Digteren der blev portvagt

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Små eventyr


Digteren der blev portvagt

Af versificatore er gjörðiz portari [1]


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882


Portvagt

Faderen sagde til sin søn: »Hvis der er en sag, som er vanskelig for dig, og du ikke kan slippe ud af den på anden vis end ved at betale, så træk ikke tiden ud, og vent ikke på, at det bliver endnu værre for dig, sådan som det gjorde for en mand i mødet med en digter.« »Hvad skete der?« siger sønnen. Faderen sagde: »En digter fremførte sine vers for en konge. Kongen roste dem meget og bad ham forlange, hvad han ville have for dem. Og han bad om at stå vagt ved byporten i en måned, og han skulle have en penning af hver fremmed, der kom igennem porten, og en penning af de enøjede, og en penning af de skaldede, og en penning af dem med skurvet hud, og en penning af dem, der led af brok. Dette tilstod kongen ham og gav ham sit brev som bevis.

Han tog plads ved porten og passede sit arbejde. En dag kom en mand klædt i en ærmekappe hen til porten; han havde en stav i hånden og bar en hat, der skjulte hans øjne. Digteren krævede en penning af ham, men manden nægtede at betale. Digteren greb fat i ham og trak i hatten, og nu ser han, at manden er enøjet. Han krævede nu at få to penninge i stedet for én, og mens han holdt fast i manden, trak han hatten af ham, så hovedet blev blottet. Han ser, at manden er skaldet, og kræver nu at få tre penninge. Da manden indser, at han ikke kan undslippe, begynder han at gøre modstand, og mens han forsvarede sig skete der det, at hans underarme kom til syne, og det viste sig da, at han havde skurvet hud. Nu krævede portvagten at få fire penninge, og han greb fat i mandens kappe og ville trække den af ham. Manden faldt til jorden, og derved blev det afsløret, at han havde brok, og nu krævede digteren fem penninge. Og det måtte manden, der til at begynde med ikke ville af med én, nu betale.«




Note:

  1. Teksten findes bl.a. overleveret i håndskriftet AM 335 4to fra ca. 1400.