Den lille Djævel paa Kirkebjælken
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den lille Djævel paa Kirkebjælken
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en Præst, men hvor han boede, vides ikke. En Søndag forrettede han som sædvanlig Gudstjeneste. Alt gik, som ellers, med god Skik, indtil han var kommen op paa Prædikestolen og havde begyndt sin Prædiken, da var der en Mand foran i Kirken, som paa eengang opslog en Skoggerlatter. Hverken Præsten eller Nogen af Kirkefolket lod sig for Øieblikket anfægte deraf; det skete da ogsaa kun denne ene Gang. Efter endt Prædiken gik Præsten ned af Prædikestolen, traadte siden hen for Alteret og fuldførte al sin Præstegjerning som han skulde, og da Gudstjenesten var forbi, gik han udenfor Kirken.
Her gav Præsten sig til at opspørge den Mand, der under Gudstjenesten havde vakt Forargelse blandt Menigheden, og man nævnte ham den Skyldige. Han lod da denne kalde for sig, og spurgte ham, om han i Dag havde fundet Prædikenen saa latterlig, at han ikke havde kunnet bare sig for at lee og derved forarge Menigheden eller hvad der da havde bevæget ham til en slig Adfærd? Manden svarede, at det langt fra var faldet ham ind at lee ad Præstens Lære. »Men jeg saae Noget«, siger han, »som Præsten rimeligviis ikke har seet, og vel neppe heller nogen Anden af Menigheden.« »Hvad var det«? spørger Præsten. »Lige efter at Præsten var kommen op paa Prædikestolen«, svarer Manden, »gave to Kjællinger, som sade paa Kvindesiden paa Hjørnebænken sig til at kives og dynge hinanden til med de værste Skjældsord. Idet samme kom jeg til at see op paa Bjælken under Loftet, og jeg saae da, at der sad en lille Djævel deroppe, som i den ene Klo holdt en rynket Skindlap, i den anden et Hestebeen. Den lille Djævel bøiede sig ned efter ethvert af Kjællingernes Skjældsord, lyttede opmærksomt og opskrev øieblikkelig ved Hjelp af Benet hvert Ord paa Skindlappen, saalænge denne strakte til. Men dertil maatte det tilsidst komme, at Lappen blev for lille; Fanden vidste dog gode Raad herfor, han gav sig nemlig til at strække Lappen ved at bide i den ene Ende og trække i den modsatte Ende med Kløerne, og paa den Maade fik han da Plads for det Første. Nu smurte han paa, det bedste han havde lært, til Skindlappen heelt var beskreven, da strakte han den igjen, som forrige Gang, og gav sig paany ilav med sit Skriveri. Dette gjentog sig den ene Gang efter den anden; den lille Djævel udvidede Lappen paa alle Kanter hvergang Pladsen slap op. Tilsidst blev det dog Enden paa Legen, at Lappen var saa beskreven paa kryds og tvers og halet saa længe at den nu slet ikke kunde strækkes mere. Men saasom Kjællingerne endnu bleve ved at lade Munden løbe og den lille Djævel for ingen Priis vilde miste noget af deres Skjældsord, giver han sig endnu engang til at hale i Lappen af alle Kræfter. Som han nu med størst Voldsomhed har hugget Tanden i Skindlappen, revner denne, og Djævelen kommer derved til at trille baglænds ned af Bjælken, og han var efter al Rimelighed drattet, saa lang han var, ned paa Kirkegulvet, havde ikke i Faldet hans Kløer faaet Tag i Bjælken. Da kom det over mig, skal jeg sige Præsten, at jeg lo, og jeg beder derfor saavel Jer som Menigheden om Tilgivelse, hvis jeg derved er bleven Aarsag til nogen Forargelse.« Præsten fandt, at Manden var at undskylde for denne Hændelse, og lod sig nøie med, til Advarsel for Andre, at paalægge ham et let Skriftemaal. Men Præsten meente forresten, at disse to Kjællinger næste Gang havde Andet at bestille i Kirken end more Fanden med deres Skjældsord.
