Den prosaiske litteratur (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

Den prosaiske litteratur


I denne periode falder hovedmængden og alt det bedste af den gamle islandske litteratur, samt den norske; denne sidste kan dog hverken m. h. t. omfang eller art måle sig med den islandske.


Efter at kristendommen var bleven indført, varede det et halvt århundrede, inden nogen egenlig indenlandsk beskæftigelse med litteratur kunde opstå; den måtte fra først af være knyttet til den gejstlige undervisning. Først lige efter midten af det 11. årh. blev det islandske bispedömme oprettet, og den første islandske biskop, Ísleifr, gjorde alt, hvad han formåede, for at göre den gejstlige undervisning brugelig; at den til at begynde med var og måtte være tarvelig nok, følger så at sige af sig selv. Tidligere havde der ganske vist været udenlandske »biskopper«, som de kaldes, der havde undervist folk, som Bernhard den bogvise, der opholdt sig 5 år i landet, Rudolf (19 år), Bernhard (19 år), foruden flere andre. Det siger sig selv, at disse og andre har bragt endel, naturligvis mest gejstlig-teologisk litteratur til landet; meget tidlig er også andre og mere verdslige skrifter nået derop. I begyndelsen af det 12. årh. hører man allerede tale om Ovids Ars amandi. Klassiske latinske forfattere er vel også tidlig kommet derhen. Det første, man underviste de vordende gejstlige i, var naturligvis læsning og skrift. Allerede i det 11. årh. er man berettiget til at antage optegnelser ikke blot på latin, men også på islandsk. Intet er rimeligere end at f. eks. tiendeloven af 1096, hvortil så mange udmærkede gejstlige var knyttede, fra først af er bleven nedskreven på islandsk. Noget direkte om nogen almindelig optegnelse i modersmålet hører man dog først i begyndelsen af det 12. årh. Det er optegnelsen, den skriftlige fiksering af de islandske love i vinteren 1117-18, det her er tale om; herom mere på sit sted. Der er formodning for, at nedskrivningen, også af love (og andet), er begyndt noget tidligere i Norge; måske har det ikke været uden betydning for, hvad der skete på Island. Hvad der ellers vides om det, der først optegnedes på Island, findes tydelig angivet af forfatteren til den første grammatiske afhandling; det er foruden Ares skrifter og lovene, »hellige tydninger og slægtkundskaber«. Med det første menes prædiken- og legende-oversættelser, netop noget der var selvfølgeligt; det sidste er hverken mere eller mindre end den første spire til den islandske historieskrivning. Den skrift, der anvendtes til de første optegnelser, var ganske sikkert den latinske, og ikke runealfabetet, som nogle har ment. Dette var i og for sig det eneste naturlige, først og fremmest fordi det var det alfabet, de gejstlige lærte af skrevne (latinske) bøger at læse og det, de lærte selv at skrive. At overføre det på islandsk var forholdsvis let, selv om det latinske alfabet manglede tegn for flere islandske lyde; man måtte hjælpe sig som man kunde bedst. Runealfabetet var i virkeligheden langt vanskeligere, eftersom det kun bestod af 16 bogstavtegn; og der er intet, der taler for, at det skulde have været almindelig brugt forøvrigt, selv om det ikke var ukendt. At det latinske alfabet trængte til en reform for rigtig at kunne bruges til islandsk, blev hurtig følt og reformen udeblev ikke, hvorom senere. Den første betingelse for prosaisk forfatterskab, benyttelsen af et brugbart alfabet, var altså tilstede fra omkr. 1100 af eller endog lidt för.