Eddadigte (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Første tidsrum, 800–1100

Eddadigte


De digte, der kaldes således, findes hovedsagelig, i et eneste håndskrift fra omtr. 1270 (gml. kgl. samL 2365, 4to i det kgl. bibl. i København), udg. fototypisk og med almindelige typer 1891. Et lille brudstykke af et andet fra 1325 omtr. findes i AM. 748, 4to; her findes et digt Baldrs draumar, der ikke tillige findes i 2365 (cod. reg.). Desuden findes Völuspá også i en opskrift fra midten af det 14. årh. i Hauksbok. I Snorres Edda findes en del vers især fra de 3 hovedgudekvad (Vspá, Vafþr., Grímn.), og desuden enkelte andre vers. Fremdeles regnes til Eddadigte enkelte i indhold og form nærstående digte, der findes i andre håndskrifter som Rígsþula (AM 242 fol.), Gróttasöngr (et par hdskrr af Snorres Edda), Hyndluljóð med Völuspá en skamma (i Flatøbogen), samt endelig Grógaldr og Fjölsvinnsmál, der kun findes i papirsafskrifter.


Navnet »Eddadigte« er blevet almindeligt som fællesnavn, men »Edda« er dog ifølge al gammel overlevering kun navnet på Snorres bekendte arbejde om digtekunsten. Sikkert ved en for de tider let forståelig misforståelse mente man i det 17. årh., da de gamle håndskrifter fremdroges og et nyt studium af oldtiden begyndte, at det var disse gamle visdomsfulde oldkvad, der havde eller burde have navnet Edda, hvis betydning man ikke rigtig forstod. Det blev da også almindeligt, at henføre de nylig fremdragne bøger (sagaer) til enkelte berömte forfatter- (el. samler-) navne; således satte man »Eddaen« i forbindelse med Sæmund frode og opfattede ham som forfatter eller samler af denne. Dette er imidlertid ganske usikkert; at han ikke har kunnet digte dem er en anerkendt sag; hvem der har samlet dem, vil aldrig med vished blive opklaret. Når den første samling er foretaget, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Den hovedafskrift, vi nu har, forudsætter ældre afskrifter; Snorre Sturluson har haft en samling, hvis omfang man ganske vist ikke helt er i stand til at bestemme; men så meget synes sikkert, at den har ikke været så lidt omfattende; mange gudekvad og flere heltedigte har der været samlede, men ikke helt i den form, der kendes fra cod. reg. Fremdeles finder man en tredje samling (for heltedigtenes vedkommende) benyttet i Völsungasaga, der antages forfattet omkr. 1260; denne saga er for os af stor betydning også derved, at den indeholder en gengivelse af et eller flere digte, der i cod. reg. har stået på et læg af 8 blade, der forlængst er gået tabt. At den benyttede afskrift beroede på ældre afskrifter tör betragtes som givet. Herved kommer man tilbage til begyndelsen af det 13. årh. for samlingens vedkommende, og man tager næppe fejl ved at antage, at den første samling er sket i den dertil så udmærket egnede tid, den sidste del af det 12. årh., litteraturens guldalder som den kunde kaldes. Dette kan ad andre veje bestyrkes. Således er det naturligst at tænke sig, at det kendskab, som munken Gunnlaugr viser i sin Merlínússpá til så mange mytiske kvad og heltedigte, hidrører fra én samling. Dermed er det ikke sagt, at netop den samling, vi nu har, har eksisteret i den form så tidlig. Den oprindelige samler har vel næppe kunnet få alle de kvad, der eksisterede i landet; den er vel senere forøget af forskellige afskrivere, ganske som tilfældet har været i senere tider på Island med de såkaldte »kvæðabækur«. Det er også muligt, at der oprindelig har været to samlere samtidig, hvoraf den ene samlede mytedigte, den anden heltekvad. Ét er sikkert, at grundstokken må være fra det 12. årh. At samlingen fra først af er foregået på Island må betragtes som uomtvisteligt.


