Drager

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 95

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Drager


81. Gjennem Skorstenen i en Gaard i Baaring kastede en Drage hver Morgen et Trugfuld Guld ned.
Rasmus Rosendal, Roerslev.


82. Hans Rose troede, at Ilddrager rejste ud i Havet at hente deres Skatte.
Jens Mosen, Øster-Brønderslev.


83. Ved 1820 var der en Slagter i Skamby, og Folk mente om ham, at der var en Drage, som gjennem en Straale smed Penge ned i hans Skorsten.
Jakob Rasmussen, Stensby.


84. Ved den sydvestre Side af Kalvø Ruiner er der et Hul omtrent som en Rævegrav, og der skal, efter hvad Sagnet fortæller, til visse Tider være set en gloende Drage med lang Hale komme op af og svæve omkring.
   Folk var bange for det Hul, og ingen turde komme dertil eller se derned.
Jens Tovbro, Lyngby.


85. En Husmandskone, der boede i en By nær ved Odense, havde en Aften Kartepiger, og den ene af Pigerne havde en Kjæres te, der havde lovet at komme og følge hende hjem.
   Han kom ogsaa, og Kjærestefolkene fulgte saa en anden Pige hjem.
   Da de nu nærmede sig til Gaarden, hvor den anden Pige tjente, blev det brat saa lyst, at de kunde se Smaastenene paa Gaden. De saa alle tre i Vejret og saa en lang glødende Stang fare frem i Luften.
   "Hvad mon det var?" sagde den anden Pige.
   "Det er en Drage," sagde Karlen, "den skal et Steds hen med Penge, lad os gaa hen paa Banken, saa kan vi nok se, hvor det er."
   Som de nu stod der, saa de, at Dragen vendte Enden ned over Skorstenen i den yderste Gaard.
   "Nu har vi det," sagde Karlen, "og nu véd vi, hvorfra de Folk har deres Rigdom."
   De blev saa enige om at opsige deres Tjeneste, for de to Kjærestefolk tjente netop i den Gaard. "Jeg har ingen Lyst til at være længere her paa Egnen, hvor den Onde saa skinbarlig driver sit Uvæsen," sagde saa Pigen.
(SmI. Folkebladet Fylla, 1875.)
Efter Væver Jeppe Pedersen i Næsby.


86. Der gaar ogsaa Sagn om, at dér skal have været en Drage i Kloonhøj ved Hjørring.
   De grov efter en Skat og fik fat i en Guldring af en Kiste. Men da de snakkede, sank Kisten ned i Højen igjen, men Ringen beholdt de, og den er sat ind i St. Kathrine Kirke i Hjørring. Deraf skal Byen have faaet sit Navn, for det var først Høj ring.
Jens Peter Pedersen, Ilbjærge.


87. Dær åp we Hjørring ær i Høw, di kalder Kloonhøw. I gammel Daaw bue dær en Draag i dæj Høw, å dæj lo å ruuge øwer en stuer Kåbbertjiist mæ i swær stuer Skat i. Falk west nåk å å sæjj, dede Draagen hon wa dær, mæn dæ skul tøl Brøer te å ta Tjiisten frå hir, hællens wa dær een ku ta hir.
   Ændelig omsier wa dær så i Maj, dæ fæk tøl Sænner, å da di grue te, så west di jo nåk, hwa di ha å gjøør. Mæn Skatti skul tåes ænten i Nymåån hæller i Fuldmåån, a ka entj rejti håww, hwitjen å Dielen de ær, å de skuld naturligwis gjørres tii.
   Så kam di jo te å graww en Næt, å omsier kam di da åsse te Tjiisten. Dæ war i Reng i Låge å hir, å dæj sat di i Påg i, te å træk Tjiisten åp i, få Draagen lå på hir, å dæj war swær tang. Da di fæk en så åp liig i Kåndten å Hwål, så råbt dæj ongst å dæm å såå:
   "Hald no we!"
   Mæn i de samm sak Tjiisten lig nier i Hwål ijæn, å så skassilow Draagen å såå:

Di Højerengs Kåål di grow ætter Guld,
mæn ino stor Tjiisten i Kloonhøwi fuld.

