Didrik af Bern - Sifkas Hevn

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Syttende Fortælling

Sifkas Hevn


248. Kong Ermenrik sad nu rolig i sit Rige. Han var Overkonge i Romeborg og herskede over mange store Kongeriger, og ham löde og tjente alle Konger og Hertuger sönden for Fjeldet, og han var den störste og mægtigste Hovedkonge i den Verdensdeel, som hedder Evropa. Keiseren herskede mest kun ude i Bolgareland og Grækeland; men Kong Ermenriks Rige strakte sig heelt ud til den Sö, som hedder den Adriatiske[1]. Engang hændte det sig, at Kong Ermenrik sendte sin Raadgiver, som hed Sifka[2], til den Stad, som hedder Sarkesteen[3], for der at paadömme de Sager, som hörte under Kongens Dom; og med ham rede mange Riddere. Sifka drog nu, som Kong Ermenrik havde befalet ham, men hans Kone Odilia, som var den skjönneste af alle Kvinder, som Nogen havde seet, blev hjemme. Det skete nu, som Kong Ermenrik forud havde betænkt, at Odilia opholdt sig eensom i et lidet Huus. Did kom Kong Ermenrik ene, og sagde hende, at han attraade at modtage Beviis paa hendes Gunst, hvilket han alt længe havde foresat sig at erholde; men hun vilde det aldeles ikke, og dog torde hun ikke lade det være anderledes end Kongen vilde, og han gjorde efter sin Beslutning og favnede hende; dog brödes hun först med ham, saa at alle hendes Klæder sönderreves, og hun blev haardt medtaget, för Enden tog. Derpaa drog Kongen sin Vei bort og hun ad en anden.


249. Sifka kom nu tilbage fra sin Færd, efter vel at have udfört sit Ærende og gik til sin Gaard og Huus, og traf sin Kone Odilia. Men da hun saae Sifka, stod hun op, og gik imod ham, hylede og græd bitterlig. „Hvi græder du saa, Frue?“ spurgte Sifka, „jeg syntes du hellere skulde være glad ved min Hjemkomst.“ „Langt er det at fortælle,“ svarede hun, „hvorfor jeg græder, det volder Konning Ermenrik og hans Ondskab. Det var engang, da du var dragen bort, og jeg sad i min lille Stue, og syede paa din Silkeskjorte, saa kom Konning Ermenrik til mig, og för han gik bort, gjorde han mig saadan en Vanære, at du aldrig, hvor meget Ondt du end tilföier ham, vil kunne gjengjelde ham det;“ og hun fortalte ham nu, hvorledes det var gaaet til. „Vær rolig, Frue!“ sagde Sifka, „og lad som Intet er skeet; men jeg skal mage det saa, at, förend jeg hviler i min Hevn, skal Kongen have undgjeldt dette med forskjellig Slags Vanære.“ Nu gik Sifka til Borgen og hilsede paa Kongen, og lod som han var glad og tilfreds; men Kongen tog vel imod ham, og raadspurgte ham i alle Ting ligesom för.


250. Det traf sig engang, at Kong Ermenrik og hans Raadgiver Sifka sade i Raadsforsamling. Da tog Sitka saaledes til Orde: „Herre!“ sagde han, „du er den störste Konning i Verden, saa at alle Konger og Hædersmænd over hele Verdens nordre Deel lyde dig og yde dig til Hæder store Skattegaver. Osantrix, Vilkinelandets Konge, ene undtagen yder dig ingen Hædersgave af sit Rige; og os, dine Venner, harmer dette meget, thi ikke er han större Mand end de övrige, der tjene dig. Det Raad vil jeg derfor give dig, at du skal sende din mandige Sön Fredrik til ham, og bede ham yde dig Skat, först med venlige Ord, men, [naar de ikke ville hjælpe], omsider med det Tillæg, at du vil hærje paa hans Rige. Bered hans Reise hæderlig, men lad ei mange Mand fölge ham; thi det er Sendemænds Skik, ei at være mange sammen.“ Dette behagede Kongen vel, og han vilde saa lade være; thi kaldte han sin Sön Fredrik til sig, og sagde ham, hvorlunde han skulde anstille [sin Reise].


