Drager 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

C. Farende uhyrer

9. Drager


122. Dragerne ragede guld ud i höjene. De var gloende forved som en bagerovn, og så havde de en lang hale bagud. Når nogen stod under tagskoen og smed egstål ind oven over dragen, så skulde guldet klatte ned til dem. Der var en mand, der prøvede det, men da fyldte dragen ham hele gården med hestemøg i steden for. Det kan være, den drage havde ikke guld. Det flöj de med i favnen, det skulde være det gloende forved dem, der var guldet.

Kr. Ebbesen, Egtved.


123. Drager er så lange som en læsmerstang og er sorte i enden. De har penge at fare med.

Lavrs Knudsen, Bode.


124. De gamle så, at der kom drager flyvende og kom trækkende hen i luften med penge. Det mentes jo da og, når de kunde få et stykke egstål kylt hen over dem, så faldt skatten ned, og de kunde få hold i den.

S. Hansen, Hårup.


125. Niels Simonsen i Vejrum har set en drage, der flöj over efter Randrup skov til. Han var nede at sætte deres øg, og da kom der en lang, gloende én, næsten som en læsmerstang, og satte sned ned efter æ Nederskov (det nederste af Randrup skov). Den havde en rød klundt i enden. Da han så den, løb han, alt hvad han kunde, hjem.

En kan se, når drager har meget guld ved dem, for så har de en stor rød klundt und-ved dem.

Lars Nielsen, Vinkel.


126. Ikke langt herfra var en mand, som en aften, da han kom ud, så en lang ildrød drage flyve hen over hans gård. Når han nu blot havde haft et stykke stål at smide hen over den, vilde eller rettere skulde den have tabt enten sølv eller guld, for sådanne drager flyver omkring og opsamler gamle nedgravede skatte, og de nødes til at lade noget falde fra sig af det røvede gods, når stålet kommer over dem. Sådan har somme folk båret sig ad og har al tid fået noget.

Søren Hansen, Skjold.


127. Der var en drage i en höj inde ved Linå, han var lige så lang som en læsmerstang og gloende rød. Han flyttede hans penge fra en bakke, der kaldes Kovesbakke lige nord for Linå og over til Rondingshöj til den sydvestre side af sognet. Når de kunde så kyle noget egstål over ham, idet han flyttede pengene, slap de ned fra ham, og så kunde man tage dem. Men det var vel ikke så nem en sag.

Peder Hansen.


128. Man kan få dragen til at give sig guld, når man kan kaste en sten på dens hale, idet den kommer flyvende. Da falder halen ned som guld, med undtagelse af det ene sted, hvorpå stenen træffer, der bliver uforandret. Men når stenen træffer på dragen, giver den et skrig fra sig, der dræber den, der kastede stenen, hvis den hører det(?).

I Saltum sogn var en karl, som så dragen. En pige malede på den tid på håndkværnen i gården, og han bad hende nu at dreje så hurtig rundt som mulig. Hun lovede det. Da dragen kom, kastede han en sten og var heldig og traf halen. Han stak øjeblikkelig sine fingre i ørene og puttede sit hoved under kværnen. Derved undgik han at høre skriget og fik halen, der var purt guld. Pigen hørte også skriget, men hende kunde det ikke skade.

Nik.Christensen.


129. Af en höj, StorhöjBægårdes mark i Lyngå sogn, ses ofte gloende drager at stige i vejret om natten og i skikkelse af en lang stang. Det må sikkert være en djævel, der ruger over en skat. I samme höj er en konge begravet, der kaldes kong Nor. Sådanne dragers penge kan man let få ved at kaste egstål op over dem i deres fart, da de så kaster en pose med sølvpenge ned, dog må man tage sig i agt for ikke at blive ramt deraf, da dragen gjærne ønsker at kunne slå et sådant menneske ihjel.

R. H. Kruse.


130. Dragerne ligger og samler på skatte. Min moder havde en gammel morbroder, han var født inde i Vrold, og da han var sådan en dreng, vilde han jo gjærne rende og lege ligesom andre skoleknægte. Det var om aftenen, men a véd ikke, hvad årens tid det var, da kommer der sådan en drage over byen. Den lyste så stærkt og var ligesom et hjul, der var ild i, og så havde den en lang stjært bag ud, det var ligesom gloende ild alt sammen. Alle de skoleknægte så nu den drage, og der var sådan hoben huse og gyder i byen, drengene søgte så ind, hvor de nærmest kunde komme i skjul. To mænd havde været kjørende i Århus. Både vogne og bæster var slage, og så var den enes vogn gået i stykker. De samler så stumperne på den anden vogn, og så spændte de alle fire bæster for den, og den ene mand red på de to forreste. Da kom dragen farende over dem lige neden for byen, tæt ved byen at kalde, og de sut lige ned, alle bæsterne. Derefter satte den op over en mose vesten for, og de så den aldrig siden.

