Den nordiske nationalitet på Shetlandsøerne og Orknøerne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Grímur Thomsen (1820-1896).


Den nordiske nationalitet på Shetlandsøerne og Orknøerne


Af Grímur Thomsen



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1862





Рaa samme Tid, som Dansk-forstaaende om end Tydsktalende danske Undersaatter fornægte deres nordiske Nationalitet, og foretrække at gaae op i en fremmed Nation, den tydske, fordi denne er talrigere og mere omfattende, er en lille Befolkning af nordisk Udspring, der, skjøndt indlemmet i den store og dygtige britiske Nation, dog vedbliver at gjøre sin nordiske Nationalitet gjældende, et behageligt Særsyn.

Den største Godseier paa Orknøerne, Jarlen af Orkney ikke undtagen, David Balfour til Balfour og Trenahie, har nylig som Manuscript for Venner, udgivet en Bog om den skotske Regjerings Undertrykkelse af Shetlands- og Orknøerne i det 16de Aarhundrede, der indeholder et mærkeligt og glædeligt Beviis paa den Trofasthed, hvormed disse Øers Indbyggere selv i det 19de Aarhundrede hænge ved deres oprindelige Naturgrund.

På Jarlshof på Shetland, like ved Sumburgh, har det bodd mennesker i flere tusen år. Her ser man tydelig spor etter langhus fra vikingtiden i terrenget. Navnet Jarlshof stammer fra den romantiske romanforfatteren Walter Scott. Foto: Knut Rage.
Som bekjendt, forpligtede Christian I af Danmark, Sverrig og Norge sig, ved Ægtepagten mellem hans Datter Prindsesse Margrethe og Jacob III af Skotland, til ikke blot at eftergive Skotland den Norge tilkommende Skat af øen Man og Syderøerne eller Hebriderne, men tillige tl at udrede en Medgift af 60,000 Rhinske Gylden, hvoraf 10,000 vare at erlægge før Brudens Afreise fra Danmark; for de øvrige 50,000 Gylden pantsatte han Orknøerne, der saaledes skulde forblive under den skotske Krone, indtil han eller hans Efterfølgere paa Norges Throne havde berigtiget det fulde Beløb. Til Gjengjæld betingede Kong Christian sin Datter visse Landstrækninger, som hendes eventuelle Enkeportion eller, ifald hun maatte foretrække det, en Sum af 120,000 Gylden, hvoraf 50,000 skulde afdrages til Indløsning af Pantet. Da Kongen endvidere kun udredede 2,000 Gylden af de 10,000, som strax vare forfaldne til Betaling, pantsatte han den skotske Krone fremdeles Shetlandsboerne den 20de Mai 1469 paa lignende Vilkaar, og begge Øgrupper bleve saaledes afhændede sub firma hypotheca etpignore for 58,000 Rhinske Gylden, eller omtrent 200,000 Rdlr Rigsmynt i nuværende Penge (£24,000)[1]. Christian I's Datter Margarethe af Skotland døde allerede 1486 for hendes Gemal, og det Vederlag, Danmarks Konge havde betinget sig for hendes Medgift, faldt saaledes bort, men Øerne bleve dog derfor ikke den skotske Krones fulde og endelige Eiendom. Det laa i Afhændelsens Natur, at den skotske Krone ikke var berettiget til at omdanne Øernes Lovgivning og Forfatning, efterdi Pantet jo skulde tilbageleveres i samme Tilstand, som den hvori det blev afhændet. Thi om der for Skotland ved Pantsætningen skabtes en ny og midlertidig Rettighed over Øerne, saa skete dette dog selvfølgelig uden Afbræk i den norske Krones fremtidige Krav. I Virkeligheden finder man ogsaa, at Kongen af Norge 1490-1500 med fuld Gyldighed og Lovskraft skjænker Land til Kirken, at Laugmanden i Bergen 1485 udstæder retsgyldige Anordninger med Hensyn til Shetlandsøerne, samt at det skotske Parlament i 1567 — eet Aarhundrede efter Pantsætningen — anerkjender Øernes gamle Landslove. Og om skotske Historieskrivere end, fra Ferrerius og Buchanan til vore Dage, bestride den norske eller danske Krones Ret til Indløsningen af Pantet, saa bevise historiske Actstykker dog netop det Modsatte, eftersom Danmark igjennem to Aarhundreder vedblev at gjøre sine Fordringer gjældende og Skotland at undvige dem, og saa sent som 1668 erklærede Congressen i Breda at Indløsningsretten var utabelig og al Hævd unddragen. I Tidsrummet fra 1585 til 1668 finder man navnlig gjentagne historiske Beviser paa, hvor levende Bevidstheden var i Danmark om den danske Krones retmæssige Krav paa Øerne, i Skotland om Uretmæssigheden af den skotske Krones Vægring ved at udlevere Pantet. Instruxen for Mandrup Parsberg, Henrik Below og Dr Nicolaus Theophilus, der som Gesandter gik til Skotland i 1585, Kongen af Skotlands Skrivelse til Kongen af Danmark af 9de Aug. s. A., den skotske Gesandt Petri Junis Forslag Aaret efter, og Danmarks Riges Raads Svar til den skotske Gesandt af 10de Juli 1589, Instruxen for Corfitz Ulfeldt og Gregers Krabbe af 6te August 1640, for Fritz Ahlefeldt af 5te Juli 1660, samt endelig den i Torfæi Orcades aftrykte Memorial til de engelske Commissairer af 12te Januar 1661 indeholde i denne Henseende de mest talende Vidnesbyrd. Men navnlig fremgaaer det af de i Anledning af Christian IVs Søster Prindsesse Annas Formæling med Jacob VI af Skotland og 1 af England førte Underhandlinger med den danske Regjering, samt af de Fredstractaten i Breda mellem Danmark og Storbritannien af 31te Juli 1667 vedføiede Declarationer, at man fra begge Sider forbeholdt sig sin Ret og holdt Spørgsmaalet aabent saavel 1589 som 1667 (sml. Anhang A og B). Hvorvidt enten den danske eller den norske Krone endnu er i Besiddelse af denne Ret, er et folkeretligt Spørgsmaal, der indtilvidere vel nærmest vil blive afgjort ved Storbritanniens politiske Overvægt. Men at Øernes Overgang fra dansk til skotsk Besiddelse med sædvanlig Ligegyldighed var bleven forberedt af nordiske Konger selv for Pantsætningen, er en sørgelig Kjendsgjerning. Vel havde de orknøiske Jarler allerede i Sagatiden, paa Grund af den lange Afstand fra Norge, fra Vasaller udviklet sig til noget nær selvstændige Herrer over Øerne, men de vare endnu bestandig af nordisk Herkomst og hævdede gjennem Lovgivning, Sprog, Skikke, Handelssamkvem o. s. v. den nordiske Nationalitet paa Øerne. Først i 1379 gjorde Hakon VI af Norge den skotske Lord, Henry Sinclair til Jarl af Orknøerne. En skotsk Adelsmand styrede Øerne selvfølgelig paa en heel forskjellig Maade fra de norske Jarler; han nærede baade en større Uvillie end disse, imod norsk Overherredømme og imod nordiske Skikke og Nationalitet. Fremdeles hjalp to skotske Geistlige, Thomas og William Tolach eller Tulloch i det 15de Aarhundrede til at fremme skotske Interesser paa Øerne; thi om de end vare norske Biskopper, og som saadanne Throndhjems Capitel undergivne, saa havde de dog en let forklarlig Tendents til saa meget som muligt at drage Øerne under St. Andrews Erkebispestols geistlige Jurisdiction. Jarlen og Geistligheden førte naturligviis med sig et Tilhæng af skotske Tjenere, saa at Øernes nordiske Befolkning, med Odelsbønderne i Spidsen, allerede før Pantsætningen havde fuldt op med at holde den skotske Indvandring Stangen. Tydeligst skjønnes desuden den skotske Konges Indflydelse paa Øerne deraf, at da Biskop William 1467 (eet Aar før Pantsætningen) var bleven overfalden og fangen af den orknøiske Jarls Søn, maatte Kong Christian I opfordre Kong Jacob III af Skotland til at tage Biskoppen i Beskyttelse[2].

