Dr. Jacobsen om Gæsa

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Færøske Folkesagn og Eventyr


Færøske Folkesagn og Æventyr

Jakob Jakobsen, København 1898-1901


Dr. Jacobsen om Gæsa


Som de ældste af vore middelaldersagn må opføres de to til bispestolen i Kirkebø knyttede: "Bardagin i Mannafellsdali (FA. I, s. 379 ff.) og sagnet om Gasa i Kirkebø (meddelt af pastor Johan Henrik Schrøter i Antikvarisk Tidsskrift 1849-51 under titlen »Sagn om, hvorledes Kirkebø blev Bispestol«). Men den historiske vejledning, de indeholde, er kun sparsom. Begge sagn ere påvirkede af myten, og hvad særlig det sidst nævnte angår, da er det i Schrøters romantiske farvede fremstilling sikkert kun en utro gengivelse af traditionen.
   Kendskaben til bispetiden eller det katolske tidsrum på Færøerne (fra det 11. årh. og oldtidshistoriens afslutning til ind i det 16. årh., reformationsårhundredet) har hidtil været begrænset til følgende:
   1) en række tørre navne, særlig på bisper, med nogle tilhørende årstalsangivelser, 2) den omstændighed, at Hansestæderne i løbet af dette tidsrum tilreve sig handelen på Færøerne, som hidtil havde været fri, og 3) den omstændighed, at den norske konge Håkon Håkonssøn i det 13. årh. forenede Færøerne og Shetland til et lagdømme, en forbindelse, der synes at have varet til 1469, da Shetland af kong Kristian den første blev pantsat til Skotland. Endelig kende vi 4) det såkaldte »fårebrev«, lov angående fåreholdet på Færøerne, udstedt af den norske konge Håkon Magnussøn år 1298 og senere bekræftet af Kristian den fjerde i 1637, grundlag for alle følgende forordninger (meddelte hos Lucas Debes, s. 265-74).


Kalteisens kopibog

Imidlertid er for nylig et interessant aktstykke kommet frem, som kaster et uventet historisk lys over et hidtil ukendt afsnit af Færøernes middelalder og over en af de gamle færøske biskopper, hovedmanden for dem alle, opføreren af den ufuldendte stendomkirke i Kirkebø, nemlig Erlend.
   Det dokument, hvortil her sigtes, er et stykke færøsk bispekrønike, indeholdt i det på latin affattede og af Alexander Bugge under titlen »Erkebiskop Henrik Kalteisens Kopibog« udgivne håndskrift (udg. for det norske historiske kildeskriftfond. Kristiania 1899).
   Henrik Kalteisen var en tysker, som i årene 1452-58 sad på ærkebispestolen i Trondhjem, hvorunder Færøernes bispestol på den tid hørte. I disse seks år gjorde han adskillige optegnelser vedrørende gejstlige og politiske forhold i Norden på hans tid, og disse optegnelser ere samlede i ovennævnte håndskrift, som opbevares i universitetsbiblioteket i Bonn.
   Andre håndskrifter, stammende fra ærkebiskop Kalteisen, opbevares i gymnasialbiblioteket i hans fødeby Koblenz.
   Det færøske bispeafsnit i Kalteisens »Kopibog« fylder syv sider (s. 201-8). En del af dette færøske materiale er ganske vist uden større betydning, indeholdende foruden en opramsning af bisperækkens navne nogle beskyttelsesbreve for den færøske bispestol.
   Men så meget vigtigere er alt det, der angår biskop Erlend, om hvem vi også andensteds fra vide, at han blev færøsk biskop i 1268 og døde 1308.