251. Herr Fredrik beredte sig nu til sin Reise og med ham syv Riddere, og de standsede ei deres Færd, för de kom til den Borg, som hed Vilkineborg. Over denne Borg herskede en Jarl, der stod under Kong Osantrix. Nu havde Sifka lönligen, men dog iilsomt, forudskikket Sendemænd, som kom til Jarlen med den Ordsending, at naar Jarlen spurgte Fredriks Færd, da skulde han sende Mænd hen at dræbe ham. Denne Jarl var nemlig Sifkas Frænde. Da nu Fredrik vilde ride ud, da kom Jarlen og hans Mænd imod dem, og Jarlen dræbte dem alle syv. Da nu Kong Ermenrik spurgte dette, troede han, at det maatte have været Kong Osantrix's Anstiftelse, og at han maatte være bleven vred over, at der var fordret Skat af ham.


252. En anden Gang gik Kong Ermenrik og Sifka til Raadsforsamling. Og nu sagde Sifka: „Jeg tænker paa, Herre! at du vel ikke, som det dog bör sig, har faaet Skat af England, og det venter jeg, at om dit Indsegl kommer did, tör Anglernes Konning ikke nægte at yde dig Skat. Det er derfor mit Raad, at du nu sender din Sön Reginbald og med ham mange Riddere, og dette vil være en ærefuld Reise for ham og for eder begge; og det Raad vil jeg dig give, at du lader hans Færd paa det skyndsomste udruste, anderledes end man nu i Almindelighed pleier; du skal nemlig lade udruste et Skib til hans Reise, thi det medtager kun den halve Bekostning og er meget mere anseligt, og tilmed kunne hans Uvenner da ei svige ham; som hans Broder. Men om han, som jeg venter, faaer Skat, da er det meget lettere at före Skatten hjem paa Skibe end paa Heste, og er Söveien meget bedre og lettere at fare end man har sagt.“ Dette Raad behagede Kongen særdeles vel, og han vilde lade det saa skee.


253. Kong Ermenrik kaldte nu sin Sön Reginbald til sig, og sagde ham sin Beslutning; men han bad sin Fader raade for, om han skulde reise, og udlod sig med, at han vilde gjöre Alt, hvad Faderen vilde. Reginbald gik nu hen til den Aa, hvor Skibene laae, og Sifka gik med ham, og de traf der tre Skibe. Da sagde Reginbald, at han vilde have det bedste Skib; men Sifka sagde, at Kongen ei vilde undvære det, og viste ham til det sletteste, sigende, at det var fuldkommen godt til en ikke længere Reise. Men nu vilde Reginbald ikke reise, uden han havde et godt Skib. Da svarede Sifka: „Da vil du faae din Faders Vrede, naar du kommer til ham uden at have udrettet hans Ærende.“ Herpaa begav Reginbald sig paa Reisen med det sletteste Skib; men han var kun kommen lidt ud paa Havet, för han fik saa stor Storm og Uveir, at Skibet gik sönder, og saavel Reginbald som alle hans Mænd bleve et Rov for Bölgerne.


254. Det var engang, at Kong Ermenrik red ud paa Dyrejagt, og med ham hans unge Sön Samson og hans Raadgiver Sifka. Sifka anstillede sig meget bedrövet, men red dog med Kongen. Da sagde Kongen: „Min gode Ven! hvi er du saa bedrövet?“ „Herre.“ svarede Sifka, „det tykkes mig en Skjændsels Daad, hvad din Sön sögte at gjöre, i det han vilde voldtage min Datter, som er den skjönneste af Möer; men det bliver aldrig hevnet, med mindre du hevner det selv paa nogen Maade.“ Da blev Kongen vred paa sin Sön. Samson var selv med i Fölget; han var ei endnu fuldvoxen, thi han var den yngste af Kongens Sönner, men dog den haabefuldeste af dem alle. Kong Ermenrik red nu mod sin Sön, og med megen Vrede greb han fat i hans Haar, saa at han strax faldt af Hesten, og hans Hest traadte med alle Benene paa Drengen, og saaledes blev han dræbt. Kongen red derpaa hjem, og samme Aften fik han Efterretning om, at hans Sön Reginbald var druknet. Nu havde han saaledes mistet alle sine Sönner efter Sifkas Anstiftelse, og var meget bedrövet.


