Didrik af Bern - Heimers sidste Bedrifter og Endeligt

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Ni og tyvende Fortælling


Heimers sidste Bedrifter og Endeligt


387. Heimer Studassön havde i lang Tid opholdt sig i ubeboede Skove og derfra redet ind i Böigderne og gjort Skade i Landet. Sifka brændte hans Gaard og dræbte hans Mænd, efterat have beleiret Gaarden Dag og Nat. Paa den Maade forlöb de tyve[1] Vintre, i hvilken hele Tid Kong Didrik var borte fra sit Rige. Da Heimer derefter spurgte, at Sifka var dræbt, gik det ham til Hjerte, at han havde gjort saa meget Ondt, og han vilde nu angre sine Synder. Han red derfor til et Munkekloster med alle sine Vaaben og sin Hest Rispa. Da han kom indenfor Klostermuren, spurgte en Munk om, hvo han var. Han sprang da af Hesten og bad kalde Abbeden til sig. Munkene sagde da til Abbeden, at en vel hærklædt Mand var kommen der, og vilde tale med ham, og at de troede, at denne Mand vilde give sig i deres Selskab. Abbeden gik til Manden og spurgte, hvo han var. „Jeg hedder Ludvig,“ svarede han, „og har min Slægt i Ömlungeland. Men hvorfor jeg kom her, skulle I nu höre.“ Han tog da Skjoldet af sin Hals, og spændte Sværdet Nagelring af sig, Brynjen og Hjelmen aftog han ligeledes og trak Brynhoserne af. Alle disse Vaaben lagde han ned for Abbedens Födder, og selv kastede han sig ned og sagde: „Herre! disse Vaaben og denne Hest og mig selv samt mine Klæder og det Lösöre, som jeg her har med mig, og som ei udgjör mindre end ti Pund, vil jeg for Guds Skyld hengive til dette Sted, og mig selv til Ordens-Levnet hos eder, og saaledes vil jeg böde for mine Synder.“ Da sagde alle Munkene, at Gud vist havde indskudt ham dette, om han tilforn havde været Krigsmand og havde tjent Konger. Og paa hans Klæder saae de, at han havde været et Slags Hædersmand, men Munkene tyktes det dog meest værd, at han bragte saa meget Gods til Stedet, og de sagde til Abbeden: „Tag denne Mand op fra det Sted, hvor han ligger! thi han vil blive en Pryd for vort Kloster.“ Men Abbeden stod rolig og betragtede Manden, og faldt i Forundring; thi det syntes ham, som denne Mand var meget drabelig, og han tænkte ved sig selv, at han ei vilde være lydig, naar han skulde være i Klostret, hvorfor han frygtede for at tage imod ham. Dog da alle Munkene heftig trængte derpaa, tog Abbeden, som syntes godt om Godset, Ludvig i Haanden, ledte ham ind i Kirken og Koret, og förte ham til et Rum, hvor han anviste ham en Bænk at sidde paa. I dette Rum nedlagde han sine Stadsklæder og tog sorte Klæder paa ligesom de andre Munke, og samme Dag blev han viet til Munk. Abbeden tog nu alt Godset og Harnisket, og kastede det til sin Eiendom, men Ludvig iagttog nu [Klostrets] Regel. Dog! havde Brödrene vist, at det var Heimer Studassön, da havde de aldrig taget imod ham, om han end havde budet dem nok saa meget Guld og Sölv. Han tjente nu i dette Kloster en Tid.


