Den lange hest

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 112

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Den lange hest


55. Der er en Historie om den lange Hest ved Farre Mølleaa.
1892. J. Richter, Ringive.


56. Damhesten. Den slap midt over, da én sagde:
   "Jøsse Kristi Kaas, nu har a aldrig set saa langt et Hors i mine Dage."
   De stod da i Vandet allesammen.
Brandstrup


57. Jørgen Kiel var Bedstekarl i Selstrup, og han var nu alle Tidens saa godt lidt af Pigerne, hvor han var. Husjomfruen der i Selstrup hun gjorde ogsaa ud af ham, og hun kom saa tit til ham med et og andet, som han maatte hjælpe hende med.
   Saa var det en Eftermiddag, han var inde at spise hans Meldmad, da kom hun hen til ham og klagede hendes Nød, det var da rent galt for hende, og det var angaaende et Brev, som Herren havde flyet hende, og som skulde med Posten, men det havde hun nu glemt at fly ham. Det skulde til Aalborg, og den Gang var det jo ikke saadan med Postsagerne, som det er nu, da var det saa besværligt.
   Hun forlangede saa af Jørgen, om han kunde ikke rende til Aalborg med det Brev, for hun vidste nok, han var grov rask til at komme af Sted.
   Det sagde han jo strags ja til, for han var altid saa villig, naar Jomfruen forlangte en Tjeneste af ham, og han faar jo Brevet og kommer af Sted med det til Aalborg, og han kommer ogsaa med det i god Tid.
   Men han kunde ikke bie til Andendagen, han skulde af Sted hjem ad igjen samme Aften. Da han nu gaar hen ad Vejen og kommer til Sulsted, hvor der er saadan nogle store Enge, saa tænkte han ved sig selv:
   "Mon der skulde ikke gaa nogle løse Heste her, saa en kunde tage en og slænge sig op opaa, og saa ride et Stykke hen opaa."
   For han var jo bleven noget træt, han havde gaaet en slemt lang Vej, og saa vilde han jo lade den gaa igjen, naar han havde faaet den af brugt.
   Saa med det samme gaar der ogsaa en Hest i Groben ved Siden af, og den svinger han sig ogsaa op opaa.
   Nu kan I tro, det gik rask med den Hest, det var noget, der lavede. Da han skulde nu til at se nærmere paa Hesten, saa havde den ingen Hoved, det var en hovedløs Hest, den sølle Jørgen var kommen op opaa, og det saa rigtig nok godt ud for den sølle Karl. Siden Hesten saa tog Hold, og han skulde til at se sig om, da laa han i Skalles Klit oppe ved Tornby, og da havde han ikke ret langt til Gaarden, hvor han skulde.
   Men han havde jo forrettet Ærendet godt nok, der var ikke noget at sige til det, og han kom Ogsaa godt nok hjem igjen.
Mette Marie Nørgaard, Hjørring.


58. Et Par Karle havde været til Legestue. Da de saa gik hjem sent om Natten og kom ned i en Lavning, fik de Øje paa en vældig stor Hest, der gik ved Siden af Vejen og græssede. De havde langt hjem og blev da enige om at tage den og ride et Stykke paa, saa kunde den nok selv finde tilbage igjen. De satte dem da begge to op, og den skridtede af, og det gik forfærdelig rask, saa det ligefrem susede om Ørerne paa dem, den skred af Sted i en voldsom Fart.
   Da det havde gaaet saadan en halv Times Tid, saa faar den ene endda Mon til at sige:
   "Det var endda godt," saa bandte han, "te vi fik fat i den Hest."
   Men lige i det samme han havde sagt det, saa gik Hesten midt over, og de dumpede ned midt paa Landevejen. Hesten blev henne for dem, og den saa de ikke mere til.
   Min Fader har fortalt det, og det var passeret for en af hans Venner.
J. P. Wammen, Karup.


59. Der ligger en lille By, som hedder Torup, og sønden for den er der en Mark, som endnu kaldes Loksmarken. Den var før Udskiftningen, og for Resten ogsaa efter, bevogset med krat, og tillige fandtes der i den et stort Stykke Mose, som paa den Tid stod under Vand.
   Der gik en graa Hest i det Krat næsten alle Tider, og det skete undertiden, naar Folk var mødige og trætte og kom der til det Vand, at den kunde komme hen til dem og gnide sig op ad dem, ligesom den vilde indbyde dem til at ride paa sig.
   Men naar der var nogen, der gjorde det, saa endte det altid med, at den løb ud i Vandet og kastede dem af der ude, og saa løb den op paa tørt Land igjen imellem Buskene og slog en Skoggerlatter op efter dem.
Jørgen Mortensen, Herridslev.