255. Det traf sig nu engang, at Sifkas Kone Odilia gik med sine Möer til sin Frue, Kong Ermenriks Kone, og da de nu sade alle tilsammen, da fortalte Odilia sin Frue meget om Eggard og Ake af Örlungeland. Hun sagde hende, at Eggard [havde udladt sig med, at han] ikke vilde skaane selve Dronningen, om han kunde komme afsted dermed, og han havde angivet, at han havde det Ærende, og hun bad hende derfor tage sig i Agt. Dronningen blev da meget bange, og tyktes, at Eggard havde talt saare vanærende om hende. I det samme kom Kong Ermenrik ind og satte sig til at drikke med dem. Da tog Odilia til Orde: „Nu er det Vesten- og Sönden-Vind, og Solen skinner favert og varmt, men stundum er det dog Stövregn, skjöndt Himlen er klar i Öst og Nord. Hvad Andet pleier vel derfra at komme, end den unge Eggard og hans Broder, og da er fredlöst hvert vilde Dyr og hver Fugl i Skoven; thi de ere forskrækkelig overmodige.“ Kongen tavg og svarede intet. Da sagde Dronningen: „Ei er det saa forskrækkeligt, om de grumme Dyr eller Fugle ei kunne faae Fred af dem, efterdi vore Tjenestemöer ikke kunne have Fred for dem, hver Gang de komme [her til os].“ Og endnu tavg Ermenrik, men lagde dog Mærke til, hvad Kvinderne sagde. Der var fulgt med Kongen did en Mand, som hed Fritila; han var Eggards og Akes Fosterfader. Og endnu sagde Dronningen: „Ei kunne vore Tjenestemöer være sikkre for dem, og nu er der forkyndt mig sikkert Budskab om, at jeg kommer til at tage endog mig selv i Agt, og at de ville krænke mig, om de kunne komme afsted dermed.“ Da svarede Kongen med megen Vrede: „Frue! om du ei skal faae Fred for dem, da skulle de ei faae Fred for mig; og det vil jeg sværge; at ei skal jeg hvile nogen Nat i min Seng, för vi skulle træffës, og saa höit skulle de hænge, at intet Menneskes Barn skal för have hængt höiere.“ Da svarede Fritila: „Nu komme Eggard og hans Broder til at undgjelde, at Vidga er reden at besöge Konning Didrik af Bern; [thi om han var hjemme], da vilde, för hans Stifsönner blive hængte, mangen Hjelm vorde klövet, saa at Hovedet maatte fölge med, mangen Brynje sönderslidt, og mangt et Skjold gjort ubrugeligt.“ „Ei kommer din Forsvarstale dem til Nytte,“ svarede derpaa Kongen, „om du end er deres Fosterfader, snarere skulle de endnu hænge höiere end jeg tilforn havde besluttet det.“ Da sagde Fritila: „Saalænge jeg og min Sön stande paa vore Been, skal jeg ei see dem hænge i Galgen.“ Derpaa gik han paa det skyndsomste til sin Hest og red bort Dag og Nat saa iilsomt han formaaede.