Johannes Theutonicus

Det, som herefter skal meddeles, er dog ikke forfattet af Kaiteisen selv, ti straks i begyndelsen af det lille færøske bispeafsnit i hans nævnte »Kopibog« står der efter opramsning af en hel del bispers navne:
   Est Johannes theutonicus huius libelli scriptor (Johannes Theutonicus eller »den tyske« er dette skrifts forfatter).
   Denne Johannes Theutonicus, der nævnes i Kopibogens færøske bisperække som efterfølger af »Wyghboldus« (Vigbaldur), må være den også andensteds fra kendte Johannes, der var biskop i Kirkebø efter 1400 (nævnes bl. a. i årene 1407, 1412 og 1420).1) »Vikbold« nævnes i 1394.
   Enten må derfor biskop Johannes selv have tilstilet ærkebiskop Kaiteisen sine optegnelser (de ere jo nogenlunde samtidige, Johannes en del før Kaiteisen), eller også må Johannes's optegnelser senere på en eller anden måde være faldne Kaiteisen ihænderne, hvorefter denne så har afskrevet dem.
   Og skønt Johannes Theutonicus's levetid falder mere end 100 år senere end biskop Erlends, er det dog ikke sagn, men virkelige historiske oplysninger, som meddeles i Johannes's skrift. Hvorledes dette kan bevidnes, erfares af det følgende.


Opgravningen af biskop Erlend

I en hos Kaiteisen indført latinsk beskrivelse, affattet af ovennævnte biskop Johannes (i året 1420, som det fremgår af selve brevets datering), fortæller denne omstændeligt, hvorledes han sammen med to færøske præster, Guttorm Erlendssøn (hans egen official eller medhjælper i embedet) og Johannes Birgerssøn, præst på Sandø, påtog sig at opgrave biskop Erlends ben, omhyggeligt at vaske dem, udbrede dem til tørring og efter tørringen at nedlægge dem i en lille kiste, som han lod opbevare under lås og lukke og stræng bevogtning, indtil den norske konge, arkebiskoppen og de øvrige norske biskopper havde holdt råd og truffet bestemmelse om Erlends kanonisation.
   Der siges om ham, at han havde gjort en mængde mirakler i sit liv og en umådelig mængde efter sin død(!) Herefter følger en særdeles interessant meddelelse.


Blytavlen

Ved opgravningen af Erlends ben blev der i hans grav fundet en mindetavle af bly, indeholdende en latinsk indskrift, skreven med runer.) Denne blytavle lod biskop Johannes, efter hvad han fortæller, forelægge for to tilkaldte edsvorne tolke, som meget vel kunde læse runer, men aldeles ikke forstode latin, og disse tolke læste så alt hvad de vare i stand til at læse af den allerede da på sine steder slidte runeindskrift og omsatte den i almindelige latinske bogstaver ved afskrivningen.
   Derefter meddeler Johannes ordlyden af mindetavlens indskrift, og dette bliver altså den historiske kærne i det, som fortælles om Erlend. Jeg meddeler her en oversættelse af blytavleindskriften, hvis indhold er følgende:


Blytavlens tekst

"Da den færøske biskop Gauti i det nådens år 1268 var vandret al kødets vej, blev herre Erlend, kannik og lærer ved den bergenske kirke, af ærkebiskoppen i Nidaros udvalgt til den færøske kirkes biskop og hyrde. Ved allehelgensfesten modtog han alterens sakramente i Bergen og på St. Pauli omvendelsesdag blev han indviet i Nidaros. I sit embedes andet år døbte han påskeaften kong Magnus's søn Håkon (den senere konge Håkon den femte).
   Denne Kristi mand (Erlend) gik altid med et meget grovt hårdækken nærmest den bare krop. Denne mand udmærkede sig ved meget hellig tale og dueblid enfold; han var from, beskeden, barmhjærtig, venlig og indsmigrende, veltalende, skøn af udseende.
   Han havde altid Kristus på læben, hvad enten retfærdighed var ham til del eller han stod ene og forladt. Han var visselig en meget veltalende guds ords forkynder, de fattiges kærlige ven, hvem fyrster og gejstlige hædrede som en udmærket fader; ti nødvendigvis burde en mand, der således i alle ting var gennemtrængt af guds nåde, være elsket af alle. Både i åndelige og verdslige anliggender var han en mand af fuldendt klogskab og stor afholdenhed, fri for lyder, fuld af dyder. Han berigede langt fremfor alle hans forgængere den færøske kirke med privilegier, ejendomsbesiddelser og verdsligt gods.
   På hans tid bleve bispekirken og bispestolen ødelagte ved en forrædersk påsat ildebrand. Men på det tidspunkt, da denne ildebrand indtraf, var han i Bergen. På den dag stod han i selve ildebrandsøjeblikket ved vinduet i sit kammer i flere folks nærværelse og græd ustandseligt med øjnene uafbrudt vendte mod himlen og med oprakte hænder. Men da de, som vare tilstede, spurgte ham om årsagen, hvorfor han græd, forkyndte han dem dette, som han gennem den hellig ånd vidste om ildebranden, idet han udbrød:
   "Mine venner! i dette øjeblik lider den færøske kirke en stor krænkelse!"
   Og efter nogen tids forløb blev det af troværdige mænd udfundet, at ildebranden havde fundet sted samme dag og time, som den guds mand havde forudsagt.
   Denne mand var den første, som derefter begyndte at bygge huse af sten i bispegården; men han lagde også grunden til en domkirke af sten og bragte arbejdet på den så vidt, at væggene, i det mindste korets, bleve næsten færdige."
   "I det herrens år 1308 opholdt han sig i Bergen efter at have været borte fra sin kirke i tre år, nemlig i Norge til forsvar for denne sin kirkes ret; ti anklaget af en mand ved navn Hergeir, en Belials søn, guds og Kristi kirkes fjende, en fredens forstyrrer, måtte han lide svære forfølgelser og såre megen uret på kongens bud, men på førnævntes (Hergeirs) anstiftelse. Men ved Kristi lyns hjælp sejrede han over sin fjende.
   I det ovennævnte år, medens han trængtes hårdt af feber og gigt foruden den smerte, han så godt som altid havde haft i fødderne (fodgigt), lukkede han sine øjne for sidste gang på den 13 de juni og bad før sin død om at blive begravet i sin egen kirke, den hvortil han var bleven viet.
   Men han var biskop i 39 år og 5 måneder på en dag nær."
   [Derefter erklærer biskop Johannes, at han til vidnesbyrd har vedhængt sit biskoppelige segl på afskriften.]


Principiel hvidvaskelse?

Såvidt blytavleindskriften. Beretningen om, hvorledes biskop Erlend stående ved sit vindue i Bergen, i ånden ser, hvorledes kirken og bispestolen i Kirkebø blive stukne i brand, hans adfærd ved denne lejlighed og karakteristiske udråb er sjældent romantisk af en gammel runeindskrift at være, selv om den er på latin. Biskoppen har rimeligvis været synsk, og en del af de mirakler, som han ifølge biskop Johannes skal have gjort før sin død, kan måske forklares ud herfra.
   Det er iøvrigt en af fanatisme stærkt præget mindeindskrift. Man sporer efterdønningerne af en stor kamp, som den åbenbart både nidkære og stridbare biskop Erlend har haft at bestå imod et oprørsparti på Færøerne, som har villet ham til livs og få ham fordrevet.
   Den forfulgte biskop skal vaskes fuldstændig ren: han har hverken haft plet eller lyde, været i besiddelse af alle dyder, gennemtrængt af guds nåde, værdig til at elskes af alle, en martyr for guds riges sag på Færøerne. Hans modstander kaldes Belials søn, guds og kirkens fjende. Det er en gejstlig fordømmelsesdom over de færinger, som forfulgte ham så hårdt, satte ild på Kirkebø kirke og bispestol og til sidst fik bragt deres klager over ham frem for den norske konge og vundet denne for deres parti.
   Men de skulde endnu stærkere få at vide, disse færinger, i hvilken grad de havde forbrudt sig: Paven skulde kanonisere Erlend, gøre ham til øernes skytshelgen. Det skulde blive deres bod.
   Den færøske gejstlighed har sikkert gjort alt hvad den har kunnet for at fremme denne sag. Biskop Johannes aflægger beretning til ærkebiskoppen i Trondhjem om alle Erlends mirakler, og den norske konge, ærkebiskoppen og de norske biskopper holde forsamling og rådslagning om hans kanonisation.
   Desværre foreligger der intet historisk om resultatet af alt dette, om Erlend virkelig er bleven kanoniseret. Orkneyøerne og Shetland havde jo allerede deres egen skytshelgen, den hellige Magnus, så det kunde synes rimeligt, om Færøerne også fik deres.


