Efterskrift om Chr. Rosing, hans slægt og familie (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Christian Rosing
(1866-1944)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Efterskrift
Førstepræst Christian Rosing
født 20. December 1866, død 27. August 1944

af William Thalbitzer

CHRISTIAN ROSING

Denne grønlandske bogs forfatter hade gennem sin moer noget eskimoisk blod i sine årer. Det vestgrønlandske sprog var hans modersmål. Hans faer var udstedsbestyrer Peter Rosing fra Jakobshavn i Diskobugten, der døde i Kangâmiut 1911; hans moer var en datter av sælfangeren Jehu Petrussen. Chr. Rosing fik sin uddannelse ved seminariet i Godthåb, hvis forstander dengang var N. E. Balle, hvorfra han dimitteredes i 1888 for hurtigt at få ansættelse som kateket i Atangmik. Allerede året efter blev han flyttet til Nûk (Godthåb), hvor han blev lærer ved seminariet og i 1901 ophøjedes til overkateket. Og så fulgte hans livs store oplevelser. Først en Danmarksrejse (1903-04) og så præstekaldet i Østgrønland.

Christian Rosings fødselsstjærne har strålet med usædvanlig glans mellem nordlysene. I en alder av 37 år fik han den for en Grønlænder hidtil uhørte opgave at skulle gå som hedningemissionær, i et selvstændigt, ledende arbejde, til den nyoprettede koloni Angmagssalik for at avløse dette steds første hedningemissionær, den danske Rüttel. Iblandt sine hedenske landsmænd skulde Rosing nu virke selvstændigt, det blev gennem mange år (1904-1922). Han så det som sin opgave at omvende disse »stakkels og temmelig foragtede« hedninger fra deres asiatiske religion og skikke til kristelig-evropæisk tænkemåde.

Bogen blev skrevet i løbet av pastor Rosings første år ved Ammassalik, inden hans hustru med børnene, tre drenge, kunde komme derop efter en sygdomsforsinkelse i København. Bogen viser hvor hurtigt og energisk forf. i dette første år (1904-05) har arbejdet sig ind i de indfødtes sprog og sjæleforhold.

Forberedelsen av de indfødte til dåb blev foretaget i små hold. Fra den nærliggende boplads' tre gammeldags huse, hvor nogle få tilrejste familier ad gangen tilbragte vinteren ved den ellers som fangststed lidet besøgte, indelukkede fjord Tasîlaq (vgr. tasiussaq), kom der hver dag en lille flok av gamle mennesker eller yngre slægtninge til undervisning inde i præstens stuer. Rosing fortsatte på sin egen måde pastor Rüttels forkyndelse og undervisning: resultatet var, at de gamle folk efterhånden indrømmede deres fejlfulde livs og tros intethed og anerkendte præstens nye moral og opfattelse som deres egen fremtidige. Istedenfor deres tryllebønner lærte de nu at bede fadervor, at synge salmer og fremsige Luthers trosbekendelse, alt på et grønlandsk, der uvilkårlig blev en blanding av øst- og vestgrønlandsk; et tungemål, der især faldt de gamle noget besværligt at udtale og forstå. Unge som gamle udleverede deres amuletter til præsten. Og omhyggeligt, som en begyndende forsker, noterede præsten alt hvad disse til omvendelsen beredte, ærlige sjæle kunde forklare ham om deres gamle tro og skikke, om deres trylleformularer og amuletter, om deres ægteskabelige forhold, deres kultus osv.