Gik det saaledes for Pantsætningen, saa blev Forholdet selvfølgelig endnu ugunstigere efter samme; thi nu begyndte den lange og altid tunge Strid mellem den overmægtige og overmodige og den svagere Nationalitet. Denne blev, som det pleier at gaae, ringeagtet af dem, som nu ansaae sig for en Art Erobrere. Den nordiske Befolknings Tarv blev forsømt, dens Følelser saarede, og Hadet imod en tidligere herskende Stamme blandede sig med Skotternes Have- og Herskesyge. Vel havde Christian I før Overdragelsen gjennem Laugmanden hørt sine orknøiske Undersaatter med Hensyn til Pantsætningen, men Laugmanden var allerede dengang vunden for Skotland. Hertil kom Jarlens og det biskoppelige Parti, der ogsaa var skotsk, og navnlig foretrak at siige sin Ret i det nærliggende Skotland, for at beile til Naaden i det fjerne Bergen eller Kjøbenhavn. Men Befolkningen i det Hele lovede sig intet Godt af Forandringen, og til de nationale Antipathier imod skotsk Herredømme kom den begrundede Frygt for at deres gamle Odelsret, den smukke nordiske Form for Selveiendom, skulde blive ombyttet med den i England og Skotland herskende Lehnsret. Vel erlagde de, paa Kong Christians Befaling, loyalt deres Skat til Skotland, men den første af den skotske Krone foretagne Forlening paa Øerne, hvori Ørknoboerne saae en Trudsel imod deres frie Odelsland, gav Tegnet til et Oprør, der endte med de skotske Troppers Nederlag ved Summerdale den 7de Juni 1529, hvor de toge Lord William Sinclair tilfange, og dræble dennes Bundsforvante John Jarl af Caithness.

