Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie etc

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Hans Egede: »Perlustration«,
1741

Hans Egede
(1686-1758)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Udvalgte tekster fra

Det gamle Grønlands
nye Perlustration eller
Naturel-Historie etc.

Af Hans Egede

Kjøbenhavn
1741

Cap. XIV Hvorledes Grønlænderne deres Døde begrave og besørge (S. 82-84) Den dødes Efterlatte Sager Kastes ud paa Marken. Begraves i sine Klæder udi en Steen. Hans Nærings Redskab legges ved hans Grav. De Sørgende holder sig en tidlang at være ureene og maa holde sig fra visse Ting. Begræde deres Døde lenge. Ceremonie ved den Dødes udbærelse at begraves. __________________________________ Naar nogen ved Døden afgaaer da bliver hans Huus-Geraad Kar Klæder og andre Ting som hannem tilhører, strax kast ud paa Marken, paa det de ikke af den dødes Efterlatte Sager skal vorde ureene, og dem der over noget ulykkeligt tilslaaes, ja alle de som boe i samme Huus, man bære deres Sager ud, sc: hvad som nyt er, men mod Aftenen tager det ind igien, saa er døde-lugten deraf. Derpaa begynde de at beklage den Døde med stor Hylen og Graad, som næsten varer en heel Time, hvor de næste Slægtninger tage og bære ham bort og begrave ham udi en Grav, sammenkast af Steene; Der under legger de ham, iført i sine beste Klæder og vel indsvøbt udi Rinsdyrs, eller Sælhunde Skind, med Hælene under hans Bag. Næst ved deres Grav legge de hans nærings Reedskab, saasom: Baad, Buer, Piile og deslige, Fruentimmeret, deres Synaale, Syeringe etc. ikke fordi at de ere i den Formeening at de behøve det i det andet Liv, eller Siælens Land, som de ere farne til, men for den Afskye de har dertil, og at det ikke skal give dem Anleedning at græde, naar de see noget af den Afdødes Sager, som de have elsket; thi græde de for meget over den Døde, saa troer de at hand fryser. De holde sig og for ureene at være, om de røre ved noget af den Dødes tilhørende; saasom og den der har baaret den Døde bort og begravet ham, for den Skyld holder sig en tiidlang for ureen, og maa ikke giøre visse Ting, ja ikke alleene den Dødes Slegtninge selv, men end og alle de som have boet i Huus med ham, holde sig fra visse Spiise og Forretninger paa nogen Tid; alt efter deres Angekuters og Propheters sigelser. Qvinderne toer sig aldrig, saa længe Sorgen varer, ey heller holde de sig pyntelig i Klæder, eller binder deres Haar op, men lader det hænge dem over Ansigtet. Saa offte de gaar ud, maa de altiid have Huen paa, hvilket ellers ikke er brugeligt, paa det de efter deres Indbildning ikke skal døe. De besørge og begræde deres Døde længe nok; thi saa offte nogen af deres Venner og Bekiendte fra andre Stæder kommer til dem, er det, det første de giør, naar de kommer ind i Huuset og have satt sig ned, at de begynde at hyle og græde med den Dødes Efterladte Slegtninge og Paarørende; og derefter igien lader sig trøste med Mad og Tractamenter. Haver den Døde ingen Venner eller Slegtninge efter sig, da bliver hand vel liggende paa Steden hvor hand døer, enten det er i Huus eller paa Marken. Dersom nogen døer i Huus, da maa han ikke bæres ud af Gangen, hvor de sædvanlig gaae ud og ind, men tages ud af Vinduet; Og døer han i Telt, da tages han bag ud. I det han føres ud, tænder en Qvinde Ild i en Pind og viffter med den frem og tilbage og siger: Pikserrukpok ɔ: her er ikke meere at bekomme. Naar smaa Børn døer, da legge de et Hunde Hoved ved deris Grav, i den Tanke, at som smaa Børn ere uforstandige, Hunden da skal støve og viise dem Veyen til Siælens Land.

