Det islandske altings historie

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jonsson (1858-1934)

Det islandske altings historie i omrids


Af Finnur Jónsson


Dansk-Islandsk Samfunds Smaaskrifter
Høst & Søns Forlag
København
1922


ISLANDS ALTING


Islands ældste og ærværdigste politiske institution er Altinget, alþingi Íslands. Det har sin historie, og det er vel værdt at kende lidt til denne.


Island blev, hedder det, fuldt bebygget rundt omkring “fra fjæld til fjære” i løbet af o. 50 år; 920 må dette være sket. De fleste af landnamsmændene var fra det vestlige. Norge. Fælles landområde, fælles afstamning, fælles sprog og sædvaner for ikke at tale om den sig hurtig visende praktiske nødvendighed måtte før eller senere føre til en statsdannelse af en eller anden art. Vi ved nu intet om, hvad der er foregået i de nærmest følgende år. At samles om en konge var vist noget, der så at sige udelukkede sig selv. Mange, og ikke de ringeste, af landnamsmændene havde forladt Norge og deres hjem, fordi de ikke vilde finde sig i kong Harald hårfagres eneherredømme. Disse har sikkert ikke været stemte for at få en konge. Da nu de fleste af landnamsmændene var som sagt komne fra de vestligste bygder i Norge, lå det nær for dem at ville indrette sig således, som de og deres forfædre havde gjort det i umindelige tider. Nu ved vi fra en meget pålidelig saga, at der i det vestlige Norge forefandtes en politisk sammenslutning af 3 af de største fylker (Fjordene, Sogn og Hördaland), der havde fælles ting (Gulating) og fælles love (Gulatingsloven); her omtales en domstol på 3 tylfter medlemmer (en fra hvert fylke); den har sikkert også været lovgivende. Det lå da nær for Islænderne at tage denne indretning til forbillede; også Island bestod af forskellige ret skarpt afgrænsede dele. Og de tog den til forbillede. I håndskrifter af Landnámabók fortælles, at en mand ved navn Ulfljótr (af høj norsk byrd), der var kommen til Island og havde købt sig land dér, rejste, 60 år gammel, til Norge, hvor han opholdt sig i 3 vintre. Han og hans morbroder, Torleif d. vise, satte den lov sammen, som hed Ulfljotslov. Da han vendte tilbage, blev altinget stiftet, og fra den tid havde alle i Island en fælles lov. Dette stemmer med Are d. frodes korte beretning i hans Islænderbog (kap. 2), der udtrykkelig siger, at loven blev indrettet som Gulatingsloven da var, og således som Torleif havde rådet til m. h. t. at fjærne noget eller føje noget til. Ulfljotr kunde jo give oplysninger om landet og dets art og levemåden dér, der jo iøvrigt ikke fjærnede sig så stærkt fra den norske. Det er, som man kunde se disse 2 mænd for sig, siddende og rådslående, drøftende og besluttende. Forud for Ulfljots rejse må der være foregået noget, vi intet ved om; et møde af så og så mange høvdinger må være blevet afholdt. Ulfljots rejse må have været en sendelse på landets vegne. Så, siger Are, blev “altinget stiftet ifølge Ulfljots og alle lands-mændenes råd (bestemmelse)”. Dette skete 930. Ulfljotr har således været udenlands vintrene 926—29. Straks blev den første lovsigemand valgt, Hrafn, en søn af Ketil höng.


Udsigt over Tingvallasletten - Foto: Jon Julius Sandal
Navnet “alting”, alþingi, der er et kortere navn for al-manna-þing, allemandsting, var ikke nylavet. Det var til forinden. Det kendes fra Norge selv, fra Herjedalen, fra Færøerne, ja fra Gulland (senere blev det navn på tinget i Grønland, men her med det islandske som forbillede). Et mere betegnende navn kunde ikke findes.


Are giver os yderligere en såre velkommen oplysning nemlig at Ulfljots fostbroder Grim gedehår undersøgte hele landet for at finde den bedste plads dertil, før det blev oprettet; det må altså også være sket inden 930, vist medens Ulfljot, selv var udenlands. Det siges også, at han til løn fik en penning af hver mand (ɔ: bonde); men han var så uegennyttig, at han skænkede pengene til hovene. Landet nord for tingstedet er lave fjældstrækninger, der kaldtes Blåskovene. Ejeren af disse dømtes fredløs på grund af drab på en træl; hans land dømtes til at blive statsejendom og blev et slags alminding for de tingsøgende, hvor de kunde have deres heste, sålænge altinget var samlet. Dette var en stor fordel.


Det valgte sted er den forholdsvis omfangsrige slette ved nordspidsen af Islands største sø, hvis oprindelige navn var Ölfossvatn, men som senere, naturligt nok, kaldtes Þingvallavatn, efter den nævnte slette, der naturligvis kaldtes þingvöllr (el. i flertal þingvellir).


Når man husker, at det indre land er fuldstændig ubeboeligt, kunde der kun vælges et sted, der ikke var lige bekvemt for alle. Alligevel må det valgte sted efter omstændighederne siges at være meget bekvemt undtagen for de længst borte boende, dem fra det nordvestligste og nordøstligste land. Men om man var en eller to dage mere eller mindre om rejsen, gjorde dengang ikke så meget. Her var der storslåede omgivelser og af en vis betryggende art, en naturlig begrænsning for det hellige, indviede tingområde, kløften mod vest, lavaen med dens vandfyldte sprækker mod øst, søen mod syd; den nordlige grænse menes at have været de to små (ældgamle) vulkankegler, der senere fik navn af “Kastellerne”; disse deler sletten i to iøvrigt ikke skarpt afgrænsede dele, den øvre (nordlige) og den nedre del; den sidste var den hellige tingslette. Selve kløften, Almannagjá — allemandskløften — hørte ikke til denne; men den egnede sig udmærket til møder og samtaler på tomandshånd, hvad man oftere hører tale om. Den vestre væg er vældig høj (30 meter) og egnet til at stemme sindene højtidelig og vække alvor.


Rindende vand på tingsletten fandtes ikke fra begyndelsen af. En lille elv strømmede imidlertid frem vest for selve kløften og udgød sig i søen noget syd for denne. Da fandt man på at lede denne elv ned på selve sletten. Den kom så til at falde i en smuk fos ned i kløften og siden strømme et stykke igennem den, for så at bane sig vej ud igennem den østre lave kløftvæg og endelig at strømme mod syd igennem sletten, ud i søen. På grund af jordsmonnets beskaffenhed har den vist fra først af her dannet to arme omkring en holm. Denne holm har holdt sig i århundreder, indtil det endelig lykkedes elven at ødelægge den helt, så at der nu kun er grus- og sandslette, der bliver tør i den tørre sommertid. Elven fik navnet Öxará, ifg. sagnet fordi en økse tabtes i den. At det forholder sig rigtigt med denne ledning af elven ses af, at dens gamle, oprindelige leje endnu helt kan følges. Endnu bemærkes, at elven etsteds i selve kløften danner en udvidelse, så at der ligesom fremkommer en lille sø, som senere fik en så sørgelig bestemmelse. Nu havde man fået det vand, man savnede, både til mad og drikke og til tvæt.


Öxaráfoss - Foto: Carsten Lyngdrup Madsen
Adgangen til tingpladsen nordfra var en sti igennem lavaen; ligeledes østfra; oprindelig var denne vej (sti) lige langs med søens nordre rand; men ved ændringer i jordsmonnet måtte denne opgives og en ny laves længere nord på. For dem, der kom fra vest og syd, lavede man en sti ned igennem selve kløften, hvor den endnu er. Op af kløften mod øst førte en sti overfor Tingvoldsgården; men i nyere tid har man lagt en banet vej længere mod nord igennem kløftens bund og ført den ud af den over det lille vandfald på østvæggen. Denne banede vej burde være foretaget med større skønsomhed og skånsomhed end tilfældet er. Den har ødelagt en del af det oprindelige, uberørte.


På denne plads samledes man altså og opholdt sig i 14 dage. Da skulde man først og fremmest have “tag over hovedet”, uagtet meget eller alt, hvad der foregik på tinget, foretoges under åben himmel. Så opførte man sig “boder”, d. v. s. man opførte af tørv (og sten) 4 vægge, i reglen i form af en lang firkant, 3—4 alen høje, og lavede taget derover af vadmel. Dette førte man med sig fra og til stedet hver sommer; også kunde væggene indvendig dækkes med vadmel. Disse boders plads var hovedsagelig på den vestlige side af elven, syd for den gamle sti, hvor de lave rester af væggene ses endnu i en lang række mod syd. Enkelte boder var også på den nordlige side af stien, således Snorre godes bod, der endnu ses tydelig; fremdeles var der boder nede i selve kløften samt øst for elvens udløb, i den nuværende præstegårds tun; og endelig fandtes en bod på den smalle strimmel mellem de to kløfter, som man i senere tid med urette har udpeget som det gamle lögberg. Denne bod var, ialfald i et vist tidsrum, befæstet og kaldtes Byrgisbúð. Fra en sen tid (o. 1700) har man en såkaldt “bodfortegnelse”, der udpeger de enkelte i sagaerne nævnte boder, der opkaldtes efter enkelte personer eller bestemte slægter; men det får stå hen, hvor meget historisk der er deri.