Rosing udarbejdede på grundlag av sine notater et foreløbigt manuskript, meget nær svarende til den senere trykte bog. Han sendte det renskrevne avsted til det grønlandske bogtrykkeri i Godthåb omme på vestkysten med det samme skib, som i eftersommeren 1905 bragte mig og min hustru til Østkysten for at overvintre. Det var årets eneste postlejlighed. Skibet avsejlede nogle få dage efter vor ankomst. Rosings utrykte bog gik altså sin trykning imøde ovre på Amerikasiden — og på grønlandsk, mens jeg sad i Ammassalik og studerede kladden til trykmanuskriptet, som Rosing med stor venlighed lånte mig til gennemlæsning. Han lod mig beholde det i min stue et par måneder, til henimod jul, for at jeg kunde udnytte det til mine studier. Jeg oversatte det meste derav på dansk, hvad der ikke faldt mig helt let, da jeg dengang ikke hade så stor øvelse i at oversætte fra boggrønlandsk, og da dette skrift ialtfald stedvis er ret indviklet at gennemskue. Men, som kendere av den oldgrønlandske kultur nu vil indsee ved læsningen av Rosings lille bog, var det umagen værd for en begynder på dette østgrønlandske område at studere den igennem. Rosings indtrængende førstehåndsarbejde gav på mange punkter en overraskende rig forøgelse av hvad man før har læst på dansk om Østgrønlændernes åndskultur, især Fr. Nansens, Gustav Holms og Rinks bøger. Her var der, på grønlandsk, samlet en fylde av nye oplysninger om trommesange, tryllebønner og amuletter.

Da jeg henimod julen bragte præsten hans manuskript tilbage, med tak for lånet, hade vi en lille dansk samtale derom.

Det er indbildningskraften, sae han, der har fremkaldt alle disse overtroiske ting — indbildningskraften har fyldt disse mennesker med deres overtro — indbildningskraften, gentog han med et eftertryk, så man næsten hørte d'erne. Hans tonefald og aksentuering var mere grønlandsk end dansk.

Bogen er, som forf. skriver i forordet, tænkt som en hilsen til de kristne meningsfæller i det fjærne. Den skal bestyrke dem til fortsat kamp — mod hedenskabet især i Østgrønland. Rosing minder selv i sin fortale om, at Hansêrak var hans forgænger som den første kristendomsforkynder på Østkysten. Senere i bogen omtaler han sin forgænger i embedet pastor Rüttel. Men de hjemlige teologer, der direkte har inspireret ham til hans aggressive holdning overfor hedenskabet, er, omend unævnte her, udentvivl hans lærere ved Vestgrønlands seminarier, i Godthåb, den gamle pastor N. E. Balle med den kres av kateketer, der var udgået fra hans skole, samt særlig den forhenværende grønlandspræst Chr. Rasmussen i Lynge, hos hvem Rosing kom til at bo under sit ophold i Danmark, inden han drog om til Østkysten. Chr. Rasmussen var Knud Rasmussens faer. I den Lynge præstegård har der været et udklækningssted for en berømt folklorist og polarforsker. I det hjem luede der ikke blot en varm interesse for det grønlandske sprog, men også for den fortidskultur, der avspejler sig i de grønlandske sagn om storfangere og inuitfolkets gamle helte. Også virker måske træk av den grønlandske missionshistorie med, ialtfald en skikkelse som Hans Egede — om hvem Chr. Rosings eget væsen og adfærd undertiden synes mig at kunne minde. Der fremlyser hist og her i hans bog et glimt av den samme fanatisme, den samme ortodoxe ildhu, som drev en Egede ud i striden mod de grønlandske angákut.

Endskønt Rosing ikke selv omtaler alt dette, kan man sikkert gå ud fra, at det ene danske års ophold i Lynge præstegård har haft stor betydning for hans udvikling og for hans indstilling til den kommende opgave. Her har han fundet en sangbund både for sin hedningefjendske indstilling og for sin umiskendelige videbegærlighed med hensyn til de indfødtes egen tro og opfattelse.

For alle etnologer og religionsforskere vil det sidstnævnte hensyn begrunde bogens videnskabelige værdi. Men for missionshistorikere vil bogen ganske sikkert også ha sin store interesse som et vidnesbyrd om virkningen av den vestgrønlandske kirkes indsats i det eskimoiske folks indre religiøse bevægelser omkring århundredskiftet.

Pastor Rosing virkede energisk, fyrig, næsten fanatisk. Hvor Rüttel havde forholdt sig tøvende og prøvende for ikke at begå uoverlagte, ubesindige dåbshandlinger, gik Rosing raskere til værks. Han hade jo det held at Rüttel hade forberedt jordbunden. I løbet af de første 5 år fik Rosing døbt 180 indfødte, medens Rüttel i 10 år hade nåt at få døbt 62.