256. Kong Ermenrik lod nu blæse i sine Lurer og stevnede til sig alle sine Riddere. [Han fik mange Riddere], og red nu Dag og Nat til [Eggard og] hans Broder. Men da nu Fritila en Dag kom til [Rinen], sprang de af deres Heste, gik ud til Aaen, og satte over den, og havde deres Heste med sig. En Træborg[4] stod paa Aabreden, og i denne Borg var Eggard. Han saae, hvor Mændene svömmede og sagde: „Min Fosterfader Fritila svömmer der og vil ei vente efter Skib.“ Fritila kom nu over Aaen. Ake og Eggard gik imod ham og spurgte, hvi han drog saa ivrig afsted. „Den störste Nödvendighed kræver det,“ svarede Fritila, „Konning Ermenrik er nu paa Færden herhid med sin Hær, og vil dræbe eder begge.“ „Vi komme nok til Forlig,“ sagde Eggard, „naar vi træffes, og ei behöve vi at være bange for vor Farbroder.“ Og nu fortalte Fritila dem den rette Aarsag, og hvoraf det kom; dog de vilde ikke undflye, men sendte Bud efter deres Mænd, trak Broerne af Graven og vilde værge Borgen.


257. Kong Ermenrik kom nu med sin Hær til Borgen. För han begyndte Angrebet, tog han sit Banner, red saa iilsomt som mueligt til Graven, og skjöd Bannestangen ind over den. Da sagde Eggard: „Herre! hvad Sag giver du os? hvi vil du tage vor Sorg?“ „Hvad Sag jeg end giver eder,“ var Kongens Svar, „skulle I dog, för Dagen faaer Ende, hænge i Toppen af det höieste Træ, jeg kan finde her i Nærheden.“ Da sagde Ake: „För vi lade vort Liv, skal du betale det dyrt med Tab af mangen ædel Helt.“ I lang Tid skjöde de nu paa hinanden. Omsider lod Kong Ermenrik reise en Valslynge, og lagde deri en stor Ild, der blev slynget ind i Borgen, saa at hele Staden snart stod i lys Lue. „Lader os gaae ud,“ sagde da Fritila, „og hellere döe med Ære end brænde her inde som Hunde.“ Da ginge de ud, tredsindstyve Mand tilsammen, og Kong Ermenrik imod dem, og de sloges nu saalænge, til der vare faldne fire hundrede Mand paa Kong Ermenriks Side. Da bleve begge Brödrene fangne, og maatte nu efter Sifkas Anslag miste Livet, hvornæst Kong Ermenrik drog hjem.


258. Da nu Vidga kom tilbage til sin Borg, var den brændt tilligemed alt hans Lösöre, og sin Kone fandt han i en ussel Hytte. Hun fortalte nu, hvorledes Kong Ermenrik havde huseret. Da tog Vidga alle sine Mænd og sine rörlige Eiendomme, drog til Kong Didrik i Bern, fortalte ham, hvad der var skeet, og bad ham om Raad, hvorledes han skulde bære sig ad. Kong Didrik drog nu med Vidga til Kong Ermenrik, og spurgte, hvad det skulde betyde, og om Vidga i nogen Henseende havde forurettet ham. Men Kongen sagde, at det var ikke Tilfældet, thi Vidga var aldeles brödefri, og han tilböd derfor at erstatte ham, hvad han troede at have tabt i sin forrige Anseelse; han tilböd ham den Borg, der hed Rana[5], hvilken Vidga modtog og siden herskede over. Efter dette drog Didrik hjem, og var meget ilde tilfreds med, at Kong Ermenrik var saa voldsom og ond mod hans Frænder.


259. Engang kaldte Kong Ermenrik Sifka til en Samtale. Da tog Sifka til Orde: „Herre!“ sagde han, „mig synes, at du nu maa tage dig i Agt for din Frænde, Konning Didrik, thi han er i Færd med at udföre store Planer mod dig, og du veed, han er en viis og heftig Mand. Og det mener jeg, at, om du tænker paa at holde dit Kongedömme mod hans heftige Anfald, da maa du see dig for og vogte dig, thi han har, siden han blev Konning, meget foröget sit Rige paa mange Sider, og kun dit Rige fattes ham endnu. Hvo er det vel, der hæver Skat af Ömlungeland[6], som din Fader vandt med sit Sværd? Det er jo Ingen uden Konning Didrik af Bern, og heller ikke kan du vente at faae noget deraf, saalænge han raader i Bern.“ „Det er sandt,“ svarede Kongen, „hvad du nu minder mig om, at min Fader eiede dette Land, og ei indseer jeg, at jeg er mindre berettiget dertil end Konning Didrik, og det vil jeg tilvisse have.“ „Lader os tage det Raad,“ vedblev Sifka, „at du sender den dygtige Ridder Reinald, og med ham tredsindstyve Riddere, til Ömlungeland, med den Paastand, at de skulle sende dig Skat af Landet. Og yde de Skatten, da er det vel, men din sande Uven er hver den, der taler derimod, hvad enten det saa er Didrik eller nogen Anden.“ Dette Raad vandt Kongens Bifald, saa han vilde lade det iværksætte. Afsendinge droge da til Ömlungeland, og stevnede Landsfolket til Thinge, og nu fremförte Reinald [Kongens] Andragende. Da svarede Indbyggerne: „Vi have givet Skat til Konning Didrik af Bern, hvem vi ere skyldige at erlægge den. Hvis han nu vil overdrage Skatten til Konning Ermenrik, da faaer det saa at være, men ei ville vi betale [Skat] til eder begge.“