Der er ingen Tvivl om, og er navnlig udtømmende oplyst af Herr Balfour, at Orknøerne og Shetlandsøerne havde en lignende Forfatning som Norge og Island i Oldtiden. Land var den eneste Rigdom, og Besiddelsen af Land den eneste Grundvold for Magt og Værdighed. Jordeierne vare alle frie Mænd, og Althinget deres lovgivende Forsamling, hvor de, i Forening med Jarlen, Biskoppen og Laugmanden, gave sig selv Love. Leilændingerne havde ingen politiske Rettigheder, men vare kun Selveier- eller Odelsbondens Thingmænd, som kun ved ham formaaede at gjøre deres Ret gjældende. Odelsretten var paa Ørknøerne den samme, som den af Hakon Adelsteen i Gulethingsloven fastsatte og senere af Magnus Lagabøter i Frostethingsloven ændrede. Den betegner den fulde og frie Besiddelse af Jorden med Gjenløsningsret inden en vis Tidsfrist, der ved Forordningen af 14de Januar 1771 senest blev indskrænket til 10 Aar, og med disse Modificationer i Hovedsagen endnu er gjældende i Norge. Laugmanden var Thingets Formand og samtidig Lovens Fortolker. Althinget var, under Form af Lagthing, Høiesteret. Ligesom den islandske Fristat havde Orknøerne ogsaa deres Vaarthing, deres Thingholm, deres Thingvold; ligesom Norge deres Husthing, Leidartbing og stefnur eller Møder i offentlige Øiemed. Hvert Herred og Rep (hreppr) paa Orknøerne som paa Island), med andre Ord hver Commune styrede sine egne Anliggender paa de saakaldte Herredsmøder eller Herredsstævner (hèraðsstefnur) og Reppeforsamlinger (hreppamót).

Vi kjende fra Norges Historie, at der under de norske Kongers Herredømme fra Tid til anden fandt Brud Sted paa Orknøernes provincielle Selvstændighed, om den norske Krones Souverainitet over Øerne end oprindelig kun var af Navn, idet Harald Haarfager jo forlenede Ragnvald Jarl af Møre med Øerne og selv gjorde Afkald paa Skat og Land skyld. Thi den selvsamme Harald paalagde Øerne en svær Pengebøde for Erik Blodøxes Drab. Olaf Tryggveson tvang Thorfinn Jarl, den mægtigste af de orknøiske Jarler, til at anerkjende norsk Overherredømme. Olaf den Kyrre gav Bergens By Handelsmonopol paa Shetlandsøerne. Kong Sverrer straffede Harald Jarl Madadson af Athol for den mod ham reiste Opstand med Tab af Shetlandsøerne, og de øvrige Deltagere i Opstanden med Tabet af deres Odelsjorder, medmindre de inden tre Aar havde indløst dem for den af ham bestemte Priis[3]. Hakon IV matrikulerede og beskattede Ørknøerne uden at spørge Jarl Magnus eller hans Odelsbønder til Raads; Hakon V indsamlede Indtægterne af Øerne under Jarlens Mindreaarighed og Hakon VI under de herskende Arvestridigheder. Senere, efter at Arvegangen paa Norges Throne ved Førstefødselsrettens Indførelse blev stabilere, tiltog Kongemagten sig en endnu større Myndighed paa Øerne, navnlig under de Arvestridigheder, der fandt Sted i Jarleslægterne Athol, Angus og Stratherne. Da de stridende Prætendenter voldgave Sagen til de norske Konger, benyttede disse Leiligheden til at gjøre deres Fordringer gjældende: 1, paa virkelig Souverainitet over Øerne, med fuld kongelig Ret til at udnævne Jarlen; 2, en udelukkende Jurisdiction i visse Sager, høieste dømmende Myndighed i andre; 3, Skat af alle Odelsjorder, med Ret til Confiscation i Tilfælde af udeblivende Betaling (Skatfald) ; 4, Alle Mandebøder og Bøder i Sager, der kunde afgjøres ved Bøder (bótamáli, Sagefald) samt Confiscationer i Sager, hvor Bøder ikke lode sig anvende (óbótmáli). Jarlen, Biskoppen og Fogden bleve vel udnævnte for Livstid, men med Forbehold af kongelig Magtfuldkommenhed til at tilbagekalde Udnævnelsen. Jarlen var den største Odelsbesidder paa Øerne, men hans Jarleværdighed over dem var ikke begrundet i nogen Odelsret; denne havde han kun som norsk Jarl af Møre og Rognvalds Descendent. Som Jarl af Ørknøerne derimod havde han kun en delegeret indskrænket og paa anden Haand overdragen kongelig eller rettere vicekongelig Myndighed. Odelsbonden var fuldstændig uafhængig af Kongen, Jarlen, Laugmanden og Fogden, uden forsaavidt han, som en fribaaren Mand, adlød de Love, han selv havde været med at give, og hvis Udøvere Kongen, Jarlen og Fogden vare. Han betalte ingen Skat eller Afgift af sin Odelsjord, men som Undersaat og Thingmand erlagde han undersaatlig Skat, saaledes som denne af Harald Haarfager var indstiftet, Thingfarekjøb (þingfararkaup) til Laugmanden, senere, da Geistlighedens Magt tiltog, Tiende til denne, og paa Shetlandsøerne desuden Leanger (leiðángr, Leding) eller Krigsskat. Iøvrigt besad han Odelsrettens trende Forrettigheder: Royth, Aininy og Saming (ræði, eller mannaforråd, eign og sæmd), d. v. s. Raadighed, Eiendom og Hæder. Han var Herre over Sit og sine Thingmænd, han var Jordbesidder, og en hædret Mand i Samfundet. Han var med andre Ord sui juris. Geistlighedens Magt var fra 1136, da Bisp William ved pavelig Udnævnelse blev primus episcopus Orcadensium, ved Gaver og Legater stegen til den Grad, at Biskopperne Thomas og William Tulloch paa Pantsætningens Tid fra Kirkwall og Noltaland Slot trodsede saavel Jarl som Konge. Med alle disse Rettigheder og under disse Forhold bleve Øerne pantsatte til den skotske Krone.

