Den grønlandske Missions og Kirkes Historie
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Af Hother B. S. Ostermann
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
Den grønlandske Missions og Kirkes Historie
København
1921
Grønlændernes religiøse Forestillinger
De hedenske Grønlændere havde ikke nogen udformet Gudetro. De havde ganske vist en Anelse om et højeste Væsen, som de kaldte "Pinga" ɔ: han deroppe, men de forbandt ikke nogen som helst bestemt Forestilling med dette Begreb. Fremdeles havde de dunkle Forestillinger om en Syndflod, som engang i længst forsvunden Tid var kommen over Jorden, og ligeledes om en "alle Tings Fornyelse", som engang skulde komme, hvor Jorden skulde antage en ny og herlig Skikkelse, og alle de døde samles til et nyt Liv, forskelligt fra det jordiske. Men alt dette var kun dunkle Anelser uden al Udformning, og det synes, som om de ikke engang var almindelig kendt eller antaget af alle. Den Formodning forekommer mig at ligge nær, at disse Ideer kan skrive sig fra Fortidsslægternes Forbindelse med de gamle Nordboer i Sydgrønland og være uklare Rester af disses Kristentro — eller for den sidstes Vedkommende maaske endog staa i Forbindelse, med deres hedenske Tro (Ragnaroksmyten).
Ligesom Grønlænderne ikke kendte noget højeste Væsen, saaledes vidste de heller ikke af nogen Skaber. De synes nærmest at tænke sig Tingene bestaaende fra Evighed af, og Mennesket som fremgaaet af Jorden. Derimod havde de en Slags Guddom, som de kaldte Tôrnârssuk[1], hvilket nærmest maa betyde: den enestaaende Aand. Denne stod for dem som en Magt, der regerede de underordnede Magter og kunde faa disse til at træde i et venligt eller fjendtligt Forhold til Mennesket.
Missionær Glahn mener, at Tôrnârssuk maa "ansees for Grønlands fornemste Guddom, og for den, de meest elske, saasom de troe sig ved ham at nyde meget godt". Dette er dog rimeligvis for meget sagt. Elsket ham har de vist aldrig, dertil stod han efter deres Forestilling i et alt for fjærnt og ukendt Forhold til dem. Han antages snart for god, snart for ond; er vel personlig, men har ingen bestemt Skikkelse for deres Bevidsthed. Deres Begreber om ham vekslede efter de faa og spredte Meddelelser, som deres Troldmænd, gennem hvem de alene stod i Forbindelse med ham, ved de forskellige Lejligheder gav dem. Som Eksempel paa de højst forskellige Begreber om ham kan nævnes, at nogle mente, at han var saa stor ,som en Bjørn, andre derimod, at han ikke var større end en Lillefinger. Nogle ansaa ham for udødelig, medens andre mente, at han var saa skrøbelig, at selv en Vind kunde dræbe ham. Derfor "maae man under de magiske Forretninger ey lade en F. . . . s gaae", siger Glahn, eller, som Hans Egede udtrykker sig, "slippe en løs Bag til".
En anden — muligvis med Tôrnârssuk sideordnet — Guddom kendte de ogsaa. Det var en gammel og saare hæslig kvindelig Person, som holdt til dybt i Jordens Skød eller under Havet, og som de kaldte Arnak'uagssâk'[2], ɔ: den gamle Kvinde. Hun stod for dem nærmest som Kilden til alt materielt Velvære, idet hun herskede over Havdyrene, som hun efter Behag kunde slippe løs til Menneskenes Bedste, eller holde tilbage til deres Skade.
Endvidere tænkte Grønlænderne sig — som alle Naturfolk — hele Naturen, Stenene, Søerne, Elvene, Strandbredderne, Havet, Luften, Lyset, Mørket osv. befolket med Væsener, som for det meste ikke var Menneskene gode, og som de levede i bestandig Rædsel for.