Da så mange samledes på tinget hver sommer, var det naturligt, at også visse forretningsmænd indfandt sig; også de måtte have boder. Der omtales garver- og sværdfeger-boder; en ølbrygger mødte i et vist tidsrum på tinget og solgte øl, han dér bryggede. Ja, gøglere og betlere kom dér, som andre steder; også boder for disse nævnes.


Allerede i 10. årh. blev der opført en gård på sletten, hvis tun strækker sig helt ned til søen og elven; og her blev en kirke opført efter kristendommens indførelse; dens klokke spillede en rolle under tinget, idet der ved visse lejligheder ringedes med den. Gården er endnu en præstegård med kirken.


På dette sted samledes folk fra hele landet til det fælles ting, oprindelig da 9 uger var forløbne af sommeren; men 999 blev det bestemt, at det skulde ske en uge senere, nemlig i slutningen af juni, vistnok fordi det var mere praktisk på grund af vejenes beskaffenhed og andre ulæmper.


De, der samledes her, var først og fremmest dem, der havde noget at gøre på altinget, alle de goder, der var lovrettesmænd, dernæst alle de, der havde sager at “søge eller værge”, og til hver sag hørte der i reglen i det mindste et antal af 9 vidner (“nabobønder”). Allerede antallet af dem, der således pligtmæssig skulde møde, måtte løbe op i hundreder. Men man opdagede hurtigt, at der her var anledning til at skaffe sig morskab og fornøjelse, dels ved selve rejsen og ikke mindre ved opholdet på tingsletten, hvor man kunde træffe mange venner og bekendte, hvor man kunde få nyt at vide, stifte nye bekendtskaber osv. Det blev, kan man sige, en almindelig folkeforlystelse at rejse til altinget, hvorved antallet af de tingbesøgende kunde løbe op til tusinder, for ikke at tale om de tilfælde, hvor visse stormænd — særlig i 12. og 13. årh. — kunde ride til altinget med flere hundrede mand hver. Dette synes at have været tilfældet hele fristatstiden igennem. Vi vil senere komme tilbage hertil. Det var da godt og heldigt, at der hørte så stort et land til tingsletten, hvor der var rig plads til de tusinder af heste, der krævede gode græsgange.


I altingets historie kan der skelnes mellem 3 tidsrum; det første består af fristatstiden til 1271, det andet af tiden til o. 1800 og det 3. af tiden 1843 (1845) til den dag i dag.



FRISTATSTIDEN


De indretninger, der i denne var knyttede til tinget, var følgende.


Der er da først lovsigemandsembedet, der er lige så gammelt som tinget selv. Lovsigemanden — dette navn indeholder, hvad han, der bar det, skulde gøre, nemlig at “sige loven”, d. v. s. han skulde kunne hele den bestående lovmasse udenad, og han, der blev valgt på 3 år ad gangen, skulde i løbet af disse fremsige hele lovstoffet og den del deraf, der handlede om selve tingsordningen (þingsköp), hovedsagelig procesmåden, i begyndelsen af hver samling. Desuden var han altid forpligtet til at sige, hvad der var gældende lov både under altinget og ellers; men han var ikke pligtig til at yde nogen yderligere (sagfører-)hjælp. Han fik nogen løn, nemlig 200 (ɔ: 240) alen vadmel årlig, hvilket jo ikke var nogen overvældende sum (ɔ: 40 kr. efter pengenes daværende værdi, nu i det mindste 10 gange så meget).


I. Det såkaldte "lögberg", der ikke er fristatstidens; II. fristatstidens do.?; III. gruppe af bodtomter; IV. den såkaldte "Klukkuhóll"; V. Brennugjá; VI. Drekkíngarhylur. - Den nuværende vej løber fra syd gennem Almannagjá til "VI", hvor der er bro over Öxará; derfra går den i n. ø. til "Kastalar", hvor "Valhöll" nu ligger.
Han var lovrettens formand; som sådan skulde han kundgøre nye love og andet fra lovbjærget. Han er således på det nøjeste knyttet til altingets to hovedinstitutioner.


Det forstår sig af sig selv, at til dette embede kunde kun den vælges, der nød almindeligt ry for lovkundskaber og desuden som personlighed og menneske. Stålsat hukommelse og skarpsind var hans vigtigste egenskaber. Det lader til, at der heldigvis altid har været sådanne mænd, når tilfældet vilde, at de behøvedes. Den samme mand kunde genvælges så ofte, det skulde være. Hele lovsigemandsrækken kendes på det nøjeste lige ned til 1271. Den, der beklædte embedet længst, var den berømte Skapte Torodsson, 27 år (1004—30; han døde i det sidste år). Den, der kom ham nærmest, var digteren Markus Skeggjason, 24 år (1084—1107); andre beklædte embedet i 20 år (4 ialt) og så fremdeles (nogle kun 1 år ad gangen).


Der skete ingen forandring i stillingen undtagen den, at lovene blev optegnede vinteren 1117—18, hvorved arbejdet lettedes betydeligt, men herom senere.


Lovretten, lögrétta. I Gulatingslagen i Norge fandtes der fra ældgammel tid en “lovrette”, bestående af 3 tylfter medlemmer, én fra hvert af de 3 fylker, som udgjorde Gulatingslagen. Denne lovrette var både lovgivende og dømmende. Det område, som den gjaldt for, var forholdsvis ringe i sammenligning med hele Island. I lighed med denne lovrette blev der for Island oprettet en lögrétta også bestående af 36 medlemmer. Men man (Ulfljot og hans rådgiver) fandt på at adskille de to virksomheder, således at lovretten kun skulde være lovgivende, ikke tillige dømmende. Dette viser, hvor skarptseende og omhufyldte de to mænd var. De har kunnet indse, at en enkelt institution ikke kunde magte den dobbelte virksomhed i den korte tid, altinget var samlet. Og derfor henvistes domsvirksomheden til en særlig myndighed. Når man husker, hvor fastholdende man var på alt gammelt, kan man let tænke sig, at det kostede overvindelse at bryde med det nedarvede. Men klogt var det.


De mænd, som valgtes til lovretten, var alle goder, d. v. s. tempelforstandere fra landets forskellige dele. Efter hvilke regler de 36 goder oprindelig valgtes, vides ikke. Stillingen gik i arv. Så skete der en begivenhed (drabssag) godt og vel 30 år efter altingets indstiftelse, der bevirkede en ændring i tilstanden. Den førte til, at landet inddeltes i 4 fjærdinger, og disse atter i 3 ting hver, der hvert skulde forestås af 3 goder. Forholdene i den store Nordlandsfjærding førte imidlertid atter til, at denne kom til at bestå af 4 ting, hvorved man fik 39 goder ialt, der jo alle skulde sidde i lovretten; men et sådant tal stred imod, hvad man kunde tåle. Og så fandt man på, at der skulde sidde 4 tylfter i lovretten, idet hver af de andre 3 fjærdinger blev “på papiret” forøget med et ting. Således kom lovretten til at bestå af 48 medlemmer. Men da den lovgivende virksomhed krævede den største omhu, skulde enhver af disse vælge 2 “rådgivere” (“bisiddere”), som de i hvert enkelt tilfælde kunde rådføre sig med. Således kom lovretten til at bestå af 3 X 48 ɔ: 144 medlemmer, hvortil kom lovsigemanden, der var dens fødte formand og leder, samt de 2 biskopper (efter at de to bispesæder var oprettede, henholdsvis 1056 og 1106). Ellers skete der ingen ændringer. Medlemmerne sad på 3 bænke, måske i rundkres, de egenlige, goderne, i midten.


Lovrettens virksomhed bestod først og fremmest i at give nye love og ændre de gamle, eftersom tiden og forholdene krævede det. Dernæst skulde den afgøre, hvad der var lov, ifald der var strid derom. Dens medlemmer skulde overvære og høre på lovsigemandens fremsigelse af loven og være etslags tilsynshavende myndighed, og det var den, der valgte lovsigemanden. Endelig skulde den vedtage bevillinger og benådninger. Alt dette hang på det nøjeste sammen.


Lovretten skulde holde 3 møder og ellers, når det ansås ønskeligt, eller forholdene krævede det. Sit sæde har den haft på sletten; men et bestemt sted kan ikke eftervises, og mulig har den ikke altid været på samme sted. Den har måske været omgivet af vébönd (hellige bånd), uagtet sådanne ikke omtales førend efter fristatens undergang. Intet er rimeligere, end at sådanne altid har omgivet den for at holde uvedkommende ude og hindre forstyrrelse. Omkring lovretten på Gulating var der vibånd bestående af hasselstænger, fortæller Egilssaga.


Domstolene. Det følger af sig selv, at har domsmyndigheden fra først af været adskilt fra lovgivningen, må der have været en domstol, en alþingisdómr (dette navn findes), for hele landet, der ligesom lovretten bestod af 36 medlemmer. Men heri skete der en ændring.