388. Aspilian Rise eiede mange Borge i dette Land, Lungbardiet. Han var, som för [er omtalt], stor og stærk og ond at have med at gjöre; han havde med Uret tilegnet sig store Gaarde og Jorder, Guld og Sölv og gode Kostbarheder, thi da han var alle Andre overlegen, torde de ikke nægte ham det, han vilde have. Der var nu en stor og indbringende Gaard, som Munkene eiede. Den tilegnede Aspilian Rise sig, og det syntes Abbeden meget ilde om, at han skulde miste sin Gaard; han sendte derfor Munke hen til Risen. Disse spurgte, hvad det skulde sige, at Aspilian tog deres Gaard. Risen svarede dem paa denne Maade, at han kun havde taget sin egen Gaard og ei deres, og at han var mere berettiget til at eie den end de; men Munkene sagde, at denne Gaard var givet til Stedet for Guds Skyld. Risen svarede: „Jeg vil ende denne Sag med eder; vi skulle aflægge en Pröve paa, hvo der eier denne Gaard; I skulde stille en Mand frem, som drister sig til at slaaes med mig, og hvis jeg saa bliver den Tabende, da skulle I eie denne Gaard foruden mange andre; men om jeg faaer Seier; da viser Gud derved, at han vil, at jeg skal beholde denne Gaard. Og saa byder jo Landsloven, at, naar to Mænd blive uenige om nogen Ting, da skal Sagen afgjöres ved Holmgang.“ Munkene kunde intet sige derimod, da Risen havde budet dem lovligt Sögsmaal. De droge da hjem og fortalte Abbeden, hvorlunde Risen havde svaret dem. Denne Sag foredrog Abbeden for alle Munkene i Kapitlet, og sagde, at de kom til at miste deres Gaard, om de ei fik en Mand, der torde slaaes med Risen. Meget utilfredse herover sendte Munkene Bud vidt omkring, om der ikke skulde findes Nogen, der vilde forhverve sig Gods og slaaes med Risen; men der fandtes aldeles Ingen. Endnu engang foredrog de Sagen i Kapitlet og vare meget bedrövede derover. Da sagde Ludvig: „Hvad er det I kære, Munke! hvad gjör Aspilian eder?“ Da svarede Abbeden: „Aspilian har taget vor Gaard, og byder os Holmgang, fordi vi gjör Fordring paa den; men nu tör Ingen slaaes med Risen, skjöndt vi love det for Guds Skyld, at den, som gjör dette, skal vorde lös for alle de Synder, som han har skriftet.“ Da svarede Ludvig: „Jeg hengav mit Gods og mine Vaaben og mig selv til dette Sted for Guds Skyld. Nu vil jeg endnu gjöre dette, at slaaes med Risen. Giv mig derfor mit Sværd og mine Hærklæder.“ Da anede Abbeden, at han maatte være nogen Slags Kæmpe, og sagde derfor: „Dit Sværd vil du ikke kunne faae, det er sönderhugget, og deraf er gjort Dörhængsler her til Klosterkirken, og de Andre Hærklæder ere solgte paa Torvet, for at skaffe Penge ind til Stedet.“ Da sagde Ludvig: „I Munke ere vise paa Böger; men lidet vise paa Ridderskab; vidste I, hvor gode disse Vaaben vare, da havde I aldrig ödelagt dem.“ Og nu sprang han op til Abbeden, og tog i hans Kaabehætte med begge Hænder og sagde: „Gal maatte du vistnok være, naar du, til at klinke din Kirkedör, ikke skulde have andet Jern end mit gode Sværd Nagelring, [som har sönderskaaret mangen Hjelm ligesaa let som Klæde, og gjort mangen Risesön hovedlös], det skal du nu undgjelde;“ og han rystede da Hovedet med Kaabehætten saa haardt, at fire af hans Tænder gik löse. Da Munkene hörte Nagelring nævne, mærkede de, at det var Heimer Studassön, hvorover de bleve meget bange, og de toge da en Nögle, som förte til et stort Gjemme, hvor alle hans Vaaben vare. Een fremtog nu hans