Konebåd ved Grønlands kyst i stille vejr – Laurits Tuxen, 1921
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
47. Den mishandlede Datter
der hævnede sig som Kivigtok
Et gammelt Ægtepar boede paa Fastlandet og havde en Søn og en yngre Datter. Engang vilde de flytte ud paa Øerne. Sønnen var gaaet iforveien i Kajak. Da de skulde støde fra Land med Baaden, gik Faderen endnu engang op for at hente noget, og bad Datteren om at følge sig, men da han kom op i Huset, bandt han hende og hængte hende op under Loftet, med Hovedet nedad. Derpaa styrede de ud til Øerne, skjøndt Konen stræbte derimod. Da de nu havde opslaaet Telt paa en Ø, kom Sønnen hjem og savnede strax sin elskede Søster. Dog talte han ikke derom, men søgte først efter hende paa Øen, og drog Dagen efter over til deres forrige Boplads. Der fandt han da Søsteren hængende under Loftet, men han formaaede ikke at løsne hende. Dagen efter gik han atter til hende, medtagende lidt Mundforraad, men da fandt han hende siddende i en Krog af Huset, og hun foer hen imod ham som for at bide ham. Kun med Nød slap han ned i sin Kajak, medens han saae hende forsvinde i det indre af Landet. Efter Hjemkomsten lod han sig sye ganske nye Klæder, og begav sig derpaa i Kajak op til det Inderste af Fjorden. Der raabte han gjentagne Gange paa Søsteren, hørte hende svare og saae hende komme. Men nu havde hun antaget en uhyre Størrelse som et Telt. Forfærdet flygtede han og undslap hende kun med Nød. Efter Hjemkomsten fortalte han heller intet derom, men sagde blot, at han ønskede, at de skulde flytte op i Fjorden. Faderen indvilligede. Da de nu vare dragne op i Fjorden og havde opslaaet Telt, gik Sønnen tilfjelds, iført, sine nye Klæder, og kaldte atter paa Søsteren. Da hun derpaa viste sig, atter som Uhyre, flygtede han i sin Kajak, men raabte til hende, at nu kunde hun hævne sig paa Forældrene. Derpaa foer hun løs paa Teltet, halede først Faderen ud og opslugte ham, derpaa Moderen og saa alt deres Gods.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 88-89
