og Retssagen bliver en Kløgtens Tagfatleg imellem Parterne, det gælder stadig at vide den rette Formel og opdage hvor der er et Hul hos Modstanderen, saa stort at man kan smutte igennem det med sin Sag. Allerede Ingjaldskvadet spotter ad den nye Tids Retssnedighed; men endnu langt stærkere møder vi dette Liv i Islændingesagaerne: ser de to Parter med deres Vidner og deres mægtige Vennefølger hugge sig frem gennem Formlernes endeløse Mængde, under Tilskuernes spændte Interesse, og medens en kløgtig Raadgiver sidder stille i en af Tingboderne og holder Sagens Traade i sin Haand.


Billed 67.
Skaaningeverset, skrevet i Randen af et skaansk Lovhaandskrift fra 13de Aarh. Danske Studier 1905. S. 169.
Hvor mangen Sag der end er vundet med Uret eller „gjort unyttig” ved et Lovkneb fra Modstanderens Side, saa er det dog et stort Fremskridt, at Kamppladsen er flyttet, fra det blodige Vaabenstævne og den endeløse Selvtægt, indenfor Tingets fredlyste „Helligbaand”; en Udvikling af Tænkning og af Samfundsfølelse skrider frem ad denne Vej. Mønsterlandet er Island, hvor man ved Landnamstidens Slutning skabte den fælles Retsstat ved en enkelt Sammenkomst: én Mand overdroges det at rejse Landet rundt at finde en Plads til Alting, en anden at drage til Norge og vende hjem med en udarbejdet Lov for det nye Samfund.


Ti overalt i Norden har man nu Love; ikke blot en Sædvaneret, hvor man handler efter Mindet om det nærmest liggende tidligere Tilfælde; men tydelige Regler for, hvad der er gyldig Ret. Overalt i Norden træffer vi det offenlige Foredrag af Loven. Mest berömt er Islands Lovsigemand, der fra Höjen, „Lovbjærget”, ved hvert Altings Slutning foredrager den gældende Ret; hvad han upaatalt udelukker fra sit Foredrag, har mistet sin Gyldighed. Endnu mægtigere er den svenske Lagmand, der ogsaa er Folkets Ordfører overfor Kongen. I Danmark kan vi kun af det sparsomme „vi” indenfor Lovteksterne slutte til en foredragende Myndighed. Men allevegne Former man Lovsproget saa klart og saa fyndigt, at Retssætningen nöje kan huskes.


Denne retslige Øvelse i Ordets Formning maa vi huske med som
Forudsætning for den egenlige Veltalenhed i politisk Drøftelse, maaske ogsaa for Sagastilens faste Udformning. Og ud af Lovforedraget fødes den förste skrevne Literatur. 1117 vedtoges det paa Islands Alting, at Loven skulde nedskrives, og i Løbet af 12te Aarh. opstod Lovoptegnelser i de forskelligste Egne af Norden. Den fast formede Lovsætning blev Skjoldborgen om den hjemlige Kultur imod det altfor hurtig indtrængende ny. Her fik Latinen aldrig den förste Plads, her blev Romerretten aldrig den raadende; ja, rent synligt, Sverre lader den gamle „Graagaas” bære frem paa Trøndernes Ting; og mod den altfor kirkevældige lundske Ærkebiskop lyder det som mangestemmigt Kor ud fra Folket: „Have det Skaaningers ærlige Mænd: toge ved Uret aldrig end!” Men vil vi følge disse Love længer frem — saa langt som deres „Rod rinder og Grene lude”, — gaar Vejen ind gennem Nytidens Lovbøger, som Kristian den femtes danske Lov, saaledes at mangen gammel Sætning staar ved Magt den Dag idag, ja först saa sent som Aar 1900 afskaffedes den sidste af de gamle Lovoptegnelser (Jydske Lov som gyldig for Sønderjylland).


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.