Sværd Nagelring, en anden hans Brynje og Brynhoser, den tredie Hjelmen, den fjerde Skjoldet, den femte Glavindet; og disse Vaaben vare alle passende saa vel, at de nu ei vare ringere, end da han gav dem fra sig. Nu tog Heimer Nagelring, og saae, hvor favert dens Egge og Forgyldning[2] luede, og han tænkte da paa, hvormegen Lid han kunde sætte til dets Eg, og derover foer snart Blodet ham i Kinderne, snart blev han igjen heel hvid og bleg og tavg en Stund, hvorpaa han spurgte efter sin Hest Rispa. Da svarede Abbeden: „Din Hest trak Steen til Kirken, og er nu for mange Aar siden död.“ Men Munkene sagde: „Vi skulle sende Bud over hele dette Rige og lede efter en Hest, saa god som den kan faaes; her ere mange gode Heste paa Stedet, og du skal deraf faae den bedste.“ Munkene sendte da Bud efter de bedste Heste, og lode dem bringe hjem til Klostret, kaldte dernæst Heimer til, at han skulde vælge sig een. Der vare mange Heste iblandt, som vare vel vante til Turnering. Heimer gik til een Hest og skjöd med sin Haand paa Siden af den saa stærkt, at den strax faldt. Derpaa gik han til den, som de holdt for den dueligste, og trykkede med sin Haand paa dens Ryg, saa at Ryggen brödes; og han sagde da, at disse Heste ikke duede til noget, og bad dem bringe den bedste, de kunde faae. Da sagde Munkene, at man skulde tage og bringe ham den gamle og magre Hest. Dernæst blev da fremledt en Hest, som var meget stor og saare gammel; denne Hest kjendte Heimer, at det var Rispa; han gik da til Hesten og tog i Mannen og rykkede af alle Kræfter, men Hesten stod rolig; derpaa tog han i Halen, og trak Stærkt i den, men Hesten bevægedes ikke derved. Da loe Heimer og sagde: „Nu er du her kommen, min gode Hest Rispa! og saa gammel og mager som du er, saa kjender jeg ingen Hest i Verden, som jeg heller vil have i Kamp end dig;“ og da sagde Heimer til Munkene: „Tager nu Hesten, og giver den Korn.“ Da blev Rispa ledet hen til Stalden, og der blev givet den Korn. I den Stald stod den syv Uger, og da var den saa glat og fed som da den var ung. Abbeden sendte derpaa Bud til Aspilian Rise, at, om han vilde slaaes, da skulde han komme eensom til en Ö, og der skulde den Mand, som vilde slaaes med ham, komme imod ham. Da nu Aspilian spurgte dette, stod han hurtig op og væbnede sig, og til at ride paa lod han berede en Aspandil, eller som man ellers nævner den Elefant. Munkene droge nu afsted, og Abbeden med dem, og fulgte Heimer til Holmen. De toge da et Skib og roede paa det ud til Öen.


389. Nu tog Heimer sin Hest Rispa frem og spændte Sadel og Brynje paa den; derpaa iförte han sig sine Brynhoser og Brynje, satte Hjelmen paa sit Hoved og gjordede sig med Nagelring; fæstede Skjoldet om sin Hals og tog sit Glavind, og sprang paa Hesten uden at bruge Stigböilen. Nu önskede Abbeden Heimer, at det vilde gaae ham godt, og at Gud vilde hjælpe ham og yde ham Beskyttelse, og det samme Önske frembare alle Munkene. Heimer red nu ud paa Öen, og imod ham Aspilian[3], og skjöndt det var en frygtelig Sag at stride mod ham, red dog Heimer fast imod Risen og bad nu Gud at hjælpe ham. Da raabte Risen: „Hvad er det for en lille Mand, som rider imod mig? Hvad vil du? Tænker du at slaaes med mig? Jeg sætter en Skam i at dræbe dig, far derfor hjem, og tag dig i Agt!