Det nordiske Odelsforhold og Odelsret tabte nu sin Styrke efterhaanden, som hver af de nye skotske Jarler, hver Athol, Angus, Stratherne og Sinclair oversvømmede Øerne med deres skotske Clansmænd og Tilhængere, «villige Redskaber for Svig og Vold», som Herr Balfour kalder dem, og understøttedes i deres Færd af ligesindede skotske Geistlige. Selv Laugmanden var nu i Reglen en skotsk Nybygger, en Cragy, Hall eller Irving, som nok besad Odelsjord, men vel at mærke ikke i Kraft af Odelsret, som, ukyndig i Øernes gamle Love, misforstod deres Principer, og anvendte deres Bestemmelser vrangt. Saaledes blev Gjenløsningsfristen af Odelsjord lidt efter lidt forkortet i den Grad, at den odelsbaarne Arving derved ofte kom til at miste sin Fædrenejord, naar denne af en eller anden Aarsag i en kort Tid havde været i andre Hænder. Jarlen gjorde Krav paa alle ugjenløste Gaarde og Jorder, eller bemægtigede sig som ultimus hæres enhver uhævet eller ukrævet Arv; Biskoppen mødte med Kirkens Krav paa den Troendes Gaver, den Skyldiges Boder, og Alles Tiender, og skotske Nybyggere støttede deres Fordringer paa gammel Odelsjord, til Slægtskab, Svogerskab eller Kjøb. Paa denne Maade svækkedes efterhaanden den nordiske domsforholdene; nye Skikke, nye Principer afløste snart ellerialfald ændrede det gamle nordiske Nationalliv. Imidlertid var den orknøiske Odelsbonde endnu Thingmand; han hørte endnu til Oldtidens Høvdinger og gode Mænd (göfugir og gæðingar) og der udfordredes endnu Eet Hundrede Aars skotsk Undertrykkelse til at bringe ham i lige Linie med «de Ufrelse», det vil sige Kongens, Jarlens, Biskoppens, eller selve Odelsbondens Fæstere, de saakaldte Boelsmænd (bólsmenn) og Leilændinger, der ikke selv eiede deres Gaarde, men betalte Afgift eller Landskyld (Landskyld eller landskuld) deraf til Eieren. Uagtet det tydeligt nok fremgaar af det aabne Brev, som Kong Christian under 28de Mai 1469 tilstillede Orkn- og Shetlandsøernes Indbyggere, at han ei blot forbeholdt sig, men snarest mulig tilsigtede Øernes Gjenløsning fra den skotske Krone, saa indviede denne sin Styrelse strax med utvetydige Bestræbelser efter at forhindre og umuliggjøre Indløsningen. Ved en Række af Foranstaltninger erhvervede den fra 17de September 1470 til 16de Mai 1471 til Vederlag for visse Landstrækninger i Fife, samt en aarlig Rente af 40 Mark Sølv, fra Jarl William den fulde og ugjenløselige Eiendomsret til Jarldømmets Gods, samt fus comitatus Orchadic, en skotsk Parlamentsæt indlemmede i Kronen Jarldømmet af Orkney og Herskabet Shetland, saaledes at det i Fremtiden ikke skulde kunne tilfalde nogen Person eller Personer, undtagen en eller anden af Kongens Sønner af lovligt Ægteskab»[4] og Erkebispen af St. Andrews blev sendt til Rom, for at paakalde Pave Innocents VlIIs Stadfæstelse af Pantsætningen med paafølgende Foranstaltninger, som Himlens Besegling af en fuldbyrdet Revolution. Den skotske Krone var nu saaledes for en Sum af omtrent £ 24,000 kommen i Besiddelse af en gjenløselig og midlertidig Souverainitet over Øerne med alle Skatter og andre Afgifter, samt den Norges Krone tilkommende Jurisdiction, dog med Forbehold af eventuel Regnskabsopgørelse, som, hvis den nogensinde blev foretagen, vilde godtgjøre, at Capital og Rente mange Gange er bleven dækket ved Overskuddet af Øernes Indtægter. Fremdeles besad den skotske Krone nu med fuld Eiendomsret Jarldømmets Land og Herligheder. Men til de geistlige og Odelsjorderne havde den ingen Adkomst, uden den i Souverainiteten begrundede. Det krævede en lang Tid at udstrække Kronens Overhøihed eller Eiendomskrav ogsaa over dette frie Land, at forvexle det gjenløselige Gods med det ugjenløselige, at fraliste Odelsbønderne Gjenløsningsretten ved Ophævelsen af de nationale Lovbestemmelser og Skikke, og «Odelsrettens Afløsning ved den feudale Lovgivning, samt de nordiske Landes, Orkn- og Shetlandøernes, Fornedrelse til resp. et skotsk Grevskab og Herskab», var, som Herr Balfour kalder det, «halvandet Aarhundredes langsomme Værk». Inddragelsen af Bispcdømmet og de geistlige Godser skete saa langsomt, taust og snigende, at deres Overgang til britisk Eiendom først er bleven iværksat under Dronning Victorias Regjering. Man begyndte med høflig at anerkjende Biskoppens Rettigheder (10de October 1490), en Anerkjendelse hvortil disse ikke trængte. Det næste Skridt var at stadfæste den af Norges Krone 1491-92 udnævnte Biskop, dernæst, uden Norges Medvirkning at indstille til pavelig Sanction Biskoppens Efterfølger (18de April 1498); kort efter blev en Erkediaconus af Shetland udnævnt (8de Januar 1501-2), idet samtidig en Indsigelse blev nedlagt imod den danske Candidats «Dumdristighed og uberettigede Krav». Under de Uroligheder, som længe rystede Norges Throne, var det skotske Patronat over Orknøernes Bispestol ubestridt. Thi om man end i de dansk-norske Kongers norske Haandfæstninger finder Forpligtelsen til «med det første at indløse Orknøerne og Hetland igjen til Norges Krone» optagen, saa er det en Kjendsgjerning, at Skotland ene udøvede Myndigheden over Øernes Kirkegodser. I sin Haandfæstning af 22de Juli 1513 tilsagde Christian II Norges Raad at gjenindløse Øerne, og i et Brev til disses Indbyggere, dat. Akershuus den 3 1 te Juli 1514, minder han dem om, at de med Rette høre under Norges Krone, skjøndt deres Land for Tiden stod Kongen af Skotland i Pant; men at han med det allerførste agter igjen at indløse dem under Norges Krone. Imidlertid foreholder han dem, at de i det Aandelige altid have staaet under Erkebiskoppen af Nidaros, og at de altid have sendt deres Palliehjælp til Norge, og beder dem derfor, at de ville faae Kirkeværgerne i det hele Land til redeligen at udbetale til Erkebiskoppen af Nidaros eller hans Ombudsmand den Palliehjælp, som det bør ham at have efter god gammel Sædvane[5]. Ligeledes forpligtede Kong Frederik I sig ved Haandfæstningen af 24de November 1524 til «med Norges Raads og Indbyggeres Hjælp at indløse Ørknøerne og Hetland til Norges Krone, hvilke hans Fader Kong Christian udsatte uden Norges Riges Raads Samtykke og Villie», og den samme Skyldighed vedkjendte Kong Christian III sig ved Haandfæstningen af 30te October 1536, hvori han lover «med vore Undersaatters Hjælp at gjenløse Ørknøerne og Shetland». Men dette og lignende Tilsagn hindrede ikke den skotske Krone fra at disponere over Kirkens Indtægter paa Ørknøerne under Bispeledigheden (2den Marts 1559), eller at stadfæste Kirkegodsernes Tiendeprivilegier (1560) o. s. v. Under de Uroligheder, som i det 17de Aarhundrede rystede den skotske Stat og Kirke, bleve Bispestolens Besiddelser ofte anvendte til verdsligt Brug; den 22de Juli 1689 blev den presbyterianske Lære indført paa Øerne; Kirkens Godser inddragne i den skotske Statskasse, og endelig underlagde det britiske først- Departement som, efter Herr Balfours Sigende, «uden Hensyn det være sig til nordisk eller skotsk Nationalitet, i 1854-1856 har solgt Orknøernes Bispestol, og anvendt Kjøbesummen til Londons Forskjønnelse» .