Udviklingen har vistnok været følgende. Indtil den føromtalte inddeling af landet i fjærdinger har denne domstol pådømt alle sager i fællesskab. Rimeligvis har det da i praxis vist sig, hvor hensigtsmæssigt det var at have dommervirksomheden adskilt fra lovretten; rimeligvis har det også vist sig, at denne domstol ofte ikke har kunnet overkomme alle de foreliggende sager i den knappe tid. Da fjærdingsinddelingen skete, har man ikke haft vanskeligt ved at se, at der var en let vej ud af vanskeligheden, nemlig den simpelt hen at dele domstolen i 4 underafdelinger, en for hver fjærding; det måtte også siges,' at fjærdingens egne mænd bedst var egnede til at døntme i dens sager; de måtte besidde den største sagkundskab, forsåvidt som der stilledes krav til en sådan. Heraf følger med nødvendighed, at der kun var 9 dommere i hver underafdeling; heri har man ikke fundet noget ulogisk, da der kun var tale om en del af den samlede domstol på 36. Efter at nogen tid var gået og man var blevet vant til det bestående forhold, var der ingen, der fandt noget mærkeligt ved antallet. Men efterhånden løsnedes forholdet, og hver afdeling blev til en selvstændig enhed; der blev 4 selvstændige domstole på 9 medlemmer, opkaldte (i reglen) efter de enkelte fjærdinger. Der har været strid om antallet, idet nogle forskere har villet, at hver domstol bestod af 36. Vi skal ikke her komme nærmere ind på dette, blot bemærke, at når der i loven kræves mindst 6 til, at en domstol kunde virke, er dette tal fuldt forståeligt under forudsætning af, at antallet var 9, fuldkommen ulogisk og uforståeligt, hvis det var 36.


Stedet for domstolene var ganske ubestemt. De fik plads, hvor det i hvert tilfælde efter lovsigemandens skøn var hensigtsmæssigt, sikkert og helst på sletten; men ofte foregik der uregelmæssigheder, og folks opførsel bevirkede oftere, at en domstol ikke i fred kunde udføre sin gærning, ja engang måtte en domstol anbringes på broen over elven og begge brohoveder besættes med vagt. Det var hver fjærdings goder, der udnævnte dommere og “førte dem ud”, som det hedder. Dommerne skulde aflægge ed på at ville dømme samvittighedsfuldt og ifølge loven.


Processen formede sig som en kamp i ord mellem de 2 parter, men som let kunde blive til en kamp med våben. Sagernes rækkefølge for en domstol bestemtes ved lodkastning.


Enhver sag måtte i forvejen være forberedt ved lysning eller stævning og udnævnelse af vidner, i reglen 9 ialt (kviðr, “nabokvid”), der skulde vælges efter visse regler (de nærmest boende osv.). De skulde afgive vidnesbyrd om alt det saglige, hvad enten de havde set eller hørt det. Søgsmålets hovedmand (sóknar aðili) skulde først aflægge ed på at ville handle samvittighedsfuldt, og så fremsætte hele sagen og lade vidnerne fremsætte deres vidnesbyrd. Samme skulde så modparten (varnar aðili) gøre. Begge parter havde ret til at udskyde af domstolen sådanne, som af en eller anden grund ikke måtte anses egnede dertil. Begge parter skulde også blandt dommerne udvælge sig én, der, efter at alle beviser (gögn) var fremkomne, skulde gentage (reifa) dem, for at dommerne skulde have dem i så friskt et minde som muligt. Derefter skulde så dommen fældes. Var alle dommere enige, var sagen naturligvis afgjort med det samme; men der kunde komme det tilfælde, hvor der var uenighed (vefang), og dommerne deltes i to partier. Da skulde hvert parti formulere sin dom; men resultatet blev intet; der stod dom overfor dom, begge lige magtesløse, og parterne måtte forlade altinget med uforrettet sag. At dette var til megen ulæmpe siger sig selv; denne tilstand kunde ikke holde i længden. Da fandt man på — kort efter 1000 — at oprette en ny domstol, femterretten (fimtardómr, “den 5. domstol”), bestående af 48 medlemmer, hvoraf dog kun 36 skulde dømme (de andre 12 skulde i enhver sag udskydes af parterne, 6 af hver). Denne domstol var hovedsagelig appelinstans, hvortil de i fjærdingsdomstolene uafgjorte domme henskødes, og her galdt ved domsafsigelsen flertallet. Her måtte således enhver sag få sin afgørelse. Hermed var udviklingen, hvad domstolene angår, afsluttet.


Som før bemærket gik det ikke altid fredeligt til, tiltrods for tingets og stedets hellighed. Det læser vi i forskellige sagaer, ikke mindst Njála. Her får man en levende skildring af, hvad der kunde ske; der hidsættes følgende, der foregik efter den dramatiske og så livfuldt skildrede proces efter Njáls indebrænding; processen fuldførtes ikke på grund af sagførerens (Mårds) skæbnesvangre fejlgreb. Så hedder det [k. 145][1]:


Snorre gode erfarede nu, hvorledes det stod til med sagen. Han gav sig til at fylke sine folk neden for Almannagjá, imellem den og Hladbod, og befalede sine mænd, hvorledes de skulde bære sig ad.

Sendebudet kom hen til Thorhal Asgrimsen og sagde ham, hvorledes det nu stod til, at Mård Valgardsen med alle hans vilde blive dømte, og at hele drabssagen var forspildt. Men da Thorhal hørte dette, blev han så oprørt, at han ikke kunde få et ord frem. Han sprang op fra sin plads og greb med begge hænder det spyd, Skarphedin havde givet ham, og stak det igennem sin fod, og ved spydet hang kødet og egten; ti han skar det ud af foden; men der flød en sådan strøm af blod og vor, at der løb som en bæk hen ad gulvet. Han gik nu ud af boden uden at halte, og for af sted, så at sendebudet ikke kunde følge ham.

Han gik nu, til han kom til femteretten. Der mødte han Floses frænde Grim den røde, og i samme øjeblik, de traf på hinanden, stødte han sit spyd imod ham, traf hans skjold, kløvede det, og spydet gik igennem ham, så at odden kom ud imellem skuldrene. Derpå kastede Thorhal ham død af spydet.

Det fik Kåre Sølmundsen at se og sagde til Asgrim: “Nu er din søn Thorhal kommen og har straks øvet et drab, og det vil være en stor skam, om han alene skal have mod til at hævne mordbranden.” “Det skal heller ikke være,” svarede Asgrim, “lader os nu vende os imod dem!” Derpå hævede sig et stort råb igennem hele skaren, og der blev råbt hærråb. Flose og hans mænd vendte sig ligeledes mod deres fjender, og de opmuntrede hinanden stærkt på begge sider.

Kåre Sølmundsen vendte sig nu først hen imod Arne Kolsen og Halbjørn den stærke; og straks da denne så Kåre, hug han til ham og førte hugget efter benet; men Kåre sprang op i vejret, så at Halbjørn ikke ramte ham. Kåre vendte sig så mod Arne Kolsen og hug til ham, traf ham på skulderen, gennemskar skulderbenet og kravebenet og sårede ham ned i brystet, så at Arne straks faldt død til jorden. Derpå hug han til Halbjørn, og hugget traf hans skjold, gik igennem det og hug tommeltåen af ham. Holmsten skød et spyd mod Kåre; men han greb spydet i luften og sendte det tilbage, og det blev en mands bane i Floses flok.

Thorgeir Skorargeir kom derhen, hvor Halbjørn den stærke var. Han stødte så fast til ham med den ene hånd, at Halbjørn faldt, kunde næppe komme på benene igen og flygtede straks. Da mødte Thorgeir Thorvald Thrumketilsen og hug straks til ham med øksen Rimmegyge, som havde tilhørt Skarphedin. Thorvald dækkede sig med skjoldet; men Thorgeir hug i skjoldet og kløvede det; men det forreste hjørne af øksen gik ind i brystet og ind i brysthulen, så Thorvald straks faldt og var død.

Asgrim Ellidagrimsen og hans søn Thorhal, Hjalte Skeggesen og Gissur Hvide gjorde derimod anfald på Flose, Sigfussønnerne og de andre mordbrændere. Der var en hård kamp, som endte med, at Flose og de andre måtte vige for deres stærke anfald.

Gudmund den mægtige, Mård Valgardsen, Kåre og Thorgeir Skorargeir gjorde anfald på Øksefjordingerne og Østfjordingerne og Reykdølerne, og der stod en meget hård kamp.

Kåre Sølmundsen kom derhen, hvor Bjarne Brodd-Helgesen var. Kåre greb et spyd, stak efter ham og traf i skjoldet, og havde Bjarne ikke skudt det ned for sig, så vilde spydet have stået igennem ham. Han hug derpå til Kåre og holdt efter benet; men Kåre trak foden til sig og drejede sig rundt på hælen, så Bjarne ramte ham ikke. Kåre hug straks til ham; men da løb der en mand frem og skød sit skjold for Bjarne. Kåre kløvede skjoldet fra øverst til nederst, og odden traf manden i låret og skar ham ned igennem benet, så manden straks faldt, og blev en krøbling så længe han levede. Da greb Kåre spydet med begge hænder og stak efter Bjarne; men han så ingen anden udvej end at lade sig falde tværs ned for at undgå stødet, og såsnart han kom på benene igen, rømte han bort.

Thorgeir Skorargeir og Gissur Hvide gjorde anfald der, hvor Holmsten Spagbersesen og Thorkel Geitesen vare, og det endte således med dem, at Holmsten med de andre måtte vige, og et stort råb blev sendt efter dem af Gudmund den mægtiges mænd. Thorvard Tjørvesen fra Ljosevatn fik et stort sår; han blev såret af et spyd i armen, og man mente, at Gudmund den mægtiges søn Haldor havde kastet spydet; og for dette sår fik han aldrig nogen bøder hele sin levetid.