60. Der var én, der hed Thor, han var Teglbrænder her i Møltrup, og han vilde til Hellum, hvor hans Kone boede.
   Da han saa kom herop paa Akselterp Mark, kom han til en Hest og tænkte, at den kunde han nok sætte sig op at ride paa, den gik vel nok selv tilbage igjen.
   Saa kom han altsaa op at ride. Men da blev den saa stor og saa lang, at Thor kom næsten op til Skyerne til sidst, og han saa ingen Udvej til at komme ned. Da saa han sig tilbage:
   "Jøsses Kaas, nu hår a aldrig sjet så lang et Hås."
   Saa slap den midt over, og han faldt ned i Kræn Madsens Møgroger paa denher Side af Madum Sø og havde nær slaaet sig fordærvet.
Søren Lavrsen, Møltrup.


61. Morten Hjulmand var henne paa Arbejde. Han boede egentlig mellem Ring Skov og Bræstrup og havde været i Træden at arbejde, a kjendte nu godt Manden.
   Da han saa gik hjem om Aftenen og skulde ud over Træden Hede og gjennem Føvling Krat, inden han kom hjem, saa ønskede han sig, om der ikke kunde være en Hest at ride paa over Heden, for det den var saa vaad.
   Da stod Hesten der ogsaa akkurat og nok saa rolig, og han kom op at ride, og den gik over Heden. Da han nu kom ind i Skoven, saa rendte den med ham ud i et Kjær og væltede sig om paa Siden. Manden krattede ved og kom endda i Land, og saa begyndte Hesten at flaske omkring der ude, ligesom den vilde nu have ham til at redde sig bag efter.
   "Nej, a har været der godt nok," siger han, "a skal ikke have mere med dig at gjøre."
   Han rejste saa af hjem ad og var saa beskidt og vaad, te det var grov.
Anders Pedersen, Kodallund.


62. En Mand, der hed Niels Teglgaard, fortalte følgende:
   Han var i Holstebro og havde en lang Vej hjem, der var nok en 4 Mil. Da han kom en halv Mils Vej fra Holstebro, var han bleven træt og satte sig ved et Hus for at hvile sig.
   Mens han sad der, kom en Hest, og den gjorde sig til for ham.
   Han fik da Lyst til at sætte sig op paa den.
   Saa løb den med ham, og han vidste ikke mere af sig selv at sige, før han kom ud for Teglgaard Lade, der smed den ham af. Det varede kun en Times Tid for at komme det Stykke Vej.
   Han troede nu, det var Helhesten, han havde redet paa.
   Det var vistnok enten i Ørre eller Timring, han havde hjemme.
Pastor Mogensen, Astrup.


63. Kapitain Skjærul (Schiern) paa Linderumsgaard kaldte de ogsaa Kapitain Tæerløs, for det han havde ene Ligtorne paa hans Tæer.
   I hans Tid var der to Mænd fra Taars, der gjorde Hove til Linderumsgaard og gjorde Hovedage et Par Dage om Ugen.
   Naar de skulde hjem om Aftenen, brugte de at tage et Par Heste af Gaardens og ride et Stykke hjem paa.
   Men den Aften var de ikke i Følge, den ene vilde gaa hjem, og den anden vilde endelig ride. Han fik ogsaa fat i en Hest, der var saa grov nem at tage, men jo længere han red, jo højere han kom, og det kom ham for til sidst, han kom helt op i Himlen. Endelig blev han klog paa, at Hesten havde et Par store Horn, og saa blev han saa forskrækket, da han saa deher Horn, at han lod sig falde ned og faldt i noget Skovkrat og Skidt og slog sig saadan, te han laa vel en hel Maaned efter.
   Siden brød han sig ikke om at komme op at ride.
Jens Peter Pedersen, Ilbjærge.


64. Ved Helmisbroen, der findes sydvest her for Byen, lige ved den gamle Landevej og vest for den nye Landevej, har man set en lang Hest, der har naaet tværs over Vejen. Det var vel en Helhest.........
   ..."Jøsse Kristi Kors, nu har a alder set et længer Hors."
   Saa skiltes Hesten midt ad.
   Der gaar en Vej ind over Marken fra den gamle Landevej, og derved sad en Kone og spandt. Vi har netop Mark ved Helmisbroen, og a turde ikke gaa over den om Aftenen, den Gang a var ung.
Johanne Madsdatter, Breddal.


65. "Kårs i Jøsse Navn, alder so a Hæst så lang."
N. J. Termansen.