De syv soveres saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
De syv soveres saga
Sjau sofanda saga (Septem dormientes) [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Dengang Decius var kejser[2], drog han rundt til mange byer for at tilintetgøre Guds kristendom og udslette de kristne. Og da han kom til den by i Asien, der hedder Efesos, lod han et gudehov istandbringe i byen for at fremme den vildfarne tro på afguder. Og Djævelen hylede og skreg i hans hjerte, og han befalede straks alle høvdinge at blote i hvert et gudehov. Da samlede hele byens befolkning sig til blot, og fra deres ofringer bredte røg og en slem stank sig over hele byen, og de blev omgivet af mørke og den sorteste tåge. Men alle de kristne græd og sørgede, og de gemte sig og dækkede deres ansigter. På den tredje dag befalede den grusomme konge, at man skulle pågribe de kristne og tvinge dem til at blote. Da fór jøderne omkring sammen med hedningene og ledte efter Guds tjenere, og de slæbte dem ud fra deres skjulesteder og huler og grave og tvang dem til at blote. Og de, der ikke ville blote, blev udsat for alskens pinsler, og deres lig blev ikke begravet, men vilde dyr og fugle fór omkring med ligdele fra Guds vidner i munden, og deres blod flød i gaderne som vand i et afløb, og deres hoveder blev sat op på gærdestolperne. Og omfanget af lidelserne og ufreden skabte rædsel og sorg blandt alle de kristne mennesker, og de bad alle med smertende hjerte Gud om hjælp til at modstå pinslerne med standhaftighed og tro og tålmodighed. I de dage udleverede fædre deres sønner og sønner deres fædre til døden, og man kunne ikke stole på hinanden. Men Guds kærlighed, som bliver indgydt i hellige menneskers bryst, overvandt denne ondskab med styrke og tålmodighed.
På denne tid mødtes syv af Guds gæveste venner: Maximian, Malcus, Martinian, Dionysius, Serapion, Konstantin og Johannes, og de fandt styrke i troen på Gud og tugtede hver dag deres legemer med faste og bøn og den sorg, de så alle kristne bære. Og hver gang kongen og hans støtter gik hen for at blote, gemte disse syv sig og gik ind i et bedehus og bøjede hovederne og vædede deres ansigter med tårer for Guds skyld og for hans åsyn. Men deres bekendte forrådte dem og bemærkede, hvordan de undgik at blote, når andre gik til blotet, og man fandt dem et sted, hvor de bad. Da gik den sande Guds fjender til kong Decius og sagde: »Måtte du leve evigt i dit riges pragt — du, den mildeste konge! Du lader folk komme langvejsfra for at samles til blot, mens dine naboer ringeagter dig og ikke adlyder dine befalinger, men sviger dine høvdinge og lever på kristen vis og undlader at blote. Maximian, der er søn af den greve, der var den mægtigste i dit rige, og hans seks fæller, der kommer fra de mest fornemme slægter i denne by, ringeagter dine befalinger og bloter ikke til vores udødelige guder.« Og da kongen hørte dette, blev han vred, og han lod dem føre fra bedehuset og stille for sin domstol og sagde til dem: »Hvorfor bloter I ikke til de guder, som alle i hele verden bloter til, og gør ligesom de største høvdinge og jeres jævnaldrende? Træd nu frem, og blot til guderne, sådan som I har pligt til, og som alle folk gør!« Maximian svarede: »Vi har vores Gud i Himlen, som skabte himlen og jorden. Vi bringer offergaver til ham og hans søn, som blev sendt til denne verden, og til hans Helligånd. Denne uadskillelige treenighed lovpriser vi med offergaver og den vellugt, som er frugten af vores slid. Men vi bringer ikke offergaver til afguder, sådan som I gør, og vi hverken bloter til djævle eller tilsmudser vores rene hjerter.« Decius sagde: »Siden I har afstået fra at blote og ringeagtet min magtposition, skal I afskæres fra mit venskab, indtil jeg har fået tid og lejlighed til at anklage og dømme jer i denne sag, for det ville være ilde at dræbe jer i så ung en alder eller at skulle se jeres skønhed lide under pinsler. Jeg tilstår jer derfor en frist, så I kan komme på bedre tanker og få lov at leve.« Kongen lod dem derpå løse fra deres bånd og gå, mens han selv fortsatte til andre byer, hvor han var lige så grusom som hidtil.