Cap. XIX. Om Grønlændernes Religion eller Rettere Superstitioner (S. 108-120) Grønlænderne kand ansees som Naturalister. Statuere dog Siælens Udødelighed og et Aandeligt Væsen. Inelinere for mange slags superstitioner, som præsuponerer os en Art af en slags Guds dyrkelse. Torngarsuks Beskrievelse som er Grønlændernes Oracel. Tilegnes Sted fornemmelig ned i Jorden, ogsaa Vandet &c. Hvert Element skal have sine Innuæ ɔ: Besiddere. Hvorfra Angekut have deres Torngak. Hvorledes en kand komme til at blive Angekkok. Hvorudi en Angekkoks Konst bestaar. Inbilde de andre at de kand fare til Himmels og Helvede. Angekkut Poglit, hvo de ere og hvorledes en kand blive det. Et andet slags Hexe Mæstre, som skal kunde forgiøre andre, de hades og alle vegne eftertragtes. Angekkut ere Medici, men bruge urimelige Midler. Kand ikke merkes at de have nogen virkelig commercium med Dievelen. Angekkut foreskrive de andre visse regler hvor efter de i særdeles tilfeld maa rette sig. Hvorledes, de maa forholde sig, naar Angekkut hexe. Ordinance for Barsel-Qvinder. Have mange Jødiske bruge. Behænger sig med amuletis, og troe at det skal hielpe dem Baade til Sundhed og lykkelig Næring. Hvorved ufrugtsomelige Qvinder blive frugtsommelig. Veed ikke at der er nogen Forskiel paa Siælenes Tilstand efter Døden. Dog tilegnes dem 2de steder, hvor de komme hen. Torngarsuk og hans olde Moder skal residere nederst i Jorden. hun raader for alle Havets dyr. Angekkok besøger hende med sin Geist. Er vanskeligt at komme der. Dievel-I inden bliver fortørnet og ilde tilfreds over de fremmede Giæsters Besøg. Fabel om Skabelsen og Menniskens Oprindelse. Hvorfor Mennisken døe. Fiskenes og andre Søe-dyrs Oprindelse. Naar Angekkok har berøvet hendes aglerrutut maa hun lade alle Havets dyr fare. De dødes Siæl skal over en høje Spidtz steen glide paa deres Bag naar de vil til dette skiønne land. __________________________________ Af Grønlændernes Vankundighed om en Skabere, skulde man fast komme paa de Tanker, at de vare Atheister, eller Rettere at sige: Naturalister; thi naar man har spurt dem, hvoraf de meente at Himmel og Jord have sin Oprindelse? har de ikke andet vist at give til Giensvar, end det er saaledes af sig self. Men naar man eftertenker, at de have en Meening om Siælens Udødelighed, og at der er et andet og bedre Liv end dette; Disligeste at de inclinere for mange slags Superstitioner, ja ogsaa statuere et aandeligt Væsen, som de kalde Torngarsuk, hvilken de tillegge en overnaturlig Kraft og Virkning, skiønt ikke Skabelsen, eller Chreaturenes Væsen, om hvis oprindelses Aarsage, de fortelle andre latterlige og uriimelige Historier; Da præsupponerer os dette en Art af en slags Gudsdyrkkelse, endskiønt de self ikke forstaae sligt, eller for Fæiske Dumhed, veed at anvende dette Naturens Lius eller overblevne gnist af det medskabte Guds-Billede udi Siælen, til nærmere at betragte Guds usiunlige Væsen udaf hans Gierninger, som er Verdens Skabelse (Rom. 1.) hvorfor allehaande Superstitioner bliver dem i Steden for en religion og Guds dyrkkelse. Men endskiønt alle deres Superstitioner ligesom autoriseres ved den saa kallede Torngarsuk; hvilken deres Løgnagtige Angekuter ɔ: deres Propheter, have som et Oracel, som de i alle Tilfelde consulere og bespørge; saa veed dog de fleeste intet viidere af ham at sige, uden det blotte Navn. Ja Angekuterne self har uliige Meening om ham thi somme sige: hand har ingen Gestalt, andre at han er som en Biørn. Andre, igien, at hand er stor og har ikkun en Arm. Andre, at han er liden som en Finger. Somme sige: han kand ikke døe. Andre at en F. s. v. kand dræbe hannem. De tilegner ham fornemmelig Platz nedre i Jorden, hvor der skal være deylig Soeleskin, got Vand, Dyr og Fugle i Mangfoldighed. I Vandet sige de ogsaa hand er; hvorfore, naar de kommer til et Vand, hvoraf de tilforne ikke have drukket og der er en gammel i følge med dem, da maa han først drikke deraf, for at skille det ved sin Torngarsuk ɔ: det onde som er i Vandet, hvoraf de unge maatte faa ont og døe. I Luften, sige de, er en Aand, som de kalde