Princippet for ordningen af digtene er, som man kunde vente det, hvad man kunde kalde sagaprincippet. Heltedigtene viser dette klarest naturligvis. Tilsammen udgör de en slægtsaga på vers, en sammenhængende digterisk fremstilling, så god som det var muligt på denne måde at frembringe den, uden at forgribe sig på de enkelte digte, tilstudse dem ved afkortninger eller ændringer, hvor de stred imod hinanden eller indeholdt parallelberetninger. Til ære for samleren må det siges, at noget sådant har han ikke forsøgt. Derimod har han måske (eller er det den mundtlige tradition?) en enkelt gang forbundet to parallelkvad (Reginsmál) til et hele. Hvad de mytiske digte angår, var dette princip ikke let at gennemføre; dog spores det også her. I spidsen for de enkelte hovedafsnit ynder samleren at stille digte med almindeligt, omfattende indhold (oversigtskvad), som Völuspá i beg. af de mytiske kvad, Helge Hundingsbanes digt i spidsen af heltedigtene, fordi dette giver en oversigt over Helges liv fra fødsel til død osv. Samleren har ofte, især i heltedigtsafdelingen indsat formidlende prosastykker, der enten giver udfyldninger eller nærmere forklaringer eller dobbelte beretninger. Disse prosastykker er et uddrag af en nu i sin helhed tabt prosaisk fremstilling af Sigurd fafnisbanes liv, en Sigurðarsaga, der også spores på andre måder.


Kendskabet til disse digte spores tidlig; Arnor jarleskjald har efterlignet et sted i Völuspá; skjaldene ved år 1100 har efterligninger og lån, ikke blot de islandske, men også f. eks. Háttalykill af Rögnvaldr-Hallr (denne var dog en Islænder). Et af de vigtigste vidnesbyrd er dog Eyvind skáldaspillirs lån fra Hávamál i hans Hákonarmál (omkr. 961). Kong Sverre anførte engang et halvvers af et heltekvad i slutn. af 12. årh. Alt dette vidner om et temlig godt kendskab til disse digte både på Island og i Norge. Vi står her overfor det vigtige spörgsmål om digtenes egenlige hjem og det dermed nöje forbundne om deres alder. Om bægge disse hovedspörgsmål har der været ført en lang og undertiden ret hidsig kamp; diskussionen om dem er langt fra afsluttet endnu. Det sidste alsidige indlæg i sagen er givet af Symons i hans Einleitung til den store Eddaudgave. Desuden har A. Heusler skrevet om spörgsmålet for enkelte digtes vedkommende — foruden hvad S. Bugge og andre har skrevet.