Når de så sådan én, vidste nogle det råd, at de skulde kyle et knippe nøgler over ham, så gav han pengene fra sig, men det skulde være ved et hastigt skjul (ɔ: sådan, at de kunde skjule sig hastig), for ellers slog han dem ihjel med pengene. Dragerne har en skindpung bundne om hver kjæbe, og der er et hoved foran på hjulet.

Søren Jørgensen, Alken.


131. I en dal i Astrup, Hinge sogn, var der en drage, som lå på en kjedel fuld af penge, men ingen turde komme til dem for dragen. Så var der en kone, som var så fattig, at hun hverken havde noget at bide eller brænde, og hun dristede sig da endelig ud i dalen, og tog en pude med og lagde dragen på, men så fik hun også lov til at tage nogle af pengene, for den sagde til hende: «Du tog mig sødt og lagde mig blødt, derfor fik du lov.»

S. P. Jensen, Vole.


132. Byen Hjørring er meget gammel. Dens navn har man villet forklare på flere måder. Her er én af dem. Tæt uden for Hjørring ligger en höj, kaldet Kloonhöj. Der var en gang nogle mænd ved at grave efter en skat, som der var nedsat. De stødte da også på en kiste af jærn med en kobberring. Denne ring tog de fat i, og da de havde kisten omtrent ovenpå, siger én af dem: «Nu et tag til, så har vi den !» Men i det samme røg kisten ned i höjen igjen. Ringen beholdt de, og den blev siden sat ind i st. Olai kirkedør. Navnet Hjørring skulde så komme af Höjring, siden Hjøring og nu Hjørring. Mændene vidste nu ellers godt, at de ikke måtte tale, når de gravede skatte op, men de få ord slap jo helt ubetænkt fra den ene af dem.

Krist. Frederiksen.


133. Nord for Hjørring ligger Klovnhöj. For mange år siden lå der en stor skat begravet i denne höj. En nat gik tre mænd fra byen ud til höjen for at grave skatten op. For de begyndte at grave, taltes de ved om, at mens de gravede, måtte de ikke tale sammen, ti så fik de ikke skatten. Nu begyndte de på arbejdet, og kort efter stødte de på en kobberkiste. De tog stiltiende fat i en stor ring, der var på kistens låg, og drog så i den af alle kræfter. Da den var næsten oppe, udbrød den ene mand: «Blot et tag til, så har vi den!» I samme öjeblik foer kisten fra dem, men da de var håndfaste mænd og havde godt tag i ringen, så beholdt de den. Da kisten flöj fra dem, hørte de en stemme, der råbte: «Må jeg ikke i Klovnhöj have hjemme, i Gårdbo sø skal jeg mig gjemme.» Mændene tog ringen og satte den i st. Olai kirkedør, hvor den skal sidde endnu. På den tid havde byen intet navn. Men efter den tid blev den kaldt Höjring, der senere er forandret til Hjørring.

Kr. Gr. Lavridsen.


134. Der fortælles, at en gang, før byen Hjørring i Vendsyssel blev bygget, så to mænd, der brændte et lys på en höj, kaldet Kloonhöj, tæt ved, hvor senere byen blev bygget. De mente, at der måtte være penge skjult i höjen, og de besluttede sig til at grave der, for om mulig at finde pengene. De gik altså en dag derud og begyndte at grave, og da de havde gravet i nogen tid, kom de til en stor kiste. Der var en jærnring i hver ende af kisten. Da de nu havde fået tilstrækkelig jord bort, greb den ene af mændene i den ene ring og sagde: «Nu har jeg godt hold, kan du nu bare få ved, så skal vi nok få den op!»Men aldrig så snart havde han sagt disse ord, før kisten flöj bort, så han kun beholdt ringen tilbage. Men før den flöj bort, sagde en røst:

«Ja, må jeg ikke i Kloonhöj blive,
så skal I mig aldrig af Sørig sø fordrive.»