Innerterrirsok ɔ: en forbydere, saasom han ved Angekuterne skal forbyde dem visse Ting ikke at maa giøre, om det skal gaa dem vel. De tale endnu om en anden Luftens Aand, som de kalde Erloersortok ɔ: en som river indvolle ud, og skal føde sig af de Dødes indvolle, som farer til Himmels. Hand skal see ud som et maver og udsulten Menniske, som Kinderne ere indfaldne paa. Hvert Element, haver efter Grønlændernes Formeening, deres visse Innuæ ɔ: besiddere eller Herrer hvorfra Angekut faar deres Torngak ɔ: Spiritus familiaris; thi enhver Angekkok har sin Torngak, hvilken skal melde sig an hos ham, naar han 10. gange har hexet i Mørke. Endeel har deres egne afdøde Forældre til Torngak; ja endeel have deres Torngak af vores Nations Folk, om hvilke de sige, at de skyde med Flinter, naar de kommer til Indgangen, hvor Angekkok Hexer inden fore. Om Torngak og Torngarsuk er et og det samme veed jeg ikke, i ringiste deriveres det ene af det andet. Men af Torngarsuk lærer Angekkut deres Hexe-Konst; og dermed gaar saaledes til, efter deres egen Digt og Beretning. Den som vil blive Angekkok, skal gaa et langt støkke bort i Marken, hvor ingen Mennisker er, der skal han opsøge sig en stor Steen og sætte sig ned ved den, og saa kalde paa Torngarsuk, Herpaa skal da Torngarsuk strax komme til ham, hvor han da i Begyndelsen vel bliver meget bange og forskrekket over hans Tilkomst, saa han faar ont, falder ned og døer og bliver liggendes død i 3 dage, derefter bliver hand levende igien, og gaar hiem som Angekkok og en meget viis Mand. En Angekkoks Konst bestaar fornemmelig derudi 1) at han skal mumle over de Syge paa det de skal blive karske igien. 2) taler hand med Torngarsuk og faar Information af ham, hvorledes de skal forholde sig, at de maa have Lykke i deres Næring. 3) faar han af ham at viide om nogen skal døe, og hvad Aarsagen monne være, naar indfalder en usædvanlig Død, eller noget andet ulykkeligt dem Tilslaaes. Og endskiønt disse Angekuter ere grove Løgnere, og udfaldet ofte giver deres Afmægtighed, og Løgnagtighed aabenbarlig nok tilkiende, saa troer dog de andre dumme og taabelige Folk dem, og har stor Æstime for dem; tør ingenlunde overtræde deres Ord, ihvad som helst dem i Torngarsuks Navn bliver befalet, af Frygt at der skal vederfares dem noget Ont. Blant anden grov Løgn Angekkuterne indbilde de andre dumme og lettroende Stakle er og dette: at de, endskiønt man binder Hænder og Fødder paa dem, kand fare op til Himmelen, og fornemme hvordan der staar til, saa ogsaa til Helvede eller nedre i Jorden, hvor Torngarsuk har sin boelig. En nye Angekkok maa giøre sin Reyse Did hen om Høsten; saasom de foregiver, at den nederste Himmel, forstaa RegneBuen, er da nærmist Jorden. Det forrette de saaledes: Efter at, Tilskuerne have forsamlet sig udi et Huus om Aftenen, naar det er mørkt, og enhver har sat sig udi sin Sted, saa lader Angekkoken sig binde, med en tykk Rem, Hovedet imellem Benene og Hænderne paa Ryggen, og en Tromme legges ved hans Side, her paa efter at Vinduerne ere tildekkede uden til, og Lyset er slukt, begynder de at siunge en Sang, som deres For-Fædre skal have digtet. Naar den er til Ende, fanger Angekkoken an at hexe skraale og mumle og kalde paa Torngarsuk; hvor da Torngarsuk skal komme og tale med hannem, saa de andre hører derpaa (her veed hand treskelig at forandre sit mæle, saa de hos værende ikke andet veed end at det er Torngarsuk som taler med ham). Imidlertid arbeider hand sig løs af sine Baand, og i deres Tanker farer op igiennem Taget, og derefter, igiennem Luften, indtil han kommer til den øverste Himmel; hvor Angekkut Poglit, ɔ: de fornemste Angekuter, deres Siæle ere forsamlede; hvor hand af dem skal faa Undretning om et og andet, som de forlanger at viide, og alt sligt skeer udi et Øyeblik. Men angagende Angekkut Poglit, da som de skal være ypperligere og klogere end de andre, saa maa de og udstaa mere end de andre, førend de kand komme til den Værdighed. Naar nu en gemeen og ordinair Angekkok vil være en Angekkok Poglik (thi ingen kand blive det, uden hand først har været en ret og slet