I modsætning til tidligere meninger om digtenes meget höje alder, tillægger man dem nu langt fra så höj en alder. Det var først dr. E. Jessen, der udtalte dette, og senere er det blevet med uigendrivelige grunde — især af sproglig art — fastslået, at intet af dem kan være ældre end 9. årh. Det kan endda være tvivlsomt, hvorvidt noget af dem er ældre end 900. Der er dog endel, der kunde tale for dette, f. eks. enkelte digtes forhold til de gamle þulir; dette gælder især Hávamál eller dele deraf (jfr. det digt, der begynder med: Mál es at þylja þular-stóli á, og som fraråder at göre nar ad en gammel tul). At Hávamál I også er ældre end midten af det 10. årh. fremgår af, at Eyvind benyttede det. Andre som Trymskvadet og Völundskvadet er af en så gammeldags karakter i forhold til de andre, at de må høre til de ældste. Og der er intet til hinder for at henføre dem til tiden för 900. Kriterierne, især de sproglige, er af meget tvivlsom art, da sproget i det 9. og i det 10 årh. var temlig ens og der savnes bestemte holdepunkter for de enkelte ordformers ændringer i så gammel tid. Mere har versformen og det metriske at sige; jo regelmæssigere den er, jo yngre er digtet, kan man i almindelighed sige. Af stor betydning er de enkelte hentydninger til kultur-fænomener (ligbrænding og lign.), men absolut bindende er de heller ikke altid. Endelig er en rationel sammenligning mellem digtene indbyrdes af den störste betydning; i så henseende er ikke blot enkelte sprogformer vigtige, men især den ånd, der hersker, selve fremstillingsmåden — knap stil, kort og kærnefuld fremstilling med udeladelse af alt uvæsenligt, sceneforandringer og lign. viser afgjort digtets relative alder —, og så de forskellige sagnformer, der findes (dette især m. h. t. heltedigtene). At gudekvadene er digtede i den hedenske tid, følger af hele deres indhold og forhold til hedenskabet. Men dette er netop et udmærket holdepunkt. I nogle findes hentydninger til kristendom og det i sådanne, hvor fremstilling og stil også røber en yngre tid. Endelig er der nogle, som i den grad bærer præg af lærdom og »efterklassisk« digtning, tillige ved at forudsætte en mængde af de andre digte (som Grípisspá), at de må henføres til en så sen tid som muligt, nemlig det 12. årh. (sidste halvdel). Der er således temlig vide grænser at regne med. I det hele er der dog næppe — undt. i enkelte tilfælde — tvivl om, hvilke kvad der tilhører tiden for og tiden efter kristendommens indførelse. Man får således hovedgrupper af digte, tilhørende to tidsrum, indenfor hvilke der atter er rummelige grænser. Til de ældste digte har jeg regnet visse dele af Hávamál (IV), Trymskvadet, Skírnismál, Rígsþula, Völundarkviða — alle fra tiden ved 900 eller för; lidt yngre er Vafþruðnismál, Grímnismál, Hárbarðsljóð og Hávamál (resten); til midten af det 10. årh. omtr. har jeg sat Völuspá og Lokasenna, heltekvadene Völsungakv. en forna, Hamðismál en fornu, Goðrúnarkv. en forna, Reginsmál (B), samt Helgakv. Hjörvarðssonar, Reg.mál (A), Alvíssmál, Hyndluljóð, Gróttasöngr, der dog godt kan være lidt yngre. Til det 10. årh.s sidste del har jeg henført Hymiskv., Fáfnismál, Sigrdrífumál, Sigurðarkv. (Brot), Goðrúnarkv. I og III, Atlakviða og Hrímgerðsdigtet. På overgangen til kristendommen står Grógaldr, Brynhilds helridt, og til det 11. årh.s første halvdel hører Helgakv. hund., Oddrúnargrátr og Goðrúnarhvöt; yngst er her Sigurðarkv. en skamma og det grønlandske Atlemål. Disse sidste udgör den anden gruppe. Den 3. gruppe består af Völuspá en skamma og Grípisspá, der tilhører det 12. årh. Der er ganske vist på flere punkter ikke afgørende indre kriterier til, idet nogle digte indeholder meget lidet af nogenlunde faste holdepunkter. I det hele og store fastholder jeg dog denne på mange forskellige enkeltheder beroende rækkefølge som sandsynlig. Symons henfører til den ældste gruppe Völundarkviða (der »nok tilhører slutn. af det 9. årh.«), Völsungakv. en forna (d. v. s. dele af Helgakv. Il), Sigurðarkv. (Brot), Atlakviða (i »dens oprindelige skikkelse«), Hamðismál (i dets ægte form), lidt yngre er de andre dele af Völs. forna, Fáfnismál, Reginsmál (B) og Sigrdrífumál; Helgakv. Hjörv. og Gróttasöngr må også henføres til det 10. årh. De fleste andre heltedigte henfører Symons til 11. årh., Grípisspá til det 12. Gudekvadene henføres til det 10. årh. eller til tidsrummet 850(75)— 1025 — med undt. af Alvíssmál, Hyndluljóð og Völuspá en sk., der henføres til det 12. årh. Der er således uenighed nok om flere enkeltheder; ligeså, når vi ser på andre forskeres meninger; således vil B. M. Ólsen f. eks. henføre Völuspá til tiden lige för 1000, Eir. Magnússon og Heusler Rígsþula til det 13. årh. osv. Her kan vi ikke komme nærmere ind på dette. Hovedsagen er, at der er enighed i det væsenlige. Men det følger af sig selv, at forskernes individuelle egenskaber og måde at anskue tingene på kan føre til afvigende opfattelser. Således er det mig ikke muligt at indse grunden til at henføre så mange heltedigte til det 11. årh. som Symons gör. Til trods for de vide grænser synes der at være en periode på omtr. 100 år, hvor der ikke digtes sådanne Eddakvad. Endelig skal bemærkes, at A. Heusler har søgt at bevise, at de digte, der har stået i lakunen, alle har tilhørt det 12. og 13. årh.


