De to Rønnetræer
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
De to Rønnetræer
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Det fortælles, at der i gamle Dage levede trende Sødskende af en god Æt paa Vestmændsøerne. Det gik saa, at Pigen blev frugtsommelig derhjemme i Fædrenehuset, og da de to Sødskende holdt meget af hinanden, udspredte onde Tunger det Rygte, at Pigens Broder var Fader til det Barn, hun gik med. Dette Rygte naaede da ogsaa til Lovsigemandens Øre der paa Øerne, hvorfor han gav sig til at undersøge Sagen.
Det nyttede hverken, at Broderen negtede at være skyldig i denne Forbrydelse og svoer ved Alt hvad helligt var, at han var uskyldig, eller at hans Søster fritog ham for al Skyld og nævnede en anden Mand, der dengang var reist bort fra Øerne, som Fader til Barnet. Og fordi Blodskamsforbrydelsen dengang blev haardt forfulgt her i Landet, selv om Øvrigheden ikke havde Andet, end en ubeviist Mistanke at holde sig til, blev der fældet den ene Dødsdom efter den anden, over de Anklagede, og det var da ogsaa Tilfældet her. Begge Sødskende bleve dømte til Døden og Dommen fuldbyrdet. Men det fortælles, at paa Retterstedet bad de med Taarer Vorherre om efter deres Henrettelse at bevise deres Uskyldighed, om Menneskene end ikke i deres levende Live havde villet troe paa den; ligeledes skulle de have bedt deres Forældre om at drage Omsorg for, at de kom til at ligge sammen paa Landekirkegaard. De bleve derpaa henrettede, og efter megen Møie, og rimeligviis kun ved at skjænke rige Gaver til Kirken og Præsteskabet, hvilket jo gjerne maatte til i de Tider, fik Forældrene udvirket, at deres Børn maatte begraves paa Kirkegaarden, men i samme Grav maatte de dog ikke ligge, den Ene skulde begraves Syd, men den Anden Nord for Kirken, og der kom de til at ligge.
Efter nogen Tids Forløb lagde Folk Mærke til, at op af hver af de tvende Sødskendes Grave voxede en liden Rønnekvist. Disse Kviste fik en naturlig Væxt og bleve større og større, indtil deres Grene føiede sig sammen oppe over Kirkemønningen, og Folk tænkte da, at ved at lade disse Rønnekviste voxe frem af deres Grave, uden at nogen Menneskehaand, det man vidste af, havde plantet dem der, vilde Gud godtgjøre de tvende Sødskendes Uskyldighed for de Levende. Men den Omstændighed, at Træerne mødtes deroppe over Mønningen og der føiede Blade og Grene sammen, syntes at pege hen paa det uskyldige og kjærlige Samliv, der havde været imellem disse Sødskende i levende Live, og paa deres Længsel efter i Døden at maatte hvile i samme Grav.
Saaledes stode og voxede disse Rønnetræer i mange Tider, indtil Hund-Tyrken tidligt i det 17de Aarhundrede foer med Hærskjold over Vestmændsøerne, røvede Gods og Mennesker, og øvede alskens Vold, som jo er bekjendt nok. Een af Tyrkernes Voldsgjerninger, fortæller Sagnet, var den, at de ophuggede begge Rønnetræerne paa Landekirkegaard, og truede med atter at komme til Øerne og røve og hærge ligesom nu, naar disse Træer næste Gang bleve saa høie, som de dennegang havde været.
Men ikke har man hørt, at Træerne fra den Tid af voxede frem igjen, og det blev anseet for en stor Guds Naade; thi hvis det var skeet, havde Tyrken nok holdt Ord.
