Didrik af Bern - Didriks Kamp med Drager

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Syv og tyvende Fortælling


Didriks Kamp med Drager


382. Kong Hernit i Babilon[1] var en stor Kæmpe; hans Kone var Isold. Han var saa drabelig en Mand, at han intet Fölge vilde have, naar han drog ud paa Dyrejagt. Han havde spurgt, at der i en Skov laa en Drage, som havde dræbt mange Mennesker og forskrækket endnu flere. Kong Hernit besluttede da, at ride ene ud i denne Skov, og enten vinde Navnkundighed eller naae sin Död. Han red nu frem i Skoven Nat og Dag, og anden Dag hörte han noget Levende at röre sig foran ham i Skoven. Med megen Mandhaftighed red han da frem. Da kom der en Fjende og gjorde et heftigt Anfald imod ham; det var en Orm, baade tyk og lang, som havde et stort Gab og stærke Födder. Kong Hernit red mod Dragen mere af Heftighed og Hovmod end af Forstand, thi denne Drage var saa stærk, at, saasnart de kom sammen, tog Dragen ham i sine Klöer og flöi med ham han i en dyb Dal, hvor der var et Bjerg og i det en stor Grotte. Der havde Dragen tre Unger, for hvilke den kastede Kongen död, og de aade da hans Kjöd, men Dragen skrabede alle hans Vaaben bort fra sit Leie.