260. Indbyggerne skikkede derpaa Mænd til Kong Didrik, lode ham sige, hvad der var skeet, og bade ham, at han skulde komme og svare for dem. Didrik red da ud af Bern med tolv Riddere til Thinget. Der stod han frem og talte, og sluttede sin Tale saalunde: at han bad Ridder Reinald drage hjem, og sige Kong Ermenrik, at aldrig fik han Skat af Ömlungeland, saalænge han var Konge i Bern, og desuden skulde han have megen Utak for denne Ordsending. Reinald drog da bort og fortalte det til Kong Ermenrik. Saasnart Sifka hörte dette, tog han til Orde: „Ja!“ sagde han; „nu gaaer det som jeg anede, at Didrik vil ei være en ringere Mand end du, og saa vil han ei heller blive, om du ei vogter dig bedre for ham.“


261. Til denne Sifkas Tale svarede Kong Ermenrik: „Min Frænde, Konning Didrik, har, som mig synes, faret frem med saa meget Overmod mod mig og alle Andre, til hvem han er kommen, saa han nu endogsaa tör sætte sig i Ligning med mig, og sit Rige med mit. Men det skal han faae betalt, som I skulle höre, saa at han, för han skal faae dette drevet igjennem, skal blive hængt, og saaledes faae at sande, hvo af os der er den mægtigste.“ Da svarede Heimer: „Gud hjælpe Konning Didrik; men du skal med alskens Vanære komme til at undgjelde, at du ödelægger saa mange af dine Frænder og Ætmænd; og for dette og alt Andet have vi Sifka at takke.“ Da tog Vidga til Orde: „Ja!“ sagde han, „det vorder den störste Skam for Konning Ermenrik, en Skam, som vil mindes, saalænge Verden staaer.“ Derpaa gik Vidga strax til sin Hest og red i alle sine Vaaben Nat og Dag, saa stærkt han formaaede.


262. Kong Ermenrik lod nu blæse i alle sine Lurer og bekjendtgjöre, at alle hans Mænd skulde tage deres Vaaben og Heste; og da denne Hær var færdig, red han saa stærkt han kunde Dag og Nat, og samlede til sig hver en Mand, som han traf paa, og han rykkede nu mod Bern.


263. Vidga kom om Natten til Bern, men Borgporten var lukket. Da blev Vagtsmændene vaer, at en Mand var kommen under Borgen, og spurgte da, hvo der var. Vidga nævnede sig og bad dem lukke op. Nogen af Vagtmændene gik da til Borgporten, andre til Kong Didrik at fortælle ham, at hans gode Stalbroder Vidga var kommen der. Saasnart Kong Didrik hörte dette, stod han op og gik imod ham, og da de mödte hinanden, favnede Kongen ham venligen, og spurgte, om han bragte nogen Nyhed, og om han vidste, hvorlunde Kong Ermenrik havde krævet Skat af hans Rige. „Herre!“ svarede Vidga, „jeg kan sige dig en stor og ond Tidende, som dog desværre er alt for sand, at hvis du her bliver til Dag, da vil Konning Ermenrik komme her med en uovervindelig Hær; og nu er du, Herre! saa bagtalt for ham, at han vil dræbe dig ligesom sine andre Frænder.“ Da stevnede Kongen alle anselige Mænd sammen paa een Plads, og fortalte dem denne Tidende, og sluttede saalunde sin Tale: „Nu er os altsaa to Vilkaar for Haanden; det ene Vilkaar er at töve her og værge os saa godt vi kunne, og vil da Konning Ermenrik miste for vor Haand mangen dyrebar Helt, men vi staae da og Fare for at miste ved hans Voldsomhed vort Rige og Liv, för Enden tager; men det andet Vilkaar er, at vi gjöre os færdige til at ride bort og forlade Borgen, og lade Gud saa sörge for, om vi faae den igjen; og da beholde vi vore Mænd og vort Liv, og dette sidste er mit Raad, om I ville som jeg.“