Sjæl og Udødelighed troede Grønlænderne paa, men ogsaa her var deres Begreber meget løse og uklare. Et Menneske kunde f. Eks. miste sin Sjæl i levende Live, men ved Troldmændenes Hjælp forsynes med en ny. Undertiden synes det, som om man mente, at Sjælen blev i eller ved Legemet kortere eller længere Tid efter Døden; den kunde da gaa igen. Ellers kom de døde, maaske deres Sjæle alene eller muligvis i en ny Legemlighed, kort efter Døden eller i alt Fald efter Begravelsen til "deres Sted", ɔ: enten til Under- eller Oververdenen. Af disse ansaas — naturligt for et Folk, der lever af Havet — Underverdenen for attraaværdigst, rig paa Varme og Næring som det lykkeligste Jordeliv, naar der er stadig og stor Fangst. Herhen kom bl.a. forulykkede Kajakfangere, og maaske ellers de "gode". I Oververdenen stod de døde i Telte omkring en Indsø, hvor der var koldt og nok noget at erhverve, men kun til Nødtørft eller mindre. Herhen kom muligvis de "onde", uden at der dog var forbunden nogen Tanke om Straf eller Pine med dette Opholdssted.
Menneskenes Midler til selv at sætte sig i Forbindelse med det overjordiske og de højere Magter var ikke mange. Det vigtigste var serratit ɔ: Trylleformularer. En saadan serrat var ikke nogen Bøn, men en Ordsammenstilling, ofte uden egentlig Mening, men som havde Kraft i sig selv. Den kunde købes og sælges, endog arves. Henvendelsen skete ikke til nogen bestemt. Men ofte fik serrat'en særlig Kraft ved, at Brugeren tænkte paa dens oprindelige Ophavsmand, oftest maaske Forfædrene — hvorfor Glahn kalder serratit for "Huusbønner", ɔ: Bønner til Husguder (nl. de afdøde Forfatteres Aander), og derudfra endog taler om Forfædredyrkelse.
Endvidere brugtes Amuletter (ârnússat flt. af ârnuak') i meget stor Maalestok. En Amulet kunde være hvad som helst, naar det blev gjort kraftigt med en serrat. De bares enten altid eller kun ved Lejligheder, og kunde snart beskytte mod ondt, snart skaffe et Gode.
Endelig kunde man skaffe sig Hjælp af de overjordiske Magter ved en tupilak, ɔ: et ved Kunst lavet Dyr, som gjordes virkningsfuldt ved en serrat og udsendtes mod det eller de Mennesker, som man skulde forsvare sig imod eller vilde skade.
Alle disse Midler — hvoraf jo især det sidste var tvetydigt — kunde imidlertid misbruges, nl. til ved at ødelægge Konkurrenter eller andre at skaffe sig Magt eller Goder. Et Menneske kunde ligefrem opøve sig i Misbrugen, og blev da ilisîtsok', ɔ: Heks. Saadanne var, naar de opdagedes, som farlige for Samfundet hjemfaldne til Dødsstraf.
I nærmere Forbindelse med de højere Magter kunde Grønlænderne — som allerede antydet — kun komme gennem angákut (flt. af angákok'), ɔ: Troldmænd. Disse var ved Hjælp af hver sin private Aand (Tôrnak) — spiritus familiaris kalder Egederne den — i Stand til at faa Besked, Bud, Raad o. ligin, fra Tôrnârssuk i denne eller hin bestemte Anledning, som kunde være hvad som helst. Der maatte en bestemt Uddannelse og lang Indøvelse til for at blive angákok'.
Angâkut var Lærere, Vejledere og tildels Dommere i alt Religionen vedrørende, endvidere Hjælpere mod onde Aander og Hekse, samt — idet alle Sædvaner og Regler, Skik og Brug var fæstnet under Hensyn til det overnaturlige — Vejledere i de forskellige Livsforhold og derved en Slags verdslige Overhoveder. Endelig var de Læger. Alle disse Forretninger foretoges under megen Staahej, med magiske Kunster, oftest meget groft udførte, Trylleformularer, Trommeslag o. lign.
Men angákut misbrugte saare ofte deres Magt til at forfølge private Formaal, skaffe sig Fordele, hævne sig paa Uvenner ved at erklære dem for ilisîtsut o. lign. Derfor var de langt mere frygtede end afholdte.