Nidkærhed og modstand

Man kommer til at spørge sig selv, hvad der dog kan have været årsagen til, at færingerne kom så slet ud af det med denne nidkære biskop, og mindeskriften giver os en nøgle i hænde til forståelsen heraf.
   Efter den overstrømmende lovprisning af Erlends person og karakter kommer der en bemærkning, som virker lidt afkølende:
   "Han berigede langt fremfor alle hans forgængere den færøske kirke med privilegier, ejendomsbesiddelser og verdsligt gods."
   Her stå vi sikkert ved sagens kærne. Erlend har utvivlsomt lagt meget hårde skatter på færingerne, navnlig i anledning af domkirkens opførelse, og han har vistnok til det yderste gjort brug af sin myndighed, blandt andet ved at konfiskere færøske odelsbønders gods til fordel for kirken i tilfælde af begået helligbrøde. Han må også have overskredet sin myndighed, thi anklagerne mod ham have været meget stærke efter de i mindetavleindskriften brugte udtryk at dømme: "...efter at have været borte fra sin kirke i tre år, nemlig i Norge til forsvar for denne sin kirkes ret; ti anklaget af en mand ved navn Hergeir .... måtte han lide svære forfølgelser og såre megen uret på kongens bud. ."
   Om anklagernes art få vi intet nærmere at vide; men Erlend synes at have vundet sin sag: "...ved Kristi lyns hjælp sejrede han over sin fjende." Om denne fjende og "Belials søn", Hergeir, vides desværre intet andensteds fra; men han må have været talsmand for det med biskoppen misfornøjede parti på Færøerne.


Slaget i Mannafellsdalen.

Ved det om Erlend nys fremdragne kastes der lys over de to i begyndelsen af denne paragraf nævnte bispesagn. Jeg skal først nævne Bardagin i Mannafellsdali, hvis hovedindhold er følgende:
   "En biskop med øgenavnet »Mus« piner store skatter ud af færingerne for at få bygget stenkirken i Kirkebø så prægtig som muligt. "Søndenmændene" (Sydstrømømænd, Sandinger, Skuømænd og Suderinger) rejse sig imod ham og nægte at betale skat; men bispen får "nordenmændene" på sit parti.
   Det kommer til slag i "Mannafellsdalen" nord for Kalbaksbotn på Strømø, og nordenmændene vinde sejr. Men søndenmændene tage sig sammen igen, og i anden omgang sejre de ved bygden Kollefjord på Strømø.
   Bispen, som har søgt tilflugt hos nordenmændene, undslipper ved flugt og når hjem til Kirkebø.
   Alt dette (skatterne, kirkebygningen, folkeoprøret) passer på biskop Erlend og ingen anden. Men når sagnet så videre fortæller, hvorledes bispen slipper op på den viede kirkemur, samt hvorledes hans fjender holde vagt om muren, indtil han falder ned, udmattet af sult og tørst, og bliver dræbt af bonden fra Akrabirgi ved Sumbø, da er dette blot en myte og hører ikke hjemme i sagnet om Erlend, der efter de historiske vidnesbyrd døde i Bergen.
   Man kunde tænke sig en sammenblanding med et andet sagn; men for det første kan der her ifølge omstændighederne ikke tænkes på nogen tidligere biskop end Erlend, og for det andet: ifald det var en efterfølger af Erlend, skulde man vente, at den førnævnte biskop Thetonicus, forfatter til den færøske bispekrønike og Kalteisens kilde, vilde have meddelt en så usædvanlig begivenhed; hans levetid falder jo ikke stort mere end 100 år efter Erlends.
   Pastor J. H. Schrøter siger i Antikvarisk Tidsskrift 1849-51 ("Sagn om, hvorledes Kirkebø blev Bispestol"): "Efter Sagnet skal Vigbaldur have begyndt at bygge den store Kirkemur, men blev dræbt."
   Det første (angående kirkebygningen) er altså ikke tilfældet, og det andet (biskoppens drab) er det næppe heller; thi Vigbold var selve Johannes Theutonicus's formand, og Johannes nævner ikke med en stavelse noget om hans liv eller død, men blot hans navn ligesom de andre bispers navne - det er kun Erlend, hvis levnedsløb interesserer ham.
   Det er heller ikke rigtigt, når folkesagnet henlægger »Kirkebømurens« opførelse og biskop »Mus's« levetid til tidsrummet efter den sorte død: thi Erlends virken falder over 50 år før denne.
   At slutningen af sagnet Bardagin i Mannafellsdali er en fremmed myte, som senere er kommen til Færøerne og her smeltet sammen med sagnet om biskop Erlend, bliver øjensynligt ved sammenligning med et gammelt jysk munkesagn, der findes meddelt i J. M. Thieles »Danmarks Folkesagn« I, s. 238, under titlen »Emborg Kloster«. Det fortælles hos Thiele således:
   "Ved Rye ligger Emborg Kloster (forhen Øm-Kloster). I samme var en Abbed ved Navn Muus, hvilken var Kongen saa gienstridig, at der blev taget det Raad, at Klosteret skulde indtages. Da nu Høvedsmanden var med sit Folk færdig til Angreb, sendtes Bud til Abbeden, at, om han vilde overgive sig, da kunde han frit drage bort. Sendebudet traf Abbeden og Munken ved Maaltidet, og der han havde frembaaret sit Ærind, gav Abbed Muus til Svar:

"Muus maa have Madro!"

Men strax kom herpaa det Svar tilbage:

"Ei længer end Katten vil det!"

hvorpaa Klosteret blev indtaget med Vaaben."

For det første bære det det færøske sagns biskop og det jyske sagns abbed samme navn, og for det andet er der lighed i begge sagns handling og overleverede ordskifte. I det færøske sagn fortælles, at bonden fra Akrabirgi som den, der var bleven udvalgt til at dræbe Kirkebøbispen, Mus, trådte ind i bispegården og råbte:"

Er hin rádni Mús við hús?"

hvortil bispen svarede:

Nú situr Mús at kvøldmáltíð við borðið,
hann firnaðist ei fyri mætari manni i norð(r)i;
men viti tú, Belsmaðurin reiði,
at Mús vil matnáðir eiga!

- hvorpå bispen flygter ad en lønvej og slipper op på kirkemuren (sé videre ovenfor). Som man vil se, stemmer den sidste verslinje i bispens svar, som det gengives i det færøske sagn, ganske med abbed Muus's svar i det anførte jyske munkesagn.


Gæsa

Det andet sagn, som jeg vil omtale, er det om Æsa eller Gasa i Kirkebø. Pastor J. H. Schrøter, som har meddelt dette sagn i Antikvarisk Tidskrift 1849-51(»Hvorledes Kirkebø blev Bispestol«), søger her at vise, at det ikke kan være den gode og ædle Gudmund, Færøernes formodede første biskop, Æsas Velynder, men derimod hans onde efterfølger Matthias, som har konfiskeret denne ualmindelige rige kvindes gods til fordel for bispestolen.
   I selve sagnet, således som Schrøter meddeler det, nævnes de to bisper ikke ved navn, men S., som absolut vil henføre Æsa (Gasa) til de allerførste biskoppers tid, har hørt et gammelt vers, hvori Gudmund fremstilles som god og Matthias som slet. Samtidig med dette vil S. imidlertid vise, at konfiskationen må være sket inden 1111 (som det synes: alene på det spinkle grundlag, at en af hans sognemænd havde fortalt ham, at en "anden" kirke blev bygget i Kirkebø, dengang da årstallet efter Kristi fødsel skreves med fire streger ved siden af hinanden). Men herved kommer han til at "bevise" omtrent det modsatte af hvad han tilsigter, thi i 1111 har sandsynligvis Gudmund været biskop.
   Hans efterfølger, en biskop Orm, nævnes i 1139, og Matthias's, Æsas formodede forfølgers, embedstid kan, da denne først kommer efter Orm, ikke vel sættes før 1140 (Matthias's eller »Martins« død falder i 1175). S. gør Matthias til biskop Gudmunds medhjælper i embedet i dennes sygdomstid og dernæst til hans efterfølger og overspringer derved ganske biskop Orm, hvis embedstid falder imellem de to nævnte bispers.
   I øvrigt er årstallet 1111 snarest at opfatte som misforståelse for 1511, Hilarius's dødsår (sé G. Storm i Norsk historisk Tidsskrift, II. Række, IV, 3. 1883).
   Schrøters historiske bemærkninger til Gasa-sagnet ere ganske værdiløse. Det af ham meddelte sagn om kong Sverre er af professor Gustav Storm forlængst med grundighed blevet påvist at være et væv af fantasi og opdigtelse, der ikke i den skikkelse kan have været sagn på Færøerne, og meget i Schrøters andre historiske sagn kommer til at dele samme skæbne.


Erlend

Langt rimeligere vil det, i henhold til de nys fremkomne oplysninger om Erlend, være at henføre Gasa til denne biskops levetid. Alle beretninger om Gasa stemme overens om:
   1) at hun var sin tids største ejendomsbesidder på Færøerne), og
   2) at grundvolden for Kirkebøbispestolens rigdom og magt først blev lagt ved konfiskationen af hendes gods (efter at hun var bleven angivet for at have spist af et stykke kalveryg i fastetiden).
   Ifølge mindeindskriften, hvis oplysninger må betragtes som historiske, berigede nu Erlend langt fremfor alle hans forgængere den færøske bispestol med privilegier, ejendomme og verdsligt gods. Disse ord vilde indeholde en usandhed, hvis en af Erlends formænd havde erhvervet for bispestolen den største ejendomsberigelse, som sagnet ved at fortælle om; men dette er der ingen grund til at antage. Gasa-sagnet har været altfor rodfæstet rundt om på Færøerne til, at man kan betegne det som opdigtelse, selv om det vel kan indeholde overdrivelser og udsmykninger, og når Erlend har skabt bispestolens rigdom, vil man også bedre kunne forstå, hvorfor hans efterfølgere i bispesædet således lovprise ham på alle hans formænds bekostning.