Digtenes hjem er et endnu mere omtvistet spörgsmål. Atter kan man dog også her nu, i modsætning til, hvad man tidligere gjorde gældende, med fuld bestemthed og uden modsigelse sige, at de tilhører den vestnordiske, ɔ: den norske stamme og ikke den svenske eller danske. Dette kunde nu i og for sig være nok, men litteraturhistorisk set må der her göres nærmere skel — og så er det enigheden holder op. Prof. S. Bugge mener, at de tildels er digtede i Norge, tildels i de vestlige kolonier — i så henseende optager han den tanke, som G. Vigfússon havde udtalt — tildels på Island; ét af digtene, Atlamál, kaldes det grönlandske, og ingen bestrider, at det er forfattet i den islandske koloni i Grönland; et andet, Atlakviða, kaldes også »det grönlandske«; de fleste er enige om, at det beror på en (afskriver-) fejltagelse. Prof. B. M. Ólsen antager, at digtene — med undtagelse af de to sidste — er eller godt kan være islandske allesammen osv. Naturligvis må ethvert digt undersøges for sig og indre kriterier fremdrages til støtte for dets hjemstedsbestemmelse; ydre kriterier eksistere så godt som slet ikke, ti den omstændighed, at de er opbevarede på Island, betyder intet, da også alle, bevislig norske (skjalde-) kvad er opbevarede dér, og kun dér. Det siger sig selv, at her atter er et vidt spillerum for individuel måde at se og ræsonnere på.