“ Da svarede Heimer: „Hör du hin onde Hund Aspilian! saa stor som du er, og saa lave og korte Lægge som jeg har, saa skal jeg dog vorde dig höi nok, för vi skilles, saa at du, hvor stor du end er, skal komme til at see op til mig; thi viid, du Rise! ei flyer jeg for dig alene, som Sagerne nu staae.“ Nu slog Heimer sin Hest, og red mod ham, og stak Spydet under Risens Arm, men saa gode vare hans Dækningsvaaben, at dette Stik skadede ham ikke. Da skjöd Risen sin Hellebarde imod ham, men Heimer heldede sig frem over Sadelbuen, og Hellebarden flöi over ham og gik i Jorden, saa at intet af den stod op, og intet Menneske har siden fundet denne Hellebarde. Ved det store Stik, som Heimer gav Risen, brast Spydskaftet i Stykker, men Heimer sprang af Sadlen og kom staaende til Jorden, og greb nu om Haandfanget paa sit Sværd, og trak det i en Hast ud. Risen sprang da og ned, og blottede sit Sværd, svang det i Veiret og hug til Heimer, men Heimer undgik Hugget, saa at Risen forfeilede ham og hug i Jorden. Heimer dreiede sig derpaa hurtigt, svang sit Sværd og afhug Risens höire Haand ovenfor Sværdehjaltet, saa at Haanden og Sværdet faldt ned til Jorden, og strax derefter gav Heimer ham et andet Slag over Laaret, hvormed han skar Laarkjödet af langs ned med Benet; og saa sige tydske Kvad, at han skar saa meget af hans Laar, at een Hest ikke kunde drage mere. Nu saae Risen, at han maatte opgive Seiren, da han havde mistet sin Haand, og han havde nu faaet saa stort et Saar, at han ei anden Gang kunde stande for et saadant Hug. Han lavede sig derfor til at lade sig falde over Heimer, da han vidste, at denne vilde blive dræbt, om han kom under ham. Men saa fodhvas og djærv var Heimer, at, skjöndt han saae, at Risen vilde falde ovenpaa ham, vilde han dog alligevel ikke undlöbe, men sprang ind paa Risen, i det samme han faldt, og saa traf det sig, at Risens Been kom paa hver sin Side af Heimer, men Heimer stod uskadt imellem dem. Og han [dreiede sig nu om, og] hug derpaa det ene Hug efter det andet, saa at tilsidst hvert Lem laa for sig. Munkene, som passede Skibet, hörte da saa stort et Drön, at Jorden skjalv under dem, og da de nu saae, at Risen var falden, oplöftede de alle et Kyrieeleison[4] og lovede Gud for hans Jærtegn, og kom ud paa Öen imod Heimer. Han red imod dem og var ikke saaret. Derpaa steg han paa Skibet med sin Hest, og de fore i Land og hjem til Klostret, men Tidenden var allerede kommen hjem för dem. Abbeden gik nu imod Heimer, og med ham alle Munkene, og bare Skrinet og Helligdommene ud, og gjorde en anselig Procession og takkede Gud, for at han saaledes havde staaet dem bi. Heimer steg af sin Hest foran Kirkegaarden, men Abbeden og Prioren toge ham i Haanden, og förte ham saaledes i Kirken til sit Sæde, og Heimer iagttog Reglen endnu en Tid ligesom för.


390. Denne Tidende spurgtes nu vidt omkring, at Aspilian Rise var dræbt, og at en Munk havde gjort det. Men da Kong Didrik af Bern spurgte dette, fandt han det besynderligt, og tænkte over ved sig selv, hvem dog denne Munk kunde være, der havde udfört saa stor en Heltedaad. Han mindedes nu, at alle hans Kæmper vare döde; kun vidste han ikke, hvor hans kjære Ven Heimer var kommen hen, thi om ham havde han aldeles intet spurgt, saa han ikke vidste, om han var död eller levende. Han tyktes, at denne Daad ikke kunde ligne Nogen saameget som Heimer, om han var i Live, men intet Menneske kunde sige ham, hvad der var bleven af Heimer. Kong Didrik red da til dette Kloster med sine Mænd, og kom der en Aften. Klostret hed Vadmcusan[5]. Da han kom til Klostret, lod han kalde Abbeden til sig. Abbeden gik ud af Klostret og modtog Kong Didrik vel og spurgte, hvorhen han vilde reise. Kongen sagde, at han reiste i et skyldigt Ærende. Derpaa sagde Kongen til Abbeden: „Er her nogen Munk i dette Kloster, som hedder Heimer og er en Sön af Studas?