Pastor Rosing var i sit indre stærkt besjælet av en gammelteologisk ortodox opfattelse av bibelhistorien og kirkens liv. Sandheden har engang været til som en uråbenbaring blandt menneskene på jorden. Det er i overensstemmelse med den katolske opfattelse. Blandt hedningerne er sandheden om åbenbaringen gået tabt; de har i det højeste bevaret enkelte lysglimt. Men kirkens tjenere er inspirerede av den Helligånd, som retfærdiggør den absolute forkyndelse. De arme hedninger veed ikke klar besked om sandheden, de har tabt Gud av sigte: de er faldne fra! »Hedningerne veed ikke hvad jeg veed, men de burde vide det«, er omkvædet i denne forkyndelse.

Hansêrak hade også været grebet ved synet av hedningerne, men han modtog de første rå billeder av deres skikke og fornuftstridige meninger med mere sindighed, med en viss sokratisk overlegenhed. Rosings overlegenhed har en helt anden tone.

Østgrønlændernes sædvanlige svar, når Rosing spurte dem om hvilken »magt« der stod bagved deres tro, dette: »Det veed jeg ikke«, var ialtfald mere sokratisk end palasé's eget omkvæd: »Disse folk veed ikke engang —« nemlig »hvad jeg selv veed«. — I Rosings opfattelse er hedningerne derfor nogle stakkels mennesker, der stadig går og frygter for at dø, og som må dø uden nogen forsonende tro. Men Rosing føler sig selv overfor dem som den apostel, de har ventet på, som deres opdrager og skolemester, men især som en dybt bekymret sjælesørger for dem alle. »Thi der skal blive een hyrde og een hjord.«

Bogen antyder klart en kæmpende mand; nogle steder dømmer forf. ret hårdt, men andre steder i medynk, i medfølelse og forbarmelse. Sjældent taler han om egen ufuldkommenhed. Dog ikke helt fremmed for ideen; »Mod Gud har vi alle uret«.

Og palase Rosing udviklede sig, indtil han nåde til sin vejs ende. Men derom kan hans bog ikke fortælle noget, thi den er skrevet ved indledningen til den store oplevelse i Østgrønland, i hans første år iblandt hedningerne, da han endnu stod i sin ungdoms og manddoms kraft. Og dette er den eneste bog, han har skrevet. — Sidste gang jeg så ham og hans hustru, var i Ritenbenk, hvor jeg i 1935 sammen med direktør Daugaard-Jensen besøgte ham i præstegårdshjemmet og blev modtaget med vanlig grønlandsk gæstfrihed. Han var ældet, det ravnsorte hår var grånet i tindingerne, og blikket ikke så flammende som før, når vi sås, dog med den samme mildhedens efterglans fra dengang, da han bragte os trætte vandrere vin på fjældet. Det var i nærheden av den østgrønlandske koloni, engang vi (min hustru og jeg) hadde været borte på en lang skitur midt om vinteren; der var gået et par dage, inden vi viste os i det fjærne, på hjemturen fra Sermilik. Da kom han os imøde, bekymret, trøstende. Det var i 1905 — og nu var der gået 30 år, siden jeg i Østgrønland første gang traf pastor Rosing. Vi var vel begge lige forandrede, begge gået i frø, hver på sin vis. For 12 år siden var han blevet præst i Ritenbenk.

Chr. Rosing så visselig ikke ud som en dansk mand, men hans type var dog heller ikke eskimoisk. Hans mørke gråbrune lød og hans skarpe profil lod snarere ane en oprindelse i Sydens lande, vestevropæisk — omend, naturligvis, med nogle stænk av den sene forbindelse med Grønland. Hans mor var grønlænderinde.

SLÆGT OG FAMILIE

Hans Christian Theodor Rosing tilhørte (ifølge Dansk biografisk Lexikon) en slægt, der formentlig oprindelig var jysk, men som er udbredt ikke blot i Danmark, men i Norge.

En av stamfædrene var sognepræst i Tromsø Rasmus Clausen Rosing, d. 1626, hvis efterkommere var præster. En biskop Rosing i Akershus stift var far til provsten i Romerike Thomas R., d. 1723, som atter var far til oberstløjtnant Ulrik Frederik R. (1693-1764); denne var far til toldkasserer Hans R. (d. 1809), far til konsistorialråd, sognepræst i Horsens Ulrik Frederik R. (1776-1841), der hade tre børn:

1) Hedevig Sophie R. (d. 1913) g. m. sin fætter H. A. Rosing, pædagog.