Men Maximian og hans fæller fulgte trofast Guds retfærdighed, og fra deres frænder modtog de guld og sølv, som de i hemmelighed videregav til de trængende. Og de sagde til hinanden: »Lad os forlade denne by og tage hen til den store klippehule, som findes i det fjeld, der hedder Celion. Dér kan vi uden frygt hengive os til bøn, indtil Decius kommer tilbage for at dømme os. Da må Gud gøre med os, som det er hans vilje, og lade os modtage sine trofaste blodvidners evige herlighed.« Og da disse gode venner havde talt sådan sammen, tog de hen til klippehulen, og de havde taget sølv med til nødvendige anskaffelser, og dér opholdt de sig i mange dage, mens de bad og afventede Guds nåde. Men de satte den blandt dem, der hed Malcus, til at tjene dem. Han medbragte sølv og drog til byen klædt som en tigger for at købe mad til dem. Han viste de nødlidende barmhjertighed og fortalte sine fæller alt, hvad han hørte af nyheder i byen.
Mange dage senere kom kong Decius tilbage til Efesos, og han påbød straks alle undersåtterne at blote, og der blev ledt efter Maximian og hans fæller. Alle troende mennesker blev da ramt af skræk og rædsel, og de flygtede i al hast væk fra kong Decius. Malcus flygtede ud af byen og havde lidt brød med til sine brødre, og han fortalte dem, at Decius var kommet til byen og havde ladet blothandlingerne tage til i omfang, og at de alle var eftersøgte. Guds vidner blev bedrøvede, da de hørte dette, og de kastede sig til jorden og bad i tårer Gud om barmhjertighed, og de gav deres sjæle i Guds hænder. Og da de alle satte sig for at spise, fyldte tårer deres øjne og mismod deres hjerter. Men efter solnedgang faldt de alle i søvn, for deres øjne var tyngede af tårer og deres hjerter af bekymring. Men den barmhjertige Gud skænkede dem hvile og lod dem i ro afvente det mirakel, som han til sin tid ville åbenbare. Og de vidste ikke, på hvilken måde de sov, eller hvor Gud forvarede deres sjæle, men de lå alle på jorden og hvilede deres legemer, som om de sov, og det sølv, de havde medbragt, lå ved siden af dem. Den følgende dags morgen lod Decius sine folk lede efter dem i hele byen, men man fandt dem ikke. Da sagde han til sine rådgivere: »Det er et stort tab for mig med disse unge mænd, som kommer fra de bedste slægter. De har nok ment, at jeg blev vred på dem på grund af deres ulydighed.«[3]
— — de stod op med klare ansigter og priste Gud med lovsang, sådan som de plejede. Der var ingen dødsfarve at se på deres ansigter, og deres klæder var ikke mørnede. Deres legemer var ikke blevet ældet, og det forekom dem, at de kun havde sovet én enkelt nat og var vågnet den følgende morgen. Den bekymring, de havde følt, da de faldt i søvn, var intakt i deres bryst, og de mente, at kong Decius ledte efter dem. De så da hen på Malcus, som plejede at tjene dem, og Maximian spurgte ham, hvad der var blevet sagt om dem i byen. Malcus svarede: »Så vidt jeg forstod det, ledte man efter os, fordi vi skulle blote sammen med de øvrige indbyggere i byen. Gud ved, hvad Decius har i tankerne til os. Men vi må overveje, hvad vi skal gøre.« Maximian svarede: »Lad os — brødre! — være rede til at komme for Kristi domstol, men vi skal ikke frygte denne konges domstol, og vi skal ikke fornægte det liv, som troen på Guds søn giver os.«