Hvad der først og fremmest i al almindelighed kommer i betragtning er de vidnesbyrd, digtene selv aflægger om den kultur-baggrund, der skimtes i dem. Det er ikke den stærke brug af ord som 'sal' (hvorpå Vigfússon bl. a. lagde stor vægt) eller omtale af kostbare, ikke-nordiske töjer og lign., der har noget at betyde, ti af denslags var der fuldt op i Norge og på Island lige fra det 9. årh. af. Heller ikke giver sproget os nogen egenlig vejledning; dog findes enkelte ord, der vanskelig kan tænkes at have været brugte eller almindelige på Island som f. eks. eikja (egl. 'egetræsbåd' til at færge med), længdebestemmelser som ['en stund er til stenen'] 'en anden til stokken' — udtryk, som på det bedste lader sig forklare som norske. Endnu tydeligere er visse bestemte hentydninger til kultur- og andre tilstande. Vi har nævnt þulr'en med sin stol, der bestemt er norsk (ikke islandsk); der nævnes bautastene, der udelukkende peger på en norsk skik (»sjælden står bautastene ved vejen, medmindre de rejses af slægtning efter slægtning« er ganske utænkeligt på Island) — »törre skier (brændestykker) og tagnæver« —, sild i kurve, (der bares på ryggen; jfr. norsk meisasild). ligbrændings-hentydninger —, den ensomme fyr, der står og visner —, gederne, der flygter af fældet for ulven —, örne, der sidder på asketræer ved aftenstide —, rensdyr på tøfjæld —, hyrden, der klatrer i klipperævnerne med en hasselkæp i hånden — den brune björn, hvis brummen kongens røst sammenlignes med — alt dette er norsk, ægte norsk. Det er ikke synderlig overbevisende at hævde at alt dette kan være sagt af en Islænder; naturligt bliver det ikke. Dette er så meget mere betydningsfuldt som man til gengæld ikke har været i stand til at udpege en eneste hentydning til et individuelt-islandsk kulturforhold eller til islandsk natur. Det som man i så henseende har anført er ganske betydningsløst; henførelsen af Surt i Völuspá til Island og undergangen i samme digt til vulkanske udbrud (miss Phillpotts) er kun en subjektiv fortolkning, der kan mødes af andre ligeså gode eller bedre forklaringer; eller et ord som hveralundr (også i Vspá), hvor man har villet opfatte hverr som 'varm kilde', medens ordet er flertydigt og således uden betydning. Denne fraværelse af islandsk natur og kultur er så meget mere mærkelig som der netop i det grönlandske digt — der mulig er det eneste grönlandske kvad — straks fremtræder så umiskendelige hentydninger til digterens hjemstavnsforhold, at selv om håndskriftets betegnelse ikke fandtes, måtte man af indre grunde henføre digtet til Grönland, hvis man vilde fare metodisk og logisk frem. Den mest ligefremme og naturlige forklaring er, at de digte, hvor norsk natur og kultur bestemt træder frem, også er forfattede i Norge. Herfor har Symons heller ikke været blind, uagtet han ikke drister sig til at afgöre spörgsmålet »norsk eller islandsk« i enkeltheder. Som norske antager han dog uden tvivl Hávamál (i alt væsenligt), Þrymskv., Skírnismál og Hárbarðsljóð, Völundarkv., Helg. hund. II (enkelte bestanddele), Reginsmál B, Fáfn., Sigrdrif., Brot, Atlakv. og Hamðismál og Gróttasöngr — og mulig Helg. Hjörv. og Svipdagsmál. Alle andre henføres til Island undt. måske Rígsþ. og Helg. hund. I, der kunde være forfattede af nordiske vikinger i Vesten. Således deles der jo broderligt. Dette er mig en tilfredsstillelse. Nogen egenlige positive indre kriterier for den islandske oprindelse fremfører Symons ikke; det er egenlig kun det, at de digte, han henfører til Island, intet indeholder, der strider derimod eller som ikke kunde være sagt af en islandsk digter. Lad dette nu være således — om enkeltheder kan der dog virkelig med god grund tvistes —; der er dog en hovedbetragtning, der må göres gældende mod denne Symons'ske tvedeling, den nemlig, at den störste del af digtene — jeg ser bort fra den yngste gruppe og det grönlandske digt — unægtelig er af en så beslægtet art og hænger så nöje sammen ved hele det kulturtrin, de står på, den samme digtnings-ånd osv., at man nødig og kun af tvingende grunde — forekommer det — skulde skille dem ad, men sådanne findes ikke. Denne betragtning er i virkeligheden temlig afgörende. Der kan ikke henvises til at skjaldekvadsdigtningen flyttedes til Island og fortsattes der — der var her andre og så at sige naturnødvendige grunde tilstede. Heller ikke kan det nytte at henvise til Grönland, ti Atlamál kan ligeså godt være en fortsættelse af en norsk som en islandsk digtning netop på grund af de historiske forbindelsesforhold mellem Grönland og udlandet.


Da det nævnte digt hører Grönland til, lå det nær at spörge, om ikke flere med rimelighed var at henføre dertil. Dette mente jeg at kunne besvare bejaende og henførte dertil 4 andre, hvoraf jeg dog nu tager Helg. hund. I tilbage; de øvrige er Sigurð. sk., Oddrgr., Goðr.hvöt. Symons har udførligt søgt at modbevise dette, men jeg kan ikke erkende at det er lykkedes.


Endvidere skal bemærkes, at Bugge har søgt ved sproglige grunde (antagelse af forvanskede angelsaksiske ord) at vise, at enkelte digte (som Sig. sk.) var forfattede i Vesten. Herimod har Symons gjort træffende bemærkninger. Fremmedord betyder intet m. h. t. dette spörgsmål, ti de, der findes, kan ligeså godt have været indkomne til og brugte i Norge (Island) som af norske (islandske) mænd i Vesten.


Spörgsmålet om Eddadigtenes hjem må, trods alt, endnu betegnes som et stridsspörgsmål. Der vil mulig falde et bestemtere lys derover, efterhånden som man trænger mere og dybere ind i norsk åndsliv og digtning i det 11. og 12. årh., hvorom der nu kun endel antydninger er fremkomne (Bråvallaslagskvadet).