Nu blev der stor trængsel. Men skønt her fortælles nogle af disse tildragelser, så ere de dog mange flere, som man ingen frasagn har om.

Flose havde sagt til sine mænd, at de, hvis de trak det korteste strå, skulde søge sig et fast støttepunkt i Almannagjá; ti der kunde man ikke anfalde dem uden fra den ene side. Men den flok, som Sidu-Hal og hans søn Ljot havde, havde trukket sig bort for Asgrims og hans søns Thorhals angreb og drog ned østen for Öxará. Hal sagde: “Her går det ulykkeligt til, idet hele tingforsamlingen slås. Jeg tror, det er bedst, min søn Ljot, at vi se os om efter bistand, skønt det af nogle vil blive lagt os til last, for at skille dem ad. Du skal bie ved enden af broen[2], men jeg vil gå hen til boderne og bede om bistand.” Ljot svarede: “Hvis jeg ser, at Flose og hans mænd trænger til hjælp af vore, så vil jeg straks komme dem til undsætning.” “Det kan du gøre, som du synes,” sagde Hal, “men jeg vil bede dig bie efter mig”.

Nu toge Floses folk flugten, og de flygtede alle vester over Öksará; men Asgrim og Gissur Hvide satte efter dem med hele hæren. Floses folk trak sig ned imellem åen[3] og Virkesbod; men der havde Snorre gode i forvejen stillet sine folk så tæt, så de ikke kunde komme frem der. Snorre gode råbte da til Flose: “Hvi farer I så rasende af sted? Hvem jager eder?” Flose svarede: “Det spørger du ikke om, fordi du jo vidste det tilforn; men er du skyld i, at vi ikke kan søge hen til støttepunktet i Almannagjá?” “Jeg er ikke skyld, deri,” sagde Snorre, “men jeg ved nok, hvis skylden er, og det skal jeg sige dig, hvis du vil have det at vide: det er Thorvald Kroppenskegges og Kols skyld”. Begge disse mænd var da døde; men det havde været de største ildgerningsmænd i Floses flok.

Derpå sagde Snorre til sine mænd: “Hugger og stikker nu til dem, og driver dem bort herfra; så vil de ikke ret længe kunne holde sig her, når de andre anfalder dem nedenfra. Men I skal ikke forfølge dem længer, men lade begge parter strides.”

Det blev sagt Skafte Thorodsen, at hans søn Thorsten Holmund deltog med sin svigerfader Gudmund den mægtige i striden. Men straks, da Skafte fik dette at vide, gik han hen til Snorre godes bod og vilde bede om hjælp til at få dem skilt fra hinanden. Men han var ikke kommen helt hen til Snorres boddør, da kampen var allerheftigst. Asgrim og hans mænd kom da nedenfra derhen. Da sagde Thorhal til sin fader Asgrim; “Der er Skafte Thorodsen, fader!” “Jeg ser det, min søn,” svarede Asgrim og kastede sit spyd mod Skafte, og det ramte ham på benet, der hvor læggen var tykkest, og gik igennem begge hans fødder. Skafte faldt og kunde ikke komme op igen, og de, som var hos, vidste da intet andet råd end at slæbe ham hen ad jorden ind i en våbensmeds bod.

Asgrim og hans mænd trængte nu så fast på, at Floses måtte vige, og hans mænd trak sig sønder på langsmed åen til Mødrevoldingernes bod[4]. Der stod en mand ved navn Sølve ude ved en bod, han kogte kød i en stor kedel og havde just taget det op af kedelen, men vandet var i det stærkeste kog. Sølve fik at se, hvor Østfjordingerne flygtede, og de var komne så omtrent lige over for ham. Han råbte da: “Er alle de Østfjordinger, som her fly, så feje, og der render selv Thorkel Geitesen med; det er stærkt løjet om ham, når mange sige, at han er bare mod, for nu render ingen stærkere end han.” Halbjørn den stærke var i nærheden og sagde: “Det skal du ikke komme til at sige, at vi alle er feje,” hvorpå han greb ham, svingede ham i vejret og satte ham på hovedet i den sydende kedel. Sølve døde straks. Da blev der også gjort anfald på Halbjørn, og han måtte tage flugten. Flose skød et spyd mod Brune Haflidesen og traf ham midt på livet, og det blev hans bane. Han var i flok med Gudmund den mægtige. Thorsten Hlennesen tog spydet ud af såret og skød det tilbage mod Flose, og det traf ham på foden, så han fik et stort sår og faldt derved; men han stod straks op igen. De trak sig nu helt hen til Vatnsfjordingernes bod.

Fjot og Hal gik da østen fra over åen med hele deres flok, og da de kom til Hraunet, blev der kastet et spyd fra Gudmund den mægtiges flok, hvilket traf Fjot midtpå, så han straks faldt død ned; men hvem der havde begået dette drab blev aldrig oplyst.

Floses mænd trak sig nu op forbi Vatnsfjordingernes bod. Thorgeir Skorargeir sagde da til Kåre Sølmundsen: “Der er Eyolf Bølverksen, hvis du vil betale ham for ringen.” “Det har jeg nok lyst til,” svarede Kåre, rev et spyd fra en mand, kastede det efter Eyolf, og det traf ham midt på livet og gik igennem ham, så han faldt død til jorden.

Nu blev der nogen standsning i slaget. Snorre gode kom til med sin flok, og Skafte var da i følge med ham, og de gik imellem de kæmpende, så de ikke kunde komme til at stride. Hal forenede sig med dem og vilde skille dem ad. Der blev da gjort fred, og den skulde vare hele tinget over. Ligene blev tagne op og førte til kirke og de sårede forbundne.


Lovbjærget, lögberg, var tingets midtpunkt. Her foregik alle “lysninger” af sager, bekendtgørelser, der angik hele folket, f. eks. af domfældelser (fredløshed), kalenderen for hvert kommende år, og her fremsagde lovsigemanden loven; deraf navnet. Her havde han sin bestemte plads (sæde), og på ham beroede det, hvem der ellers kunde få lov til at være på “bjærget” ved de højtidelige lejligheder, da folket samledes derved for at høre det, der skulde forkyndes derfra. Det har været tingets festligste timer. Således var det hele fristatstiden igennem.


Lögberg - Foto: Wikimedia
Fra lovbjærget førte goderne dommerne ud til deres pladser. En såkaldt “lovbjærgsgang” findes omtalt både i lovene og sagaer. Det ses, at der hermed menes en højtidelig procession, hvor høvdingerne ialfald iførte sig deres stadsklæder.[5] Efter ordets naturligste betydning at dømme synes der at måtte være tale om en procession til lovbjærget i tingets begyndelse, men ikke om en gang derfra. Man må da have samlet sig til processionen et eller andet sted på sletten; men herom gives ingen nærmere oplysninger.


Lovbjærgets sted har været omtvistet. Af grunde, som senere vil blive indlysende, spillede stedet ingen rolle efter 1270, og det glemtes vist helt i de følgende slægtled. Da man så i den lærde tid på Island, i det 17. årh., begyndte at tænke over sagen, opstod den teori, at lovbjærget var at søge mellem to vandfyldte kløfter noget nord for præstegården, ved østkanten af den egenlige slette. Kilderne undersøgtes ikke kritisk eller sammenlignende. Havde man gjort det, havde man kunnet se, at der ikke kan være tale om lovbjærgets plads der. Allerede beliggenheden og især omgivelserne burde have hindret, at tanken overhovedet opstod. Visse kildesteder (især i Sturlungasaga) viser med al tydelighed, at lovbjærget var vest for elven. M. a. o. det må søges etsteds på Almannagjás østlige væg. Her var alle betingelser til stede. Her kunde lovsigemanden og andre rolig og uforstyrret (ingen trængsel mulig) fremsige loven og give meddelelser, og her var, hvad der var af en særlig betydning, de bedste betingelser for at høre, hvad der blev sagt, idet den høje væg mod vest kastede ordene mod øst til forsamlingen, så at den talende aldeles ikke behøvede at hæve stemmen engang eller anstrænge den i nogen henseende. Jeg har selv talt på et sted dér med min ikke stærke stemme; hvert ord hørtes af en mand, der sad i præstegårdens tun på den anden side af elven.


Man har villet søge lovbjærget et kort stykke nord for den gamle vej op af kløften, hvor der findes et stykke af klippevæggen — ret højt — bevokset med plantevækst, og hvor der i begyndelsen af det 18. årh. endnu skulde have været stene, som var til at sidde på; nogle unge mennesker morede sig desværre med at vælte dem ned og rulle dem ned i elven, hvor man har villet påvise et par af dem. Dette kunde tale for, at her var stedet; men som det senere vil ses, er tilstedeværelsen af disse sten intet bevis. Jordbundsforholdene nedenfor taler, som de i hvert fald nu er, ikke for at søge lovbjærget her. Derimod kan et sted lige syd for den nævnte vej passe særdeles godt. Og her er jordsmonnet nedenfor udmærket tilpas. Der findes boder lige ved elven nedenfor; men mellem disse og klippevæggen (bjærget) er der en stor plads, hvor der aldrig har været boder; det er ikke let at se nogen anden grund hertil, end at denne åbne plads skulde være bestemt til den lyttende forsamling. Et af disse steder må i hvert fald have været det gamle lovbjærg. Et tredje gives ikke.