Præster kan angákut ikke ret vel kaldes. I Grønlændernes "Religion" — om man kan kalde deres simple, uudformede religiøse Forestillinger saaledes — er der ingen Brug for det, vi forbinder med Begrebet Præst, ligesom de heller ikke havde nogen som helst udformet Gudstjeneste. Hans Egede siger ligefrem, at "der ingen fast Religion er og derfor ey heller nogen Slags cultus religiosus at spore iblandt dem".
Egentlige Love eksisterede ikke i det eskimoiske Samfund. Heller Ingen Straffemyndighed eller egentlig Rettergang. Men dog var Selvtægt kun tilladt til en vis Grad. Blodhævn var Forpligtelse — og den kunde undertiden strække sig til hele Familiers eller Slægters successive Udryddelse. Men Heksedrab var Samfundspligt. Og havde man ellers noget udestaaende med andre, skulde det afgøres ved de Lejligheder, hvor større Forsamlinger fandt Sted for at overvære angákok-forestillinger, øve Leg og Idræt o. l. Da var det Skik, at stridende Parter, parvis eller Flok mod Flok, "sang hinanden paa", indtil den ene Part af den offentlige Mening ansaas for overvunden.
Endelig var det ofte Skik, at de, der følte sig forurettede eller af en eller anden Grund ikke kunde begaa sig blandt Folk, unddrog sig Samfundet ved at blive k'ivitok, ɔ: Fjældgænger, en speciel grønlandsk Form for Selvmord. Saadanne k'ivitut' blev naturligvis af Overtroen udstyret med overnaturlige Egenskaber og Kræfter. Og det var — og er tildels endnu — almindeligt at antage alle borteblevne Mennesker for k'ivitut. (ss. 7-12)
Rester af Hedenskab blandt nykristne Grønlændere
Til de værre Ting hører "adskillige Uordener" blandt de døbte. Saaledes bredte der sig flere Steder — bl. a. i Umának' — hos en Del af de Kristne overtroiske Forestillinger om Daaben, der betragtedes som en Slags Amulet, der sikrede dem Himlen, medens de iøvrigt levede nærmest som Hedninger. De gamle hedenske Skikke begyndte ogsaa paa ny at vinde Terræn, saa at der f. Eks. flere Steder ytrede sig en stærk Tilbøjelighed til at ville skille sig ved Ægtefæller eller tage Medhustruer. (ss. 216-217)
Den groveste Løsagtighed og Usædelighed — "i høi Grad utugtige Forhold," siger Wolf — bredte sig mere og mere, Ægteskabsbrud, Skilsmisser og Polygami tiltog yderligere, og Overtroen blomstrede frodigt op, hidset af de trange Kaar og Epidemierne. I Umának's Distrikt myrdedes en udøbt og hans Hustru under Beskyldning for ved Hekseri at have forvoldt den der herskende Farsot. (s. 225)
Ved sin Ankomst traf Østergaard en Menighed paa 120 Medlemmer, og ved hans Afrejse 8 Aar senere var der "kun henved et Par Snese tilbage, der vilde leve og dø som Hedninger". De maa dog have skiftet Mening, thi de blev alle døbt, de sidste af Kraghs ældste Søn, der var Missionær her 1850—58.Men det kan ikke nægtes, at Missionen her ikke fik den rige Udvikling og ikke blev saa grundfæstet som de andre Steder, og at Menigheden lige til Nutiden har baaret Præg af at være den sidst kristnede i Grønland. Der har altid maattet kæmpes mod Overtro og Rester af Hedenskab, og Betragtningen af Kristendommen som en Forsikringsanstalt mod Tilværelsens onde Magter og af Ting henhørende til Gudsdyrkelsen som Fetischer og Amuletter har holdt sig længst her. Dog er det i den senere Tid blevet bedre, og man tør vel haabe, at Vækkelsen, som i den sidste halve Snes Aar er gaaet hen over Grønland, ogsaa vil trænge igennem her og gøre det gamle nyt. (ss. 231-32)
Fodnoter
