Den store Angakok Usuganguak ved Godthaab (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Grønlandsk landskab med hytte og figurer.
Emanuel A. Petersen, 1921-48


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

108. Den store Angakok
Usuganguak ved Godthaab


(Efter den mundtlige Fortælling)


Den store Angakok Usuganguak paa Kitsigsut (ved Godthaab) pleiede forud for sine Aandemaninger at binde Teltstænger fast til Huusstøtterne og bedække dem med gammelt Telteskind (dannende en Hytte) med lidt Aabning for Enderne. Han havde en Tornak ved Navn Akajanguak, som han hidkaldte fra Sardlok (inde i Fjorden). Naar Tornakken blev paakaldet, kom han strax med sin Hund bagefter sig som en lysende Ild. Først ved Huset betraadte han Jorden, lod Hunden blive tilbage og gik selv ind, raabende: »hvor er Tulimak, hvor er Tulimak«? — Hans Pleiefader nemlig, som hed Tulimak havde skjændt paa ham som Dreng, og derover var han bleven K'ivigtok og søgte nu at hævne sig paa enhver, som hed Tulimak. — Usuganguak havde iforveien ladet to Mænd stille sig opreiste paa Brixen; naar Tornakken, stampende i Gulvet, raabte paa Tulimak, pleiede den ene af dem at fløite. Naar saa Tornakken foer henimod ham, sprang han op og hængte sig ved Loftsbjælken, saa at Tornakken forfeilede ham. Derpaa gjorde den anden det samme, og saaledes afvexlende. Tilsidst gik Tornakken ud og lod sin Hund komme ind. Hunden hørtes at buldre løs paa Telteskindene og derpaa at løbe ud. En god Tid derefter lod Usuganguak dem atter tænde Lamperne, og de fandt da at Hunden havde bidt Huller baade i Teltestænger og Skind. Dagen efter bad Usuganguak sine mange tilreisende Tilhørere om at blive Natten over, da han vilde kalde sin afdøde Bedstemoder ind i Huset. Om Aftenen, da han begyndte at mane, hørtes der En komme og raabe gjennem Indgangen: »hvad Vei skal jeg gaae ind?« Mændene raabte: »gjennem Huusgangen.« Naar hun saa kom ind, søgte hun at berøre (Folk) for at bringe Fordærv (Gjengangere bringe nemlig ved Berøring de Levendes Kjød til at visne). Men saa stod der atter paa samme Maade to Mænd paa Brixen, som hun afvexlende forfeilede. Men naar hun blev altfor farlig, paakaldte Usuganguak sin Erkungassok, som saa kom ind og sænkede hende ned under Jorden. Naar Usuganguak var færdig, pleiede Tilhørerne at betale ham, nogle siges der endog med fem Sortsideskind. Undertiden indbød han ogsaa Tilhørerne naar han vilde lade sin (Tornak) Kivingak kaste paa sig. Han satte sig da nærmest Opgangen og med Ansigtet vendt mod samme. Hans Kivingak, siges der, boede paa den dybeste Havbund. Naar Folk tabte deres Mad paa Gulvet og toge den op igjen (d. e. selv, istedetfor at lade Angakokken gjøre det), pleiede han at vredes heftigt og at bekaste sin Eier (Angakokken) med Stenene fra det dybeste Hav, de smalle Steen, siges der, som ere snoede paa Midten, nogle med hvide, nogle med blaae Striber. Naar Usuganguak havde sat sig, og Stenene kom flyvende som Ildgnister, pleiede de at forfeile ham og falde ved Siden af ham. Nogle af dem, som faldt paa fedtede Steder bleve liggende, og dem toge de op, andre sank i Jorden. Usuganguak var en Angakok uden Lige. Han havde ogsaa en Kuvdlugiak (Orm) til Tornak, og lod sig undertiden udsuge af den. Han pleiede da at lægge sig paa Gulvet foran Lamperne og sagde at de skulde see til ham naar han jamrede sig. Naar de da saae til, var han ganske bleg af Blodtab, og naar de atter saae til, var han ganske helbredet.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 123-125.