Det er godt at give
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Det er godt at give
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
En Præst prædikede engang for sin Menighed. I sin Tale udviklede han, hvor godt det var at give, thi det fik man syvfold erstattet. I Kirken var tilstede en Dreng fra en Hytte der i Nærheden. Han stod for Alting derhjemme, hos sin Moder, som var en puur fattig Kone; hun eiede kun en eneste Ko, medens Præsten eiede sex Køer.
Da Drengen kom hjem, fortalte han sin Moder, hvor godt det var at give, og vilde nu af al Magt bringe hendes Ko til Præsten og give ham den. Herpaa vilde Moderen paa ingen Maade indlade sig, men hvad hun end sagde, gik han dog afsted med Koen hen til Præstegaarden og skjænkede Præsten den. Præsten takker ham for Gaven og er meget glad for den.
Det skete nogen Tid derefter, at Præstens Køer kom hjem til Hytten, og aldrig saasnart havde Drengen faaet Øie paa dem, før han satte dem ind paa Stald, og han fortalte nu sin Moder, at det dog var sandt hvad Præsten sagde, at der var Lykke ved at give, thi nu var der kommet syv Køer istedenfor den ene, som hun havde skjænket bort.
Nogen Tid derefter kom Præstens Kohyrde til Hytten og spurgte efter Køerne. Drengen sagde, at Intet vidste han om dem; rigtignok var der kommpt syv Køer, men de vare skjænkede hans Moder istedenfor den Ko, som hun havde sendt til Præsten, og dem slap hun nu ikke af sine Hænder til noget Menneske, og Hyrden maatte da vende hjem igjen med uforrettet Sag. Da Præsten fik Underretning herom, skikkede han den Ene efter den Anden for at hente Køerne, men Alle vendte tilbage med en lang Næse. Saa gik da Præsten tilsidst selv til Hytten, fik Drengen i Tale og udspurgte ham om Køerne. Drengen sagde, at der var kommet syv Køer, som vare blevne hans Moder tilsendte for den Ko, hun gav ham. Præsten spurgte om Køernes Farve, og da Drengen fortalte ham, hvorledes de saae ud, erklærede han dem for at være sine Køer. Det kunde ikke forholde sig saa, sagde Drengen, thi han havde jo selv sagt forleden Dag, at Den, der gav, fik syvfold Erstatning. Præsten opgav tilsidst at tale Mere herom, men sagde, at den af dem, som først bød den Anden Goddag den næste Morgen, skulde eie Køerne, og efter denne Overeenskomst drog han til sit Hjem.
Om Kvelden henad Sengetid gaaer Drengen hjem til Præstegaarden og sætter sig ved Vinduet, indenfor hvilket Præsten havde sin Seng, for at tilbringe Natten her. Da Dagen var ved at bryde frem, hørte Drengen, at Præsten raabte til sin Huusholderske og spurgte hende, om det nu var paa Tiden at ride ned til Jerusalem? Hun meente, at det var vel saa. Præsten, stod da op og traadte kort efter ud af Huset. I samme Nu springer Drengen hen foran Huset og ønsker Præsten Godmorgen.
Præsten spurgte, »Kom Du tidlig herhid?« »Da I red ned til Jerusalem,« svarede Drengen. Præsten sagde, at han kunde eie Køerne, men han skulde tie stille med, hvad han havde hørt.