Gik det Geistligheden saaledes, hvorledes skulde det saa kunne gaae for Odelsbonden. For at bruge Herr Balfours Ord, «alle de, der burde have gjort fælles Sag med ham, havde ladet sig kjøbe til hans Modstandere: den danske Konge ved Løfter, Jarlen ved Pengegaver, Bispen ved Privilegier; ja selv Kirkwall By lod sig drage bort fra sine naturlige Interesser ved dens Oprettelse til en kongelig skotsk Stad». Det første Skridt var i alle offentlige Handlinger, Skattelister m. v. at sammenblande Odelsbønder og Leilændinger og lade som de tilhørte den samme Klasse. Da Odelsbonden af dette og andre lignende Undertrykkelsesmidler snart erfarede, hvad han kunde vente sig af Kronen, tyede han til et værre Onde, han søgte den mægtige Adels Beskyttelse, han blev som det samtidig kaldtes her i Danmark «en Barons Mand», for at undgaae at være Kongens Mand, noget, hvis Udbredelse man af Jydske Lovs III, 8 kan skjønne, efter Feudalismens Indbrud i Norden. Imidlertid har Lehnsvæsenet aldrig i Danmark, Sverrig og Norge naaet den samme Høide som i Storbritannien, og Ørknøerne fik saaledes dobbelt at føle Følgerne af Pantsætningen. Den skotske Krone værgede sig med stor Snildhed imod at Odelsbønderne paa Ørknøerne skulde søge Tilflugt hos Geistligheden, ved at overdrage denne, først Biskop William Tulloch (1472) imod en Provision af 20 pCt, at indkræve alle Skatter. Odelsmandens Thingfarekjøb blev nu affordret ham ikke under dets rette Navn, men som en kongelig Skat, og ved den stiltiende Sammenblanding af alle Afgifter, deres Oprindelse uanseet, under een Benævnelse, vænnede man efterhaanden ei blot Befolkningen i det Hele, men selve Odelsbonden til at betragte sig som en almindelig ufrels Skattebonde, Boelsmand og Leilænding. Et Beviis paa den Varsomhed, hvormed Skotland ikke desto mindre gik frem, med Hensyn til Øerne, er at en skotsk Parlamentsact af 1503, der paabød Ophævelsen af alle fremmede Love i det skotske Rige, blev ændret derhen, at den ikke skulde finde Anvendelse paa Shetlands- og Ørknøerne. Under Jacob V, den første Konge, der siden Hakon VI (1263) havde besøgt Øerne, bleve de Kronen indlemmede jure coronæ, saaledes at de kun ved en Parlamentsact kunde adskilles fra samme (10de December 1540) og Oliver Sinclair overdragne til Bestyrelse imod en Afgift af £ 2,000. Under Marie Stuart havde Ørknøerne deres Andeel af den Misregjering, hvorunder Skotland i det Hele led, og det er nok derom at sige, at Bothwell en Tidlang var Jarl eller, som Marie kaldte ham, Hertug af Ørknøerne, hvor han gjorde sig berømt ved Indførelsen af den her i Danmark noksom bekjendte «Oxe- og Fleskeskat».