Sørig sø ligger oppe i Råbjærg sogn i Vendsyssel, og der menes nu, at kisten skal ligge på bunden af denne. Søen er nu udtørret, men der er et sted midt i den, hvor der ingen bund er at finde. Det har været prøvet at finde bund, men det har ikke været muligt. Der menes, at det er stedet, hvor kisten er sænket. Ringen, som den ene af mændene beholdt, er endnu at se i st. Katrine kirkedør i Hjørring. Der siges, at byens oprindelige navn er Höjring, og at det stammer fra den ring, som blev funden i höjen. Navnet skal så i tidens løb være forandret til Hjørring.

Joh. Jakobsen (Bindslev), Amerika, ved Kr. Østergård.


135. En gang ved nattetid gik tre mænd ud til Klumhöj ved Hjørring for at forsøge lykken. I samme höj ruger en drage på en stor skat. Da de var komne derud, begyndte de at grave, og de gjorde nöje aftale, at ingen måtte sige et ord. Da de nu havde gravet dybt ned i jorden, stødte deres spader mod en kobberkiste, og nu gjorde de tegn til hverandre og tog fat af alle kræfter i en stor kobberring pa kistelåget og vilde drage skatten op. Men da de næsten havde den oppe, råbte den ene: «En gang endnu, så har vi den!» Men i samme öjeblik flöj skatten fra dem hen i Støvrup sø. Da de nu alle havde holdt godt ved, beholdt de kobberringen. Denne hæftede de i st. Olai kirkedør, og der sidder den den dag i dag.

Chr. Ad. Christensen.


136. I Ilbjærg, en mil øst for Hjørring, boede der i gamle dage en drage, men da Hjørring efterhånden rejste sig, og der kom kirker i byen, så kunde dragen ikke mere bo i Ilbjærg for kirkeklokkerne. Den besluttede da at rejse, men inden den drog af sted, sagde den:

«Ja, må jeg ikke i Ilbjærg være,
så skal I mig aldrig af Sjørup sø drive.»

Dermed flöj den fra Ilbjærg til Sjørup sø, hvor den har boet siden.

Johannes Neve.


137. I Ugilt og Tårs sogne ligger nogle höje, Ilbjærge kaldet. I den største höj, Stuehöj (Stowwhöj), rugede en drage over en stor skat. Denne vilde folk jo gjærne have fat i, og en gang vilde da tolv stærke karle prøve at hente skatten op. Det skulde ske torsdag ved midnatstid og under dyb tavshed. De grov første og anden torsdag aften uden at finde noget, men tredje aften traf de på en stor kobberkiste fuld af guld og med tykke ringe i begge sider og ender. Med umådelig möje fik de endelig kisten op på randen af hullet og satte den der for at hvile, for de bar den videre, men én af karlene glemmer tavsheden og udbryder: «Se så, nu har vi den!» I samme nu styrtede kisten tilbage, og de kunde høre, at den rullede langt længere ned, end de havde gravet. Karlen stod med jærnringen i hånden, og det var det eneste, de fik af skatten. Ringen blev sat i den indvendige side af Katrine kirkedør i Hjørring, og der sidder den endnu. Da kisten sank, flöj dragen, sprudende ild og edder, op af hullet og skreg:

«Ma a ént i Stowwhöw blyww.
så skal I mæ åller å Sjørup sø dryww.»

Dermed flöj den hen og kastede sig i Sjørup sø i Tårs sogn, så vandet skummede og sydede om den.

Så langt fra min barndom. Efterfølgende har jeg af en mand Kristen Kristensen, Svendstrup, som i sin tid ejede én af Sjørupgårdene.

Da dragen havde taget bolig i Sjørup sø, gik den fra søen hen til nogle höje på den anden side, et stykke derfra, og hvor den havde sin gang, var græsset afsveden som af ild. Höjenes navn husker jeg ikke, dog forekommer det mig, det var Boelhöwwen, men sikkert er det ikke.

Da Kristen Kristensen kom til gården, vilde han bygge sig en smedje netop på dragens vej. Naboerne frarådte ham det for dragens skyld, men han byggede, hvor han vilde. Da smedjen var opført, rejste sig en nat en stærk storm, og om morgenen lå huset på jorden. Trods naboernes advarsler byggede han atter smedjen på samme sted, men hvad sker? en nat brændte den, og det var jo dragen, der havde tændt ild i den, fordi den ikke vilde have sin vej afspærret. Manden byggede tredje gang på samme plads, og den smedje står der den dag i dag. Dragen måtte give tabt og har ikke siden været at mærke. Søen er omtrent udtørret, kun en sig er tilbage af den.

