Det udsatte Barn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Det udsatte Barn
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Der var engang en Tjenestepige paa en Gaard. Hun var bleven frugtsommelig, havde født sit Barn og sat det ud, hvilket ikke var meget usædvanligt her i Landet, saalænge det Slags Forseelser bleve straffede med haardt Skriftemaal, Bøder eller endogsaa med Døden selv. Det traf sig derefter engang, at der etsteds efter den i gamle Dage almindelige Skik her i Landet skulde være Dandsegilde og at denne Pige var indbuden til Lystigheden. Men da hun nu ikke var saa rig paa Klæder, at hun eiede en Dragt, der var fiin nok til slige Gammensmøder, som Dandsegilderne vare i gamle Dage, og hun var en glimmerlysten Kvinde, var hun i saare ond Lune over for den Sags Skyld at skulle blive hjemme og gaae glip af denne Fornøielse.
En Dag før Gildet skulde staae sad denne Tjenestepige ved Malketid ude i Folden tilligemed en anden Pige og malkede Faarene; hun beklagede sig for den anden Malkepige over at hun manglede Klæder, som hun kunde tage paa til Dandsen; men idet hun sagde sit sidste Ord, hørte de, at denne Vise blev kvædet under Væggen:
- »Moder min i Folde, Folde,
- Lad det Frygt ei volde, volde;
- Mine Pjalter skal Du faae,
- Kan med dem i Dandsen gaae,
- I Dandsen gaae.«
Tjenestepigen, der havde udsat sit Barn, troede her at kjende dets Røst, og hun blev saa forfærdet over Visen, at hun var fra Forstanden hele sin øvrige Levetid.