Dog begyndte Øernes Lidelseshistorie først egentlig under Jacob Vs uægte Søn og Marie Stuarts uægte Halvbroder Lord Robert Stewart, til hvem de den 26de Mai 1565 blevne givne i Forlening, og hvorved Odelsbøndernes Fornedrelse til Fæstere først høitidelig blev indviet. Hvor ulovlig denne Forlening var, skjønnes, selv fra et skotsk Standpunkt, deraf, at den stred imod den ovenfor citerede Parlamentsact af 1540, efterdi den hverken var skeet i Kraft af en Parlaments-Beslutning, ei heller til Fordeel for en Prinds af Blodet. Uretfærdigheden bestod navnlig i at lade den samme Skatskyldighed og Lehnspligt overgaae Odelsbønderne og Selveiere, der vare libere tenentes, som de egentlige Krone- og Kirkebønder, ja selv Odelsmændenes Leilændinger. Odelsretten blev herved offentlig og officielt krænket, uagtet den ifølge sin Natur, hverken kunde afhændes af den norske, erhverves af den skotske Krone, eller overdrages en Undersaat. Lord Robert føiede til den Retløshed, der hæftede ved selve Forleningen, anden Uretfærdighed af egen Opfindelse; idet han anvendte sit eget Maal, Vægt og Møntfod, fremmede Udstykningen af Odelsgaardene ved Arveledighed, afstedkom Nedlæggelsen af Odelsmøllerne, ved at tvinge Befolkningen til kun at lade male i sine egne Møller, tilvendte sig alle Almindinger, al Forstrandsret og Fiskerier, samt lagde en svær Told paa hollandske Fiskere og norske Handlende, der nærmede sig til Øerne. Dertil hævdede han alle ældre ulovlige Afgifter og paalagde nye, fyldte Laugthinget med sine Kreaturer og brugte Øernes gamle lovgivende og dømmende Forsamling til i et fremmed Sprog at forfalske og vrænge Resterne af de gamle nationale Love efter som hans egen Fordeel krævede. For at sikkre sig imod Klager til Kronen, straffede han enhver med Døden, der uden hans Tilladelse eller Pas passerede Fjord eller Færge, og til Værn imod et muligt Udbrud af Befolkningens Misnøie omgav han sig med en Livvagt af Landflygtige, ødelagte og fortvivlede Mænd, som han indquarterede hos Bønderne. Fra det biskoppelige Slot i Kirkwall, fra sin Gaard paa Dynrostness, samt endelig fra det gamle Jarlesæde Byrsa, hvor han byggede et nyt Slot, med Indskriften: Dominus Robertus Stewartus, filius Jacobi quinti regis Scotorum, hoc opus instruxit, udsuede han nu Ørknøerne, medens hans Broder og Redskab, Cultmalindy, fra sin Borg Muness paa Shetlandsøerne kappedes med ham i disses Ødelæggelse og Underkuelse. Men til Lykke for det forarmede Land trængte Stewarts urolige Aand til Beskjæftigelse og Afvexling. Skotlands Konge var paa denne Tid et femaarigt Barn, Nationen svækket ved Borgerkrige. Selv bød han over et anseeligt Antal Krigere; en Mængde forsultne og samvittighedsløse Tilhængere fulgte ham, hvorhen han vinkede, og den Tanke opstod derfor naturlig hos ham, at ombytte en afhængig og usikker Besiddelse af Øerne imod den fulde Souverainitet over dem. Danmark var ligesaa tilbøieligt til at støtte ham, som Skotland uskikket til at modsætte sig hans Planer, og Lord Robert havde saaledes al Grund til det Haab, at den paatænkte Forandring i Øernes Stilling kunde iværksættes rolig ved Hjælp af Pen og Blæk, istedetfor Sværd og Blod, hvis Hemmeligheden blot i nogen Tid kunde bevares indenfor hans Kreds af et stormfuldt Hav, samt bevogtede Fjorde og Færger. Men Odelsmandsaanden var endnu ikke udslukket paa de nordiske Øer, thi det lykkedes nogle Besiddere af Kirkelehn samt Odelsbønder den 16de December 1575 at forebringe Regenten af Skotland, Jarl Morton, deres Klage over Lord Robert, hvori det, blandt talrige Besværinger over hans Udpresninger og Udsuelser, hedder: — «Den nævnte Lord Robert har forræderisk sendt sin Huushovmester Gawin Elphingstone og sin Chalmerchyld Henry Sinclair til Kongen af Danmark, med udtrykkelig Fuldmagt under sin Haandskrift og sit store Segl, for at tilbagelevere til Kongen Souverainiteten og Overherredømmet over Landene Ørknøerne og Shetland, ligesaa frie, som de fordum tilhørte den danske Krone og paa de i den nævnte Fuldmagt nærmere opgivne Betingelser, hvilket skete i Herrens Aar 1572. Hvorefter den nævnte Gawin reiste over til Kongen af Danmark, og i Kraft af den omhandlede Fuldmagt, for den nævnte Lord Robert erhvervede bemeldte Konges Stadfæstelse og Gave af de anførte Lande, hvilket Gavebrev han derpaa sendte ham ved Hans Corsmag, af Bremen, i en Pakke hollandsk Klæde, tillige med en vis Laurentius Carnes, som efter Kongen af Danmarks Befaling skulde være Laugmand paa Øerne».