264. Da svarede Hildebrand: „Det veed Gud, at nu komme vi til at miste vort Rige med Vanære, naar vi saa faae det igjen! Dog hver som vil fölge Konning Didrik, skal nu staae op og berede sig, saa hurtig det er mueligt; thi nu maae vi denne Gang undflye, paa det vi en anden Gang kunne faae vort Rige igjen, om Gud det vil.“ Da blev der paa den ene Side en stor Graad af Koner og Börn, der græd over at skilles fra Fædre, Brödre og gode Venner; paa den anden Side hörtes derimod vældigt Vaabenbrag, da hver Ridder tog sine Vaaben og sin Hest, saa at Hylen og Graad den Nat blandede sig med Vaaben og Lurernes Gang. Da nu alle Ridderne vare færdige, gik de ind i den störste Hal at hvile sig en Stund og drikke god Viin. Der kom nu deres Stalbroder Heimer, og vidste at give dem sikker Efterretning om, at Kong Ermenrik var i Nærheden og havde mere end fem tusinde Riddere og utallige andre Folk. Kong Didrik havde derimod kun hundrede[7] Riddere. Da tog Ulfard Kæmpe til Orde: „Det veed Gud, at vi vistnok skjændigen miste vort Rige for Konning Ermenriks Skyld; men han skal dog faae mere Skade end Gavn af os, för vi skilles, om han end indtager Bern og hele Ömlungeland.“ Da tog Hildebrand Kong Didriks Banner og bad dem alle at fölge ham; han vilde nu ride foran. Ridderne sprang nu paa deres Heste, og Hildebrand red ud i Lombardiet og syd om Mundia og ind i Kong Ermenriks Rige, og nu brændte de Landsbyer og Kasteller, Borge og enkelte Gaarde, og dræbte mange Mennesker, og för de igjen red nordpaa om Fjeldet[8], havde de i Kong Ermenriks Rige lagt ni tusende Landsbyer og Kasteller eller enkelte Gaarde i Aske.


265. Derpaa rede de tilbage. Vidga og Heimer skiltes nu fra deres Stalbroder Didrik, og droge til Kong Ermenrik. Heimer gik for Kongen og tog med stor Vrede til Orde: „Du har, Konning Ermenrik! gjort meget Ondt mod dine Frænder: dine Sönner [Fredrik og Reginbald] overgav du selv til Döden, og den unge Samson dræbte du med egen Haand, og dine Brodersönner [Eggard og Ake] lod du hænge, og foruden alt dette har du nu bortdrevet fra sit Rige Didrik tilligemed Detter.[9] og din Söstersön Ulfard[10] og den brave Helt Hildebrand, foruden mange berömte Riddere, hvoraf du dræbte nogle, og forjog andre. Dette og alt andet Ondt volder den onde Sifka.“ Da udbröd Sifka: „Det sagde jeg dig for lang Tid siden, Herre! da du trak Heimer herhid og ophöiede ham saa meget, at han, [som du nu seer], bruger vanærende Tale mod dig selv; det var bedre, at du styrtede ham, og lod ham drage til den samme Skov, hvor hans Fader er, og der passe dine Heste ligesom hans Fader.“ Da sagde Heimer: „Det veed Gud, at, dersom jeg havde mit gode Sværd Nagelring, da skulde jeg dræbe dig Sifka som en Hund;“ og i det samme slog han Sifka med sin Næve paa Kinden, saa at han flux faldt ned for Kongens Födder, og fem Tænder flöi ud af hans Hoved, og Bevistheden forlod ham.