Angekkok) da, efter at hand, som tilforne, er bleven bundet med Hænder og Fødder og Lyset er udslukt, saa det bliver gandske mørkt i Huuset, paa det ingen skal see, hvordan tilgaar og deres Løgn skal blive aabenbare, saa skal herpaa strax en hvid Biørn komme ind igiennem indgangen, og biide Hexe Mæsteren udi hans store Taae, og slæbe ham til Søes og springe med ham i Vandet; hvor da en Hvalros strax er ferdig og griber ham ved hans Genitalia og æder ham op tillige med hvid Biørnen. En liden stund derefter skal hans Been et efter andet blive kast ind paa Gulvet, hvor hand havde hexet; og naar de ere der alle, skal hans Aande stige op af Jorden og samle sig igien med Benene, at hand igien bliver heel og levende, og da er han en Angekkok Polik. Angekuterne, som meldt, holdes i Agt og Ære, og elskes som meget viise og nyttige Folk, og belønnes ogsaa af dem, som forlanger deres Tieneste. Men derimod er et andet slags Hexe-Mestere, besynderlig gamle Kierlinger, som de kalde Illiseetsut, hvilke indbilde sig selv og andre med deres Hexerie at kunde skade dem, de vilde ilde, paa Liv og Levnet. Een saadan een, eller saa snart de fatter en Mistanke til een om sligt, hades og forfølges af alle, og uden Barmhiertighed myrdes, som skadelige Mennisker, der i deres Tanker ere ikke værde at leve. Angekuterne, indbilde dem og, at de kand helbrede allehaande Sygdomme, endskiønt de applicere den Syge saadanne Midler, som ikke har ringeste Krafft til at helbrede saasom, at mumle og blæse paa den Syge; hvorudi de gandske kommer over eet med de slags Spaafolk, som Propheten Esaias omtaler i det 8. Cap. v. 19. Og om nogen af dem; som de saaledes haver mumlet over, ved en Hændelse kand blive helbred, strax tilskrive de det som een Krafft af deres Gøglerie. Undertiiden bruger de denne Maade at curere paa, nemlig: de legger den Syge paa Ryggen, og binder et Baand om hans Hovet, hvor da Angekkok med en liden Stok, som er giort fast ved Enden af Baandet, løfte den Syges Hovet op og atter lader det falde ned, og imidlertid ved hvert hand løffter paa den Syges Hovet, taler hand med sin Torngak ɔ: Geist, om Patientens Tilstand, hvad enten hand skal blive Karsk eller ey. Er Hovedet tungt at løffte paa, da er det et Tegn til at den Syge skal døe, men er det let da lever hand. Alt dette uagtet troer jeg dog ikke at de haver nogen virkelig commercium og Gemeenskab med Dievelen; thi af al deres Væsen og indbilte Konsters Art og Beskaffenhed, lader der sig ikke ansee, men er lutter Løgn og opdigtet Verk uden ringeste paafølgende effect og Virkning, og øves allene af de bedragelige Angekkuter for vindings skyld, eftersom de derfore blive vel betalte. Ikke dismindre maa man dog tilstaae at den onde Aand hersker i alle saadanne Superstitioner og betiener sig dem til at forføre de arme dumme Mennisker, og holde dem fra den sande Guds Kundskabs Eftertragtelse. Angekuterne kand indbilde hvem de vil, at de have ingen Siæle, i Særdeleshed dersom de fattes noget paa deres Helbreed, og sige sig god for at skabe nye Siæle i dem naar de vil betale dem derfore, Hvilket de og gierne giøre. De foreskrive og andre i adskillige Tilfælde, visse Regler, hvorefter de, maa forholde sig, saasom: Naar der er nogen død i Huuset, maa de paa en vis Tid ikke giøre al slags Arbeide, den Dødes Slægtninger besynderlig, maa entholde sig en Tid lang ikke allene fra visse Arbeide, men end og Spise. Naar nogen er syg og hand er under Angekkokens Cuur, da maa hand ikke spise al slags Mad, hvilket de saa nøye Tager i agt, saa at de end og, naar vi har kundet hielpe dem med nogen slags Medicament, har de strax spurt hvad de imidlertid ikke maatte æde. For Barsel Qvinder er denne ordinance at de paa nogen Tid maa holde sig fra Arbeide og fra visse slags Spise, saasom: Kiød (undtagen det deres egne Mænd fanger, dog maa indvollen ikke være blesseret). Men Fisk maa de allene æde i de første Uger efter deres Barsel-Fær, derefter og Kiød. Benene, som de imidlertid afpille, maa ikke, bæres af Huuset. Det første Barsel en Qvinde giør, maa hun ikke spise Hovedet og Læveren. De maa hverken