2) Svend R. (1804-84) præst. Lexikograf.

3) Hans R. (1803-65), exam. jur., assistent og »købmand« i Grønland (Godhavn, Jakobshavn).
        |
   Peter Frederik Rosing (1835-1911), assistent under Grønlandske Handel.
        |
   H. Christian Theodor Rosing (1866-1944), R. af D., missionær, førstepræst i Angmagssalik og Ritenbenk; bogens forfatter.

Hans Rosing, forfatterens bedstefar, var født i London, hvor hans far Ulrik R. i ni år var »sømandspræst«. Hans R. kom i en ung alder som assistent til Nord-Grønland (1824), hvor han forblev i 30 år, var købmand (kolonibestyrer) i Jakobshavn og giftede sig 1829 med en datter av købmand Johs. Winding fra Upernavik; hun hed Maria Kristina (f. 1806 i Up., d. 1880 i Købhvn.).

Udstedsbestyrer (assistent) Peter Fr. Rosing, der var født 1835 i Jakobshavn, var gift med Haldora Helene Margrethe Caroline Petrussen, datter av Jehu P., sælfanger ved Frederikshaab, og Guri Ane.

Missionæren Pastor Chr. Rosing, bogens forfatter, blev gift i Sukkertoppen 1890 med Malene Karoline Klara Kreutzmann (f. 1869 i Kangâmiut, d. 1944), datter av udstedsbestyrer i Kangâmiut Jens K. og hustru Amalie.

Rosing virkede i Ammassalik 1904-1922, hvor han i den første tid hade en flink medhjælper i den vestgrønlandske kateket Henrik (el. Hendrik) Lund, senere kendt som Grønlands største nationale digter, en kunstner også som komponist og maler. Lunds hustru var Malene Egede fra det sydgrønlandske Narssaq (nord f. Julianehåb). De bode mellem hedningerne i Østgrønland fra 1900 til 1909. Efter Lund blev Sejer Abelsen i 1908 og Julius Olsen i 1910 Rosings kateketer (hjælpere, degne). I al den tid var Johan Petersen (som de indfødte kaldte Ojuât) Ammassalikbygdens sikre og rolige kolonibestyrer. H. Lund var en fætter til Johan P. — Ojuât forestod rejsningen av den fra Danmark udsendte trækirke, den blev færdig i 1906, og den står der den dag i dag.

Pastor Rosing efterlod syv sønner: Peter, Ado (= Adolf, d. 1942), Otto, Jens (d. 1944), Nikolaj, Ulrik (d. 1928), Karl — og en datter Naja. Peter og Otto blev præster i kolonien Ammassalik efter deres faer, henholdsvis fra 1922 til 1934 og 1934 til 1939. De flyttedes efter deres gejstlige virksomhed på østkysten over til vestkysten, hvor de endnu lever. Peter R. kom til Jakobshavn, hvor hans hustru (f. Guldager) hørte hjemme, Otto kom først til Egedesminde, nu præst i Thule. Den næstældste søn Ado(lf) blev adopteret av biskop Ludwigs i Aalborg, i hvis hjem også den yngste søn Karl blev opdraget. Ado virkede mange år som organist i Nørrejylland. Jens levede som fanger ved Ritenbenk i Nordgrønland. Nikolaj er udstedsbestyrer i Kangâtsiaq under Egedesminde, Karl assistent i Grønlands Styrelse. Han har nu ved min (Thalbitzers) foranledning og på opfordring af Det Grønlandske Selskab i Danmark oversat sin faers bog, der i 1906 var blevet trykt i Godthåb (Nûngme), til et (som jeg finder) rigtigt og velformet dansk. Han avrejste i juni 1945 med »Disko« til Grønland.

Ved bogens oversættelse som under korrekturlæsningen har forhenv. kolonibestyrer Aage Bistrup beredvilligt gang på gang ydet os rådgivende medhjælp.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 139-143, København, 1946