Drengen der blev jaget bort
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Drengen der blev jaget bort
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2022
En meget usædvanlig hændelse indtraf under Øfjeldene. Man sendte en lille dreng, der var 7 eller 8 år gammel, fra en gård til en anden. Og en stor skare mennesker ledsagede ham fra den gård, der hedder Arnarbøle, hen til gården, der tilhørte den mand, som efter manges udsagn var far til drengen. Drengens mor var præstekone, og præsten havde hidtil opfostret drengen, men nu var præsten både blevet gammel og uden midler. Der var da høj vandstand, og der flød to åer med stærk strøm mellem de to gårde, som drengen kom fra og blev fulgt hen til, og ingen af dem var mindre dyb, end at vandet nåede en hest til midt på siden, og strømmen var så strid, at selv voksne mænd ikke var i stand til at krydse den. Og da de havde afleveret drengen, vendte de hjem til Arnarbøle. Men bonden var ikke hjemme på den gård, hvor drengen var blevet afleveret, og husfruen blev rasende og jog drengen væk med hug, så snart mændene var draget bort. Det var da sidst på dagen og bygevejr, men drengen havde et skind til at dække sig med. Men da det var blevet nat, faldt det husfruen ind, hvor stygt hun havde jaget drengen væk, og hun bad derpå nogle mænd om at tage ud og lede efter ham. To mænd tog af sted for at lede efter drengen, men de fandt ham ikke, og de fortsatte, indtil de kom til Arnarbøle, og folk derfra tog med dem ud for at lede efter drengen. Men den præst, som havde opfostret drengen, blev nedtrykt, da dette skete, og han gik hen i kirken og sang fra salmebogen og bad inderligt den salige biskop Torlak om at bedre deres sag. Og kort tid efter kom drengen dér til Arnarbøle, og han var tør og ubekymret og kun våd op til anklerne. Drengen fortalte om sin færd, og at han løb grædende fra gården, hvor de havde afleveret ham, og han vidste ikke, hvor han var på vej hen, og vejret var ikke mildt. Han fortalte, at han havde påkaldt den salige biskop Torlak så ofte, som han kunne, for at bede ham om hjælp. Han gik, indtil han kom til et sted, fårene brugte som ly, og dér faldt han i søvn. Men da han vågnede, fik han straks øje på gården på Arnarbøle, og han gik hen til husene og var ikke stødt på nogle åer undervejs. Men det var på ingen menneskelig måde muligt at tilbagelægge denne strækning, uden at skulle krydse to brusende vandløb, som drengen ikke ville være i stand til at komme over uden hest. Alle glædede sig over dette mirakel, som var sket, og de priste den almægtige Gud, som uafladeligt lader sådanne herligheder og jærtegn ske gennem sin tjener, biskop Torlak.