Katrine Høeg-Høyer, Hjørring.


138. Sydøst for Tårs kirke på en temmelig stor hede igger en enlig gård, som kaldes Sjørup, og tæt derved ligger Sjørup sø. Her skal ligge en stor skat begravet, men en gloende drage ruger over den, og i klart måneskin vil man kunne se dens gloende öjne på bunden af søen, ja, den skal endog stundom i mørke nætter have svævet frem og tilbage over søen. Men når denne en gang udtørres, så at dragen ikke kan være der, uden at solen skinner på den, så dør den, og så får Sjørup-manden skatten, og Sjørup bliver da til et slot.

N. Reedtz.


139. I gammel tid flöj en drage fra østen ind i Guldbjærget og havde der sit ophold. Det vidste folkene i Hammelmose, og de grov efter den. Da flöj dragen ud med de ord:

»Må jeg ikke i Guldbjærget blive,
så skal de mig aldrig af Sjørup sø drive.»

Fra den tid har den været i Sjørup sø (Serritslev). Dragens hoved er som en and, dens hale som en læssestang. Guld flyver af hende, og hun er så klar som ild. Det er ikke så længe siden, at en mand så hende i denne skikkelse flyve over en gård i Em. Hun flöj fra nordøst til sydøst.

Nik. Christensen.


140. I Folkjær, Vrå sogn, har der også opholdt sig en drage; men folk gravede også efter hende, og hun flygtede bort til en sø i nærheden. «Må jeg ikke i Folkjær blive, så skal jeg i søen drive.»

Nik. Christensen.


141. Søren Meldgård fra Hårup lå nede ved hans miler lidt øst for, hvor nu Sejbæk station er, norden for Hjul sø. Den gang var det stor skov. Der var bøge pa 18, 20 kløv og en fire alen i omkreds. Så ser han, at der hen over heden kommer en skikkelse som en hovedløs stud og af en forfærdelig størrelse, og den kommer skridende hen imod ham. Han vilde nu ikke tro, at der var sådant spøgeri der nede, endskjøndt de andre milebrændere havde sagt, at de ikke kunde have deres miler i fred, der var noget, der splittede dem ad. Det havde han grint ad og bandt på, at det var ikke andet end ene løgn. Men da nu det her spøgelse kommer, så siger han: «Vær nådig, hr. Satan!» Da bliver der en hylen og skrigen i luften, og milerne splittes ad rundt omkring: men han tog ingen skade selv. Det var en drage, der kom flyvende fra Østerskoven og kom hen over søen. Min fader havde været ude at sejle og kom da heldigvis i land, inden han hørte den susen og hylen, ellers vilde han vel være bleven slynget ned til bunden. Her har tjent en karl, og han var ude at kjøre med hans moder og et kvindfolk til. Da de kom midt imellem Lang sø og Vester-Kejlstrup, standsede studene og var ikke til at drive frem. De holdt da stille en fem minutter, og så kom den hovedløse stud farende nord fra og forbi vognen. Konen gav sig til at skrige og råbte höjt: «Nu ser a aldrig min mand mere!» Men karlens moder blev ikke så bange. Derpå hørte de sådan en hylen ned efter Lang sø, og så var det først, de kunde kjøre. De så det alle tre.

Skjellerup Nygårde.


142. Der kom en aften en drage til en mands vindue i Klejstrup og sagde: Han skulde komme ud. Men han gav sig god tid og kom ikke. Endelig kommer den igjen og sagde, at det nu var for sent at komme, nu var skatten hundrede alen inde i Storkbjærg. — Således kaldes kalkværket ved Hole mølle.

Vokslev.


143. I Kalvø skal der ligge en drage på syv års skat. Tårnet står endnu, om end alle murstenene er pilket af, de kan ikke ride det ned, og det er sagtens dragens skyld.

E. T. K.


144. Der bor en drage i Lyshöj, som ruger over en skat. höjen rejser sig tit på vættelys, og der brænder blålys over den. Dragen går tit ned til fjorden ved Kolindsund for at drikke, og da kan man hæve skatten.

Tøstrup. F. L. Gr.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.