Ovenstaaende Klagepunkt blev selvfølgelig kun anført, for at skade Lord Robert hos den skotske Regjering, thi at man endnu hang ved nordisk Lovgivning og Skikke, og følgelig ikke i Virkeligheden havde noget at frygte af Øernes Tilbagevenden til den dansk norske Krone fremgaaer bedst af det næste Klagepunkt, der begynder med disse Ord:

«§ Har han (Lord Robert) indført nye Love og Sædvaner, som før vare ubekjendte paa Ørknøerne, med Forbigaaelse af norske Love, samt ophævet Rigets gamle Love og Statuter —»[6]

Beskyldningen for rænkefulde Underhandlinger med Danmark slog an hos den skotske Regjering. Lord Robert blev stævnet til Edinburgh, ved Ankomsten indespærret i Castellet og samtidig alle Færger og Fjorde paa Øerne befriede fra hans Interdict. Fremdeles maatte han sætte en Caution af £ 10,000, medens Retsundersøgelserne imod ham varede. Men hans Fjende, Regenten Morion var sit Fald nær, og hans Venner, Argyles og Lindsays Stjerne i Stigen, og Sagen endte med en midlertidig Suspension af hans Myndighed paa Øerne, dog uden nogen Fyldestgjørelse til de haardt prøvede Odelsbønder. Man fortsatte tvertimod hans System, skjøndt under mildere Former, og sogte nu ved Nedsættelse af Lehnsafgiften at lokke Odelsmændene til at tage deres Gaarde med det Gode som et Lehn af Kronen. Man finder et saadant Forleningsbrev til William Sinclair af 5te Marts 1578, hvor de billige Betingelser for Overdragelsen motiveres med Hensigten dare inhabitantibus intra dictas patrias de Orkney et Shetland bonam occasionem et exemplum'cognoscere et accipere suas securitates de nobis in simili modi. Selv denne Politik hjalp imidlertid ikke imod Odelsbøndernes seige Fastholden ved en gammel, om end hyppig krænket Tradition, og Lord Robert blev i 1581 atter forlenet med begge Øgrupper, som et eneste Jarldømme, samt med udvidet Myndighed, saavel dømmende som executiv. Ved Udpresninger og Udsuelser lykkedes det ham at iværksætte hvad Regjeringens mildere Foranstaltninger ei havde formaaet, idet de fleste Odelsbønder nu modtoge deres Gaarde i Forlening af ham. De herved vundne Fordele kom midlertid kun Lord Stewart, men ingenlunde Kronen tilgode, og denne ønskede selvfølgelig at dele Byttet med sin Lehnsmand. Kronens Indtægter af Ørknøerne vare i Løbet af et Aarhundrede stegne fra £ 366 til £ 2,000; men Jacob VI, der ikke var uvidende om de store Summer, som Lord Robert oppebar, besluttede at tage Øerne tilbage. Dette skete 1587; Bispedømmet blev Kronen indlemmet, Jarldømmet Stewart frataget og overdraget til Kantsier Maitland og Retsskriver Bellenden for en aarlig Afgift af £ 4,000.

Men hvad enten denne Sum ikke kom Kronen rigtig til hænde, eller af andre Grunde; nok er det at Lord Robert paany (1589) blev forlenet med Øerne for en Sum af £ 2,075 aarlig. Denne Forlening blev to Aar senere for nyet til Fordeel for ham og hans Arving, og bekræftet til Gunst for denne ved en Parlamentsact den 5te Juni 1592, da Jarl Robert imidlertid ved Døden var afgaaet.