Et par andre steder på altinget skal kortelig nævnes. Som før bemærket dannede elven en holm. Her foretoges der holmgange; men ved lov blev al holmgang afskaffet o. 1006. Gunnlaugs og Hrafns holmgang og kamp om Helga den fagre fandt sted her; men den var også den sidste. På holmen var også skjalden Torleiv jarlsskjald højlagt efter at være bleven dræbt på altinget (i slutn. af 10. årh.). Denne gravhøjs rester sås endnu i 18. årh. Nu har elven fuldstændig skyllet den bort. Også lovretten holdtes på holmen i lange tider (i 16. årh.).


Der omtales endelig en fangabrekka, hvor eller nedenfor hvilken ungdommen forlystede sig med brydning. Denne menes nu at være påvist på slettens nordlige del. De islandske love forplantedes, som bemærket, mundtlig. Men det blev stadig mere besværligt at lære hele massen udenad. Det var da også naturligt, at noget af det første, der blev optegnet, såsnart man var nogenlunde vant til pen og blæk, var lovene. Det bestemtes i sommeren 1117 at foretage dette. Den følgende vinter blev det hele bogført hos en nordlandsk høvding, der hed Hafliði, efter hvem denne første lovbog kaldtes Hafliðaskrá. Denne er ikke bevaret i sin oprindelige skikkelse. Men der findes hovedsagelig to fortræffelige håndskrifter af fristatens gamle love fra kort efter midten af det 13. årh. De indeholder foruden det gamle, nedarvede stof, der endnu gjaldt, også mange yngre bestemmelser. Hele tiden igennem trængtes der til ændringer i den gamle lov og nye tilføjelser. Man tænke sig blot, hvor meget der måtte ændres ved kristendommens indførelse. Om nogle lovændringer er vi underrettede. En af de vigtigste var indførelsen af tiendeloven i slutningen af det 11. årh., der vedtoges uden modstand på grund af den daværende biskops vennesælhed.


Rækkefølgen af altingets virken i de 14 dage, det var samlet, kan tildels fastslås.[6]


Efter 999 skulde altinget begynde med den 11. sommeruges første dag, der altid var en torsdag. Den dags aften skulde alle pligtmødere være komne; lovsigemanden behøvede dog ikke at komme før om fredagen.


Om fredagen foregik først den højtidelige ceremoni, tingets indvielse, helgun, ved en højtidelig udtalt formular, hvis ordlyd ikke nu kendes. Denne indvielse foretoges altid af den første landnamsmand Ingolfs efterkommere, der som sådanne kaldtes allsherjargoðar. Dette må være foretaget på lovbjærget, og her samledes nu alle for at høre på lovfremsigelsen — lovretten samledes for at vælge en lovsigemand, når dette skulde ske.


Fredagen og lørdagen (også om mandagen) skulde man tillyse alle de sager, der skulde komme for i domstolene; disse blev allerede udnævnte eller bestemte om fredagen; lørdagen skulde domstolene “føres ud” til “rydning” (ɔ: forkastelse af enkelte dommere, der ikke bestod de krævede betingelser). Men forinden foretoges den ovennævnte “lovbjærgsgang”. Dette ord kan, som før bemærket, næppe betyde andet end “gang til lovbjærget”. Man har samlet sig et eller andet sted på sletten og er derfra gået i højtidelig procession til lovbjærget. I denne procession deltog en mængde folk, måske overhovedet alle; der kunde da være trængsel; engang faldt en mand og blev trådt under fødder, heldigvis dog ikke ihjæl. De andre dage i ugen har domstolene virket som forholdene, sagernes mængde, krævede det. Det er tydeligt, at domme især er bleven fældede om natten. Begge søndage samt tingets slutningsdag skulde lovretten holde møder, og ellers når der trængtes dertil. Der er ingen tvivl om, at den har holdt mange flere møder end disse. Onsdagen “midt i tinget” var en særlig terminsdag, betalingsdag. Der er ingen tvivl om, at man som oftest har haft fuldt op at bestille hver dag. Men naturligvis skulde der tid til andre ting også, måltider osv. Der kan have været dage, hvor der ingen pligtarbejder var at udføre. Dem har man så nyttet til private gøremål, samtaler med venner, lege og forskellige adspredelser.


Forskellige begivenheder, vi kender fra altinget, både af den ene og den anden art, skal nu fremdrages.


En af de vigtigste begivenheder i dets historie er indførelsen af kristendommen i år 1000. Vor ældste kilde, Are frode, beskriver denne således på sin korte, kærnefulde måde: (Da Gizur og Hjalte, den nye tros forkyndere, kom ridende østfra og kom til søens østlige hjørne, sendte de bud efter alle deres venner, fordi de havde hørt, at deres fjender med våben vilde formene dem adgang til tingsletten; så hedder det): Dagen efter gik Gizur og Hjalte til lovbjærget og fremførte deres ærinde; det fortælles, at de talte på en aldeles udmærket måde; men det skete derefter, at de, den ene efter den anden, nævnede sig vidner og erklærede sig udmældte af lovsamkvem med hinanden, de kristne og de hedenske, og forlod siden lovbjærget. Da bad de kristne Hall på Sida, at han skulde fremsige deres love, dem som skulde passe for kristendommen; men han frigjorde sig for deres opfordring derved, at han for penge fik Torgeir lovsigemand til at fremsige loven, men han var endnu hedensk. Men siden, da folk kom til deres boder, lagde han, Torgeir, sig ned og bredte sin skindkappe over sig; der lå han hele den dag og den følgende nat uden at sige et ord. Morgenen efter rejste han sig og sendte bud til folk om, at de skulde gå til lovbjærget. (Så følger hans kloge og kærnefulde tale). Han sluttede sin tale således, at begge parter gik ind på, at alle skulde have en og samme lov, den som han fremsagde. Da vedtoges det som lov, at alle mænd skulde være kristne og lade sig døbe, de som endnu ikke var det her i landet. Andre kilder fremhæver hedningernes skuffelse; men de havde nu engang erklæret at ville bøje sig for lovsigemanden. De bøjede sig, og kristendommen var indført med det samme.


Som bemærket mødtes der folk i hundrede-, ja tusindvis, som ikke havde noget særligt at bestille på tinget. Hvad der bevægede folk dertil er allerede antydet, lyst til at træffes og lære hinanden at kende. Man havde rig lejlighed til at lære nyt fra de forskellige landsdele, ja fra udlandet med, når det faldt sig, at nogen, der lige var kommet derfra, begav sig til altinget, hvilket ofte skete. At dette må have haft den største betydning for landets sprog og litteratur (den historiske) er indlysende. Hvad sproget angår, er islandsk mere dialektfrit end noget andet, tiltrods for at der også i Island er afgrænsede bygder og egne. Disse møder på altinget har utvivlsomt haft en udjævnende, skelslettende betydning. Hvad der fortaltes fra ind- og udland har bidraget sit til at fæstne og uddanne den historiske, mundtlige sagatradition og fortællekunst, der naturligvis også trivedes omkring i bygderne. Jeg tror, at altingets betydning i begge henseender aldrig stærkt nok kan fremhæves.


Om Egil Skallagrimsson fortælles det, at han i det hele ikke deltog så meget i altingets offenlige sager. Ikke desto mindre mødte han vist jævnlig der. Men af andre grunde. Herom har sagaen en interessant fortælling. Den unge Einar skåleglamm, der var skjald og lærelysten, gik engang, efter at være hjemkommen fra en udenlandsrejse, til Egils bod. Der udspandt sig en samtale mellem dem, først og fremmest, hvad der var rimeligt, om digtekunsten; “begge syntes, at den tale var fornøjelig”; men så spurgte Egil om tidender fra Norge, og Einar lod til gengæld Egil fortælle sig om hans oplevelser i Norge og andre steder i udlandet, og “den tale fandt Egil morsom”. Noget lignende har sikkert fundet sted atter og atter.


Om den unge Islænder, der lærte kong Harald hårdrådes “udfærdssaga” af Haldor Snorrason, der fortalte den stykkevis på altinget, kan henvises til “Den islandske saga” (Småskrift nr. 9, 1921). Et pragtfuldt eksempel på folks videbegærlighed og ligegyldighed for alt andet i givne tilfælde er følgende. Biskop Magnus Einarsson kom 1135 tilbage fra sin vielsesrejse fra Norge. Han landede, hedder det i Hungrvaka, nordpå i Øfjorden, men red straks til altinget; han kom dér, da folk var ved domme (processer) og kunde ikke forliges om en eller anden sag; “da kom en mand til domstolen og sagde, at nu red biskop Magnus på tinget; men man blev så glad ved denne fortælling, at straks gik alle mænd hjem. Men biskoppen gik derpå ud på pladsen foran kirken og fortalte da alle mænd de tidender, der var forefaldet i Norge, medens han var udenlands, og alle beundrede hans veltalenhed og dygtighed (skörungsskap; vel i at fortælle godt). Hvem ser ikke her den ubeherskede lyst til at “høre nyt” udefra. Alt andet tilsidesættes. Heller ikke dette tilfælde har været enestående.