383. Dette spurgtes vide omkring, at Kong Hernit var reden ud, uden at være kommen tilbage. Dette spurgte ogsaa de Rövere, som laae ude vidt omkring i Huneland; de samlede sig da sammen, og fik omsider saa stor en Hær, at de vare tre tusinde Rövere, med hvilken Hær de droge til Kong Hernits Borg og vilde skaffe sig Gods, eftersom Riget nu var uden Konge. Kong Didrik red jævnlig ud at jage Dyr, og var reden langt ud i Skoven med sine Höge og Hunde. Da han fik Underretning om disse Rövere, og hvad de agtede at gjöre, vilde han træffe dem og faae at vide, hvo de vare, og han brændte af Begjærlighed efter at udföre nogen ny navnkundig Daad. Og som han engang red omkring i Skoven, traf han et Sted en stor Vei foran sig, og kunde nu vide, at det havde været Röverne, der havde faret ad denne Vei. Han drog da frem ad Veien, og vilde indhente dem, og Röverne fore lige til de kom i det Land, som Kong Hernit havde eiet, men de vidste ikke, at Kong Didrik red efter dem. Kong Didrik var nu kommen saa nær, at han saae Rövernes Hær ved en stor Skov; da hörte han paa samme Tid en Slags Allarm i Skoven; det var at höre som megen Hylen og store Hug og megen Bragen. Her vilde han da ikke ride forbi, uden at faae at vide, hvad dette var. Han gav derfor sin Hest af Sporerne, og den var saa modig, at den gik overalt, hvor man vilde have den frem. Da han derpaa havde redet et kort Stykke frem i Skoven, saae han et underligt Syn, han saae nemlig en stor Vei, ad hvilken en Drage havde faret. Han red efter ad Veien, og da saae han Dragen paa det grusomste at slaaes med en Löve; og det var dette, han havde hört. Nu kom Kong Didrik i Hu, at han bar en Löve paa sine Vaaben, og derfor besluttede han at hjælpe Löven. Han sprang da af sin Hest, trak sit Sværd paa det mandigste ud, ilte frem imod Dragen, og hug med sin ene Haand saa stort et Slag paa dens Ryg, at den segnede til Jorden; men nu kom det Kong Didrik til Skade, at han havde ladet Ekkisax ligge hjemme, thi dette Sværd bed ikke, men Hjaltet brast og Klingen faldt ned paa den anden Side af Ormen. Da raabte Kong Didrik: „Hin hellige Gud! hjælp mig nu og staa mig bi, og fra den Tid jeg troede med Sandhed paa dig, er dette min förste Bön, som jeg beder dig, frels mig nu, Gud min Herre! thi om du ei frelser mig, da mægter vist Ingen at gjöre det;“ og han greb derpaa til et stort Træ saa fast, at han rykkede det op med Rode. Men i det samme blev Dragen saa vred, at den tog Löven i sin Mund, og dernæst slog den sin Hale rundt om Kong Didrik og böiede Halen saa fast sammen om ham, at han Intet kunde gjöre; og med alt dette hævede den sig op og flöi til sit Leie, hvor dens Unger vare. Strax kastede den Löven for Ungerne, og de aade allesammen af den, og bleve da mætte. Da nu den store Drage var mæt, strakte den sin Hale ud, og da blev Didrik lös, men der var saa mörkt, at han ikke kunde see Haand for sig. Han sprang da paa det hurtigste derhen, hvor han ventede, at Dyrene vare, og da kom han ned, hvor der laae nogle Klæder; han fölte paa det, hvad det var, og da han tog Klæderne op, fandt han imellem dem et Sværd. Nu svang han Sværdet i Veiret og hug saa haardt i Stenene, at der flöi Ild af dem, saa at han kunde see rundt omkring i hele Grotten. Han saae da, hvor den gamle Drage laa og sov imellem sine Unger. Og nu vilde han enten vinde Hæder eller Död. Han traadte da op til Dragen og hug den i Ryggen. Dette Sværd bed saa godt, at det skar Dragens Ryg sönder. Han forsögte Sværdet anden Gang, og hug det ene Hug efter det andet, indtil Dragen var död. Han saae derpaa, hvor Ungerne laae, og han drog ikke bort derfra, för han havde dræbt dem alle. Og nu saae han, hvor der laa en heel Harnisk, og han tog alle Vaabnene og Klæderne, og gik derpaa op af Dalen. Da saae han, hvorledes de Vaaben vare, som han havde fundet. Brynjen var hvid som Sölv, og Skjoldet belagt med Guld, endvidere var der en Hjelm, blank som Glas, i hvilken der sade fem Karfunkler, og hele Besætningen[2] var af Ædelstene, og aldrig saae han flere Klenodier paa een Hjelm. Han satte den nu paa sit Hoved, og tog hele dette Harnisk og væbnede sig dermed og sagde: „Gud hjælpe den Mand, som har eiet disse Vaaben.“ Derefter gik han omkring i Skoven i lang Tid og vidste ei, til hvad Side han skulde tage Veien. Da kom han omsider til et Sted, hvor han traf en Hest foran sig, der var sort af Farve og sadlet, men Sadlen havde dreiet sig ned under Bugen. Denne Hest var fortrinlig god og skjön og tillige meget fed. Da Hesten blev en Mand vaer, löb den, men Kong Didrik löb efter den i lang Tid, og harmedes over at han maatte löbe saa længe og ei kunde faae fat paa den. Han klavrede da op i det höieste Træ og hængte der sit Skjold og sin Hjelm Hildegrim tilligemed det Skjold, som han havde taget, hvorpaa han igjen löb efter Hesten. Den löb nu ned i en Dal, og der fik han den fat i Halen, men Hesten hævede begge sine Bagbeen og slog til ham. Da greb Kong Didrik med sin ene Haand om Hestens Fod og rykkede saa haardt til, at Hesten styrtede, og han fik da fat om Hestens Hals og holdt fast, og dette mægtede ikke tolv Mænd, at tage denne Hest. Hesten havde brudt begge Sadelbuerne, men der, hvor Gjorden havde ligget paa dens Ryg, var den blodig og saaret. Han dreiede derpaa Sadlen op, hvor brukken den end var, og hele denne Sadel havde været belagt med Gull. Depaa red han hen, hvor han havde hængt sine Vaaben, og tog Hjelmen ned, men Skjoldet lod ham hænge der, og vilde hente det en anden Gang, da han ikke ventede, at Nogen vilde komme i denne Skov. Han red nu, til han traf paa en Sti, hvor der havde faret Folk för, og den fulgte han, til han kom ud af Skoven. Der stod nu for ham en Borg, og om denne Borg saae han en stor Hær ligge, og han formodede nu, at det maatte være Röverne, som han havde redet efter, og at dette maatte være den Borg, som Kong Hernit havde eiet.