Da sagde de til Malcus: »Tag noget sølv, og køb mere brød til os, end du gjorde i går, og find ud af, hvad Decius vil os, så du kan fortælle os det.« Malcus stod da tidligt op, som han plejede, og tog noget sølv med sig. Sølvet bar det præg, som var gangbart i kong Decius’ første regeringsår. Men der var gået 372 år.[4] Så længe havde de sovet, men selv mente de kun at have sovet én enkelt nat. Og da det var blevet morgen, gik Malcus ud, og han så mange sten ude foran indgangen til hulen, og han undrede sig over det. Så gik han til byen med frygt i sindet og tænkte, at han måske ville blive genkendt og stillet for kong Decius. Men han vidste intet om, at kong Decius for længst var rådnet op i jorden. Da Malcus nærmede sig byen, fik han øje på et kors, der var rejst over byporten. Han betragtede korset fra alle sider og tænkte over, hvad det skulle betyde. Så gik han hen til en anden port, og dér så han endnu et kors. Han undrede sig over dette, for hele byen så anderledes ud, end han var vant til, og han kunne ikke genkende byen. Så gik han tilbage til den første port og slog korsets tegn for sit ansigt og sagde i tankerne: »Hvad skal det betyde, at dette kors ikke var synligt i går, men nu er det helt tydeligt rejst ved byporten? Kan dette mon være en drøm eller et profetisk syn, der viser sig for mig?« Han dækkede derpå sit hoved til og gik ind i byen. Og da han kom hen på byens torv og hørte mange mennesker snakke og sværge i Jesu Kristi navn, blev han ganske forfærdet og sagde: »Hvordan kan det ændre sig så meget på én nat? I går kunne ingen nævne Kristus uden at frygte, men nu er hans navn på alles læber. Jeg kan ikke tro, at denne by kan være Efesos, for alt er anderledes her, og man hører kristne folk tale.« Han gjorde holdt, og en ung mand kom løbende hen til ham, og Malcus spurgte ham, hvad man kaldte denne by. Og han svarede, at denne by hed Efesos. Da sagde Malcus til sig selv: »Jeg må ud af byen, så jeg ikke bliver helt forvirret, og jeg må hellere komme tilbage til dem, der sendte mig af sted, for jeg har ikke styr på mine tanker.« Alt dette fortalte Malcus selv, da han siden kom tilbage til klippehulen, og deres opstandelse var blevet åbenbaret.
Men da Malcus var på vej ud af byen, kom han forbi et sted, hvor nogle mænd solgte brød, og han tog sølvet i sin pung og gav det til dem. De, der var på torvet, så på hans sølv, og de undrede sig og så på hinanden. Han blev bange i hjertet og troede, at de genkendte ham og ville udlevere ham til kong Decius, og han sagde til dem: »Jeg vil købe brød af jer for det sølv, jeg gav jer.« Men de greb fat i ham og spurgte ham: »Hvem er du? Og hvad hedder du? Fortæl os, hvor du har fundet disse gamle penge, og så vil vi ikke angive dig. Men hvis du ikke vil det, så vil vi overgive dig til den visse død.« Malcus kunne på grund af rædslen ikke finde på noget at svare dem, men i stedet sagde han i sine tanker: »Nu er det, som jeg frygtede, hændt mig, stakkels mand.« Og da de så, at han tav og ikke svarede, lagde de et reb om halsen på ham og førte ham gennem gaderne midt i byen. Og rygtet om, at man havde pågrebet en mand, der havde en gammel skat på sig, fór gennem byen. En stor folkemængde samlede sig og sagde: »Denne mand er udlænding. Vi har aldrig set ham før.« Og alle undrede sig, og ingen kendte ham. Men han satte dog sin lid til — — [5]
Noter:
- ↑ Den norrøne saga om de syv sovere findes overleveret fragmentarisk i håndskriftet AM 623 4to fra 1300-tallets første tredjedel.
- ↑ Årene 249-251
- ↑ Herefter mangler et blad i håndskriftet. I den manglende tekst lader kejser Decius indgangen til hulen, hvor de syv fæller sover, lukke med sten for at lade dem dø af sult. Mange år senere lader kejser Theodosius II (østromersk kejser 408-450) sine folk åbne hulen, hvilket vækker de sovende.
- ↑ Legenda aurea siger også 372 år, men sætter selv spørgsmålstegn ved rigtigheden af dette ved at fortælle, at de syv vågnede i året 448. De har altså sovet i knap 200 år.
- ↑ Resten af sagaen mangler desværre i håndskriftet. Det lykkes til sidst Malcus og de øvrige seks sovere at overbevise borgerne i Efesos og kejseren om, at de virkelig har sovet siden kejser Decius’ tid. Herefter dør de syv sovere. Deres festdag i den vestlige kirke er 27. juli (i Tyskland dog 27. juni), og de er skytshelgener for dem, der døjer med søvnløshed og feber.