At mange private sager afgjordes lejlighedsvis er givet. Herom kendes flere fortællinger. Følgende, der er særtegnende, skal anføres. Efter at den unge Olaf på var kommen hjem fra sin berømmelige udenlandsrejse (hans moder var den irske kongedatter Melkorka), bragte hans fader engang på tale, at han skulde se sig om efter en hustru og nævnede Torgerd, Egil Skallagrimssons datter, som passende parti. Olaf gik ind på sagen. Tror man nu, de straks red til Borg for at fremsætte frieriet? Nej, de ventede til altinget. De gik ud fra, at Egil vilde møde der, og så skete, men Torgerd var der også. Og så fortælles videre om sagen; fader og søn talte med Egil; han havde intet at indvende; men da han forebragte sagen for datteren, var hun alt andet end imødekommende; hun brød sig ikke om at blive gift med “trælkvindesønnen” og vidste ikke, om ikke det med “kongedatteren” var blot en skrøne. Da så Olaf fik dette at vide, og da han ikke uden videre vilde opgive ævret, gik han uden omsvøb til Egils bod, hvor han traf Torgerd. “Han så, at der sad en kvinde på pallen i boden. Hun var statelig og vel klædt. Han mente at vide, at det måtte være Torgerd, Egils datter. Olaf gik til bænken og satte sig ved siden af hende. Torgerd hilste ham og spurgte, hvem han var. Olaf nævnede sit og sin faders navn — “du vil vist synes, at trælkvindesønnen bliver dristig nok, når han vover at sætte sig hos dig og tale med dig. Torgerd svarede: Du tænker vist, at du har gjort større vovestykker end snakke med kvinder. Siden taltes de ved og talte hele dagen” — og det endte, som det skulde; Torgerd trolovede sig med ham, og der blev et smukt kærlighedsforhold mellem de to. Af lignende art er mødet mellem Gunnar og Hallgerd på altinget. — At giftermål stiftedes her, har vist været ret almindeligt. For Gunnlaugr og Helga var mødet på altinget ikke til en sådan glæde. Overmåde smukt og betagende fortæller sagaen om deres møde (da var hun allerede Hrafns hustru) efter den stedfundne tvekamp. “En morgen, da brødrene Hermund og Gunnlaugr gik til Öxará for at vaske sig, gik mange kvinder ned til elven på den anden side, og i den skare var Helga den fagre. Da sagde Hermund: ser du din veninde Helga på den anden side. Gunnlaugr svarede: ser jeg hende tilvisse, og kvad et vers . . . Siden gik de over elven, og Helga og Gunnlaugr talte sammen en stund. Og da de gik øst over elven, stod Helga stille og stirrede længe efter Gunnlaugr. Gunnlaugr så sig da om over elven og kvad dette vers . . .”. Det var deres sidste møde, der her skildres så kort og dog så henrivende.


Der kunde anføres mange flere eksempler på, hvad der foregik på altinget af bitter-alvorlig art under og i anledning af processer. Men også eksempler af humoristisk art kunde nævnes, som f. eks. den gamle Ofeigs færd på altinget i anledning af hans søns sag; med et uimodståeligt lune skildres den måde, hvorpå han bestak høvdingerne, der havde sammensvoret sig mod sønnen, og fik dem sat op imod hinanden. Men en nærmere gåen ind på processerne selv ligger udenfor denne korte fremstilling.


En storpolitisk begivenhed fandt sted 1024, som ikke kan forbigås. Kong Olaf d. hellige havde fattet den tanke at få Island til at anerkende sig som dets konge. Han sendte da i det nævnte år Torarin Nevjolfsson til Island for at få Islænderne til at underkaste sig. Han sejlede på ualmindelig kort tid til Island og kom til altinget netop som folk var samlede om lovbjærget. Han fremførte straks sit ærinde. Man svarede ham, at de vilde gærne være kongens venner, dersom han var ven af Islænderne. Men da så Torarin atter tog ordet og på kongens vegne bad om, at de vilde forære ham den lille ø, Grimsø, nord for Øfjorden, og rettede sin bøn til Gudmund d. mægtige fra Øfjorden, så ønskede man sig betænkningstid. Gudmund følte sig åbenbart smigret og var stemt for at opfylde kongens bøn. Men i det afgørende møde udtalte hans kloge broder, Einar på Tværå, sig bl. a. på følgende måde: “Af den grund har jeg ikke udtalt mig om denne sag, fordi ingen før har opfordret mig dertil. Men skal jeg sige min mening, så tror jeg, at det vil være bedst for mine landsmænd ikke at underkaste sig skatgaver til kong Olaf eller alle de andre pålæg, som han belemrer folk i Norge med. Den ufrihed vil vi ikke skaffe os alene, men både os og vore sønner og al vor æt, som bebor dette land. Den tvang vil aldrig forsvinde fra landet. Selvom nu denne konge er en god mand, hvad jeg vil tro, han er, så vil det dog være herefter som hidtil, når kongeskifter indtræder, at de er ulige, nogle gode, andre slette”; derfor fraråder han på det bestemteste at underkaste sig kongen, men har intet imod, at man sender ham vennegaver, de som selv vil det; hvad Grimsø angår, peger han på, at der kan man føde en hel hær — “og kommer man derfra med langskibe, tror jeg, de mindre bønder vil finde, at det bliver vel trangt foran deres døre”. Dette virkede så, at alle blev enige om at nægte kongens anmodning. Denne Einars fasthed og kloge ord er bleven berømte, og ofte har man i de senere tider henvist til dem under den politiske kamp på Island som havende gyldighed for alle tider.


Endelig kan tilføjes, at det i hele dette tidsrum aldrig skete, at altinget ikke blev holdt, undtagen en eneste gang, 1238; der tilføjes, at dette “fandt man eksempelløst” (ódœmi), men i det islandske udtryk ligger en betegnelse af noget utilbørligt.



TIDEN 1271—1800


Hvad der ikke var lykkedes for kong Olaf d. hellige, skulde lykkes for kong Hakon d. gamle (1217—63). Det hører ikke hid at skildre, hvorledes det gik til, at Island underkastede sig kong Hakon i årene 1262—64. Der var flere sammenstødende grunde; kongens kloge færd og de islandske høvdingers indbyrdes strid og kortsynethed var hovedfaktorerne sammen med de meget forandrede forhold i Islændernes økonomiske liv, særlig hvad handelen angik. Det blev lovet Islænderne, at de skulde beholde deres love og institutioner som tilforn. Men det viste sig, at dette ikke let lod sig gøre. Kong Magnus lagabøter, der fik en fælles landslov for Norge vedtaget, fandt det naturligst, at Islænderne også fik en lov, der ikke for meget afveg fra den norske. Det lykkedes ham at få Islænderne til i 1271 at vedtage en ny lovbog, Járnsiða, der afløste de gamle fristatslove (Grågåsen). Denne blev 10 år senere afløst af en anden, Jonsbogen, der gennem århundreder skulde blive den gældende lov i Island.


Druknehullet - Foto: Carsten Lyngdrup Madsen
Indgribende ændringer i det islandske statsliv og altingets være- og virkemåde var følgen af den nye, således oprettede afhængighed af den norske konge.


For det første oprettedes et helt nyt embede, idet kongen måtte have en stedfortræder; denne kaldtes lagmand, lög-maðr. Oprindelig var der en sådan for hele landet; men allerede 1277 blev det bestemt, at der skulde være to, den ene for nord-vestlandet, den anden for syd-østlandet, og dette forhold bestod lige til år 1800. Hvorledes der senere kom andre repræsentanter for kongen (hirdstyrere, stiftamtmænd) hører ikke hid.


En anden hovedændring var den, at man nu for Islands vedkommende vendte tilbage til de norske forhold, forbindelsen af den lovgivende og dømmende myndighed hos én forsamling, m. a. o. den islandske lovrette fik tillige dommermyndighed; de gamle fjærdingsdomstole forsvandt for bestandig.


En tredje ændring var den, at lovsigemanden, der nu var bleven overflødig, også forsvandt, og nu var der ingen brug for lovbjærget mere. Alt, hvad der var knyttet dertil, forsvandt eller foregik i lovretten, der nu blev altingets eneste institution.


En yderligere, og ikke den mindst vigtige, ændring fulgte af alt dette, nemlig, at der herefter ikke mødte andre end de, som var knyttede til lovretten, og så de, som havde sager at føre, vel forholdsvis få. Folket som sådant havde nu intet mer dér at gøre og blev borte. Hvilken forandring fra det tidligere mylr på tingsletten. Og nu forstår man så udmærket, at det gamle lovbjærg og dets beliggenhed efterhånden måtte glide ud af folks bevidsthed for helt at glemmes.


Nu skulde altinget, der i senere tid også kaldtes Øksara-ting eller lagting, træde sammen Peters og Pauls messedag ɔ: 29. juni; omkr. 1700 (“ny stil”) skulde det ske den 8. juli, og 1754 bestemtes, at det skulde begynde 3. juli.


Indvielsen foregik, ialfald i ældre tider, stadig med en vis højtidelighed. Der haves endnu i håndskrifter både indvielses- og afslutningsformularer. Der hidsættes følgende af en indvielsesformular efter et håndskrift fra 16. årh.: “Vor herre Jesu Kristi fred og velsignelse være med os alle lagtingsmænd nu og altid. Jeg, N. N., lagmand over . . . i Island, sætter her i dag Øksaráting med al den ret og rente, hæder og ære, som lovmæssigt lagting bør have efter loven. Jeg sætter her også sikkerhed og fuld fred mellem alle mænd både udenfor og indenfor lovretten. Jeg forbyder enhver at volde drab her eller fortræd. Men hvis nogen bryder denne sikkerhed og slår en mand ihjæl eller giver en anden lemlæstende sår, han skal have sit fæ og fred, land og løsøre forbrudt og aldrig komme tilbage til landet igen. Men dersom mænd her får en anden fortræd eller skade af mænds vold eller vilje, da forøges deres bod med det halve og kongen (tilfalder) 13 mark. Ingen skal bære våben eller drik til lovretten; men hvis det sker, konfiskeres tingene; kongen tilfalder halvdelen af våbnene og af boden, men tingmændene den anden halvdel. Tingmændene får hele drikken. Men hvis nogen slår sig på mad eller mungåt og giver sig mere med deraf end med tinget, han skal ikke have nogen sin sag fremmet på den dag, han gør således, ligegyldig hvad det er for en sag, han har på Øxaråting.”