384. I det samme stod Dronning Isold i det höieste Taarn, og saae en Mand komme ridende ud af Skoven, hvis Harnisk var heelt at see til som Guld, og hvis Hjelm skinnede som fem Stjerner, og hvis Vaaben vare belagte med Gull, der glindsede som luende Ild. Hun blev da glad, da hun kjendte Hesten og Hærklæderne, og tænkte, at det var Kong Hernit, der nu kom ridende hjem, efterat have udfört nogen Navnkundigheds Daad. Hun gik derfor hurtig ned til sine Mænd, og böd, at Alle skulde væbne sig paa det hurtigste. „Jeg siger eder en god Tidende,“ sagde hun, „Herr Konning Hernit kommer ridende hid til Borgen, rider derfor paa det mandigste ud imod ham! thi han vil slaaes med denne Hær, om han end ingen Folk har med sig.“ Da toge alle Ridderne deres Vaaben og Heste og Kong Hernits Banner, lukkede Borgporten op og rede ud mod Röverne. Og da Röverne saae dette, væbnede de sig og sprang paa deres Heste, rede imod dem og begynte Striden. I det samme kom Kong Didrik til. Af Vaabnene syntes han at kjende, hvor Kong Hernits Banner var. Han red da djærvelig til og hjalp Borgmændene, og de troede, at det var deres Herre Kong Hernit, og bleve derfor dobbelt saa dristige som tilforn, thi de vidste, at han var saa stor en Kæmper, at Bistand af ham var dem bedre end af hundrede Riddere. Kong Didrik red nu tilbage til Borgmændene, og de troede, at det var deres Herre Kong Hernit, indtil han tog Hjelmen af. Han havde da dels fældet, dels drevet paa Flugt femten hundrede Mand af Röverne. Men da de saae hans Ansigt, syntes de ei at kunne vide, hvorfra denne Mand var kommen, saa stor og overordentlig var han, og ei var deres Herre Hernit saa stor en Mand. Da nu Dronningen blev vaer, at det var en anden Mand, gik hun med megen Bekymring og Sorg i Hjertet ud til denne Mand og spurgte: „Gode Herre! Du maa ikke tage mig det ilde op, at jeg spörger dig, hvad dit Navn er, og hvilken din Beslutning, af hvad Værdighed du er, og hvor du fik min Herre Konning Hernits Vaaben?“ Han svarede saalunde: „Hvi skal jeg skjule mit Navn for eder, da det dog er sandsynligt, at I have hört det för; jeg har i lang tid været nævnet Konning Didrik af Bern, men nu er jeg baade Konning over Bern og over Romeborg og mange andre store Borge, som I vel maa vide, om I end ei have seet mig; Men disse Vaaben tog jeg dybt nede i Jorden i en Skov, hvor der opholdt sig en forskrækkelig stor Drage, som maa have dræbt Konning Hernit, thi der laae hans Been og Hærklæder.“


385. Da Dronningen hörte denne Tidende, gik hun til Kong Didrik, kastede begge sine Arme om hans Hals og kyssede ham og böd ham være særdeles velkommen. Hun ledte ham frem til Kong Hernits Höisæde, og fremförte alle de mægtigste Mænd til at hædre og tjene ham. Kong Didrik var meget vel tilfreds hermed og dvælede der en Tid. Han saae, hvor faver og viis denne Kvinde Isold var, og han syntes godt om hende, og vilde ægte hende, og da ogsaa de viseste Mænd raadede dertil, tog hun den Beslutning at gifte sig med Kong Didrik. Der blev da anrettet et Gilde, hvor Kong Didrik ægtede Isold. Og dernæst beredte han sig paa Hjemfærdens tilligemed sin Kone. I Borgen til at passe Landet satte han en Jarl, som hed Artus, der var en Söstersön af Kong Isung af Bertangeland [og Isolds Frænde]. Kong Didrik red derpaa sin Vei. Mange troede nu, at Kong Didrik maatte være död, da de i saa lang Tid ikke havde spurgt til ham, og de rede vide om Land at söge efter ham, indtil de spurgte hans Færd og hörte, hvor stor Navnkundigheds Daad han havde udfört. Kong Didrik drog med sine Mænd til Romeborg.




Noter:

  1. Hertnit i Bergara, B.
  2. I Originalen staaer: í kuppunum.