æde eller drikke under aaben Himmel. De have deres Vandspande for dem self, dersom en kommer uformodentlig og drikker af det Vand, som er i deres Spand, maa det strax udslaes. Deres Mænd maa ikke heller arbeide i nogle Uger ikke heller kiøbslaae; Ligeledes naar nogen er syg, vil de ikke heller gierne kiøbslaae. Dennem er ikke tillat at æde eller drikke bar Hovede. Støvelen trekker de af det ene Been, og legger under den Skaal de spiser af, paa det Barnet, om det er en Søn, skal blive en god Sælhunde Fanger. Saa lenge barnet er endnu spæd, maa der ikke kaages over deres Lampe, ikke heller maa nogen tænde Ild hos dem, med viidere. Det er brugeligt hos endeel giffte Qvinder, at toe deres Legemer efter at de have Haft deres Menstrua, paa det deres Mand ikke skal døe. Ligeledes naar de have rørt ved nogen Død, bortkaster de Klæder som de have Haft paa, hvorfor de ved den Dødes Begravelse har altid gamle Klæder paa; hvor i alt, de kommer over et med Jøderne, saasom de og i flere andre Ting have Jødiske Skikke, saasom at begræde deres Jomfruedom, at teigne sig paa Huden, og at rundskiære deres Hovet Haar, som Herren forbyder Israels Børn (Lev. 19). Naar jeg eftertenker sligt og andet meere, som synes Jødisk hos dem, bifalder jeg nesten en vis Autors ellers Scribents Tanker, da hand melder om Americanerne; at efterdi hand har fundet saa mange Jødiske Bruge hos dem, holder hand for, at de ere en extraction af Jøder eller fornemmelig Israels Børn, som bleve bortførte til Assyrien og ere siden bortspridde i ubekiendte Lande. (Conf Espras: L. 4). Den Superstition med at behenge sig med Amuletis, som de kalde arngvoak eller Arnurset, er almindelig, samme er dog intet andet end et lidet Støkke af et gammel Træ, Steen eller Been, Fugle Nebber eller Kløer, eller hvad enhvers Phantasie udveller sig; hvilket de tillegger en overnaturlig Kraft, at det skal bevare dem, som bære Sligt om Hals og Hænder, fra Sygdom og anden ulykkelig Tilfald, og give dem god Lykke til Næring. At de ufrugtsommelige Qvinder maa blive frugtsommlige, tager de gamle Støkker af vore Skoe-Saaler og hænge paa dem; thi som de holde vores Nation for et frugtbar Folk, og at være af en sterk Natur og meget duelige, meene de, at og Krafften af dem gaar i deres Klæder, og skal tiene dem ilige Tilfalde. Hvad Skabelsen eller alle tings Oprindelse er angaaende, da veed de vel alle i Allmindelighed ikke andet at sige derom, end at det er saaledes af sig self. Ikke dismindre, saa have de dog en og anden Fabel derom at fortelle. Om Menniskens Skabelse sige de da: at i Begyndelsen er et Menniske ɔ: Grønlænder, opvoxen af Jorden, som siden fik sig en Qvinde af en tum. Og af dem ere siden alle de andre Grønlænder kom(met) hvilket vel kand passere foren Levning af den sande tradition om Menniskens Oprindelse. Men om os, som de Kalde Kablunæt, ɔ: Fremmede, have de en latterlig Historie og sige: at vi ere komne af Hunde; thi en Grønlandsk Qvinde skal engang have fød Mennisker og nogle Hunde Hvalpe; De siste toeg hun og sætte paa en gammel Skoe og skiød dem ud paa Søen og sagde: Farer hen og bliver Kablunaker af eder. Deraf kommer det, sige de, at Kablunakerne leve stedse paa Søen, og Skibene ere ligesaa dannet, som Grønlandske Skoe, runde for og bag. Men aarsagen at Menniskene døe, tillegge de en Qvinde, som skal have sagt saaledes: tokkolarlutik okko pillit, Sillarsoak rettulissauet, ɔ: lad disse døe efter haanden, de faae ellers ikke Rum i Verden. Andre fortelle det paa denne Maade: 2de af de første Mennisker trettede med hinanden. Den ene sagde: Kaut Sarlune Unnularlune Innuit tokkorsarlutik ɔ: lad blive Dag og lad blive Nat og Mennesken at døe. Den anden sagde: Unnuinnarlune Kausunane Innuit tokkosinnatik ɔ: lad allene blive Nat og ikke blive Dag og Menniskene at leve; efter lang tretten forblev det efter den førstes Ord. Om Fiskenes og andre Søe-Dyrs Oprindelse, fortelle de iligemaade en urimelig og latterlig Historie, nemlig: en gammel Mand stoed engang og hug Spaaner af et Træ, med disse Spaaner strøg hand sig imellem Benene og kaste dem saa i Vandet, hvor paa