   Til Erlend bliver sikkert en i de islandske Biskupa sögur omtalt begivenhed at henføre. I sine bemærkninger til Gasa-sagnet siger Schrøter:
   "Fremdeles fortalte en af mine Sognemænd mig, at [Bispen byggede en anden Kirke dengang, da Aarstallet efter Christi Fødsel skreves med fire Streger ved Siden af hinanden (1111), og at] dens Skytshelgen var den hellige Magnus, som viste sin Kraft til at gjøre Mirakel paa en fra Skibbrud frelst Islænder, der var bleven saa rasende, at fire Mænd maatte holde ham. Men da han blev slæbt til Kirken og helligt Vand i hellig Magnuses Navn stænket paa ham, blev han saa tam som et Lam og fik sin Fornuft igjen."
   Schrøter gør altså dette til et gammelt færøsk sagn, hvad imidlertid må betragtes som tvivlsomt. Det første (det indklamrede stykke) er allerede omtalt som en misforståelse, og hvad angår fortællingen om islænderen, er det rimeligere med Gustav Storm at anse den for tagen ud af den islandske biskop Arnes saga (Biskupa sögur I, 186), hvor historien findes udførlig fortalt.
   Men når Storm videre hævder, at det islandske sagn ikke kan være ganske historisk og i al fald ikke kan høre hjemme på Kirkebø på Færøerne, da går han sikkert for vidt, vildledt af Lucas Debes, der angiver Hilarius som Kirkebødomkirkens opfører.
   Denne angivelse har ført til misforståelser af forskellig art. Miraklet med den rasende islænder (Thorvald Helgesøn) foregår efter biskop Arnes saga i en »Magnuskirke« på Færøerne i året 1290. Om den ældre kirke i Kirkebø, sognekirken, kan der ganske vist ikke være tale, da denne af gamle diplomer kan ses at have været en »Mariakirke« (D. N. VII, 90: ecclesia beate virginis in Kirkiuboe; jfr. den færøske bispekrønike i Henrik Kalteisens kopibog).
   Men hvad domkirkeruinen angår, som G. Storm ikke vil tænke på, da blev for det første Erlend færøsk biskop i 1268, og bygningen på hans kirke kan derfor vel have været langt fremskreden i 1290. For det andet findes der en indmuret stentavle på den østlige kirkemur (korvæggen), og denne tavle bærer langs med randen en latinsk indskrift, der må anses for at indeholde en indvielse til St. Magnus. Følgende læsning af indskriften blev af Gudbrand Vigfusson og Konrad Maurer meddelt V. U. Hammershaimb den 22. oktober 1858 og findes trykt hos Trap (Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, VI, s. 551 ff. 1879):
   Heic est habitio starum reli-qui / arum [majgni domini / ossa be Magni Mr / En hostia redm n[ostri] virgo Maria / S[ancta Magdalena] habitio: forkortelse af habitatio, starum af sanctarum, be af beati, redm af redemptoris.
   Dette kan vel, til trods for at kirken aldrig blev færdig, have givet anledning til, at den i Biskupa sögur er kommen til at stå som en »Magnuskirke«, og antagelsen, at der her er blevet stænket vievand på en rasende mand, kan ingen urimelighed indeholde (det islandske sagn fortæller i øvrigt blot, at den rasende af ti mænd blev ført ind i kirken, hvorpå der skete en mærkelig forandring med ham). Det forekommer mig i høj grad sandsynligt, at vi her have at gøre med et af biskop Erlends mangfoldige såkaldte mirakler. Den vidunderlige lægedomskraft, der i dette tilfælde oprindelig blev tillagt St. Magnus som den kirkes skytshelgen, i hvilken helbredelsen fandt sted, er da senere, dengang da spørgsmålet om Erlends kanonisation rejstes, bleven overført på den sidstnævnte, der sandsynligvis har været til stede ved den omtalte lejlighed for at uddrive den onde ånd af den besatte mand, bl. a. ved at stænke vievand på ham.


