Degnen fra Mørkaa
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Degnen fra Mørkaa
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Der var i gamle Dage en Degn paa Mørkaa i Øfjorden; hans Navn nævnes ikke, men han var gode Venner med en Pige, der hed Gudrun og efter Nogles Sigende havde hjemme paa Bægisaa paa den anden Side af Hørgaaen, hvor hun tjente hos Præsten.
Degnen eiede en Hest med graa Manke, som han kaldte Faxe og altid red paa. Det traf sig engang kort før Juul, at han kom til Bægisaa, for at indbyde Gudrun til Julegammen paa Mørkaa, og han lovede at hente hende til en bestemt Tid og følge hende til Gildet lille Juleaften. I de nærmeste Dage før Degnen red hen for at indbyde Gudrun var der falden megen Snee, og Iis havde lagt sig paa Vandet; men den Dag, han red til Bægisaa, var det Tøveir, og da det led paa Dagen, var Aaen ufremkommelig formedelst Driviis og stærk Strøm. Han drog derfra, uden at tænke paa, hvad der havde forandret sig om Dagen, og meente, at Aaen var den samme endnu, som om Morgenen. Over Øxnedalsaa førte en Bro, men da han kom til Hørgaa, var denne steget og havde sprængt Isen. Han red derfor ned langs Aaen, indtil han kom ligeoverfor Saurbær, den nærmeste Gaard ved Mørkaa, hvor der fandtes en Bro over Aaen. Degnen red ned paa Broen, men knap var han kommen midt paa den, før den brast itu og han faldt i Aaen.
Da Bonden paa Tuevold den næste Morgen stod op af sin Seng, saae han en sadlet Hest staae neden for sin Hjemmemark og han syntes, at han der skulde kjende Degnens Faxe. Herover blev han lidt underlig tilmode; thi han havde seet Degnen ride forbi der Dagen i Forveien, men havde ikke seet ham vende tilbage, og han anede derfor snart, hvorledes dette hang sammen. Han gik nu ned over Marken, og da var det ganske rigtig Faxe, som stod der, drivvaad og ilde forkommen. Siden gik han ned til Aaen, ned paa det saakaldte Tuevoldsnæs; der fandt han Degnen foran paa Næsset, hvor han var opdreven som Liig. Bonden drog strax til Mørkaa og fortalte disse Tidender. Dengang man fandt Degnen, havde hans Baghoved taget megen Skade af de omdrivende Iisflager. Han bragtes hjem til Mørkaa og i Ugen før Juul blev han begravet.
Siden Degnen drog fra Bægisaa, og til lille Juleaften, var der ingen Efterretning kommen fra Mørkaa om hvad der var skeet, paa Grund af ideligt Tøveir og stærk Strømgang. Men Dagen før Juul var det stillet af, og om Natten var Vandet faldet i Aaen, saa at Gudrun havde godt Haab om at komme til Julegildet paa Mørkaa. Da det led paa Dagen, gav hun sig til at pynte sig, og som hun næsten var kommen i hele Stadsen, hørte hun Nogen banke paa Døren; en anden Pige, der stod hos hende, lukkede op, men saae Ingen udenfor; ude var det hverken lyst eller mørkt; thi Maanen seilede bag Skyer, der ideligt glede den forbi.
Pigen kom ind og fortalte, at hun Intet havde seet, men Gudrun sagde: »Det er sagtens mig, det her gjælder, og nu skal jeg gaae ud.« Hun var da færdig med at pynte sig og havde kun tilbage, at tage Kaaben paa. Hun tog Kaaben og trak det ene Ærme paa, men det andet kastede hun over Skulderen og holdt fast deri. Udenfor saae hun Faxe holde for Døren og en Mand stod ved den, som hun antog for Degnen. Om de der talte sammen, veed man ikke, men Manden løftede Gudrun op paa Hesten og satte sig derpaa selv op paa den foran hende.
De rede nu en Stund, uden at tale sammen, og kom til Hørgaaen, som var kantet med høie Iisstykker; idet Hesten sprang over et saadant Iisstykke, løftedes Degnens Hat bagtil, og Gudrun fik da at see den bare Hovedskal. I samme Øieblik fløi Skyerne fra Maanen; da sagde han:
- »Maanen glider,
- Døden rider;
- Seer Du ei den hvide Plet
- I min Nakke,
- Garun, Garun?«[1]
Hun blev forfærdet herover og taug stille. Andre sige derimod, at Gudrun selv løftede hans Hat i Veiret og derved fik at see den hvide Hovedskal, og at hun da skal have sagt: »Jeg seer, hvorledes det hænger sammen.«
Nu siges ikke mere om deres Samtaler eller deres Ridt, før de kom hjem til Mørkaa, hvor de stege af Hesten udenfor Sjælelaagen[2]; der sagde han til Gudrun:
- »Her Du vente, Garun, Garun,
- Mens jeg bringer Faxe, Faxe
- Op for Gjærdet, Gjærdet.«
Han gik nu bort med Hesten, men hun kom til at see ind paa Kirkegaarden og bange blev hun, da hun der fik Øie paa en aaben Grav. Da faldt det hende ind, at gribe i Klokkestrengen; i det Samme tog Nogen fat bag i hende, og det blev her hendes Lykke, at hun ikke havde faaet Tid til at trække begge Kaabeærmerne paa; thi saa stærkt trak han, at Kaaben gik i Stykker ved Skuldersømmen paa det Ærme, hun havde faaet paa. Men det Sidste, hun saae til Degnen, var, at han kastede sig, med Kaabestumperne i Haanden, ned i den aabne Grav, hvorpaa Mulden fra begge Sider blev feiet ned over ham.
Gudrun blev ved at ringe, indtil Gaardens Folk paa Mørkaa kom ud og hentede hende; thi hun var bleven saa ræd over Alt dette, at hun hverken turde gaae eller høre op med at ringe; hun kunde jo nok vide, at hun her havde havt med Degnens Gjenfærd at gjøre, skjøndt hun ikke tidligere havde faaet nogen Efterretning om hans Død. Herom fik hun da ogsaa Vished, da hun kom i Tale med Folkene paa Mørkaa, der fortalte hende hele Historien om Degnens Død, medens hun igjen fortalte dem om sin Færd.
Den samme Nat kom Degnen, da Alle vare tilsengs og Lysene slukkede, og stormede ind paa Gudrun med en saadan Voldsomhed, at Folkene maatte staae op, og Ingen fik da mere Søvn i Øiet den Nat. I en halv Maaned derefter kunde hun aldrig være alene, og hver Nat maatte Nogen vaage over hende. Ja, Nogle sige endogsaa, at Præsten selv maatte sidde paa Sengekanten hos hende og læse i Psalmebogen. Tilsidst fik man hentet en Troldmand Vester fra Skagefjorden. Da han kom, lod han opgrave en stor Steen, der laa ovenfor Hjemmemarken, og vælte den hjem til Gavlen paa Sovehuset. Om Aftenen kom Degnen, da det begyndte at blive mørkt, og vilde ind i Huset, men Troldmanden kneb ham Syd for Gavlen, satte ham der ned med mange Besværgelser, og væltede siden Stenen ovenpaa ham; og der skal nok Degnen ligge endnu den Dag idag.
Efter den Tid hørte Spøgeriet paa Mørkaa op og Gudrun blev raskere igjen. Noget efter drog hun atter hjem til Bægisaa, men Folk sige, at hun aldrig mere blev den Samme, som hun var før.