de blive til Fiske. Men den Fisk som kaldes Hay, sige de saaledes at være kommen til, nemlig: En Qvinde, toede engang sit Haar udi Urin, og der en Vind kom og toeg det Klæde bort, som hun tørrede sig med, blev det til en Hay, og derfore lugter den Fiskes Kiød ligesom af Urin. Om Hunde, sige de, at de ere fremkomne af Tuer. De veed ikke at der er nogen forskiel paa Siælenes Tilstand efter Døden; men at alle efter Døden i Siælenes Land, skal liide vel og bedre end her. Dog tilegner de Siælen 2. Stæder, hvor de komme efter Døden, nemlig: nogle kommer i Himmelen andre nederst i Jorden; men det nederste Sted er det allerbeste; thi der skal være et deyligt Land med stedsevarende Soelskin, hvor de have Overflødighed af al slags Næring. Men did hen kommer allene de Qvinder, som døe paa Barsel-Seng, og de som drukne i Havet, og Hvalfisk Fangere, hvilket skal være ligesom en Belønning, for det Onde; som de have udstaaet her i Verden, alle de andre komme til Himmelen. Nederst i Jorden, som det allerbeste Sted, residerer Torngarsuk self og hans Oldemoder, eller som andre sige: hans Daatter, en grum og forfærdelig Qvinde, om hvilken, skiønt tilforne er meldet udi Continuationen af de Grønlandske relationer, saa vil jeg dog unde samme Historie eller Fabel ogsaa sted i dette Skrift, nemlig: Hun skal boe nederst i Jorden under Havet, og raade for alle Havets Dyr, saasom Enhiørninger, Wal-rosser Sælhunde og dislige. Det Kar som staaer under hendes Lampe, hvor udi Thranen, som Løber over Lampen, drypper udi, svemmer fuld af Søe-Fugle. Skilt Wachten for hendes Dør, ere heele Flokker af Sælhunde, som staar reyste over ende, og biider omkring sig efter enhver som vil ind. Ingen kand komme der ind uden Angekkut, og maa end da have deres Torngak. ɔ: Spiritus Familiaris, med sig. Naar de farer derhen maa de først passere alle de Dødes Siæle forbi, hvilke skal see ud ligesom de levede her i Verden og liide meget vel. Naar de nu er kommen dem forbi, da kommer de til et breedt langt og dybt Svelg, der skal de over, men er intet at gaae paa uden et stort Hiul, som er ligesom Iis, og driver iidelig og hastig omkring; Herpaa maa Geisten leede Angekkoken. Derefter kommer de til een stor Keedel, hvorudi kaager levende Sælhunde, og allersidst kommer de til Fandens Olde-Moders Residentz; hvor da Geisten atter tager Angekokken ved Haanden og leeder hannem igiennem den stærke Sælhunde Vagt. Indgangen er breed nok, men Vejen er saa smal som en Snoer, og paa begge Sider intet at holde sig ved, men en heslig stor Afgrund og svælgende Dyb neden under. Her indenfore sidder den Helvedes Gud-inde, seer bister og gandske forstyrret ud, har, mange Ophævelser, sveeder af lutter Vrede, og river Haaret af sig over saadanne Giæsters Besøg. Hun tager herpaa strax til en vaad Fugle Vinge, hvilken hun stikker Ild udi, og holder dem for Næsen, hvoraf de blive gandske afmægtige og ere hendes Fanger. Men Hexe-Mæsteren eller Angekkoken, som tilforne informered af sin Torngak, tager hende strax ved Haaret, og drages med hende, saa længe hun bliver gandske afmægtig; Og her udi er hans Geist hannem behielpelig. Om Dievel-indens Ansigt hænge Aglerrutit (:noget viidere Bemerkelse findis i min Søns JOURNALER) det samme rive de af hende eftersom det er Aarsag, at Haveds Dyr forlader deres Land og gaar hiem til Dievel-Inden. Ligesaa fort som de nu piller hende af, saa hastig fare og Hvalfiskene, Sælhundene og andre Søedyr og Fiske plaskendes igiennem Vandet, og søger de sædvanlige Pladser igien, hvor Grølænderne fange dem. Naar alt dette er forrettet, saa begiver Hexemesteren med sin Torngak sig igien paa Hiemreisen, hvor han da finder den forige og farlige Vey gandske god og alting jevnt for sig. Angaaende de Dødes Siæle som vil til dette skiønne Land, da er der underveys en høy spitz Steen, hvorpaa Angekuterne siige, at de Døde maa gliide paa deres Bag, saasom der er ingen anden Vej at komme frem; hvorfore og Steenen er blodig; hvormed de arme Mennisker uden Tvil vil betegne, at ingen Kand blive lyksalig, uden først maa igiennem megen Trængsel og Gienvordighed.