“ Abbeden svarede: „Jeg kan opregne Navnene paa alle de Munke, som ere i dette Kloster, men ingen af dem hedder Heimer.“ Derpaa sagde Kongen: „Da kommer I til at tillade mig, at gaae ind i Kapitlet og kalde alle Munkene til mig.“ I det samme gik ud af Klostret en Munk, ifört sin Kappe og en sid Hat; han var bredskuldret, dog lav af Væxt, havde et bredt og sidt Skjæg, der var graat som en Due. Denne Munk tavg og mælte ikke et Ord til Kong Didrik. Kong Didrik vendte sig mod Manden, og tyktes kjende, at det maatte være hans gode Stalbroder Heimer, og sagde: „Broder! vi have gjennemgaaet Meget[6] siden vi skiltes som gode Venner, og saa skulle vi nu igjen findes. Du er jo Heimer, kjære Ven.“ Da svarede Munken: „Heimer, som du begræder, ham kjendte jeg aldrig, og aldrig saae jeg ham; og ei har jeg været din Mand, saalænge som jeg har levet.“ Da svarede Kongen: „Broder! mindes du nu, hvorlunde vore Heste drak ved Frisia, saa Vandet svandt saa meget, at det endnu kan sees.“ Da sagde Heimer: „Ei kan jeg det mindes, at jeg har vandet Heste med dig, thi aldrig saae jeg dig för, saa vidt jeg kan huske.“ Da sagde Kong Didrik: „Vil du nu end ei kjendes ved mig, da kunde du dog kjende mig den Dag, da du forhen fulgte mig, da jeg blev dreven ud af mit Rige, og du drog hjem til Konning Ermenrik og han drev dig fra sig i Landflygtighed; dette maa du vel kunne mindes, om du end siger, at du aldrig har seet mig.“ Da svarede Heimer: „Ei kan jeg det mindes, som du nu sagde. Jeg har hört nævne Konning Didrik af Bern og Konning Ermenrik af Romeborg, men andet kjender jeg aldeles ikke til dem.“ „Broder!“ sagde Kong Didrik, „der faldt mangen Snee, siden sidst vi saaes; det kan du vel mindes, da vi rede til Gildes til Romeborg, hvorlunde vi fandt for os paa Veien Iron Jarl med sit store Saar, og hvorlunde hans Höge gole over ham og hvor hans Hunde tudede og hans Hest vrinskede, og hvorlunde alle hans Mænd havde elsket deres Herre, saa at ingen af dem vilde skilles fra ham.“ Og nu sagde Heimer: „Ei mindes jeg det, at jeg var der tilstede, hvor Iron Jarl faldt.“ Fremdeles sagde Kong Didrik: „Broder! ja! mangen Snee er falden siden den Tid; og nu skal du mindes, hvorlunde vi kom til Romeborg til Konning Ermenrik, og hvorlunde vore Heste vrinskede, og alle belevne Kvinder stode og saae paa os; da havde vi Haar af Farve som Guld, og som hang i favre Lokker, men nu er det graat som en Due baade dit og mit. Alle dine Klæder ere farvede som mine. Siig mig, min Ven! mindes du, hvad jeg husker dig paa? lad mig ei stande her længer for dig.“ Da loe Heimer og sagde: „Gode Herre Konning Didrik! nu mindes jeg alt det, som du husker mig paa, og nu vil jeg drage med dig.“ Da kastede Heimer Kappen og gik tilbage i Klostret og tog alle sine Vaaben og sin Hest og red bort med Kong Didrik og hjem til Romeborg. Her tog Kong Didrik særdeles vel imod Heimer, og satte ham over sine Riddere ved Hirden, og gav ham et stort Lehn, og der var han saaledes en Tid.


