Elledandsen Nytaarsnat
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Elledandsen Nytaarsnat
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
To Brødre vare uenige om der var Huldrefolk til. Den Ene paastod, at de vare til, men den Anden negtede det ivrigt. Dette gik en Tid, indtil Den, der benegtede Huldrefolkets Tilværelse, blev vred og sagde, at nu vilde han drage bort og ikke komme Hjem igjen, før han havde faaet Vished om der var Huldrefolk til eller ei. Siden drog han afsted over Fjelde og øde Strækninger, Høie og Dale, men blev dog ikke klogere.
Der meldes nu ikke Videre om hans Reise, før han Nytaarskveld kom til en Gaard, hvor Folkene vare meget sørgmodige. Den Reisende var snaksom og spurgte, hvad her saaledes forspildte deres Glæde. Aarsagen dertil var, fortalte man, at Ingen vilde blive tilbage for at passe paa Gaarden, medens de øvrige Folk droge til Gudstjenesten; thi hver Nytaarsnat var i lang Tid Gaardens Bevogter forsvunden, og vilde derfor Ingen blive tilbage; Enhver, som gjorde det, ventede jo sin Bane. Den Fremmede bad Folkene ikke at frygte for slig overtroisk Snak og tilbød sig at passe paa Gaarden. Herover faldt dem Alle en Steen fra Hjertet, men de vare dog i Frygt og Kvide for hvorledes dette vilde ende.
Da Gaardens Folk vare dragne afsted til Gudstjenesten, tog han sig for at løse en Fjæl ud af Panelet ovenfor den forreste Seng i Badstuen, og krøb selv ind imellem Panelet og Væggen, skjød siden Beklædningen for igjen, men lod dog en lille Revne tilbage ved Sammenføiningen, for at han kunde oversee hele Badstuen. Men Hunden, der var med ham, laa paa Gulvet.
En liden Stund efter at han havde faaet dette i Orden, hørte han Lyden af Menneskerøster og Fodtrin udenfor, og lidt efter hørte han, at en Mængde Mennesker kom ind i Badstuen. Han saae, at Hunden blev greben og slængt ned, saa hvert Been gik itu i den; dernæst hørte han, at de nys Komne talte med hverandre om at der lugtede af Mennesker paa Gaarden; men Nogle meente dog, at det ikke var saa underligt, eftersom Folkene nylig, vare gaaede bort til Gudstjenesten.
Efter at disse Gjæster havde faaet seet sig om, saae Manden, der sad paa Luur, at de toge et Bord frem i Badstuen og bredte en guldvævet Dug, en stor Kostbarhed, derpaa, og at Alt, hvad de dækkede Bordet med, svarede dertil, Skaaler og Tallerkener, Drikkekar og Knive, Alt var af Sølv. Siden satte de sig tilbords og Alt foregik med stor Anstand. De lode en Dreng staae Vagt ved Døren for at see efter naar Dagen lysnede, og han var enten inde eller ude. Mennesket lagde Mærke til, at hvergang Drengen kom ind, blev han spurgt om, hvormange Klokken nu var; men han svarede bestandig, at der var lang Tid til Dag endnu. Nu begyndte Manden saa smaat at rive ned af Mellemmuren i Badstuen, for at han hurtigt kunde komme ud imellem Panelet og Væggen, hvis det var nødvendigt. Men da de Fremmede vare mætte, saae han, at en Mand og en Kvinde bleve førte frem, og siden saae han en Tredie gaae dem imøde, der forekom ham at være en Præst. Siden begyndte en Sang, og de sædvanlige Brudepsalmer bleve sungne, og Alt gik her til, som det pleier hos gode Kristne. Efter at Brudevielsen var endt, dandsede man, og den Glæde varede en Stund. Da de havde dandset i nogen Tid, kom Huldrefolkenes Dørvogter ind, og blev atter spurgt om hvor Meget der var tilbage af Natten, og han svarede, at der endnu var en sjette Deel tilbage. Idetsamme raabte den Lurende, der havde sneget sig ud af Aabningen og stod bag ved Dørvogteren: »Der løi Du; thi nu er Dagen midt paa Himlen.« Herover bleve de dandsende Huldrefolk saa forfærdede, at de øieblikkelig dræbte deres Dørvogter, men imidlertid løb Manden, der skulde passe paa Gaarden, igjen ind imellem Panelet og Væggen. Da Huldrefolkene havde dræbt Dørvogteren, løb de ud saa hurtig, de kunde, ligesom Lam ud af en Faaresti, og lode alle deres Sager blive tilbage. Da Manden saae det, forfulgte han dem i Frastand, og det Sidste, han saae til dem, var, at de kastede sig ned i en Sø, der var i Nærheden af Gaarden. Derpaa vendte han Hjem igjen og samlede Alt sammen, Madlevningeme og den kostbare Opdækning.
Kort efter kom Gaardens Folk Hjem fra Kirke; glade bleve de over at see Manden, der havde bevogtet Gården, og de spurgte ham, om han ikke havde mærket Noget. Han svarede, at det havde ikke været Meget, og fortalte dem saa det Hele. Nu gik det op for Folkene, at de tidligere Vogtere maatte have ladet sig see, og at det var blevet deres Undergang, ligesom det nu blev Hundens, at den saaes.
Gaardens Folk takkede Manden, der havde bevogtet Gaarden, med mange og fagre Ord for hans Mod, og gave ham Alt, hvad Huldrefolket havde ladet blive tilbage og han kunde bære bort med sig. Derefter drog han Hjem og traf sin Broder. Ham fortalte han nu Alt dette og sagde tillige, at derefter skulde han aldrig benegte, at der var Huldrefolk til. Senere tog han mod Gaarden efter sine Forældre, giftede sig og havde Held med sig i alle sit Livs Foretagender. Han blev anseet for en ypperlig Mand i sin Bygd, var ihærdig og vidste gode Raad i vanskelige Forhold. Men det fortælles om den Gaard, som han bevogtede i hiin Nat, at ingen Nytaarsnat forsvandt der siden noget Menneske.