Som Beviis paa Øernes Skatteevne kan det anføres, at medens de paa Pantsætningens Tid alt i alt kun indbragte Kronen, Geistlighedens Tiender indbefattede, £ 600, var det lykkedes Jarl Robert at forhøie Indtægten til henved £ 18,000, foruden de Beløb som han oppebar fra Shetlandsøerne, samt af Told, Forstrand, Bøder m. v. Det vilde neppe være en rigtig Slutning, om man heri saae et Beviis paa Øernes tiltagende Velstand, da det snarere maa betragtes som Overskuddets Skiften Hænder, idet dette før flød i Undersaatternes, nu derimod i de Styrendes Lomme.

Havde Jarl Robert pidsket Ørknøerne med Svøber, saa anvendte hans Søn Jarl Patrick Skorpioner paa dem. Han erhvervede en Parlamentsbevilging af 5te Juni 1592, i Kraft af hvilken han gik Odelsbønderne endnu nærmere, end hans Fader havde gjort, som man kan skjønne af den under 16de Marts 1601-2 udgivne Uthell Buck of Orkney samt af Dishingtons Rentale pro Rege et Episcopo, der ligefrem anfører hver gammel Odelsgaard, som «fæstet til Odelsbonden imod at han betaler Skatter og Afgifter overensstemmende med Jordebogen, samt med behørig Tjeneste, efter Skik og Brug». Fogden var Jarlens Tjener, Thinget bestod ikke af Odelsbønder, men af Jarlens Fæstere og Leilændinger. Torturen blev anvendt, hvor mildere Midler ikke slog til, og de Gjenstridige endelig hængte, være sig paa den saakaldte «Tyvsholm», eller udenfor Jarlens Vinduer. Som Kirkepatron bemægtigede han sig alle ledige Kald, eller solgte dem til sine Tilhængere, og som Overherre over Øerne rev han under sig alle Almindinger, Havne, Færger og Fiskerier. Paa denne Maade samlede han sig en Indtægt af henved £ 40,000 aarlig, som han maaskee vilde have nydt uforstyrret til sin Død, hvis han ikke havde skabt sig en Fjende i den 1605-6 udnævnte Biskop over Øerne, James Law, som, opbragt over Jarlens pecuniaire Overgreb, formaaede Jacob VI af Skotland (den 1ste af England) til at lade Jarl Patrick fængsle, og senere henrette, som en Forræder mod Kronen, ikke som en Undertrykker af en værgeløs Befolkning. Thi Øerne vedbleve at være et Bytte for alskens Udsuelser. I Aaret 1650 leverede de Montrose 2,000 Mand og £ 40,000, og senere til Republiken 300 Ryttere og £ 60,000. I 1651 forsynede de Carl II med et Regiment og en tilsvarende Pengesum, hvorfor han 1662 belønnede dem med en Pengeudskrivning af £ 182,000; derpaa overdrog han det tilstrækkelig klippede Faar til den graadigste af Lehnsherrer, Jarl Morton.

Siden Øernes Overgang til den britiske Krone, ere deres Klager ikke blevne mindre høirøstede. Det er for en Fremmed vanskeligt at afgjøre, hvorvidt de ere grundede; men den Forfatter, hvem den ovenstaaende Skildring i Hovedsagen skyldes, Herr Balfour, paastaaer, at Ørknøerne stadig blive forsømte af alle Embedsmænd, med Undtagelse af Oppebørselsbetjentene, at selv Kirkens Gods bliver anvendt til verdsligt og engelsk Brug, at Indtægterne af Øernes Domainer ikke gaae til Øernes Nytte, uagtet dette høitidelig blev lovet saavel af Georg III (1775), som af Georg IV (1825) ; samt at en Landsdeel, der har leveret 5,000 dygtige Sømænd til den britiske Flaade, ikke erholder en eneste Kanonbaad til Forsvar af sine Kyster. Skotland pressede, i Følelsen af, at Øerne kun vare en midlertidig Besiddelse, ud af dem hvad de kunde, og «har Skotland udmagret Orknøerne til et Skelet, saa har Storbritannien», efter Herr Balfours Sigende, «endnu fundet det Umagen værd at gnave Benene».


__________


Note: Tre lengre vedlegg bestående av dokumenter skrevet på latin er ikke tatt med her. Dette gjelder A) Erklæring fra de i Anledning af Kong Jacob I af England, den VI af Skotlands Formæling med Christian IV Søster Prindsesse Anna til Danmark sendte Gesandter, dateret Helsingør den 20de August 1589. B) Erklæring fra de franske og nederlandske Underhandlere, vedføiet Tractaten mellem Danmark og Storbritannien af 31 te Juli 1667, dat. Breda, samme Dag. C) Declaration af de svenske Mæglere Georgius Flemingh liber Baro de Libelitz og Christophorus Delphicus Burggravius et Comes in Dhona. K.R. Heimskringla.


Fodnoter

  1. Chr. I Dipl. 201-207; Torfæus, Orcades 191-197; Huitfeld under 1468-69.
  2. R. Kejser, Den norske Kirkes Historie II 565.
  3. Sverris Saga, c. 125.
  4. Erledome of Orknay and Lordship of Shetland, nocht to be gevin away in time to cum to na persain or persainis, exep alenarily to ane of the Kingis sonnis of lauchful bed» (20de Februar 1471).
  5. Norsk Diplomatarium I 751-752.
  6. Oppression of the sixteenth century in the islands of Orkney and Shetland S. 4.