391. Engang taltes Kong Didrik og Heimer ved, og gik paa Raad sammen om Skattelandet. Da sagde Heimer: „Herre! du er nu den mægtigste af alle Konger i Verden, og tager Skat af hvert Land og hver Borg her over hele Lungbardiet og vidt omkring paa andre Steder. Den Skat yder mangen rig og fattig Mand. Hvorfor, Herre! henter du ikke Skat der, hvor der er nok af Guld og Sölv, som jeg veed, at Ingen hæver Skat af, hverken du, Herre! eller nogen anden Mand; det er nemlig af det Kloster, hvor vi vare.“ Hertil svarede Kong Didrik: „Der maa være mange Eiendele, som du sagde, og deraf have vi aldrig hævet Skat. Men om vi skulle faae den, da maa du være den förste Mand til at kræve Skatten.“ „Ride vil jeg for at kræve Skat,“ svarede Heimer, „hvorhen du det önsker.“ Faa Dage derefter var Heimer færdig til at ride, og vil de nu drage til Klostret. Han red da, ifört sine Vaaben, ene did. Munkene vare vel blevne meget forskrækkede, da han för drog saaaledes ud af Klostret, uden at bede Abbeden om Lov dertil, men dog, paa den anden Side, tyktes det dem meget godt, at han var borte, fordi de alle frygtede for ham. Da han nu kom der tilbage, gave Munkene ham Herberge Natten over, men næste Dag om Morgenen traadte han ind i Kapitlet, kaldte alle Munkene did, og talte da först til Abbeden og siden til alle Munkene. Han fremsatte sit Ærende for dem og sagde, at Didrik af Bern havde sendt ham did med det Hværv, at kræve Skat der som andensteds, da han vidste, at der var saa meget Guld og Sölv og Landskyld, at ikke engang det Halve behövedes at lægges til Stedet. „Derfor,“ vedblev Heimer, „spörger jeg nu eder, om I ville give Kongen den Skat, ham tilkommer? Derpaa vil jeg höre eders Svar.“ Da svarede Abbeden: „Vi vogte her det Gods, som Sancta Maria tilligemed Gud eier, og alt dette er saa frelst for hans Krone, at ingen Konge skal deraf have Skat.“ „Ville I ikke yde Skat til Konning Didrik,“ sagde Heimer, „da ville I udsætte eder for hans Vrede, og det er ogsaa et stort Under, at I her sammendrage saa utallig mange Penge, hvoraf intet Menneske faaer Nytte, og I dog ei ville yde Kongen Skat deraf.“ Da svarede Abbeden: „Heimer! du er vist et ondt Menneske, du löb ud af Klostret ind i Kongens Hird, men nu er du kommen tilbage, og vil rane Helligdommen. Far du, Heimer! nu tilbage til Konning Didrik, som Fanden för har indskudt dig, og vær der en Djævel ligesom Konning Didrik.“ Nu blev Heimer saa vred, at han trak sit Sværd Nagelring, og hug det förste Hug over Abbedens Hals, saa det tog Hovedet af; og dernæst dræbte han alle Brödrene, og tog der Guld og Sölv, og Alt, hvad han vidste, at disse Munke havde havt i deres Varetægt. Alt dette Gods bar han, saavidt han kunde komme afsted dermed, bort fra Stedet, og læssede dermed mange Heste. Da kom Kong Didrik til, og de stak nu Ild i Klostret og lagde det heelt i Aske, men förte alle Eiendelene hjem og lagde dem i deres Skatkammer.