No wa dær entj mier no Ro te å fo fat i Tjiisten, mæn Rengi wa bløwwen sei på Pogi, å dæj sat di så i djæ Tjærkedør te å træk hir åp mæ, å ætte ham bløw By så kaldt Højjreng, å de Nawn æ siiin bløwwen fårajer te Hjørring.
Bjærgby.


88. Man søgte efter Skatte i Palnes Høj syd for Tisted og grov Hul paa Højen. Saa fløj der et Uhyre ud, og det brølte:

"Maa jeg ikke i Palnes Høj blyww,
saa vil jeg til Frejrhøj flyww,
derfra skal I mæ aldrig dryww."< /blockquote>

Det mente Folk var den Slemme selv, og han boer nu i Frejr Høj.
(Fylla Nr. 31, 1872.) A. B.


89. Min Farbroder Hans Kristensen, der var født i Ørtoft, han tjente nede i Øgsenhede for Hyrdedreng, og der saa han i Middagsstunden noget langt noget komme skridende sindig gjennem Luften over ham. Det var en gloende Stang som en Læssestang, og den glimrede som poleret Kobber.
   Saa kommer han ind og fortæller hans Madmoder det.
   "Aa, har du ikke set Dragen," siger hun, "det er Dragen, der kommer oppe fra Stagsted Bakker og vil ned til Jerpen og se til sin Skat."
   Jeruppen er en Høj, der ligger nede i en Dal lige ved vestre Side af Gjedebjærg paa Sæbygaards Mark.
   Der fortælles, at der sidder en Skat i Jeruppen, og Folkene i Øgsen hede havde set Lys der flere Nætter og troede, det var en Skat, der var i den. Da de nu tænkte, der var noget ved den at gjøre, saa giver de sig til at grave efter den en Nat og kommer ogsaa til en Kiste. Det hele skulde jo foregaa tiende. De hejser Kisten op, men da de har den i det overste af Graven, saa er der én af dem, der siger:
   "Træk nu, saa har vi den."
   Saa sank den ned igjen.
   De hørte saa Dragen, der svævede over dem, og den sagde:

"De Øgsenhede Mænd de graver efter Guld,
men Kisten sidder i Jeruppen fuld."

Der sidder den saa vel endnu.
Kristen Larsen, Lille-Skjærping.


90. Lav a tjente i Aastorp i Taps Sogn, har a mange Gange set en Drage. Den havde et helt stort Guldstykke forved sig, og saa var der en lang sort Stribbel bag efter den af Bredde som min Arm.
   Den fløj hen over en Toft, vi kaldte Nielses Gade, og den drog ned efter en Dal tén. A gik derover tidlig om Morgenen, før Sol kom, for a skulde jo ud i Marken for at malke.
   De sagde, at naar de kyl te Staal over en Drage, saa kunde en faa den til at give Penge fra sig, for naar Staalet kom rigtig over den, saa faldt Pengene ned. Men en kunde ogsaa blive tumpet af det, for naar Staalet ikke kom rigtig, saa kom Dragen selv ned over dem, og saa blev de tumpet, det vil altsaa sige, naar de var lige under den.
   A prøvede det nu aldrig at smide Staal over den. Ja, de æ nå gåt Knåes, de hiele a sidder hæær å fåtæller.
Kirstine Wulff, Hejls, født i Aastrup 4. April 1813.


91. I nogle Høje norden for Sæby var der ogsaa en Drage, og der var ogsaa Kvinder med til at grave hende ud.
Jens P. Pedersen, Ilbjærge.