Cap. XX. Grønlændernes Astronomie eller Meening om de Himmelske Lius og deres Oprindelse. (S. 121-125) Grønl. Fabel om de Himmelske Lyses Oprindelse. Soel og Maane skal fordum have været Mennisker og vare Søskene. Anlegning til deres Metamorphosen. Aarsag hvorfor Maanen Skinner ikke saa got som Soelen. Maanen skal endnu have sin Næring af havet. Skal hoere med deres Qvinder. Soelen glæder sig over en Mands Persons Død. Stiernenes Oprindelse. Hvad Tørden er. Regnen hvorfra den er. Grønlænderne regne tiden efter Maaneder. Coma Berenices bleven til Stierner. __________________________________ Om Soel og Maane med de øvrige Stjerner og Planeter, fabulere deris at de have deres Oprindelse af Grønlændernes Forfædre og at de i Førstningen have været Mennisker og ved sønderlig occasion ere blevne optagne til Himmelen. Deres Historier, eller rettere at siige Fabler, her om ere vel tilforne udi de Grønlandske Relationers Continuation handled om, men i Fald mueligen ikke begge kand haves, vil jeg og her anføre dem: Og skal da Soel og Maane have slig en Oprindelse: Maanen skal have været een Mands Person og heedte Anningait v. Anningasina; og Solen skal have været Maanens Søster og hedde Malina eller Ajut, (af hvilket sidste Navn de nævner enhver smuk Kone, som de haver Æstime for, og kalde hende Ajuna.) Men Aarsagen at disse 2de Søskende ere optagne til Himmelen og bleven himmelske Lius og corpora, fortælle de skal være denne: Der leegte engang tilsammen udi et Huus af Snee, (som er Ungdommens Leege-Huus om Vinteren) een heel hob unge Karle og Piger; hvor da Maanen eller Anningait, eftersom han var forliebet udi sin Søster, som der vare tilstæde, havde den Vane at slukke Lyset ud hver Aften, for at vilde caressere hende: Men som hun ikke vilde fordrage sligt smurte hun engang sine Hænder over med Soed eller Sværte, for at sværte den i Ansigtet og paa Klæderne, som i Mørke toeg fat paa hende, paa det hun kunde faae at viide hvem det var (heraf ere de Pletter, som sees udi Maanen; thi som han havde een skiøn hvid Riinsdyrs Peltz paa blev den ilde besmurt med Sværte) Malina, eller Solen løb herpaa ud og tændte Ild udi et støkke Mosse. Anningaet eller Maanen gjorde ligesaa; men hans blev igien strax udslukt; derfore seer den ud ligesom en Glød, og skinner ikke saa got som Solen. Maanen løb da efter Solen rundt omkring Huuset for at faae fat paa hende; men hun for at blive ham qvit, foer op i Lufften, og Maanen som blev veed at forfølge hende ligesaa, og løber endnu saaleedes dagligen efter hinanden; Dog Soelen høyere op end Maanen. Efter deres Sigelse og Meening er Maanen endnu foraarsaget at søge sin Næring paa Jorden og Havet med at fange Sælhunde, som een Kost han fra Begyndelsen var vandt ved, hvilket skeer paa de Tider, naar den ikke sees paa Himmelen; Da de sige end ydermeere, at han undertiden kommer ned og horer med deres Qvinder; hvorfor ingen tør ligge og sove paa Ryggen uden hun først spøtter paa Fingeren og strygger sig over sin Mave. Unge Piger tør og ikke heller staae længe at stirre paa Maanen, af frygt at blive besvangrede af ham. Naar der er Formørkelse udi Soelen tør Mændene ikke gaar ud, og naar der er formørkelse udi Maanen tør ikke heller Qvindfolkene gaae ud; efterdi de holde for, at begge hade den andens