392. Kong Didrik fik nu Efterretning om en Rise, som havde saa meget Guld og Sölv under sit Værge, at man ingensteds havde hört tale om mere Guld paa eet Sted. Denne Rise var nu gammel, men for Resten den störste og stærkeste af alle Riser, saa at ingen Elefant kunde bære ham. Da han var langsom til Fods, laa han paa eet Sted, og for den Sags Skyld var han ei saa meget paa Færde, at Folk i Almindelighed vidste noget til ham. Heimer gav Kong Didrik Underretning om denne Rise, og sagde, at han vilde drage og kræve Skat af ham for Kong Didrik. Dette syntes Kongen vel om. Heimer lagde til, at han ikke kjendte noget Menneske i det Land, der jo ydede Kong Didrik Hæder og Skat, uden denne Rise alene. Heimer tog dernæst sin Hest og sine Vaaben, og begav sig paa Veien did. Og omsider kom han op paa et höit Fjeld, hvor der var en stor Skov. Han fandt der en Grotte, og sprang da af sin Hest og gik ind i Grotten. Der laa for ham en Rise saa stor, at han aldrig havde seet hans Lige i Störrelse, og denne havde Haar, graat som en Due, og sidt, saa at det dækkede hele Ansigtet. Heimer gik til ham og sagde: „Stat op, Rise! og værg dig! Her er kommen en Mand, der vil slaaes med dig.“ Risen vaagnede derved og mælte: „Dristig er du Mand! men ei umager jeg mig med at stande op og dræbe dig.“ „Staaer du ei op,“ sagde Heimer, „og værger dig, da drager jeg mit Sværd ud af Skeden og dræber dig.“ Da sprang Risen op, og rystede Hovedet, og Haaret reiste sig paa det, saa man maatte grue derover. Han greb dernæst sin Stang, som baade var lang og tyk, og svang den saa vældigt, at han i det förste Slag kastede Heimer saa langt bort og saa snart, som en Kolfe flyver fra en Bue, og saa höit, at han var död, för han kom tilbage til Jorden. Saaledes fortælles Heimers Endeligt. Dette blev nu spurgt vidt omkring, at en saa stor Kæmpe havde mistet sit Liv. Ogsaa blev det berettet Kong Didrik af Bern, at hans kjæreste Ven Heimer var död. Da sagde Didrik: „Nu skal eet af Delene skee, enten at jeg skal faae dette hevnet eller at jeg skal lade mit Liv;“ og han lod da tage sin Hest Blanka[7] og alle sine Vaaben. Længe red han over dybe Dale og höie Fjelde, inden han kom til det Sted, hvor denne Rise boede. Men da han var kommen der, sprang han af sin Hest udenfor Grottens Dör og raabte: „Rise! stat op og tal med mig!“ Risen spurgte, hvo der var. Kong Didrik svarede: „Jeg er Konning Didrik af Bern.“ Da spurgte Risen: „Hvad vil du mig, da du kalder mig ud at tale med dig?“ Kong Didrik vedblev: „Vil du vedgaae, at du har dræbt min kjære Ven Heimer, siig frem!“ „Ei vidste jeg,“ svarede Risen, „at Heimer var din Ven, men det er sandt, at jeg dræbte ham, fordi han havde dræbt mig, om jeg ikke havde dræbt ham.“ Da sagde Kongen: „Har du dræbt min kjære Ven Heimer, da vil jeg hevne ham. Stat op til Kamp mod een Mand.“ „Jeg troede,“ svarede Risen, „at een Mand skulde ei udbyde mig til Enekamp, Men er du begjerlig efter den, da skal jeg tilvisse tilstaae dig den;“ og han stod nu hurtig op, tog sin Stang og sprang imod ham. Kong Didrik blottede derpaa sit Sværd, det hvasse Ekkisax; men Risen svang Stangen med begge Hænder af alle Kræfter. Skjöndt Kong Didrik saae, hvorledes Stangen foer afsted, sprang han dog ind paa Risen, og vilde ikke undflye. Risen slog da Stangen saaledes, at Enden traf i Jorden bag ved Kong Didrik. Denne trængte nu haardt ind og hug i eet Hug begge Hænderne af Risen ovenfor Stangen. Risen var nu fri for at seire, da han havde mistet sine Hænder, og Kong Didrik gik ei bort, för han havde fældet Risen. Da sprang Kongen paa sin Hest, og havde nu afholdt den sidste Enekamp, som er omtalt i hans Saga; og denne Daad blev siden megen navnkundig, hvorlunde han hevnede sin kjære Ven.




Noter:

  1. tredive, B, P.
  2. I Originalen: Gull-Mál.
  3. Aspilia kaldes han nu i A.
  4. ɔ: Herre forbarm dig!
  5. B fortæller, at Heimer af sig selv forlod Klostret og drog til Didrik.
  6. I Originalen: Vi have seet mangen Snee.
  7. Denne Hest havde efter B og P Alibrand givet Didrik.