Så kommer almindelige bestemmelser om lovrettemændenes eder, folks opførsel udenfor vibåndene og tingets varighed, hvorefter det hedder: “Nu skal man sidde på tinget med fred og god opførsel, og ingen må drage bort, før tinget er afsluttet. Lad os nu holde dette ting, såvelsom alle andre, således at det bliver vor herre Jesus Kristus til lov og pris, men vor herre kongen over Norges rige og hans landstyrere, både lærde og læge, til hæder og ære, os selv, der er samlede her, til ære, landet og almuen, såvelsom vore arvinger og efterkommere, til nåde og nytte, fæ og frelse og evindeligt forbillede i alle gode ting. Give dette gud fader osv.”


Det bestemtes, at et antal af hæderlige bønder, nævnemænd eller nævnte mænd, som de kaldtes, skulde møde på altinget som de egenlige “tingholdere”. Antallet var forskelligt for de forskellige egne; men til at begynde med var de 140 (jfr. de gamle bisiddere); de skulde have “tingrejseløn”. Antallet forminskedes i tidens løb; efter Jonsbogen blev de 84, 1764 blev de kun 20 og tilsidst kun 4. Det gik stadig nedad bakke.


Lovretten bestod nu af 36 medlemmer (det gamle norske antal), der var valgte, 3 for hvert af de gamle (12) ting, af lagmændene og sysselmændene blandt de nævnte nævnemænd; desuden var biskopperne og vistnok nogle præster foruden lagmændene og (senere) kongens højere repræsentanter medlemmer. Kun disse lovrettemænd havde lov til at sidde indenfor “vibåndene”.


Den lovgivende myndighed var nu hos altinget og kongen i forening. Men efter at Jonsbogen var vedtagen, fik den lovgivende virksomhed så godt som ingen betydning. Lovbogen var ret fyldestgørende; efter den dømte man, eller også anvendte man analogien. Efterhånden sløvedes følelsen af altingets selvstændighed på dette område; helt forsvandt den lovgivende myndighed ved enevoldskongedømmets indførelse 1662. Især i tiden derefter opstod der en syndig forvirring angående hvad der var lov i landet, og oftere dømtes der efter love, som aldrig havde gældt i Island. Hvad betydning dette måtte få for retssikkerheden i landet, kan man let slutte sig til.


Lovrettens virksomhed var og blev således i det væsen lige kun dømmende. Den var en overdomstol indtil slutningen af det 16. århundrede. Til den kunde sager, som sysselmændene havde dømt i, gå. Lagmændene, der var formænd i lovretten, overdrog da nogle (6, 12 eller endnu flere) af lovrettens medlemmer at dømme, altså etslags udvalg (en mærkelig lighed med hvad der var sket med altingsdomstolen i 10. årh., se ovf.). Senere, da man begyndte at rette sig efter Norske lov, dømte lagmændene alene, medens lovrettemændene sank ned til blot at være vidner.


"sú gamla lögretta"
Hvorledes lovretten var indrettet, inden der byggedes et hus for den, har man gode oplysninger om. I den Arnamagnæanske samling findes en tegning af den, hvorpå Arne Magnusson har skrevet: sú gamla lögretta, den gamle lovrette[7]. Den viser en rundkres med åbninger (indgange) mod nord og syd. Midt på østsiden (oriens) er der afsat plads (i form af en kres) for kongens repræsentant: sedes præfecti regis; på begge sider af ham sad lagmændene: sedes nomophylacis ex orientali, syd for ham, sedes nomophylacis ex Boreali, på nordsiden. På begge sider af disse igen er 8 pladser betegnede henimod indgangene, henholdsvis for lovrettemændene fra syd-øst og nord-vest. På den anden side af indgangene kommer så 10 + 10 pladser for resten af lovrettemændene; alle betegnes de ved sessiones assessorum ex orientali og s. a. ex Boreali. Indgangene betegnes som Aditus legislatoris et assessorum ex orientali et meridionali Islandia eller ... ex Boriali et occidentali Islandia. Tegningen kaldes Forma fori generalissimi in Islandia.


I Resens Descriptio Islandiæ i et Stokholmshåndskrift findes en lignende tegning, der udtrykkelig kaldes “ældre” end en anden, som straks skal omtales. Også den fremviser en rundkres, der betegnes således: Þetta heita vebönd, dette kaldes vibånd[8]. Foran de tre hovedpladser er her én kommen til: scribæ fori generalis sedes (altingssekretærens plads). På den modsatte side indenfor kresen var nu plads for sagernes parter og vidner: causidici et testes eorum hic varii conversantur.


Den anden — og yngre — tegning viser en rektangulær form for lovretten med de samme to indgange og ellers indrettet ganske på samme måde. Der er kun den forskel, at den sidste sætning her lyder således: Hic actores et causidici cum testibus consistere solent, hvilket jo er det samme. Denne tegning[9] gengiver vel bygningen fra 1691 (se nedenfor).


1563 blev der oprettet en overret på altinget; men denne kom ikke til at virke førend 1593. Dommernes antal, der oprindelig skulde være 24, blev halveret 1735, for så 1777 at blive bestemt til kun at være 6. Til denne ret kunde lovrettens og lagmændenes domme appelleres. Endelig i slutningen af det 18. årh. medførte forholdene, at lovretten og dens virksomhed helt ophævedes, overretten flyttet til Reykjavik — hvorved det gamle alting afsluttede sin tilværelse på det gamle, minderige sted på Tingsletten. Det var til slut kun en skygge af sig selv — således plejer “verdens herlighed” at ende. Endnu kan ingen Islænder betræde den gamle slette uden at komme i en højtidelig stemning, uden at mindes det ene som det andet, hvorved hans tanker sættes i bevægelse snart i retning af gammen, snart i retning af alvor. Ingensteds vidner minderne stærkere eller med større glans end her.


Før end i den sidste del af 16. årh. kendes intet til, at altingets forhandlinger er optegnede samlet år for år. De enkelte domme er vel bleven nedskrevne hver for sig. Det er først i den sidste del af det nævnte årh., at man bliver en samlet optegnelse var, at der findes, hvad man har kaldt “altingsbog”. Men først fra 1631 blev der affattet årlige altingsbøger, hvori altingets domme indførtes. Da blev der også oprettet en ny stilling ved altinget, en lønnet altingssekretær, landskrífarí, der havde at bogføre altingets handlinger og give sagernes parter udskrift af domme osv. Hele rækken af landskrivere ned til 1800 er velkendt. 1696 begyndte man at trykke altingsbogen; dog skete det ikke sjældent, at der ikke blev trykt nogen. Alt, hvad der overhovedet findes af altingshandlinger og altingsbøger, udgives nu af det islandske Sögufjelag (Historisk forening).


Stedet for lovretten inden det 16. årh. er ukendt; har vel været på sletten. Men i det 16. årh. holdtes den (som før bemærket) på holmen. 1579 flyttedes den derfra og netop til det sted vest for elven på eller ved den østre klippevæg, hvor nogle har antaget, at det gamle lovbjærg har været. Her var den i hele den følgende tid, men 1691 opførtes her en bod af tørv og sten med siddepladser på stene og med vadmelstag over; ved midten af det 18. årh. opførtes en tømmerbygning. Denne bygning forfaldt, og der var overhovedet ikke til at være deri på grund af læk og utæthed (træk) — og de 2 sidste år af århundredet holdtes altinget, hvilket navn nu var blevet rent parodisk, i Reykjavik. Hvorledes tilstanden var 1732 ses af følgende skrivelse fra altingsskriveren Guðmundur Sigurðsson (28/9) til stiftamtmand H. Ochsen (retskrivningen er moderniseret): “Deris velbårenhed har jeg underskrevne til kende at give, at umuligen kan (jeg) holde min laugtingsprotokol eller de for laugtingsretten indlagte documenter i tilbørlig stand, rene og umakulerede, og det formedelst laugrettens meget slette bygning, hvilke, nemlig laugretten, således er beskaffen, at for og efter landstinget består hun ikkuns af bare vægger, henimod 2½ al. høje, der ere opbygte af sten og jord, med 2de huller, een til hver ende, hvor folkene går ind og ud ad. Når så retten skal holdes på landstinget, bliver der oprejste 4 og 5 småsparrer, hvorover man siden dækker med islandske vadmel, men dog intet videre end som så, at både gavlerne og de bemeldte 2de huller ere aldeles ubedækkede, så, når det regner, da må både protokollen og de for retten fremlagte dokumenter blive igennemvåde, med mindre landstingsskriveren passer dess beder på at tage sammen i tide, som tit og ofte formedelst regnens hastighed intet kan lade sig gøre. Ligeledes, når det blæser stærkt, da fyger dokumenterne langt borte, så man undertiden har ondt nok med at få dem igen; så og om man imidlertid kan af uagtsomhed lægge pennen (ɔ: fjærpen!) fra sig enten på blækhullet eller en andensteds, da blæser vinden den borte, undertiden over dokumenterne og protokollen, hvorud over de må blive ganske beklikkede, nu af vind, nu af vand.” Derfor anmoder altingsskriveren om, at der måtte blive bygget “et skikkelig ting- eller rådhus i en hast” “såsom der er næppe sådanne en barbare nation at finde, der jo altid har et skikkelig råd- eller tinghus”, eller at bygningen måtte blive således istandsat, at den var til at være i[10].