Den glemte biskop

Forunderlig er undertiden historiens gang. Erlend, engang den berømteste af alle de færøske biskopper, domkirkebygmesteren, måske endog øernes skytshelgen, er allerede i det tredje århundrede efter sin død bleven så fuldstændig nedsænket i glemsel, at kun selve navnet er tilbage og det endda kun på prent.
   Lucas Debes, der udgiver sin »Færøernis Beskrifvelse« i 1673, har ikke det ringeste at sige om ham under sin omtale af de færøske bisper, men fortæller fejlagtig, at biskop Hilarius (død 1511 - altså to århundrede senere end Erlend) skal have ladet bygge den store kirkemur, og Debes har her været senere forfatteres kilde.
   Pastor Schrøter nævner, som tidligere omtalt, biskop Vigbold som bygmesteren. Ingen har endnu gættet på Erlend. En forklaring på dette forhold må ialfald delvis søges i den omstændighed, at den sorte død ved midten af det 14 de århundrede sikkert har udryddet den allerstørste del af befolkningen på Færøerne, som før den tid synes at have været meget talrig (dette bekræftes af gamle sagn). Noget lignende var jo tilfældet på Island, ja over hele Evropa. Denne sørgelige begivenhed har været et alvorlig knæk for et forholdsvis lille samfund som det færøske og har for lange tider fuldstændig lammet al udvikling. Der synes at være kommet en del ny befolkning fra Norge (dette omtales ialfald i gamle færøske sagn); men disse nye kolonister havde ingen interesse af at hæge om Færøernes gamle historiske minder.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.