Eddadigtene er, som sagt, anonyme; ikke destomindre kan man få indirekte oplysninger om forfatterne. Bortset fra »Hávamál«, der så klart viser den moraliserende tendens og forfatternes (og samtidens) opfattelse af, hvad der var det rigtige mål og med i livet, hvad der var bedst for mennesket i det hele, og hvorledes hver enkelt havde at opføre sig i livets forskellige forhold — skimtes en lignende tendens i de øvrige digte i den ældre gruppe; de yngre og yngste er derimod kun underholdende eller belærende. Dette vil nærmere blive belyst ved de enkelte digte. Gudekvadene er ofte fulde af bitterhed og åbenbart digtede under følelsen af, at de gode, gamle tider var ved at være forbi; derfor bliver de moraliserende. I heltedigtene skimtes det også, men sjældnere.


Hvad personerne i de sidstnævnte digte og deres karakter angår, er der, som för bemærket, ingen tvivl om, at de er nordiske i sind og skind; de er vikingetidens hårdføre helte, både mænd og kvinder — men de er udpræget typiske, ikke rent individuelle, men ligesom et uddrag, et kraftuddrag af datidens menneskehed. Heltene er to slags: de af elskov betagne, af blidere følelser beherskede mænd, mænd som dog ingensinde falder ud af helteidealet, er tapre, trofaste og redelige uden svig eller lumskhed; det at Sigurd rider i Gunnars skikkelse gennem vaverluen, betragtes ikke egenlig således, som karakternedsættende. Det at Sigurd glemmer Brynhild, er ikke hans skyld, men Grimhilds, der giver ham glemselsdrik osv. Den anden slags er store helte, men hårde og for blidere følelser utilgængelige personer, som aldrig bliver bange eller viger for noget som helst. Blandt vikingerne i det 9. og 10. årh. har bægge arter sikkert altid været tilstede. Kvinderne svarer hertil på en måde. Nogle er blide, vemodsfulde og resignerede efter at have lidt skibbrud i livets vigtigste forhold (Oddrún), andre det modsatte, vilde og hævngærrige, men storslagne og skönne i al deres vrede (Brynhild). Atter andre er i og for sig rolige brave karakterer, der lider og sörger på en vidunderlig menneskelig måde (Gudrun); når også de bliver vilde og hævnlystne, tilskrives det overnaturlige midler. Skönnest af alle er de egenlige valkyrjer som Sigrún, der elsker för hun har set sin elskede helt, hvem hun favner i gravhöjen og over hvis død hun dør af sorg. Bipersoner skildres altid overordenlig levende og klart. Det inderlige søskendeforhold fremtræder med en påfaldende styrke. Det er langt inderligere end imellem forældre og börn. Gudrun dræber sine börn med Atle af hævnlyst, dræber ham selv for at hævne sine kære brødre, der dog havde dræbt hendes elskede mand; at hun ikke hævnede sig på dem skyldes en glemselsdrik; således måtte det unaturlige deri forklares — At skæbnetroen spiller en fremtrædende rolle er ikke mærkeligt. Endelig bemærkes at karakterskildringerne i det hele er helt igennem udmærket konsekvente.


Fremstillingen er, som för bemærket, noget forskellig; dette betegner en tidsforskel. I den ældre gruppe er fortællemåden kort og koncis; alt overflødigt udelades og snakkesalighed er udelukket. De korte verslinjer bidrog til udtrykkets knaphed og klarhed. Alt er i reglen harmonisk. Særlige virkemidler er gentagelsen af enkelte ord eller sætninger; den anvendes altid diskret og virkningsfuldt. Et andet sprogligt virkemiddel, ofte af en vidunderlig kraft og indre belysningsævne, er tillægsordene; et eneste sådant kan ofte indeholde en hel psykologisk beskrivelse og motivering og således komme i steden for en hel sætning. Ordomstillinger anvendes også ofte virkningsfuldt. I modsætning hertil står de yngre digte, der ofte er meget vidtløftige og medtager overflødige detaljer; dog kan også der findes udmærket formede og kraftige sætninger.


Overleveringen er, som ovenfor antydet, sikkert på mange punkter forvansket. Det er kritikkens opgave at udpege manglerne, men den må fare forsigtig og besindig frem; at den i visse henseender også kan være noget dristig er vistnok upåtvivleligt.