De minder, der er knyttede til fristatens alting, er i det hele lyse og behagelige. De domfældelser, der forefaldt, var i det hele retfærdige. Ganske vist kunde lejlighedsvis uroligheder finde sted og stedets hellighed krænkes ved blodsudgydelse; men dette skete i det hele meget sjælden. Anderledes med senere tiders alting, især efter o. 1600. Her får vi mange mørke og uhyggelige billeder.


1564 var der blevet vedtaget en “dom” ɔ: lov, der kaldtes Storedom. Den angik “forbrydelser” mod sædelighed, bestemte dødsstraf i lejermålssager mellem kirkelig for nærbeslægtede. Denne dom og kirkens “nidkærhed” voldte mange ulykker. Alle de, der (måske selv uden at vide om noget slægtskab eller brøde) forså sig mod loven og overbevistes derom, førtes til altinget, hvor de blev dømte og aflivede, kvinder ved at blive druknede i Øxaråens sølignende udvidelse i kløften, der derfor kaldtes drekkíngarhylur (drukningspølen). Mænd blev hængte i en galge, der var oprejst på holmen, eller halshuggede. Hertil kom så heksebålene i 17. årh., som også Island fik sin andel i. I det hele er det 17. årh. i så henseende en mørk plet i landets, i altingets, historie. Mellem 20 og 30 personer blev brændte for trolddom, indtil der 1690 blev sat en stopper for det hele uvæsen, som især visse præster havde opretholdt.


En ung, begavet mand, Guðm. Andrjesson, havde kort før midten af det 17. årh. skrevet en lærd afhandling (“skoleøvelse”) imod Storedom, for at vise dens urimelighed. Han blev fanget, bragt til altinget og landsforvist på en ret summarisk måde. Sendt til København blev han indsat i Blåtårn, hvor han sad, indtil det lykkedes Ole Worm at få ham ud deraf, mod at han lovede aldrig mere at vende tilbage til Island. Han forfattede et islandsk-latinsk lexicon, der blev trykt 1683; selv døde han under pesten 1654. Han måtte sande, hvad Ole Worm sagde vittigt: periculosum est contra eos scribere, qui possunt proscribere (“farligt at skrive mod dem, der har magt til at “forskrive”, proskribere). Dette billede er for denne tid ret træffende.



TIDEN 1843—1920


Da altinget ophævedes, var der næppe nogen, der følte det som en ulykkelig hændelse. Befolkningen var forlængst holdt op med at besøge tingsletten, og hvad enten domme blev fældede dér eller i Reykjavik af nogle få mænd, måtte den i og for sig betragte som noget ligegyldigt. Styrelsen af landet undergik ikke derved den mindste forandring. I “Det 18. årh.s eftermæle” har Magnus Stephensen ikke et beklagende ord til overs for forandringen, hvad man heller ikke kunde vente af ham. Først da frihedsbevægelserne ved og efter 1830 nåede Island og Islænderne, var tanken om det gamle alting en af dem, der kom til at stå i første række. Der opstod røster, der stillede krav om genrejsning af altinget. Idealister og digtere ønskede, at det skulde genrejses og afholdes på det gamle sted, Tingsletten. I sit berømte digt, Island (trykt i Fjölnir 1835) mindes digteren Jónas Hallgrimsson det gamle alting i højstemte toner, men med bittert vemod siger han: “oppe på ildlavaen, hvor endnu Øxarå strømmer ned i Almannagjá, er altinget forsvundet. Nu er Snorres bod en lammefold, og lyngen på det hellige lovbjærg (digteren går ud fra det falskt udpegede sted for dette) blåner (sortnes) af bær hvert år, til leg (morskab) for børn og ravne. Således er forfædrenes ry faldet i glemsel og død”. 1837 sendte Islænderne kongen bønskrifter om genrejsning af et ting i landet selv. Dette førte til en kongelig resolution (1838) om, at der i Reykjavik skulde holdes møder af embedsmænd for at overveje islandske forhold. Videre skete der naturligvis ikke, sålænge Frederik d. 6. levede. Anderledes gik det, efter at Kristian d. 8. var blevet konge. Hans frisind overfor Islænderne viste sig deri, at han 1843, 8. marts ved en forordning genoprettede altinget, der skulde holdes i Reykjavik og træde sammen for første gang 1845 og holdes hvert andet år. Det var kun rådgivende og havde ingen myndighed over landets finanser. Det bestod af 26 medlemmer (6 kongevalgte).


Altingshuset i Reykjavík - Foto: Wikimedia
Mellem Islænderne, især de unge i København, var der stærk meningsforskel angående stedet, hvor det skulde holdes. Jonas Hallgrimsson stod i spidsen for idealisterne, der fremforalt vilde have, at det skulde holdes på Tingsletten. Bittert siger han i sit arvekvad efter Bjarne Thorarensen: “En ting glæder mig, at uglerne ikke fik lejlighed til at gotte sig over, at den alderdomsmærkede ørn (ɔ: Bjarne) skulde sidde og se på et ravneting kulsort i holtet (ɔ: Þingholt i Reykjavik) istedenfor et høgeting på bjærget (ɔ: Lovbjærget); lykkelig er du fløjet op til solene, når det bliver sort hernede”. Blandt “uglerne” var politikeren Jón Sigurðsson, der så på det praktiske; et alting på Tingsletten var dengang i virkeligheden en umulighed. Han kæmpede for og fik sit, eneste rigtige, praktiske synspunkt gennemført.


Altingets genoprettelse var og måtte blive begyndelsen til den forfatnings- og selvstændighedskamp, der egenlig altid siden er bleven ført, og hvis hovedanfører Jon Sigurðsson var lige til sin død (1879). Men skildringen af denne hører ikke hid. Her skal blot følgende m. h. t. altingets historie bemærkes.


1874 blev altinget lovgivende og fik rådighed over landets pengevæsen — et uhyre fremskridt var hermed gjort. Samtidig bestemtes, at det skulde bestå af to kamre, den øverste og nederste afdeling, henholdsvis bestående af 12 og 24 medlemmer. Af de 12 skulde de 6 være kongevalgte. Ved forfatningsloven af 1903 blev der føjet 2 til i hver afdeling.


Altinget holdtes i latinskolens store sal (på 1. sal). Efter at det var blevet tvedelt, holdt den øverste afdeling sine møder i skoleelevernes største sovesal; altinget begyndte dengang altid 1. juli og da var skoleferien begyndt. Men pladsforholdene var meget små og uhensigtsmæssige. Altinget måtte få sit eget hus. Et sådant blev opført 1880—81 lige vest for domkirken og imellem Austurvöllur (“Thorvaldsens plads”) og den lille indsø syd for byen. Det er et ret stateligt hus, hvor også universitetet nu har sine høresale, men dette må snart få sit eget hus.


1918 blev Island et selvstændigt kongerige. En ny forfatningslov underskreves 18. maj 1920. I følge denne består altinget, som før, af to afdelinger og 40 medlemmer, senere er der kommet 2 til, så at den nederste afdeling, (der svarer til det danske folketing) nu består af 27 medlemmer, den øverste af 15. 36 vælges i bestemte valgkrese, (i Reykjavik nu ved forholdstalsvalg), medens der vælges 6 ved forholdstalsvalg for hele landet under et. De første vælges på 4, de sidste på 8 år; halvdelen afgår hvert 4. år, og de rammes ikke af altingets opløsning. Valgbarheden er knyttet til 25 år for de førstes vedkommende, til 35 for de sidstes.


Nu skal altinget træde sammen hvert år den 15. februar; tidligere er det blevet holdt så godt som altid om sommeren i juli—august. De samme regler gælder for dets ukrænkelighed osv. som for lignende forsamlinger i andre lande. “Det er således klart, at altinget i dets nuværende form nærmest svarer til altingets lovrette i fristatstiden. Det er denne, der atter er vendt tilbage, naturligvis med de nødvendige, tidkrævede ændringer m. h. t. virksomhed, form og sted.



Fodnoter

  1. N. M. Petersens oversættelse.
  2. Over Öxará.
  3. På den vestlige bred.
  4. Den var altså på åens vestlige side.
  5. Jfr. den morsomme fortælling om Torstein Egils søn i Egilssaga, der nyttede sin faders silkekappe mod hans vidende.
  6. Jfr. M. Þórðarsons grundige afhandling i Árbók hins isl. fornleifafjelags 1911.
  7. Den findes, men Ikke helt rigtig,, gengivet i Alþingisbækur I.
  8. Vibåndene bestod i stænger, der var stukket ned med mellemrum, men forbundne med tov hele vejen rundtomkring.
  9. Også gengivet i AlÞingisbækur II, 364, men efter en mindre god original.
  10. Árbók 1904 s. 27-28.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.