Kiøn. Soelen skal af Glæde tage sine Øren Gehæng paa, naar en Mands Person døer, for det Had skyld, hun har til Maanen hendes broder, ligesom tvert imod de Grønlandske Qvinder tage deres Øren-Gehæng paa, naar et Drenge-Barn er fød, af Glæde at saa nyttig een Skabning og Foester er kommen til Verden. Stiernene angaaende; da skal de tilforne til deels have været Mennesker, og til deels andre Diur og Fiske. Om de Stierner som ere blegere af coleur; sige de æder Nyrer, men de som ere røde æde Lever. Ellers have de visse Navne paa endeel Stierner. Saasom de 3de Stierner udi Orions Belte, kalde de Siektut ɔ: adspridde; thi de skal have været Grønlændere og ere blevne forvildede, da de engang vare farne ud paa Sælhunde fangst, og der de ikke kunde finde Landet igien, bleve de optagne til Himmelen. Ursa Major kalde Grønlænderne som boe paa 64. Gr. Tugto ɔ: et Rinsdyr, men i Disco-Bugt paa 69. Gr. Asselluit (saa kaldes det Træ, som de skyde deres Linie paa, naar de skal skyde Sælhunde. Taurus kaldes Kellukturset ɔ: nogle Hunde, som synes at giør paa een Biørn, som de har imellem sig, efter den samme regner de Tiden om Natten. Iversuk ɔ: to som staar og siunger paa hin anden efter Grønlændernes Maneer. Disse 2. ere in Tauro, Aldebaren kaldes Nennerroak ɔ: er Lyss, der lyser for de 2 som staar og siunger paa hinanden. Canis Major kalder de Nelleraglek; hvilket er et Grønlandsk Nomen Proprium. Denne skal have en Rinsdyrs Peltz paa. Gemini Autiga & capella Heede: Killaub Kuttuk ɔ: Himmelens Brøst-Beene. Naar 2de Stierner synes at mødes og komme tilsammen, da sige nogle at de ere paa Besøg hos hinanden, andre sige, at det er 2de Qvinder, som er rivaler, der trekker hinanden efter Haaret. Om Torden fabulere de, att det er 2de Kierlinger, boende i et lidet Huus i Lufften, som slaes og trekkes om et tykt Stift og udspiilet Sælhunds Skind, eftersom det næsten giver saadan lyd fra sig. Over det de saaledes slaaes med hinanden falder Huuset ned og Støkkerne flye omkring, Lamperne i støkker slages og ilden den spredes Hid og Did i Luften, og det skal være Tordenslag og Lynild. Efter Grønlændernes Astronomie dreyes Himmelen omkring paa et høyt spids Bierg. Sneen holde nogle for, er de Dødes Blod, af raison; at den bliver ligesom rød, naar man holder den i Munden; men Regnen sige de, kommer fra en Demning oven i Himmelen; naar den løber over, da falder det ned paa Jorden. Grønlænderne bruge ingen Calender, ej heller regne Tiden, hverken efter Aar eller Uger, men alleene efter Maaneder, og det fra Solens opgang om Vinteren, hvorefter de tæller alle Maaneder, for accurat at viide, hvad slags Hav-Dyr Fiske og Fugle, søger Landet; og der efter indrette deres Næring. I hvor latterlig nu Grønlændernes for opregnede Meeninger ere om de himmelske Lius og deres Oprindelse; Saa ere de dog ikke meget daarligen og latterligere end at den Ægyptiske Konge Ptolomæus loed sig af sine Astronomis indbilde, at hans Dronnings Berenice Hovet Haar, blev optagen til Himmelen, og ere blevne til Stierner, hvilke Stierner og udi vores Astronomie endnu har Navn af Coma Berenices: Og som der skrives om dem i China og Ostindien; deres Meening om Solens Formørkelse, nemlig: at een Trold skal opsluge den paa visse Tider, men derefter spye den ud igien.

Fodnoter