De underjordiske på Storebø

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif


Norske folkesagn og eventyr


De underjordiske på Storebø

Oversat fra norsk af
Anker Eli Petersen
© 2006


I Haugatunet på Storebø var det i gamle dage sådan i en lang tid, at man ikke måtte udføre nogen slags arbejde som medførte bankning efter mørkefald. For så snart de bankede på noget, blev der uroligt udenfor. Det virkede som de underjordiske, eller hvem det nu var, ikke brød sig om at blive forstyrret af den slags.
   En dag skulle manden i huset til at bånde en bøtte. Hans kone advarede ham: "Du må ikke beskæftige dig med den slags i aften" sagde hun, "du ved hvordan det er her."
   "Bøtten skal båndes, og så kan de bare komme, hvem som vil," svarede manden og begyndte på arbejdet. Og selvfølgelig bankede han, da han skulle få båndet ned over bøtten. Mens han var i gang med dette, skulle hans søn, en lille dreng i 9 års alderen, et lille ærinde ud i gangen. Der gik lidt tid, men drengen kom ikke ind igen.
   "Ja, nu kan du se," sagde konen, "du kunne have ladet dette arbejde ligge i aften!"
   Så gik manden ud for at se efter drengen. Han fandt ham bag yderdøren - der havde han gemt sig, fuldstændig stiv af rædsel.
   Da manden kiggede ud, fik han øje på en stor menneskeskikkelse som stod ved væggen og støttede albuen på tagskæggets tørv. Manden tog først drengen med ind.
   "Du må ikke fortælle hvad du har set," sagde han. Det var således, at hvis man havde set nogen form for troldtøj, måtte man ikke fortælle om det før man havde sovet, ellers risikerede man at blive syg.
   Så tog manden et brændende tørvestykke fra ildstedet og sprang ud, mens han skreg til utysket:
   "Nu skal du se til at drage derhen hvor du hører hjemme. Her har du intet at bestille, og nu vil jeg have fred!"
   Så sprang væsenet afsted og manden efter med det brændende tørvestykke i hænderne. Det gik i fuld fart ned over bakkene, og efterhånden begyndte væsenet at synke sammen. Til sidst rullede det som et garnnøgle foran ham. Nedenfor Teigatunet ligger en høj som kaldes Ormeneset. Der forsvandt væsenet til slut.
   Så gik manden hjem igen. Da han kom hjem, tog han forkullede træstykker fra ildstedet og lagde dem i sengetøjet til drengen - det skulle værne mod trolddom.
   Efter dette kunne de arbejde med hvad de ville om aftenen. Der mærkedes ikke mere til noget troldtøj der på gården.
   Men manden fik sine hænder forbrændt og var uarbejdsdygtig i lang tid derefter.


Kilde: "Frå Fjon til Fusa" (1951) s. 126. af Hallvard Bjånes. Genfortalt efter hans mor.