266. Da sagde Kong Ermenrik: „Stander op, [alle mine Mænd] og hænger ham!“ Saasnart Heimer hörte Kongens Ord, gik han iilsomt bort, greb sine Vaaben og sin Hest Rispa, sprang paa Hesten og red ud af Borgporten; men efter ham fore tredsindstyve fuldtvæbnede Riddere. Da sprang Vidga frem midt i Borgporten, og havde Mimung i sin Haand, og nu dristede Ingen af disse Riddere sig til at ride ud, og saaledes slap Heimer den Gang. Han red nu ud i Skoven, og hvor han kunde finde nogen af Kong Ermenriks eller Sifkas Gaarde, brændte han dem og dræbte Beboerne[11]; og han opholdt sig omkring i Skovene, men Sifka torde aldrig ride ud med færre end tredsindstyve Mænd, og dog var han stedse i Frygt for Heimer.


267. Nu er at fortælle om Kong Didrik, at han red nord om Fjeldet, indtil han kom til den Borg, som hedder Bakalar, som laa ved Rinen. Derover herskede en stor Hövding, Markgrev Rodingeir. Da nu Greven hörte dette, at Kong Didrik var i Nærheden af Borgen, lod han alle sine Mænd berede sig paa det bedste, og red selv ud af Borgen tilligemed sin Kone Godelinde. De lode opstille Spillemænd paa alle Steder, og rede saa imod Kong Didrik. Da de nu mödte hinanden, red Grevens Kone Godelinde til og gav Kong Didrik et Banner, som var gjort af Silke, halvt grönt og halvt rödt, og deri var mærket en Löve med Guld, og desuden gav hun ham en Purpurkappe, hvis lige i Kostbarhed Ingen havde seet. Markgreven gav ham desuden mange Klenodier, og hver af hans Riddere en særskilt Gave. Kong Didrik red nu til Borgen med Markgreven, og nöd den bedste Modtagelse, og forblev der i nogen Tid.


268. Didrik og med ham Markgreven red nu til Susa til Kong Attila. Og da Kong Attila spurgte Kong Didriks Færd, lod han blæse i alle sine Lurer og alle sine Riddere berede sig paa det bedste; han lod nu sit Banner bære foran sig, og red derpaa ledsaget af sin Kone Erka et pragtfuldt Optog ud imod Kong Didrik. Med ham fulgte en stor Mængde Riddere og Spillemænd med alskens morende Strengeleg. Da de nu mödtes, favnede de hinanden med megen Venlighed. Kong Didrik red derpaa med Kong Attila hjem til Susa, og Kong Attila satte ham nærmest hos sig, og gav alle hans Mænd en hæderlig Plads, og han gjorde et stort Gjestebud med megen Pragt, og indböd Kong Didrik til at blive hos ham, saalænge som han vilde, hvilken Indbydelse Kongen modtog og opholdt sig nu hos Kong Attila i lang Tid.




Noter:

  1. Adrimar, P, ɔ: Adri-Meer.
  2. jfr. Kap. 167.
  3. Vaskasteen, P.
  4. Taarnborg, B; Trelinborg, P; da Borgen forhen (Kap. 13, 100.) hed Fritila, har Fosterfaderen sandsynlig urigtigen her faaet dette Navn.
  5. Formodentlig Ravenna, i Gammeltydsk Raven, Raben.
  6. Örlungeland, stundum i A.
  7. otte hundrede, P.
  8. Alperne; P. læser her: Mundina, maaske, hvis ei en Feilskrift, Modena.
  9. I A kaldes han ofte Thettar eller Thetmar.
  10. Ulfar, B, Ulfrad, P.
  11. og han lod ei af, för han havde brændt fem hundrede Gaarde, B, P.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.