92. Min Farbroder Hans Kristensen stod en Middagsstund i en grumme Varme ved hans Hus i Ørtoft, og hans Nabo stod ved ham. Da hører de en Lyd oppe i Luften, det var, ligesom nogle Kartofler rulret ned ovenfra ned i en Kobberkjedel, og saa hørte de en Røst der ovenfor, der sagde noget.
   De stod og sagde:
   "Hvad mon det kan være?" og saa svarte det:
   "Deæ Katøfler!"
   Efter et lille Mellemrum kunde de høre det igjen, og saadan blev det ved, til det kom helt forbi. Det kom fra Vest fra Stagsted Bakker og gik i Øst, og helt sindig skred det hen over dem. De tykte jo, det var noget sært noget, der saadan kom igjennem Luften.
Kristen Larsen, Lille-Skjærping.


93. Paa Frisenborg Mark nord for Gaarden efter Havrum til laa to Høje tæt ved hinanden. Den ene er bleven jævnet ud, og den anden er bleven kaldt Mogens' Høj, for det Grevens Søn en Gang spurgte, om det ikke maatte være hans.
   Min Bedstemoder kom en Aften fra Havrum til Norup og kom saa forbi den Høj. Da kom der en høj gloende Stang op af Højen. De holdt stille og saa paa den et Stykke Tid. Saa bøjede den sig og gik ned igjen med den anden Ende. Da kom der et gloende Hjul rendende ud af Højen og rendte ned ad Marken og forsvandt.
Elisabet Povlsen, Torsager.


94. En gammel Mand, som bor i Horsens Enge i Vendsyssel, har fortalt mig, at omkring Herregaarden Langholt laa der en Gang en vældig stor Drage, som fortærede en Ogse om Dagen. Den laa med Hovedet op paa Dørtrappen, saa ingen kunde komme hverken du eller ind.
   Da var der en Mand, der vovede sig ud for at redde de andre fra Hungersdøden. Han slap ogsaa lykkelig ud af Døren og flygtede ad Limfjorden til. Dragen forfulgte ham, men Manden vidste, at naaede han først Fjorden, saa var han reddet, for saa vilde Dragen drukne. Den naaede dog ikke saa langt, men støvt et lille Stykke fra Fjorden med en vældig Brummen, som hørtes vidt omkring, og slog med et vældigt Slag Halen mod Jorden.
   Nu i de sidste Aar har man fundet Stedet, hvor Dragen støvt; der var en Sneglegang et Stykke ned i Jorden. Nu tror jeg nok, der er en Have paa det samme Sted.
Søren Hansen, Giver.


95. I de Tider, da Svendborg var forsynet med Volde og Grave, altsaa i det 12te og 13de Aarhundrede, maatte der af Stadens Borgere aarlig erlægges en ung Jomfru i Tribut til en gruelig Drage for derved at undgaa dens Ødelæggelser. Dette Offer skulde vælges ved Lodkastning, og mangen Svendborg Mø maatte saaledes bløde for Dragens frygtelige Tænder.
   Saa ramte Loddet en rig Borgers eneste Datter. Det var netop St. Jørgen, og han besluttede nu enten at frelse sin Datter eller selv at dø, hvorfor han udrustet med en Landse gik imod Dragen. Han var saa lykkelig at dræbe den, og paa det Sted, hvor den faldt, gror siden ikke noget Græs.
   Af Taknemmelighed for sin Frelse byggede han en Kirke og oprettede et Hospital uden for Byen, der kaldes St. Jørgensgaard. Paa Klokken i Kirken sees en Mand, der med en Landse dræber et vinget Uhyre ved at stikke den i Gabet, og paa den anden Side sees et Fruentimmer, der holder et Barn paa Armen.
Kontorist og Seminarist P. Hansen.
(Efter Bidrag til Tidshistorien Nr. 38, 1830.)


96. En Gang var der en Pige i Bromme, som gik hen til en Nabogaard for at laane en Kobberkjedel til Brygning. Hun tog Kjedelen over Hovedet, men som hun bedst gaar, kommer der en Drage flyvende over hende. Hun greb da sin ene Træsko og kastede op efter Dragen, men derover blev den saa forbitret, at den slog ned over hende og klemte Kjedlen flad over Hovedet af hende, saa de maatte have hende hen til en Smed, der filede Kjedlen af, men ellers tog hun ingen Skade.


Fortalt af Mad. Larsen, Nordrup. J. Kamp.